Anm. tror imidlertid, at ikke blot Præster og Skolemænd, af mer eller mindre beslægtet Retning med den Afdøde, men ogsaa mange Andre ville finde, at Skriftet er værdt baade Gjennemlæsningen og de 36 Skilling det koster.
Man maa dog ikke vente sig en Levnetsbeskrivelse, der skridtvis fortæller Müllers Livsomstændigheder og Udviklingsgang; et saadant Foretag har man maattet overlade til Fremtiden med det Haab til en eller anden jævnaldrende Ven af den Afdøde, at han vilde paatage sig Arbejdet. Det er vel nærmest fraværende Venner Udgiverne vilde meddele hvad hine især vilde spørge om, men de tillægger dog, og det visselig med Rette deres Vens offentlige Virksomhed gjennem flere Aar den Betydning, at de med blot Hensyn hertil maatte finde det sømmeligt at indbyde Flere til ligesom at høre hans Eftermæle.
Sjønt L. K. Müllers Navn ikke er ganske ubekjendt heroppe, og det navnlig vist erindres af de ikke saa faa norske Læsere, Lindbergs Kirketidende i sin Tid havde heroppe, at det var ham, som deri skrev om Tilstanden ude paa Island, om Kristendommens Indførelse der, om nogle Danskes Rejse til det hellige Land m. m., ligesom hans Bibelhistorie har faaet adskillig Afsætning her – saa er dog rimeligvis selve Omridset af hans Liv og Virksomhed og boglige Frembringelser ikke mere bekjendt, end at de bør paapeges og omtales lidt, naar man indbyder til Læsningen af hans Eftermæle. Man vil vist snart se, at hans Navn ikke burde være ubekjendt iblandt os.
Müller blev født i Kjøbenhavn i Maj 1806 af Forældrene Divisionschirurg H. H. Müller fra Ribe og Moderen Katrine Rejnfass, Datter af en Tømmermester paa Kristianshavn.
Faderen havde den Grundsætning, at Børn skulle lære at tænke og tale førend de lærte at læse, og 7 Aar gammel kjendte hans Søn endnu ikke et Bogstav. Om Dagen løb Gutten og legede, men i Skumringen underholdt hans Fader ham med at fortælle Historier og Folkesagn. Efter sit syvende Aar fik han til Lærer en gammel Normand, Forbech, der lærte ham at læse, skrive og regne i største Venskabelighed, saaat de sagde du til hinanden og holdt virkelig meget af hinanden.
Men en Ting betragtede Müller sednere som et Misgreb af denne sin Lærer, og det var, at denne bestandig talede om Leg og Barnestreger som Noget, der slet ikke passede sig for En, der «regnede Additio og læste i Godmand».
Derved kom Gutten til at skamme sig over og hemligholde for Læreren det, som han dog havde sin Lyst Glæde af, men nu ikke med ganske god Samvittighed kunde gjøre. OmBeskaffenden af enkelte af Müllers Lege faar man ogsaa lidt at vide i Skriftet S. 49 og 50, ligesom hvorledes det han hørte gjorde Indtryk paa ham f. Ex. hvad en Student fortalte ham om Homer.
Gjennem Borgerdydsskolen paa Kristianshavn forberedtes han siden til Artium og hans gode og hjælpsomme Forhold til Lærere og Kammerater, ligesom hans store Omhyggelighed for hvad der blev ham foresat at gjøre omtales meget i Eftermælet af hans Samtidige.
Allerede paa Skolen havde han usædvanlige Indsigter i det hebraiske Sprog, ja kunde allerede da udtrykke fine Tanker derpaa.
I Studenterdagene besvarede han en Opgave ved Professor Klausens Skriveøvelser paa Hebraisk og lagde sig tillige efter Syrisk og Kaldæisk, og til theologisk Attestas 1827 skrev han en af sine Besvarelser paa Hebraisk. Magister Lindberg nævnes som den, der især havde vakt hans Lyst til at studere de semitiske Sprog; men Müller med sin Livskraft og levende Retning i det Hele lod sig ikke nøje med at sidde og læse i de gamle Bøger, men kom i levende Forbindelse med en Jøde, der ogsaa i Skriftet har givet sit venlige Bidrag til hans Eftermæle (dette er Esaias Levison/red.).
