“jødernes (jødenes) historie i danmark i korte omrids” : 1. artikkel av cand.theol. georg evers

– i tidsskriftet “Missions-Blad for Israel” i No. 1 for januar 1881; dette er den første artikkel den nylig teologisk utdannede Georg Evers bidrar med i bladet, etter at han ved slutten av 1880 var engasjert som en av dets korrespondenter i Danmark (se dette nevnt ved artikkelens begynnelse nedenfor).

I rekken på 6 artikler om jødenes historie i Danmark, utgjør nedenstående den første;

– her gjengitt fra tidsskriftets sider 5 – 7 :

Del I

Deres verdslige Historie indtil 1784;

(med denne Artikel begynder en af vore danske Korrespondenter (se vort Blads No. 12 f. f. A.) cand. theol. G. Evers sin Virksomhed som Medarbeider i vort Blad. Vi udhæver, at Artikelen er Korrespondent-Artikel og ikke Redaktions-Artikel. Red. (redaktøren var  tidligere kjent som medredaktør/redaktør av Norsk Kirketidende presten Th. C. Bernhoft/red.)).

Det jødiske Folks Historie lige indtil de nyeste Tider opruller for vore Blikke kun et sørgeligt Billede af Voldsgjerninger og Forfølgelser.

Neppe er der nogen Nation i Verden, der, som den jødiske, saaledes har maattet tømme Lidelsernes bitre Skaal til Bunden, iskjænket dem af de Kristne, som i sin Fanatisme mente at gjøre Gud en velbehagelig Gjerning ved at udøve al mulig Raahed og Grusomhed mod disse «Kristi Korses Arvefiender».

Men medens Folkets Historie saaledes i næsten alle Lande paa de mørke Blade kun ved (vet/red.) at berette os om sørgelige Skjændselsgjerninger, for hvilke vi med Sorg maa tillukke Øiet, maa vi sige, at dette ingenlunde kan indrømmes med Hensyn til Jødernes Forhold i Danmark.

Danmark er for det Meste blevet mindre berørt af de stærke Bevægelser, som i Tidernes Løb har grebet de europæiske Folkeslag. Og dette gjælder ogsaa i dets Forhold til Jøderne. Vel tør vi ikke sige, at Jøderne altid har havt det godt og lykkeligt i Danmark, tvertimod, lige til de nyeste Tider, maa vi sige, at deres Forhold ogsaa her har været trykket og kuet, men Danmark kan dog ikke opvise blodige Forkfølgelser af Jøderne – Noget, som ikke mange Lande i Europa kan rose sig af.

Det er ikke let bestemt at angive det Aar, i hvilket Jøder først bosatte sig i Danmark. Imidlertid tyder de foreliggende historiske Aktstykker hen paa, at dette først er skeet i den sidste Halvdel af det 17de Aarhundrede.

En Forordning af 6te Februar 1651, udstedt af Fredrik den 3die, forbyder nemlig Jøder overhovedet at turde nedsætte sig i Landet, uden Kongens særegne Leidebrev, under Straf af en stor Bøde.

Dog varede det ikke mange Aar, før Kongen gjorde enkelte Undtagelser gjældende. Grunden hertil var, at en særdeles rig, agtet og indflydelsesrig Jøde i Hamburg, Diego Texeira de Matos, i Aaret 1657 havde laant Kongen flere hundrede tusinde Daler og for denne Venskabstjeneste udvirkede han da Tilladelse ikke blot for sig selv til at bosætte sig i Landet, men det blev tilladt alle portugisiske Jøder (Texeira var nemlig selv Portugiser) at «reise om i Landet og drive Handel og Næring».

Heraf blev da Følgen, at flere Familier af de portugisiske Menigheder nedsatte sig i Landet.

De Privilegier, som i sin Tid tilstodes Texeira, stadfæstedes senere af Kristian den 5te, efter Ansøgning af en portugisisk Jøde Gabriel Gomes, ved et aabent Brev af 14de December 1670. Imidlertid blev disse Forrettigheder snart igjen berøvede dem. Loven af 16de April 1681 «om Commerciens og Navigationens Befordring» ophævede dem ganske, og denne Lovs Bestemmelser findes optagne i den danske Lov, 3die Bog, 20de Kapitel, der handler «om Jøder og Tatere». Det hedder her, «at ingen Jøde maa sig her i Riget begive eller finde lade (la seg finne/red.) uden Kongens særlige Tilladelse under 1000 Rdlrs Straf. Hvo, som nogen Jøde angiver eller Kongens Amtmand anviser, skal derfor have hver Gang 50 Rdlr.»

