– i tidsskriftets/bladets utgave nr. 9 av 8de Juli 1872; dette utgjør del 2 av 2 artikler, forfattet av Fredrik Nannestad Wexelsen, bror av “Bud til Menigmand”s redaktør Hans Wexel Wexelsen. Les for øvrig 1. artikkel her. Begge brødrene var kjent som grundtvigianere og var nevøer av den enda mer kjente grundtvigianer, res. kap. i Vår Frelsers Kirke (Domkirken) i Kristiania, Wilhelm Andreas Wexels. F. Wexelsen var personlig godt kjent med bonden Ole Mikkelsen Herjuan på gården Herjuan i Malvik anneks til Strindens prestegjeld;
– her fra sidene 129 – 139 :
DEL II :
«Har end Bondens Kaar og Færd kun for Øiet ringe Værd,
det skal ei vildlede;
thi jeg ved, at uden Glands findes tit for Hjertets Sands
Guld, som ret kan glæde». (A. Reitan (Anders/red.)).
Det var i Aaret 1850, jeg kom i nærmere Kjendskab til Ole. Jeg var i Begyndelsen af det Aar kommen hid til Byen og mødte den Sommer paa Throndhjems Missionsforenings Vegne ved et «Kredsmøde» i Aalesund.
Der mødte ogsaa Ole for Malvik Missionsforening. Allerede paa Didreisen talte vi meget sammen ombord i Dampskibet; dog var det egentlig først paa Hjemreisen over Land, gjennem Borgund, Ørskoug, Vestnæs, og saa over Thingvold, gjennem Surendalen og Ørkedalen, at vi kom i alvorlig Samtale om kirkelige Sager.
Jeg kan gjerne sige, vi talte sammen baade Nat og Dag om disse Ting, der i høieste Grad optog vor Vens Hjærte og Tanke. Saagodt jeg dengang formaadde, søgte jeg at klare for ham, hvad «Kirken» dvs. Vorherres Menighed, er, idet jeg gjorde ham nærmere bekjendt med den «kirkelige Anskuelses» Syn paa Daaben og Troen som Kirkens Grundvold og Livets Kildespring.
Ole var jo, som i det første Stykke fortalt, allerede før noget hendraget til Anskuelsens Venner; han lyttede saaledes til med al
– 130 –
Opmærksomhed og uden den Mistænkelighed, der hindrer saa mange fra endog blot at komme til Kundskab om, hvad vi egentlig mener; men han var ikke den Mand, som strax, uden nøiere Prøvelse, gik med paa, hvad der var ham nyt og fremmed.
At min Fremstilling var temmelig mangelfuld, ser jeg nu længst meget godt. Ole var imidlertid saapas tilfreds, at han erklærede : Ja, jeg kan endnu ikke svare enten Ja eller Nei til dette, men jeg skal tænke over det !
– Og saa gjorde han. Det varede ikke meget længe efter Hjemkomsten, førend Ole besøgte mig her i Byen. Han staar saa klar for mig som han da paa sin eiendommelige, kvikke Maade sagde til mig : «Det blir ret, det der Di, som vi talte om paa Reisen ! –Nu forstaar jeg det !» Og saa udtalte han sig om «Kirkebegrebet» saaledes, at jeg strax mærkede, det stod langt klarere for ham end for mig, ja, jeg kan med Sandhed sige, at hans, mest i spørgende Form fremsatte, Ord derom for mig blev oplysende Svar.
Jeg havde da ogsaa lært mere blot af Bøger og manglede baade den dybe Livs-Trang og den forudgaaende Erfaring af aandelig Kamp for Sandheds- Erkjendelsen, som han allerede længe havde følt og gjennemgaat.
Fra den Tid saas vi meget ofte i en lang Række af Aar og aldrig var vi sammen uden livlig Samtale om Kirkesagen. Ole kom jevnlig til Byen; han som andre Bønder havde saagodt som sin ugentlige Reise herind; han var ikke den, der gjerne kastede Tiden bort eller reiste silde hjem om Kvelden; men var han kommen ind i Samtale om hvad der altid laa ham mest paa Hjærte, da glemte han ofte sig selv, saa der gik lettelig baade en og to Timer med, som han ikke havde beregnet. Ofte kunde det da hænde, at han pludselig reiste sig, greb Hatten og sagde : Nei ! nu faar jeg afsted ! blev dog saa staaende i eller ved Døren, og uden han vidste af det, var han atter kommen til Sæde og Samtalen blev fortsat.
