“jødernes (jødenes) historie i danmark i korte omrids” : 2. artikkel av cand.theol. georg evers

– i tidsskriftet “Missions-Blad for Israel” i No. 1 for januar 1881; dette er den første artikkel den nylig teologisk utdannede Georg Evers bidrar med i bladet, etter at han ved slutten av 1880 var engasjert som en av dets korrespondenter i Danmark.

I rekken på 6 artikler om jødenes historie i Danmark, utgjør nedenstående den andre;

– her gjengitt fra tidsskriftets sider 7– 10 :

Del II :

Deres verdslige Historie fra 1784 til Nutiden.

Da er det, at Aaret 1784 oprandt, i hvilket Kronprinds Fredrik (senere Fredrik den 6te) tiltraadte sin lange Regjering, og hermed indtraadte en stor Forandring i Jødernes Forhold til det Bedre.

De gamle Indskrænkninger ophævedes lidt efter lidt, og den liberale Aand, som udviklede sig under Kronprindsens Styrelse, havde en særdeles gunstig Indflydelse paa Jødernes politiske og moralske Stilling.

Blandt dem, som især virkede for at forbedre Jødernes Kaar og understøttede ethvert Forslag, som sigtede til Reformer, maa nævnes Nordmanden Christian Colbjørnsen.

– Det er Revolutionen med sine Frihedsideer og sin Hævdelse af Menneskerettighederne, som ogsaa i Danmark har bidraget til at hæve Jøderne, baade hvad deres Dannelse, Oplysning og sociale Stilling angaar.

Men nu ved vi, at saadanne nye Ideer ikke gjennemføres med et Slag. De fæster først lidt efter lidt Rod, og der vil altid gaa en Stund, før de ret gaar op for den folkelige Bevidsthed. Saaledes er det ogsaa gaaet i Danmark. Først lidt efter lidt lykkedes det Jøderne at faa almindelig Borgerfrihed i Staten. Folkets Stemning imod Jøderne viste sig ogsaa ved flere Leiligheder ingenliunde at være venlig; der behøvedes blot en ubetydelig Aarsag før at bringe det ulmende, skjulte Jødehad til at slaa ud i lys Lue.

I Blade og Tidsskrifter søgte man stadig at nedsætte deres Bestræbelser og Handlinger paa den mest lumpne og usande Maade. Intet Tidspunkt kunde være bedre egnet hertil end netop det under Pengevæsenets Forvirring i 1813. Det er bekjendt, at Danmarks Handel dengang var i høi Grad ødelagt formedelst de sørgelige Krigsbegivenheder. Dette indvirkede paa Pengeforholdene, som helt var ødelagte. Alt Sølv og Guld var bortført til Udlandet, Sedlerne havde ingen Værdi, saa at Staten saa sig nødt til at gjøre Bankerot.

Derved ruineredes desværre alle Klasser af Folket. Rædsomt var det Tab, man led. Mange af Folket forarmedes aldeles. Andre tabte en stor Del af sin Formue. Renterne af Statspapirer og Pensioner, hvoraf endel Enker og Børn levede, blev betydeligt reducerede. Kort sagt, alle, uden Hensyn til sin forskjellige Religion, tabte meget af Formue og Indtægter. En saa sørgelig Tilstand kunde ikke andet end fremkalde Utilfredshed og Kummer.

Under saadan en Stemning og saadanne Omstændigheder

– 8 –

var Intet lettere end at beskylde Jøderne, som tildels havde beskjæftiget sig med Pengehandelen, for at være Skyld i den Ulykke og det Tab, som ramte Folket, for hvem Penge- og Bankvæsenet var en lukket Bog, og som ikke kjendte de sande Forhold.

Pressen var bunden og lammet og turde ikke udtale sig imod dem, som havde bidraget til at fremkalde al denne Elendighed ved sin slette Forvaltning, og disse var derfor glade over, at Jøderne fik Skyld derfor, og rakte vel tildels ogsaa Haand til at udbrede disse Beskyldninger.

