– innsendt til avisens redaksjon og som retter kraftige angrep mot især engelsk og amerikansk misjonsvirksomhet, her nevnt i regi av metodistene og herrnhuterne (brødrevennene); her angripes helt konkret disse misjoners arbeid på “Sandwichøerne”, som nå er bedre kjent som Hawaii – siden 1959 en av USAs 50 stater; interessant er det også at det trekkes fram at “Missionærinteressen prækes langs Kysterne”, altså her hjemme, hvilket var nøyaktig på det tidspunkt far og sønn – Fredrik Tobias og Hans Christian – Knudsen reiste langs kysten til stedene/byene beliggende fra Christiania til Stavanger for å tale misjonens sak; interessant er også referansen til den danske særegne bonde og lekmann Ole Peter Holm Larsen;
Indsendt. Man begynder atter hos os at kryste Hjerter, Øren og Punge for Missionsvæsenet. Det kan hjælpe Kiøbenhavner-, Wiener- og Hamburgerlotterierne i den billige Afgivt, dette rige og velsignede Land skylder og aarlig redelig betaler Udlandet, der har en stærk Befolkning, som behøver og veed at bruge Penge.
Dette gjør os afholdte i Udlandet, som ikke glemmer at mane os, om vi end glemmer at en god Deel af den bittre Nød, som hersker i vort eget Hjem, kunde afhjælpes ved disse moderne Peterspenge, som Lettroenheden faaer bøde og Landet miste, og som, hvad Missionsbidragene til Oceanien angaaer, ikke ere bedre anvendte end om de vare kastede i Oceanet.
De komme idetmindste ganske vist i et ligesaa bundløst Svælg : i den listige Havesyges, som ikke først i vore Dage har opdaget, at Skinhellighed er en ganske fortrinlig Myntslager.
Beretninger om disse Missionærers slette Atferd, hvor de ere noget langt ude af Kontrollen, have forlængst trængt hid over Havene. De fleste Reisende bekræfte Rygter om deres politiske og religiøse Tyranni, den falske Kristendom, den skumle hernhutiske og methodistiske Skinhellighed og det Hang til Yankeestreger, som nu er udbredt over de stakkels Øfolk, hvis yndige Naturtræk ere kvalte under en paatvungen afskyelig Maske og som ikke have faaet Lykke og moralsk Værd i Bytte med Missionærernes Civilisation.
Det er sørgeligt, men kanskee nyttigt i en Tid, da Missionærinteressen prækes langs Kysterne, da det Grøndahlske Officin oplader sin Rigdom af Traktater og moderne Legender, da “Ola (skal være Ole/red.) Peter Holm Larsen i Skræppenborg allerunderdanigst dedicerer til Hs. M. Kongen et Par Ord i Anledning af vores hellige Daabspagt”, om man atter fornemmer en Røst fra det Fjerne, hvori vore fromme Bidrag skulde forsvinde.
Den lyder saa fra svensk Aftonblad :
“Missionærerne paa Sandwichøerne”.
Over de engelske og amerikanske Missionærers Egennytte og Rovgjerrighed paa Sandwichøerne klages meget. Disse Missionærer, siger et Pariserblad, som “Journal des Debats” nylig karakteriserede som Civilicatører, pleie sig, med en “Snaalhed”, som kan kaldes grusom, paa de stakkels Folks Bekostning, hvor de have slaaet sig ned. Paa Hadai (Hawaii( ?/red) søge de amerikanske Methodister, ved alle de Midler, som staae i deres Magt – og de ere just ikke særdeles delikate i denne Henseende – at beholde for egen Regning det udelukkende Monopol, som det har lykkets dem at tilsnige sig for alle Øens Produkter.
Franske Skibe kunne ikke engang faae indtaget Vand uden disse hellige Mænds Tilladelse, som derfor lade sig betale ret dygtigt.
“Det vilde være ønskeligt, om Regjeringen sendte did en Konsul, som ikke var saa bestandigt paa reisende Fod, som den Nuværende. Han burde paalægges stadigt Ophold paa Stedet. Nødvendigheden, at holde nogle Krigsskibe ved disse Øer, er ikke mindre iøinefaldende, naar man erindrer, hvorledes Missionæren Blumsfeld paa Hadai gik i sin Dumdristighed saavidt, at han øvede Vold paa den engelske Konsuls Bolig og opbrændte det engelske Flag”.
Og her blir innlegget imøtegått av pastor og res. kap. i Drammen Hans Jespersen :