– hentet fra Dansk Biografisk Lexikon.
Lindberg, Jacob Christian, 1797-1857, Præst, var en Søn af Niels L., resid. Kapellan ved Domkirken i Ribe og Sognepræst til Seem, og Ane Magdalene f. Jacobsen.
Han blev født i Ribe 14. Jan. 1797, og 8 Aar gammel kom han i Byens lærde Skole, fra hvilken han 1815 afgik til Universitetet.
Efter at 2. Examen var overstaaet, fik han Plads paa Valkendorfs Kollegium, og han kastede sig derpaa med stor Iver ikke alene over Theologien, men ogsaa, under Biskop Hunters Vejledning, over Numismatik og Epigrafik; og for med Tiden selv at kunne udføre Billederne til de lærde numismatiske og epigrafiske Afhandlinger, han haabede at komme til at skrive, øvede han sig ogsaa i Træskærerkunsten.
1822 tog han med Glans theologisk Attestats. S. A. blev han Adjunkt ved Metropolitanskolen og optraadte ogsaa for første Gang som Forfatter, i det han, med Skolernes og de studerendes Tarv for Øje, udgav en hebraisk Krestomathi, en hebraisk Grammatik (2. Opl. 1828) og en grammatisk Analyse til Genesis.
2 Aar efter skrev han i Münters «Miscellanea Hafniensia» en Afhandling om nogle puniske Mønter, som vakte Opsigt i den udenlandske lærde Verden, og Vejen til Universitetets hebraiske Lærestol syntes at ligge ham aaben.
Men der var i den unge lærde ikke alene Tømmer til en Videnskabmand; den vestjyske Præsts Søn var tidlig bleven grebet af Kristendommen, og han brændte af Længsel efter at værge den gammeldags Tro over for det moderne Fritænkeri og Rationalismens mange Omtydninger.
I sin Studentertid havde L. hørt til den lille Flok af Akademikere, der slog Kreds om Baggesen, og da Grundtvig under Kampen mod «Tylvten» ogsaa stillede sig paa Baggesens Side, kom den unge Numismatiker under denne mægtige Aands Paavirkning, og han blev for Grundtvig, ikke hvad Melanchthon var for Luther, men hvad Matthias Flacius vilde være blevet, hvis han havde haft Melanchthons historiske Stilling.
Da Grundtvig og Rudelbach 1825 begyndte Udgivelsen af «Theologisk Maanedsskrift», var L. den tredje i Kløverbladet, og da «Kirkens Gjenmæle» udkom, traadte han frem paa den kirkelige Kampplads, fuldt rustet baade med kristen Tro og orthodox Fanatisme. Skjønt han indsaa, at alle akademiske Sunde vilde lukke sig for ham, hvis han stillede sig ved Siden af «Bibelens ensomme Kæmpe», betænkte han sig ikke, men skrev først nogle «Bemærkninger i Anledning af Kirkens Gjenmæle» (1825) og senere : «Hvad er Kristendom i Danmark ? Med Hensyn paa Professor Paulsens, Etatsraad Ørsteds og de danske Biskoppers Ytringer om de symbolske Bøgers Myndighed og Præsteedens Betydning i Danmark, besvaret» (1826).
Dermed indledede han en Polemik, der var lige saa ihærdig som hvas, og da Grundtvig efter Hof- og Stadsrettens Dom trak sig tilbage, fortsatte L. Kampen med den største Energi.
Først var Professor Clausen Gjenstand for skarpe Angreb, der kulminerede i Skriftet : «Er Dr. Prof. theol. H. N. Clausen en ærlig Lærer i den kristne Kirke ?» (1829).
Efter at der for længst var groet Mos paa L.s Gravhøj, erklærede Clausen, at denne Modstander var ham en psykologisk Mærkværdighed. «Han forstod», skriver Clausen (Optegnelser S. 117), «med uopslideligt, prokuratorisk Talent at holde Striden staaende i 5 samfulde Aar. Saa ofte som den syntes at ville dø hen, var han til rede med et nyt Flyveskrift; han var uudtømmelig paa Variationer over det samme Thema, og han vidste at spekulere i Læsemængdens Smag ved pikante Titler og de mest nærgaaende Sigtelser».
Og denne Virtuos i Polemikken var Clausen «meget besværlig». Det ovennævnte Skrift med den nærgaaende Titel blev først undertrykt af Censuren, og det blev overdraget Generalfiskalen at anlægge Sag mod Forfatteren. Men Dommen, der faldt 19. Jan. 1830, gik ud paa, at tiltalte burde være fri for Generalfiskalens Tiltale i denne Sag, hvorpaa det undertrykte Skrift blev frigivet og læst med saa stor Begjærlighed, at der i 8 Dage udkom 3 Oplag af det.
Da Tiltalen var rejst, blev L. suspenderet fra sin Adjunkts tilling; da Frifindelsen kom, blev han efter Ansøgning i Naade entlediget fra sit Embede (1830).
I de næste 14 Aar levede han som Privatmand i Kjøbenhavn, optagen af lærde Studier og kirkelige Stridigheder.
1828 havde han erhvervet Magistergraden ved en epigrafisk Afhandling; 1830 udarbejdede han «Katalog over Etatsraad B. Thorlacius’ Mønt- og Antikvitetssamling», og i de følgende Aar godtgjorde han paa flere Maader sin numismatiske og epigrafiske Lærdom.
Men hans Hovedsyssel var Angreb paa Rationalismen i dens forskjellige Forklædninger og Forsvar for Lutherdommen og den ejendommelige Kristendomsopfattelse, Grundtvig efterhaanden udviklede.
