– for «Løverdag 29de Mai» – hvor det refereres fra en aktuell sak fremmet i det franske lovgivende kammer – på bakgrunn av at en fransk jødisk handelsmann – hr. Wormser – som reisende handlende var blitt nektet opphold utover en viss varighet i hovedstaden Dresden i kongedømmet Sachsen;
Frankrig.
I Journal des Debats for den 8de dennes leses Følgende :
»De Deputeredes Kammer vil en af Dagene blive forelagt M. de Beaumonts Betenkning, angaaende en Petition fra en fransk Israelit, Hr. Wormser, Kjøbmanb og Valgmand i det 5te Arrondissement af Paris, som, under et Ophold i Dresden i Marts Maaned f. A., modtog Ordre til at forlade denne By under Straf af Anvendelsen af den Sachsiske Lov, som forbyder Israelitiske Kjøbmænd, som der ikke ere bosiddende, at opholde sig i Hovedstaden lengere end 24 Timer.
Hr. Wormser paaberaabte sig, for at undgaae dette Paabud, sin Egenskab af Franskmand; han forestillede dem, at den franske Lov sikrer enhver Indfødt, uden Hensyn til Religion, lige Rettigheder og en lige Beskyttelse; han havde, som Franskmand, Ret til den samme Behandling som sine Landsmænd.
Hans Forestillinger vare imidlertid frugtesløse; Alt hvad han kunde erholde var Tilbudet om at erholde Tilladelse til undtagelsesviis at opholde sig der paa ubestemt Tid. Hr. Wormser afslog denne Indrømmelse; han troede, ved at modtage den, at give Slip paa en hellig Ret og at tilsidesætte de Pligter, han skyldte sine Troesforvandte og sine Medborgere; han forlangte kun den simple Retfærdighed, og da han ikke kunde opnaa den, besluttede han sig til at forlade Dresden.
Den Udelukkelsesact, som har rammet Hr. Wormser, ligger saa ganske udenfor vore Sæder og Begreber, at den sikkerlig vil være saa godt som ubegribelig for den største Deel af vore Læsere.
Det er ikke Alle, som vide, at den Deel af Lovgivningen i Sachsen, som angaaer Israliterne, er den samme som i Middelalderen var almindelig i Europa, en Lovgivning, hvoraf man endnu finder altfor talrige Spoer i flere af de tydske Stater, men som i Sachsen næsten har holdt sig aldeles uforandret.
Israeliterne ere der berøvede Ret til at besidde, Ret til at arbeide, ja selv Retten til at gifte sig. Antallet af Ægteskaber er bestemt, for at hindre Forøgelsen af den Israelitiske Befolkning. Denne Befolkning kan ikke bo paa noget andet Sted end i Dresden, til et Antal af henimod 800 Individer.
Det er sandt, at der for 3 Aar siden blev fremsat for Kammerne et Emancipationsforsiag, der var fremkaldt af oplyste Borgeres Opinion i dette Land; men Modstandernes Opposition bragte dette Forslag til at mislykkes, og Resultatet blev kun følgende Concessioner : Jøderne bleve befriede for den Afgift af 50 Thaler, som de havde at betale hver Gang det havde brændt i Byen; de bleve berettigede til at betjene sig af Stole og Bænke ved deres Handel med Klæder, den eneste Næringsvei, som stod dem aaben med Undtagelse af den at drive Vexeleerforretninger eller være Juvelerer; endelig blev det dem tilladt at lære Haandværk, uagtet Udøvelsen deraf fremdeles blev dem negtet.
Saadan er den Lovgivning i Kraft af hvilken en af vore Med borgere er bleven tillagt Ordre at forlade Sachsens Hovedstad.
Det er sikkerlig ikke vor Hensigt, at indblande os i den Sachsiske Devotions Retspraxis, eller forhindre den fra at gjøre sig fortjent af Fromheden paa Retfærdighedens Bekostning, hvis forøvrigt Sagen i nærværende Tilfælde dreier sig om Himlens og ikke om de dresdenske Kræmmeres Interesser.
Imidlertid kan ikke denne Føielighed gaae saavidt, at vi rolig skulde taale, at man med Hensyn paa os krænker Folkerettens første Principer. Hvor udtrykkelige Stipulationer ikke fastsætte det Modsatte, hvilket her ikke kan være Tilfældet, ere Nationalitetsrettighederne aldeles uafhængige af enhver speciel Regel og navnligcn af den Paagjældendes religiøse Tro.
Saaledes have, for at vælge et Exempel, der vedkommer Sachsen selv, Tractaterne mellem de tydske Toldforbundsstater indrømmet de enkelte Staters Undersaatter, uden nogen Indskrænkning, gjensidig Handelsfrihed, og da Sachsen er en af disse Stater, har det ikke kunnet nægte de tydske Israeliter Ret til at opslaae deres Boder paa Leipziger-Messer, uagtet det nægter sine egne Borgere af samme Troesbekjendelse Ret dertil.
Det er dog en forunderlig Anomali; men imidlertid bestaaer dette Factum, det ligger klart for Dagen.
Men naar man nu har erkjendt dette Princip med Hensyn til det tydske Toldforbund, med hvilken Ret vil man da nægte at erkjende det med Hensyn til Frankrig ?
Det som gjør dette Forlangende af Sachsen endnu mere uantageligt, ere de Grunde, hvorpaa det støtter den. Sachsen seer i den israelitiske kultus mere end en Troesbekjendelse; det paastaaer deri at see en bestemt Nationalitet, og det er denne Nationalitet, som det vil angribe i de franske Israeliter.
Men med mindre vi ville lade ikke blot Principet for alle vore Institutioner undergraves i sin Grundvold, men endog ethvert folkeretligt Princip, maa man indrømme, at Frankrig er den competente Dommer over deres Nationalitet, som det tilstaaer fransk Borgerret.
Vi tvivle ikke paa, at disse Betragtninger ville afgjøre Kammerets Votum«.