– Bind V – (1887-1905) – side 119 – 123 : les om denne interessante preste-skikkelse, med slike skussmål :
Fenger, Peter Andreas, 1799-1878, Præst, ældste Søn af (ndfr. omtalte) R. F. (d. 1825), blev født paa Christianshavn 16. Febr. 1799.
8 Aar gammel kom han i Borgerdydskolen, hvor blandt andre Poul Martin Møller var hans Lærer. 1816 blev han Student, 1820 theologisk Kandidat.
De følgende 7 Aar tilbragte han i Kjøbenhavn som Lærer ved Borgerdydskolen og Døtreskolen paa Christianshavn (Ludvig Chr. Müller etterfulgte ham/red.), og fra denne Tid stamme hans første litterære Arbejder. Efter i flere Aar at have været en flittig Tilhører hos Mynster traadte han i nærmere Forhold til Grundtvig, da denne var bleven resid. Kapellan ved vor Frelsers Kirke, og i den store Kirkekamp stillede han sig aabenlyst ved Grundtvigs Side.
Da Kandidat C. F. West skrev et lille Skrift om «nogle af Pastor Grundtvigs Vildfarelser», svarede Fenger ham med : «Oplysninger angaaende Grundtvigs
– 120 –
saakaldte Vildfarelser» (1826), og Aaret efter udgav han Thomas Kingos Salmer og aandelige Sange, det første Led i en længere Række af Arbejder, der sigtede mod det Maal at føre den kristelig vakte Del af Menigheden fra den evangelisk-kristelige Salmebogs matte og flade Omstøbninger tilbage til den ægte lutherske Salmetone.
1827 blev han kaldet til Sognepræst i Slotsbjærgby og Sludstrup i Nærheden af Slagelse, og der tog han med stor Nidkjærhed fat paa den Præstegjerning, som han med Trofasthed røgtede i over et halvt Hundredaar.
I nogle Aar saa det ud, som om hans Virksomhed slet ikke skulde bære Frugter, men lidt efter lidt kom Vaartegn til Syne, og F. blev i Aarenes Løb en af Hovedlederne for den religiøse Vækkelse, der bredte sig over en stor Del af det sydvestlige Sjælland («det hellige Land»).
Han var en utrættelig Deltager i de gudelige Forsamlinger og i de Missionsmøder, paa hvilke Forsamlingsfolkene mødtes, og ved hyppige Rejser blev han Raadgiver og Vejleder for mange Kristne i andre Egne af Landet.
2. Søndag i Fasten 1833 holdt han i Slagelse, under en Vakance, en Prædiken, der vakte stor Forargelse hos Rationalisterne paa Stedet.
Da han efter Opfordring havde udgivet sin Prædiken, blev den angreben af Præsten H. Bastholm i Slagelse (I, 591), Rektor Qvistgaard og fl., og under denne saakaldte «vestsjællandske Krig», der fulgtes med stor Deltagelse af alle vakte Kristne i Landet, fik Fenger flere Gange Lejlighed til at gjøre Rede for sin lutherske Kristendomsopfattelse.
Samtidig var han ogsaa virksom for Sognebaandets Løsning. Han var en af Hovedmændene, da der 1835 til Roskilde Stænder blev indgivet et Forslag om Sognebaandets Løsning, og i de følgende Aar virkede han for Sognebaandsløsningens Fremme, dels ved Indgivelsen af nye Andragender til Stænderne, dels ved et Flyveskrift : «Til danske Medborgere, angaaende et vigtigt kirkeligt Spørgsmaal i en bevæget Tid» (1836).
Tillige søgte ogsaa han og flere af de andre Præster i «det hellige Land» at stemme Regeringen til større Mildhed over for Deltagerne i de gudelige Forsamlinger, som ofte bleve forfulgte af Øvrigheden, og over for Gjendøberne, der begyndte at gribe om sig i de vakte Egne.
