august weenaas : “livserindringer” : kap. 7 : “de fire presteaar i tromsø stift. forberedelserne til den første amerikareise. 1864 – 1868”

– les presentasjonen av boken her :

Ved vor Ankomst til Hovedstaden blev vi paa Jernbanestationen modtaget af en gammel Ven, Seminarist og Lærer S. M. Krogness, der en Tid havde været Lærer ved Cappelens Minde, Skien, og som vankede i theologiske Studenterkredse, og af ham blev jeg da underrettet om, at jeg var udnævnt til Stiftskapellan i Tromsø Stift, saaat Ledigheden altsaa ikke blev af nogen længere Varighed, hvorover jeg jo ogsaa havde al Grund til at være taknemlig.

Det blev derfor ogsaa strax at ordne sig til Afreisen nordover, og jeg fik blot ca. 3 Uger at være hjemme i det altid saa kjære Barndomshjem. Det var sidste Gang jeg hernede var sammen med min gamle kjære Pleiemoder, hun døde allerede i Sommeren 1865, og det var min Tanke, at min Hustru og vor Lille ogsaa af Hensyn til den Gamle skulde forblive Vinteren over sydpaa, især da jeg ogsaa som Stiftskapellan i det vidtløftige Tromsø Stift ikke vidste, hvor jeg kunde blive vist hen.

I Slutningen af September drog jeg da nordover — jeg skulde ordineres paa Tromsø af daværende Biskop Essendrop — overland til Throndhjem og derfra med Prinds Gustav — Statens Dampskibe gik endda i Nordlandsrouten — til Tromsø.

Under Touren havde jeg i Nærheden af Hjerkin en ganske mærkelig Oplevelse. Jeg var i Gudbrandsdalen kommen i Reisefølge med endel Trøndere, som skulde samme Vei, og som i 4 Karjoler kjørte foran. Jeg fulgte efter i den 5te, og den ene Skydsgut sad bag paa den forreste Karjol. Han havde strax nedenfor Hjerkin sat en Grind aaben, og netop som jeg skulde passere, kom et Vindpust og slog Grinden imod Karjolens ene Hjul, saa jeg blev siddende fast. Hesten trak til af al Kraft, og det saa noksaa stygt ud. Heldigvis gik den gamle slidte Karjols begge Armer af, og jeg lod Hesten løbe tilgaards og kom selv spadserende efter.

Paa Dampskibet nordover traf jeg første Gang sammen med Skoledirektør Coucheron, som havde været en Tour nede paa Helgeland, og vi reiste sammen lige til Tromsø. Vi var da ved denne Leilighed sammen oppe paa en kort Visit i Bodø (Bodin) Prestegaard hos gamle Provst Holm, ligesaa en Aften oppe paa Hadsel Prestegaard hos den gamle Provst Dietrichson, som ikke længe efter døde deroppe.

Holm blev forflyttet til Vinger, hvor han døde. Hans Søn er den bekjendte Prest og Storthingsmand Lützow- Holm.

— Paa Tromsø havde jeg en god Ven i Sognepresten til Tromsøsundet, Peter Jensen, en Søstersøn af Biskop Essendrop, en over al Maade elskværdig og hjælpsom Collega. Han havde paa Forhaand ordnet med Logis for mig hos en Hattemager Røst, der modtog stille Reisende, især Prester, og havde et pent og koseligt Hjem.

Hos Biskopen fandt jeg en overmaade venlig Modtagelse, og det Fornødne blev da ordnet for Ordinationen, som blev bestemt til den paafølgende 6te October (1864) i Tromsø Kirke. Som Text til min Prædiken blev mig opgivet Rom. 6, 3—5, og ved den saakaldte Bispeexamen, som endnu var i Brug, fik jeg som Opgave at udrede Konkordieformelens Stilling og Betydning blandt den lutherske Kirkes Bekjendelsesskrifter.

Stiftsprovst i Tromsø dengang var den senere Biskop Hvoslef, som ogsaa beviste mig megen Venlighed og Forekommenhed og altid fra den Tid har været mig som en faderlig Ven. Da jeg senere kom til Bergens Stift (Volden), var han min Biskop og høiagtede Tilsynsmand i flere Aar. Med alle ydre Formalia gik det i god Orden, daværende Bestyrer ved Tromsø Seminarium Chr. Kaurin holdt Skriftetalen, og forrettede ved Nadverden, hvori Stiftsprovsten var saa venlig at deltage med mig.

Efter Ordinationen var vi til den vanlige Middag i Bispegaarden, hvorved Biskopen udtalte det vakre Ønske for min Prestegjerning, at, som den begyndte med en Blanding af Frygt og Glæde, den maatte afsluttes med ublandet Glæde og Pris.

Spørgsmaalet, hvor jeg skulde begynde, var ogsaa paa Forhaand afgjort, idet Tranø Sognekald paa Senjen allerede i flere Maaneder havde staaet ledigt og ventet paa Betjening efter Sogneprest Frost, som var befordret til Holtaalen. Tranø er et søhaardt og udstrakt Prestegjeld omkring den skarpe og veirhaarde Solbergfjord, der ca. 1 Mil bred strækker sig nordøstlig gjennem Tranø, Dyrø og Reisen ind fra den brede Vaagsfjord i Ytre Senjen.

