– der innsenderen uttrykker støtte til den tidligere anonyme artikkel-innsender bare noen uker tidligere og som var imøtegått av pastor Hans Jespersen i Drammen; innsenderen gi Jespersen først et godt skussmål, for deretter å klandre ham for å skade selve Evangeliet ved sin misjonsstøtte;
Aktstykke betræffende Missionærerne.
(Indsendt).
Fornuftige Folk, som med Indsenderen af Referatet fra Aftonbladet betræffende Missionærernes mislige Opførsel i Oceanien dele den Anskuelse, at Norge for Tiden ikke har Noget at afsee til Missionsvæsenet baade fordi dette er for en stor Deel i slette Hænder og fordi det selv trænger til alt hvad det kan afsee i sin aandige og fysiske Nød, ville vist ogsaa give Ret i, om han, med Forbigaaelse af Hr. Jespersen, alene holder sig til den Modpart, der i et senere Morgenblad har yttret sig som der anstaaer en Sandhedens Ven med et ufordunklet Blik og er varmt Christenhjerte.
Hr. Jespersen, hvem Besiddelsen af dette sidste skal være uomtvistet, uagtet man, efter alle de sygelig opskruede Yttringer, som oftere undslipper ham, nok turde sinne sig til en ringere Grad af Menneskevenlighed, end man maatte ansee for naturlig og nødvendig hos en sand Christi Efterfølger —denne min altfor heftige Modstander, Jespersen, bærer nemlig, efter Alt at dømme, som man hidtil har seet fra ham, netop den Farve af Christendom, som Mængden af disse Missionærer, der prostituere og skade en saa herlig Sag, som Udbredelsen af Evangeliet.
Han er formeget Part i Sagen, forsaavidt det ikke blot er Missionærernes Egennytte, men denne deres hovedhængende og jordforagtende, men ikke desmindre aandløse og krasse, og derfor – med Erkjendelse af bedste mulige individuelle Mening – ikke sande og velgjørende Christendom, i hvis Hænder Inds. troer Missionærstaven lagt til kun liden virkelig Nytte for Menneskeheden.
De fleste Missionærer tilhøre Herrenhuternes og Methodisternes sekter; de udgaae i Almindelighed fra Skoler, som ikke ere andet end Propagander i de morkne og mest fanatiske Sekters Interesse, som, idet de selv stagnere hjemme, søge at udvide sig i Egne hvor den, der kommer først, kan sige, at Mennesker og Jord nu først have faaet sin Eier.
Saaledes have de idetmindste baaret sig ad paa Oceaniens to mærkeligste Punkter : de venskabelige og Ny – Zeelands Øerne, hvor de dog ere meest under europæisk Kontrol.
Jesuirerne i Paraguay have ikke saaledes kompromitteret sig og den hellige Sag. Mange vælge ogsaa Missionsbanen af det reent økonomiske Hensyn, for dog at komme i nogen Vei, og antage da med hyklerst Politik Fleerhedens mørke Methodistvæsen; Andre, i hvis Energi en sygelig Konphixion (skal det være “conviction”/?/red.) har større Deel, end de ville vedgaae for sig selv, forvexle Gløden i sin hypokondriske Lever med en Petri og Pauli Flammer og en af disse ærlige, sig selv skuffende, Christendommens Væsen i den bedste Mening ødeleggende, men dens Navn vidtudbredende protestantiste Tokqvemadaer (Thomas de Torquemada , en 1400-talls inkvistør, hvis grav ble plyndret og benrester brent i 1832, 2 år før Inkvisisjons-“institusjonen” ble endelig oppløst i 1834/red.) viser sig paa en af de australiske Øer.
Inds. havde dog vistnok ligesaalidt Menneskeforstand og Erfaring, om han ikke holdt disse Exempler for Undtagelser, som Menneskehjerte, om han ikke yndede Udbredelsen af Christendommen baade for dens egen Skyld og som Udbredelsesmiddel for Kulturen; men at disse skadelige Undtagelser ikke blot forekomme, men forekomme for hyppigt, og drive en fæl Egoismens Afgudsdyrkelse under Christi Banner og en hellig Maske, derom overbeviser ham ogsaa nedenstaaende Aktstykke, hentet fra det danske Blad “Dagen”, som han med Smerte maa anbefale sin ærede Modstanders Opmærksomhed-
Der er ellers Meget herhjemme med Hensyn til Christi Navns Udbredelse, som provocerer enhver tænkende Christens.