Da Biskop Mynster i en latinsk Bøn i Roskilde Domkirke, med umiskjendeligt Henblik paa dem, der arbejdede for kirkelig Frihed, havde sagt : «Du ser, Vorherres Jesu Christi Fader …, hvor stormfulde Tiderne ere, da oprørske og af en falsk Iver opflammede Mennesker styrte ind for at bryde de Baand, med hvilke du af din Miskundhed har
– 121 –
forbundet de kristne Samfund i dette Land med dig og med ham, du udsendte, Jesus Christus», kunde Fenger ikke tie til denne og flere andre bitre Hentydninger i Biskoppens Bøn, og han skrev i «Nord. Kirketidende» 1840, Nr. 39-41, et djærvt Stykke :
«Hvorlunde Biskop Mynster har holdt Bøn i Roskilde Domkirke». Heri klagede han over, at han og hans Venner uforskyldt vare blevne betegnede som Kirkens Bagvaskere, uden at der var Lejlighed til Forsvar, og han udtalte sin Bedrøvelse over, at en saadan Anklage kom fra Biskop Mynster, i en Bøn.
Mynster forholdt sig tavs over for Fengers Klager, men Fenger slap ikke sin Tro paa Religionsfrihedens kristelige og borgerlige Berettigelse.
Senere, da Spandet fremkom med sit Forslag om Religionsfrihed, skrev han et «Sendebrev» (1851; 2. Opl. 1890), i hvilket han talte den kirkelige Friheds Sag. Og den Djærvhed, der havde bragt ham til at tage til Orde mod Biskop Mynsters Bøn i Roskilde Domkirke, gav ham ogsaa Pen i Haand, da Monrad i en forholdsvis ung Alder, efter en Ministervirksomhed paa o.(omtrent/red.) 8 Maaneder, blev kaldet til Laaland-Falsters Bispestol.
Da udtalte han i en Bladartikel sin Blusel over, at «Kirkens højeste Embede bliver en Slags Pensionsanstalt».
Ved sin Deltagelse i de gudelige Forsamlinger havde Fenger vist, at han, trods sin store Hengivenhed for Grundtvig, dog var en selvstændig Personlighed; thi Grundtvig yndede ikke Forsamlingslivet.
Det samme viste han ogsaa ved sin livlige Deltagelse i Missionsmøder og sit Arbejde for Missionssagen.
Han var i mange Aar Medlem af det danske Missionsselskabs Styrelse, og baade med Mund og Pen søgte han at vække Interesse for Arbejdet paa Missionsmarken.
Efterhaanden blev dog ogsaa han, som flere af hans Venner, bragt til at indtage en mere afventende Stilling over for Missionen, og det var først i hans høje Alderdom, at Efterretningerne fra Santhalistan paa ny vakte den gamle Kjærlighed til Missionssagen.
3. Juni 1830 havde Fenger ægtet Louise Augusta Manthey (f. 21. Nov. 1808 d. 28. Okt. 1885), Datter af Etatsraad J. G. L. M. paa Falkensten, og i hende fandt han en mild og forstandig Hustru, der kunde dele alle hans Præstelivs Glæder og Sorger.
Da han 1855 holdt Sølvbryllup, skrev Grundtvig, til en Melodi, som Weyse havde komponeret til Fengers Svigerforældres Sølvbryllup, den bekjendte Bryllupssalme : «Det er saa yndigt at følges ad».
Men inden Sølvbryllupsdagen oprandt, havde Fenger holdt sin Tiltrædelsesprædiken som Sognepræst ved vor Frelsers Kirke paa Christianshavn, i hvilken
– 122 –
han selv var døbt og konfirmeret, og ved hvilken hans Fader i over 30 Aar havde været Præst.
I Kjøbenhavn aabnede der sig en ny og ikke mindre velsignelsesrig Virksomhed for den forrige Landsbypræst. Som Prædikant var en storstilet Enfold Fengers Naadegave.
Biskop Monrad, der i mange Aar var hans stadige Tilhører, gav ham det Vidnesbyrd, at han aldrig, hverken her eller i Udlandet, havde truffet paa en Prædikant, «hvis Ord har et saadant ganske ejendommeligt Præg af Troværdighed … man mærker, at der bag ved Ordene ligger et langt Liv, der fra Ungdommen har været viet Kristendommen med fuld og udelt Alvor og Nidkjærhed».