Særlig i Høststormenes Tid er den ikke at spøge med, hvorfor ogsaa Presteskydsen er stærkest muligt, nemlig Fembørdingsbaad med 6 á 7 Mands Besætning. Fra Tranø Prestegaard og Hovedkirke til Reisens og Dyrø Annexkirker regner man ca. 2 stive Mil. Selve Prestegaarden ligger paa Tranø ved Mundingen af Tranøbotten, ensom og af sides, ca. 1/2 Mil til nærmeste Nabo, haard Søvei. I Sommertiden maa det være deiligt paa Tranø, skovbevoxet og frugtbar som den speiler sig i Fjorden, omgivet af Tranøbugtens store Naalskove og omringet af Smaaøer, med alle Nordlandsnaturens Herligheder som Adgang til Kobbefangst, Laxefiske, Ægge- og Dunvær osv., noget som ogsaa Tranø nuværende (1900) Sogneprest (J. C. Holmboe), der er Nordlænding og har siddet der i mange Aar (fra 1872), skal have foreslaaet at omgjøre i Mynt, idet Engelskmændene hver Sommer skal holde til paa Prestegaarden.

Udsigterne for mig, som ikke var søvant, var derfor noksaa triste for Høsten og Vinteren, med den lange Nordlandsnat, og jeg fandt det derfor fornødent allerede samme Høst at faa Hustru og Barn efter mig, da jeg forstod, at Eneboerlivet under disse Forholde vilde have været omtrent umuligt. Strax efter Ordinationen reiste jeg da ned til Anløbsstedet Kløven i Reisens Annex, hvor jeg den paafølgende Søndag skulde for første Gang forrette til Høimesse.

Strax jeg var komrnen paa Land og, som vanligt i Nordland, bleven gjæstevenligt modtagen af Handelsmand Moe og Familie, en Broder til Sognepresten paa Ørlandet, mødte strax en hel Del Folk op, som skulde have ud- ført Ministerialia, især Brudevielser. Jeg havde neppe seet en Kirkebog og havde meget Iiden Greie paa, hvad der krævedes for at blive gift i den norske Statskirke. Heldigvis laa der paa Stedet en Lysningsprotokol, som Formanden havde benyttet og efterladt sig der, og den blev da min gode Veileder.

Bekjende min Uvidenhed for den noksaa humoristisk anlagte Handelsmand kunde jeg jo ikke, af Hensyn til Embedets Værdighed. Det gik udmærket med Vielserne — man kom endog særskilt ind efterpaa og takkede mig for Brudetalerne — og med Høimessegudstjenesten gik det ogsaa vel, uagtet det var Skriftemaal, Barne- daab og stor Altergang. Moe lagde Mærke til, at jeg var saa sparsom paa Vinen.

I det første Halvaar af min Prestetid brugte jeg Papir paa Prædikestolen og maatte da holde mig nøie til mit Concept. Først ved Virksomheden i Lofoten paafølgende Vinter og Vaar ophørte dette, da Nødvendigheden og Nøden tvang mig til at prædike uden skriftlig Forberedelse, som jeg da senere under hele min lange Prestetid har holdt fast ved, særlig af Hensyn til Prædikenens Virkning.

Visselig skal det indrømmes, at naar med Aarene Hukommelsen og Tænkeevnens Elasticitet svækkes, kan man, især i Svagheds Perioder, føle Savnet af Papiret og udsættes for en Ængstelighed, der kan gribe forstyrrende ind i Prædikenens Frimodighed, men den for Prædikanten saa absolut fornødne Vexelvirkning mellem ham og hans Tilhørere kommer dog aldrig til sin Ret med Papiret, og, er det sandt, at Prædikanten skal have Prædikenen i sit Hjerte og derfra frembære Vidnesbyrdet for Menigheden, bør den efter min Overbevisning være fri.

Dette udelukker dog ikke, at ogsaa den skrevne og fra Papiret foredragne Prædiken har sin Betydning og ogsaa under visse Omstændigheder kan have sin Berettigelse.

De besværlige lokale Forholde og Stedets Ensomhed gjorde det betænkeligt at blive alene i Tranø, og jeg henstillede derfor strax til min Hustru snarest muligt at komme efter, og hun var som altid selvopofrende og beredvillig. Det havde jo været deiligt at kunne faaet tilbringe en Vinter blandt Slægt og Venner i Christiania, og der manglede heller ikke paa Overtalelser til at blive, men forgjæves.

Det traf sig saa heldigt, at den private Dampskibsfart paa Nordland netop begyndte i Høsten 1864, og med Selskabets første Dampskibstour i den Route, med Dampskibet “Finmarken”, drog hun og vor lille Pige i October Maaned nordover, rundt Kysten. Det var en lang og besværlig Reise — jeg ventede i 4 Døgn i Kløven paa Dampskibet under megen Frygt og Ængstelse —, men Gud bevarede dem og de naaede vel frem.

De havde ogsaa havt godt Reisefølge i nogle snille Damer fra Tromsø, saa Touren havde ikke været værst. Allerede Dagen efter var vi i Presteskydsbaaden fra Kløven paa Reise til Tranø. Jeg havde faaet fat i en Pige fra Tromsø, som snart kom efter, og som var hos os den hele Stiftskapellantid og fulgte os fra Sted til Sted.

Slemmest var det med Møbler, da Prestegaardene var tomme. Jeg havde vort Møblement fra Aalesund staaende paa Rønnebergs Pakbod der, og først til Sommeren fik vi med Dampskibet en Sofa, nogle Stoler, Sengesteder osv. op til Dyrø, og som vi da senere benyttede.

Først da vi flyttede til Loppen og fik os en mere fast Bopæl, fik vi vort øvrige Habengut efter os fra Aalesund.

