– nr. 62 – og som involverer en ny person, ikke fullstendig anonymt, siden det står notert initialene. H.K. bakenfor; saken det gjelder er misjonen på de fjernere kontinenter og innsenderen tar del i diskusjonen – eller angrepet – i Morgenbladets spalter og der Drammen-presten Hans Jespersen er den som fører forsvaret mot de flere til dels sterke angrep; her er innlegget “2den Marts” – som kan synes mild i formen, men som har brodd især mot Jespersens argumentasjon :
Et Ord om Missionsvæsenet.
I den senere Tid har man igjen oftere seet bragt paa Bane i de offentlige Blade Missionsvæsenet og hvad dermed staaer i Forbindelse.
Sidst har Pastor Jespersen faret i Haarene paa en Anonym, hvis Yttringer om Missionssagen nærværende Indsender vel ikke nøiagtig erindrer, men om hvilke han dog veed, at han ved Gjennemlæsningen ikke fandt saa forfærdelige Ting deri, som Hr. Pastoren sees at have fundet.
Der sees nemlig, at denne endog har troet at burde udtale en Fordømmelse over Morgenbladets Bogtrykker, for ikke at tale om hans Dom over hiint Stykkes Forfatter, der sans phrase (kort og godt/red.) bliver erklæret for en Judas.
Hvad der kan siges for og imod den egentlige Sag selv, saa kan dog saameget i alt Fald ansees som vist, at den ikke er synderlig tjent med Forsvarere, hvis Stridsmaade, i Stedet for at afvæbne Modstanderen, heller maa give ham Vaaben i Hænderne.
Hr. Præsten maa dog vist erkjende, at ikke endda ere saa faa Beretninger (der nok kunde ansees for fuldkommen saa tilforladelige og upartiske som de man faaer fra den ene og meest interesserede Part, nemlig Missionærerne), hvilke indeholde, som det synes, grundede Anker, paa Grund af det Brug, Missionæren gjøre af sin Indflydelse.
Derfor burde man vel med en ganske anden Rolighed, end Hr. Jespersen, kunne finde sig i, at der ogsaa hos os, eller i vore offentlige Blade, mærkedes et Echo af disse Anker, der ere indankede for den civiliserede Menneskeheds Domstol.
At de for en stor Deel kunne være overdrevne, ja vel ogsaa tildeels aabenbar urigtige, er saaledes muligt, og det vilde være saa meget desto glædeligere om saa var; men da søge man at bevise dette, og opklare Vildfarelsen, istedetfor at gjøre blinde Udfald, slaaende om sig med Fordømmelsesdomme, der naturligviis i ethvert Tilfælde lidet kunne afgjøre, og ere allermindst tjenlige, hvor der er den mørke Fanatismes Tilværelse, man skal modbevise.
At en Historie, som den af Pastoren anførte, skulde i den opstaaede Meningsstrid tale noget afgørende, kan han vel ikke engang selv have antaget, hvis han ikke tillige har troet, at han skrev for et Publikum, hos hvilket det Rørende i en — sand eller udsmykket — Fremstilling af den religiøse Trøst, som forjager Dødens Rædsler, skulde være nok til at dække Mangelen paa enhver virkelig Beviisførelse med Hensyn til Spørgsmaalet.
Man fordrer ikke saadanne enkelte Scener med deres Knaldeffekt; men paalidelige og ukunstlede Fremstillinger af Missionærernes Virksomhed; vi foretrække Tal for enthusiastiske Talemaader. Disse kunne vi selv supplere med, naar vi først ere overbeviste om, at der er utvivlsom Grund til deres Anvendelse.
Den af Pastoren paaberaabte Afhandling i det danske Missionsblad kjender jeg ikke, og kan saaledes eiheller udtale nogen Mening om, hvorvidt den muligens kan fyldestgjøre de Fordringer, som den gjør, der vil have Kjernen og bryder sig lidet om en glindsende Skal.
Hvis man imidlertid kunde have Tilladelse til at gjøre nogen Slutning til det nysnævnte Missionsblad fra et af samme Navn, som har været udgivet i Christiania, saavelsom ogsaa fra endeel andre Efterretninger om Missionsvæsenet, der synes at hidlede sig for en stor Deel fra samme Kilder, saa vil idetmindste ikke jeg der (i de kilder/red.) søge Noget, som jeg uden videre vil leve og døe paa. Hvad man vel imidlertid med Vished kan sige om Missionsvæsenet, der er alligevel dette, at har der end ved samme viist sig endda ikke saa saa Skyggepartier, saa har dog dets Virksomhed i det Hele vist stiftet megen Nytte.
Var der ogsaa blandt Jesu tolv Apostle en Forræder, saa kan man vel eiheller finde det forunderligt, at der blandt Missionærerne have været flere, der have brugt Tro og Religion til Paaskud for egne Hensigter, eller som ved ufornuftig Iver og vild Fanatisme have gjort Kjærlighedens Religion forhadt.