Men Alt, hvad man har beskyldt Jøderne for med Hensyn til Pengevæsenet og Udførselen af den rede Mynt, var Usandhed tilhobe.

– Det var Digteren Thomas Thaarup, som lod sig forlede til at aabne Feiden. I Aaret 1813 udkom nemlig en Oversættelse af det tyske Skrift : «Moses og Jesus», hvortil Thaarup skrev en Fortale, som meget roste Bogen. Hvad der har bevirket. at just han er traadt i Skrankerne imod Jøderne, er ikke let at sige. Men nok er det, at denne Bog, som Enhver, der ikke er hildet i Fordomme, maa kalde et Smædeskrift af første Rang imod Jøderne, satte sig det til sin Opgave at fremstille Jøderne som de værste og vederstyggeligste af alle Folkeslag, som et Folk, der stod udenfor den europæiske Kulturudvikling og var en Skjændsel og Ulykke for Nationerne, idet de kun udbredte Ulykke og Fordærvelse, hvor de kom hen.

Oversættelsen gjorde uhyre Lykke, vakte stor Opsigt og havde de sørgeligste Virkninger. Man modtog den med Bifald, ja gik endog saa vidt i Begeistringen over den, at man lod den uddele som Gave til de Trængende. Det blev nu Skik at betragte Aager, Bedrageri o. lign. som hørende med til sin Jødernes Religion.

Forat give Læseren et Begreb om hin Tids Bevisførelse for Jødernes Skadelighed, ville vi blot anføre, at man i Thaarups Angreb fandt saadanne Ting, som : Abrahams Opførsel mod sin Hustru Hagar, maa dog kaldes grum – altsaa «maa Jøderne til alle Tider være grumme». «Jakob bedrog Oldingen Isak og tilsneg sig Esaus Førstefødselsret altsaa maa alle Jøder være Bedragere. Man vilde nu knapt mere betragte Jøderne som Mennesker, end sige at man skulde have noget Blik for deres religiøse Betydning.

Dog maa vi sige, at disse Angreb fra Thaarup og Andre ikke blev uimodsagte. Enkelte besindige Mænd opløftede sin Røst og tilbageviste dem, men deres Ord fandt ikke villige Øren. Digteren Sten Stensen Blicher skrev saaledes imod «Moses og Jesus», som han kalder «en giftig Skarntyde fra Tysklands Morads», og flere Skrifter («Bør Jøderne taales i en velordnet Stat ?» o. fl. a.), i hvilke han i Menneskerettighedernes og Troesfrihedens Navn med Varme taler Jødernes Sag.

Ogsaa Digteren Jens Baggesen forsøgte at lægge et godt Ord ind for dem, men blev paa den mest utilbørlige Maade tilbagevist, endog af Stadens Geistlige. En uhyre Mængde Penne sattes i Bevægelse, der alle betegnede Jøderne som Statens største Skade, og som prædikede, at det vilde være bedst for Menneskeheden, om man kunde faa dem helt udryddede.

Imidlertid døde denne Pennefeide snart hen. – Glædeligt var det dog under alt dette, at Regjeringen ikke tog nogetsomhelst Hensyn til hine forsmædelige Angreb.

Man ordnede netop nogen Tid derefter ved Lov af 29de Marts 1814, Jødernes Anliggender. Det maa paaskjønnes, at det var det danske Kancelli og især dets Præsident, Kaas, som med stor Interesse antog sig de betrængte Jøder. Ved denne Forordning fik Jøderne «lige Adgang med Kongens øvrige Undersaatter til at ernære sig paa enhver lovlig Maade».

Dog turde fremmede Jøder endnu ikke opholde sig længere i Danmark end den Tid, de brugte til at gjennemreise det, omtrent 14 Dage, under Straf af Bøder fra 50 til 1000 Rdlr.