– Men hvor strengt dette Forbud end var, – og det var saaledes Tilfældet, at der lige til Begyndelsen af dette Aarhundrede var ansat en Politibetjent, med en Lønning af 80 Rdlr. aarlig, som skulde opspore alle de fremmede Jøder, der uden Tilladelse handlede eller boede i Landet, og angive dem til vedkommende Øvrighed, – finder vi dog, at der i Slutningen af det 17de Aarhundrede var flere Jødefamilier bosatte i Kjøbenhavn.

Ifølge et Reskript af 31te Marts 1688 tillodes det nemlig tyske Jøder at handle med Tobak og forarbeide den her i Rigerne, saafremt de inden St. Hansdag 1689 vilde bygge paa Kristianshavn (en Del af Hovedstaden) og derved forskaffe sig selv egne Huse og Gaarde.

Men hvor principløs var ikke denne Forordning ! Paa den ene Side forbydes det Jøderne strengelig at opholde sig i Landet, og paa den anden Side tillades det paa selvsamme Tid ved særegne Bevillinger enkelte Familier at

– 6 –

nedsætte sig her, og det, fordi disse Enkelte var Tobaksspindere ! Man faar just ikke høie Begreber om det Trin, Datidens Industri staar paa, siden man tillod Indvandring af et Folk – som man ellers ansaa for saa farligt, at der udkom det ene Forbud imod det efter det andet, medens Straf for Overtrædelse heraf ikke blot var Pengebøder, men endog Slaveri, – blot imod at de anlagde Fabriker.

Men denne Lyst til at anlægge Fabriker var nu saa stor, at man oversaa alle Forbud imod de forhadte Jøder, naar de blot vilde anlægge saadanne. Men ellers straffedes Lovens Overtrædelse strengt enten ved de store Bøder, som kunde stige til 1000 Rdlr. eller, naar de ikke blev betalt, ved Fængsel paa Vand og Brød, ja endog ved Forbedringshusarbeide, hvorpaa de efter udstaaet Straf udsendtes af Riget.

Vi har omtalt de portugisiske og de tyske Jøder og seet, hvorledes der gaves særskilte Love for dem begge i over 150 Aar.

Forskjellen imellem dem hidrørte fra, at de Førstnævntes gudstjenstlige Ritus var ikke saa lidet forskjellig fra de sidstnævntes, ligesom de i Ceremonier og Vedtægter afveg betydeligt fra hinanden.

Imidlertid var det selvfølgelig umuligt for Øvrighederne at skjelne, hvem der hørte til de portugisiske Menigheder, og hvem der hørte til de tyske, og, da de portugisiske nød større Rettigheder end de tyske, benyttede mange af disse sig deraf og udgav sig for at være portugisiske Jøder for at faa des flere Friheder. Saaledes omgikkes ofte Loven, hvorpaa man har mange Exempler.

Hvormange Familier, der har været bosatte i Kjøbenhavn i de første Aartier af det 18de Aarhundrede, kan ikke nøiagtig angives. Rimeligvis har der dog ikke været flere end 20. Men senere stiger Antallet jevnt. Thi allerede 1722 se vi af et Reskript, at det tillodes de Ældste af den tysk-jødiske Nation at bruge det lette Ban imod de Gjenstridige, som gjør Støi i Menighedsforsamlingen eller vægrer sig ved at overholde de jødiske Skikke og Vedtægter.

Der maa altsaa allerede dengang have været en Menighed af ikke faa Medlemmer. Og allerede 1726 var der ikke mindre end 65 Familier bosiddende i Byen. De maatte imidlertid taale mange Indskrænkninger og ydmygende Krænkelser. Udenfor den By, hvor de var opfødte, ophørte de at være Borgere, – en Bestemmelse, som vedvarede lige ind i vort Aarhundrede.

De maatte ikke reise fra en By til en anden uden Pas fra Politimesteren, ingen Kromand maatte huse dem; gjorde han dette, da straffedes han som den, der husede Fredløse; endvidere maatte de ikke reise udenfor Landeveien.

Hver Jøde, som vilde bo i Kjøbenhavn, maatte bevisligen vise sig at være Eier af 1000 Rdlr. Imidlertid blev denne haarde Anordning sidenefter ved kongelig Resolution af 1750 saaledes formildet, at de Jøder, som giftede sig i Kjøbenhavn, fik Tilladelse til at forblive der imod at erlægge 100 Rdlr. til Politikassen. Ligesaa blev det bestemt, at fremmede Jøder frit kunde bosætte sig her, saafremt de vilde love at opsætte nogle Fag Huse, Byen til Zirat, eller indrette og fortsætte Fabriker for Manufakturer af uldne Varer. Tillige maatte de, som vilde nyde disse Rettigheder, aflægge Troskabseden, samtidig med at de løste Borgerskab.