Angreb paa Missionsvæsenet i Almindelighed er derfor langtifra at billiges af nærværende Indsender; men han finder det derhos tillige tvivlsomt, hvorvidt man i sin Iver for sammes Fremme ikke stundom har gaaet for vidt i et Land som Norge, der har saa mange indre Behov at befordre, saa meget at gjøre for Christendommens og Oplysningens Udbredelse inden egne Landemærker, der ikke som England og adskillige andre Stater er rigt, eller uden noget Savn kan afsee Summer til slige kosmopolitiske og philantropiske Øiemed, og, vel at mærke, ikke som nysnævnte Stat, Frankrige o. fl. har rene materielle Interesser at befordre, ider de befordre Udbredelsen af Christendom og Civilisation i deres Kolonier, eller blandt de Folkeslag, der omgive dem.
Idetmindste kan man vist ikke med Rette billige, at Præster eller Andre, i deres Iver for Missionssagen have blandt fattige Almuesfolk, efter glimrende Fremstillinger af Missionærernes Virksomhed, gjort det til ubetinget Pligt for Enhver, der vilde ansees for en sand Christen, at yde Bidrag til Missionskassen. For en saadan Fremgangsmaade kan man — uanseet den gode Hensigt, hvilken vi gjerne ville sætte udenfor al Tvivl — dog neppe ansee for Andet end en utilbørlig Misbrug af Stilling til at skille Folk, og i Almindelighed de meest eenfoldige Folk, af med deres Penge.
Ved slige Exempler for Øine, kan man endda ikke finde det saa forunderligt, at Indignationen lader falde Ytringer om moderne St. Peders Penge o. s. v.
Præsterne i hine Tider vilde ogsaa fundet det ligesaa fordømmeligt at ytre sig imod de da stedfindende hellige Udsugelser, som t. E. Præsten Jespersen finder nogle ufordeelagtige Ytringer om Missionsvæsenet at være.
For at vise ham, at det til saadanne gives stundom nok altfor megen Grund, og at han bedre burde overveier dette med Rolighed, førend han skrev, men ei for at nedsætte Missionssagen i Almindelighed, vil ogsaa jeg opvarte med en Historie, der for en stor Deel vil indeholde et Omrids af den europæiske Kolonisation paa Øen Madagaskar.
Kort efterat denne Ø 1642 (det er 136 Aar efter Opdagelsen ved Portugiseren Lorenzo Almeida) var bleven tagen i Besiddelse af de Franske, blev en Flacourt (d.e. Ètienne de Flacourt f. i Orleans i 1607, guvernør på Madagaskar i 1848/red.) af det fransk ostindiske Kompagni sendt til Madagaskar, og med ham en Abbé Nacqvart (Nacquart/red.). Denne “fromme Mand” synes imidlertid strax at have gjort Sit til at give det franske Vælde der Naadestødet.
“Han vilde ikke”, siger den franske Fortæller, “have gjort Reisen uden at have omvendt endeel Hedninger, men deraf fulgte raae, høist fordærvelige, upolitiske Handlinger”, der gjorde Europæerne afskyede af de Indfødte.
Efter Flacourt fik Øen en ny Kommandant, Chamargou, i hvis Magt det upaatvivleligt havde været at befæste det franske Herredømme paa Madagaskar, især da en Franskmand Levacher eller Lacase, som han ogsaa kaldes, var saa godt som bleven madagassisk Konge (Lacase var en simpel Soldat, der af Chamargou var bleven sendt paa Opdagelser ind i “Mantanernes” Land. Han indtog saaledeb de godmodige Indfødte deels ved sin Forstand og aabenhjertige Karakteer, deels ved at understøtte dem i nogle af Stammernes indbyrdes Krige, at de gave ham Tilnavnet Dian Poussi. Efter fin Tilbagekomst til Chamargou led han saa mange Uretfærdigheder og Krænkelser, at han tilsidst med 6 af sine Kamerater gik over til Madagasserne. Dian Aasitate, Konge i Amboule, tog imod ham og gav ham sin Datter Dian Rongue tilægte. Efter Faderens Død blev Lacases Gemalinde Herskerinde over Landet. At han saaledes kom i Besiddelse af saa godt som kongelig Myndighed, vil man finde naturligt);
men med Chamargou fulgte ogsaa desværre “en Hær Missionærer”, hvoriblandt Etienne, “en Præst af fanatisk lntolerantse”, og Kommandanten, der var ubøielig og egensindig nok imod sine Undergivne og de Indfødte, besad dog hverken den nødvendige Kraft eller Duelighed til at gjøre disse Apostles “gale Raseri” uskadeligt.
Efterat Kolonien paa Grund af de ophidsede Indfødtes Angreb var bragt i en saare slet Stilling, vilde der dog endnu været Redning for den, efterat Chamargou havde bekvemmet sig til at bede Lacase om Bistand, og denne strax fandtes beredvillig til at hjælpe sine forhenvarende Landsmænd. Men dette skulde kun lidet hjælpe; thi Missionærernes Fanatisme var istand til altid at sammendrage mange nye Farer over Kolonien for enhver, som man fik afvendt. De droge omkring med væbnede Skarer og lode Alle nedsable eller nedskyde, der ikke vilde lade sig døbe.
