– og inntatt i avisen «Lister. Et Blad for Farsund og Omegn»» for «Lørdag den 22de September 1888»; denne artikkel utgjør den første i en rekke på 4 forfattet av den kjente skolelærer og skolestyrer Johannes Matias Osmundsen – se oversikten her; Osmundsen beretter her om en særegen tid sommeren 1828 og den påfølgende perioden og med etter hans egen og mange med hams oppfatning flere negative fortegn, selv om han ikke underslår enkelte positive elementer.
Les for øvrig den neste artikkelen her; i artikkel-serien hadde den unge Onsøy- eller Fredrikstadgutten Mathias Nielsen Omdahl (det siste et familie-navn han antok etter en gård i Vanse traktene han anskaffet) en sentral rolle i den rørelse som fant sted i Vanse- og Farsund-distriktet sommeren 1828; og ser man nærmere etter, vil man fra denne person kunne oppdage forbindelser til andre særegne personskikkelser i norsk 1800-talls religiøse liv, noe vi vil komme tilbake til;
I forrige Aarhundredes sidste Fjerdedel boede i Farsunds nordre Del, i et Hus paa et Sted der nu kaldes Kroken, etslags Høker eller Handelsmand, der hed Magnus. Han havde en Datter, som i sine unge Dage sagdes at skulle havt et særdeles fagert Ydre, hvilket de Ruiner, som deraf i hendes Alderdom var tilbage, ogsaa hentydede paa.
Hun hed Kirstina, og var i sit senere Liv kjendt under Navnet Magnus Kirstina. Det gik hende i Ungdommen, som Wessel engang skrev, at endskjønt hun ei var gift, sit Snørliv fandt for stivt – og hun fødte ca. 1792 en Datter, der fik Navnet Anne Kirstina. Hvorledes det nu end i Virkeligheden forholdt sig med Paterniteten til denne, – saa blev dertil udlagt en Hollænder, Jan van Dam.
Men, hun lod det ikke blive nok med dette Vildspor, hun forstørrede det endvidere, ved om ikke længe derefter baade med sig og Barn, at slaa sig sammen med en Tater, der gik under Navnet Kristoffer Skeifant, og som endog skulde have været mistænkt for at have været Stimand (landeveis-røver/red.).
De levede og gjaldt for at være Ægtefolk, skjønt jeg ved ikke hvorvidt de vare ægteviede. De streifede vide omkring, baade norden- og søndenfjelds, og paa en af disse Streifninger i Smaalenene fik de fat i en halvvoksen Husmandsgut, Mathias Nilsen, som rimeligvis blev lokket til at slutte sig til dem. Han skulde været 10 Aar yngre end Datteren Anne Kirstina, og være født paa en Husmandsplads under Ellinggaard i Onsø Præste gjeld, og er det nærmest at tænke, at det især var Datteren, der var mest interesseret i ham.
Efterat alle fire nu en Tid havde havt Følge, fraskildte Mathias og Anne Kirstina sig fra de ældre, og drog om for sig selv, og som tyder hen paa, at der var stiftet et engere Forhold mellem dem; thi hvor de kom hen, levede de og teede sig frit som om de vare Ægtefæller.
– Foruden hvad andet hun kunde have opdrættet Gutten til, var dog nok ogsaa til at læse, da hun vel selv, formentlig af sin Moder, var bibragt Færdighed deri; men dermed vilde det nok ikke gaa synderlig rask fremad, uagtet han havde meget gode, ja i mekanisk Henseende vist meget brillante Evner, – saa diltede han i flere Aar under Konfirmationsforberedelse, indtil han endelig, antagelig i Alder af 17-18 Aar, blev konfirmeret af Præst Dürborg og kort efter ægteviet med Anne Kirstina.
Han besad vistnok sjeldne mekaniske Færdigheder saavel i Metaller som andre Arbeider, og var en meget stout og velvoksen Mand, som i ydre godt Udseende søgte sin Mage.
