– og formidlet som et innsendt stykke i «Kongsberg Adresse» for «Tirsdag 8 Februar» 1881″; det gir oss et interessant bilde av hva som lå til grunn for det som mange oppfattet som fremmedartet og dermed uønsket i det rolige og tradisjonelle samfunn som staden Kongsberg utgjorde på dette tidspunkt.
Metodistenes virke på Kongsberg hadde ikke vært av lang varighet, da metodistmenigheten var blitt dannet høsten 1873, og dermed kun 7-8 år forut for dette innsendte stykket – som var inngitt anonymt.
Det er interessant, det som anføres nedenfor, at det på denne tiden – annen halvdel av 1870-tallet og begynnelsen av 1880-tallet – fantes 2 frie lokaler som tiltrakk seg kristelig interesserte på denne tiden – utenom det mektige kirkelokalet på Kongsberg, nemlig metodistenes oppe i Møllergaten, det som ikke mange årene etter ble Frelsesarmeens lokale, og det som nedenfor blir benevnt som «Aakeren»; dette siste var det lokalet som opprinnelig tidlig på 1840-tallet ble bygget av den særegne legmann og kirkebygger Andreas Olsen, født på Kongsberg 10. april 1816 og gikk bort 81 år gammel i Kristiania 23. april 1897. Denne salen gikk også under betegnelsen «Aakersalen» (les mer om den her) og var samlingssted for Haugianerne og hvor også omreisende/tilreisende forkynnere tok inn og samlet tilhørere; Andreas Olsen selv flyttet fra Kongsberg sent på 1840-tallet og virket flere steder omkring på Østlandet som bygningsmann og ikke minst skapte han seg et navn som kirkebygger. Men med hans vidtfavnende syn kan det være spørsmål om han selv ville stille seg så avvisende til metodistenes og andres friere virke på Kongsberg på 1880-tallet, slik det fremkommer nedenfor; – les dialogen her :
Per og Hans.
Hans. Naa Per, hvad er paafærde, du ser saa mismodig ud idag ?
Per. Aa ser du Hans, jeg har faaet saa meget at tænke over i den senere tid, at det næsten begynder at gaa rundt for mig.
Hans. Tør jeg da spørge, hvad det egentlig er, som ligger dig paa hjertet ?
Per. Det skal jeg aabent og ærligt sige dig, saameget mere, som jeg tror det lette lidt at faa aabne sit hjerte for en gammel ven. Som du ved (vet/red.), har det altid ligget mig paa at passe mit arbeide, og Anne, kjærringa mi forstaar du, har stellet i huset med det vesle vi har havt, saa godt hun har kunnet, og vi har følt os noksaa lykkelige og tilfredse, og vi har ogsaa paa samme tid stræbt at holde os til vorherre paa vor vis. I de første aar efterat vi vare gifte, brugte vi gjerne begge at gaa i kirken om søndagen, Gamle mor passede lille Tulla; senere, da Smaarollingernes antal tiltog, brugte vi gjerne at byttes paa, saa at vi efter tur var hjemme hver vor søndag, og naar saa den af os, som havde været i kirken, kom hjem og havde hvilet sig en stund, anvendte vi som oftest lidt af eftermiddagen til at samtale om, hvad presten den dag havde lagt ud af evangelia for at den hjemme værende ogsaa kunde faa lidt godt deraf, og vi hyggede os rigtig godt paa denne maade uden andet selskab; der var fred og der var tilfredshed i vort kjære hjem.
Hans. Nu vel, hvad er der da iveien for, at det ikke fremdeles kan være saaledes ?