Stiftskapellantiden i Tromsø Stift var jo en stadig Flytningstid. I de to Aar betjente jeg, foruden i Tranø indtil Lofotfisket 1865, ved tvende Vinterfiskesæsoner i Lofoten, nemlig Vinteren 1865 i Henningsvær, ved Kapellet der, og Vinteren 1866 først en tid i Svolvær og paa Skroven, og paa hvilke Steder jeg prædikede under aaben Himmel, paa det første Sted fra Hustrappen, paa det andet Sted staaende paa en Kasse ved Bagsiden af Handelsmand Ellingsens store Vaaningshus. Den sidste Tid under Fisket blev jeg af Biskopen beordret atter til Henningsvær, hvor jeg saaledes kom til at afslutte min interessante Stiftskapellansvirksomhed, da jeg Vaaren 1866 var bleven udnævnt til Sogneprest til Loppen, hvorom mere nedenfor.

Efter Lofotfisket 1865 betjente jeg i Lyngen, medens Sognepresten (Schaanning) var i Tromsø og læste Lappisk, og derefter i Hammerø, hvor vi fik forblive i Ro indtil Vinterfisket 1866. I Paasken 1865, umiddelbart efter Lofotfisket, var jeg ogsaa en 2 á 3 Ugers Tid i Kvædfjord under Ledigheden efter Sogneprest Berner, der var forflyttet til Finnaas, søndenfor Bergen.

— Paa Tranø Prestegaard boede en Familie, der havde Tilsyn med Formandens efterladte Besætning, og som hjalp os tilrette, saa godt som de under Omstændighederne kunde. Deilig Uer og anden Fisk fik vi stadig til Foræring, og Kjød fik vi ogsaa fat paa, saa at vi led ingen Nød, med vore smaa Fordringer til Livet.

Min første haarde Baadreise havde jeg ved Tilbagereisen efter Gudstjeneste paa Dyrø over Fjorden. Det blæste en Storm af Sydvest med svær Sjø og Regn. Jeg var uvant og likte mig ikke. For Skydsfolket var dette dog kun en Lek. De trøstede mig med, at “Presten skulde komme op i Finmarkshavet, det var noget andet“. Jeg skulde jo ogsaa prøve dette.

Presteholdet paa Dyrø var dengang paa Gaarden Holm, hos Enken efter en Gaardbruger Strøm. Hendes Svoger sad paa den anden Part av Gaarden og hendes eneste Søn var paa en Landbrugsskole i det Throndhjemske.

Hun var en over al Maade venlig og hjælpsom Kone, som ikke vidste, paa hvad Maade hun skulde bedst gjøre det for Presten, dertil ogsaa glad i at høre Guds Ord, som jeg har Grund til at haabe, hun ogsaa annam- mede og bevarede i sit Hjerte. Fra Dyrø Kirkested er der over til Kastnæshavn en halv Mil over Sundet, og det laa saaledes bekvemt for mig at komme til og fra Dampskibet paa mine Toure til Reisens Annex, og der var paa Dyrø vistnok mest religiøs Interesse og mest for Presten at udrette.

Over Reisen havde der ogsaa gaaet en noksaa stærk Vækkelse, men den havde et mere sekterisk, tildels sværmerisk Præg, medens man i Dyrø samlede sig mere om Kirken og Embedet.

I Reisens Skovdistrikt, paa Gaarden Finseth boede dog to Brødre, Iver og Per Finseth, som nærmest var Haugeanere, agtede og hæderlige Mænd, der var alvorlige Christne, og Prestens gode Venner. De havde Samfund særlig med de Vakte i Maalselven og Bardodalen, hvor Brødrene Andersen — den ene (Peder) døde i Christiania som Storthingsmand, den anden (Bersvend) blev senere Prest i Hauges Synode i Amerika — ledede Bevægelsen i sunde, kirkelige Spor.

Som bekjendt havde Hans Nielsen Hauge paa sine Reiser ogsaa været saa langt op som til Maalselven og efterladt sig Spor til Velsignelse i sand og sund Gudsfrygt blandt den fra Østerdalen indflyttede Befolkning.

Af Hensyn til disse lokale Forholde og forat min Hustru kunde undgaa at have det for ensomt, naar jeg i Lofottiden maatte reise bort, blev det paa Madame Strøms Indbydelse ordnet saa, at vi skulde flytte over til hende paa Holm allerede i December Maaned, og min Hustru forblive der, indtil jeg vendte tilbage fra Lofoten. Dette var en meget heldig Ordning, og vi havde det rigtig som i et Hjem hos hende.

Valborg Weenaas, f. Iversen

Om hun havde været vor Moder, kunde hun ikke have været omhyggeligere og kjærligere imod os. Jeg husker godt Juledags Morgen, hun kom selv ind til os med et stort Kaffebret med alskens gode Sager, som hører Julen til, og hun vidste ikke, hvorledes hun paa bedste Maade skulde gjøre det hyggeligt og triveligt for min Hustru, som da ogsaa havde den Gamle meget kjær. Det var for mig en overordentlig stor Beroligelse under mit Fravær i Lofoten at vide hende i saa gode Hænder.

I Begyndelsen af Februar kom jeg da ned til det mylrende Liv i Lofoten og havde Ordre til at betjene med Guds Ord ved Henningsvær Kapel, saalænge Fisket varede.

Der udførtes ingen kirkelige Forretninger, kun Høimesse og Aftensang paa Søn- og Helligdagene og Bibellæsning paa Landliggerdage, som indtraf noksaa ofte. Dertil kom, at den stærke aandelige Bevægelse. som i Slutningen af Femtiaarene og Begyndelsen af Sextiaarene gik over Nordland, bevirkede ikke alene en ganske overordentlig Tilstrømning til Gudstjenesterne og Bibellæsningerne, men ogsaa en stærk Trang til at søge Prestens Raad og Veiledning, saaledes at Prestens Kammer var stadig, særlig Aftenen udover, fyldt af Besøgende.

