Toggle search modal
Close

«udsigt over forholdene» (d.e. rammene om norges konstitusjon av 1814) : forfattet av paul hjelm hansen (hjelm-hansen)

– i boken «Norges Storthing 1845»; boken ble i 1846 utgitt anonymt – men det er senere blitt kjent at det var den særmerkede lov-utdannede og avis-redaktør (og mye annet) Paul Hjelm Hansen (1810-1881) som var bokens forfatter.

Om ham og denne boken står følgende å lese i «Norsk Forfatter-Lexikon 1814-1880» : «Anonymt Modskrift mod N. N. Dahls og O. N. Løbergs (i 1845) «Ellevte ordentlige Storthing, en Samling af Karakterskildringer»«; denne bok vet vi at Nils Nilssøn Dahl senhøsten 1845 fraskrev seg enhver tilknytning til og ethvert kjennskap om tilblivelsen og at vi dermed må formode at Ole Nicolai Løberg, faktisk representant på Storthinget i 1845 og også de to foregående, var alene om denne.

Hjelm Hansens bok «Norges Storthing 1845» er klart et motskrift mot Ole Nicolai Løberg og hans bok, og de fleste av de karakter-skildringer Hjelm Hansen tar for seg i sin bok, går sterkt i rette med Løbergs karakteristikker – eller i det minste supplerer eller korrigerer.

I bokens første kapittel skriver Hjelm Hansen svært interessant om tilblivelsen av og den påfølgende tids utvikling knyttet til den norske «Grundlov» av 1814 – alt viktige betraktninger og konlusjoner å lese for norske borgere av i dag – les dette her, på bokens sider 1 – 7 :

At Nordmændene i Aaret 1814 fik en Konstitution, der formedelst Valgrettens og Valgbarhedens store Udstrækning maa ansees for den meest demokratiske i Europa, var ikke en Følge af Nationens Tænkemaade og Intelligents, men alene en Frugt af enkelte videnskabeligen dannede Mænds patriotiske Anstrængelser.

Nationen levede i en reen politisk Uskyldighed og havde maaske ikke engang drømt om Noget, som kunde kaldes en konstitutionel Statsforfatning.

Grundloven blev derfor modtagen med Ligegyldighed af den store Mængde, og, da den eneste Virkning, man følte af den, var en betydelig forøget Skattebyrde, manglede det ikke paa Yttringer om Fortrinligheden af det danske Regimente, under hvilket den store Hob havde befundet sig vel.

Under disse Omstændigheder maatte de norske Embedsmænd søge at forklare Almuen, hvad Grundloven egentlig var, og hvilke Rettigheder den nedlagde i Folkets Hænder. Og nu opstod et Forhold mellem Nationen og de kongelige Embedsmænd, som er uden Erempel i noget andet Lands Hisiorie. I Erkjendelsen af deres egen Uvidenhed og Uduelighed overdroge Bønder og Borgere til Embedsmændene at beskatte Landet, at give det Love, at bestemme sine egne Indtægter og Rettigheder, at controllere Negjeringen og at værne om Grundloven mod Kongemagtens mulige Anmasselser.

– 2 –

Naar man veed, at den norske Embedsstand er uden Formue, og at den i det Væsentlige er afhængig af Regjeringen, til hvem den idetmindste er knyttet ved Taknemmelighedens Baand, ved Haab eller Frygt; saa maa man beundre lige saa meget den troskyldige og barnslige Tillid, Nationen viste Embedsmændene, som det uforfærdede Mod og den urokkelige Fasthed, hvormed disse opfyldte deres vanskelige og ansvarsfulde Kald.

Intet andet Land kan opvise Erempel paa, at Nationen saa godt som udelukkende har sat de af Kongen udnævnte Embedsmænd til Værn mod Kongemagten selv, og intet andet Land har Exempel paa, at kongelige Propositioner, som i høieste Grad have interesseret Kongemagten, og som derfor gjentagne Gange paa den meest indtrængende Maade have været den lovgivende Forsamling forelagte, ikke alene aldrig have kunnet erhverve en eneste Embedsmands Stemme for sig, men endog ere blevne tilbageviste med en formelig Affront (krenkelse/fornærmelse/red.).

Anderledes vide idetmindste ikke vi at benævne den Maade, hvorpaa Storthinget i 1836, da det omsider var bleven kjed af disse Forslags hyppige Gjentagelser, behandlede Hans Majestæt Kongens Propositioner til Forandringer i Grundloven. Thi medens det var uden Exempel, at noget privat Lovforslag, hvor umodent det end maatte være, og hvor sikkert dets Udfald end kunde forudsees, i Storthinget var bleven afgjort, uden at en Committees Betænkning iforveien havde været indhentet, bleve disse kongelige Propositioner eenstemmig forkastede uden Committee-Indstilling, ja selv uden al Debat (det er ikke vor Mening at rose denne Fremgangsmaade som vi tvertimod finde stridende mod simpel Velanstændighed).

