– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– les annet om Olai Hansen Skullerud på følgende sider :
– hos H.G. Heggtveit på sidene 625 – 631 :
Af stor Betydning for det kristelige Liv i Christiania blev Olai Hansen Skulleruds korte, men lysende Virksomhed. Han blev født i Høland 1. Marts 1829 og den 8. Marts «gjenfødt til et Guds Barn i den hellige Dåb» (Skulleruds selvbiografiske Meddelelser i «Børnebibliotheket» for 1856 No. 3. – Se ogsaa «Børnebibliotheket» for 1858 No. 10, «Norsk Kirketidende» for 1858 No. 17, Side 269 flg.. De Aarg. han redigerede af «For Fattig og Rig». Breve fra Skullerud. Talrige Oplysninger om ham fra hans senere afdøde Venner paa «Hans Cappelens Minde» og i Christiania).
Hans Slægt havde uafbrudt eiet Skullerud siden 1660, da der boede en ved Navn Hans Olufsen, født 1624. Forældrene var Gaardbruger Hans Christensen og Hustru Anne Andreasdatter; de fik ialt 12 Børn, fem Gutter og syv Piger, og de omtales som agtværdige, arbeidsomme, vindskibelige Folk, der sad i gode økonomiske Kaar; «Herrens Velsignelse hvilede synlig over deres Hus».
– «Tanken om Gud og Evigheden, Himlen og Helvede fik tidlig Rum i Olais Sjæl». Fra de spæde Barneaar følte han stærke Dragelser til sin himmelske Fader og modtog dybe Indtryk af Sandheden; der var Daabsnaadens Virkninger.
Da hans ældste Søster Maren døde 10. Marts 1838, vakte det stærke Evighedstanker hos den niaarige Gut. Han var «af et nogenlunde stille Væsen med en indre Livfuldhed i sin Karakter og en naturlig Tilbøielighed til at sysle med boglige Ting».
I hans Forældres Hus fandtes fra
– 626 –
først ingen Bibel; men omsider kjøbte Faderen en, og den blev snart Sønnens kjæreste Sysselsættelse. En eller anden af Familien læste i den høit i ledige Stunder; saa samtalede man om det læste og dvælede især ved Guds underfulde Førelse med sit Folk i den gamle Pagt. Dette gav Mersmag, og Olai læste nu selv ofte med Iver i den hellige Bog baade i det gamle og nye Testamente, mest om Jesu og Apostlenes Liv og Gjerning. Herved oplodes hans Øie for, at «Menneskets Hjertes Tanker er Onde fra Ungdommen af»; han fik under den Helligaands Veiledning se sin Synd, lærte at bede og inderlig og alvorlig at begjære Tilgivelse i Jesu Navn for sine Feil og Synder i Tanker, Ord og Gjerninger.
Samtidig fik han ogsaa ofte smage Guds Naades Sødhed, og hvor saligt det er at være hans frelste Barn.
Dette var omkring 1839; han var da 10 Aar. Ogsaa det mundtlige Ord virkede stærkt paa ham baade i Kirken, især naar Presten læste Stykker af Lidelseshistorien, og i Opbyggelserne. Særlig omtaler han det Indtryk, den bekjendte Lægmand A.N. Haave (Anders Nielsen Haave/red.) gjorde paa ham, da denne sidstnævnte Aar besøgte Bygden og engang talte der over Jesu Ord : «Jeg er kommen for at kaste Ild paa Jorden, og hvor gjerne vilde jeg, at den allerede var optændt» (Luc. 12,49).
«Det var under denne Tale», skriver han selv senere, «som om den Helligaand opfyldte mig med en hellig Ild; en heftig Trang overfaldt mig til at falde paa mine Knæ; jeg saa længselsfuld mod Gulvet, men maatte dog bie, til jeg fik en Tid og et Sted for mig selv».
Fra det niende indtil det trettende Aar, fortæller han, arbeidede Guds Helligaand kraftig paa hans Hjerte. Han var flittig i Skolen for mest og bedst mulig at tilegne sig nyttige Kundskaber i de forskjellige Fag og laante Bøger af forskjellige Slags i Sogneselskabet.
Disse læste han med Lyst eller studerede med Flid efter deres Beskaffenhed.
