– og kalt : «Erindringer fra hans Ungdomstid» – inntatt i boken : «Ludv. Chr. Müllers Eftermæle»; denne lille erindringsboken ble utgitt ikke lenge etter Müllers bortgang gjennom en smertefull sykdom tidlig i juni 1851, bare 45 år gammel, og er et sterkt vidnesbyrd om den betydning Müller fikk på flere felter. Slik som bevitnet nedenfor – fra den kjente jøde/mosait i den danske hovedstad – dr. Esaias Levison – som undertegner sin minneskrivelse over L. Chr. Müller med «Catechet ved den mos. (mosaiske/red.) Menighed i Kbhvn.»; les her bokens innledning;
– og les Easias Levisons skrivelse i boken på sidene 57-62 her :
NOGLE MINDER OM MIN HENSLUMREDE VEN, PRÆSTEN L. C. MüLLER. ERINDRINGER FRA HANS UNGDOMSTID.
Enhver den, der gik i samme Skole, som den Afdøde, og omtrent paa samme Tid, vil sikkert mindes, at man der gjorde betydelige Fordringer til Disciplenes Selvflid, og at man dengang ikke fandt for godt, at gjøre Skolen til en Taalmodsprøve for Lærerne.
Man forlangte af Disciplene, at de saagodtsom skulde kunne Alting udenad, af det der opgaves eller foredroges, og der gjordes ikke mange Spørgsmaal om det var forstaaet eller misforstaaet.
Følgeligen hørte der ofte en heel Deel Originalitet og Geni til at forstaae det, der stundom var slet udviklet, eller utilstrækkeligen oplyst, eller slet ikke forklaret, og mangen Dreng maatte i visse Retninger dengang blive et Slags Autodidakt, hvor man nu med Sikkerhed kan regne paa, at faa det saa ofte gjentaget, indtil hans Forstand har fattet det og Hukommelsen er istand til at bevare det.
Et saadant Geni var M., han kunde lære Alt og tilegne sig det paa den grundigste Maade: ja, han klagede endog i senere Tider, at der gaves visse Ting, han i Skolen havde lært feilagtigen, men saaledes indpræget sig, at han paa ingen Maade kunde blive hine
– 58 –
urigtigen Anskuelser qvit, hvormeget han end bestræbte sig derfor.
Som Vidnesbyrd om, med hvilken Grundighed han tilegnede sig det hebraiske, tjener, at han allerede som Discipel i Skolen formaaede at udtrykke sine Tanker paa Hebraisk, idet han opskrev dem paa smaa Sedler, naar han fik Lyst dertil.
Det kan nok tænkes, at det vakte Sensation hos de andre Disciple, af hvilke mange neppe kunde læse flydende, langt mindre forstaae og anvende Udtryk og Talemaader hentede fra hele det gamle Testamentes Gebeet, og fra dette Synspunkt skriver sig vel ogsaa den Vittighed, som et kløgtigt Hoved udfandt af sal. (salige/red.) Prof. N.’s Grammatik, hvori det paa Titelbladet hedder in usum incipientium, men hvor Bogstavet c blev forandret til s, og som maaske nærmest skulde antyde den overordentlige Iver og Flid, som Müller anvendte paa en saa underordnet Disciplin.
Thi ogsaa det var noget særegent ved hine Tider, at man skjelnede mellem Underviisningsgjenstandene, medens Müller netop ved sit Exempel viste, at man burde yde enhver Disciplin en ligestor Grad af Opmærksomhed og dyrke den med samme Flid. Latin og Græsk var dengang Hovedgjenstande, ja man brugte endog dengang at oversætte Græsk paa Latin, altsammen til evig Udenadslæsning, og dog var der kun faa, der heri kunde maale sig med Müller, og ingen der stod over ham.
