Christen Brun (født 1846 i Bergen, død 1917) var en norsk teolog og biskop i Hamar Stift i perioden 1906–17.
Brun ble cand.theol. i 1870. Han var folkehøyskoleleder i Skoger og fra 1873 bestyrer for lærerskolen i Balestrand, før han innledet sin geistlige karriere som sogneprest i Våler i 1887. I 1897 ble han sokneprest ved Mariakirken i Bergen. Han var biskop i Hamar stift fra 1906 til sin død i 1917.
Kristiania 1905
(Grøndahl & Søns forlag)
Forord. Den her foreliggende afhandling har tidligere været trykt i Norsk theologisk tidsskrift. Jeg har tidligere troet, at den skildring av en eiendommelig personlighed og en merkelig vækkelsesbevegelse i den norske kirke vil kunne paaregne interesse i videre kredse, og har derfor gjennom dens udgivelse som særskilt skrift villet gjøre den tilgjængelig for en større almenhed. Forf.
Innledning.
Den haugianske vækkelses betydning for den norske kirke kan neppe vurderes høit nok. Den indtraadte paa en tid, den sidste halvdel av det 18de og begyndelsen av det 19de aarhundrede, da en rationalistisk livsanskuelse var almindelig hos de dannede klasser og hos en stor del av den norske geistlighed. Hos folket ellers fantes der endnu et fond av religiøsitet, nedarvet fra orthodoxiens og pietismens tider. Dette laa der dog væsentlig kun som en bunden kraft, idet det blev holdt nede av under trykket av et sterkt jordbundet livssyn. Idet den haugeske forkyndelse fandt tilknytningspunkt i disse religiøsitetens rester, løste den de bundne kræfter og førte en alvorlig christelig og moralsk aand ind hos folkets bredere lag. Og derved er det særlig at merke, til Hans Nielsen Hauges uvisnelige ære, at, skjønt han i ti aar maatte sidde i fængsel som overtræder af konventikelplakaten af 1741, saa førte han dog ikke den af ham vakte bevægelse ud i separatismens afveie, men ledede strømmen ind i kirkens ordnede leie.
Men derfor kom ogsaa denne bevægelses dybt indgribende virkninger i sandhed den norske kirke til gode, saa hvad der i de følgende tider er fremvokset af christeligt liv i vort land viser tilbage til hin vækkelse som sin bærende, frugtbare grund.
Imidlertid gjælder dog dette kun i det hele og store. Ved siden av denne sterkeste aandelige bevegelse har der dog ogsaa været andre religiøse kræfter virksomme. Det er en fare, som ligger meget nær, som den historiske fremstilling maa være opmerksom paa, at man kan fanges saaledes af interessen for den mægtige strøm, at man overser de smaa rindende bække, som dog bringer liv og frugtbarhed med sig. Og her maa det allerførst erindres, at trods det dybe religiøse forfald inden geistligheden var der ogsaa paa Hauges virketid prester, som stod paa den gamle tros grund og redeligt og ærligt forkyndte evangeliet. De magtede ikke at gribe ned i folkelivets dybder og fremkaldte en større vækkelse, men de har fredet og vernet om gammel religiøsitet i det norske folks liv.
I denne forbindelse maa der ogsaa gives en større plads, and vanligt skjer, for den indflydelse , som udgik fra professorerne Hersleb og Stenersen og presten Wilhelm Andreas Wexels. Om hine to professorer, som begge havde modtaget de vækkende impulser til christeligt liv fra Grundtvig, sier Wexels med rette : ”Deres eftermæle vil med sanddru røst forkynde, at de første decennier efter opprettelsen av Norges høiskole stod, midt i en vantro og og høist bevæget tid, to venner ved hinandens side som prestelærere ved skolen og vidnede redeligen om den gamle enfoldige, af verden forkastede christendom som lysets og livets, visdommens og retfærdighedens, kraftens og frihedens guddommelige kilde, og Herren var med dem, og deres virksomhed blev velsignet af ham og bidrog kraftigen til at danne ham redskaper til hans navns forkyndelse blant Norges fjelde” (Wexels: Svend Brochmann Hersleb, Tidsskrift for Kirke-Krønike og christelig Theologie III, p.294; Chra. 1839).