Vaaren 1843 tegnede han sig til Konfirmationsundervisning hos Sogneprest J.S. Middelthon (1772 – 1845); hans aandelige Liv havde det sidste Aar gaaet tilbage; Guds Ord og Bøn blev ikke længere brugt saa flittig og inderlig som før; derfor var han selv paa Konfirmationsdagen sløv og adspredt, beretter han. Ikke stort mere opløftet var Sindet under den første Altergang og i nogle Aar bagefter.
«Naar jeg kort skal beskrive min Tilstand», fortæller han, «da maa jeg sige, at jeg var et ungt Menneske med mange ædle Følelser, men ogsaa mange, mange slemme Fristelser, — som idelig stræbte fremad for at lære noget og blive til noget, men som havde glemt, at det at elske Kristus er bedre end at vide — om det saa var alle Hemmeligheder«.
Fra sit 14. til det 18. Aar var han mere sløv, ja «en Tid indvortes falden fra Gud og Frelseren, om han end bevaredes for udvortes Fald».
Han var hjemme paa sin Faders Gaard og hjalp flittig til med alt Arbeide indtil Sommeren 1845, da han gik ind paa Asker Stiftsseminarium. Det havde flinke Lærere, især den alvorlig kristeligsindede Bestyrer Knud Gislesen, senere bekjendt som Biskop. Denne drev ikke alene Eleverne dygtig i de forskjellige Fag, saa der blev udlært af ham en Mængde udmærkede Lærere, men søgte især gjennem den grundkristelige Religionsundervisningen at paavirke og vække dem til Omvendelse og en fuld Forstaaelse af sin betydningsfulde Kaldsgjerning (lærergjerningen/red.).
Skullerud var en særdeles flink og flittig Elev, men lidet meddelsom. Det gjærede stærkt i hans Indre, og han blev gjennemrystet af stærke Brydninger og indre Kampe.
I April og Mai 1847 naaede denne kristiske aandelige Tilstand sit Høidepunkt. Gislesen bad og veiledede sent og tidlig; men «det holdt haardt», skriver Skullerud, «førend jeg anden Gang kunde komme til Troens Frimodighed, og min Gud ved, hvad jeg lovede, dersom han vilde tage mig til Naade. Dog antog han mig ikke paa noget Løfte, men efter sit eget Forsæt og Naade, og ved Naaden er jeg opholdt : ham være Ære !»
– 627 –
— «Gud optændte nu igjen Troens Lys og Kjærlighedens Ild i Hjertet»; men han var en Tid saa ængstelig for atter at tabe Naaden, at han vægrede sig ved at katekisere med Børnene under de praktiske Øvelser, og en Tid ei vilde underkaste sig Dimissionseksamen.
Efter stort Stræv fik dog Gislesen ham endelig bevæget dertil. Skullerud gik op til Afgangsprøven i Juli 1847 og bestod den med Hæder; han fik «Udmærkelse» i fem Fag og «Meget godt» for de øvrige.
Saa reiste han hjem til sine Forældre; han trang nu Hvile og Stilhed i enhver Henseende. Derfor vovede han sig foreløbig ikke til at overtage nogen Skolepost, men deltog i alt forefaldende Gaardsarbeide, læste flittig Guds Ord og bad sent og tidlig, naar han var vaagen. Herved styrkedes Troeslivet, de stærke Kampe lagde sig noget, og der faldt ny Klarhed over Livsspørgsmaalene.
I denne Tid digtede han 21 aandelige Sange, som han senere laante til kristelige Venner ved Løveidkanalen. Her gik de fra den ene til den anden, indtil de blev udslidte eller kom bort.
Skullerud var hjemme i noget over 1 1/2 Aar, indtil Februar 1849. Da meddelte en kristelig Ven, den nys omtalte Vognfabrikant Peder Christensen, ham, at Bestyreren af Opdragelsesanstalten «Hans Cappelens Minde» ved Skien, Hans Mikkelsen, behøvede en Lærer for de Børn, han havde under sin Varetægt, og ønskede inderlig, at Skullerud vilde komme did.
«Denne saa heri Guds Kald», tog med sine Forældres Samtykke afsted og ankom til nævnte Anstalt 16. Marts 1849, hvor han med Glæde og Tak til Gud blev modtagen af Store og Smaa.