Af sine østerlandske Sprogstudier har han som Udbytte paa første Haand kun givet Skriftverdenen en «kortfattet hebraisk Grammatik», men Eftermælet giver Vidnesbyrd om hans mundtlige frie Virksomhed og Indsflydelse ogsaa i denne Retning.
Han blev fra Studenterdagene dels kaldt den syriske, dels den hebraiske Müller, Kjendenavne, der snart kom til at vexle med et tredje : den islandske.
Ogsaa det Islandske lærte han nemlig allerede som Student, saa godt, at han udtrykte sig med Lethed deri, en Kunskab og Færdighed han levende tilegnede sig og udviklede under Samvær med de fleste islandske Studenter i Kjøbenhavn, og sednere gjorde han med kongelig Understøttelse en Rejse over til deres Klippehjem.
Saavel af sin islandske som angelsaxiske Sprogkunskab har han givet boglige Prøver, idet han 1830 udgav et «Udtog af den islandske Formlære med Nøgle til Knytlinga Saga» og i
– 198 –
1836 nogle angelsaxiske Samlinger som han for største Delen var første Udgiver af og som ere ledsagede med Ordforklaringer (de heder : Colleetanea Anglo-Saxonica maximam partem nunc primum edita et vocabulario illustrata), og endelig i 1837 en «Islandsk Læsebog med tilhørende Ordforklaring».
Hans mundtlige Virksomhed og Indflydelse til at vække de Yngres Lyst til at stifte Bekjendtskab med Norrænastammens gamle Tungemaal sees i Skriftet at have været endnu større end hans lignende Fortjenester af det Hebraiske.
Mest har dog Müller leveret Efterverdenen af historiske Arbejder og om hans Kald og Iver i denne Retning kan man gjøre sig en Forestilling, naar man hører hvordan det gik ham den første Gang han i Rahbeks danske Oversættelse fik Nials Saga at se.
«Denne Bog»– heder det i Eftermælet S. 76 – «fængslede ham i den Grad, at han ikke alene læste den igjennem fra Ende til anden med stigende Deltagelse, men saaledes at han begyndte forfra, da Bogen var udlæst, og blev ved paa samme Maade at gjennemlæse den, den ene Gang efter den anden, indtil han tilsidst saa sig nødt til at bære Bogen ud af Huset, for at den ikke skulde friste ham til at glemme og forsømme alt Andet».
Og virkelig er Nials Saga, hvis Gjengivelse ogsaa udgjør et Bind af Prof. Petersens «Islænderne ude og hjemme» og hvorfra Anm. kjender den, et storartet Sørgespil, rigt paa oplysende Ytttinger af, hvad en norsk Bondeslægt derude har indeholdt af Kraft og Ædelsind. Den fortjener fuldtvel at kjendes af hvem, der paa en eller anden Maade tænker at komme i Forhold til det norske Bondeliv, der endnu sikkert tit vil findes at være i Slægt med Gunnars paa Hlidarende.
Det er imidlertid i en Undergangskamp, som gjennem et Uvejr, at de højsjælede Ædlinger beskues i Haakon Hladejarls Dage.
Men tilbage til Müllers Virksomhed i historisk Retning, hvorved vi tillige kan gjenkalde os i Mindet hans Faders Fortællinger til ham, dengang han var liden. Müller har i denne Retning leveret en underholdende Danmarks Historier i 3 Bind og 2 Hefter. Anmelderen har ikke seet det sidste Hefte; men det næst sidste omfatter en Del af Kristian den 3dies Regjering. Derhos har han udgivet Danmarks Sagnhistorie 1851; Ansgars Levnet 1842, der samme Aar blev oversat paa Svensk i Kristiansstad, og 1851 fik han før sin Død fuldendt fin Bibelhistorie i 2 Bind, et Arbejde, som Anmelderen ved (vet/red.) har fundet Læsere heroppe baade i By og paa Land og som visselig fortjener Opmærksomhed, hvor Talen er om en ny Bibelhistorie istedetfor Herslebs store.