Begge disse Mænd døde imidlertid meget tidligt, Stenersen 1835 og Hersleb 1836, og det siger seg jo ogsaa selv, at der krævedes tid, før virkningerne af den sæd, de havde nedlagt i sine disciples hjerter, kunde træde klarere frem i dagen. I 1828 skrev Wexels i sit skrift ”Tanker over og i anledning af hr.statsraad Treschows bog om christendommen aand eller den evangeliske lære”, at presterne var saa smittet af den herskende likegyldighed for det aandelige, at de neppe vilde anskaffe hin Treschows bog. Men allerede 3 aar efter modificerede dog Wexels denne strenge dom, idet han udtaler, at de falske læreres tal er i aftagende, medens deres vokser, som prædiker ordet rent og purt og utdeler det retteligen. ”En skjøn flok af saadanne evangeliets forkyndere er”, siger han, ”udgaaet fra Christiania universitet og adspredt trindt om i landet. Men bragte end flere af dem, da de forlot høiskolen, ikke mere end kundskapen om den christelige sandhed og ærbødigheden derfor (som de theologiske professorer saa alvorligen stæber at indprente sine tilhørere), saa var dette en god grundvold for en hjerteligere erkjendelse og en livfuldere opfatning af evangeliet, hvilken heller ikke udeblev hos dem, hvem det virkelig blev om at gjøre at forarbeide sin egen og andres saliggjørelse.”
Alene fra sit bekjendtskap i Akershus stift kunde Wexels nævne en snes prester, om hvilke han havde grund til at tro, at de med varm iver, hver efter sin evne, arbeidede paa sjælenes frelse og Christi kirkes opreisning af gruset, hvori den en stund paa mange steder havde været nedsunken. Dog tilføier han, at de flestes røst syntes endnu som oftest at være en røst i ørkenen, da folket i det hele var aandeligt sovende paa de fleste steder og syslede i søvne med kjødets lyst og øinenes lyst, snart under en grovere, snart under en finere skikkelse, og ordet fæstede kun rod hos enkelte hist og her (E. Mau, Presten W.A. Wexels’s Liv og Virken. Chra. 1867).
I 40-aarene bliver en varmere livets magt mere kjendelig i presternes forkyndelse og træder ogsaa frugterne af deres arbeide mere frem i menighederne. Og heri tør man vist nok ogsaa se en virkning af Wexels’ indflydelse.
Det ligger nær for en overfladisk betragtning at undervurdere betydningen af en virksomhed, der utgik fra Wexels, – særlig naar man lægger tallet af de tilhørere, som samledes sig om hans prædikestol, til grund for sin dom. Thi Wexels drog aldrig de store skarer til. Men fordi han i sandhed var en Herrens prest, hvis tale var gjennemstrømmet af aand og liv fra Gud, derfor udannedes under hans prædikestol levende christne mennesker, som i nøie tilslutning til kirken og dens hellige indstiftelser blev skikkede til at virke med aandens kraft i videre kredse. Og idet han i sin personlighed og sit hele virke fremstillede en skjøn forening af christendom og sand menneskelighed og derfor ogsaa særlig øvede indflydelse til fremme af christeligt livssyn hos de dannede, saa har han derved pegt betydningsfuldt fremad, udover den brusende og gjærende vækkelsens tid , som snart fulgte, hen imod de nærværende tider, da det med stigende klarhed træder frem som et maal, vi længes efter at naa : en harmonisk samarbeiden af christendom og menneskelig aandsdannelse. Men ikke blot ved sin prædijken virkede Wexels, ogsaa ved sine skrifter fremmede han christelig, kirkelig oplysning, og, hvad der i denne historiske sammenhæng ikke er af mindst betydning, efter Stenersens og Herslebs død var det vistnok Wexels, som lige til Gisle Johnsons optræden øvede den største christeligt dannede indflydelse paa de theologisk studerende.
Paa samme tid som der saaledes begyndte at lyde en mere livfuld forkyndelse i kirkerne, og christelig tro og liv trængte mere ind også i dannede kredse, skede der et merkeligt aandeligt opsving inden haugianismen.
Haugianismen gjør i firtiaarene et betydningsfuldt skridt fremad i evangelisk klarhed og dybde. Hverken hos Hauge eller hos de fra ham udgaaede prædikanter var Guds frie, uforskyldte naade kommet helt til sin ret i forkyndelsen. Ikke som om den evangeliske sandhed om forsoningen og retfærdiggjørelsen af troen paa noge maade fornegtedes, men den var dog ikke blevet stillet paa sin plads som vidnesbyrdets samlende midtpunkt. Hovedvegten lægges paa de forberedende og efterfølgende trin i et christenmenneskes udvikling, omvendelsen og helliggjørelsen, og grunden er den frygt for misbrug, for hvad Hauge kalder “de løse sprang til Christus”, som ligger saa tungt og trykkende over den ældre haugianisme, at den ikke har frimodighed til at tale om Guds naade, uden at omgjærde den med saa mange forbehold, at tilegnelsen bliver vanskelig, og det christenliv, som vokser frem paa denne forkyndelses grund, faar et tungt alvorspreg, med kun lidet af den frihed og glæde, som hører den christne til.
