– II. Bind; s. 565 – 569 :
Boye, Caspar Johannes, 1791-1853, Præst og Digter, blev som Søn af nedennævnte Rektor Engelbrecht B. født paa Kongsberg i Norge 27. Dec. 1791.
Da Faderen overtog Rektoratet i Throndhjem, fulgte B. med til denne By og blev i saa ung en Alder færdig med at gjennemgaa Latinskolen, at der nægtedes ham venia ætatis til at underkaste sig Adgangsexamen til Universitetet.
Endnu i 2 Aar maatte han opholde sig i Norge, hovedsagelig tilbringende Tiden med fortsatte Studier, poetiske Forsøg og Informationer, indtil han 1810 blev Student i Kjøbenhavn.
I de Kredse, med hvilke den unge Nordmand plejede nærmere Omgang, saaledes den Collinske, vakte han snart Opmærksomhed som en livlig og i ikke ganske almindelig Forstand digterisk begavet Natur. En af hans Poesier gjorde endog en Opsigt, som nær kunde være bleven dens Forfatter farlig; det var et allegorisk Digt, «Nor til Dana», fremkaldt af Fredslutningen 1814 og glødende af Harme over, at den danske Regering havde samtykket i Norges Afstaaelse, inden den yderste Modstand var bleven forsøgt.
Om dette Digt (trykt hos A. Faye, Norge i 1814 S. 223 ff.) hedder det i Pavels’ Dagbøger, at det indeholdt «en næsten ren Opfordring til det danske Folk om at rive sig løs fra Frederik VI’s Scepter og i Forening med Norge hylde Prins Christian».
Det var altsaa af en statsfarlig Tendens og eftersporedes af Politiet, som udlovede en Belønning for Forfatterens Opdagelse; de cirkulerende Afskrifter bleve derfor skyndsomst tilintetgjorte, dog ikke før man først havde lært de revolutionære Strofer udenad.
At den unge Digter dog snart faldt til Ro under den nye Statsordning, ses af Pavels’ Dagbogsoptegnelse af 1816, hvori det hedder om Boye, at han «nu er dansk med Liv og Sjæl, vil bygge og bo der og giver endog sit Fædreland Finter i Dedikationsverset til sin Pige», nemlig foran Oversættelsen af Th. Körners Sørgespil «Rosamunda».
Han tog, efter i nogen Tid at have studeret Jura, 1816 den theologiske Embedsexamen, blev 1818 ansat som Andenlærer ved Jonstrup Skolelærerseminarium og ægtede s. A. sin forlovede, Maria Adolphine Birckner, ældste Datter af den bekjendte Mich. Gottl. Birckner og altsaa Stifdatter (stedatter/red.) af Jonas Collin.
Under Opholdet i Jonstrup – «nær ved det Sted, hvor Farumsøens Vande med større Nabosø sig kjærligt blande» – ere Hovedparten af Boyes verdslige Digte og alle hans Skuespil blevne til.
De indleveredes i rask Følge til Theatret og kom (sagtens med Støtte af den nytiltraadte Direktør Collin) alle til Opførelse, vel med vexlende Held, men dog saaledes, at Boyes originale Skuespildigtning i Theaterstatistikken staar antegnet med omtrent 70 Helaftens-Forestillinger.
1821 opførtes «Brødrene i Lejre», 1822 «Conradin, den sidste Hohenstaufer», 1823 «Juta, Dronning af Danmark», 1824 «Svend Grathe», 1826 «Kong Sigurd», samme Aar, ja endog samme Maaned «William Shakspeare» og 1827 «Erik VII» – alle, med Undtagelse af det romantiske Skuespil, som staar næstnederst i Rækken, Sørgespil i de regelrette 5 Akter og med historiske Æmner, saaledes som Titlerne vise.
Men rigtignok ogsaa kun Titlerne. Thi historisk Indsigt i Tiderne og historisk Blik for det Kostume, i hvilket de skulle fremkaldes paa ny, vil man forgjæves lede efter i disse Theaterstykker. Allerede den stærke Produktion inden for saa lille et Spand af Aar vækker en Formodning om, at kun en meget overfladisk Forberedelse er gaaet forud.
Men dertil kommer en Egenskab ved disse Skuespils poetiske Diktion, der, selv om man ikke tør sige, at den er beregnet paa at tildække Mangelen af historisk Karakteristik, dog i og for sig umuliggjør ikke blot denne, men endogsaa al psykologisk Skildring af blot nogenlunde Dybde.
Som Boyes dramatiske Digtning overhovedet er en Efterklang af Oehlenschlägers, saaledes kan man ganske særlig sige, at det er Klangen mere end Aanden, de stræbe at efterligne, og som saa mangen Efterligning synde de ved Overdrivelse.
Er Oehlenschlägers poetiske Sprog, just ved at være et saa ejendommeligt Udtryk for hans frodige, meddelsomme Personlighed, hyppig i Modstrid med den Tidsaand, det skulde give Mæle, saa bliver hos Boye Meddelsomheden til Snakkesalighed og den naturlige Frodighed til et Drivhus-Plantelivs spraglede Blomsterpragt. Metaforen er den eneste Talefigur, han kjender, og af den gjør han en saa udstrakt Brug, at endog den naturligste Ordvexling om jævne Forhold omskrives i Billeder og indsvøbes i Blomster. Og i det denne Udtryksmaade benyttes uden Forskjel af Kongen som af Bonden, af Helten som af Skurken, drukner enhver anden Karakteristik end den, der kan paasættes udvendig med stærke Farver, i dens Ordflom.
