Vi vil haabe, at et alvorligt Advarsels Ord nu maa standse den sidste Forfølgelse, og vi vil derfor –og for at belyse Forholdet – kortelig omhandle : 1. Forfølgelserne mod H. N. Hauge og den over ham fældte Dom for Konventikelplakatens Overtrædelse. 2. Konventikelplakatens Indhold og Kampen for dens Ophævelse. 3. Lægmandsvirksomhedens senere Udvikling og Bekjæmpelse. 4. Det seneste Forsøg paa gjennem Lovfortolkning at faa istand en særlig Konventikelplakat for en enkelt Præst.
1. Forfølgelsen mod Hauge og den over ham fældte Dom for Overtrædelse af Konventikelplakaten.
«I April 1804 indsendte Provst Heiberg i Rennesø ved Stavanger en Klage til Kristianssands Biskop, Hansen (Peder Hansen/red.), over den Hinder, Hauge og Venner lagde i Veien for de bekjendte rationalistiske Sogneselskabers Oprettelse og Virksomhed» (A. Chr. Bang : Hans Nilsen Hauge og hans Samtid).
Biskop Hansen afsluttede sin Bispegjerning i Norge ved at indberette dette til det danske Kaneelli og indstillede til dette at standse «den berygtede H. N. Hauges og hans omvankende Emissærers» Virksomhed, for dermed at forebygge «et ellers elskværdigt Folks baade fysiske og moralske Fordærvelse».
Kanecelliet anmodede saa Norges Amtmænd og Bisper og disse igjen sine underordnede om at indkomme med Oplysninger om Hauge og hans Tilhængere og med Forslag til Hemmelse af det Uvæsen, som de drev. De saaledes fremkomne «Oplysninger» er ofte ligesaa upaalidelige, som de indgivne Forslag er kraftige. Tonen i de geistlige Indberetninger minder forresten ikke saa sjelden om den Tone, som ofte gaar igjennem de Artikler, som den Del af den norske Geistlighed, der skriver i «Morgenbladet», endnu oftere benytter.
Som Botemidler mod det farlige Uvæsen (Hauges virksomhet/red.) foreslaaes blandt andet : Indskjærpelse af Konventikelplakaten og forøget Straf for dens Overtrædelse, Hauges «Indsættelse paa Munkholmen paa Livstid», «hans Tilhængeres Anbringelse paa Tugthuset for at uddampe deres Galskab» o. s. v.
Allerede før denne Tid var oftere Hauges Tilhængere, den ene efter den anden, fængslede, satte under Tiltale og straffede med Tugthus.
– 323 –
I 1799 blev ikke mindre end 7 af hans Venner dømte til Tugthus «for Omflakkeri og Prædikeri og Prædikelyst». To af dem sad i 2 1/2 Aar i Tugthuset. Ogsaa Hauge selv var tidligere oftere bleven fængslet og straffet. Den 4de Febr. 1800 blev han saaledes for sjette Gang sat i Fængsel, denne Gang dømt til en Maaneds Tugthusstraf, fordi han havde foretaget sig «at holde Forelæsning og forklare Guds Ord, som ved allernaadigste Forordning af 13de Januar 1741 er forbuden».
Men i egentlig System var Forfølgelsen endnu ikke sat. Det sker først efter hin berygtede Forestilling fra Biskop Hansen i Kristianssand og deraf følgende Indberetninger og Oplysninger.
Den 24de Oktober 1804 blev da H. N. Hauge arresteret og den langvarige Proces mod ham sat i Gang. Under denne sad han arresteret som en almindelig Forbryder fra 1804 til 1811, dog at han i 1809 fik det hæderlige Hverv at reise om i Landet for at anlægge Saltværker for at afhjælpe truende Nød. Han, den fængslede Forbryder, sendtes fri og ubevogtet afsted for at udføre et offentligt Ærinde. Noget bedre Bevis kunde Øvrigheden ikke levere, for at den ansaa ham for en Mand, der med Urette blev forfulgt.
Da hans Arbeide med Saltværkernes Anlæg var tilende, blev han – det lyder utroligt – atter indsat i Fængslet indtil Høsten 1811. I Slutningen af 1813 faldt «Underretsdommen» over ham; den lød paa 2 Aars Fæstningsarbeide. Et Aar senere kom «Høiesteretsdommen», der ilagde ham en Mulkt af 1000 Rdl. og Sagens Omtkostninger.
Hans Brøde bestod fornemmelig deri, «at han mod Forordningen af 13de Januar 1741 selv havde reist om i Landet og talt Guds Ord, og at han havde opmuntret andre til samme Gjerning».