Gjennembruddet af den mere evangeliske aand skyldes særlig den fremragende lægpredikant Anders Nilsen Haave (f. 1809, d. 1867). Sogneprest Mads Wefring, der som ganske ungt menneske fulgte Haave paa hans prædikereiser rundt omkring i landet, har fortalt om den merkelige overgang, som indtraadte paa en reise i 1838. “Vi havde”, siger han, “ogsaa før bekjendt frelsen ved Christus som alle bodfærdige synderes trøst, vi havde fremholdt troen som den haand, der griber og tilegner sig naaden, men baade forsoningen som den kilde, der allerede staar aaben for alle og er fuldkommen tilveiebragt, og retfærdiggjørelsen, hvori den af Christus forhvervede naade tilegnes den troende, idet Gud for Christi blod borttagersynden og skylden, blev i vor forkyndelse stillet formeget i baggrunden”. Men “nu kom vi til fuldere forstaaelse af, at det er Christus, grebet og tilegnet ved troen, saaledes som han aabenbarer og meddeler sig til os i ord og sakrament, der giver den trætte og besværede sjæl hvile. Denne sandhed ble nu stjernen og kjernen i vort vidnesbyrd.”
Idet forkyndelsen nu blev præget av et klarere syn paa evangeliet om Guds frie naade i Christus, virkede den evangelisk frigjørende inden de haugianske kredse. Den førte disse fra den mere ængstelige, lovmæssige christendomsopfatning til den større frimodighed, grundet paa forvisningen om barnekaar hos Gud. Og denne overgang var, som det sterkt fremholdes baade af Wefring og af Bang, Hauges biograf, ikke et brud med den haugeske bevægelse, men kun en utfoldelseaf de troens og livets spirer, som var forhaanden i den fra Hauge udgaaede aandsretning.
Saaledes staar vi her overfor to kilder for den religiøse bevægelse i 40-aarene : den fra de yngre prester udgaaede virksomhed, som særlig sætter frugt inden de dannede kredse, og den nye livsstrømning inden haugianismen. Presterne og de læge kræfter er nu kommet hvernandre nærmere. Tidens demokratiske udvikling har begyndt at udjevne afstanden mellem klasserne. Forudsætningerne er derfor nu tilstede for en større gjensidig indflydelse. Det mere bevidste christelige livssyn hos prester og dannede giver større forstaaelse og sympathi for den religiøse bevægelse i de bredere lag, og den mere frigjorte evangeliske aand i den læge forkyndelse gjør den skikket til at virke udover de kredse, den hidtil væsentlig har naaet hen til. Denne tilnærmelse mellem de arbeidende religiøse kræfter skaber betingelserne for den mere udstrakte og dybere gaaende vækkelse, som i 50-aarene gaar over vort land.
Imidlertid er der endnu en anden christelig aandsretning, som faar betydning i denne ny-vækkelsens tid. Det er den herrnhutiske. Det er bekjendt, hvilken velsignelse der udgik fra Brødremenigheden under rationalismens religiøst fattige tid, hvorledes dens mange – i den evangeliske kirke – vidt spredte samfund var arnesteder for troens hellige ild, som der holdtes vedlige af fromme mennesker, indtil en ny tid randt, med evne til at føre lyset og varmen videre ud.
En saadan betydning har herrnhutismen ogsaa havt for den norske kirke. Vel var dens aanndelige magt her meget mindre end i hjemlandet, og vel var det saa, at retningens svaghed, det fromme føleri, som søger hvile i Frelserens lidelse og død og forsømmer det alvorlige ethiske arbeide, traadte mere og mere frem, alteftersom religiøsitetens liv i det hele i aarhundredets slutning gik tilbage. Men alligevel havde dog det christelige liv, som forefandtes ved Hans Nielsen Hauge’s optræden paa særdeles mange steder, sit udspring fra herrnhutisk indflydelse (Bang udtaler endog, at det overhovedet gjelder som en regel, fra hvilken der kun gives faa undtagelser, at det bevidst christelige liv, man støder paa i vort fædreland i den nærmest før Hauge gaaende tid, er herrnhutisk farvet, enten det skylder lægfolk eller prester sin oprindelse).
Men den modsætning, som haugianismen stillede sig i til den herrnhutisk farvede og visselig meget svækkede christendomsform, trængte snart denne sidste helt tilbage i skyggen.