– del XI, s. 96 – 98 :
Mannheimer, Isac Noa, 1793-1865, jødisk Præst, er født i Kjøbenhavn 17. Okt. 1793.
Faderen, Noa Isac M. (d. 70 Aar gammel, 16. Sept. 1824), en født Østerriger, var Kantor ved den jødiske Menighed i Kjøbenhavn; Moderen hed Judithe f. Heymann (d. 73 Aar gammel, 19. Juli 1839).
Mannheimer røbede som Barn fremragende Evner. Allerede fra sit 4. Aar fik han Undervisning, gjennemgik den nyoprettede jødiske Friskole og blev endelig, navnlig ved M. L. Nathansons Hjælp, 1808 sat i Metropolitanskolen, hvorfra han, som tillige havde dyrket Bibel- og Thalmudstudier, dimitteredes 1814.
Han fortsatte derefter sine jødisk-theologiske Studier og hørte paa Universitetet Forelæsninger over nærliggende Fag, men kaldtes meget hurtig til praktisk Virksomhed.
I den jødiske Menighed i Kjøbenhavn brødes det gamle og det nye stærkt. Mannheimer tilhørte paa denne Tid det reformsøgende Parti, og dette udvirkede, at Mannheimer, for at den for Jøderne ved Forordning af 29. Marts 1814 paabudte Konfirmation af Ungdommen kunde finde Sted, blev udnævnt (17. Juli 1816) til Kateket ved Menigheden.
Hans fremragende Talegaver og vindende Personlighed bleve ved den første Konfirmationshandling (Maj 1817) bekjendte i større Kredse, og Reformvennerne ønskede oftere at kunne høre ham prædike i Modersmaalet.
Nogen Menighedssynagoge fandtes dog ikke, da den 1795 afbrændte paa Grund af Uenigheden i Samfundet ikke var bleven gjenopbygget, men Gudstjenesten afholdtes i en halv Snes mindre Lokaler.
Mannheimers Venner indførte da «Andagtsøvelser», der afholdtes om Onsdagen i et større lejet Lokale, ved hvilke Mannheimer prædikede og nogle Salmer bleve afsungne i Modersmaalet. Nogle af de afholdte Prædikener udgaves ogsaa (1819) i Trykken.
Men Uoverensstemmelserne i Menigheden vare for store, og Mannheimer havde alt for meget taget Parti, til at han kunde vinde Menighedens endnu orthodoxe Majoritet. Han fik at se, at de indflydelsesrige Mænd, der havde ført ham frem, langt mere vilde vedblive at lede ham end lade sig lede af ham. Kun hos de yngste, der havde nydt godt af hans vækkende Religionsundervisning, fandt han fuldt Venskab, men disse havde endnu slet ingen Betydning i Menigheden.
Andagtsøvelserne hørte da op 1821, og Mannheimer begav sig paa en længere Udenlandsrejse.
Han prædikede i Berlin under stort Bifald, blev opfordret til at komme til Wien, hvor han i Juli 1821 prædikede 3 Gange, og Begejstringen for hans indholdsrige, klare og formfuldendte Taler, der støttedes af et fortrinligt Organ, var endnu større end i Berlin.
Nogen sluttet Menighed forefandt han ikke her, da det siden den sidste Fordrivelse af Jøderne fra Wien 1670 ikke var blevet tilladt dem, der efterhaanden vare komne tilbage til denne By, at danne en Menighed.
Men man bestræbte sig af al Magt for at komme til at danne en Menighed, og Mannheimer medvirkede ivrig hertil.
Efter sin Hjemkomst til Kjøbenhavn forsøgte han paa ny at samle Menighedens stridende Partier, men da det ikke lykkedes ham, søgte han sin Afsked og fik den bevilget 21. Maj 1823 med Kancelliets Anerkjendelse af hans Virksomhed.
Hermed var han tabt for Fædrelandet. Vel blev en Kaldelse til Berlin til intet, da Regeringen forbød tysk Prædiken i Synagogen, og et Ophold i Hamborg (hvor han 1824 efter 7 Aars Forlovelsestid ægtede Lisette Damier, f. i Hamborg 1. April 1799, d. 24. Nov. 1858) og en Virken i Leipzig kun forbigaaende, men fra Leipzig kaldtes han som enstemmig valgt til Præst ved den imidlertid grundlagte Synagoge i Wien.
De Fortjenester, han her indlagde sig, ere saa store, at de næppe kunne overvurderes. Med den inderligste Hengivelse i sit Kald virkede han som Jødedommens Forkynder, som Gudstjenestens Ordner og som Menighedsinstitutionernes Organisator.
Som den begejstrede Talsmand for Religionen indad til, vækkende og belærende, revsende og støttende, og som den frygtløse Forkæmper for sin under smaaligt Tryk levende Menighed udad til arbejdede han utrættelig og saa rigt Udbytte af sin Gjerning.
Af den ungdommelige Partifører var der intet tilbage hos den modnede Mand, der, uden at opgive sin Ungdoms Bestræbelser for at forskjønne Gudstjenestens Former, saa med andre Øjne paa det traditionelle end ved sin første Optræden i Kjøbenhavn.
Med Undtagelse af faa yderliggaaende lyttede alle, højtdannede og jævne, til hans tankefyldige og formskjønne Prædiken, beundrede hans selvforglemmende Personlighed og rene Tænkemaade og støttede ham i hans opofrende, menneskekjærlige Gjerning.
Til litterært Arbejde ud over det rent praktisk religiøse levnedes der ham ikke Tid.
I det politiske Liv tog han efter Revolutionen Del som Deputeret for Brody, men afslog senere at lade sig vælge.
Sygdom, Alder, Tabet af Hustruen og en højt begavet voxen Søn bøjede en Tid Mannheimer, men ved sin 70 Aars Fødselsdag stod han igjen i fuld Virksomhed og kunde modtage talløse Tegn paa Anerkjendelse.
Han arbejdede igjen ufortrødent i sit Kald, indtil han 18. Marts 1865 efter et kort Sygeleje sov hen, endnu i sine allersidste Øjeblikke formanende sine Børn og bekjendende sin Tro. Med sin Slægt i Danmark stod han i stadig Forbindelse, besøgte ogsaa et Par Gange Kjøbenhavn og tog sig varmt af danske, som han i Wien kunde være til Nytte.
G. Wolf, I. N. M. (1863).
Wurzbach, Biogr. Lex. Oesterreichs XVI.
Graetz, Gesch. d. Juden XI, 433 ff.
D. Simonsen.