Det var et i mange Maader nyt og eiendommeligt Liv, som her aabnede sig for den unge Prest, og han fik meget at tænke paa og arbeide med baade for sig selv og de mange, hvis Raadgiver og Sjælesørger han var bleven.

I hans store Tilhørerskare var der saagodtsom ikke Kvinder — foruden Handelsmand Dreyer boede et Par Familier paa Øen —, men lutter Mænd, veirbidte, skjæggede og barske at se til, pakket sammen i den rummelige Kirke saaledes, at man fra Prædikestol og Alter kun saa, bogstavelig talt, Hovederne, Hoved ved Hoved, de fleste staaende.

Medhjælperen, som valgtes ligesom Forsangeren af Presten blandt Fiskerne, maatte hver Søndag bane Vei for Presten fra Alteret til Prædikestolen. Nordlændingen synger med fuld Røst, og I kan tro, det var Korsang, naar Tusinder af Mandsstemmer samledes i et enstemmigt Kor og i en Salmesang saa kraftig og vakker, at selv det haardeste Hjerte rnaatte røres.

Der roede dengang henved 4 á 5 000 Fiskere alene i Henningsvær, og faa var de, som sad hjemme i Rorboden, ialfald Søndag Formiddag. Det var blot de, som forrettede Tjenesten som Kok, neppe nogen anden, der var frisk. Og i den store Forsamling en Stilhed og en Andagt, som var gribende. De store Kapeller i Henningsvær og Stene er opførte i Biskop Juells Tid. De er meget rommelige, men tunge at tale i, med de store udstikkende Gallerier ved Indgangen, saa man maa bruge al sin Stemme for at blive hørt.

Det fortælles ogsaa, at nævnte Biskop ved Indvielsen af Henningsvær Kapel anstrængte sit prægtige Taleorgan saaiedes, at han senere led af den slemme Prestesyge og havde besværligt for at prædike.

Paasken indtraf ogsaa i 1866 saa tidligt, at jeg fik være Paasken over dette Aar, og prædike alle 4 Helligdage til Høimesse og Aftensang. Det var noksaa stridt, men i den Alder og med den første Begeistrings Varme gaar det forholdsvis noksaa let.

Det Forunderlige har ogsaa været for mig, at det falder langt lettere at prædike naar jeg først kommer i Gang. Er jeg fra 1 á 2 Søndage, falder det altid tungere første Gang igjen. Paa mine Reiser i Amerika, sidste Gang nu i 1898, har jeg jo prædiket ugevis Dag efter Dag uden at det har generet. Det velsignede har været, at Texten altid har faaet bære mig, og Guds Aand har hjulpet i min egen store Skrøbelighed og Afmagt.

Ak, hvor man føler sig liden, ussel og elendig, med Texten og den store Tilhørerskare (eller lille) for sig alene med sin Gud, for at række Livets Brød til de hungrende Menneskesjæle, at de kunne mættes, og enhver efter Leilighed faae Sit. Ingen forstaar den Kamp, som ikke har prøvet den !

Gud været lovet, som giver os Seier ligeoverfor vore Fiender, ved Jesum Christum, vor Herre !

Ja, det var en dyrebar og uforglemmelig Tid, den i Lofoten begge Gange, og meget, saare meget at lære for en ung, begyndende Prest. I det Hele vil jeg sige, at ingen Stilling er bedre og mere udviklende for den begyndende Geistlige end Stiftskapellanstillingen, og da ikke mindst i Tromsø Stift.

Sømandsprest-gjerningen har noget lignende med sig og er ogsaa en udmærket praktisk Skole, men for at komme strax ind i, hvad der vedkommer det kirkelige Embedes Administration og Forretningsvæsen i det Hele, er ingen Stilling som Stiftskapellanens.

Han føres ind i Embedsvæsen, Fattigvæsen og Skolevæsen med een Gang, især i den Tid, da endnu Presterne var selvskrevne Ordførere i Skole- og Fattigkommissionerne. Alle vanskeligere Sager kan han med større Lethed faa ordnet end den faste Sogneprest, som altid er Gjenstand for Kritik og Mistænksomhed, og om han begaar en Fadæse, kan det, uden at sætte dybere Mærker i Prestens Forhold til sin Menighed, med større Lethed ændres og rettes.

Han har jo ogsaa altid Nyhedens Interesse og er i Almindelighed Gjenstand for en særdeles Velvillie. Han faaer kun vogte sig, at han ikke opblæses og tror, at han er en svare Karl ! Den Alvorlige vil dog Aanden tugte og ydmyge under den stadige Følelse af sin egen Afmagt og Hjælpeløshed og Embedets Vanskelighed og Ansvar. For den lette og overfladiske Veiløber kan jo Stillingen isaahenseende være noksaa farlig.

Fra de Steder, som jeg som Stiftskapellan forøvrigt besøgte, kan intet særligt af Interesse være at bemærke. I Lyngen og Kvædfjord, hvor jeg var saa kort, var der i den Tid stærk aandelig Bevægelse, paa første Sted stærkt præget af den saakaldte Karesuandobevægelse ved den svenske Prest Læstadius. Uvidenheden blandt den lappiske Befolkning var meget stor, og de blev et let aandeligt Bytte for de i enhver Henseende overlegne Kvæner, der bragte Sværmeriet med sig og med fuldstændigt Aandstyranni havde de stakkels fattige og uvidende Lapper under sig. Naar Kvænen dansede i Forsamlingen, dansede Lappen med, og naar Kvænen hylede og skreg, maatte Lappen gjøre ligesaa. I Skolen havde man meget Besvær med dem, da de ingen “verdslige” Bøger vilde vide af, særlig ikke af Jensens Læsebog. Børnene skulde lære af det Nye Testamente at læse osv.