Paa et saadant Omvendelsestog trængte Etienne med sin Skare ind i Matanernes Land. Disse syntes hverken om at antage saaledes uden videre en ny Tro, der paa en stig Maade blev prædiket, eller at lade sig nedhugge som Slagtefæ. De gjorde Modstand, og nu nedhuggede de Præsten tilligemed hans Mandskab.
Først efter lang Tids Forløb (1768) gjorde Franskmændene et nyt Forsøg med et Etablissement paa Madagaskar; og det synes at være et noksom talende Beviis paa, i hvilken høi Grad Missionærernes fanatiske Iver har vakt de Indfødtes Forbitrelse, at man i saa lang Tid aldeles maatte opgive Øens Kolonisation, og i lige lang Tid, kan man tilføie, at Civilisationens Fremskridt der sattes tilbage.
Siden 1814 og 1815 have ogsaa Englænderne søgt at sætte sig fast paa Madagaskar, og der har saaledes naturligt udviklet sig en Rivaliseren mellem det franske og engelske Herredømme.
En Konge, Radama, Hovas Hersker, var en Slags Madagaskars Harald Haarfager, der efterhaanden undertvang de mindre Anførere eller Fyrster, Secelavernes, Antavarernes, Betanemenernes o. fl. a.
Radamas Venskab var naturligviis af stor Vigtighed for begge der rivaliserende Magter; men medens de franske vare lidet virksomme i denne Henseende, havde den engelske Indflydelse Missionærerne Jonas og Griffith i sin Sold. Disse indskrænkede sig ikke til at prædike Christendommcn, men holdt ogsaa et Slags historiske Forelæsninger, for at nedsætte Franskmændenes Anseelse og vække Uvillie imod dem.
Ikke mindre kom en Robin (hvis Historie er en Roman og her for vidtløftig at fortælle), der havde tjent som Sergeant under Napoleon, som Radama var meget begejstret for, i stor Yndest hos denne, og steg snart til de høieste Æresposter. I disse var han sine Landsmand ril megen Nytte, og dannede, trods de Kunster, som Missionærerne beskyldes for, en virksom Modvægt hos Kongen mod den engelske Indflydelse.
“Uagter Jonas’s Intriger” – hedder det – “syntes Kongen daglig at fjerne sig mere fra den engelske Nation, og at nærme sig Frankrige”.
Men snart blev Kongen angreben af en ulægelig Sygdom og døde i September 1828, som det foregaves af en Fistel, men som Mange troede af Gift, hvilken hans Dronning Ranavala skal have givet ham.
”Nok er det, at de engelske Agenter vare forberedte derpaa og søgte at drage sig det til Nytte”. Ranavala havde en Elsker ved Navn Andimiase, og denne var en Discipel af præsten Jonas. Strax efter Radamas Død begyndte under Ranamalas Regjering en almindelig Forfølgelse imod alle den afdøde Konges Venner, der havde hyldet hans Politik med Hensyn til Frankrige og England.
“Paa den hele Ø flød Blod”. Endeel bleve snigmyrdede. Endeel forjagede, og Nogle, der vare i Besiddelse af vigtige Poster, slap med disses Tab.
Blandt disse var Robin, som man først anklagede for Underslæb. Da han fuldkommen havde bevist sin Uskyldighed bad vel Dronningen ham om at forblive i sin Tjeneste; men han kjendte formodentlig sine Folk for godt. Han afslog Tilbudet og trak sig tilbage.
Denne Omvæltning endte med at Franskmændene kun forbleve i Besiddelse af et lidet Etablissement paa Øen, kaldet St. Marie. Saaledes blev da den engelske Politik den seirende, og som det synes, ved Midler, der vare billigede af, men lidet sømmede sig for Jesu Religions Forkyndere.
Ovenstaaende skulde jeg haabe har det Fortrin for Pastor Jespersens Historie, at det ikke fremstiller et enkelt individuelt Træk; men den Indflydelse, Missionærerne endog i Aarhundreder have havt paa et heelt Lands Anliggender, og hvilke Midler, de der have betjent sig af for at befordre sine Øiemed, enten saa disse have været Udbredelsen af Europæernes Religion, eller Befordringen af en Stats politiske Interesser.
Man erindre imidlertid hvad jeg ovenfor har sagt, at jeg ikke vil have Missionsvæsenet i Almindelighed angrebet; men derimod vilde jeg gjerne vise Hr. Pastoren, at det ikke er tjenligt for ham at forivre sig, om han af og til mærker, at Navnene Missionssag, Missionærer hos Mange ikke ere nok til at dække Brøst og Meen eller mulige Forbrydelser.
Efterar Ovenstaaende var nedskrevet, fik jeg see en Opsat i Morgenbladet No. 37. forfattet i en værdig Tone og undertegnet “En Geistlig”.
Jeg finder mig derved her foranlediget til at tilføie, at jeg i Almindelighed kunde være enig med denne Forfatter, uden derfor at finde Grund til at forandre Noget i Ovenstaaende, eller til at indrømme Pastor Jespersen en Linie mere end jeg har gjort. Hk—