– Christiania. H.A. Hielms Boghandling. Trykt i Sammes Bogtrykkeri. 1822. 45 S.
Iblandt de mange sørgelige Skibbrud, hvorpaa det afvigte stormende Efteraar var saa rigt, gaves intet, som her i Landet, formedelst de særegne Omstendigheder, der geleidede samme, vakte saamegen Opmærksomhed og bemødtes med en saa levende Deeltagelse, som det, der traf Brigskibet Anna Catharina, ført af Capt. T. Hichmann, og hvorom Rigstidenden No. 102. dateret 21. Decbr. s. A., indeholder detailleret Efterretning, og under hvilket Rædselsoptrin Normanden Salve Nielsen øvede en saadan Heltedaad, en saadan Hædersbedrivt – da han, skjøndt selv frelst, kastede sig i Dødens Arme for at redde 6 ulykkelige Stalbrødre – der ikke kunde andet end vinde ham den dybeste Høiagtelse hos Enhver, hvis Hjerte føler for Menneskeværd, ligesom og Hans Majestæt Kongen, efterat Sagen var Højstsamme forestillet, naadigst har hædret ham med Medaillen for store og gode Handlinger.
Jeg fandt noget saa udmærket Høit og Ædelt at hvile i denne Salve Nielsens Daad, at jeg ofte søgte Anledning til at omtale den og høre den bedømt — men uagtet Mængden ydede den fortjent- Hylding, gaves der ogsaa dem, der ikke syntes at ville tillægge den fortjent Værd.
Jeg tilstaaer, at dette var mig ufatteligt — jeg anstillede Sammenligninger, men kunde ikke overtyde mig om at min Anskuelse var urigtig, den nemlig, at man maae gaae temmelig langt tilbage i Tiden, for, i det mindste i Norges Land, at finde dens Lige.
Saadanne Handlinger synes og virkeligen at høre hjemme i et fordums kraftfuldere Old, iblandt hvis Mænd udmærkede Bedrivter ikke vare Sjeldenheder, men hvis Aand og Sjælsstorhed ikke aldeles ere nedarvede paa en svagere Efterslægt.
I denne ved Erfaringen stadfæstede Sandhed kan ikke hvile noget Fornærmeligt; thi ligesom man end fra hine Roms og Grækenlands glimrende Perioder have Kunstværker tilbage, som ere uopnaaelige for Nutidens Kunstnerhænder, saaledes fører vel og Tidernes Kredsløb det med sig, at den samme Fortid var riig paa de store Handlinger, der ere fremmede for den nærværende Tidsalder; men jo sjeldnere de ere, jo mere bør de agtes og hædres — just denne Sjeldenhed bør anspore til offentligen at hylde dem som lysende Exempler, og at opbevare dem for de kommende Tider – og ei bør den Smaahedsaand antages tænkelig, at Navn og Stand skulde komme i Betragtning; naar det gjælder ædel Daad staae Ministeren og Bonden paa samme Trin, og ei være det ene Krigerens og Statsmandens Stordaad som Runen opbevarer.
I de faa af Historiens Egne, jeg gjennemvandrede, stødte jeg paa ingen stor og ædel Handling, der i højere Grad rørte og glædede mig, end Normanden Salve Nielsens, og dersom man værdiger denne den modne Overveielse, vilde vist Mange dele min Følelse.
Codrus opofrede sig for det elskede Athen; Romernes Decier indviede sig med beundringsværdig Helteaand til Døden for at redde Fødelandet; i hiin Kjæmpeklippernes Hjemstavn, det frihedaandende Schweitz, styrtede Ædlingen Winkelried sig i de preussiske Landser for at aabne sine tappre Vaabenbrødre en Udgang gjennem de tætsluttede fiendtlige Phalanxer; og den nordiske Søehelt Huitfeldt gik frivilligen Flammedøden imøde for at frelse Fædrenelandets svømmende Værn; men under hvilke Omstændigheder, i hvilke Tidsaldere handlede ikke hine Tappre ! hvilken Aand besjælede ikke den Tids Mennesker !
