– og inntatt i bergensavisen «Bergens Aftenblad» for «Tirsdag 30. Mai 1893»; Christian A. Isaachsen, født i Mandal 14. april 1839, hadde vært residerende kapellan i Hammer (Hamre) prestegjeld fra 1878 og hadde der overtatt etter nettopp Johan Einar Unger (1831-1911); denne ble 5. januar 1878 ble utnevnt til sogneprest i Kvinnherred (Kvinherad), der hovedkirken lå i Rosendal og med prestegården beliggende på Malmanger, en kort avstand fra kirken. Minnediktet er også undertegnet «Kvinnherreds Prestegaard» den 25. mai 1893. Disse to prester var «åndsfrender» – besjelet av noe av samme dikter-ånd; J.E. Unger hadde faktisk vokst opp på Malmanger prestegård, der faren Elias Børre Unger (1795-1854) var sogneprest fra 1831 til han gikk bort i 1854.
Det tragiske rammet lokalsamfunnet og menigheten i Meland annekskirke torsdagen 11. mai – på veien til gudstjenesten på Kristi Himmelfartsdag 11. mai 1893 løp hesten med prestens vogn ut nær presten Christian og kuskens ankomst ved kirken; ganske snart samme dag utåndet Christian, mens kusken levde enda noen timer før han oppgav ånden; Ungers minnedikt bærer sterkt preg av tragedien, allikevel med en klar tone av håp og tro :
##
O, Christian Isaachsen, saa brat, saa brat
kom over dig den mørke Dødens Nat !
Saa lidet ved vi forud, om vi eie
vort næste Skridt paa dette Jordlivs Veie !
#
Hvor tung en Tanke dog ! Saa snart! Saa snart !
Du reves bort fra dine i en Fart.
Din Sol i Huset (hustruen/red.), dine kjære smaa
ei levende du deres Smil gjensaa.
#
Vi har en Tro, der er en vældig Gud,
og alle Ting maa lystre paa hans Bud.
Den vilde Hest ustyrlig Tvangen bryder
og gaar dog Veien, Gud i Himlen byder.
#
Vi har og troen paa en kjærlig Gud,
som forud omsorgsfuld ser Veien ud,
den skjulte (menneskets vei/red.), gjennem Dydens dunkle Vande
til Stranden hist og Livets lyse Lande.
#
En Prædiken holdt ligetil af Gud,
som aldrig af vort Minde slettes ud;
ufattelig og streng for os den lyder,
dog naaderig hvert Ord du engang tyder.
#
Tilhyl dit Ansigt ! Bøi i Støv os ned !
Dog han, som gik at ordne sine Sted,
har lovet, at til Faderhuset henter
han hver den Sjæl, som ham i Troen venter.
#
O, Melands Menighed ! Her er et Bud,
her er en Vækkerrøst til Kristi Brud.
Du bede Herren, at ei nogensinde
den «Himlatorsdag» gaa dig ud af Minde !
#
Du venlige og skjønne Alversund !
Hvor strømsnart iler ikke Naadens Stund !
§»er Dag bu ser, hvor ©trømmen brat sig vender.
Til dig vor Herre nu fin Engel sender.
#
Hver Sjæl sig gjøre færdig i en Fart; –
thi Reisebudet – ja det kommer snart, –
helt ryste Støvet af sin tunge Vinge,
paa Aanbens Veir sig op mod Lyset svinge !
#
Farvel da Prestemand ! I Jesu Fred
vi sænker os i Faderviljen ned;
den Herre, som gik hen for os at bløde,
han skjænke os engang et saligt Møde !
#
Vi mindes vil din ædle Skjønhedstrang,
din gode Vilje og din pligttro Gang,
og haaber vist, at jævnt og stille Virke
velsignes af vor Gud i Hjem og Kirke.
#
Din Sjæl skal skue i et deiligt Digt,
naar Faderhjemmet aabnes stort og rigt.
Derovenfra med Lysets Fred og Glæde
skal Hjerter trøstes i dit Hjem hernede.
##
Kvinnherreds Prestegaard 25. Mai 1893.
J. E. Unger.