I et «kristent Land» bliver en ordentlig og fredelig Mand efter Geistlighedens Forlangende tiltalt for denne «Forbrydelse»; i 7 Aar holdes han trods gjentagne Ansøgninger og trods Løfte om tilstrækkelig Kaution indespærret for denne «Forbrydelse», indtil hans Helbred og hans Formue er ødelagt; da Dommen endelig falder, lyder den paa Grund af «Lovgivningens blide Tænkemaade med Hensyn til Sværmere» ikke paa «korporlig Straf», men paa en Mulkt og Sagens Omtkostninger.
Dommen faldt i det Aar, hvori Norge fik sin Frihed.
– 324 –
Den burde have aabnet alles Øine for Religionsfrihedens Nødvendighed og for Konventikelplakatens oprørende Uretfærdighed.
2. Konventikelplakatens Indhold og Kampen for dens Ophævelse.
Hans N. Hauge havde, idet han drog omkring i Landet og talte Guds Ord, overtraadt en bestaaende borgerlig Lov, nemlig Forordningen af 13de Januar 1741, den saakaldte Konventikelplakat.
Denne Forordning giver Præsterne Tilladelse til foruden de forordnede Gudstjenester at holde Forsamlinger i egne eller andres Huse navnlig paa Helligdagene. Den tillader ogsaa Husbonden at holde Husandagt for sine Folk og endvidere tilsteder den, at ganske faa Personer af samme Kjøn i al Stilhed og paa kort Tid med Præstens Vidende samles til fælles Opbyggelse, men forbyder strengelig og alvorlig alle andre Slags gudelige Forsamlinger. Den forbyder fremdeles Læsningen af «fremmede, uapproberede, ofte til fanatiske socinianske og andre grove Vildfarelser hensigtende Bøger».
Forordningen var visselig given i god Mening. Den var et Udtryk for hin Tids Opfatning, at man burde hindre al Vildfarelse fra at faa Indgang blandt Folket og give dettes af Kongen beskikkede Præster Eneret til at forkynde Guds Ord og Folket hverken Ret til at høre andre Forkyndere eller læse andet end «ordentlig censurerede Bøger, Bønner og Salmer», som det hedder i nævnte Forordning. Denne stemte desuden vel med de Tvangsbestemmelser, som i hine Dage raadede ogsaa paa det borgerlige Omraade.
For at have overtraadt denne Forordning eller Lov var H. N. Hauge bleven fængslet, tiltalt og straffet. Han havde jo reist om i Landet og talt Guds Ord hvorsomhelst og for saamange, som vilde høre ham, og uden at melde det til Præsten.
Den Dom, som fældtes over ham, og den Behandling, for hvilken han forøvrigt blev udsat, var formentlig ogsaa lovmæssig, forsaavidt som den var stemmende med de bestaaende Love.
Men dette gjælder ogsaa de Kristenforfølgelser, som Hedningerne paaførte de første kristne; de var jo ogsaa lovmedholdige og lovlige i denne Henseende, og der er mellem dem og Forfølgelserne mod Hauge ingensomhelst anden Forskjel, end at de sidste foregik i et «kristent Land» og i Kristendommens Navn.
– 325 –
Det skulde man dog ventet, at naar det ved Hauges Optræden, Virksomhed og Straflidelse var bleven saa aabenbart, som det her maatte blive for enhver, hvorledes en priviligeret Lærerstand kan misbruge sin Stilling til at give Folket Stene istedetfor Brød, og hvor nødvendig større Frihed er, samt hvor uretfærdige og barbariske Lovbestemmelser som her nævnte kan blive, saa skulde Styrelsen i vort Land ønsket denne Lov afsskaffet, og saa skulde navnlig de mest oplyste havt Øie for Frihedens Nødvendighed og Betydning.
Saameget mere skulde man ventet dette, som vort Land paa den Tid havde faaet borgerlig Frihed med dertil hørende Talefrihed, Pressefrihed og Forsamlingsfrihed, og som det altsaa var tilladt Landets Borgere at forsamle sig til Drøftelse af allehaande verdslige eller borgerlige Anliggender, naar og hvor de vilde.
Kun hvor det gjaldt at samle sig om Guds Ord, var der Indskrænkninger i Forsamlingsfriheden.
Fra Styrelsens Side blev dog intet gjort i denne Henseende.
Men i Aaret 1833, altsaa 19 Aar, efter at Dommen i Hauges Sag var falden, fremsattes der i Norges Storthing et privat Forslag om Ophævelse af Konventikelplakaten.
Forslaget blev dengang henlagt, men fremsattes atter i 1836 og blev da bifaldt, men negtet Sanktion. I 1839 vedtoges det atter uforandret af Storthinget, men negtedes atter Sanktion. Inden denne Negtelse gaves, havde Regjeringen indhentet Betænkning fra det theologiske Fakultet, fra Biskoperne og fra Amtmændene.
Det hele theologiske Fakultet erklærede sig enstemmig mod Ophævelsen af nævnte Plakat, og af Rigets 5 Biskoper var det kun Biskopen i Trondhjem, som udtalte sig for Plakatens Ophævelse.