I Hammerø var det stilt og roligt. Man var dog meget taknemmelig, naar jeg besøgte dem med Bibellæsninger, og flittige i Kirken.  Her blev, kun et Par Dage efter min Afreise til Lofoten, den 18de Februar 1866 vor næstældste Pige Valborg Karoline Kristine født, hvorom jeg modtog Telegram ved min Ankomst til Svolvær.

Paa Indbydelse af Handelsmand Walsøe paa Tranø Handelssted — han var gift med en Datter af Handelsmand Dons i Ibestad — flyttede min Hustru en Tid efter ud til Tranø for der at paavente min Tilbagekomst fra Lofoten Vaaren 1866.

Hos denne gjæstfrie Familie, med den venlige og til enhver Tjeneste beredvillige Husfrue, havde min Hustru og vore to Smaa det i enhver Henseende rigtig koseligt. Fru Walsøe døde forresten tidligt, og Familien er nu (1900), saavidt jeg ved, spredt til forskjellige Kanter.

Efter min Tilbagekomst fra Lofoten — jeg maatte reise over Grøtø og Stegen og Hammerø ud til Tranø og havde Storm af Sydvest mellem Grøtø og Nes i Hammerø med en liden Baad og 3 gamle Mand i Skyds, saa at det gik i en strygende Fart, ca. 3 Timer paa 3 stive Mil — , modtog jeg min Udnævnelse til Loppen Sogneprest, og vi drog da strax afsted til Tromsø, hvor vi skulde forblive 2 Maaneder, medens jeg læste Lappisk hos Seminariebestyrer Chr. Kaurin.

I Tromsø tilbragte vi to Rekreationsmaaneder, Mai og Juni. 

Hos Biskopen var gjerne hver Søndag Aften Presteskabet i Tromsø og tildels Seminarielærerne Kaurin og Ellefsen, den sidstnævnte gift med en Frk. Dons, Søster af Fru Walsøe, senere død som Provst og Sogneprest til Holden, Thelemarken.

Tromsøsundets Prest, Peter Jensen, havde tilflyttet sin nye Prestegaard strax udenfor Byen, og vi var ofte Gjæst hos dem, ligesaa hos Kaurins, hvis Frue var en Keyser, Datter af Professoren og Søster af Fru Herm. A. Preus i Amerika, en smuk og elskværdig Dame, men beskyldt for at være en mindre god Husholderske, hvorfor Kaurins Finantser dengang var mindre gode. De havde ogsaa en Mængde Børn.

Kaurin var den joviale Lærer, hvorfor Undervisningen i Lappisk, som forøvrigt er et ganske vanskeligt Sprog, med sine fremmede Gloser og sin indviklede Sproglære, gik noksaa gemytlig. Da jeg i Loppen havde liden Anledning til at praktisere Sproget, drev jeg det aldrig videre end til at forstaa det og kunne skrive det.

I Tromsø hørte vi da, naar vi ikke en enkelt Søndag valgte at gaa ud i Tromsøsundets Kirke, stadig Stiftsprovst Hvoslef. Opbyggelig og grundig Textbehandling, sterkt betonende Helliggjørelsens Betydning og Væsen. Han fandt det visselig med Rette paakrævet efter den stærke aandelige Bevægelse, som kort før — i Biskop Gislesens Dage — havde gaaet over Tromsø og Omegn.

Den lammerske Frimenighed havde nu optaget de mere urolige og sværmeriske Elementer i sig, saaat det dengang var forholdsvis noksaa aandeligt stille i Byen. Vi stiftede forøvrigt ingen Familiebekjendtskaber i den korte Tid, vi var der, min Hustru var ogsaa meget optaget hjemme, da vor mindste fik sig en slem Kighoste, som krævede hendes stadige Tilsyn.

I Juli 1866 tilflyttede vi da Loppens Prestegaard, hvor vi imidlertid ikke skulde forblive længe, da min Hustru og vore to Smaa allerede i September 1867 reiste ned til Christiania, medens jeg havde at forblive deroppe indtil Aarets Udgang.

Aarsagen hertil skal jeg snart fortælle. Loppens Prestegjeld hører blandt de ildest berygtede Prestegjeld i Norge, ihvad Beliggenhed, Veirhaardhed og farlige Søreiser angaar, og det vil jo sige meget. Prestegjeldet indtager Kystranden med tilhørende Øer fra Andsnes, ved Kvænangens Nordside, indtil Handelsstedet Galten ytterst paa Sørøen, en Strækning af nok ca. 12 Mil. I Kystlandet skjærer ind 1. Frakfjord, 2. Søndre og Nordre Bergsfjord, paa begge Sider af Øen Silden, og som forener sig paa Indsiden af denne Øe, 3. Øxfjord med Kapelsognet af samme Navn og Handelsstedet Øxfjord (den gamle Finmarksfamilie Buch).

Til Prestegjeldet hører desuden Stjernøens Vest- og Nordside i Altenfjordens Munding og den Del af Sørøen, som ligger vestenfor en Linie, trukket ret i Syd fra Galten. Paa dette Sted er nu bygget et Kapel, i min Tid var der kun en Gravplads, hvor Presten mødte op en Gang hver Sommer. I Galten boede dengang Familien Schumacher, gjæstfrie og venlige Folk, med et efter de lokale Forholde særdeles koseligt Hjem. Schumacher blev senere Storthingsmand fra Finmarken og var virkelig en retsindig Handelsmand, hvilket vil sige meget i Finmarken og især i Loppen.