– 131 –
I Sommertiden var det ret deiligt at komme ind til ham paa det fredelige Herjuan, og velkommen var hans Venner, naar de kom i Flok og Følge, ligesaavel som naar de kom hver for sig. Han kunde da glæde sig ikke alene over de høieste Ting, men ogsaa over den Natur, i hvilken vi, trods dens Fald og Forkrænkelighed, ser saa mange deilige Billeder af det, som er høiere.
Det var ham altid kjært at følge sine Gjæster omkring i Mark og Eng, og Talen gik da ei alene om den timelige Nytte af hvad der laa os for Øiet, men dette var opladt til at se baade Skjønheden i og den dybere Betydning af Naturens Liv.
At hans Aandsøie ogsaa mere og mere klaredes til et sundt Blik paa alt det menneskelige og folkelige, er let at skjønne; der manglede ham hverken paa Evner eller god Vilje, og faa Mennesker har jeg kjendt, der gjorde sig saa godt af en sand Tanke, en sund Oplysning, eller hos hvem det Ny, han fik høre, kom igjen med større Renter.
Jeg mangler desværre Evne til at gjengive Enkeltheder i vore Samtaler; ellers kunde jeg have meddelt et og andet af de aandfulde, træffende, paa engang alvorlige og trøisamme (humoristiske) Udtalelser, jeg har hørt af Ole.
Han var i høi Grad vittig, men misbrugte ikke sin Vittighed til at spotte eller saare andre. Naar derimod Aandløsheden eller Vantroen kom ham frækt imøde, kunde han med sjelden Aandsnærværelse give den et Svar, der virkede bedre end noget Næveslag paa en kaad Mund. Han var saaledes engang i et Selskab, hvor der da naturligvis fandtes mangeslags Mennesker og faldt mangt et Ord, der just ikke kunde tiltale en Mand som Ole. En af Gjæsterne udtalte temmelig frækt, at der «intet Helvede er til». Da Ole netop kom til, henvendte Manden sig ogsaa til ham, idet han rask spurgte : «er det ikke sandt Ola ?» «Kanhænde det er ikke noget Himmerig heller», sagde Ole tørt.
«Jo», mente den
– 132 –
Anden; «det maatte det nok være», «Ja, hvorfor det ?» siger Ole; «den samme Mand, som har fortalt os om Himmerig (Jesus selv/red.), har talt om Helved; kan vi ikke tro ham i det ene, er han vel heller ikke troende i det andet Stykke». Hertil var intet at svare.
Bønderne paa disse Kanter af Landet har vist sjelden Selskab saadan som Byfolk og de østlandske Storbønder. Her finder indbudne Selskaber i Regelen kun Sted, naar der er Bryllup eller Jordefærd. Hos Ole Herjuan har jeg to Gange været i Selskab; det var ingen af Gangene Ligfærd, heller ikke egentlig Eryllup, det var nemlig et Guldbryllup og et Sølvbryllup.
Som før fortalt havde Ole taget sine gamle Forældre til sig i Huset, hvor han sønlig sørgede for dem til deres Død. I Aaret 1857 havde den gamle Mikkel og hans blide Hustru Ane været gifte i femti Aar. Ole vilde gjerne feire Guldbryllupsdagen, som indtraf Skjærtorsdag det nævnte Aar, paa en saa hyggelig og festlig Maade som det var ham muligt. Han indbød da Venner og Frænder baade fra By og Bygd til hin Dag.
Efter Høimessetjenesten drog ogsaa flere Venner herfra derind. Det var endnu Vinterføre, skjønt lidt vanskeligt oppe i Markebygden, da Sneen paa sine Steder var dyb og Vaarsolen om Dagen virkede stærkt paa den. Det blev en yndig liden Reise gjennem de alvorlige Granskoge, da vi var kommen Saxvik-Bakkerne op. Vi havde med os flere Hornblæsere, som af og til underveis spillede vakre Melodier, der klang hel høitideligt og gribende i Skogen. Da Reiseselskabet naadde det Sted, hvor Husmandshytten havde staaet, hvor de Gamle havde bod i saa mange Aar og hvor Ole var født, blev «Vor Gud han er saa fast en Borg» sunget og spillet, medens vi langsomt kjørte ned til Gaarden gjennem en Række af Grantrær, der var plantet i Sneen.
