– etter «Jordefærden» (begravelsen) som foregikk ut fra Vang kirke onsdagen 16. mai; det var redaktøren Olaus Arvesen – og en nær venn av Ole Tommelstad selv – som hadde skrevet beretningen – en beretning som samtidig var et fint minneord.
I denne beretning framkommer at det først var en samling i «Sørgehuset», hvilket må antas å ha vært hjemme på Tommelstad-gården. Det gjengis også to spesielle og fine sanger diktet til anledningen og som ble sunget i «Sørgehuset», den ene av Peter Hoelseth og den andre av nettopp Olaus Arvesen – til hvilke melodier de ble sunget, er ikke kjent; vi forstår mer hvilken lidelse Ole gjennomgikk, når vi av en av Hamars aviser – «Hamar Stiftstidende» – i et kort minneord av tirsdag 8. mai informeres om at Ole i lengre tid bar på den dødelige sykdommen «Strubetæring», hvilken infeksjon etter nyere forklaringer angrep stemmebåndene og vevet i strupehodet. Da forstår vi også det Olaus Arvesen i sin sang i 2. vers 2. linje skriver «..Og Røsten forstummet, den stille»;
– les beretningen fra Oplandenes Avis» – «Lørdag den 19de Mai 1883» – med de 2 sanger – her :
Ole Tommelstads Jordefærd foregik i Onsdags under en saa stor Deltagelse, som vistnok sjelden finder Sted ved Ligbegjængelser paa Landsbygden. Det viste sig ved hans Baare som i hans Liv, at han var en i ualmindelig Grad agtet og afholdt Mand; selv de, der ikke delte hans Anskuelser, maatte respektere Mandens rene Karakter, varme Hjærte og lyse Sind, der i Forening med,en sjelden klar Forstand og levende Interesser for alt godt, som vilde fremad i Bygden, i Egnen og i Fædrelandet, gav hans bramfri Færd et Præg, der vakte til Agtelse.
Hans Bortgang fremkaldte derfor Deltagelse endog langt udenfor hans egen Kommune. Fra fjerne Egne sendtes Hilsener til hans Efterladte og Kranse til hans Baare; fra en hel Del (32) Tingmænd indløb paa Begravelsesdagen følgende Telegram :
«I inderlig Deltagelse sender vi vor Hilsen til Ole Tommelstads Jordefærd. Hans Minde skal elskes og æres».
Hamar Arbeidersamfunds og Hamar og Omegns Skytterlags respektive Bestyrelser mødte og lagde Kranse paa Kisten, ligesom de ledsagede med deres Faner den hedengangne til hans sidste Hvilested paa Vangs Kirkegaard. En Vennekreds blandt Hamars yngre Handlende lagde en smuk Egekrans af drevet Sølv, paa den med Blomster og Grønt fuldt dækkede Baare.
Efterat Kand. O. Arvesen havde holdt Talen (i sørgehuset/hjemmet/red.) og takket den hedengangne trofaste Ven og Elev ei blot fra sig selv og fra den Skole, som han havde elsket og støttet som faa (dette var Sagatun Folkehøiskole – se nedenfor/red.), men fra Vennekredsen nær og fjærn for hvad han havde været for den og for alle sine Omgivelser som Mønster paa Troskab mod Alt, hvad han havde faat kjært, som Mønster paa Offervillighed, hvor noget godt skulde fremmes, og som et sjeldent Eksempel paa deltagende og opofrende Barmhjærtighed mod de Smaa og de Arme i Samfundet, og efterat nedenstaaende Sange var afsungne, blev Kisten udbaaren af ældre Elever af Sagatun Folkehøiskole.
Ved Indgangen til Kirkegaarden havde Medlemmerne af Vangs Kommunebestyrelse ladet reise en overmaade vakker Æresport. Kisten blev her baaret ind i Kirken af Kommunestyrelsens Medlemmer. Stiftsprovst Hille talte ved Baaren; han dvælede smukt og anerkjendende ved den Afdødes Værd som Menneske og Borger.