Loppen havde 3 Kirker, nemlig, foruden Hovedkirken paa Lopøen, Hasvik Annexkirke paa Sørøen og, som nævnt, Øxfjord Kapel. Nu (1900) har altsaa Prestegjeldet 4 Kirker. For at komme over til Annexet eller til Kapelsognet maatte man over det berygtede Lophav, en Vei paa ca. 4 haarde Sømil. Hvad der har særlig gjort Lophavet berygtet er den stærke Strømsætning, der i Storm sætter Havet op til en brændende Fos og gjør det overmaade vanskeligt at befare med Baad.

Presteben hviler da ogsaa paa Havets Bund mellem Loppen og Hasvik, og mangen kjæk Fisker har der fundet sin Grav. I ældre Tider skal Loppens Kirke have ligget længere ud paa Øens Østside, altsaa mere beleiligt for Annexreisen (Øxfjord Kapel blev først bygget af Handelsmand Buch omkring Midten af nærværende (19de) Aarhundrede), senere blev kun Øens inderste Spids — den er langstrakt, af ca. 1 Mils Længde, udmod det aabne Hav — bebygget og Kirken flyttet derind paa et Sted beleiligere for Frakfjordens og Bergsfjordens Beboere, men vistnok med endnu misligere Havneforholde. Hvad der nemlig gjør det besværligt og tillige farefuldt at være Prest paa Loppen, er ikke saameget Baadreiserne —Dampskibet kan jo ogsaa mere og mere benyttes —, men de fortvivlede Havneforholde, der i Storm gjør det overmaade vanskeligt at sætte fra og paa Land.

Der er ikke da Tale om at lægge til med Baad eller stige i Baad fra Landet. Den vilde øieblikkelig blive knust under Forsøget derpaa, isaa mægtigt er Bølgeslaget, der fra Indlandets Klippekyst som vældige, taarnhøie Bølgemasser slaaes tilbage mod Stranden, med vældigt Brag, som høres lang Vei. Skal man ud, faar man sætte sig i Baaden, med Aarerne færdige og kraftige Hænder til med den tilbagegaaende Bølge at skyve Baaden ud; skal man lande, faar en 8 á 9 raske og kraftige Mænd, bevæbnede med Stænger, der kastes foran Baaden, staa færdige paa Stranden til med den samme oprullende Bølge at hæve den paa Land, og udenfor Dragsugets Rækkevidde.

Farligt er det ogsaa, især i Mørket, at borde de anløbende Dampskibe, der ligger udpaa Sundet og kaster sig som Vrag. Min Formand styrtede herunder en mørk Aften ligened i Havet fra øverste Trappetrin. Manden i Baaden, en rask og uforfærdet Loppelods, hørte Pladsket og faar i Mørket et Skimt af Prestens ved Baadens Side opdukkende Hoved. Strax griber han fat og er heldig nok til at faa et saa fast Tag, at han kan faa slæbe den reiseklædte, tunge Mand op i den utroligt slingrende Baad. I det Hele kan man ikke forestille sig Virkeligheden her, udenat man har oplevet den. Mangen Gang lød særlig gamle Gloppestads opmuntrende Ord i mine Øren — han førte “Finmarken” i mange Aar —: “I dag kommer De ikke levende iland, Prest”.

Gud hjalp dog altid, og jeg havde intet nævneværdigt Uheld i Loppen. En Gang var jeg dog meget nær ved at skulle faaet prøve en Storm, hvorfra vi neppe var vendt tilbage, og det var visselig et Guds Under, at vi ikke kom ud i den. Jeg var paa Reise fil Brevik, Handelssted og Fiskevær paa Sørøen, som dengang eiedes af Handelsmand Floer, gift med en Datter af Handelsmand Buch i Øxfjord.

Jeg skulde prædike for Fiskerne under Vinterfisket, og dette var i Februar Maaned. Søndag Morgen skulde vi med Handelsmandens Baad — Floer var selv med —, som havde indtaget Varer i Hasvik, forsøge at komme os rundt en længere Strandstrækning og over Brevikfjorden med Havet paa fra Vest og Nord. Det havde været meget koldt Natten til Søndag, og Baaden, som var tungt lastet, var stærkt belagt med Is, saa at den ikke vilde lette op i Søerne og tog Vand ind forfra. Nogen Fare var egentlig ikke forbunden dermed, da Vinden var løi, og Baaden med Lethed kunde lændses, men Handelsmanden frygtede for at faa sine Varer bedærvet og lod derfor lægge til Land, før vi skulde ud paa Brevikfjorden, for at stelle med Baaden og Lasten og se Veiret an.

Vinden tiltog imidlertid, og Mørket faldt paa, hvorfor vi besluttede at overnatte, jeg hos den i Nærheden boende Distriktslæge, min gamle Skolekammerat og Ven Dr. Kinck, nu (1900) bosat i Søndre Bergenhus (Strandebarm), og de øvrige hos en ved vor Nødhavn bosat Lods. Den følgende Dag kom med tæt, uigjennemtrængelig Taage, og vi ventede udover Dagen til over Middag paa, art Taagen skulde lette.

Omkring To- tiden var der Tegn dertil, og vi gjorde os færdige og tog ud i Haab om at komme over, før Mørket faldt paa. Imidlertid var Folkene urolige, Taagen var endnu noksaa tæt, og vi havde kun et lidet Lommekompas og dertil Baaden belemret med tunge Kasser og Varer.

