– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 376 – 379 :
Det er allerede nævnt, at Feigianismen fik adskillig Udbredelse i Hallingdal og Valdres. Et Par af Retningens mest fremtrædende Talsmænd paa sidstnævnte Sted maa endnu omtales.
Som foran berørt, var Helge Erichsen Hagene den første Valdris, som sluttede sig til Feigum. Efter sin Hjemkomst forkyndte Hagene den nye Kristendomsopfatning og vandt ikke faa Venner.
Den ældste og mest omtalte af disse var Gaardbruger Ole Sørflaten i Søndre Aurdal, født Aar 1803 (Meddelelser fra Sognepresten i Søndre Aurdal).
Han eiede utvilsomt adskillig Begavelse, men var raa, udannet og lidet oplyst. Samtidige beretter, at han besad en betydelig Evne til at vække og paavirke, havde Hang til Sværmeri og Anlæg for Sindsygdom. De senere Udskeielser var ganske vist et Udslag heraf.
Om de sørgelige Begivenheder havde passeret nu, vilde han sandsynlig være bleven erklæret forstyrret og sat fast som farlig for den offentlige Sikkerhed og ikke straffet med Tvangsarbeide.
Sørflatens saakaldte Vækkelse foregik under en Sygdom i 1841. I et Brev til Feigum, skrevet 12 Juli 1842, fortæller han herom saaledes : «Jeg vil sende eder nogle Ord angaaende min Omvendelse og Oversættelse fra Mørket til Lyset. Den begyndte med en Helvedes Sjæleangst over, at jeg var den største Synder paa den ganske Jord. Saa begyndte jeg at ydmyge mig for Gud; men det vilde i Førstningen ikke hjælpe; thi Djævelen, den listige Aand, holdt mig saaledes fangen, at jeg følte intet andet end Fortabelse».
Han kom «under Loven» og «blev udmattet baade af Angst og Strid»; «Jeg maa sige med David», fortsætter han, «at mit Hjerte «udsvolned»; men da troede jeg, at det skulde gaa i Stykker. Saa blev jeg ganske afmægtig; men min Tanke var vendt til Gud alene. Saa fik jeg se indeni mit Hjerte; daa laa min Sjæl i det Nederste derinde og var rød som Blod; jeg vedblev i Bøn baade Nat og Dag, indtil den korsfæstede Frelser blev forklaret ved den levende Tro, som begyndte alt mere og mere at gjøre mig driftig til at bede med fuld Tillid, og nu gaar jeg frem i den daglige Fornyelse, min Død i Møde, med fuld Forvisning, at min Frelser har betalt baade for mine og den ganske Verdens Synder. Men han kan ikke hjælpe nogen ubodfærdig. Nu hviler min Sjæl i min Frelser alene den ganske Dag, saa jeg føler en overnaturlig og gudommelig Bøn, som blev virket i mit Hjerte, nemlig naar Kristus forener sig med sin Brud»…Fortsættelsen bortrevet (Brev fra Sørflaten til Hans Feigum af 12. Juli 1842).
Sørflaten tilegnede sig nu Feigums Opfatning, veiledet af Helge E. Hagene, og blev snart stærk i Syner og Aabenbarelser. Hvad han troede, at Aanden saaledes skjænkede ham, fôr han om i Bygden og forkyndte i uklare, kraftige Tordentaler, som røg af Ild og Svovl. De var i Almindelighed korte og sluttede sig til oplæste Stykker af en eller anden gudelig Bog, især Johan Arndts «Sande Kristendom». Han sluttede næsten bestandig med at sige, at Folk vilde blive fordømte, hvis de ikke fulgte hans Formaninger.
I August 1841 traadte Sørflaten frem som offentlig Bodsprædikant, idet han fra Bagns Kirkemur meddelte flere af sine Syner.
Samtidig optraadte han skarpt mod Haugianerne, hvoraf der dengang i Bygden var temmelig mange, som modarbeidede ham, især de mest fremragende, Gaardbruger Lars Kirkeberg og John Nielsen Fjeld.
Dette vakte hans Forbitrelse. Med Henblik paa sine Modstandere siger han : «Jeg taler ikke efter menneskelig Visdom; men jeg siger aandelige Ord, som den Helligaand taler i mig; thi jeg haver baade Faderen, Sønnen og den Helligaand i mit Hjerte; jeg hører daglig hans Røst og ser hans Skikkelse».
Alle, som ikke bifaldt hans Vidnesbyrd, truede han saaledes i et Brev til «Menigheden i Hedalen» af 15. August 1842 : «Dersom I ikke vil lade Eder advare, nødes jeg til at fortælle Eder, hvad Sangbog Djævelen kommer til at levere Eder; den er skrevet paa græsk og arabisk Tungemaal. Det første Vers lyder saaledes : Nu maa du først forbande dig selv og dine Forældre; det andet lyder saaledes : Nu maa du forbande dine Tilhængere; men det tredje Vers er forfærdeligt : Nu maa du stemme saa høit din Tone, at hele Helvede maa ryste af Forfærdelse og forbande den hellige Treenighed, hvilken udgaar med saadan ynkelig Hylen og Skraalen, at ingen Tunge kan udsige det (Brev fra Sørflaten til Menigheden i Hedalen 15/8 1842. Meddelelser fra samtidige Haugianere i Valders).
