– Bind XIX – s. 160 – 164 :
Wolff, Abraham Alexander, 1801-91, jødisk Theolog, Overrabbiner, var født i Darmstadt 29. April 1801 som yngste Søn af Alexander Wolff og Henriette f. Gans.
Faderen var Kjøbmand, men havde gjort grundige Studier, saa at han endnu i sine ældre Aar fungerede som Rabbiner under Vakance og som Censor ved de hessiske Rabbinatsexamina.
Sønnen, hvis Begavelse tidlig viste sig, undervistes dels paa Gymnasiet og af private Lærere i de almindelige Fag, dels af Faderen og Overrabbineren C. Mecklenburg i de rabbinske Fag. Som Student gik han til Mainz for særlig at lægge sig efter Thalmud, og da han ikke følte sig tilfreds her, til Würzburg, hvor Overrabbiner Abraham Bing ledede en thalmudisk Højskole, og hvor han samtidig studerede ved Universitetet, ved
– 161 –
hvilket han navnlig kom til at staa Professor Fischer nær.
Under sit Ophold i Würzburg oplevede han – der i sit lange Liv blev Vidne til saa mange Begivenheder af de forskjelligste Arter – i Aaret 1819 den allerførste Explosion af «Jødefejden», som Bevægelsen kaldtes, da dens sidste Dønninger naaede Danmark.
Blandt hans medstuderende vare Creizenach, senere Leder af Reformpartiet i Frankfurt a. M., og Bernays, senere «Chacham» i Hamburg, den første tyske Rabbiner, som forenede grundig Universitetsdannelse med de traditionelle jødisk-theologiske Studier.
Wolff gik et Skridt videre, i det han afsluttede sine Universitetsstudier med at tage den filosofiske Doktorgrad.
For eventuelt at kunne faa Ansættelse i sit Fødeland Hessen absolverede han Doktorexamen og forelagde sin Dissertation i Giessen 1821. Næste Aar udgav han sin Doktorafhandling (om Profeten Habakuk) i forøget Skikkelse, fortsatte derefter sine theologiske Studier, fik Ordination som Rabbiner og skrev (1825) en kortfattet Lærebog i den jødiske Religion, hvis Plan han i et samtidig udgivet Skrift udviklede.
Hans hurtige Opfattelsesevne, store Flid og omfattende Viden havde allerede paa Studieanstalterne lagt sig for Dagen, og de udgivne Bøger vidnede paa ny om hans Studiers Omfang og Fylde, men tillige om en betydelig Fremstillingsevne.
Da kort Tid efter Vakance indtraadte i Giessen, valgtes han (1826) til Landrabbiner for denne By og det tilliggende øvrehessiske Distrikt, og han kunde nu 30. Nov. 1826 ægte Johanne Goldschmidt (f. 4. Maj 1806 d. 2. Febr. 1876) fra Frankfurt a. M.
I Giessen kom alt hans ualmindelige Evner som Prædikant til at udfolde sig, men han kom ikke til at virke længe i sit Fødeland.
I Kjøbenhavn var 8. November 1827 den gamle Overrabbiner Abraham Gedalia død, og Menighedens Styrelse søgte til Præst en Mand, der forenede den moderne Dannelse med den gamle rabbinske, særlig ogsaa var i Stand til at holde Prædikener, som den yngre Del af Menigheden krævede det.
Efter at forskjellige andre Forhandlinger ikke havde ført til noget Maal, henledtes Opmærksomheden paa Wolff; 8. Okt. 1828 valgtes han til Præst, og 8. Maj 1829 kom han til Kjøbenhavn.
Baade den mundtlige Tradition og skrevne Meddelelser (f. Ex. P. V. Jacobsens Breve) fortælle om den Deltagelse og naive Nysgjærrighed, med hvilken man moddtog den nye Overrabbiner. Man havde vel tidligere hørt den højtbegavede Mannheimer, men dennes Virksomhed i Kjøbenhavn var jo hurtig blevet afbrudt (XI, 96 f.).