Som vi var komne udfor Pynten og skulde sætte tilhavs, bestemte man sig pludselig til at vende om, og en Guds Lykke var det. Vi var neppe komne tilbage til Udfartsstedet og havde ikke faaet Baaden fortøiet, førend der brød løs en orkanagtig Østenvind, der blæste fra Land allevegne og med en saa forfærdelig Styrke, at vi vanskelig kunde staa paa vore Ben. Det er sikkert, at vi med vor lastede Baad vilde være dreven tilhavs, og hvorledes det da i Nattens Mørke vilde have gaaet os, er neppe vanskeligt at forudsige.

Den paafølgende Dag kom vi nu, Gud være Lov, vel frem til vort Bestemmelsessted, og jeg prædikede for Fiskerne ca. 1 Maaned omtrent daglig i et af Breviks største Baadnøst.

Lopøen er en langstrakt, kuperet Øe, med steile Afsatser mod Havet, særlig i Nord. Klimatet er selvfølgelig barskt, med svære Storme og Snedriver i Vintertiden — Snestormen kan vare uafbrudt i Uger — og det stadige Mørke gjør det noksaa haardt at færdes ude. Men saa har man igjen de maanelyse og stjerne-klare Nætter med knitrende Nordlys, og Naturen er storartet skjøn.

Storartet er ogsaa Synet av Havet, naar det i taarnhøie Bølger, brølende som mange Vandes Lyd, fosser indover den haardt tilklappede Strand, som i Magsveir frembyder den mest behagelige Promenade, man kan ønske sig.

I Høsttiden har Loppen en ypperlig Rypejagt — den kjøbtes ogsaa af Hensyn dertil i min Tid af en engelsk Rigmand, som har jaget der hvert Aars Maaned — og, naar Vaaren kommer, har man foruden Graagaasen, som er meget vanskelig at komme paa Skud, Millioner af Sjøfugle, som hækker paa Øens Klippeafsatser mod Havet.

Der er derfor i Mai Overflod af Fugleæg, som giver en velsmagende Tilsats til Husholdningen, ligesom de store Multemyre giver hvad man ønsker af den sunde og velsmagende Multegrød. Det er i det Hele godt for Mad deroppe. De fine kraftige Græsgange giver en fortrinlig Næring for Mælkeqvæget og Faarene, der slippes ud om Vaaren og hentes ind i saagodtsom vild Tilstand og i allerbedste Huld ud paa Høsten, før Snefaldet i October.

Let Adgang er der til Renkjød for ikke at nævne al den deilige og billige Fisk. Blot af Smaaflyndre, Rødspætte, kunde man i Sommertiden stikke flere Snes i Løbet af et Par Timer. Paa Øen kunde selvfølgelig ikke dyrkes Korn, neppe nok Poteter. Men Græsvæxten var frodig, og Høet af allerbedste Kvalitet, naar man kun fik godt Veir i Tørretiden.

Prestegaardens Besætning bestod af 3 Kjør, 12 Faar og 1 Hest, men vi havde rigeligt af Mælk, og der solgtes adskilligt om Vaaren til de fra og til Finmarksfisket passerende Baade, der i flokkevis for forbi og meget ofte lagde til, særlig for at faa Vand eller kjøbe Mælk.

Husleiligheden var ikke stor, men den lille Prestegaard lun og tæt, med sit Torvtag og sine smaa Vinduer, som i Vintertiden ofte truede med at dækkes af Snefonnerne. Øen eiedes af en Privatmand, Konsul Aagaard i Tromsø, men Præstegaarden tilhørte det nordlandske Kirke- og Skolefond, som vedligeholdt dens Huse, og havde Presten Brugsret til alle Øens Herligheder (dens Havnegange, Torvmyrer, Fuglebjerg og Multemyrer). Kun maatte han ikke sælge noget deraf.

Tre Værelser nedenunder (Dagligværelse, Kammer og Storstue) foruden Kjøkken med Spisekammer, og to Kvistværelser med Aflukke til Pigeværelse og Klædeskammer ved Siden af disse var den hele Bekvemmelighed. Dertil Drengestue og Udhusbygninger.

Vi befandt os overmaade vel i vort lille lune Hjem, og jeg trivedes udmærket ved Reiserne og Arbeidet i Menigheden, saa at, hvis intet andet var stødt til, vilde jeg nok meget vel kunne forblevet min Tid paa Loppen.

Der var imidlertid et Forhold, der var noksaa ubehageligt, og det var Naboskabet paa den lille Øe. Som allerede ovenfor antydet var Handelsforholdene endnu i den Tid meget usunde. De nye Kommunikationer gjennem privat Initiativ havde endnu ikke begyndt at virke, saa at de gamle Handelssteder, om end i nye Hænder, drev sine Forretninger som Udplyndringsbedrifter for den stakkels fattige, udpinte og udarmede Almue, der omtrent helt og holdent var i Handelsmændenes Hænder.

I Loppen var det dengang særdeles slemt, fordi den gamle Lensmand ogsaa ganske var i Loppens Handelsmands Lommer, en Ulich, Handelsfaktor for Aagaard paa Tromsø. Tvangsauktioner holdtes særlig om Vaaren uden, saavidt mig bekjendt, offentlig Publikation, og hvorved Handelsmanden og Lensmanden alene var tilstede. Særlig gik det udover Lapperne, som fik sin bedste, vinterfødte Ko solgt for en Matte Russemel, leveret i Nødens Tid, eller sine fremfødte Faar solgt for 3$ (Kr. 2.40) Stykket.