Som det vil sees, er dette topmaalt Galskab og Gudsbespottelse. Men han gik stadig videre under sit saakaldte Arbeide for at lære Folket «den rette Omvendelse».
Hans Forkyndelse lignede adskillig Feigums Opfatning og Fremgangsmaade, men havde ogsaa særegne Synsmaader. Han mente at kunne se ind i Hjerterne og aabenbare det, som foregik der, ja paastod endog at kunne se ind i fraværende Menneskers Indre og formaaede at lægge det frem i Dagen.
Naar nogen foretog sine Gudfrygtighedsøvelser, og der kom en eller anden, som vilde tale om timelige Ting, kunde man «lyve» sig fra dem; thi «Satan lyver ogsaa».
Særlig lagde han Vægt paa at «kvæle Tankerne» og kun «have en eneste Tanke, som fra Hjertet skulde gaa til Gud».
Dette skulde fortsættes, indtil man syntes, at Svovlrøg for «ud gjennem Næse og Mund»; da først drog «Satan ud af Hjertet».
Saa kom de bekjendte feigumske Stadier i Tilslutning til Begivenheder i Israels Historie fra Udgangen af Ægypten, Vandringen i Ørkenen, Krigene o.s.v. Naar dette sker, er man gjenfødt og har naaet den syndefrie Tilstand.
«Nu er jeg saa fri for Synd», kunde Sørflaten sige, «at jeg paa lang Tid ikke har kjendt det allermindste deraf i mit Hjerte, og aldrig skal en eneste ond Tanke komme der heller». Skulde der alligevel indsnige sig en saadan, maatte han «svælge den nedigjennem Halsen og trykke den ned i Hjertet og fordrive den ved at tænke en god Tanke, der maatte pege lige paa Gud».
Og naar man «bare tænker paa Gud, saa er det ikke saa nøie med de udvortes Gjerninger»; som man ser, er dette en aabenbar Syndefrihedslære, en videre Udvikling af den religiøse Forrykthed.
Saa gik Sørflaten fort frem fra ondt til værre. Han hævdede ei alene, at «han nu var saa fuldkommen, at han ikke længere behøvede at gaa i Kirken», men haanede Konfirmationen, Daaben og Nadveren og ansaa sig for en ny Midler mellem Menneskene og Gud. Han fortalte ogsaa, at han gik ud om Nætterne «for at bede for Folket» og sagde, at han havde saa stor Magt over Satan, at han kunde jage ham væk; naar man under sine Gudfrygtigheds Øvelser «stillede sig ham for Øinene», vilde Bønnen «faa større Kraft»; gjorde man ikke dette, blev den ei bønhørt. Formaaede nogen ikke at bede til Gud, maatte man bede til ham, saa skulde han «stille Bønnen til Gud».
Endelig krævede han af sine Tilhængere, at de skulde elske ham over alle Ting, ligesom Gud.
Nu havde Bespottelse naaet sit Høidepunkt. Følgen heraf udeblev ikke. Under gudelige og afskyelige Talemaader lærte han videre, at Kvinder, naa de var blevne trætte og «forvirrede» af Bodsøvelserne, skulde træde ind i «Aandsforening» med ham ; naar Kjærligheden til Gud var forenet med Kjærligheden til ham, «da maatte Kjærligheden gaa, som den vilde».
Mange af hans kvindelige Tilhængere bævede tilbage herfor; men enkelte lod sig blænde af den falske Aandelighed og forføre til sammen med ham, en gift Mand, at begaa Kjødets aabenbare Gjerninger. Læren om «Aandsforeningen» fremholdt han ikke offentlig, men kun for de Indviede (Meddelelser fra samtidige Haugianere i Valders; samtidige Breve).
I Forsamlingerne fôr han frem voldsommere end før, svingede Svøben og revsede Lasterne. I et Brev til en Haugianer, dateret 10. September 1842, skriver han : «Hvad for en djævelsk Levemaade er dette, I lever i ? Ja, i Sandhed er Djævelen i Eders Hjerter med hele sit Rige; hvordan kan Gud være tjent med det Slags Folk, I er ? Thi I er værre, end nogen har været.. Alle de Plager skal hvile paa Eder, som er skrevne i denne Bog, siger Aanden.. Engang var I vel komne til det Røde Hav; men da vilde ingen af Eder igjennem, men vendte tilbage til Ægypten for at faa æde Kjød, som kunde fornøie Eders Sind .. O, I Haugianere, I Øgleunger ! Hvorledes kan I undfly Helvedes Dom !» (Brev fra Sørflaten af 10. Septbr. 1842)
Omkring et Aar fik dette Kjødets Væsen florere. Haugianerne søgte af al Magt baade i Opbyggelser og privat at overbevise Folket og lede dem bort fra Vildfarelsen og de grove Udskeielser, men uden større Virkning.