I «Maanedsskrift for Kristendom og Historie» (1830-32) og navnlig i «Den nordiske Kirketidende» (1833-40), foruden i flere Flyveskrifter, brugte han uforfærdet sin spidse Pen til Angreb og Forsvar.
Præsterne P. C. S. Gad (V, 526), C. H. Visby og Stiftsprovst H. G. Clausen bleve i Løbet af faa Aar kaldte frem til Regnskab for deres egenmægtige Ændringer i Liturgierne, naar de stode for Alteret og ved Døbefonten, og til Tider fik denne Kirkekamp Udseende af en Familiefejde, fordi flere af de angrebne ikke alene vare sammenknyttede ved Rationalismens, men ogsaa ved Slægtskabets Baand.
Men samtidig rakte Lindberg en trofast Broderhaand til den overvintrede Kristendom, der den Gang gav sig Livstegn blandt Almuen ved de gudelige Forsamlinger i Jylland og Fyn, og trods Grundtvigs Betænkeligheder (VI, 237) holdt han i sin Bolig i «Lille Rolighed» paa Kalkbrænderiet Forsamlinger for Smaaborgere og Haandværksfolk, som længtes efter en Forkyndelse, der bar et tydeligere kristeligt Præg.
Disse Kalkbrænderiforsamlinger vare Vuggen for den frie Menighed, der senere samlede sig om Grundtvig i Frederiks tyske Kirke og Vartov Hospital, og ved dem blev der ogsaa givet Stød til en hyppigere og lødigere Salmesang i Hjemmene og i Kirkerne.
1831 udgav Lindberg baade «Nogle danske og tyske Salmer til Brug ved Husandagt» og Samlingen «Zions Harpe».
I Begyndelsen af 1844 blev Lindberg uden Ansøgning, men ikke mod sin Vilje, kaldet til Sognepræst i Tingsted paa Falster, og i den idylliske Landsbypræstegaard, som han selv lod opføre, fuldendte han sit Livs Hovedværk, en ny Oversættelse af det gamle og det nye Testamente, uden de gammeltestamentlige Apokryfer, som han ikke fik Tid til at oversætte.
I Løbet af 16 Aar (1837-53) blev dette Arbejde, der udkom i Hæfter, fuldført, og derved fik den danske Kirke en Gjengivelse af det bibelske Ord, der vel ikke er uden smaa Unøjagtigheder og store Smagløsheder, men som, hvor Oversætteren naar højest, har noget af den lutherske Oversættelses Vaarfriskhed og folkelige Tone over sig.
Og ved den blev den hellige Skrift daglig Læsning i mange danske Huse (2. Opl. 1857-58).
Idyllen i Tingsted blev dog af og til forstyrret ved svage Dønninger af Kirkestriden i Kjøbenhavn, i det den ovennævnte Præst Gad, som Lindberg i sin Tid havde angrebet for hans Færd ved Herrens Alter, blev Biskop over Laaland-Falster og derved hans foresatte.
Men Lindberg følte sig trods alt saa lykkelig i Tingsted, at hverken Christian VIII’s Tilbud om det sjællandske Greve og Kildebrønde eller Monrads om det laalandske Dannemare og Tillitse kunde friste ham, og da Koleraen 1853 hærgede hans Menighed, viste han sig som «de angrebnes Læge og utrættelige Sygevogter».
Fra den falsterske Præstegaard havde han ogsaa med livlig Deltagelse fulgt den politiske Udvikling.
Som Grundtvig var han oprindelig en konservativ af det reneste Vand, fuld af Beundring for Enevælden; dog var der den Nuanceforskjel mellem ham og Grundtvig, at den højtdannede Christian VIII nærmest var hans Ideal af en enevældig Fyrste, medens Grundtvig, som bekjendt, især var begejstret for den landsfaderlige Frederik VI.
I mange Aar betragtede han den politiske Liberalisme og Radikalisme som et vanvittigt Forsøg paa at faa Træer til at voxe med Toppene nedad og Rødderne opad; men som Grundtvig blev ogsaa han ved Forholdenes Magt omskabt til en Ven af Frihed og Lighed.
26. Febr. 1853 mødte han paa Tinge som Folketingsmand for Nakskov, 27. Maj s. A. blev han gjenvalgt, og han vedblev at være Medlem baade af Rigsdagen og Rigsraadet lige til sin Død.
Sin Rigsdagsvirksomhed ofrede han mange Kræfter; han tog ofte Ordet og var Medlem af mange Udvalg og livlig interesseret i flere af de store statsretlige og nationale Spørgsmaal, der satte Sindene i Bevægelse.
1857 brød han op fra Tingsted for at overtage Præstegjerningen i Lille Lyndby og Ølsted i
Nordsjælland, men da var hans Kraft brudt.
Inden Aaret var omme, døde han, 10. Dec. 1857, i sin nye Præstegaard. Ved hans Grav priste Grundtvig ham som «en trofast Ven, en udmærket dygtig Arbejder og en navnkundig Stridsmand for Vorherres gode Sag».
– 1826 havde han ægtet Anna Cathrine Elisabeth Hansen (Datter af Destillatør J. P. H.), som han havde lært at kjende og elske fra hendes tidligste Ungdom.
Erslew, Forf. Lex.
Højskolebladet 1888, Nr. 42 f.
I. Barfod, Den falsterske Gejstligheds Personalhist. II, 169 f.
H.Jørgensen, Et Par Ord til Dr., Pastor J. C. L.s Eftermæle (1858).
N. F. S. Grundtvig, Kirkelige Lejlighedstaler S. 128 f.
Helveg, Den danske Kirkes Hist. efter Reform., 2. Udg., II.
L. Koch, Den danske Kirkes Hist. 1817-54.
Fr. Nielsen.