– 133 –
Paa Gaarden var samlet en Mængde Mennesker, og det varede ikke saalænge, førend Festen begyndte.
Der blev sunget en Sang, som var digtet til Leiligheden, hvorpaa Stedets Præst, Essendrop, holdt en meget vakker Tale til det gamle, ærværdige Guldbrudepar. Senere kom da Saamange som kunde rummes tilbords, og det blev et «Festmaaltid», som jeg tænker Deltagerne gjerne ser tilbage til. Der flød vel ikke Strømme enten af Vin eller af «Taler», men der var virkelig godt at være, for der var baade Alvor og Gammen tilstede i det bedste Samlag.
Hvad der for mig staar som Glandspunktet, er Oles Tale ved Bordet. Jeg kan ikke gjengive den, ei engang blot efter dens væsentlige Indhold, men det mindes jeg, at der gik gjennem den Fremstilling, han gav af Herrens Førelser med hans gamle Forældre og ham selv, en Aand, som jeg maa kalde baade ægte norsk og ægte kristelig. Han talte om Hytten, hvori han var opfødt, med barnlig Kjærlighed til de Gamle, som der havde opdraget ham til Arbeidsomhed og Gudsfrygt, og han skildrede med ædel Stolthed den Tid, da han arbeidede sig op af de trange Kaar til den fri Bondes hæderlige og lykkelige Stilling; men som det hørtes paa ham, at det ikke var det mindste, men vel snart sagt det største i hans huslige Lykke, at han kunde dele alt med de Gamle, hvem han, næst Vorherre, skyldte mest, saa fik vi og et levende Indtryk af den troende Mands Ydmyghed og hans Erkjendelse af, at «Lykken» var en Skabning af Vorherres Naade, en Frugt af den Velsignelse, hvorfor alene Gud skal have Æren.
Hvad vi andre talte ved Bordet er her ei Sted til at komme med, selv om jeg kom det ihu, hvad der slet ikke er Tilfældet. Det mindes jeg derimod, at der blev sunget flere Gange under Maaltidet, og at Hornblæserne, som ogsaa sad
– 134 –
med tilbords, gjerne ledede Sangen med deres vakre Instrumenters Toner.
Læserne synes maaske jeg bliver noget dryg i Skildringen af dette Guldbryllup, men de maa holde mig tilgode (ha meg unnskyldt/red.), at jeg endnu kommer med et Par Drag af Livet i dette Selskab; de staa klart for mig endnu. Den gamle Mikkel, Guldbrudgommen, gik saa venlig om blandt os alle, og det var da naturligvis kjært for Enhver at faa snakke lidt med «Dagens Helt».
Han fortalte mig, da jeg yttrede mig med Beundring over hans smukke, gammeldagse Kjole – den var temmelig forskjellig i Snittet fra de øvriges Dragt –, at det var den samme Kjole, i hvilken han for 50 Aar tilbage havde staaet Brudgom; men «Knappan var no ny dem», sagde han. Det hørtes, som han med Glæde tænkte paa «Gammelt og Nyt», og da vi siden kom til at sidde en Stund sammen og tales ved om de alvorligste og glædeligste Ting, maatte jeg tænke paa, at, aandelig talt, havde Mikkel den gamle Kjole paa, som vi nok maa kalde den rette Brudgomskjole, der aldrig skal ombyttes med nogen anden, men vel i det store Guldbryllup skal glimre som aldrig før, ligesom den gamle Kjole med de ny Knapper nu for den barnlige Oldings Øie.
Mens vi venlig sad sammen der, fortalte Mikkel mig om Før og Nu, om sin Opvækkelsesstand fra Ungdommen as og om det ny Syn, han paa sine gamle Dage, især ved sin Søns Hjælp, havde faat, og som var ham til Trøst og Glæde.
Han udtalte da blandt andet omtrent Følgende : «Før trodde jeg bestandig, at det var «Gjenfødelsen», at jeg gik og sørgede over min Synd ! Men nu ser jeg godt, at det var min egen Gjerning, for Gud har gjort det længe før med mig i Daaben !»
Ja, jeg er vis paa, at hans Ord paa det nærmeste lød netop saaledes. Han talte ogsaa om, at han længe havde staat
– 135 –
imod den evangeliske Oplysning, ja endog over den været hidsig til Sønnen; men «han Ola, han er no saa sagtmodig han, ser Du».