Iøvrigt blev alle de bosatte Jøder underkastede mange nærgaaende Indskrænkninger, for hvilke især Magistraten maa bære Skylden.

Saaledes blev det først forbudt overhovedet, at Nogen af den kristelige Religion tjente hos en Jøde. Men efter den hele Nations «vemodige Bøn» forandredes denne Befaling saaledes, at ingen kristen Mand under 30 Aar, og ingen kristen Kvinde under 50 Aar maatte tjene som Tyende hos Jøderne. Dog ophævedes ogsaa denne Bestemmelse 1734 paa Grund af de Vanskeligheder, Jøderne havde med at opdrive slige Tjenestefolk.

– Der sattes endvidere streng Straf for at forlede nogen Kristen til at gaa over til den jødiske Religion. Ligesaa blev det befalet, at Jøderne ikke maatte forhindre sit kristne Tyende i Kirkegang eller Gudstjeneste.

De maatte ikke tvinge dem til Faste, men skulde paa Forsonings og Paaskefesten give dem Kostpenge, for at de ikke skulde nødsages til at faste. –En anden Bestemmelse, der klart viser os Tidsalderens Aand, var denne : at Jøderne, ifølge Lov af 1728, hver Torsdag skulde møde i Waisenhusets Kirke og høre Kristendommens Lære forklares; dog ophævedes ogsaa denne Bestemmelse snart, da Jøderne beklagede sig derover og ikke mødte.

Dette maa egentlig siges at være det eneste Forsøg, Danmark har gjort paa en Mission iblandt Jøderne, og vi kan ikke undre os over, at dette Arbeide, drevet paa denne Maade, maatte falde saa uheldigt ud.

Og hvad nu det jødiske Undervisningsvæsen i hine Tider angik, da var det mere end slet. Skolerne var yderst daarlige og langtfra alle Børn nød Undervisning der. I Regelen blev Børnene anbetroede polske, uvidende Mennesker,

– 7 –

som lærte dem Hebraisk og Talmud, uden at undervise dem i Landets Sprog eller i noget andet Sprog.

Thi det var Jøderne forment at sende sine Børn i de kristne Skoler, hvor Undervisningen dog stod langt høiere.

Saaledes stod da de jødiske Unge, naar de i 13 Aarsalderen blev myndige, aldeles uden Kundskab og Dannelse. Og Kvindekjønnet nød nu slet ingen Undervisning lige indtil Begyndelsen af vort Aarhundrede

Et stort Savn for Jøderne i forrige Aarhundrede (1700-tallet/red.) var det ogsaa, at de maatte undvære en Synagoge lige til 1766. Da fik de Lov til at bygge sig en Synagoge, som opførtes i Læderstræde paa en dertil kjøbt Grund. Hele Bygningen kostede henved 24,000 Rdlr. at opføre. Men denne Synagoge blev i den første Tid betjent af saare usle og kundskabsfattige Prester, der, ligesom Datidens jødiske Huslærere, vare af den polske Race og blottede for al videnskabelig Dannelse, hvilket gjorde, at de istedetfor at staa som Menighedens Lys og Veiledere, blot blev til Latter for sin store Uvidenheds Skyld, hvorpaa man ved at fortælle mange morsomme Exempler, og mange mærkelige Historier desangaaende lever endnu i Folkemunde.

Jødens Erhverv lige til de nyere Tider var mest Penge- og Vexelhandel, samt Handel med fremmede Varer, som kom hertil fra Kina og Ostindien.

Men mange af de ringere og fattigere Klasser ernærede sig fordetmeste som Skakkerjøder ved at løbe om med Varer, Piskebaand og gamle Klæder i smudsige Baggaarde og i Smaagaderne, hvorved de kummerligt fristede Livet. Thi ellers var Jøderne udelukkede fra alle andre Erhvervsgrene; samtlige Laug og Korporationer var lukkede for dem.

Til Studeringer havde de ingen Adgang, deres egne Skoler var, som ovenfor sagt, saare slette, og de Mænd, som repræsenterede Menigheden, var blottede for al Viden. Presten bekymrede sig ikke om Menighedens Tilstand, saa at vi maa sige, at denne ved Slutningen af forrige Aarhundrede var meget sørgelig.

Thi vel maa vi indrømme, at de Forordninger, som fra Tid til anden udkom angaaende Jøderne, just ikke gik ud fra at undertrykke dem, men de bevirkede dog, at Jødens Stilling blev i høi Grad kuet, saa at han ikke kunde faa Lov til at udvikle sine mange rige Evner, som Herren har skjænket ham.

– les neste del – del II – her :

 

Skriv inn søkeord..