Skakkrede eller betlede de, eller gjorde de sig i det Hele taget skyldige i noget andet lovstridigt Forhold, medens de opholdt sig i Landet, straffedes de efter Loven og skulde, efter udstaaet Straffetid, udføres af Landet.

Sex Aar efter denne Pennefeide udbrød den saakaldte «Jødefeide», den første og den sidste Jødeforfølgelse, Danmark kan opvise, som dog heldigviis løb af uden Blodsudgydelse. Jøderne var, som sagt, lidet agtede og overalt herskede der Uvilje imod dem, og af den Grund var det vel, at man i Aaret 1819 rettede forskjellige Demonstrationer imod dem. Næsten over hele Tyskland lød Opraab til Folket om at forjage alle Jøder, og det lykkedes virkelig paa flere Steder. Ruderne blev i de fleste Byer slaaede ind hos Jøderne, ja, man trængte endog ind i Husene, mishandlede de mandlige og skjændede de kvindelige Beboere, ituslog og ruinerede deres Indbo og borttog værdifulde Sager, naar disse faldt Voldsmændene i Øinene. Saasnart Jøderne viste sig paa Gaden, blev de mishandlede og slaaede med Sten, samt forfulgte under Raabet «Hep, hep» (efter Nogle : hierosolyma est perdita, «Jerusalem er ødelagt», efter Andre: et

– 9 –

sydtysk Udtryk, som betyder : «Velan da, fremad !») og Skjældsord, og mange Jøder endte paa denne Maade sit Liv. Da man endelig blev mæt af disse Optrin, der dog ikke førte til Noget, ophørte man dermed. og senere har Jøderne hidtil levet uanfegtede i Tyskland.

Feiden havde ogsaa været i Hamburg og fra Hamburg forplantede den sig til Danmark, hvor den først sporedes i Kjøbenhavn.

Det var Lørdagen den 4de September 1819, der af en vis Kreds var bestemt til at være Feidens første Dag. Om Aftenen var Folkestimmelen paa Østergade usædvanlig stor, og blev benyttet til at slaa Ruderne ind hos to derboende Handelsmænd, hørende til den mosaiske Tro. Politimesteren havde imidlertid længe iforveien faaet Nys om, at Sligt skulde gaa for sig, og han havde i al Stilhed truffet saa energiske Foranstaltninger, at Tumulten allerede var forbi før Midnat takket være det aarvaagne Politi og Militæret.

Men da det turde forudsættes, at Optrinene skulde fortsættes de følgende Aftener, udstedtes allerede den følgende Dags Morgen af Politimesteren en streng Plakat, som advarede herimod. Uagtet denne Ordre forefaldt dog Søndagaften (den 5te September) atter lignende Udskeielser, og Østergade var igjen Skueplads for disse uhyggelige Optrin; Politiet maatte da skride ind og rydde Gaden, hvorpaa Sværmen spredte sig i andre Gader og fortsatte Optøierne hele Natten igjennem ved at anfalde Jøder, ituslaa deres Ruder med Brosten o. l. Ting.

Henad Morgenstunden lykkedes det dog Militæret at faa Bugt med Bevægelsen. Regjeringen straffede strengelig Hovedmændene for Tumulten, og Fredrik den 6te, som tog Jødernes Parti, undgik ikke til Spot at blive kaldt «den Jødernes Konge».

– Endel Aar senere lod det til, at man vilde begynde forfra, idet en Pøbelskare samlede sig i 1835 i lignende Øiemed. Optøierne strakte sig imidlertid ikke til Andet, end at nogle Ruder blev ituslaaede i en bag Synagogen beliggende Bygning, og til at Urostifterne fik Politistokken at føle paa sin Ryg paa en meget ublid Maade.

Fra anden Side reiste Modsigelsen sig i 1832, da man vilde indføre raadgivende Provindsialstænder. Dengang gik der det Rygte, at Jøderne skulde udelukkes baade fra Valgbarhed og Valgrettighed. Dog enedes man i 1834 endelig om, at Jøderne skulde udelukkes fra at kunne vælges som Stænderdeputerede, men iøvrigt være valgberettigede (stemme-berettigede/red.).

