ole mikkelsen herjuan : presentert i bladet «bud til menigmand» – del 1

–  i tidsskriftets/bladets utgave nr. 8 av 24de Juni 1872; forfattet av Fredrik Nannestad Wexelsen, bror av «Bud til Menigmand»s redaktør Hans Wexels Wexelsen; begge brødrene var kjent som  grundtvigianere og nevøer av den kjente grundtvigianer, res. kap. i Vår Frelsers Kirke (Domkirken) i Kristiania, Wilhelm Andreas Wexels. F. Wexelsen var personlig godt kjent med bonden Ole Mikkelsen Herjuan på gården Herjuan, hvilket kommer spesielt frem i neste artikkel. nr. 9;

– her gjengis i bladet fra sidene 113 – 120 :

I længere Tid har jeg ønsket at kunne opfriske Mindet om den Mand, hvis Navn jeg har tegnet over dette Stykke, opfriske det for den Vennekreds hernord, som han var kjendt og kjær.

De mange af Bladets Læsere, som ikke kjendte Manden, vil vel heller ikke have noget imod mit Forsøg, om det end ikke for dem kan blive, hvad det maaske kan være for os, der kjendte ham. Noget stort og rart har jeg nemlig ikke at meddele om denne Mand, hvis Liv henrandt stille og umærkeligt for den «store» Verden.

Dog var det os at og udmærket fremfor de Flestes dette bramfri Levnetsløb : et sanddru og levende Vidnesbyrd om ægte Menneskelighed og sundt Kristenliv, om hvad der kan leves i et norsk Bondehus, naar Aanden faar lyse derinde og Hjærtet bliver varmt ved Guds Naades Ord.

Omtrent 14 Mil fra Throndhjem, i Malvik Anneks til Strindens Præstegjæld, ligger to smaa Gaarde med Navnet Herjuan. De ligger temmelig for sig selv, i «Markabygden», som de her kalder det, omgivet af alvorlige Skoger, men danner med sine veldyrkede Enge og Agre et lysende lidet Billede i den mørke Ramme, som kun savner Vandet for at være meget fagert.

Vandet er dog ikke langt borte, thi gaar En bortigjennem Skogen en halv Fjerdings Vei, støder En paa det alle Throndhjemmere vel kjendte

– 114 –

«Johnsvandet», som især i Sommertiden pleier at drage baade Store og Smaa op i sine yndige Omgivelser.

Til Herjuan kan En komme ad to Veie, enten ved at tage «op over», forbi Reitgjærdets Pleiestiftelse og siden langs Johnsvandet, hvilken Vei jeg nok helst tilraader dem, som har unge og raske Fødder at gaa paa, eller En kan kjøre Landeveien «indover» (mod Stjørdalen) til Gaarden Saksvik, 1 norsk Mil fra Byen, for derpaa at tage til Høire op i Markabygden; ogsaa denne er en ret vakker Vei, men vil ikke i Længden tiltale saaledes som den førstnævnte (Sakse i Vik, en mægtig Mand i Kong Olaf Kyrres Tid, har givet Gaarden Navn (se Snorre, Magnus Barfods Saga, eller Munch, d. n. Folk Hist. 2den Del 454 og 558)).

Paa den ene af disse Herjuan-Gaarde bodde Manden, som jeg vil fortælle lidt om. Der var det godt at komme. ind og «hvile», enten En kom fra Saksvik-Bakkerne eller fra Johnsvandet; jevnlig blev der og holdt Rast, ikke alene af Mandens Venner og Kjendinger, men ogsaa af andre, som foer paa Jagt eller paa «Opmaaling» eller blot for Lyst, ogsaa af Mænd, der forresten kjendte Ole kun fra en saadan flygtig Hviletime, har jeg ofte hørt ham omtale med Lov over hans ærlige Aasyn, forstandige Tale og hyggelige Hus.

Nogen sammenhængende Levnetsbeskrivelse kan jeg ikke tjene med, men, som Overskriften lover, kun med enkelte Minder om Dage eller Timer, hvori vi mødtes og vexlede Ord om, hvad der laa os mest paa Hjærte eller særlig vakte vor Deltagelse. Imidlertid har en yngre Ven af Ole, paa min Bøn, været saa god at tilstille mig nogle Oplysninger om hans Liv og Levnet, som jeg her vil gjengive det Væsentligste af, tildels med Vennens egne Ord.

Ole M. Herjuan var født 1805 den 26de Mai paa en Husmandsplads under Gaarden Herjuan.

– 115 –

sagde, altfor villig vandrede dem.