Per. Ja, det skal du nu faa høre. Det er nu saa omtrent e par aar siden, at nogle af disse velvillige, men før ukjendte puritanere begyndte at trænge sig ind i vort hus. Saa kom den ene og saa den anden sliskende og smiskende med fortællinger om de rørelser og følelser han havde havt, den fred han nu følte osv. I begyndelsen hørte jeg derpaa, jeg kan næsten sige med beundring, skjønt det faldt mig vanskeligt at fatte, hvorfor man endelig først maatte ud af statskirken for rigtig fuldt ud at kunne faa del i de anførte goder. Da vi imidlertid fik den besked, at nogen udmeldelse for det første ikke var nødvendig, og da baade jeg og Anne gjerne ønskede at faa lidt nærmere kjendskab til disse forespeilede herligheder, fulgte vi indbydelsen og deltog ret flittig i disse møder eller opbyggelser, som du ved (vet/red.) holdes baade paa Møllergaden og paa Aakeren. Vi fik nemlig indtrængende opfordringer fra begge partier, og jeg tænkte som saa, lader os prøve begge dele, saa vælge vi siden det bedste, og endelig tillod jeg ogsaa, at der kunde holdes opbyggelse i vort hus, dels for at føie mig efter gjentagende opfordringer, dels ogsaa i den tanke, at den aand og fred, som jeg havde hørt saa meget om, men som jeg forgjæves søgte efter hos mig selv, maaske lettere vilde finde indgang til mit hjerte i hjemmet end udenfor samme. Men da dette haab slog feil, og jeg ved siden af alt andet, jeg hørte af disse mine nye venner, brødre og søstre, som de kaldte sig, stadig maatte høre ilde om alt, som før havde været mig dyrebart og kjært : kirken, presterne, skolen, mine lærere, min daab, min altergang (naar en methodist nylig har maattet høre ilde i dette blad, fordi han bekjendtgjorde, at deres pastor ikke prædikere om sakramenterne da tror jeg dette var mindre beføiet : thi han bekræftede formentlig derved kun den sandhed, at det er af børn og enfoldige folk, du skal faa høre sandheden; han udtalte kun paa papiret, hvad de godtfolk oftere yttre i krogene), kort alt, som jeg før havde glædet mig i, begyndte jeg at blive mere og mere tvivlraadig. Jeg vidste vel, at vort kirkesamfund kunde have sine mangler, men at alt skulde være saa galt, havde jeg aldrig tænkt mig, og naar jeg tillod mig at yttre noget saadant, fik jeg altid den besked, at dette var noget, jeg ikke kunde indse, «saalænge jeg endnu var et verdensbarn». Meen da nu meget af det jeg hørte, ikke efter mine begreber havde hjemmel i gudsord, men tvertimod var en lig opfatning af samme, begyndte jeg efterhaanden at tvivle paa, om den aand, hvooraf disse mennesker talede, virkelig var en god aand. Opblæsthed, egenretfærdighed og aandeligt hovmod kan dog aldrig være af det gode, tænkte jeg. Min gamle faders formaning til mig : «Beflit dig paa ydmyghed for Gud, og vær altid beskeden, naar du bedømmer dig selv; thi egen indbildning er altid daarens sikre kjendemærke» –- kom ofte i mine tanker i denne tid. Nok er det, efterat jeg i nogen tid havde funderet paa alt, hvad jeg havde hørt og erfaret, kom jeg til det resultat, at jeg trak mig til bage, fast bestemt paa at blive ved min børnelærdom, og heri var da Anne ogsaa –saavidt jeg kunde skjønne – enig, og dermed troede jeg, at alt var godt og vel, at alt igjen skulde komme i sit gamle gjænge. Men desværre, enden var ikke dermed. Man rettete bebreidelser mod os, fordi vi havde sveget vore venners haab, hed det, og graad og tænders gnidsel vilde blive vor sikre lod. Huf ! det formelig gyser i mig, naar jeg tænker paa alle de trudsler og haansord, vi maatte døie. Det godtfolk slipper ikke lettelig ikke taget.