Desuden er Heltens Ansporelse til Heroismens Bedrivter sjelden Øjeblikkets Lovsange — nei ! i Historiens Annaler veed han, at han skal nævnes, og at hans Navn skal leve igjennem Aarhundreder og Aartusinder. Hvad hine Helte udførte, skeete i hele Armeers Paasyn, og tusinde Udvortes Omstændigheder maatte bidrage til at opflamme dem.
Men Salve Nielsens skjønne Handling udsprang ene og allene fra hans ædle, menneskekjærlige Hjerte, uden nogen udvortes Impuls — fra den reneste Drift til med med eget Livs Opofrelse at frelse det lidende Medmenneske — og denne Daad øvede han i Stilhed — kun seet af nogle faa menneskelige Væsener og af Gud.
Man har sagt, at han dog havde Muligheden for sig til at komme derfra med Livet — det samme havde og Flere av hine herlige. Ogsaa anfører man, at Hine opofrede sig for sit Land — Denne for nogle faa Kammerader, men det vilde være at nedværdige en saadan Sjæleadel, naar man antog, at den Mand, der gaar Døden imøde for at frelse nogle Enkeltes Liv, skulde handle mindre ædelt naar det gjaldt Fædrelandet; tvertimod kan man antage, at ikke Enhver, der opofrer sig for Fædrelandet, vilde gjøre det Samme for Individet.
Hos Salve Nielsen havde Staten intet Krav paa Heltedaad — ingen ventende Belønning kunde lokke ham — ingen Hæderspalme vinkede ham — ingen Plads i Aarbøgerne fristede ham — nej ! kun Hjertet og Ædelsind ledede ham, og hvad der saa aldeles forøger det Skjønne i Handlingen er, at han ikke, som mangen kjæk Forgjænger, foretog den med usløvet Aand, med kraftfuldt Legeme — nei ! begge var afkræftede — Dødens Rædsler havde svækket hiin; Hunger og Kulde havde nedbrudt dette : i næsten tre skrækkelige Døgn havde han drevet om paa et synkefærdigt Vrag — endelig naaede den Haabløse det brændende Ønskes Maal, men hans Kamp med Bølgen under en ubegribelig Svømmen havde medtaget den sidste Levning af Styrke — imidlertid var han frelst, og dog, i fuldkommen Mathed og Kraftløshed, overgiver han sig atter til den nylig undslupne Død — og dette saa sjeldne characteristiske Træk setter Kronen paa hans Hædersdaad; men Himlen lønnede og hans ædle Bestræbelse !
Man tænke sig et Land, hvor en saadan Aand, hvor en saadan Sjælshøihed var almindelig — sandelig, da var Idealet af Borgerheld realiseret; Man tænke sig en Armee af deslige Modets udmærkede Sønner !
Norge eier mange fortjente, hædrede Mænd, men neppe en eneste, der bærer sit Hæderstegn med større virkelig fortjent Hæder, end denne samme Salve Nielsen, det, hvormed Landets ædle Fyrste har udmærket ham.
Kun to Skjalde have hidtil besjunget denne Bedrivt, med Glæde læste jeg disse Digtninger, hvoraf det ene, som anonymt, røbede Qvindens finere Følelser.
Ogsaa jeg ønskede at qvæde Hædersmandens Daad; men jeg følte mig ikke Hvervet voxen og taug derfor indtil jeg nød den Glæde at gjøre hans personlige Bekjendtskab hos min Ven, Norges første Kunstmaler, Capitain Munch, der ved at male denne værdige Landsmand, atter gav en Prøve paa sit herlige Talent, og det var da at denne Ven opmuntrede mig til at gjøre nærværende Forsøg — gid det maatte læses ikke uden al Interesse, endog kun blandt de ærede Familier, som her i Byen viste Manden saamegen Godhed, da vil mit Hjerte, som slaaer varmt for ham og hans Daad, for de natlige Timer jeg derpaa anvendte, nyde den rigeste Belønning.
