– brevet er inntatt i hans bok utgitt i Stavanger i 1836 : «Opmuntring til en sand levende Tro og et christeligt Levnet..».
Stavanger d. 22de Jan. 1836.
Kjære Sødskende !
Vi maae vist sige : Herren være lovet ! som gav os i vor Opvækkelse den Tro, der virket i vore Hjerter : Had mod Synden og Længsel efter at gjøre Guds Villie. Vel er det Had mod Synden, den Længsel efter at gjøre Guds Villie ei saa kraftig og bestandig, som den burde være, dog er det Gode ei mindre derfor en Guds Gjerning, og selv kan vi erfare, at i os selv boer intet godt, men at vi ved vor egen Fordærvelse hindre Guds Verk i os; men naar vi dog kan finde hos os selv, som og maa vises for andre, at vi ei leve os selv, det er : efter vor onde Villie, men modstaae, døde og dæmpe den, og vælge at gjøre Guds Villie, saa maa det være Guds Søns Tro, ved Livets Ord og den Helligaand, som har virket Overgang fra Døden til Livet, fra Satans Magt til Gud.
Men hvorledes er det nu med os, er vor Tro i Tiltagende eller i Aftagende ? Vi veed det er paa Frugten det maa kjendes, nemlig paa Kjærlighed til Gud og Næsten, paa Ydmyghed af Hjertet, paa Lyst at følge Jesu Fodspor og holde Guds Bud, gjøre sande gode Gjerninger, aandelige og legemlige, som befordre baade vor egen og Andre Sjæles Renselse til Salighed.
Kjære Sødskende ! lad os ei være ligegyldige om at prøve os selv, thi vil vi sige Sandhed, da maae vi tilstaae : at uformærkt kan det skee, at vi glemme os selv, og det behøves at tage Jesu Raad nøie iagt : vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse. Marc. 14,38. Falde staaer her, altsaa maa det være de Opreiste Jesus mener, og giver denne Paamindelse; thi de, som lade Synden herske over sig, dem kalder Skriften ei at være opreiste (Eph. 2,5.6.) og de ei kan siges at falde, naar de ligge i Synden.
Jeg var i Julen østover, 14 Mile fra Stavanger, hvorved jeg fik Anledning at tale med Mange om den Guds gode, velbehagelige og fuldkomne Villie til alle Menneskers Frelse; vel hindret mig Mangel paa Legemskræfter at reise, da jeg nu er 70 Aar gammel; dog jeg kom ogsaa paa en Ø, hvor alle før vare os ubekjendte i det Aandelige; der var mange Beboere; de vistes velmente og begjærlige efter at høre Guds Ord. Præsten var og med i Opbyggelsen, og alt var stille; men kort efter kom Bud fra Præsten, at jeg skulde komme til ham, som jeg og fandt mig villig til. Vel faldt vor Samtale alvorlig, dog søgte han ei at hindre mig, men gjorde mig tilgode og ønsket Lykke paa min Reise. Jeg glæder mig i Haabet, at ogsaa I søge at opmuntre eder selv og Andre til at ære vor himmelske Fader dermed, at I bære ham megen Frugt (Joh. 15,8.), thi hvad er vort Væsen om vi ei gaae Kjærligheds den rene Vei, saa vi elske vor Næste til Omvendelse, og ere flittige med Aands- og Legems-Gaver, som Midler i Guds Haand, at drage dem ud af Synden; og som jeg reiste ei saa lidet vidt, lagde jeg og mærke til de Ældre os Bekjente, og fandt hos dem, som hos os, forliden Flid i det Gode; dog de fleste af dem jagede efter Maalet, saa vi vist maae slutte, som vi begyndte, med at sige : Herren være lovet !
Kort siden var Davids Ord (Ps. 55, 17. 18.) mig til megen Opmuntring : Jeg vil raabe til Gud og Herren skal frelse mig, jeg vil klage og hyle Aften, Morgen og Middag, saa skal han høre min Røst.
Lever heri vel, og værer kjærlig hilset fra Mange her, og mig, der med Længsel jager efter Maalet.
J. R. Haugvalstad.