Den 28aarige Wolff, som endda ved sin
– 162 –
slanke Skikkelse og sit udtryksfulde, om end ikke smukke, Ansigt saa yngre ud, vakte strax ved sin første Prædiken Begejstring, ogsaa hos Saadanne ældre Menighedsmedlemmer, som paa Forhaand havde stillet sig noget afvisende; hans Samtaler om thalmudiske Themata (emner/red.) med de paa dette Omraade lærde viste, at han fuldt beherskede den store rabbinske Litteratur, hans Livfuldhed og elskværdige Omgangsformer vandt hans Menighed under det daglige Samkvem, og ved sine Forhandlinger med Øvrighederne fandt han fuld Anerkjendelse hos disse.
Han sluttede sig helt til Danmark og helt til sin Menighed.
I religiøs Henseende tilhørte han da – og til sin Død – Centrumspartiet. Han kunde derfor aldrig tilfredsstille de yderligstgaaende Reformvenners Krav og vandt heller ikke fuldt de gammelorthodoxes Tillid, men Menighedens Hovedmasse flokkedes hurtig om ham i oprigtig Kjærlighed og Beundring og trængtes om at faa Adgang til at høre hans Prædikener.
Det lykkedes da ogsaa hurtig Wolff i Forbindelse med indflydelsesrige Venner at faa Midler samlet til Opbyggelse af en stor Synagoge, der havde været savnet, siden den gamle ved Branden 1795 var gaaet til Grunde; i Foraaret 1833 var Bygningen færdig, og Wolff kunde indvie Synagogen og den Prædikestol, han i næsten 2 Menneskealdre med usvækket ungdommelig Begejstring skulde betræde.
Ved Ordningen af Gudstjenesten, i Overensstemmelse med en 1833 af Wolff udgivet Agende (bok som ligger på alteret m/tekster og bønner som benyttes af rabbineren under gudstjenesten/red.), udelodes intet som helst væsentligt af de gamle hebraiske Bønner, men Wolff viste atter et betydeligt Talent til smagfuldt at ordne og forskjønne det gamle, i det bl. a. Korsang indførtes.
Nu kunde alle komme til at høre Prædikenerne, som regelmæssig holdtes hver Sabbath og Festdag, mest paa Tysk, først fra 1848 udelukkende paa Dansk. Wolff overtog nu ogsaa Konfirmationsundervisningen (som Kateketen Dr. E. Levison havde ledet efter Mannheimers Bortrejse) og lod utrættelig sit Ord lyde ved Vielser, Omskærelser, Jordefærd, Menighedsforeningernes Festligheder osv.; indad til og udad til repræsenterede han Jødedommen, saa at han navnlig i den første Halvdel af sin Virksomhed i Kjøbenhavn indtog en enestaaende Stilling.
Ogsaa Provinsmenighederne hyldede ham, naar han besøgte dem, navnlig ved Konfirmationer eller ved Synagogeindvielser. Først senere beklagede man, at han ikke havde benyttet sin enestaaende Indflydelse, medens den religiøse Følelse i Menigheden i det hele endnu var saa levende, til at grundlægge Institutioner, først og fremmest Skoler, der kunde betrygge
– 163 –
Menighedens Fremtid, men i hin Tid tænktes der næppe paa Kritik lige over for den begejstrede og begejstrende Taler og den vindende Personlighed, som tillige vidste at haandhæve sin Stillings Værdighed.
Hans Indflydelse paa de dannedes Kredse viste sig ogsaa derigjennem, at Forældre ikke lod deres Børn døbe, som i Aarhundredets første Aartier var sket, for at skaffe Børnene fremtidig Adgang til Embeder; efter at Grundloven 1849 var givet og dens Ord fuldt blev udført i Livet, faldt denne Fare for Menigheden bort.