Hvad der yderligere berøver Boyes Dramer deres Marv, er, at de som «Sørgespil» ikke ere gjennemsusede af den tragiske Kollisions Vingeslag, men have deres Konflikt inden for den «historiske» Persons mere private Sfære, mod hvilken Historien kun danner den fjærnere Baggrund.
Paa den anden Side skal det indrømmes, at Boye under sit næsten lidenskabelige Arbejde for Theatret gjorde iøjnefaldende Fremskridt, hvad Beregningen af den sceniske Virkning angaar, og at hans Skuespil havde adskillige Egenskaber, der maatte sikre dem en nogenlunde varig Theatertilværelse.
Kan man f. Ex. i «Erik VII» overhovedet forsone sig med en Fremstilling af Kong Erik Glipping, der nærmest skildrer ham som en sentimental Biedermann, saa kan det ikke nægtes, at der er lagt et ikke almindeligt dramatisk Talent for Dagen i hele Planens Bygning med Handlingens stadig stigende Interesse, i Situationernes Liv, i kraftig virkende Sammenstillinger og Modsætninger.
Det samme gjælder, med en lignende Reservation for Hovedpersonens Vedkommende, om Boyes hyppigst opførte Skuespil, «William Shakespeare», der, ejendommeligt nok, udmunder i en Apotheose af ren balletmæssig Art.
I en Periode, da Skuepladsen raadede over myndige Personligheder med imponerende Ydre, sonore Stemmer og den af den Oehlenschlägerske Tragedie uddannede brede, klangfulde Deklamationsmaade, kunde Boyes Sørgespil ikke forfejle deres Magt over Sindene. I vore Dage turde de anses for sceniske Umuligheder, ligesom Boyes verdslige Lyrik og Romancedigtning kan betragtes som fuldstændig glemt med Undtagelse af de to Stykker : «Kirkeklokken i Farum» og «Sang for danske» («Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden»).
Fortegnelsen over Boyes Arbejder for Scenen maa endnu forøges med de 3 Texter til dramatiske Musikværker : «Elisa» samt «Hugo og Adelheid», skrevne for Kuhlau, «Floribella», skreven for Weyse. Desuden har Boye blandt flere andre Skuespil oversat A. Mülmers famøse Skæbnetragedie «Brøden», Raupachs Sørgespil «Isidor og Olga» samt P. A. Wolffs lyriske Drama «Preciosa».
1826 blev Boye udnævnt til Sognepræst for Søllerød Menighed og vendte sig fra nu af næsten udelukkende mod en litterær Produktion, der laa hans gejstlige Stilling nærmere end Forfatterskabet for Scenen.
Han begyndte her og fortsatte efter sin Forflyttelse til Helsingør, hvor han 1835 blev Sognepræst ved St. Olai Kirke, Udgivelsen af et Salmeværk : «Aandelige Digte og Sange», hvis 4 Samlinger udkom i Tidsrummet 1833-37; en ny Samling udgik i 2 Dele 1840-43, og denne omfangsrige religiøse Digtning sammenfattedes og forøgedes endelig i de 3 Bind «Salmer», som udkom i Aarene 1847-54.
I den til Kirkebrug nu avtoriserede, fra Roskilde Præstekonvent udgaaede «Salmebog til Kirke- og Hus Andagt» er Boye repræsenteret ved et Udvalg af paa det nærmeste 30 originale Salmer; han staar med dette Tal i Række med Brorson, Ingemann og Grundtvig som Kontingent-Yder til den i daglig Praxis anvendte Salmelitteratur, medens alene Kingo rager højt op over dette Tal med sit Bidrag af mere end 80 Salmer.
Blandt Boyes aandelige Sange kunne exempelvis fremhæves «Dybt hælder Aaret i dets Gang», «Med Spottens Rør i fromme Hænder», «Bliv hos os Mester, Dagen hælder», «Jeg vil nu gaa til Herrens Bord» samt Salmen Nr. 355 ved Kirkeaarets Slutning.
Ogsaa som Prædikant vandt Boye megen Tilslutning, især efter at han 1847 var kommen til Kjøbenhavn som Sognepræst ved Garnisonskirke. Hans homiletiske Veltalenhed var ved sin Billedrigdom i Slægt med hans poetiske Diktion og gjorde Virkning i den smukke, anselige og i sin ydre Fremtræden myndige, men i Grunden bløde og kjærlighedsfulde Personligheds Mund.
To Prædikensamlinger, hver i 2 Dele, ere udkomne 1838-39 og 1853.
Boye døde 6. Juli 1853 som et af Ofrene for den i Kjøbenhavn hærgende Koleraepidemi.
Hans «Udvalgte og samlede poetiske Skrifter» vare udkomne i 4 Bind 1850-51.
Erslew, Forf. Lex. Overskou, Den danske Skueplads.
P. Hansen.