– i avisen/tidsskriftet «Statsborgeren» for 30. juli 1837; her var Henrik Wergeland selv redaktør og hans artikkel forteller om bonden Kristian Lofthuus (Lofthus), som ble en fører blant bøndene i Nedenæs og Raadbøigdelaget (Raabygdelaget) og tilliggende bygdesamfunn – under Bratsberg Amt – og det som førte til at han måtte lide fengsling uten dom i mange år for den rolle han fikk å spille – fra bevegelsen grep om seg omkring 1786; han ble den samlende figur å forene almuen i sitt område i kamp mot embedsmennenes utnyttelse av almuen og så vekke myndighetene i Kjøbenhavn til inngripen for å stagge dette onde; svært mange av «Embedsmænds-Klassen» var av dansk herkomst – både sivile og kirkelige;
– her følger Henrik Wergelands skriv i «Statsborgeren» – sidene 161 – 166 (fortløpende sidetall fra 1837-årets begynnelse) :
Kristian Jensen Lofthuus.
Paa Agershuus, paa høiest Sted,
hvor flagrer et Banner saa fremmed,
Der sad en Fange fra Morgnens Gry
til Aftenrødens blegnen.
Hans Længselssuk forfulgte den Skye,
som fløj mod Vestenegnen (mot hans hjemstavn/red.).
Den Taalmodighed, hvormed det norske Folk har taalt Fortryk og politiske Forurettelser, har man ordentlig gjort sig til af, kaldet den «Trosskab», og ophøjet den i Sang og Tale som en national Dyd.
Seer Man sig imidlertid tilbage, og undersøger Sagen noget nærmere, tilfredsstilles man dog ved enkelte Navne, som haandhæve Nationen den bedre historiske Roes, at den kun modvilligen har givet efter, og at en Loyalitet, hvis rette Navn skulde være Slavesind, er den fremmed.
Mellem disse Talsmænd for Folkets Ret og Frihed, og det imellem dem, som fremstode af dets Midte, af selve Almuen i de nyere Tider, indtager den Bonde fra Nedenæs, et Distrikt, som ret synes i Dansketiden at have været hjemsøgt med udsugende Embedsmænd – hvis Navn denne Artikel bærer, en saa mærkværdig Plads, at vi have gjort os Umage forat indsanke de Beretninger om denne Mand, som kunne tjene til at give ham den ærefulde Amindelse dette Offer for Folket fortjener.
– 162 –
For de af Statsborgerens Læsere, som ikke have kjendt den Mand, der hædres ved nedenstaaende Gravskrivt («Saa har da Fængselet gjort Ende paa Dit daadfulde Liv ! Saa skal du ikke mere see dit Landsted, som du med saa megen Flid opdyrkede ! Ei skal Dit Øje mere skue Morgensolens Glands; men heller ikke skal Uvejr, Krig og anden Nød røre Dig. Hviil i Fred ! Ti sekkellange Aars Indsperring uden Lovfældelse — mange Slags deraf sammenhobet Kummer maatte omsider overmande dette kæmpestærke hærdede Legeme. Din Aands Kjækhed var sig selv altid liig. I Farer, i Forfølgelser forlod den Dig aldrig. Du døde — som Du havde levet — (som/red.) en sand Patriot. Fred med Dit Minde ! Maaske skulde disse Sandhedsord ei været talte. Dig sættes vist ingen Bautasten; men trøst Dig med Romernes : «Cælo tegitur, qvi non habet Urnam» (Den dækkes af Himlen, som ingen Urne har«). W……» (det var Wergeland selv, som skrev dette/red.), vil Indsenderen af denne kortelig erindre dem om, hvo denne Mand var, hvad der foranledigede hans Indfængsling. Hvad der derimod var Aarsag i, at han maatte hensidde i 11 Aar udømt, og i et Fængsel, adskilt fra sin Familie, ende sine Dage, det ventede man forgjeves fra Datids Regjerings Side bekjendtgjort. Det var dertil formeget i dens Interesse, at Frygt for vilkaarlig Behandling skulde afskrække enhver anden ædel undertrykt Mand fra at træde op, og tale imod Misbrug, der trykte ham og hans Medborgere.
