– dato fredag 29. juli; det må allerede i innledningen kommenteres at artikkelforfatteren unnlater å nevne, siden denne minne-artikkelen publiseres i Drammen, at Caspar Johannes’ yngre bror Matthias Andreas Boye hadde vært lærer ved Drammens Latinskole på Strømsøe fra 1817 til 1825 og skaffet seg stort ry gjennom dette virket; det interessante ved «Drammens Blad» er også at redaktøren Frederik Wilhelm Bergh var redaktør for «Drammens Tidende», som var eiet av Jacob Wulfsberg, sønn av den enda er kjente Nils Wulfsberg, men en konflikt om veivalg for avisen, medførte at Bergh sa opp sin stilling og gikk sammen med eieren av «Drammens Adresse», boktrykker Ole Throndsen Steen, og fra 1. januar 1851 utgav denne som «Drammens Blad»; i en kopi av artikkelen i «Christiania-Posten 5. august står anført en anonym deltager av «Theater-Direktionen» som forfatter av artikkelen om Boye; Redaktør Bergh sluttet som redaktør i juni 1854 for å vie seg helt til sin praksis som advokat; fra april samme var Bjørnstjerne Bjørnson blitt engasjert som avisens Kristiania-korrespondent, noe som vedvarte et knapt år;
– men her følger den interessante artikkelen – uten at den annen av de to diktere som nevnes i artikkelen, dansken Julius Frederik Schaldemose, berøres her på ‘borgerskolen’; ved tiden for Caspar Johannes’ bortgang (6. juli 1853) var broren Matthias Andreas «Toldkasserer» i Kristiansund og blant dem som det hentydes til i slutten av artikkelen :
To danske Digtere ere i den første Halvdeel af indeværende Aar afgaaede ved Døden, og da den ene af dem er norskfødt, og den anden i alt Fald ved sine mange Oversættelser af Nutidens Klassikere formeentlig er kjendt af det store Publikum, maa det antages at være af Interesse for Bladets Læsere at faae vide Lidt om disse Forfatteres Liv og Værker.
Kaspar Johannes Boye
var født paa Kongsberg i Aaret 1791. I Aaret 1810 blev han Student ved Kjøbenhavns Universitet, og har senere virket som Præst i flere danske Præstekald, navnlig i Helsingør og sidst som Præst ved Garnisonskirken i Kjøbenhavn, i hvilken Stilling han døde i denne Maaned som et af de første Ofre, Koleraen fordrede udenfor de lavere Klasser i Staden.
Han optraadte først som Oversætter af flere af W. Scotts Romaner f. Ex., og «»Ivanhoe», «Fængslet i Edinburg», «Montrose», «Den gamle Gravmand», »Bruden fra Lammermoor» (de fleste i 2 Udgaver) have vi oversatte fra hans Haand.
Han optraadte derpaa som Dramatiker og Lyriker, og vakte ved Sørgespilletr «Juta» (1821) stor Opmærksomhed, hvilket man kan see af de Ord, hvormed K. L. Rahbek i sin «danske Læsebog og Exempelsamlings» 2den Deel (1825) ledsager et Par af ovennævnte Sørgespil udtagne Scener. «Hvem af vore yngre geniale tragiske Digtere vi skylde Sørgespillet «Juta», «siger han», derom ere Meningerne deelte (Stykket udkom anonymt, udgivet af Theaterdirektionen); men at intet af disses Arbeider staaer over det, lader sig neppe betvivle; man har derfor troet at burde slutte (2det og sidste Bind af Exempelsamlingen) med en Prøve deraf og overlade Fremtiden at indtegne Forf.s Navn paa sit vedtilbørlige Sted mellem vore Tragikere».
– Senere udgav Boye af dramatiske Arbeider: «Floribella», »William Shakspeare», «Erik den Syvende», «Hugo og Adelheid» (hvortil Kuhlau komponerede Musiken) og «Svend Grathe» (et Emne, Nordmanden Hauch senere har behandlet) samt »Baggesens Mindefest», hvilken Digters Arbeider Boye sammen med Baggesens Sønner har udgivet (1827 til 1832).
– Før »Juta» havde han leveret »Brøderne i Leire», «Elisa eller Venskab og Kjærlighed» og af lyriske Sager : »Davidsharpen» (1817) og Digte, 1ste Deel. I de senere Aar har Boye udgivet fire Samlinger «Aandelige Digte og Sange» og i 1840 «Ny Samling af Digte». I de Par sidste Aar holdt han paa at udgive en Samling af Prædikener, hvoraf allerede flere Hefter vare udkomne i Helsingør, da Døden pludselig skilte Danmark ved en begavet Digter og Taler.
Det er paa den Bane, som Boye ved sin »«Davidsharpe» slog ind paa : Psalmedigtningen, at han har erhvervet sig størst Ros som Digter.
– Han gik trolig i Kingos og andre ældre Psalmedigteres Fodspor, forsaavidt som han bibeholdt hines troskyldige fromme Toner, og dertil ere hans Psalmer og aandelige Sange affattede «i et smagfuldt og flydende Sprog» – saa siger en nyere Kritiker, der tillægger hans dramaliske Arbeider kun en «underordnet Rang».
– Vi ville til Slutning bemærke, at maaskee den smukkeste danske Nationalsang er af ham : det synes, som om Nordmændene ret have sin Styrke i den Slags Poesi.
– Den bekjendte Sang «Der er et Land; dets Sted er høit mod Norden» hører nemlig til Boyes «Digte» fra 1819 – en Sang, der især siden Weise har sat den udmærkede Melodi til samme, fast er bleven de Danskes «kronede Nationalsang».
Som Taler var Boye meget yndet, og havde i Kjøbenhavn alle derværende Nordmænd til Tilhørere, thi han havde bevaret sit «norske Maal», saa de Norske syntes, det klang anderledes at høre ham end selve Grundtvig i Vartou : det var ligesom Hjemmets bekjendte Toner selv under Forholde, der ere vore egne saa lige, dog tiltalte anderledes, især naar det var den begavede Boye, fra hvem Ordet udgik.
Boye har rundt om i sit Fødeland Familie, der har mistet en kjær Slægtens Pryd – medens Danmark har tabt en af sine fremragende Mænd.