– er berettet om i flere kilder; her trekker vi fram den beretning som “Sognepræst til Mo” den gang (fra 1834 – 1841) Peter Bøysen Wettergreen innsendte til avisen “Den Constitutionelle” i Christiania “Løverdag 7de October 1837” – en detaljert skildring av de(t) dramatiske døgn – især torsdagen den 14. september – da uværet herjet i øvre Telemarken. Noe av samme innhold ble også berettet av hans samtidige, sognepresten til Moland (Fyresdal) Christian Høy (fra 1834 – 1840) om det som skjedde noen mil lenger sør-øst for Mo – på prestegården nær den gamle kirken ved utløpet av “Sitje-Åen”; men les P.B. Wettergreens innberetning her og som kom på avisens framside :Moe Præstegaard i Øvre-Tellemarken, den 16de Septbr. (d.e. på en lørdag/red.).
Frygtelige Rædselsscener have i disse Dage overgaaet mig og Mine paa dette Sted, ligesom skrækkelige Ødelæggelser ere forvoldte denne Præstegaards Jorder i saadan Grad, at jeg med Sandhed tør sige, at en Trediepart af Jorderne er gaaet til Grunde.
I afvigte Tirsdags (d.e. tirsdag 12. sept./red.) Eftermiddag Kl. 3 begyndte Uveiret med almindelig Regn; men fra den følgende Dags Middag gik det over til heftig Skylregn, som uafbrudt har vedholdt til Torsdag Morgen Kl. 4.
Dette var for os den første Skrækkens Time. En stor Jordskrede med en frygtelig Dundren, hvilket kun den kan giøre sig et rigtigt Begreb om, hvem en saadan voldsom Naturtildragelse har viist sig for, styrter nu lige ind paa Udhuusbygningerne, nemlig : Faare- og Hestestalden samt et lidet Stabur og Almuestuebygningen, baner sig med det samme Vei til Hovedbygningen, og gaaer tilsidst ned paa Jordet nedenfor Bygningen ligetil den endnu staaende brugelige gamle Kirke, hvor den ender med Strømme af Jord og Sand.
Opvakt af Søvnen ved denne frygtelige Dundren hører jeg tillige udenfor ved Havegjærdet et ynkeligt Skrig af mine Huustyende med Bøn til Gud om Naade og Barmhiertighed, da Skreden, raabe de, styrter løs lige paa Hovedbygningen.
Folkene laae, som her er Brug, endnu i Høeladen. En gammel tro Tjener, ved Navn Asgjærd, hører Larmen først, vækker derpaa de øvrige Tjenere og springer derefter ned til Havegiærdet. Saaledes rystet af Skræk, forlader jeg Leiet, vækker og kalder paa min øvrige Familie, faaer itændt Lys, og gaaer ned i Gangen til Gadedøren. Her mødes jeg af Jordstrømme, som styrte lige ind paa Gulvet, tilligemed af alle mine Tjenestefolk, som i halvnøgen Tilstand træde forvirrede og ængstede ind i Kjøkkenet.
Men dette var ikke nok til at ængste os. Hele Torsdag den 14de September vedbliver Jord og Sand at vælte i Forening med store Stene ned af Skræden; dertil kommer det mørke Veir samt lige voldsomme Skyldregn tilligemed alle Forbifarendes Raaben : “Her kan Ingen være, her bør Ingen opholde sig”, hvilket Alt tilsammen, forenet med den første Rystelse i den aarle Morgenstund, just ikke bidrog til at formindske Skrækken.
Jeg sender i min Angst Bud efter min Nabo, Vetle Evensen Leiufstad, samt min nærmest boende Medhjælper Knud Anunsen Aase, der begge ud paa Eftermiddagen indfinder sig.
Disse raade mig til for Guds Skyld at flytte fra Huset. Efter lang Tvivlraadighed beslutter jeg mig da dertil, især da Veiret bliver end hæftigere og Jordstrømmenes nedstyrten fra Skreden større og større.
Først sender jeg afsted min Kone, hendes Moder og mine 2de Børn, og en halv Times Tid derefter begiver jeg tilligemed min Svigerinde os ud af Huset til Naboen, den omtalte Mand.
Dette var for mig et græsseligt Optrin, og kunde været, dersom Gud af sin Naade og Barmhjertighed ikke havde staaet mig bi, end sørgeligere. Da jeg kommer et Stykke bort fra den nordfor Hovedbygningen liggende Magazinbod, høres atter en frygtelig Bragen og Dundren af Steenraslen; tillige øser Regnen ned over vore Hoveder, ledsaget af Lyn paa Lyn og de stærkeste Tordenskrald.
En Broe, som gaaer over en over Veien løbende Bæk, var nu bortskyllet. Vi gjorde os derfor en Art af Broe, og kom lykkelig over, hvorpaa vi da, jeg med min Svigerinde, naaedc Naboen Vetle Leiufstads Huus til ikke liden Glæde for min Kone og Svigermoder, der imidlertid havde svævet i den dødeligste Angest.
Her vare vi nu til den følgende Dags Formiddag, paa hvilken Tid vi begave os tilbage til Præstegaardcn, hvor vi siden have opholdt os. Den nylig omtalte Bragen, efterat jeg havde forladt min Bopæl, var en meget stor Jordskræde, som gik tværsover Veien 3 Minuter efterat jeg havde passeret den.
Havde jeg derfor befaret Veien dengang, den gik, havde mit og deres Liv, som fulgte mig, ikke mere været at spørge efter. Det Værste er imidlertid, at jeg med Familie maa for Eftertiden i stærkt Regnveir bestandig svæve i Frygt; dog nærer jeg det Haab, at høie Vedkommende, naar denne Rædselsscene bliver bekjendt, vil lade undersøge Præstegaardens Terrain, og gjøre Foranstaltninger, der befrie mig og Mine fra en saadan Dødsangest.
Til Lykke mistede jeg ingen Kreaturer; ei heller undergik nogen af Bygningerne. Overalt i Hovedsognet efter de Underretninger, jeg har erhvervet mig, er der skeet Ulykker, og Veiene ere reent ødelagte. I Mands Minde har her ikke været et saa skrækkeligt Veir.
Peter Bøyson Wettergreen,
Sognepræst til Moe (U. for Sk. og O.) (kan dette bety : “Uden for Skafsaa og Oifjeld” – som vel lå i utkant av sognet/red.)