– Bind II, sidene 475 – 478 :
Boisen, Frederik Engelhart, 1808-82, Præst. Han var en Søn af ndfr. omtalte Biskop P. O. B. og blev født i Vesterborg 11. Febr. 1808.
Indtil sit 15. Aar blev han undervist i Hjemmet af sin Fader og sin Halvbroder Boie B., der var Lærer ved Vesterborg Seminarium.
1823 kom han i Nykjøbing Skole, og der fra blev han dimitteret 1825. I sin Studentertid havde han, som flere af hans Brødre, et venligt Hjem i Stiftsprovst Clausens Hus, og der forberedte han sig til den theologiske Embedsexamen, som han underkastede sig i Aaret 1830.
Derpaa opholdt han sig i Vesterborg hos Faderen, men efter dennes Død (1831) flyttede han igjen til Kjøbenhavn med sine to yngre Brødre.
Han blev Lærer i Borgerdydskolen paa Christianshavn og boede i Hus med J. C. Lindberg, der kom ham og hans Brødre i Møde med stor Kjærlighed.
Lidt efter lidt ændredes hans religiøse Grundanskuelse, der var uddannet under Paavirkning af Faderens og det kjøbenhavnske Hjems Rationalisme. Han blev nu en stadig Tilhører ved Grundtvigs Prædikener i Frederikskirken, og han omgikkes meget med Søren Kierkegaard og hans Broder Peter, den senere Biskop, der var forlovet med en af B.s Søstre.
1834 blev B. udnævnt til Kateket og Førstelærer i Store Heddinge, og samme Aar holdt han Bryllup med Eline Birgitte Heramb (d. 1871), Datter af Major L. G. H. i Kongsberg. Den unge Kateket kom snart i Ry for sin Veltalenhed, og 1837 kaldte Grevinde Holstein, Grev F. A. H.s Enke, ham til Skjørpinge.
Dette Sogn laa i den stærkt vakte Egn i Sjælland, og da B. kom der til, sluttede han sig strax til Forsamlingsfolkene i dette saakaldte «hellige Land».
Hans Præstegaard blev et af Samlingsstederne for de vakte, og B. var en Stund helt revet med af den stærkt pietistisk farvede Bevægelse, der den Gang havde sin Blomstringstid.
Efter et Besøg hos Grundtvig i 1845 fik han imidlertid Øjet op for Skjævhederne ved Forsamlingslivet, og han slog da «nogle forfærdelige Dommedagsslag imod det udvortes Væsen».
Næste Aar optraadte han første Gang som folkelig Taler ved en Fest i Næstved til Minde om Pestalozzi, og i det «danske Samfund», som ved den Lejlighed blev dannet, holdt han senere jævnlig Foredrag over folkelige Æmner.
Men fra det Øjeblik vendte de vakte Lægfolk sig fra den før forgudede Præst, og de udtalte haarde Domme over ham, som om han var falden fra den første Kjærlighed. Selv følte han sig dog «frigjort fra Trældom under Loven og glad ved Friheden under Naaden», og i den følgende Tid sluttede han sig fastere til Grundtvig og de Mænd, der stode i Kreds om ham.
Da der skulde vælges Medlemmer af den grundlovgivende Rigsforsamling, stillede B. sig i Korsør imod daværende Mag. A. Steen, og han blev valgt, skjønt Bondevennerne støttede Steen, fordi de ikke fandt det heldigt at vælge Præster.
1849 stillede han sig atter i Skjelskør mod Kammerherre Castenskjold, og ogsaa denne Gang opnaaede han at blive valgt; men da han 1850 blev kaldet til Præst i Vilstrup, syd for Haderslev, nedlagde han sit Mandat som Rigsdagsmand.
Hans Kjærlighed til Menigmand havde paa Rigsdagen bragt ham til at søge sin Plads i Bøndernes Midte, men han havde ikke synderlig Indflydelse og talte kun sjælden.
I Vilstrup kastede han sig med stor Iver over alle Sider af Præstegjerningen; men han havde store Vanskeligheder at kæmpe med. Den herrnhutiske Paavirkning fra Christiansfeld, Pietismen hos Nabopræsterne og den gængse Overvurdering af det tyske Aandslivs Fortrinlighed skaffede ham mange bitre Timer, og han følte sig i flere Henseender skuffet med Hensyn til det forventede Udbytte af sit Arbejde.