Vistnok er Størrelsen lidt afskrækkende, men Ungdommen turde dog finde sig bedre tjent med den, end om den fik en stiverlig Oversættelse af en tysk, der kunde være mere end en halv Gang saa liden at see paa, men ogsaa mer end en halv Gang saa svær at raade med.
Bogen slutter med en Kirkehistorie, der ikke er saa ganske kortfattet endda. Endelig har han ogsaa givet en liden Udsigt over Verdenshistorien, og nedlagt en betydelig Mængde Bidrag i forskjellige Blade og Tidender, som Nordisk Kirketidende, Dansk Folkeblad, Kochs Dannevirke, Fædrelandet m. fl., Bidrag, der fordetmeste er af historisk Indhold og røber navnlig hans store Deltagelse for Island, ligesom han i Fædrelandet (1846 No. 208) anbefalede Islandsk i danske Skoler. Han holdt ogsaa engang i Kjøbenhavn offentlige Foredrag over Danmarks Historie.
Da han i 1827 var bleven theologisk Kandidat blev han Lærer ved Borgerdydsskolen paa Kristianshavn, som det synes alene i Religion, men han stræbte ogsaa at vinde sine Discipler for en værdig Opfattelse af det naturlige Menneskeliv ved at gjøre dem bekjendt med dets Aabenbarelser paa den nordiske Side.
Hans Personlighed gjorde ogsaa et velgjørende Indtryk paa dem, og Nogle, hvoriblandt Kand. Fenger (Kirketidendens Redaktør)(Rasmus Theodor F. – 1816-1889/red.), som har leveret til Eftermælet sit Bidrag just om denne Del af hans kraftige Virksomhed, kom ogsaa stundom hjem til ham, og han begyndte at undervise dem i Islandsk, ligesom de i det Hele tilbragte uforglemmelige Timer hos ham.
Alt syntes længe at have gaaet godt paa Skolen ogsaa, men saa kom Dr. Krarup, af højst forskjellig pædagogisk Retning fra Müller, ikke blot til Skolens Inspektorat, men ogsaa til Enevoldsmagt ved Lærerposters Besættelse, og de Forandringer, denne Mand vilde iværksætte ved Skolen og Müllers fra ham saa forskjellige Retning, der vakte Kamp i Læremøderne, havde til Følge, at Müller fik sin Afsked til stor Sorg for Disciplene.
«Den sidste Time, da han sagde os Farvel» – fortæller Fenger – «var vi saa forknyttede og bedrøvede, som Børn, navnlig i Skolerne, vil sjelden blive det ved en Lærers Bortgang».
Men, skjønt han fratraadte Skolen, slap han dog ikke sine Lærlinger, men samlede dem om sig uden for Skolen : en Vinter fortalte ham dem af Kirkens Historie, en anden Gang af den nordiske Sagnhistorie. Han kunde
– 199 –
ogsaa samle nogle af dem om Søndagsmorgenen paa sit Værelse og gjennemgaa med dem enkelte Kapitler af det ny Testamente eller sætte dem ind i den hebraiske Rodlære; det var hans største Lyst og Glæde at være dem til Nytte.
Det Bidrag af Kand. Fenger, som handler om Müller som Lærer for Børn, er forøvrigt paa de 8 Sider, det optager, saa indholdsrigt med Hensyn til Skolen, at det alene kunde være en Anmeldelse værdt for dem, der har Deltagelse for Børns Undervisning og lyster at gjøre et Indblik i en naturlig, levende og ejendommelig Lærers Virksomhed.
Fra Barneaarene af havde Müller christelig Tro, vakt eller næret ved Hørelsen af det mundtlige Ord, hvortil hans Religionslærer tilskyndede ham, og Vidnesbyrd om hans Maade at behandle Troesgjenstande for Børn indeholder det nævnte Stykke af Fenger.