Christiania, 31 Mars 1822. Pavels Hielm.
Til Hædersmanden Salve Nielsen.
Tag, bolde Normand ! af en Landsmands Haand, Et Qvad, mit Hjertes Følelse nedskrev —
Skjøndt den Tanke ei i min Sjel opsteeg, At Dig, Du Ædle, og din Hædersdaad Dets matte Farver kunde hædre — Nej !
I tusind Hjerter skreven staaer Din Hæder Med uudslettelige Flammetræk, Og over Roes din Daad ophøjet er — Kun alt for svage er’ min Harpes Toner, til værdigen at qvæde din Bedrivt, Som ved en anden meer begeistret Skjald Skal synges højt for Efterslægtens Minde.
Men kan han end melodisk tolke den I Gudesprogets fulde Harmonier, Han føler den ej varmere end jeg; Thi den var ædel, herlig, stor og skjøn; Og maa Dit kjække norske Hjerte fylde, Med Glæde og en navnløs Salighed, Som i hiint sidste store Øjeblik, Naar Livet sig til Dødens Grændse nærmer Og Aand og Legem evig skilles ad, Vil sprede Sjelstilfredsheds Himmelsmiil I dunkle Øje — over blege Aasyn.
Det Ønske længe lued’ i mit Indre, At Du blev Gjenstand for mit glade Blik; Thi det er skjønt og frydeligt at skue — Det er for Mennesket en Høitidsdag – For Hjertet en saa sjelden Glædesfest — En Mand som udi Elementers Kamp Og efter trende Døgns Elendigheder Paa et av Voverne omtumlet Vrag, Rørt af Medlidenhed og Ædelmod, Sig styrtede i Dødens Bølgefavn, For den Ulykkeliges Liv at frelse.
Jeg bad Dig — og beskeden, fordringsfri, Fortalte Du med ædel Simpelhed Om hine frygtelige Rædselsscener. Hid kom Du i Din simple Søemandsdragt, Der skjuler Modets bolde Løvebarm, Hvori Dit høje, store Hjerte slaaer, Imedens under spraglet Gallakjortel Der slaaer saa ofte noget ganske Andet; Dig mødte norske Landsmænds varme Hylding, Dig hilsede saamangt et trofast Haandslag, En skjønsom Konge prydede Dit Bryst Med Hædersdaadens gyldne Hæderstegn, Dit Billed’ malte øvet Kunstnerhaand, Dig indbød mangen Ædling i sin Kreds, Hvor norske Qvinder gav’ Dig Lønnens Kys, og Møen rakte Dig sin Rosenlæbe; Thi Norges elskelige Døttre vide, hvorledes Heltens Stordaad lønnes skal — Og veed Du ej at for en saadan Løn Saamangen frygtsom Julekagejunker Og salveduftende Pomadehelt Bekræfter med en Pariser-Eed, At han med smægtende Fandango-Trin Vil dandse Døden glædefuld imøde : Forstaaer sig selv, naar intet er paa Færde; Thi udi vore højst moderne Tider Man regner det ej alt for nøie med Den lille Forskjel mellem Liv og Daad — Saa at paa en og anden Kræmmervægtskaal Den Sidste stiger mens de Første synke — Desuden er et relativt Begreb Det som man her i Verden kalder Fare : Den bliver kun til Fare ved sin Nærhed, Og vi er alle Helte en distance (på avstand/red.) : Saaledes naar hesperiske Vesuv (hesperisk = av grekerne brukt poetisk om Italia, av romerne om Pyrenéhalvøya/red.) Udaander Ildcolonnen højt mod Skyen, Og under Tordendrøn i Midnatsmulmet Udflammer Dag i milevide Omkreds, Omsydet af den dorske Lavastrøm — Da nyder man det rædselskjønne Syn, og ofte staaer som rolig kold Tilskuer, Naar man kun er i en tilbørlig Afstand.