De seks Aar, han virkede her, var betydningsfulde baade for ham selv, Anstalten og hele Omegnen. Han tog straks fat paa Arbeidet med en brændende Iver og en uopslidelig Kjærlighedens Omsorg for at blive mange til Velsignelse. Først og fremst levede han selv i et fortroligt og inderligt Bønnesamfund med Gud. Han sukkede altid i Stilhed til Gud, naar han var i vaagen Tilstand, men havde dog særlige Bønnestunder.
For at kunne være ene og uforstyrret, gik han i Regelen hver Morgen en Tur bort i Klosterskoven til en stor Sten, som siden bærer Navnet : «Skulleruds Sten». Her forrettede han sin Morgenbøn. Saa begyndte han Skolegjerningen med Andagt paa «Salen» for Børnenen og alle Husets Folk.
Derefter tog han fat paa sin Dagsgjerning, hvortil han forberedte sig omhyggelig baade gjennem Bøn, Læsning og Gjennemtænkning af Stoffet. Derfor var hans Undervisning i alle Fag livfuld, grundig, fængslende og praktisk og tog særlig Sigte paa, hvad Børnene havde mest Brug for i Livet.
Kristendomsundervisningen ofrede han naturligvis mest Opmærksomhed og Overveielse. Det var ham ikke nok at forklare Børnelærdommen, saa de «Smaa saa, hvilken Skat af kristelig Sandhed der laa gjemt i Katekismen, Forklaringen og Bibelhistorien, men han tog først og fremst Sigte paa Daabslivets Næring og aandelige Udvikling hos dem, som var bevarede i Pagten med Herren, og søgte at vække de aandelig Sovende og Fordærvede til nyt Liv gjennem Omvendelse og Tro paa Jesus.
Han var enestaaende til at paavirke de Unge og vinde dem for Herren. Tidlig lærte han dem at bede og bruge Guds Ord og gav dem Syn for, hvad vi eier i Sakramenterne.
I Middagstiden havde han atter en særskilt Bønnetime, dennegang i «Løvsalen» borte ved Skienselven i Nærheden af Faret, hvor Amtssygehuset ligger.
Om Aftenen holdt enten han eller Lærerinden Marie Olsen Andagt med de Smaa. Virkningen af et saa ildfuldt og nidkjært Arbeide udeblev ikke; Børnene kappedes om at staa tidlig op for at læse i Bibelen eller gode, passende kristelige Bøger, og der blev en Vækkelse blandt dem, der bragte varig Velsignelse. Flere af dem skrev rørende, kristelige Breve til ham, hvoraf enkelte er trykte i «For Fattig og Rig» samt «Børnebibliotheket«.
Ved Siden heraf besøgte Skullerud flittig Bratsberg
– 628 –
Amts Sygehus, som laa i Nærheden, og øvede der gjennem Aarene en Sjælesorg af stor Betydning og til Vækkelse og Velsignelse for mangfoldige.
Hertil kom, at han fra første Stund af, og lige til han flyttede derfra, var utrættelig til at holde Opbyggelser for Voksne baade i «Salen» paa Anstalten, rundt om i Solum og Gjerpen og ikke mindst i Skien, hvor han kanske mere end nogen anden enkelt ved Guds Naade blev Midlet til at fremkalde, nære og lede den store Vækkelse dersteds ved Begyndelsen af Femtiaarene, som han i «For Fattig og Rig» har givet en saa gribende Skildring af, men træder selv af Beskedenhed og Ydmyghed helt tilbage.
Han var en sjelden begavet og alsidig Guds Ords Forkynder med en enestaaende Evne til at paavirke, vække, vinde og veilede Sjæle til Syndserkjendelse, lede dem til Troen paa Kristus og føre dem fremad paa Helliggjørelsens Vei under Aarvaagenhed og en flittig og ret Brug af Ordet og Sakramenterne.
Endelig holdt han ogsaa Søndagsskole paa Anstalten for Omegnens Børn.
I disse Aar deltog han tillige flittig i kristelige og kirkelige Møder, optraadte ved Skolemøder og udfoldede en betydelig, kristelig Forfattervirksomhed gjennem rige Bidrag, som han leverede til kristelige Blade og Tidsskrifter. Enkelte af dem var ved sit hele alsidige, opbyggelige Indhold vigtige og vægtige Indlæg i Tidens brændende Spørgsmaal om Barnedaaben o.s.v.