Som ung var heller ikke hans Kone saa uanseelig, men blev neppe gjenkjendelig paa sine gamle Dage. Hun gik da under Navnet Fante-Kirstina. Den sidste Gang jeg saa hende, – og hun levede nok ikke længe derefter,– var i Septbr. 1872; da stod hun her paa Gaden i ivrig Sladderforretning med endel andre Kvinder, og ikke alene Ansigtets forskjellige Dele, men ogsaa Hænder og Arme var i ivrig Bevægelse, og hun maatte i denne Situation forestille et træffende Billede af en Heks.
Det var ikke saa mange Aar de holdt paa med dette Omstreiferliv, thi han blev nok efterhaanden mer og mer kjed deraf, og da de havde faaet et Par Børn, en Datter og en Søn, forlod de Fantestien og nedsatte sig først et Aarstid paa Homeland i Løvdal Sogn og derefter paa Omdal i Vanse; men han kom dog senere stedse til at bære Navnet Fante-Mathias.
Under deres Omstreifer liv gjæstede de ofte mit Barndoms hjem Solberg, hvor jeg da var i en Alder af 7-8 Aar. Han var for øvrigt et saa snilt Menneske, at han var afholdt hvor han kom. Ved min Hændighed med Tollekniv at udføre Træarbeider, som Skrin, Fuglebure, Uhre o. fl. havde jeg nok tiltrukket mig hans Opmærksomhed, og han underholdt sig ofte med mig, og vi havde nok længe efter gjensidige Minder om hinanden.
Men efter at have bosat sig, gjensaaes vi nok ikke før over tyve Aar senere, og i denne Tid havde han været haardt nok prøvet af Livets Gjenvordigheder.
– Og nogen Tid efter udholdt Tugthusstraf, flyttede han længere nord i Landet, jeg tror det for det første var til Stavangerkanten. Derfra gjorde han en Reise hid Sommeren enten 1847 eller 48 og da han havde spurgt, at jeg var Skolelærer her, gjorde han mig en Visit og vi havde flere Timers Samtale, og jeg fik Indtryk af, at han da var et særdeles forstandigt og kristeligt oplyst Menneske, skjønt jeg endnu sad inde med den feilagtige Formening, at de grovkornede Udskeielser mod 6te Bud, der fortaltes om ham i hans Opvækkelsestid, var Sandhed.
Han trak sig derefter end mere nord i Landet, og det sidste jeg hørte om ham var, at han i Begyndelsen af Sekstiaarene boede i Tromsø, og det sagdes, at han der var Forstander for en Frimenighed.
Det var vel ikke saa ret længe efter sit Giftermaal førend han nok maatte angre denne Forbindelse, som vist ogsaa var hans Livs værste Ulykke; thi de passede nok slet ikke for hinanden, og før sin Vækkelse fristedes han nok oftere til at bruge Prygl og anden Brutalitet mod hende. Men desuagtet ser det sletikke ud til, at han havde været hende ægteskabelig utro, og de mange Skandalhistorier om hans Udsvævelser i Begyndelsen af sit vakte Liv, – lig Ole Sørflaten, – ser virkelig ud til, naar man har gjennemgaaet Forhørsakterne, kun at være dels Opdigtelser og dels Forvrængninger. Thi under Forhørene 1828 og 29 om hans Konventikler, søgtes der blandt de talrige indstevnte Vidner, strengt og nøie efter at kunne opdrive sligt, og havde der været nogen Virkelighed i disse, vilde vel et eller andet været kommet for Dagens Lys; medens tvertimod, en af de værste Skrøner reduceredes til, at han engang ved høilys Dag, i manges Nærværelse og i fuld Paaklædning havde lagt i en Seng og at en Gjente (Vidne 27), der oftere var Deltager i Forsamlingerne, havde ligesom for at hvile sig, heldet Hoved og Skuldre mod Sengkanten, uden som hun senere forklarede, at agte paa, at han laa i Sengen.
Det var sandsynlig i 1826 han bosatte sig paa Omdal, og et Aarstid efter var det nok, at han angrebes af denne stærke religiøse Vækkelse. Hvor vidt den var foraarsaget ved særegen Begivenhed eller Person (persons innflytelse/red.) vides ikke.