– Det var Faderens Vidnesbyrd om Sønnen. Da det var vanskeligt paa den Tid af Aaret og i det Føre at reise hjem i Mørke, og jeg med flere dog maatte være hjemme til Kirketid Dagen efter, blev en Del af Gjæsterne enig om at sidde oppe udover Natten og samtale, indtil Maanen kom op.
De Gamle var gaat til Hvile, de fleste Gjæster afreiste, men Ole og vi Gjæster fra Byen blev da siddende, og det gik ypperligt med Samtalen, der dreiede sig mest om kirkelige Sager. Som et Tegn paa, hvorledes Samtalen fulgtes med Interesse ogsaa af dem, der ikke tog ligefrem Del i den, kan jeg fortælle, at en af Hornblæserne siden sagde til mig : «Ja, nu har jeg vel spillet paa de tusind Baller, men slig Moro og Hygge, som her har været inat, har jeg aldrig havt !».
Det var nu Guldbryllupet. En Del Aar efter hin Dag var jeg tilstede i Oles eget Sølvbryllup. Derom vil jeg kun sige, at hvad Ole den Dag ved Bordet talte om sin Lykke som Ægtemand og Familiefader var i Sandhed glædeligt at høre paa; allermest maatte det vel glæde den stille, vakre, huslige Kone, som af sin Mand fik det bedste Lov, en Kvinde kan ønske sig af en ærlig og kjærlig Ægtemand.
Som før sagt, var Ole Herjuan en stor Elsker af gode Bøger, dem han ei alene samlede, men brugte bedre end de fleste. I hans Bogskab fandt man baade ældre Skrifter, og mange nyere, ei alene Opbyggelsesbøger, men ogsaa andre, der kunde tjene til kirkelig, almenmenneskelig og folkelig Oplysnings Fremme. Han holdt en Del Aar Boisens «Budstikke», som han var særdeles glad i; «kirkeligt Folkeblad» ei alene holdt han selv, men fik ogsaa andre til at holde det.
Selv kirkelige Stridsskrifter skaffede han sig, naar han
– 136 –
haabede ved dem at faa større Klarhed over den «Anskuelse», der var bleven hans Hjærte kjærest.
Fornemmelig var han glad i Birkedals Skrifter; Birkedals to større Prækensamlinger («Synd og Naade» og «Naadens Sorg og Sorgens Naade», samt hans daglige Husandagtsbog for Troende og Døbte var han saa hjemme i, at han ofte anførte lange Stykker af disse Bøger udenad, naar han derved bedst troede at kunne meddele andre, hvad der laa ham paa Hjærte.
Han eiede ogsaa Birkedals Forsvarsskrifter for den kirkelige Anskuelse og var særdeles fortrolig med deres Indhold.
Hvor maatte ikke Oles Venner særlig savne ham, da vi ihøst havde den Glæde at se og høre Birkedal heroppe ! Da var Ole alt for snart et Aar siden gaat herfra; havde han været her, vilde han ganske vist have mødt Birkedal saa, at det vilde baade glædet og forundret denne vor danske Ven at træffe en slig norsk og kristelig Bondemand (med W. A. Wexels fik Ole tale heroppe i Sommeren 1856, til Glæde for begge disse nu hjemgangne Venner).
Jeg mindes her noget, Ole engang fortalte mig : Han havde en ældre Ven oppe i Mostadmarken; denne Mand hørte til de gamle Venner fra Hauges Tid (dette må være den Lars Knudsen – f. 1778 og som gikk bort 95 år gammel i 1872 – og som du kan lese om her/red.).
Nu havde Ole ogsaa til ham talt om sit Syn paa «Kirken»; Gamlingen kunde imidlertid ikke rigtig forstaa dette og svarede : Paa Kristus, tror jeg, Ola, men jeg tror ikke paa Kirken ! Ja, svarede Ole, men han Gammel-Lars tror da paa Guds Naades-Foranstaltning til vor Frelse lel (allikevel/red.) ? – Jo, det mente da den Anden, at han nok gjorde. «Saa tror du jo paa Kirken da, Lars !» var Oles venlige og rolige Svar.
Den her omtalte Hædersmand havde engang faat Birkedals Prædikener tillaans af Ole. Da Gamlingen efter længere Tids Forløb endelig kom tilbage med Bogen, sagde han paa sin
– 137 –
hjærtelige spøgsomme Maade : «Jeg har tullet mig saa ind i den Birkedal, at jeg mener, jeg kommer ikke ud igjen, jeg !»