De henvendte sig derfor til Stedets i flere Henseender skrøbelige Sogneprest, Ole Østfold (1795 – 1863), med indtrængende Anmodning om at skride ind. Han havde længe troet godt om Sørflaten og hans Tilhængere, men fik nu endelig Øinene op for Bevægelsens Art og den store Fare, som gjennem den truede hele Menigheden.
Under 10. Mai 1843 sendte han en Forestilling til Provsten angaaende Forholdene i søndre Aurdal. Denne erklærede, at saafremt Sørflaten havde gjort noget, som var strafbart efter Loven, burde han meldes for den verdslige Øvrighed.
Prestens Medhjælpere henvendte sig derfor til Formandskabet, og dette i Forening med Sognepresten sendte Amtmanden en Skrivelse, dateret 4. April 1843, hvori de anmoder om, at Sørflatens Udskeielser maatte blive retslig undersøgte.
Sorenskriveren i Valders fik derefter Paalæg om at afholde Forhør over Vedkommende. Herved fremkom saadanne Oplysninger, at Justitssag blev anlagt mod Sørflaten for Gudsbespottelse, Usædelighed m.m.
Rettergangen blev vidløftig og langvarig, da 112 Vidner maatte afhøres; Dommen blev først afsagt 20. December 1843. Den lød paa, at Tiltalte «for Forhaanelse og Bespottelse mod Guds hellige Ord og Sakramenter samt den ved samme foreskrevne Sædelighed» blev dømt til halvandet Aars Strafarbeide paa Akershus (Samtidige Breve og Oplysninger. Akterne i Sagen mod Sørflaten. Bang, «Hauge og hans Samtid», Side 529 flg.).
Denne alvorlige Afgjørelse vakte Folket til Besindelse, saa Sværmeriet efterhaanden lagde sig.
Efter udstaaet Straffetid i Christiania levede Sørflaten stille paa sin Gaard under flittigt Arbeide og uden senere at befatte sig med nogen aandelig Virksomhed.
Følgende meddeles i «Morgenbladet» for 19. Juli 1890 : «Da Sørflaten kom tilbage, saa det ud til, at han havde søgt Gud; sikkert er det, at han angrede sin Gjerning. I de senere Aar har han siddet som en Dot, uden Mæle og kastet et flygtigt Blik til alle Kanter. Om man tiltalte ham, kom intetsomhelst Svar».
Hans Prest i de sidste 5 Leveaar skriver : «Sørflaten, der levede som Føderaadsmand hos sin Søn paa Sørflaten hersteds, talte jeg flere Gange med personlig i hans senere Aar. Han var da meget gammel. Uagtet hans Aandsevner ikke forekom at være ganske sløvede, syntes han dog, naar Samtalen kom ind paa aandelige Emner, at være fuldstændig sløv og apathisk; han sad og saa hen for sig, og det var meget vanskeligt at faa Ord af ham. Jeg erindrer, at jeg efter at have talt venlig og ligefrem til ham om Guds uforskyldte Naade, som var tilgjængelig for alle, kunde spørge : «Du vil vel gjerne, Ole, blive frelst af den Herre Jesus ?» Hvortil jeg efter gjentagende at have spurgt endelig kunde faa det Svar : «Jau, eg vilde nok gjedne !»
Og saa sank han atter hen for sig selv. — Han forekom mig i sine sidste Aar nærmest at lide af en Forstandssvækkelse, hvortil Grunden vistnok lagdes under hans Ophold paa Slaveriet og under Indflydelse af de tunge Minder og det Samvittighedsnag, som da besværede ham.
Jeg har hørt, at han havde lidt under disse. Faktum er, at han en længere Tid efter Hjemkomsten fra Slaveriet var aabenbart sindssvag og kunde faa Anfald, som nærmede sig Raseri, saa at man maatte spærre ham inde, og dette er sandsynligvis naturligen bleven efterfulgt af en aandelig Svækkelse og Sløvhedstilstand. Han gjorde paa mig et dybt Indtryk af Ulykke, man maatte føle inderlig Medlidenhed med ham.
Hans Børn, hvoraf flere er ugifte, boede sammen med ham og til det sidste omgikkes ham og pleiede ham med Kjærlighed.
Han maa have været en ualmindelig kraftig og begavet Personlighed, omend raa og fuldstændig blottet for aandelig Kultur og Oplysning; han synes at have gjort et uudslætteligt Indtryk paa mange Ældre».
Sørflaten døde 23. Oktober 1889. (Meddelelser fra Sogneprest Thomas Barth i søndre Aurdal).