Men, at det har kostet ham svær Umage og megen Anstrængelse og at hans ungdommelige Sjæl alt dengang yttrede en fast Villie, maaske ogsaa blandet med dyb Ærbødighed for sine Lærere, derom vidner en Fortælling, som jeg mindes at have hørt om ham, faa Maaneder efterat han var blevet Student. Enhver af hans Meddisciple vil sikkert i høilovlig Ihukommelse gjenkalde i deres Minde hine gjentagne for Mange saa
– 59 –
gruelige verba dictata. Det var visst fortræffeligt Latin, der fandtes i dem; det var det rene classiske Væsen, kun Skade, at Discipelen stundom havde saa ondt med at faae dem i sit Hoved, og endnu større Vanskelighed med at oplæse dem udenad i en Fart, dertil hørte baade Aandsnærværelse og et letflydende Mæle.
Müller klagede tidt over den umaadelige Tid, som det Slags Udenadlæsning kostede ham, ja kort efter at han var bleven dimitteret til Universitetet, foer han fra sit Qvistkammer i den mørke, kolde Morgen kun saare let paaklædt ned i Stuen hos sine Forældre, i den ængstelige Formening, at han havde glemt sine verba dictata. Saadanne Træk kunne tjene til Vidnesbyrd om hine Tiders strænge Disciplin, og om den Frygt, man nærede for Scholarchen (skolestyreren/red.).
Ligesaa flittig som Müller selv var, ligesaa villig og forkommende var han ogsaa til at hjælpe sine Meddisciple, og til at meddele dem sine Kundskaber, eller til at give dem enhver Oplysning, som han formaaede, og det var paa denne Maade at jeg kom til at gjøre hans Bekjendtskab udenfor Skolen.
Da hans Forældre med Fornøielse bemærkede den Velvillie og Agtelse som han allerede i sin Ungdoms-Alder fortjente, søgte de paa enhver Maade med den største Forekommenhed og Gjæstfrihed at befordre denne velvillige Stemning, og Müller kunde derfor altid være vis paa, at see een eller anden af sin Classe hos sig, deels fordi han altid var munter og fornøiet, og deels fordi man hos ham aldrig spildte sin Tid, men netop med større Nøiagtighed og Grundighed kom til at gjennemgaae de opgivne Pensa; og som hos ham var saa meget mærkeligere, som han i Alder var den alleryngste iblandt sine Meddisciple af samme Classe.
I senere Tider læste vi sammen ikke blot Hebraisk og
– 60 –
Chaldaisk, men ogsaa Syrisk, og Müller havde ogsaa i Sinde at stifte et Selskab for orientalsk Literatur, men dette maatte paa Grund af Mangel paa Deeltagere snart igjen ophøre.
Derpaa studerede Müller ogsaa de nordiske Sprog og især det islandske, og det med et saadant Held, at jeg derom kan berette en sand Kjendsgjerning, der hændtes i Sommeren 1825.
I samme Huus, hvor Meddeleren (Levison/red.) boede, fandtes ogsaa et Smedværksted, hvori en stor, sværlemmet, askehaaret og sodgraa Smededreng var antaget som Lærling. Denne var en født Islænder, og da jeg erfarede dette, lod jeg ham komme op til mig, medens Müller var tilstede, og der opstod nu en Samtale, hvoraf jeg ikke forstod et eneste Ord, men som endtes med, at den for det islandske Sprog begeistrede Müller indbød bemeldte Islænder til en Helligdags-Vandring, der vist har været een af de skjønneste Festdage i den fattige Islænders Liv.
Da jeg senere hen engang spurgte den islandske Paulundur, om han godt kunde forstaae Müller, svarede han, at den lærde, studerede Mand vist maatte være høit nordenfjelds fra; thi i de sydlandske Egne talte man ikke mere saa ublandet Islandsk som Müller.
Mærkværdigt nok, saaledes at kunne studere sig ind i et Sprog og en Literatur, at den Indfødte selv troer at tale med en Landsmand, og dengang var Müller maaske neppe 20 Aar.
Som Dreng var Müller altid munter og fornøiet, og holdt meget af at tumle sig, og der kunde nok imellemstunder vanke allehaande venskabelige, skjønt drøie Puf fra hans Haand; men han tog det heller ikke ilde op, om han i al Venskabelighed blev tracteret paa samme Maade.
