– gjengitt av H.G. Heggtveit i «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede». Chra. 1912-1920
Fra s. 282 – 283 :
I Aalen og særlig i Holtaalen var der ved Begyndelsen af det nittende Aarhundrede en ikke liden kristelig Vækkelse. Saavidt vides begyndte den paa Nordaunet, der ligger i en liden Grænd noget afsides fra den almindelige Færdselsvei, under et Fjeld, som kaldes Bukhammeren.
Her boede omkring Aar 1800 en Bonde ved Navn Ole Nordaunet ned Hustru og flere Børn samt Brødrene Østen og Anders.
Ha omtales som en stor og stærk Kjæmpe, en begavet, indadvendt, grublende Natur, der med sin Fornuft søgte at løse Livets Gaader og udgrandske det, som især var hemmelighedsfuldt og vanskeligt. Desuden var han en flink Spillemand, men havde nu lagt Violinen tilside, da stærke religiøse Interesser fyldte hans Sind.
Konen var en sagtmodig og stilfærdig Kvinde, af et blødt, elskværdigt Væsen og med en udpræget Trang til at faa Fred og et evigt Livs Haab.
Gaardens afsides Beliggenhed og den deraf følgende Ensomhed gav Grublingen frit Raaderum og øgede den stærke Spænding, Sjælen blev sat i ved sent og tidlig at ruge over Livets dybeste Spørgsmaal.
Saa trængte et Rygte op til deres ensomme Afkrog om, at «en Person ved Navn Hans Nielsen Hauge reiste rundt i Landet og prædikede for Folket, at de skulde omvende sig, søge Syndernes Forladelse, tro og blive salige».
Dette gav Tankerne ny Næring og en bestemt Retning mod Omvendelse og Tro.
Hvad dette var, eller hvorledes man skulde bære sig ad for at blive omvendt, vidste hverken han eller nogen anden i Huset, da den kristelige Kundskab var saare liden; de havde Johan Arnds «Sande Kristendom» og læste den med Iver, men forstod den ikke, og de kjendte ei et Menneske, som kunde veilede dem.
Saa skred Tiden udover Høsten 1800 og Vinteren 1801 med Grublerier og Samtaler mellem de tre Brødre, uden at de fik større Klarhed eller kom nærmere Maalet. Tværtimod blev de mere og mere forvirrede.
En Kveld talte de om at brænde OIes Violin og undredes over, om dette gik an; de troede, at den Herre, i hvis Tjeneste den saa ofte havde været brugt, kanske vilde hindre det. De prøvede først med Buen, og det gik; den blev snart fortæret; saa kastede de selve Instrumentet paa Ilden, der snart forvandlede det til Aske.
Den aandelige Tilstand hos dem blev mere og mere mørk og faretruende, fornemmelig hos Ole.
En Aften, efter at han var gaaet tilsengs, brændte det særlig stærkt i Sjælen; han befalede i sin Vaande Tjenestepigen at knæle ned ved Sengen og bede for ham. Med dette forstod hun sig ikke paa; da blev han, der før var nervøst ophidset, rasende og gav hende et Slag under Øret, saa hun besvimede.
Dette bragte ham til Besindelse; han prøvede nu at faa Liv i hende ved at lægge den ene efter den anden af sine Bøger ovenpaa hende. Men det hjalp altsammen ikke.
Saa udbrød han : «Men Katekismen er endnu igjen !»
Derpaa hentede han denne og lagde paa Pigen, som tilfældig begyndte at røre paa sig; hun kviknede fort til igjen.
Men Grublerierne førte ham selv videre fremad mod Vanviddets Afgrund. En Dag, da han og Broderen Østen stod paa Gulvet, tog de hinanden i Haanden og begyndte at hoppe uafladelig, saa Sveden haglede og strømmede af dem, indtil de begge faldt trætte om.
Saa bider Ole baade Overlæben og Næsen af Østen, der saa langtfra blev vred herover, at han tværtimod omhyggelig tog de afbidte Stykker op og kastede dem paa Ilden; han indbildte sig, at Broderen nu havde skilt ham af med det Onde, og følgelig gjort en god Gjerning.
Da Konen saa dette, blev hun forfærdet, tog det mindste Barn paa Armen og løb til Naboen for at faa Hjælp.