Kirkedepartementet udtalte i en Regjeringsindstilling sin Forbauselse over, at Storthinget kunde gjentage sin Beslutning trods de derimod fremkomne Betænkninger fra Amtmænd, Biskoper og det hele theologiske Fakultet, navnlig maatte det forbause at de 4 Biskoper og den enstemmige Fakultetsbetænkning ikke gjorde nogen Virkning (Kirkedepartementets Foredrag, tiltraadt i det væsentlige af Regjeringen, af Februar 1842. En i særlig Grad bemærkelsesværdig Ytring i dette mærkelige Departementsforedrag af 1842 skal vi her anføre. Den lyder saaledes : «Saavel blandt Geistligheden som blandt Formandskaberne og civile Embedsmænd er der overveiende Pluralitet for, at Forordningen af 13de Januar 1741 ikke bør ophæves, medmindre noget sættes istedetfor samme, saaledes at den i Aarene 1836 og 1839 fattede Storthingsbeslutning forsaavidt ikke kan siges at finde Støtte i den almindelige Opinion». Det var da ikke blot mod Regjeringens, det theologiske Fakultets, og de 4 Biskopers Raad, men efter Kirkedepartementets Paastand ogsaa i Strid med den almindelige Opinion, at Storthinget 3 Gange fattede sin Beslutning om Konventikelplakatens Ophævelse !).
– 326 –
Inden Sagen kom fore paa Storthinget i 1842, nedsatte nu Regjeringen en Kommission til at drøfte Spørgsmaalet. Den bestod af et Medlem af det theologiske Fakultet, en Sorenskriver og en Præst, og efter dens Raad foreslog saa Regjeringen ved klg. Prop. af 1ste Marts 1842 Storthinget ikke at gjentage Beslutningen om Konventikelplakatens Ophævelse, men at forandre denne Plakat og give Lægfolket en noget udvidet, men dog altid strengt begrændset Adgang til at holde gudelige Forsamlinger.
Dette Regjeringens Forslag af 1842 er i høi Grad mærkeligt. Det tillader Lægfolk at samles om Guds Ord udenfor den offentlige Gudstjeneste, paa Betingelse af, at Præsten underrettes derom iforveien.
Men hvis nogen Lægmand holder saadan Forsamling uden først at have fremstillet sig personlig for Præsten og fremlagt for denne (dersom det er en fremmed Præst) anbefalende Attest fra sin Sognepræst for moralsk Forhold eller holder Forsamlinger under eller umiddelbart efter den offentlige Gudstjeneste, skal han betale 5 til 20 Spd. til Fattigkassen, og hvis en Kvinde holder saadant Møde, «belægges hun med samme Mulkt» (Forslagets §6 lyder saaledes : Skulde – – enkelt Medlem af den ev. luth. Kirke efter streng og nøiagtig Selvprøvelse føle et indre Kald til i egen eller fremmed Menighed at fremstaa som Prædikant og i Egenskab af saadan at indbyde til og afholde gudelige Forsamlinger, da skal vel saadant ikke være ham forbudt; dog skal han, under en ellers erlæggendes Mulkt af 5 til 20 Spd. til den Menighedskasse, i hvilken han fremtræder, være forpligtet til, a) forinden han afholder nogen Forsamling, personligen at fremstille sig for Præsten med Anmeldelse af Tid og Sted, naar og hvor han agter at afholde sine Forsamlinger; b) derhos at fremlægge anbefalende Attest fra sin Sognepræst om sit moralske Forhold, og c) ei at afholde Forsamlinger under eller umiddelbart efter den offentlige Gudstjeneste.
Hvis Mulkten
– 327 –
ikke kan betales, afsones den som bekjendt med Vand og Brød, og vi har altsaa et Regjeringsforslag af 1842, der anbefaler borgerlig Straf, Mulkt eller Vand og Brød, for at samle om og tale Guds Ord paa kristelig og sømmelig Maade forresten, men uden iforveien at have fremstillet sig personlig for Præsten med anbefalende Attest.
H. N. Hauge vilde ved Hjælp af dette Forslag været dømt til Mulkt Gang efter Gang.
Dette Regjeringsforslag fik dog, saavidt vi ved, ikke en eneste Stemme i Storthinget. Derimod var der enkelte Thingmænd, som ikke vilde, at den tidligere Beslutning uforandret skulde gjentages, og de stemte for et af Biskop v. der Lippe fremsat Forslag om, at der skulde tilføies en Bestemmelse om, at vedkommende Præst altid skulde have Adgang til de af Lægmænd holdte gudelige Forsamlinger.
Dette Forslag blev dog forkastet, og da Beslutningen saaledes var gjentaget uforandret 3 Gange, blev den oversendt Kongen til Sanktion i Overensstemmelse med Reglerne for det suspensive Veto, og er nu Lov.