Som Yngling var der et kraftigt, ægte nordisk Anstrøg hos Müller. Han var en afgjort Hader af alle Complimenter og forfinede Udtryk,
– 61 –
han bar sit Hjerte paa sine Læber, og hans Sjæl var reen, som det klare Krystal.
Jeg troer ikke, at han som Theolog afgjort hældede til noget Skole- eller Kirkesystem, i det Mindste da, naar det stred aabenbare mod den hebraiske Skrifttext.
Med Hensyn til Rationalismen, saa tør jeg nok paastaae, at han ingenlunde var nogen Ven af den derpaa grundede Opfatningsmaade, medens han dog paa den anden Side ikke var en saa afsluttet Supranaturalist, at Dogmerne i al deres formelle Stivhed kunde fyldestgjøre hans forskende, uhildede Sjel.
Han var altfor beskeden og tillige sand Troende til at ville bortforklare noget af det skrevne Ord i de hellige aabenbarede Bøger, men dog ingenlunde tilbøielig til at underskrive og blindthen at antage Alt, hvad andre, selv om det var Kirkefædre troede at kunne finde ud af den hellige Skrifts Urtext. Der var vistnok kun faa, der forstod sin hebraiske Bibel saa godt som Müller og Meddeleren af disse Linier besidder endnu som en dyrebar Gave af Müllers Haand en lille upunkteret Bibel, der er ham saa kjær, fordi den overalt ved understregne Ord af Sætninger bærer Spor af Müllers overordentlige Flid og ivrige Studier.
Ogsaa den fine, distingverende, stundom spidsfindige Philosophi, anvendt paa Theologiens dybere Lærdomme, var ham ikke tilpas.
Saaledes troer jeg neppe, at han yndede Hegel, og det System, som denne Philosoph udviklede.
Jeg har ogsaa hørt nogle kalde L. C. M. en Mystiker, men jeg tvivler paa, at denne Benævnelse kan passe paa ham, dertil var han altfor naturlig, frodig og livsglad; han var altfor meget Nordbo til i sit Hjerte at være en skummel Mystiker eller en bedrøvelig Pietist, dertil var han for aaben, mandig og kjæk, og dette
– 62 –
stemmede ikke overeens med hans Anskuelse om at Himmeriges Glæder vilde blive alle gode Mennesker tildeel, uden Hensyn til deres Tro.
Hvis desuagtet Udtrykket «Mystiker» alligevel skulde kunne være anvendeligt paa ham, saa vil jeg ønske, at Enhver maa blive Mystiker som han, fast i Troen og trøstig i Haabet forenet med en altomfattende Kjærlighed til Gud og Menneskeheden.
Selv hans Ydre vidnede om hans Sjæls Adel, hans Dyd lyste ud af hans Øine, ja, jeg har endog hørt den Ytring om ham, at saaledes maatte man tænke sig en Apostel, et Herrens Sendebud i al sin værdige, ædle, simple Skjønhed og Høihed.
Det er i en sørgmodig Stemning at jeg nedskriver disse Ord; thi jeg elskede og agtede ham af mit inderste Hjerte.
Fred være med hans Støv, hans Minde være velsignet, saavidt som jeg troer, at hans Sjel er indgaaet til det evige Livs uendelige Glæder.
Gid mine uskrømtede, simple Ord maatte tjene til at formilde Sorgens bittre Kalk for hans kjærlige Hustru, og gid hans Børn engang i Tiden maae have den Tilfredsstillelse at see, hvor høit deres, desværre kun altfor tidlig bortkaldte, Fader var elsket og agtet, og troe at han kjærligen vil skue ned til dem, medens han har efterladt dem et Navn, berømmeligt ved videnskabelig Syssel og høiagtet ved Dyd, deres bedste og skjønneste Arvelod.
Dr. E. Levison, Catechet ved den mos. Menighed i Kbhvn.