Under sit Ophold paa «Hans Cappelens Minde» havde han af og til stærke aandelige Kampe og høie aandelige Anfægtelser; da pleiede han ikke at tale mere end høist nødvendigt.
Forøvrigt var han idethele indesluttet og stille, forsigtig i Ord og Handling, omhyggelig til at overveie alt, før han tog nogen Beslutning og eiede et skarpt Blik og stor Evne til at «prøve Aanderne, om de var af Gud».
Han havde et kjærlighedsfuldt, mildt og blødt Sind, men en kraftig og fast Vilje. Det melankolske og koleriske Temperament var mest fremtrædende.
I det daglige Liv talte han ikke meget og lagde altid for Dagen stort Alvor; man kunde sjelden huske, at han lo; derimod formanede han ofte sine kristelige Venner saaledes : «Holder Eder nær til Herren !»
Han lagde i høi Grad for Dagen hellig Forsigtighed for ikke at saare sin Samvittighed eller komme til at snuble og falde og saaledes tabe den overvettes Naade, som han vidste, at ogsaa han bar i et skrøbeligt lerkar. Den Tid, han virkede ved Skien, kaldte han selv «inderlig gode, af Herren velsignede Aar». Eftermanden skriver om hans Gjerning paa Stiftelsen og forøvrigt : «Den var velsignet for de Børn, som han her bar paa Kjærlighedens og Bønnens Arme og ledsagede fremad ved Undervisning og Formaning. Den bar ogsaa rig Frugt for vore Brødre og Søstre i Herren, hvilke han omgikkes med en sjelden eiendommelig Bestemthed som Herrens vidne; de nød ogsaa godt af de aandelige Erfaringer og den dybe Sjelekundskab, som han ved en stadig Selvbetragtning havde tilegnet sig».
Fra 1853 havde han enten uden Navn eller under Merket O. S. skrevet Digte, opbyggelige Betragtninger m. m. i «For Fattig og Rig», grundlagt 1848 af pastor H. Halling (Honoratus H./red.) og siden redigeret af ham. Vaaren 1855 opfordrede sidstnævnte Skullerud til at blive Medredaktør. Efter alvorlig Overveielse besluttede denne sig hertil, tog Farvel med de kjære Venner paa Anstalten «Hans Cappelens Minde» og reiste 9. August til Christiania, hvor han tog ind til Vognfabrikant P. Christensen i Nordbygaden 3 og begyndte straks sin nye Virksomhed.
Fra Juli 1855 til Nytaar 1856 redigerede han nevnte Blad sammen med Halling; siden overtog han det helt som Udgiver og Redaktør, bistaaet af Halling, N. J. Laache (senere biskop/red.), Chr. (Høy/red.) Müller med flere og forsatte dermed indtil sin Bortgang.
«Børnebibliotheket», der ogsaa var grundlagt af Halling 1855 og som denne redigerede i første Halvaar, overtog Skullerud fra Juli 1855 og
– 629 –
redigerede til sin Død. Om hans ledelse af førstnævnte Blad udtaler Redaktøren af «Norsk Kirketidende» sig saaledes (det var medredaktør av «N.K.» (sammen med Bernt Julius Muus) Theodor Chr. Bernhoft som skrev dette i bladets nr. 17/1858, like etter Olais bortgang i april samme år/red.) : «Den Klarhed i Erkjendelse, Dybde i Tanken og Aandrighed i Formen, som udmærkede hans virksomhed i «F. F. R.» har havt ikke ringe Indflydelse i disse Opvækkelsernes forjættelsesfulde (løfterike/red.) Tider. Af størst Betydning var Skulleruds urokkelige Troskab mod den evang. -lutherske Kirkes gode Bekjendelse, den han, medens Lærdomsvindene blæste, havde faaet Naade til at lære at elske som Bekendelsen fra den Kirkes Mund, der eier det rene Ord og det rene Sakrament. Og han kjæmpede for dette Klenodie i Tale og Skrift; han aflagde lige freidig og troesfrimodig Vidnesbyrdet mod den aandelige Død og Elendighed i vor Kirke og for denne Kirkes Sandhed til Salighed i Ord og Sakrament. Som han rolig bar Verdens Spot over hans Ord, naar den i sin vantro Fornemhed nedlod sig til at «sige imod», saa søgte og fandt han Troens Fred, naar ogsaa de, han gjerne anekjendte som Troende, om end saa meget adskilte ham fra dem, efterat de havde forladt sin egen Forsamling saarede hans Sind med haarde Ord i Tale og Skrift».