Muligens har han begyndt at deltage i H.P. Baus (Hans Peter Bau : Brødremenighetens utsending til Lista-landet fra 1805 for å betjene menighetssamfunnet der/red.) herrnhutiske Forsamlinger, men som han vel syntes, var Forkyndelsen her for mild og mindre rivende og vækkende, end han tiltrængte. – Og, da siden Aarhundredets Begyndelse, den gamle herrnhutiske Staahei var stilnet af, var der nok hverken af Præster eller andre bevirket nogen synderlig Vækkelse i Vanse; thi med Undtagelse af de Faa, der udgjorde den faste Stok ved Baus Forsamlinger paa Knivsland, stod det nok paa et meget lavt Trin med Kristendomskundskaben.
Skolevæsenet var i dette Tidsrum næsten uden nogen Betydning og Præstens Konfirmationsundervisning skulde kun bestaa i Ord til andet at høre Saxtorfs Udtog af Pontoppidan fra Perm til Perm, uden noget andet forklarende eller vækkende Ord.
Alligevel blev dog Præsten beundret, da han, uden at bruge Bogen, kunde aldeles udenad dens Spørgsmaal og Svar. Men anderledes blev det nok da Sønnen G. D. B. Abel, ogsaa her var bleven Præst. Han brugte at katekisere, vække til Selvtanke; men han gjorde sig derved hos Flerheden kun forhadt, og man hørte idelig Udtale om, at han spurgte saa vrangt.
Var denne nu end ikke nogen fremragende Prædikant, saa var han dog derimod en aldeles fortrinlig Religionslærer, for de Unge, og navnlig har jeg, – uden da at høre til hans Menighed, – i Somrene 1829 og 30 havt megen Opløftelse af at paahøre hans Katekisationer i Herods gamle Kirke hveranden Søndag mellem Pintse og Mikkelsdag.
Der var paa Kirkens Træv ved den sydlige Væg et lidet Rum, som kaldtes Væ(d)re-Stillet, hvor der var saa bekvemt baade at se og høre, og der var jevnlig min Plads; og i disse to Somre traf det sig saa, at jeg ogsaa hveranden Søndag kunde være i Vanse og paahøre Arneberg. Denne havde jo ulige større Begavelse som Prædikant, maaske den største nogen Præst her nogensinde har havt; men jeg er dog næsten til bøielig til at tro, at jeg følte mig vel saa meget løftet af Abels Katekisationer.
Paahørelsen af disse Aars Katekisationer bevirkede for mit vedkommende at jeg baade blev en noget fremragende Konfirmand i 1831 og tillige vendte Sindet fra Sølivet til Lærergjerningen.
Naar man nu ved (vet/red.) hvor tom paa Religionskundskab Mathias Omdal oprindelig var, og hvor lavt han deri stod; og dernæst hvad han havde udstaaet i Livets Trængsler og Skuffelser, og kanske mest af sin Ægtefælle; og kommer saa dertil hans Enthusiasme og levende Fantasi, – saa er det vel ikke saa meget at undres over, at hans Foredrag, i hans oprindelige Vækkelse, blev saa voldsomme, fanatiske, ja vildledende, som de var.
Han tør maaske havt et Fnug af Lighed med den Apollo, der omtales i Apostelhistorien; men Mathias havde nok her ingen Aguilas eller Prisilla til at føre sig videre fremover.
P.S. Abel, der siden 1799 her havde været Sognepræst, døde 10de April 1827, og Eftermanden Arneberg gjorde først Høsten 1828 sin Indtrædelse. Under Vakansen havde G. D. B. Abel bestyret alle 4 Sogne, som derefter blev 2 Præstegjeld. De ganske faa Kirkeforretninger under Vakansen turde maaske ogsaa have været en af Faktorerne til, at Mathias m. Fl. fik den religiøse Røre igang.