Med den Aabenhed, der var ham egen, omtalte han for sine Fortrolige sin Ungdoms Forvildelser. Da styrede Herren det saa, at han kom til at arbeide hos en Mand, hvis Liv stod i Modsætning til hans og bar Præget af Hvilen i Kristus. Hos denne Mand kom meget ofte en Del af «Hauges Venner» sammen, saa at der sjelden hengik nogen Søndag, uden at de mødtes hos hverandre. Dog forsømte de heller ikke den offentlige Gudstjeneste, endskjønt Stedet dengang ikke var forlenet med nogen aandelig begavet Præst.

Disse Folk var ikke saa «kloge» som nu mange af de «Vakte» er, men «enfoldige», som i Troen, saa og i Kundskaben. Deres Sammenkomster var heller ikke saaledes udstyrede som de nuværende, hvor som oftest En «indleder», en anden prædiker osv.

«Hauges Venners» Opbyggelser bestod ofte blot i Salmesang og en «Samtale» om Troen og Troens Liv og om dens «Begynder og Fuldkommer, Jesus. Kom det rigtig høit, gik det ud paa at læse et Stykke af en gudelig Bog og holde en Bøn.

«Tale» eller «Foredrag» var der aldrig Snak om mellem dem, undtagen naar, efter Indbydelse, en fremmed Ven kunde indfinde sig blandt dem. Ole kom paa denne Vis snart til Orde mellem disse Venner. De benyttede ham, længe førend han kunde opbygge sig selv derved, som «Forelæser» og Navnet «Læser» blev ham tildelt længe førend han kunde tilegne sig det. Imidlertid berededes han lidt efter lidt ved Aanden, saa «Øinene blev klare, Ørene blev aabne og Ordet kunde strømme ind».

«Lyst til Herrens Lov», Klarhed i Kristendommen og Visheden om Syndernes Forladelse kunde han endda ikke finde, men Troen paa Syndsforladelsen blev dog hans inderste Længsel. Ofte syntes han sig at være glad i Gud, han elskede Herrens Folk, og fra den Dag, han fik eget Hus, holdt han det aabent, ja sit Bord med, for «Vennerne», og

– 117 –

det var Dage, som min Hjemmelsmand tænker tilbage paa med vemodig Glæde.

«Den Offervillighed», siger han, «den Venlighed og Kjærlighed, den Bøn og Sang staar ikke til at glemme».

Men som intet er helt og fuldkomment i denne Verden, saaledes heller ikke dette Liv. Uvisheden om Syndernes Forladelse, Uklarhed i Læren om Retfærdiggjørelsen forfulgte Ole under al hans gudelige Færd og Stræv. En Lise (lettelse/red.) skaffede en gammel Bog ham. Det var Hans Mossins «Samtaler» (fra 1766). Et Stykke der, «en Bondes Trøst, naar Fienden er kommen ind i Landet», kunde han ikke blive træt af at læse. Han fandt der Vink, som blev ham dyrebare og betydningsfulde.

Saa begyndte de nyere Stridigheder i vor Kirke at blive kjendte paa disse Kanter. De skaffede ham megen Ængstelse og det varede længe, inden han fandt Raad for sig; Kristendommen var ham en Livs-Sag (livssak/red.) og han forstod bestandig, at det var en slem Misforstaaelse og Misbrug af det Hellige, naar man vilde lade det bestaa i bare Læresætninger og Dogmatiseren.

Vorherre brugte nu her, som saa ofte, det som er «ringe i Menneskers Øine», en af de «Uvise», en der stod langt under Ole i Kundskab, som sit Redskab. Det var jo dengang som det maaske i endnu høiere Grad nu er Tilfældet, de fleste Opvaktes Skjævsyn paa Kristendommen, at, naar de f. Ex. hørte eller læste de Ord : «Salige er de Fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres», da lagde de al Vegten paa «Aandens Fattigdom», som de da ængstelig søgte hos sig selv, men ei kunde komme til Klarhed over. Dette optog saaledes deres Tankeliv, at der ikke blev videre Rum for «Himmeriges Rige», som dog just er det, der bringer Saliggjørelsen til «de Fattige i Aanden».

De forstod naturligvis ikke, at «Himmeriges Rige» er det, hvorved og hvori Gud gjør dem salige, som i Erkjendelsen af sin egen Fattigdom

– 118 –

paa det sande Gode, søge det som Naadens Gave og gaar ind i «Riget» formedelst Daab og Tro. De forstod ikke, at Fattigdommen i Aanden er ikke selv det Saliggjørende, men kun Betingelsen for, at vi kan og vil modtage Rigets Evangelium, som er «Guds Kraft til Salighed for hver den, som tror» (1. Kor. 1).