I 1831 leverede han et Udvalg af danske Salmer, som i 1848 oplevede sit 5te forøgede Oplag, men først i 1837 traadte han som Præst i Kirkens Tjeneste, idet han blev kaldet til residerende Kapellan til Domkirken i Ribe og Sognepræst til det hosliggende Sems Pastorat. Han vandt sig nu Venner her og roste siden meget disse Vesterjyder; men fandt sig dog i 1842 tilskyndet til at søge Embedet som Præst og Seminarieforstander i Sundsted, hvilket han ogsaa fik.
Her udfoldede han vistnok sin indflydelsesrigeste Virksomhed ikke alene som Præst, men og som Forstander, hvor det undtes ham i en Række af Aar paa «det eneste Skolelærerseminarium i Danmark, hvor der ikke lærtes Tysk (!) og endnu mindre oplystes ved tyske Briller, at forberede den danske, jævne levende Oplysning, som er Folkets Tarv».
Hans ikke blot Begavelse, men Inderlighed som Præst omtales af Forskjellige, og Grundtvig, hvis selvstændige Disipel og Ven han var, kalder ham en udmærket Præstemand og Skolemand saavelsom en ægte Dannemand.
Mens han var i Sundsted holdt han altid 2 Gudstjenester om Søndagene og stundom en 3dje i et Fiskerleje tit under aaben Himmel. Samme Aar som han befordredes didhen udgav han et Udvalg af danske Højtidssalmer.
I 1848 forflyttedes Seminariet til Ranum og Müller med det samme til Sognepræst for Bjørnsholm og Malle.
Paa dette Sted fandt han sig ikke vel; Boligen var ogsaa usund og Egnen barsk. En Svaghed i Underlivet tiltog mer og mer hos den før saa livskraftige Mand; han gjorde uden synderlig Virkning flere Rejser til Kjøbenhavn og maatte tilsidst opgive sin Seminariepost og søgte sig hen til en mildere Egn, til Starup og Grarup ved Haderslev om Høsten 1850. Det blev imidlertid kun faa Gange han, med udmærket Vidnesbyrd, forrettede her, da Sygdommen tog til og han maatte atter ligge inde i Kjøbenhavn, hvor han tilbragte de sidste Maaneder af sit Liv.
Lidt Bedring syntes at indtræde, men det var dog i syg Tilstand han kom tilbage til Starup, hvorhen hans Kone og Børn endnu ikke var kommen efter ham. Han beslutter Søndag før Pintse at tage en Fodtur til sin Embedsbroder i Nabosognet Hammelev, men om Aftenen angrebes han af de voldsomste Smerter, der først stilnede Thorsdag Eftermiddag, forat hans sidste Øjeblik kunde sees fredlyst. Under Opholdet her i Norge modtog Flere af hans danske Venner Budskabet om hans Død, i Pintse-ugen, og Grundtvig siger, at Ingen inderligere end han (Müller/red.) ønskede Lykke til Norges-Rejsen.
Bidragene til Eftermælet, der bestaar af : en Mindesang, der begynder og en Betragtning, der slutter Samlingen af Grundtvig; indledende Ord fra de unavngivne Samlere med en Beretning om den Afdødes sidste Tid; Ligtaler af Præsterne I. L. Hansen, Fr. Helveg og N. L. Fejlberg; et Brudstykke fundet paa Müllers Skrivebord; et skildrende Stykke af hans Skolekammerat og senere Ven Provst Nilsen; et lignende af Dr. Levison, Katheket ved den mosaiske Menighed i Kjøbenhavn; et Vidnesbyrd, der har staaet i dansk Kirketidende og ledsages af hans Ven og Disipel, Tidendens Redaktørs ovenomtalte Bidrag (R.Th. Fenger/red.); desuden Bidrag, især Mindedigte, fra forskjellige Dagblade, hvori efterlevende Disiple og Andre har villet hædre Müller.
Indtægten af Mindeskriftet, som her er anmeldt, er bestemt til Modellering af den Afdødes Byste; men Mindet om hans levende Virksomhed og de mange opmuntrende Ord og Vink, som møder Læserne i Mindeskriftet, vil sikkert gjøre meget af det kjært for Vennerne af Folkeoplysningen baade i hans Fødeland og her i Norge.