Den uforfærdede Maade, hvorpaa Embedsstandens Medlemmer saaledes stedse have opfyldt sine Pligter mod Nationen, og den faste, værdige og imponerende Holdning, som den altid under vanskelige Omstændigheder har indtaget lige over for

– 3 –

Kongemagten, har ikke alene erhvervet den Folkets Tillid og Hengivenhed, men ogsaa Regjeringens Agtelse og selv Udlandets Beundring.

Men uagtet Nationen saaledes med Taknemmelighed erkjendte – og erkjender – at den med fuldkommen Tryghed kunde – og kan – stole paa den hæderlige Embedsstand, der desuden var – og er – aldeles fri for enhver utilbørlig Paavirkning fra Regjeringens. Side, og uagtet den derfor satte – og fremdeles sætter – sin væsentligste Fortrøstning til Embedsstandens Intelligents og gode Villie, saa er den dog omsider begyndt at erkjende, at en National-Repræsentation, hvis Pluralitet bestaaer af kongelige Embedsmænd, i Grunden ingen National-Repræsentation er, og at en saadan Tingenes Tilstand kun er at betragte som et i Nationens Mangel paa Oplysning og politisk Udvikling grundet Formynderskab, der ikke bør vedvare længere, end Nødvendigheden tilsiger det.

Og det er saa langt fra, at der i denne Erkjendelse og den deraf udspringende Tendents til efterhaanden at remplacere (erstatte/red.) National-Repræsentanter af Embedsstanden med dygtige og aldeles uafhængige Borgere ligger noget Stødende for Embedsstanden eller nogen Spire til Ulykker for Staten, at den tvertimod maa betragtes som et lige saa naturligt som trøstende Beviis paa, at Folket ikke er ganske umodent og uværdigt til dets fri Forfatning, og at det dog maaske engang for Alvor kan vaagne op af dets Apathie og modtage den hellige og værdifulde Gave med voxne Hænder.

De politiske og legislative (lovgivende/red.) Spørgsmaal, som formedelst vor Mangel paa Oplysning og Uddannelse i en lang Aarrække gjorde lidet eller intet Krav paa den medborgerlige og offentlige Interesse, og som syntes at være udelukkende henviste til Privatlivets fortrolige Kredse, begynde nu alt mere og mere at fremtræde aabent for Lyset og at stille sig frem i Spidsen af vort Folkeliv.

Forskjelligheden i de politiske og

– 4 –

 

konstitutionelle Anskuelser, som hidtil i det høieste kun i Videnskaben dannede sig til skarpe Modsætninger, synes nu ogsaa at ville gjøre sig gjældende i det virkelige Liv og i Statsstyrelsen, og de forskjellige Meningsretninger begynde nu ogsaa praktisk at gestalte sig til virkelige politiske Partier.

Det er især tvende Hovedpartier i vor Stat, der staae lige over for hinanden, af hvilke det ene beskyldes for at holde fast paa den gamle Tingenes Orden, og at nære en vidunderlig Respect for de historisk begrundede Forhold, under hvilken Kategorie det derfor gjerne skal ville henføre Alt, hvad der behager det. Dette Parti troer at burde ansee sig som udelukkende Indehaver af al høiere Intelligents og selvfølgelig som ene berettiget til den hele Statsstyrelse.

Lige over for dette paastaaer det andet Parti, som benævnes Uvidenhedens eller Obskurantismens, uagtet det trøster sig til at bevise, at det tæller langt flere Personer af videnskabelig Dannelse, end hiint Partie, med stor Tillid og Fasthed, at den fædrelandske Aand og den Indsigt og Duelighed, som udfordres til at ordne og udvikle vore politiske og legislative Forhold, ikke nu meer kan ansees udelukkende bunden til Titler eller Gageqvitteringer, men at hine Egenskaber nu ogsaa ere at finde udenfor Embedsstanden.

Partiet mener desuden, at det under Discusionerne i den lovgivende Forsamling har viist sig, at den simpleste Bonde meget ofte er den fornemme Herres Ligemand i Aand og som oftest hans Overmand i sund Sands, og da denne Paastand har den gamle Rousseaus´s Auctoritet for sig, ville vi ikke understaae os til at bestride den.

Disse to Partier have allerede udtalt deres Overbeviisninger i de meest skjærende Modsætninger, og den Fare er ikke meget fjern, at det norske Folk vedvarende adsplittes i Partier.