Han havde været en god og kjærlig Søn mod sine gamleForældre og en virksom Mand paa sin arvede Fædrenegaard; men hans Interesser og hans Gaver havde dog strakt sig langt ud over Kredsen af denne engere Virksomhed. For sin Kommune havde han været en duelig og forstandig Arbeider, og ligetil de sidste Dage havde han med levende Interesse fulgt med i de store Spørsmaal, der nu bevæger vort Fædreland. Hans Deltagelse i alt dette som hans Arbeide overhovedet, havde stedse været baaret af et aabent, varmt og redeligt Sind og vidnet om Alvor og stor Aandskraft.
– Taleren dvælede sluttelig ved hans Dødsleie, hvor han havde bekjendt, at det var Troen paa Jesus Kristus og Guds Naade i ham, hvorpaa han alene stolede.
Vi hidsætter de to Sange, der blev afsungne i Sørgehuset :
###
Dødens Haand med Vælde byder Os at vandre bort fra Jord,
Tiden, naar det Budskab lyder, Sker paa Herrens Almagts-Ord.
Sidste Stunden ved (vet)vi ei, Underfuld er Herrens Vei,
Ofte unge Mand han kalder Bort herfra i bedste Alder.
#
Du, som nu har fuldendt Løbet, Tung din Lod hernede blev,
Gud med Sygdoms-Aar dig prøvet, Han som Naadens Tid opskrev;
Men med stille Taal Du bar Sygdoms-Tiden lang og svar,
Vidste Gud det kjærligt mente, Naar han her dig Korset sendte.
#
Ret og Sandhed her i Livet Var for Dig en Pligt saa kjær,
Evners Skat af Gud Dig givet Glad Du for os ofred her.
Saa Du nogen Uret led, Da for Retfærds-Sag Du stred,
Taalte ei, at Næstens Eie Førtes bort ad Urets Veie.
#
Fader, Moder, Søskend, Venner, Tørrer Vemods-Taarer bort,
Om i Smerte Hjærtet brænder, Jordisk Sorg den er dog kort;
Pris den Gud, som tog og gav, Selv naar her den mørke Grav
Raner en af vore kjære. Som Gud byder maa det være !
#
Han, hvis Stridstid nu er runden, Fra al jordisk Trængsel løst,
O, at Fredshavn nu er funden, Lægedom for Syndens Brøst !
Herre Gud, ham naadig vær, – Sjælen hjem til Himlen bær
Over Dødens mørke Dale Op til Livets lyse Sale !
Peter Hoelseth.
###
Nu hviler saa lunt han og rolig i Dødens tillukkede Bolig,
Den Ven, i hvis Øie der hvilte Saa manget et Livshaab og smilte.
#
Nu Blikket er brustent, det milde, Og Røsten forstummet, den stille;
Den klare Forstand helt udslukket Og Følelsens Kilder tillukket.
#
Snart Jorden skal dække sig over Hans Kjød, mens i Døden han sover
Saa tomt staar hans Rum da tilbage Og minder om virksomme Dage.
#
Det minder om Sindet det Varme For dem, som var usle og Arme.
Det minder om Glæden ublandet For Hjemmet og Fædrenelandet.
#
Dog Venner, ei sørge vi skulde, Alt Kjød skal opreises af Mulde,
Naar Livsherren engang udsender Sin Røst mellem Jorderigs Ender.
#
Da alle, som trodde Vorherre, Skal opstaa til Fryd og til Ære
Da haaber vi Vennen at finde Med Glæde i Hjemmet derinde.
#
Gud give os Alle den Gammen (gleden/red.), Naar Støvhytten her falder sammen,
Hin Morgen at bænkes med Glæde Hvor alle Guds Venner har Sæde (sete/red.) !
#
O. Arvesen.
###



















