Nu fik Ole H.. hos den «uvise» Mand, som var ham meget forbunden, se noget, som tyktes ham værd at lægge Mærke til og det var «Luthers Huuspostille». I sin Forklaring der, over Pauli Omvendelse, siger Luther (i Anledning af Herrens Ord til Saulus : «Staa op, gaa ind i Staden, der skal det blive sagt dig, hvad du bør giøre») – «her ser du, hvad Kirken er, hvad den gjør og dens Nytte».

Ole tager Bogen hjem med sig, læser for sin Fader disse Ord, der var faldt ham saa mærkelig paa Hjærtet, og den gamle Fader udbryder : «Det var da besynderligt, at vi ikke skulde have set det før !» Fra den Tid droges Ole H. til at søge Oplysning og Klarhed over «Himmeriges Riges» Skatte hos den «kirkelige Anskuelses» Venner, uden dog, som mange af hans gamle Venner vistnok mente, at svigte den før erkjendte Sandhed, eller, med andre Ord, uden at tabe Synet for og den levende Erkjendelse af «Fattigdommen i Aanden», af Menneskets Syndighed eller overhoved af, hvad den «kirkelige Anskuelses» Venner ligesaavel har Øie for som de, der ikke kan følge dem i «Anskuelsen».

Men det udtalte han ofte, at en «fremmed» Aand, der ikke raadede hos hans forhen omtalte Omgangsvenner, lever i mange af de nærværende «Vakte».

Som jeg i det her meddelte har holdt mig til de Optegnelser, den «yngre Ven», en agtet og duelig Lærer i Malvik Sogn, har sendt mig, vil jeg nu slutte Vennens Meddelelser ganske med hans egne Ord.

«Som han (Ole H.) søgte Oplysning, saaledes havde

– 119 –

han ud igjennem Aarene erhvervet sig en efter sine Forhold meget stor Bogsamling, med hvilken han sysselsatte sig i mangen ledig Stund. Dette sammen med, at han stadig søgte Samtale med forstandige Mænd, udvidede hans Kundskaber. Han var al sin Dag en flittig Kirkegjænger og det er med Vemod, at jeg nu snart i to Aar har set hans vanlige Sæde tomt. Med Hjærte for sin Gud havde han Hjærte for hans Folk, og hvormegen Kummer al den Miskjendelse voldte ham af dem, med hvem han delte Tro, men ikke Syn paa Livet, derom kunde jeg fremføre mangt et Vidnesbyrd. Ja ikke blot Herrens Folk, men Folket i sin Almindelighed havde han lært at elske, viste det og i sin offentlige og private Færd. Hans Oplysning om kristelige og kirkelige Gjenstande var meget stor og det Liv og den Freidighed, hvormed Talen altid gik, naar den var derom, vidnede om, at Kristendommen var hans Hjærtes Eiendom; hvor den blev bragt paa Tale, kunde man være sikker paa hans Nærværelse. – – Et hjærteligere Hus- og Familieliv kunde man ikke finde. Med Hensyn derpaa spurgte han sin Kone, om hun vidste eller kunde hugse, der havde været noget leit eller ukjærligt Ord imellem dem, hvortil hun grædende svarede Nei ! det vidste hun ikke. Mod sine Forældre var han en trofast Søn. Han vidste, sagde han, hvad Luther siger : «en Fader kan lettere ernære 6 Børn end de en Fader», men han forsørgede dem dog alene ligetil deres Død.

Saa kom den 16de Oktober 1870. Efter et kort Sygeleie gik Ole Herjuan ind til den «Sabbatshvile, som er tilovers for Guds Folk». Bedrøvet, saare bedrøvet stod jeg der, fordi det blev mig ikke forundt at sige ham mit kjærlige Farvel, det, jeg har bevaret til et hjerteligt «velmødt !» Den 27de Oktober 1870 stædedes hans Støv til Hvile paa Malviks Kirkegaard. En stor Mængde Mennesker fra Malvik

– 120 –

og Hlade Sogne samt fra Throndhjems By havde indfundet sig, de allerfleste efter egen Tilskyndelse. Vi søgte at trøste hverandre saa godt vi kunde, med at synge : «Nu har jeg vundet og stridt den gode Strid !» og «Sørger ei for dem som sove med Guds Fred i Gravens Skjød».

Stedets Sognepræst, der talte velvalgte Ord ved hans Baare, samt to andre Præster, til hvem han stod i Kjærligheds og Taknemmeligheds Forhold, ledsagede ham. Fred over hans Minde ! Den Retfærdiges Hukommelse blive til Velsignelse for os alle, især for hans Hustru og Børn !»

Med denne hjærtelige Udtalelse af Oles yngre Ven slutter jeg dennegang.

I næste No. haaber jeg at kunne meddele lidt af, hvad jeg personlig har oplevet med den Mand, som i over 20 Aar ogsaa var min Ven.