— Den samme skriver : «Skulleruds «Børnebibliothek» viser ham som en saare talentfuld Børneskribent, der forstod, hvad der i vore Dage er meget sjeldent, at skrive og vælge kristelige Fortællinger, som kunde tiltale Barnehjertet. Han elskede Børnene som Herrens Smaa, og det er den Kjærlighed, som driver Opdragelsens Værk. Han elskede dem, fordi han kjendte Herrens Ord, at Guds Rige hører saadanne til — derfor traadte han frem ogsaa til deres Forsvar, da en vildfarende Retning i vort Land vilde formene dem at komme til Herren paa den af ham foreskrevne vis, gjennem det af ham indstiftede Naademiddel. Børnevennen Skullerud maatte ogsaa som saadan blive Barnedaabens Forsvarer, da vor Kirkes Lære i dette Punkt blev angrebet, og S. kunde med Held føre denne som al anden
– 630 –
Lærekamp, thi skjønt ikke videnskabelig Theolog havde han tillige gode Kundskaber i Kirkens Lære og historie».
— Foruden sit Arbeide med de nevnte kristelige Blade var han i Christiania meget optaget med Guds Ords Forkyndelse paa «Enerhaugens samfund» og rundt om i Husene, i Regelen flere Gange om Ugen. Af og til holdt han ogsaa Opbyggelser i Byens nærmeste Omegn.
I Stedets «Forening for indre Mission» holdt han i Slutningen af Aaret 1857 et Foredrag : «Om Livssamfundet med Herren, der er nødvendigt for at kunne bære Frugt». Dette blev først trykt i hans Blad «For Fattig og Rig» Nr. 50 og 51 for 1857, men udkom ogsaa omtrent samtidig i Særtryk som Traktat, udgivet af nævnte Forening. Dette Vidnesbyrd er et karakteristisk Eksempel paa hans evangeliske Erkjendelse, dybe Forstaaelse af Guds Ord samt rige kristelige Erfaring og store Inderlighed.
Han begyndte altid Sammenkomsterne med Salmesang og Bøn, hvorefter han udlagde og anvendte et enkelt Vers eller et mindre Afsnit af Bibelen. En eller anden kristelig Ven pleiede at slutte med nogle Formaningsord og Bøn, Skulleruds Røst var svag og hans Fremtreden sagtmodig og stilferdig; man blev dog straks slagen af hans dybe og alsidige Opfatning af Kristendommens Sandheder og det store Kjendskab, han lagde for Dagen, til Kristenlivets Kampe og Kaar og Guds Riges Hemmeligheder. Hans Tale var stadig fremadskridende; han havde let for at finde passende Udtryk for det, han vilde sige, om han end ikke raadede over nogen strømmende, billedrig Veltalenhed. Han eiede en egen Evne til at anvende Ordet paa Hjertet, saa det rammede og blev til Vækkelse, Veiledning, Frigjørelse og Fred, alt eftersom Teksten gav Anledning, og han syntes, at Tilhørerne trang det.
I en vennekreds eller under privat Samtale med flere eller en enkelt havde han en betydelig Gave til at tale opbyggeligt og veiledende, særlig da han ogsaa var i Besiddelse af stor Menneskekundskab, saa han straks forstod enhvers aandelige Tilstand, og hvad denne mest trængte til.
Som Lærer og kristelig Opdrager begyndte han straks efter sit Komme til Christiania at samle de Smaa paa sit Værelse baade Lørdags Aften og især Søndag for at tale med dem om Jesus, den store Børneven, og lære dem at kjende lidt af hans uendelige Kjærlighed og Omsorg. Ved Siden heraf fortalte han livfuldt og tiltalende baade bibelske Fortællinger og andre gribende og lærerige Træk fra det virkelige Liv, som han antog var vel skikkede til at gjøre Indtryk paa det unge, modtagelige Sind og belyse eller indprente en eller anden vigtig Sandhed. Det var en Søndagsskole i det smaa og vistnok den første i sit Slags i Hovedstaden.
