– for «Søndagen den 3die september 1837», vi kan gå ut fra at det var den unge redaktøren Adolf Bredo Stabell (f. 1807) som står bak denne oppsatsen. To år tidligere, i august 1835, var den 47-årige eier av avisen, Rasmus Hviid, gått bort og avisen fortsatte i hans enkes eierskap (Else Marie f. Ring).
Temaet som tas opp her er interessant, også fra et norsk ståsted, og berører den danske bondes ufrihet. I århundrer hadde «Vornedskabet» stått sterkt og var gjeldende helt fram til slutten av det syttende århundret; dette bandt bonden til jorden der han ble født. Under kong Christian VI (1730-1746) ble dette bånd gjeninnført i en annen form ved det såkalte «Stavnsbånd» og var formelt i kraft fram til slutningen av århundret.
Det som Stabell her berører gjelder den manglende opplysning vi hadde her oppe i Norge gjeldende et annet «bånd» som var knyttet om den danske bondes hals, nemlig hvordan kausjon måtte stilles for fravær fra godset og amtet, slik man så ved kausjon for en forbryter; artikkelen berører også hvordan denne type «frihets-tema» faktisk kunne få luftning både i danske og norske aviser, hvor kravet om større ytringsfrihet hadde vunnet gjenklang og fått fotfeste – og ulikt situasjonen i Sverige, der slik informasjon om bondebefolkningens kår var sjelden;
– les denne korte, men svært interessante artikkelen :
Dansk Bondefrihed.
Hos de Normænd, som uden at kjende nøiere til Danmarks Forfatning danne sine Begreber om Bondestandens Rettigheder der (i Danmark/red.) af Digteres og Smigreres Jubelraab over Bondefrihedens Indførelse af Kong Christian den 7de, og tænke paa at Danmark ogsaa har en Frihedsstøtte, vil det formodentlig vække Forundring i Københavnsposten No. 232 at see, hvor meget af Stavnsbaandet, som endnu ligger tilbage paa den trofaste danske Bondes Hals.
«Den værnepligtige Bondekarl er, saavidt den personlige Frihed angaaer, indstrænket derved : 1) at han ikke uden Amtspas kan forlade Amtet, og at saadant Pas kan ikke erholdes uden ved at stille en Kautionist, som indestaaer for at den Bortrejsende ikke deserterer. 2) At Amtmanden kan nægte enhver Bondekarl Pas til at forlade Amtet, naar efter hans Skjøn Amtets Beboere ikke ere tjente med at Bondekarlene udvandre derfra til andre Egne i Riget, hvor Huusbonderne give en større Løn !»
Denne Indretning godtgjør, at den danske Landmand endnu ikke er ganske fri, men at han kun har ombyttet Vornedskabet under Adelsmænd med et Vornedskab under Regjering og Embedsmand.
Den samme Bestemmelse, at en Udflyttende skal stille Kaution, ligesom en Forbryder, finder ogsaa Sted i Rusland og hindrer meget Udvandringer og Flugt fra dette Rige.
Den Omstændighed, at denne Notits i Kjøbenhavnsposten er meddeelt af en Skolelærer Fredriksen i Tranekjær, som gjør grundige Bemærkninger om det for Kulturen og Agerbruget hinderlige i at Bønderne ere saaledes bundne til Amtet og forbudne at see andre Egnes Forbedringer, antyder ellers, at de fattigere Klasser i Danmark have vognet til en politisk Modenhed og Følelse af deres Stilling, som gjør dem værdige til en bedre Skjæbne og snart maae kunne forhverve dem den.
Den danske Tidnings Presse, saavelsom vor norske, adskiller sig i det Hele taget i den Henseende fordeelagtigere fra den svenske, at man ikke sjelden seer indsendte Opsatser i Bladene, som tydeligen ere forfattede af Folk, der ikke ere Skribenter af Profession. Kun paa den Maade bliver Pressen den offentlige Menings Udtryk.
Hvor derimod Tidningsliteraturen, ligesom i Stockholm, synes at drives ganske af et Antal talentfulde eller intrigante Forfattere, kan den lettelig komme til at afspeile disses individuelle Griller og private Kjævlerier istedetfor at tolke Nationens Behov og virke til dens Fordeel.
De svenske Tidninger indeholde derfor ikke eet Ord om den svenske Bonde, for ti om Tyrken og Paven.