Da han var et Stemningsmenneske, skiftede store Forhaabninger med Fortvivlelse, og ofte var han forsagt indtil Haabløshed.
I Vilstrup begyndte han (1852) Udgivelsen af «Budstikken», et Folkeskrift til Oplysning og Opbyggelse, som blev et stille Udløb for hans Sjæls Tanker.
De fleste Artikler i dette Fjortendagsskrift skrev han selv, og som Aarene gik, sporedes det ikke sjælden, at «Koen kunde være sen til at give Mælk». Men hans «Budstikke» kom vidt om og var til Gavn og Glæde for mange paa begge Sider af Kongeaaen.
1859 sagde han Sønderjylland Farvel for at overtage Embedet som Sognepræst i Stege; til en Afskedsfest for ham i den haderslevske Klub «Harmonien», hvor B. ofte havde holdt Foredrag, skrev daværende Konrektor Lembcke Sangen : «Vort Modersmaal er dejligt».
B. kom til Stege med store Forhaabninger om at kunne udrette mere, fordi han nu kun skulde virke blandt danske Mænd og Kvinder. Men der ventede ham nye Kampe. Medens i Sønderjylland, næst Kristendommen, den danske Sag havde staaet i første Række for ham, traadte i Stege Politikken i Forgrunden, og han, den gamle Bondeven, følte sig i stærk Modsætning til sine national-liberale Omgivelser.
Med ungdommelig Lidenskab og fast Tro paa Venstres Ret kastede han sig ind i de politiske Stridigheder, og Bølgerne gik ofte saa højt, at Præsten syntes at tabe, naar Politikeren vandt.
Ved Landstingsvalget i Næstved 1866 blev han valgt til Medlem af Landstinget, og som saadan udtalte han sig bestemt imod den foreslaaede Forfatningsforandring i den Overbevisning, at denne Forandrings Vedtagelse vilde medføre, at «Fest for vor Grundlov herefter kun vil blive en Glædesfest for den ene Del af Folket, men en vemodig Mindefest for den anden».
Det var dog langt fra, at han over Politikken glemte sin Præstegjerning. Ogsaa i Stege holdt han med stor Iver Forsamlinger, og om end hans Vidnesbyrd nu klang anderledes, end da han i sin Ungdom talte i «det hellige Land», var Grundtonen den samme.
Fra Stege gjorde han jævnlig store Prædikerejser til forskjellige Egne af Danmark og til Norge, og selv de, der hverken vare kirkelig eller politisk enige med ham, havde ondt ved at unddrage sig Virkningerne af hans forunderlig smeltende Veltalenhed.
I de sidste Aar havde disse Rejser ofte det Formaal at indsamle Bidrag til Løventhals Mission, som i B. havde en varm Ven.
I Begyndelsen af Aaret 1879 talte han med ungdommelig Kraft ved et offentlig Møde i Forsamlingssalen paa Rødkilde Folkehøjskole, der i ham havde en trofast Støtte; men næste Nat blev han ramt af et Slagtilfælde, som kastede ham paa et haardt Sygeleje.
I Efteraaret 1879 maatte han standse Udgivelsen af «Budstikken», 1881 søgte han sin Afsked, og 17. Sept. 1882 døde han i Kjøbenhavn efter et nyt apoplektisk Anfald.
I de sidste Aar havde han været saa aandelig nedbrudt, at han intet kunde huske. Tit om Natten, naar han laa søvnløs, lod han da tænde Lys og forlangte sin Alterbog for at læse over paa Trosbekjendelsen, Fadervor og Nadverens Indstiftelsesord; thi endog de kunde stundum svinde bort af hans Hukommelse.
Erslew, Forf. Lex. Elvius, Danmarks Præstehist. 1869-84 S. 480 f. P. Bojsen, Budstikkens Udgiver, Præsten Fr. E. B.s Liv og Levned, 1883. V. Birkedal, Frits Boisen, en Ven, skildret af en Ven, 1884.
Fr. Nielsen.