Et Andragende om Jødernes Valgbarhed blev i 1838 forkastet af den jydske Stænderforsamling, men derimod samme Aar vedtaget i Roskilde med en Stemmeflerhed af –– 2 Stemmer.

Det var navnlig Grundtvig, der paa denne Tid skrev et vægtigt Indlæg i denne Sag, hvori han paa det Varmeste talte for deres Valgbarhed, ja mente, at i Grunden var denne mindre anstødelig end deres Valgret, og, naar den sidste (valgrett/stemmerett/red.) skulde negtes dem, skulde det ikke være, fordi de var Jøder, d. e. for deres Religions Skyld, men fordi de var Fremmede.

– Alligevel hjalp det dog ikke, at Forslaget gik igjennem i Roskildeforsamlingen, thi Kristian den 8de bestemte i en kgl. Kundgjørelse af 12te Juni 1840, at Jøderne fremdeles skulde være uvalgbare (Kristian 8. hadde nylig tiltrådt/red.). Det var saaledes umuligt at blive Stænderdeputeret af tvende Grunde : 1) at være Jøde, og 2) at have lidt vanærende Straf.

Men denne for Jøderne saa krænkende Bestemmelse blev selvfølgelig fjernet ved Grundlovens Vedtagelse.

Og 5te April 1850 vedtoges i Rigsdagen en særskilt Lov, i Kraft af hvilken de Indskrænkninger bortfaldt, som hidtil havde forhindret fremmede Jøder i at bosætte sig i Landet. Jøderne er saaledes nu ikke underkastet andre Indskrænkninger, end de, som gjælder for Fremmede overhovedet.

Og da nu de hemmende Skranker er bortfaldne, som ikke tillod dem at udfolde sine rige Aandsevner og store Begavelse, har det paa alle Livets Omraader vist sig, hvilke rige og dygtige Kræfter dette Folk besidder. Kunsten, Videnskaben og Haandværket tæller mange Jøder blandt sine dygtigste Medlemmer.

Tænker man sig et halvt Aarhundrede tilbage og betænker, paa hvilket Kulturtrin de da stod, kan det sikkert ikke andet end forbause, at der fra dette lille Samfund, som i Aaret 1860 talte 1250. (mandlige) Medlemmer af alle Aldere er udgaaet 150 (saa stort var Antallet i 1860), som har valgt Kunstens og Videnskabens Vei, uden heriblandt at medregne dem, som er gaaet over til Kristendommen.

Ogsaa i merkantil og industriel Retning har mange af Danmarks nulevende Jøder gjort sig bekjendte. Nogle af de største Fabriker her i Landet drives af Jøder, og alle er de, næsten uden Undtagelse, fremstaaet ved Vedkommendes egen Formue og ikke, som det før var Tilfældet ved Forskud og Understøttelse af Statskassen.

 

Og hermed har vi da kort fremstillet Jødernes

– 10 –

 

verdslige Historie i Danmark ligefra den Tid, da de var et fortrykt og ringeagtet Folk, indtil de nu har kjæmpet sig frem til at blive, saa at sige, en Stat i Staten, med ordentlig Indfsflydelse og Magt paa Livets forskjellige Omraader.

Det er paafalde Modsætninger, som tilfulde viser os Fortidens og Nutidens forskjellige Tænkemaader, der fuldeligt beviser, at vort Aarhundrede i Gjerningen er en Oplysningens Tidsalder og en fremadskridende, frisindet Periode.

I de følgende Numere af «Missionsblad for Israel» skal vi komme tilbage til at skildre ogsaa deres øvrige Forhold – religiøse, huslige og statistiske Forhold i Danmark.

– les den neste artikkelen – del III – her :

Skriv inn søkeord..