Odelsbonden Kristian Jensen Lofthuus, boende paa Pladsen Lillesand i Kristiansands Stift, var Formanden for de Misfornøjede i Nedenæs, Bradsberg Amt og flere Egne, som i Aaret 1786 løftede Hovedet for at lette de svære Lænker, som nogle geistlige og verdslige Embedsmand ved vilkaarlige Paalæg smedede om deres Hals. Og sandelig hine Paalæg vare ikke ubetydelige !
De verdslige Embedsmænd, Foged og Sorenskriver afpressede Almuen paa mange Maader Penge, deels ved vel endog tifold at forhøje de dem ved Lovene tillagte Sportler — Sorenskriverne i Særdeleshed ved at skrive alenlange Bogstaver i bindstærke Skiftebreve, ved paa mange Maader at udvide hvad de skrev for Almuen deels ved at affordre Almuen Sportler tvertimod Lovene, Sportler, som desværre ved langvarig Misbrug vare hævede – Geistligheden affordrede Almuen hvad der i Begyndelsen kun havde været en frivillig Gave som lovlige dem tillagte Rettigheder, og paalistede saaledes Almuen en Byrde efter den anden. Og, da de ikke vare visse paa, at den verdslige Arm
– 163 –
altid vilde staae dem bi, misbrugte de endog Religionen eller rettere dens Ceremonier til at opnaae deres Øjemed. De nægtede Bonden Sakramentet, indtil han havde givet dem hvad de fordrede; lad det endog være skeet for paa denne Made at aftvinge, hvad der med Rette skyldtes dem, saa var denne Fremgangsmaade derfore ei mindre ulovlig, Religionens Lærere mindre uværdig.
Intet forbittrede Almuen mere end denne Opførsel – ja skal jeg sige det, – det var denne Geistlighedens Opførsel, som meest bidrog til at virke en Gjæring iblandt Almuen, der virkelig paa nogle Steder nærmede sig til total Opstand imod øvrigheden.
Kompagniecheferne udsuede ligeledes deres Underhavende, og lod Kompagniets Mandskab skatte til dem forat blive befriede fra at møde til be aarlig bestemte Exereeertider, og kom der engang, en Ordre, at Kompagniet skulde afgive en Karl til Livvagten , saa blev Kompagniets rige unge Mandskab sat i Kontribution, og – den fattige Hunsmands Søn, maatte omsider drage afsted.
Hvad hine forøvede i det større, det forøvede disses Haandtlangere, Sorenskrivernes Fuldmægtige eller (som Loven kalder dem) Tjenere, Lensmænd, Klokkere, Sergeanter eller Korporaler i det Mindre.
Dog det var ikke kongelige Embedsmand alene, som trykte Bonden. Nei ! Kjøbmændene, disse Norges Herremænd, trykkede dem end frygteligere paa mange Steder.
Da hele Lasthandelen opad en Elv kun var i een eller tvende (to/red.) Kjøbmænds Hænder, saa maatte Bonden lade sig nøje med, hvad disse Monopolhandlere gave ham for sin Last. Lykkelig, var han endda, om han fik Penge for sin Last, men disse bleve ham kun sjelden til Deel, da han, naar han engang var kommen i Kjøbmandens Skyldbog, maatte tage til Takke med Nødvendigheds Varer opskruede til overdrevne Priser, eller vel endog Overflødigheds Vare, som han tildeels ikke behøvede. følgerne af dette var trykkende Armod, som ganske gjorde Bonden til Kjøbmandens Slave.
For at Kjøbmanden kunde leve i Overdaadighed, og langs Norges Kyster vise glimrende Pragt, maatte Bonden oppe i Landet undvære Livets Nødvendigheder. Rigtigheden af hvad jeg har sagt med Hensyn til Kjøbmændenes slibrige Handel med Almuen paa, nogle Steder, har tildeels den efter Bøndernes Klage over Arendals Kjøbmæd nedsatte Kommission beviist.