At de yderligstgaaende ikke helt havde forsonet sig med Wolff, viste sig efter hans 25 Aars Jubilæum, som havde skaffet ham Ridderkorset. De gammelorthodoxe kunde ikke forsone sig med at se Overrabbineren bære et Ordenstegn i Korsets Form, selv om han ikke anlagde det i Synagogen.
Og Reformvennerne begyndte kort efter en ny Reformbevægelse, som vel løb ud i Sandet men efterlod en Del Indifferentisme lige over for Synagogen.
Deltagelsen i Gudstjenesten var i øvrigt bleven lettet ved en af Wolff – efter Opfordring af Religionsskolen – 1856 udgivet dansk Oversættelse af den hebraiske Bønnebog med tilføjede egne danske Bønner.
Næste Aar udkom en – tidligere psevdonymt fremkommet – Afhandling om middelalderlige synagogale Poesier, og i 1864 en ny Bearbejdelse af hans Lærebog i Religion.
Tillige optraadte han udad til som Forsvarer for Jødedommen, saaledes – anonymt – mod den
ligeledes anonyme Provst J. R. Damkier, og mod Rigsdagsudtalelser i Anledning af de nye Bestemmelser om Jødernes Edsfæstelse.
Et stort polemisk Værk, «Thalmudfjender», vakte betydelig Interesse, da han samtidig med, at hans 50aarige Jubilæum (1878) fejredes, offentliggjorde det til Forsvar mod Udtalelser af Blædel, Koch og
Martensen.
En overordentlig stor Mængde af Lejlighedstaler (særlig fra Begravelser) og nogle Prædikener udkom i Aarenes Løb, de ældre paa Tysk, senere paa Dansk, enkelte ogsaa i Oversættelser.
Det omfangsrigeste Værk, der bærer hans Navn, en ny dansk Oversættelse af de fem Mosebøger og tilhørende Profetafsnit, begyndte han først at udarbejde – atter efter Religionsskolens Opfordring – da han var 84 Aar gammel. En Revision, som nævnte Skoles Bestyrelse skulde foretage, viste sig dog at maatte være saa omfattende, at Bogens sidste Hæfte først kunde udkomme efter Wolffs Død.
Fuldt lærte han aldrig at beherske det danske Sprog. Dette bevirkede bl. a., at den yngre Slægt ikke med den Tilfredsstillelse hørte hans Taler som den ældre. Paa den anden Side foraarsagede hans ualmindelig langvarige Virksomhed, at han,
– 164 –
der havde konfirmeret og viet ofte 3 Slægtled, kom i en inderlig Berøring med alle Menighedens Familier, saa at Hengivenheden for ham i det hele blev usvækket til hans høje Alder.
Baade de aandelige og legemlige Betingelser for at kunne røgte sit Embede bevarede han længe i ualmindelig Grad og ikke mindre sin varme Interesse for Menigheden og sin Glæde ved Virksomheden, der bragte ham til at overse uundgaaelige Skuffelser.
Hans lyse Sind og hans Gudstillid førte ham ogsaa let over mødende Sorger, som Tabet af Hustruen kort før Guldbryllupsdagen, og han glædede sig med barnligt Sind over alle Udmærkelser, der ved hans talrige Jubilæer bleve ham til Del, som Udnævnelsen til Professor (1871), Kommandørkorset (1888) og et Ordenstegn fra hans Fødeland, ligesom ogsaa over Anerkjendelsesskrivelser fra Institutioner i Udlandet og over de Tegn paa Taknemmelighed, Menigheden viste ham ved Stiftelsen af et Legat i hans Navn, Prægning af en Medaille til hans Ære, eller som Enkeltmand bragte ham.
I sine sidste Leveaar var han af og til sengeliggende og led noget under Alderdommens Besværligheder, men hans Aand var endnu ungdommelig livlig, da han efter et langt, virksomt og lykkeligt Liv afgik ved Døden 3. Dec. 1891.
Erslew, Forf. Lex.
Rosenhoff, Almanak 1855.
D. Simonsen.