Hvad Tid i første Halvaar 1828 hans Prækevirksomhed tog sin Begyndelse, kjendes ikke, men han havde holdt Samlinger paa Omdal, Næsem, Hasselgaardene, vestre Houe, Kalleberg og Stave før han Søndagen den 15de Juni holdt sin saa navnkundige store Samling paa Pladsen Klokhammer, indbudt dertil af 1ste Vidne, ligesom det formentlig var senere samme Dag han talede fra Torvkassen paa Østhassels Mark.
Straks derefter begyndte Forhørene, nemlig 20 Juni, 3, 4, 5 og 8 Juli. Han var arresteret fra 20de Juni til 30te Juli; men blev da igjen løsladt mod Kaution af Thorkel Thorkelsen Omdal og Antoni Torgjussen Mosvold paa Vilkaar, at han afholdt sig fra Prækevirksomhed.
I de foreløbige Forhører afhørtes 91 Vidner. Sagen sendtes da til Amtet, hvorfra den blev sendt Kirkedepartementet, hvis Sjef da var Diriks. Og under 11 Decbr. 1828 gaves Ordre til, at Justitssag mod Mathias Omdal skulde anlægges, og Forhører bleve afholdte 26, 27 og 28 Januar, 23, 24 og 25 Februar, 30 April, 29 Mai og 18 Juni, og Underretsdommen som han vedtog blev afsagt paa Sorenskriverens Gaard Øhovden den 25de Juni 1829 og lyder i Uddrag saaledes :
– – Saavel ved den Mængde afhørte Vidner, som ved egen Tilstaaelse, er tilstrækkelig bevist, at Tiltalte, uden Anmeldelse for vedkommende Præst, har, forinden Præliminær-Forhøret, holdt Prækener og Forsamlinger, ikke aleneste omkring i Vandsøe Sogn paa Gaardene. – – – – – – –, men endog paa aaben Mark og paa en Torvkasse, som og paa Gaarden Slimestad i Kvinesdal, og at disse Forsamlinger og Taler ere holdte, saavel Nat som Dag – saavel paa Hverdage som paa Søn- og Helligdage, saavel for Mænd som Kvinder, Gifte og Ugifte, og uden at Manden har givet Hustruen, Forældrene Børnene, eller Husbonden deres Tjenere Tilladelse til at frekventere saadanne Forsamlinger, og uden at Tiltalte derimod har advaret, men endog været dristig nok til at anvende Midler til at sammenkalde Folket efterat han under Præliminær-Forhøret var arresteret, men blev løsladt paa Vilkaar, at han fraholdt sig at holde Forsamlinger og offentlige Taler, men blot holde Andagt med sine Husfolk, – ikke destomindre har han imod Sognepræst Arnebergs Advarsel holdt Taler og Forsamlinger paa Borhaug, Østhassel, Midhassel, Omdal, Vaagsvold, Næsem og Boan – – – –Alt Tiltalte derved har overtraadt Forordningen af 13de Januar 1741 er indlysende uden at hans Paaskud af Uvidenhed om Lovens Bestemmelse kan komme i Betragtning.– – – – – – Religionens Grundsætninger, der endog forbyde os til Utid, Nat og Hverken dage og paa upassende Steder, Kjøn ogAlder, reise om blandt Folk, og lettelig virker til Usædelighed.– – – – – –Vidneførselen viser, at han ved sine Forsamlinger har erholdt Traktement – – – – – forenet med Pastor Arnebergs Attest om hans Rygte, tillige opvækker Formodning mod ham om, at han ikke er fri for Usædelighed. – – – – –
Thi kjendes for Ret. Tiltalte Mathias Nilsen Omdal bør at arbeide 6 Maaneder i Kristianssands Tugt- og Værkhus, samt betale til Referenten Prokurator Abel i Salarium 80 Spd. og alle af hans passerede Arrest, Forpleining og Transport – – – –lovlig flydende Omkostninger.
Det Idømte udredes 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse.– – – –
Bøckman. Reyer Osmundsen Øehovden. Osmund Odsen Omdal. Begge holdt i Pennen.
(Fortsættes) – les neste artikkel i rekken – no. 2 – her :