Vel feilede det ikke, at jo Almuen ofte havde klaget over disse Mishandlinger til Overøvrigheden; men deraf udkom ikke andet, end at
– 164 –
Klagen blev sendt til den Anklagedes Erklæring, og derved forblev det. Sjelden eller aldrig blev den Skyldige sat under Lovens Tiltale. Overøvrigheden var enten uvirksom, eller og saae igjennem Fingre med den Skyldige. Embedsmændene støttede sig paa : at Tidernes Forandring gjorde det nødvendigt for dem at udvide deres Indkomster, at Regjeringen i et Reskript til Øvrigheden (om jeg husker ret) i Aaret 1778 havde trøstet dem med, at den ikke vilde ansee dem i Unaade for den forbigangne Tid, naar de kun redelig opgave alle deres Embeds Sportler, da Regjeringen havde i Sinde at udgive en med Tiderne mere passende Sporteltaxt, at de endelig havde faaet Embedet med de samme Rettigheder, som deres Formænd, der i Mands Minde havde hævet de samme Sportler, ret ligesom (som om/red.) Seklers Vægt kunde hellige Misbrugene. Den belovede Sporteltaxt udkom ikke og Misbrugene stege Dag for Dag.
Lofthuus, der, som sagt, var Formanden for de Misfornøjede, saae det Aag, som trykkede hans Medborgeres Skuldre og det være nu (og om det nå var/red.), fordi han selv som Bonde følte det trykkende, eller og fordi han var besjælet af ædel Drift til at tale for Medborgere – nok var det, han besluttede at lette dette Aag.
– Han forudsaae, at der intet udkom af den sædvanlige Maade at klage paa , og drog derfor selv ned til Kjøbenhavn, for mundtlig at andrage sin og Medborgeres Besværinger for Regjeringen. Han talte der med Landets Kronprinds, som bad ham at drage hjem og nedsende sin Klage skriftlig.
Lofthuus, opmuntret ved dette Svar, drog hjem, og for desvissere at udføre sit Forehavende, overtalede han de øvrige fornærmede Egnes Beboere til samtlige med ham at indgive deres Klage. Naturligviis kunde dette ikke skee uden Udsendinge, og disse kunde atter ikke udføre deres Ærende, uden at sammenkalde Almuen. Embedsmændene, foruroligede af sine bange Samvittighed, ansaae disse Sammenkaldelser for Stemplinger til Oprør, eller i det ringeste forestilte sig dem som saadanne, og ved det de alt for tydelig yttrede deres Frygt, befordrede de snarere end dæmpede Gjæringer blandt Almuen.
Rygter udspredtes : at Øvrigheden vilde arrestere Losthuus og hans Udsendinge. Følgen deraf blev, at Losthuus rejste med en Art af Livvagt, for at sikkre sin Person, og holdt adskillige Møder i de urolige Egne. Uagtet alle disse Møder holdtes, uden at nogen hendelig Uorden fandt Sted, saa vedblev dog Øvrigheden at forestille disse Møder som Stemplinger til Oprør.
En Kommission, bestaaende af daværende Geheimeraad og Stiftamtmand Scheel,
– 165 –
da værende Oberhofrets- siden Højesteretsassessor Falsen (Enevold F./red.) og Sorenskriver Aars, blev endelig nedsat i Christiansand for at undersøge saavel Klagernes, som de Anklagedes Forhold.
Denne Kommission suspenderede tvende af de anklagede. Sorenskrivere , som siden for deres egennyttige Forhold bleve ved Højesteret idømte anseelige Mulkter, og gav hemmelig Ordre til at arrestere Lofthuus.