Gud forlade mig, men havde jeg ikke nær sagt, at de maa have nogen lighed med den mand, om hvilket det hedder, at faar han den ene fingeren, saa tager han siden hele haanden. Jeg havde imidlertid opgjort min mening, og dermed mente jeg, fik det blive. De vedblev dog desuagtet af og til med at se ind til os, de ere nu som du ved saa inderlig søde, venlige og omsorgsfulde, og navnlig nød min hustru oftere den ære, naar jeg var fraværende paa arbeide. Af og til fortalte Anne mig om disse besøg, snart af broder Jacob og snart af søster Berthe, uden at det faldt mig ind, at deri kunde ligge nogen fare. Efter nogen tid begyndte imidlertid Anne at blive mindre pratsom, end hun tidligere havde været, naar jeg kom hjem, og naar hun talte, endte det som oftest med en beklagelse over al denne verdens synd og elendighed, om hvor nødvendigt det var at tage fat paa omvendelsen osv. Lysten til at høre gudsord i kirken som tidligere (som det tidligere hadde vært/red.) var kjølnet, og, da jeg forleden dag kom hjem, sagde hun til mig uden synderlig omsvøb, at nu var hun bleven overbeviist om, at maatte ud af statskirken, om vi skulde blide Guds børn og komme i himmelen.
Vel havde jeg lagt mærke til, at min hustru i den senere tid oftere var fraværende naar jeg kom hjem, at maden ikke altid som tidligere stod færdig og ventede paa mig, naar jeg kom hjem af arbeide, at det ikke var frit for, at børnene en og anden gang saa mindre velstelte ud osv., men at sagen havde taget en saa alvorlig og sørgelig vending, som jeg senere har maattet erfare, havde jeg dog aldrig drømt om. Jeg har søgt at tale min før saa snille og fredelige hustru tilrette, jeg har søgt at minde hende om vor enighed og lykke i tidligere dage, men det er kun at tale for døve øren, hun er som forhexet, – vor husfryd og husfred er borte, og hvad der sætter kronen paa værket, det er, at den ældste Datteren fuldkommen er gaaet over paa moderens parti. »Vi maa, vi vil, vi kan ikke andet, det er saa deiligt, saa hyggeligt i disse møder, de ere saa kjærlige og den lige alle disse mennesker – –– aa ! aa!».
Saadan er tonen, og ved du, hvad de svarede mig, da jeg forleden dag lod falde et ord om, at det havde hendt, at kjærligheden undertiden ogsaa var bleven vel hed (varm/red.) under hellighedens maske, og at det især for yngre mennesker nok ikke var saa ganske afveien at være paa sin post.
«Far», raabte baade moderen og datteren paa en gang, «du er endnu et verdens barn og dømmer blot efter kjødet, men havde du smagt den aandelige kjærlighed, talte du ikke saa, da vilde du nok have andre tanker», – Ser du, min ven, saavidt er det kommet i mit hus. Mit hus, som i tidligere dage var et fredens hjem, mit jordiske paradis, er blevet for vandlet til tvedragtens bolig.
Hans. Ja, naar sagen staar saaledes, saa kan jeg nok forstaa din bekymring, men det er da skrækkelig, at Guds ord skal kunne føre til saadanne resultater.
Per. Nei Hans, Guds ord maa ikke have skylden derfor; det er blot den feilagtige opfatning deraf, som er aarsagen og intet andet. Gud forblinder de vantroendes sind, ser du, det er sagen.
Hans. Nu vel, lad det være som det være vil, jeg vil iallefald bede Gud bevare mig og mine fra at blive heldet i slig vildfarelser; Ingen som drives af en god aand kan ville vække splid i familien og forstyrre den huslige fred.
Per. Nei der har du vist ret, og jeg vil føie til. Stort ansvar maa de mennesker have, som i sin aandelige blindhed eller misforstaaede iver, forvolder saa megen sorg og elendighed i familierne; thi tilstanden i mit hus er nok ikke enestaaende.
Per.