Saaledes naar i hine stolte Egne, hvor Frihedsplanten groer paa Fjeldets Tind, fra hine Alpers vilde Svimmelhøjde Lavinen styrter sig med Jordskjelvsbulder, Og fylder op den græsgangrige Dal, hvor Landsmænds fredelige Hytter stode : Da nyder man end dette Skuespil Naar man ej er i utilbørlig Nærhed.
Saaledes og naar vaabenklædte Skarer kamplystne møde udi Dødens Stevne og boltre sig i Blodets Purpurstrømme — Som nuomstunder Friheds ædle Sønner, der kjækt afryste Despotismens Aag, Naar blodbestænkte Damascenerklinge Med Hvinen blinker mellem Tyrk og Græker — Da gjøre ogsaa vi Bataillen med, og skyde, hugge, storme, frikasere Saa djervt i — i flere hundred’ Miles Afstand.
Saaledes og naar fnysende Neptun I Havet slaaer med frygtelige Trefork (trefork er en lystregaffel med tre spisser. En lyster er et spyd med to eller flere spisser til å fiske med (såkalt lystring)/red.), Og Gubben Æolus fra thracisk Hule Løslade kaade Stormer og Orcaner, Saa Voverne (bølgene/red.) optaarne sig paa Dybet Som om det Bjerge var , der rulled’ frem — Naar da paa disse Snekken tumles om, Og snart paa Bølgens Ryg til Skyen hæves, Snart styrtes i den grændseløse Afgrund — Frembyder Scenen Øjet stolten Syn, Men da tør selv den Fejge være nær At sige naar han ikkun staaer — paa Land, Thi just ombord er saa sin egen Sag.
I slige Rædselsoptrin vilde Mange — Som nu misundelige ved din Daadglands, Omtale hiin Din ædle, skjønne Tid Som en ret peen tilfældig Hverdagsdont, Din Dødssejlads fra Skibet hen til Vraget, Ej som en Morgentur til en Conditor — Men dog som hvad de kunde gjøre selv — Forstenede af Skræk og iiskold Gysen Erfare hvilken himmelhøj Forskjel Der er imellem Theorie og Praxis, Og at, som den, der om paa Træbeen spanker, Faaer ingen Stadsvisit af Podagra, Saa Hjertets Lidenhed og Daadens Storhed Er’ virkelig en Sydpol og en Nordpol, Som ingen Omgang pleje med hinanden — Saaledes som det Slags Patriotisme, Der flammer herligt mellem fyldte Flasker, Men huusvild ved det første Morgengrye Har Rejseselskab gjort med Vinens Dunster.
Men, ædle Landsmand ! selv Du jo har seet Hvorledes Andre dømme om din Daad : Den Agtelse som her mab viste Dig, Og at man skattede Dit sjeldne Værd; I Kreds af Mænd med Ild omtales Du, Dig minder Møen med et halvfyldt Bæger, Mens hine fylde til dens Rand Pocalen, Og Mødre lære sine Smaae dit Navn, Der som en Ledestjerne funkle vil I Rad af Aar blandt Havets raske Sønner.
Glem ej at Du mig gav det Venskabs Løfte, Beseglet ved Dit redelige Haandslag, At Du, naar engang til mit elskte Hjem, I Elsktes Kreds jeg vender glad tilbage, Vil gjæste mig som Ven udi min Bolig, Og tømme Bægeret ved festlig Sang Paa Nordmands Viis for Fædreland og Fyrste.
Imidlertid modtag Din Vens Levvel ! Og skulde Du paa Livets Valfart strande Iblandt paa Uhelds lumske skjulte Skjær, Og lide Skibbrud end paa Skjæbnens Hav — Da kan Du rolig Stormen gaae imøde, Og finde Trøst i denne store Tanke :
At end til hvilken Himmelegn
Dig Skjæbnens vrede Bølger skulle drive,
Du i Dit Hjerte bær’ det Hæderstegn,
Som ingen Fyrstehaand kan give.
– les resten av boken (som original) her : fra s. 25 – 42 :