Han havde utvilsomt ogsaa den væsentligste Andel i Stiftelsen af «Broderkredsen» Høsten 1857. For denne udarbeidede han de oprindelige, udførlige og mærkelige Grundregler, hvori Foreningens Opgave og Virkemaade saa eiendommelig og ægte skullerudsk er fremstillet med Alvor, Klarhed, Inderlighed og kristelig Visdom. «For ham selv var Kristendommen at leve med Kristus og Døden derfor en Vinding».
I de sidste Aar især bar han paa en sterk Himmellængsel. Den kommer ofte frem i hans Sange, mest kanske i den bekjendte : «Ak, mon min vei til Kanaan Endnu er meget lang ?» forfattet 1857.
Karakteristisk er ogsaa et Digt, som han kalder «Tidens Veksel og Storme»; det begynder saaledes : «Se, Aarene rulle som Torden i Sky, Mens Almagtens Fremstød dem driver».
Saavidt erindres, er Sangen efter hans Død trykt i «F. F. og R.» omkring 1860. Han havde aldrig været rigtig sterk og hørte til de Mennesker, som ikke forstod at spare sig, men altid brugte flere Kræfter, end de eiede.
I Slutningen af Marts 1858 følte han sig upasselig, saa at han havde vanskelig for at bede eller arbeide noget. Onsdag før Paaske maatte han gaa tilsengs. Det var Nervefeber. Men jo sygere han blev paa Legemet, des sterkere og livligere blev hans Aand.
– 631 –
Han bad barnlig om at faa beholde sin fulde Sands og Samling, og Gud hørte denne hans inderlige Begjæring. Hans Dødsleie var saa godt som en sammenhængende Bøn, ledsaget af Lov og Tak for hans usigelige Naade.
I Begyndelsen af Sygdommen, den tredie Paaskedag, blev han ført til Rigshospitalet. De Dage, han tilbragte her, var opbyggelige og seierrige. Da han den 12te April 1858 Kl. 6 1/4 om Aftenen mærkede, at han stod ved Dødens Port, anbefalede han Sjælen i sin Herres og Frelsers Haand og bad Vennerne være tro indtil Enden.
«Modtag et Ord fra en Døendes Mund, at Kronen er værd at stride for», sagde han, idet han vidnede klart, at den erholdes af Naade for Jesu Kristi Fortjenestes Skyld. Tilsidst bad han atter at hilse de Kristne, at han døde i Troen paa sin Frelser. Saa opgav han sin Aand med Jesu Kristi Navn paa i en Alder af kun 29 Aar.
— «Skullerud», skriver «Norsk Kirketidende» (i samme artikkel av Th.Chr. Bernhoft, som vist til ovenfor/red.), «var rigt udstyret af Naturen; der boede Dybde og Klarhed i hans Sjæl, og han eiede Skarphed i Tanken og Fasthed i Karakteren. Om han var forblevet i Naturstanden og havde lagt sine store Evner kun paa verdslig Idræt, vilde de maaske have stillet ham langt høiere, end hans Fødsel pegede paa. Men han kom i Naadestanden. Han blev rigt udstyret med Naade, da Herren ret vandt ham».
— Skullerud var middelshøi, havde en spæd, rank Vækst, men gik noget foroverbøiet. Da hans Helbred aldrig var stærk, saa han noget svag ud; men der boede en jernvilje og en mægtig Aand i det skrøbelige Legeme. Han havde lyst, gult Haar, lidt brunt Kindskjæg, blaa, vakre, udtryksfulde Øine og et alvorligt og mildt Udtryk i Ansigtet; det straalede af Kjærlighed og Fred, og man fik det Indtryk, at han levede mere med sine Tanker i Himmelen end paa Jorden. Der var ligesom noget forklaret, overjordisk ved hans hele Væsen. I Tale, Handling og alt sit Forhold var han, som allerede antydet, meget forsigtig og gav et lysende Eksempel, paa samme Tid som han i Omgang var ydmyg og saare elskværdig, men stilfærdig og ikke meget talende.
Det hele samler sig til et skjønt billede af en ved Naaden helliget, lutret, udviklet og moden kristelig Personlighed.