Vi ville ikke tillade os at fælde nogen Dom over disse Partiers virkelige eller indbildte Oprindelse, og vove allermindst paa dette Sted at udbrede os over de derhen hørende politiske

– 5 –

Spørgsmaal. Men efter de Oplysninger, som vi have indhentet, og efter de os tilgjængelige Iagttagelser blandt Befolkningen i en stor Deel af Landet, tro vi ikke at burde tilbageholde den Erklæring, at det langt overveiende Fleertal af uafhængige og dannede Mænd ganske bestemt og afgjort slutter sig til det sidstnævnte Partie.

Og det kan da heller ikke være anderledes. Thi uagtet det første Parti disponerer over de meest eminente Evner, og aldeles utvivlsomt er besjælet af den reneste Villie, tillader det dog stedse sine ungdommelige Publicister at fremtræde med det meest uforstandige Overmod og de groveste Skjeldsord, hvorved de paa en dobbelt Maade skade den virkelig gode Sag, for hvilken de kjæmpe.

Istedetfor at udbrede Lys over Forholdene, udbrede de Varme, og ophidse Gemytterne; man føler Medlidenhed med den Mishandlede, som ved en Slags Opreisning faaer gjennemført netop det, som man havde til Hensigt at forbindre (f. Ex. Lutzows Valg til Statsrevisor).

Ved sin hidsige og uforstandige Fremfærd har Partiet ikke alene tabt al Indflydelse, men endog gjort sig selv mistænkt. I dets Skriverier vil man ikke see andet, end en vidunderlig skarp Sands for dets egen velbehagelige Tilværelse, og man føler Tilbøielighed til at tro, at det hele Væsen opløser sig i en Begrædelse over Tabet af det, som var, og en Frygt for det, som kommer.

Medens man paastaaer, at dette Parti kun hefter sit Blik paa den gyldne Fortid, og at det aabenbarligen og uden Forknyttelse søger skarpt at adskille sig fra selve Nationen, fra sit eget Kjød og Blod, for paa den meest indsmigrende Maade at henfly under Kongemagtens beskyttende Vinger, hvilke det derfor af al Magt søger at gjøre saa store som muligt; fæster det andet Partie med Beskedenhed men Fasthed Øiet saavel paa det Forbigangne som paa Nutiden og Fremtiden, og frembringer netop derved

– 6 –

de Erkjendelser, som slaae Rødder i vor Dannelses nærværende Tilstand og hele vort sociale Livs Stilling.

Om end de Skildringer, som dette Partie hidindtil har givet af Betingelserne for vort Lands Opkomst, endnu ikke kunne tilfredsstille os, og om end fremmede og uluttrede Elementer have blandet sig ind i dets Bestræbelser, saaledes som det stedse pleier at gaae med endnu ikke ganske ordnede Bevægelser, saa er det dog umiskjendeligt, at den reneste Fædrelandskjerlighed i Forening med en aandelig og borgerlig Friheds store Principer ligge til Grund for dette Parties Retning.

Og denne Retning er det en Umulighed at tilbagevise, thi den er begrundet i vor Historie, i vore Eiendommeligheder og i de sidste 30 Aars Udvikling. Og denne Retning vilde heller Ingen, som har opfattet den, bortvise, om han kunde, fordi vi alene med den kunne holde fast paa Friheden og dens Udviklings Erhvervelser.

Vi staae, som det forekommer os, med Hensyn til vore politiske Meninger og konstitutionelle Forhold paa Grændsen mellem en gammel og en ny Tid, og befinde os i en Krisis; men denne Krisis bestaaer, Gud være lovet, kun deri, at den politiske Sands hos begge Partier kjæmper for at tilegne sig Konstitutionens uforvandskede Sandhed.

I den Kamp, som føres under denne vor Tids Udviklingsproces, optræder ingen egentlig Reaction; men de Bevægelser, som i den sidste Tid have yttret sig isærdeleshed i vor Hovedstad, kunne dog ikke andet end fængsle enhver Fædrelandsvens Opmærksomhed; thi disse Bevægelser maae ingenlunde betragtes som blot ephemere Phænomener : i deres dybeste Grund aabenbare de virkelig en nye Phase i vort Folks politiske Udvikling.

Imidlertid kunne vi trøste os med den inderlige Overtydning, at enhver Bevægelse i vort Samfundsliv, der udmærker sig ved Troskab og Kjærlighed til Konstitution og Konge, meget snart vil danne sig til en sund og gavnlig, fremadskridende Udvikling.

– 7 –

Det vil ikke vare længe, inden Forstand og Maadehold lede den ind paa den rette Bane, paa hvilken den i Forbindelse med National-Repræsentationens og Kongens Bestræbelser vil virke til vedvarende Gavn for Fædrelandet.

Close
Skriv inn søkeord..