Som Præst ved vor Frelsers Kirke tog Fenger ogsaa Del i gudelige Forsamlinger for Soldater, Haandværkere og fattige Folk, og sammen med Pastor N. G. Blædel holdt han tillige maanedlige Møder for theologiske Kandidater.
For at bringe Salmesangen tilbage i det gamle Spor udgav han 1857 (7. Opl. 1873) sit store Tillæg til «Evangelisk-kristelig Salmebog», der har været i Brug i vor Frelsers Kirke indtil 1891.
Ved dette Arbejde, der røber Samlerens Øre for den ægte Salmetone, har Fenger bidraget meget til at vække og nære Kjærligheden til vore gamle Salmer og til at bane Vej for den grundtvigske Salmedigtning; thi Tillægget, der efter Fengers Død udkom som en hel Kirkesalmebog (1880), har, ligesom hans Samling af Morgen- og Aftensange (1858; 4. Opl. 1884), vundet en stor Udbredelse og fundet Indgang mange Steder uden for hans nærmeste Kreds.
Og ogsaa med Hensyn til Salmemelodierne har han stor Fortjeneste. Paa hans Opfordring satte Weyse, Hartmann, Rung, Barnekow og andre Toner til mange af de nye Salmer, og ved Indøvelsen af disse i mindre Kredse, der samledes i hans Hus, var han selv en dygtig Forsanger.
Allerede 1841 havde han udgivet en Skoleudgave af Luthers lille Katekisme, den saakaldte «Pavekatekisme», som oplevede mange Oplag. Af og til havde han i denne gjort mindre Stilrettelser, men da han i 13. Oplag (1868) foretog Ændringer af større Rækkevidde, vakte Sagen Opsigt, og efter at Pastor N. G. Blædel under en Fejde (II, 452) havde henledet Avtoriteternes Opmærksomhed paa Fengers Udgave af Katekismen, blev denne forbudt som Skolebog og som Ledetraad ved Konfirmationen (1874).
Fra sine tidligste Præsteaar havde Fenger ogsaa haft Øjet henvendt paa Skrøbelighederne ved vort Ritual, og 1874 udgav han et Forslag til en hel ny Alterbog, der imidlertid fandt lige saa stor Modsigelse som Tilslutning.
Og skjønt hans Dør tidlig og silde stod aaben for Mænd og Kvinder, der
– 123 –
søgte Raad hos den i aandelige Spørgsmaal saa vel forfarne Præst, fik han dog, foruden til de ovenfor nævnte Arbejder, tillige Tid til at give en god og omhyggelig Oversættelse af Rimberts Skildring af Ansgar (1863), den gamle Præsts kirkehistoriske Yndlingsskikkelse og aandelige Slægtning.
Som Aarene gik, toge Fengers Kræfter en Del af, men han bevarede til det sidste sin Arbejdslyst.
9. Juni 1877 holdt han under stor Deltagelse sit 50 Aars Jubilæum som Præst, hilset (af Chr. Richardt) med «en Tak for det, som er saa svært, – fordi du er, som du har lært».
Hans Menighed og hans Venner dannede i Dagens Anledning et Legat paa 6400 Kr., hvis Renter efter Fengers Bestemmelse skulde uddeles til Lærere og Lærerinder, der have virket paa Christianshavn.
Paa sin Jubeldag var Fenger endnu rask og rørig, men paa Aarets sidste Dag blev han kastet paa et Sygeleje, der 8. Febr. 1878 endte med Døden.
C. J. Brandt og Fr. Nielsen, Mindeblade om P. A. F., 1878.
F. Barfod, P. A. F,, en Levnedstegning, 1878.
Erslew, Forf. Lex.
J. F. Fenger, Det sydvestsjællandske Broderkonvent, 1890.
Fr. Nielsen.


















