Saa stor var virkelig hans Anhang, at man ikke turde gaae aabenbar til Værks. I nogen Tid var han endda fri; hans troe Livvagt ledsagede ham, indtil endelig 3de (3/red.) Mænd, i Haab om at vinde Belønning for deres Daad, som ikke heller udeblev, lumskelig arresterede ham i Lillesand i Marts, 1788, og bragt ham til Friderichsværn, hvorfra han siden efter blev ført til Aggershuus Fæstning.
Men Almuen blev derfore ikke rolig; de arresterede Krigsraad Dahl , Fogden over Raadbøigdelaget, som de troede, havde været den fornemste Aarsag til, at Lofthuus var bleven arresteret; de sammenkaldte Folket i de urolige Egne til at møde paa bestemte Steder, for at beraadslaae om, hvorledes de skulle frelse deres Lofthuus, som de kaldte ham; de droge i hundredeviis til Arendal, hvor en militær Kommando maatte drage ind for at bevogte de, maaske ikke, uden Grund, zittrende Kjøbmandshuse. Endelig blev Almuen beroliget ved et kongeligt Reskript, som tilkiendegav dem, at deres Klager paa det nøjeste skulle blive undersøgte , og en Sporteltaxt med det første skulle udkomme.
Foruden hiin Kommission blev og en anden nedsat i Bradsberg Amt, bestaaende af daværende Kammerherre og Amtmand Moltke, siden Deputeret i Generaltoldkammeret, samt Justitzraad og Laugmand Hagerup.
Af denne Kommission sporede man ingen Virkning. At ingen klagede for denne Kommission, kom dog nok ikke af det, at dette Amts Beboere vare saa ganske fornøjede med sine gejstlige eller verdslige Embedsmænd, men snarere deraf, at Almuen, jeg ved ikke hvorfor, havde nogen Mistillid til den første af disse Kommissioner (i Kristianssand/red.). Almuen troede maaske, at han (Moltke/red.) som Amtmand var vidende om, at de ham underordnede Embedsmænd forurettede Almuen; at han som Medkommissær endog uden nogen ny Klage vilde have undersøgt de af dem paaklagede Forurettelser.
Rettere havde det vel og været, at Regjeringen havde beskikket en anden til Kommissær, hvis Interesse ikke havde ført det med sig, at de Anklagede, saavidt muligt, bleve skaanede for Tiltale.
Erindrer man sig nu, at den Kristiansandske Kommission fandt sig beføjet til at suspendere 2de af de anklagede Sorenskrivere, at den over
– 166 –
Arendals Kjøbmænd siden efter nedsatte Kommission ikke fandt deres mod Bønderne brugte Omgangsmaade billig (rimelig/red.) eller lovforsvarlig , og man end videre lægger til alt dette, at Regjeringen strax derefter i Aaret 1788 fandt sig beføjet til at udgiveen Sporteltaxt for Norges Embedsmænd, og et Regulativ for Gejstligheden i Øvre Tellemarkens Provsti, over hvem dette Provsties Almue i Særdeleshed havde klaget, at Generalitætet siden efter har taget andre Forholdsregler for at rekrutere Livvagten , at disse Love dog nok forudsatte, at Misbrug vare foregangne, som man ved dem fugte at hæve, saa tror jeg vel og, at man ikke bør sætte Lofthuus iblandt Oprøreres Tal, fordi han, opbragt ved Fornærmelser, ikke rolig lod sig træde paa Nakken, om han endog i at haandhave sine Borgerrettigheder overtraadte de borgerlige Loves Orden.
Men Haan og Skjændsel hvile over Undertrykkeren, som forledte ham til i Lidenskabens Hede at vove et Skridt, der maaske (??/red.) gjorde hans Indfængsling nødvendig.
Dog og herom kan man sige : adhuc sub judice lis est (Endnu er Sagen ikke afgjort). Ikke er det forresten min Sag at undcrsøge, om Kristian Lofthuus var skyldfri Mand, hæderlig Borger i Staten, da det i mine Tanker ikke staaer i nogen Forbindelse med dette Faktum.
Rygterne om hans private Liv have desuden varet alt for imodsigende, til at jeg vovede at skildre ham upartisk efter disse (rykter/red.).