Den første Seier i Kampen for Religionsfriheden vandtes altsaa efter 9 aarigt Arbeide, 28 Aar efter den frie Forfatnings Tilblivelse.
3. Lægmandsvirksomhedens senere Udvikling og Bekjæmpelse.
Mod det theologiske Fakultets enstemmige Betænkning, mod den norske Regjerings gjentagne Sanktionsnegtelse, mod de fleste Bispers og Amtmænds alvorlige Advarsler og mod en stor Del af Geistlighedens Ønske havde det norske Folk endelig paa lovlig Maade ryddet bort den Lovbestemmelse, som straffede de Lægfolk, der samledes om Guds Ord, med Mulkt og Fængsel, og skilt sig ved det mod Landets Forfatnings Aand stridende Forbud mod offentlige Lægmandsforsamlinger.
Det kan synes Nutiden underligt, at Videnskaben, Sagkyndigheden og Autoriteterne kunde være saa blinde, at de med Erfaringerne fra Hauges Sag i Minde kjæmpede for at kunne faa dem straffede som Forbrydere, der samledes om Guds Ord i Lægmandsforsamlinger.
Det er imidlertid en Kjendsgjerning, at det var saa, og at Folket maatte kjæmpe en alvorlig Kamp for at erhverve sig denne i «et kristent Land» selvfølgelige Ret at kunne samles
– 328 –
naarsomhelst om Guds Ord uden derfor at blive straffede af den borgerlige Lov.
Længere var man imidlertid ikke kommen ved hin Storthingsbeslutning. Den havde intet afgjort med Hensyn til det Spørgsmaal, om det nu ogsaa er kirkelig berettiget, stemmende med Guds Ord og vor Kirkes Bekjendelse, at Lægfolket samles indbyrdes om Guds Ord.
Det var blot fastslaaet, at en borgerlig Forbrydelse var ikke dette. Med Mulkt, med Fængsel eller Tugthus kunde det ikke herefter straffes, saaledes som Regjering, Bisper og det theologiske Fakultet havde villet.
I de følgende Aar gaar nu Lægmandsvirksomheden sin rolige Gang. Der holdes mindre og større Møder, med og uden Præstens Deltagelse. Enkelte Præster ser uvillig paa hele Bevægelsen, andre billiger og støtter den.
Gjennem den i disse Aar vakte Interesse for Missionen faar den et mægtigt Fremstød. Der holdes regelmæssige Møder af Præster og af Lægfolk om Missionen eller til almindelig Opbyggelse, uden at nogen falder paa at anke derover eller se noget urigtigt deri.
Snart udsender et privat Selskab, det norske Missionsselskab, Mænd, hvis Opgave det er at tale offentlig om Missionen, det vil med andre Ord sige : holde gudelige Forsamlinger. Andre Selskaber gjør det samme. Emissærerne henvender sig undertiden til Præsten, undertiden ikke, men enten de gjør det eller ikke, hører man saagodtsom aldrig, at nogen Præst modsætter sig deres Optræden eller søger at lægge dem Hindringer iveien («Morgenbladsgeistligheden» forklarer dette Fænomen paa følgende Maade : De Præster, som staar paa et kirkeligt Standpunkt og gjerne vil bevare kirkelig Orden, har den hele Tid været mod al Lægmandsvirksomhed, «imod vor Tids saa ofte ukirkelige og derfor opløsende Indremissionsvirksomhed»; men de har ikke kunnet bekvemme sig til at tale : «Skriget dominerer os i Grunden». «Denne ukirkelige Bevægelse, som i vore Dage har taget stærk Vækst, ligesom Radikalismen paa det politiske Omraade, skyldes visselig for en Del nogle af disse Præster, der gav sig hen til Bevægelsen og til Løn derfor høstede Partiets Anerkjendelse og Velvillie». Dette er «Morgenbladsgeistlighedens» Forklaring af Forholdet, ikke vor (Ole Vollan/»Ny luthersk Kirketidende/red.).
Lægmandsvirksomheden gaar saaledes sin uforstyrrede Gang i Livet; men der føres jo en stilfærdig Kamp om dens theoretiske (vel teologiske/red.) Berettigelse.
Der er dem, som paastaar, at ingen anden end den ordinerede Præst og de, som af ham dertil bemyndiges, har Ret til at tale Guds Ord udenfor sit eget Hus. Der er andre, som mener, at visse Nødstilfælde berettiger Lægmanden til at optræde i offentlige Forsamlinger med Guds Ords Forkyndelse, og de vil, at det skal bero paa Omstændighederne, om han skal bede Præsten om Tilladelse eller anmelde det for ham eller ikke.
Nødstilstanden er efter nogles Mening kun tilstede, naar der ingen Præst er i en
– 329 –