Udnævnelsen af Medlemmer i den Kommitee, der skal undersøge Elementarreligions-underviisningsbøgerne, er af noksom Betydning. Skal det staae stille herhjemme eller gaae tilbage, kan der nok behøves, at Christi Navns Udbredelse gaaer noget fremad paa andre Steder, hos Antipoderne. Men gid det da gaae frem med mere Ære end der lader sig slutte, det gjør paa Ny Zeeland efter følgende Beretning :
Missionærerne i Ny Zeeland.
Den Omstændighed, at Missionærerne i Ny Zeeland paa mangfoldige og tildeels ikke meget ærefulde Maader erhvervede sig Jordstykker, for at sikkre sig og deres Børn udstrakte Besiddelser, er nu bragt for Dagens Lys af et Medlem af Missionsselskabet selv, og i “Kolonial Gazette” af 8de Januar findes Udtog af et i den Anledning udkommet Skrift : Letter to the Earl of Chichester, President of the Church Missionary Society, hvoraf eftersigende nærmere Angivelser ere tagne, der tilstrækkelig retfærdiggjøre den Paastand, at Missionærerne lidt efter lidt vilde begrunde et Herredømme paa de Ny Zeelandske Øer, ligt det, de amerikanske Missionærer udøve paa Sandwichøerne.
“Det kirkelige Missionsselskab har nu bestått i 40 Aar. Dets Udgifter i Aaret 1838 beløb sig til 91,453 Lstrl.(pund sterling/red.) 9 Sh. 1P. Dets betydelege Fonds skyldes alene frivillige Bidrag tildeels af Besparelser, der kun ere en Følge of store Afsavn.
I Sommeren 1837 blev det første Gang offcntligt paastaaet, at Missionærerne i Ny Zeeland havde kjøbt store Landeiendomme. Angivelsen kom fra en Hr. Flatt, en af Selskabets ikkegeistlige Missionærer, der blev forhørt for en Komitee af Overhuset. Ved disse landkjøb, af hvilke et paa flere Mile, saavel som ved de øvrige Kolonisters, der fulgte Missionærernes Exempel, bleve mange Stammer i den Deel af Landet, hvor Missionærerne nedsatte sig, berøvede deres hele Land og derved nødte til at bekrige andre Stammer, for at erhverve et nyt Gebeet.
Alle Beretninger fra Ny-Zeeland, ogsaa de fra Kirkemissionsselskabet selv, stemme overeens deri, at den indfødte Befolkning i Nærheden af Missionærernes Kolonier tager stærkt af, hvilket skildres som en “hemmelighedsfuld Hjemsøgelse af Gud”. Det viser sig., at hverken Missionærerne eller de andre Landopkjøbere nogensinde tænkte paa at forbeholde de indfødte Jordbrugere tilstrækkeligt Land til deres Underholdning, og paa denne Maade ere Selskabets Fonds ikke blot blevne anvendte til ganske andre Øiemed end de reent religiøse, men have endogsaa bidraget til de Indfødtes sukcessive Udryddelse”.
Efterat denne Sag saaledes var bleven almindelig bekjendt skulde man have troet, at Selskabets bestandige Kommittee vilde undersøge den nærmere. Men langtfra; den har blot søgt at skjule Sagen. I Begyndelsen taug den reent stille. To Aars-beretninger udkom, og ingen af dem omtalte Sagen med et eneste Ord, endskjøndt netop den nyzeelandske Mission kostede mere end enhver anden, nemlig i Aaret 1838 ikke mindre end 16447 Lstrl.
Missionærernes Brøde blev altsaa stiltiende indrømmet. Følgen var, at ikke blot flere Medlemmer af Selskabet, iblandt Andre netop Forfatteren af “Skrivelsen til Lord Chichener”, trængte paa, at Kommitteen skulde anordne en upartisk Undersøgelse af Sagen, men at ogsaa de frivillige Bidrag aftog betydeligt.
Det blev altsaa uomgjængeligt nødvendigt at gjøre et Skridt og at forlange Oplysninger af Missionærerne selv. Svarene kom, men blev ikke bekjendtgjorte. Forfatteren af det ovennævnte Brev synes dog at have seet dem og han bemærker : “For dem, hvem Selskabets Vel ligger paa Hjertet er det tilstrækkeligt at vide, at efter Missionærernes egen Tilstaaelse det Landstrøg, som de havde kjøbt, i nogle Tilfælde beløber sig til Tusinder af Akres, i andre til mange Kvadratmile”.
Om Sandheden af denne Beskyldning er der vel altsaa ingen Tvivl mere, og man synes i England at være tilsinds at forfølge Sagen videre.
Maaske fører dette endnu til andre Opdagelser; thi i alle disse Missionsselskaber er der særdeles meget Ukrudt iblandt Hveden.