Som Ole Herjuan selv elskede sund og sand Oplysning, vilde han ogsaa gjerne, at hans Børn skulde opnaa dette Gode. Sin ældste Søn lod han saaledes søge Folkehøiskolen i Stjørdalen, og hjemme nyttede han enhver Leilighed til at give sine Smaa Lyst til at høre, Glæde af at synge vakre Sange o. s. v.
Ogsaa hans Tjenere og Arbeidsfolk agtede og elskede ham og gav ham det Vidnesbyrd, at han var «en god Mand» at være hos. Ikke blot sine Egne tænkte han paa, men Bygdefolkets, navnlig Naboernes Sag laa ham ogsaa varmt paa Hjærte.
Var han i et Gravøl eller i et Bryllup, saa vidste han at føre Underholdningen ind paa Sager, som maatte vinde Bondens Opmærksomhed, og jeg holder mig forvisset om, at Ole ved sin forstandige, i god Mening «vittige» og oplysende Tale har nedlagt mangt et Frøkorn, som Fremtiden skal faa godt af.
Hvor ypperligt han dog forstod at imødegaa usunde og falske Tanker, der af og til kom frem, især ved Leiligheder som ovennævnte. Det skedte paa en lun, paa engang alvorlig overbevisende og i Formen morsom og kvik Maade, og det kunde ei andet end virke godt paa alle nogenlunde rimelige Mennesker.
Dog – det er vel paa Tide at jeg afslutter disse Optegnelser om min kjære, hedenfarne Ven. Jeg fristes ellers til at glemme, at ikke alt ham vedkommende kan have den Interesse for alle Bladets Læsere som for mig og nogle andre heroppe, der personlig kjendte Manden.
Saa vil jeg da endnu kun omtale de sidste to Gange, vi mødtes her i Livet. Den S8de September (Grundtvigs Aarsdag) 1870 holdtes her i Byen et
– 138 –
lidet «Vennemøde». Der var ogsaa Ole med. Han talte ikke meget i Mødet, men yttrede sig dog et Par Gange. Saaledes talte han klart og vakkert om den Maade, hvorpaa Vorherre vakte den samaritanske Kvindes Længsel efter «det levende Vand», og om, at det vel dog var det bedste at følge Herrens Exempel, ogsaa naar vi vil virke til andres Omvendelse.
Der var noget ganske særdeles mildt i Oles Ord den Dag, hvorvel hans gamle Kvikhed heller ikke da var borte. Da Mødet allerede var sluttet og vi skulde skilles, reiste Ole sig og bad, at vi dog endnu maatte synge den Sang : «Saa vil vi da sige hverandre Farvel». Var det en Anelse om, at vi sang sidste Gang sammen hernede ?
Kun en eneste Gang til saa jeg Ole. Det var den 1ste Oktober 1870, altsaa omtrent 3 Uger efter «Vennemødet». Han spiste til Middag hos mig den Dag og var ved Bordet sig selv lig. Da vi efter vanlig Samtale sagde hinanden Farvel, kom jeg til at yttre, at vi to nu havde været Venner i over 20 Aar og havt saamangen god Samtale med hverandre. Jeg tænkte dog ikke paa, at dette var den sidste.
Om Ole selv har havt en saadan Tanke eller Fornemmelse, kan jeg ikke vide; men paa hans Begravelsesdag fortalte hans Hustru mig blandt andet følgende : Han havde samme Høst en Dag bedt sin Kone følge med ud paa Marken, havde da talt til hende blandt andet om Gaardens Drift i det kommende Aar og sagt, hvad der skulde saas baade her og der. Dette paafaldt hende, da Ole forhen aldrig havde pleiet at tale saaledes med hende om disse Sager. Det synes mig klart, at han i Stilhed har baaret paa en Forudfølelse af sin nære Hengang.
Kan nu disse simple Mindeblade tjene til, hos dem, der kjendte Ole, at oplive den kjærlige Ihukommelse af en sjelden ædel og dygtig Mand, en trofast kristelig Ven, samt
– 139 –
derhos være til lidt Glæde og maaske Nytte for nogle flere af Bladets Læsere, er de ikke meddelte forgjæves.
Jeg er mig bevidst at have fortalt den ligefremme Sandhed uden Udsmykkelse eller Overdrivelse, og slutter nu med det Ønske, som jeg vist ved, Læserne vil være med paa : Gud give vort dyrebare Fædreland ret mange slige Bondemænd som Ole Mikkelsen Herjuan !