Derpaa tager Ole sin anden Broder Anders, fører ham bort til Gruen og holder hans høire Haand ind i Ilden for at «prøve, om han kunde taale den med saadan Kraft som de første Martyrer».
Men Broderen jamrer og skriger, som ventelig kunde være. Da Tjenestepigen vilde hjælpe ham, holdt Østen hende tilbage. Oles lille Datter, som dengang var seks Aar, berettede siden, at Faderen saa paa hende med vilde, forstyrrede Blikke; hun stirrede igjen forfærdet paa ham. Siden fortalte Ole, at han havde tænkt at gjøre det samme med hende, som med Anders, men glemte det.
Da Folk fra Naabogaarden kom og skrækslagne spurgte, hvad dette skulde betyde, pegte Ole paa sine Brødre og sagde : «Nu er I, Sjæle, frelste !»
Saa blev han bunden og holdt i Forvaring hele Vinteren; han var stille, men fuld af aandelig Bekymring. Derfor søgte man enhver om Raad og Veiledning, som havde Ord for at være gudfrygtig.
Det tyngste var dog, at Presten ikke kunde yde nogen aandelig Hjælp. Han betragtede nemlig al Vækkelse som Sværmeri, hvilket enkelte af hans Kollegaer offentlig endog anbefalede modarbeidet og udryddet med Aareladning og Dans.
Det var derfor desværre ikke at undres over, at man gik Presten forbi. Derimod havde man hørt, at der i Tolgen var en Kirkesanger, der stod i stor Anseelse hos Bønderne for sin Gudsfrygt. Han hed Elling Mortensen, var født 1738, blev Lærer 1758, fik Afsked 1817 som Klokker og Lærer med 10 Spd. i Pension og døde 6. Januar 1820.
Han var et originalt Naturbarn, led av Sindssyge og var meget bekymret for sin Sjæls Frelse. Det fortaltes, at han i Sommertiden ofte gik i Skogen og ledte (leide) en Hest. Tilslut fik han fat paa Johan Arnds «Sande Kristendom», læste den og fik Fred. Han var lidet begavet, men en alvorlig Kristen.
Denne Mand lod Folkene paa Nordaunet hente; han bar som sædvanlig med sig Johan Arnds «Paradis-Urtegaard». Da Ole fik se ham, blev han glad og sagde til sine Børn : «Nu er Vorherre kommen !»
Men Elling Mortensen var ikke den rette Mand til at bringe disse Folk Hjælp. Den blev ydet noget senere af to unge, vakte Piger, der tilhørte Hauges Venner og reiste for at holde Opbyggelser. Det var de tidligere omtalte Kvinder Sara Ousten fra Vindgelen og Randi Hevle eller Grendahl fra Drivdalen.
De kom som kaldede til den bekymrede Familie og blev modtagne med aabne Arme. Ja i sin Troskyldighed troede Folkene endog, som nævnt, at de var to gode Engle, sendte af Gud til Trøst og Hjælp i deres store Nød. Derfor gik de op paa deres Værelse, efterat Pigerne havde lagt sig, for at se, om der ikke var en Straalekrands om deres Hoveder. Med de laa og sov ganske som andre Mennesker.
Ved Samtaler, Bøn og Sang lykkedes det disse Piger at bringe dem den aandelige Retledning, som de saa saart trængte til; Folkene paa denne Gaard fik tro sine Synders Forladelse, fandt Fred og blev lykkelige og varme Kristne, der gjennem et lagt Liv baade i Ord og Gjerning vidnede om sin Kristendoms Ægthed.
Og det før saa mørke Sted blev fra nu af et Lyspunkt i Bygden og et Vennehjem, hvorfra kristeligt Lys og Varme bredte sig videre.
Hauge og hans Venner fik af mange baade nu og senere Skylden for disse Udskeielser. At dette var ganske uden Grund, maa dog være indlysende. Ole Nordaunet blev tiltalt, men frikjendt som utilregnelig; denne Familie var jo hverken bleven paavirket af Hauge eller hans Venner eller havde læst Skrifter af nævnte Lægmand.
Derimod var det to Haugianere, de nævnte Piger, der, som anført, blev Midlet i Guds Haand til at føre Bevægelsen ind i sunde Spor.