Baadladninger med Kreaturer førtes Vaar, Sommer og Høst fra Fjordene ud til Loppens Handelssted. Øxfjord Handelssted var ikke stort bedre, det maa siges, hvor gjæstfrie og personligt elskværdige mod Presten end den Buchske Familie var.

Her var ogsaa Brændevinshandel, saa det var en Ynk med Drik baade Lørdag, Søndag og Mandag paa Kirkehelgene. Jeg søgte at holde strængt Opsyn med dem, som meldte sig til Nadverden, og havde en dygtig Medhjælper til at passe paa, men Stellet var heltigjennem forargeligt.

For Ulichs Vedkommende kom imidlertid ogsaa meget andet, som gjorde Forholdet end værre. Samtlige Reparationer paa Prestegaarden udførtes for det nordlandske Kirke- og Skolefonds Regning ved Handelsmanden, hvis Regninger da af Presten skulde attesteres. Disse var i høieste Grad ublue, hvoraf der flød Ubehageligheder mellem os, og Hr. Ulich var en til det Yderste fræk og hensynsløs Fyr, som med sin Opførsel kunde rigtig bringe Ens Sind udav Ligevægt.

Nytaarsaften 1866 havde han været i Prestegaarden og brugt sig — han havde, som man siger, en Prokuratorkjæft —, og saavel min Hustru som jeg var meget bedrøvede over dette Besøg under Ensomheden og paa Aarets sidste Dag. Han havde imidlertid neppe forladt Huset, førend nordgaaende Dampskib svingede ind paa Sundet og bragte med sig det Amerikabrev, som skulde blive af en saa skjæbnesvanger Betydning for min og min kjære Hustrus Fremtid.

Som ovenfor antydet, mødte en Seminarist S. M. Krogness frem paa Stationen ved vort Komme fra Aalesund i Høsten 1864, og denne samme Mand var senere reist over til Amerika og var Prest for en liden Menighed i Chicago. Han tilhørte den Skandinaviske Augustanasynode — nu et udelukkende svensk Kirkesamfund —, som dengang foruden de svensk-lutherske Prester i Amerika tillige havde flere norske Prester og Menigheder, der var misfornøiede med den Norske Synode og heller ikke var tilfreds med gamle Eielsens Samfund.

Synoden havde dengang sin Presteskole i Paxton, Illinois, 100 engelske Mile syd for Chicago, og der var paa Synodemødet i 1866 besluttet, at man skulde søge ansat en norsk Theolog ved Seminariet, som kunde mere tage sig ai de norske Studenter og forøvrigt deltage i Undervisningen ved Seminariet.

Hr. Krogness fik i Opdrag som den, der antoges bedst kjendt blandt de unge Theologer, at eftersøge en saadan. Han henvendte sig først til Munch Myhre, der dengang bestyrede Lærerskolen ved Skien, men denne undslog sig, og saa kom Touren til mig, og det var hans Brev herom, som hin mindeværdige Nytaarsaften ankom i Posten til Loppens Sogneprest.

Kaldelsen var jo i flere Henseender tiltalende, og under Situationens Ubehagelighed sagde jeg ogsaa strax til min Hustru : Det er vist Guds Mening, at vi skal reise til Amerika, siden denne Kaldelse kommer netop nu, og, mærkeligt nok, hun indvendte intet derimod.

Det var jo i denne Kaldelse virkelig meget, som kunde tiltale. Vistnok havde jeg allerede, medens jeg var i Aalesund, oftere faaet Amerikabrev med Opfordring til at blive Prest derover, men dels tænkte jeg ikke dengang paa i en nærmere Fremtid, som ovenfor omtalt, at indtræde i geistlig Stilling, dels havde jeg ingen Lyst paa de amerikanske Kirkeforholde, hvor den Norske Synode under Ledelse af Mænd som H. A. Preus, Koren og Laur. Larsen dominerede, og hvor det fuldstændigste Aandstyranni efter mine Begreber raadede.

Anderledcs var det imidlertid nu, da Kaldelse udgik til en bestemt og meget tiltalende Stilling, ikke i den Norske Synode med sin Missouriretning, men i den Skandinaviske Augustanasynode, som jeg gjennem den svensk-amerikanske Pastor Andrén havde lært at kjende gjennem hans Foredrag om amerikanske Kirkeforholde paa det skandinaviske Kirkemøde i Christiania i Aaret 1861 og gjennem denne udpræget christelige og kirkelige Personlighed at elske og høiagte.

Der var fra den Tid allerede knyttet et Sympathiens Baand mellem dette Kirkesamfund og mig, som gjorde en Kaldelse til at tjene i dette Samfund allerede paa Forhaand meget tiltalende. Hertil kom da især, at Stillingen som Lærer for Unge, der skulde uddannes til Prester i Kirken, var mig meget tiltalende, baade Gjerningen selv og den Anledning derved gaves mig til at studere videre og beskjæftige mig mere udelukkende med de kjære theologiske Studier.

Dertil kom jo endelig ogsaa, at Stillingen var økonomisk fordelagtig, idet Lønstilbudet var $ 1000 aarlig foruden “Professorbolig med Have”, og det hørtes jo noksaa meget i Norge, særlig for en ung Theolog, hvis Løn havde været 1200 Kr. om Aaret.

Imidlertid var jeg ikke færdig til strax at sige “Ja”. I mit Hjerte var mange Tvivl og Betænkeligheder, og i Grunden var jeg vistnok mest tilbøielig til at sige Nei. Jeg havde jo Kaldet og Arbeidet i Kirken herhjemme, og jeg havde Ansvaret for Hustru og Børn, som jeg kunde berede en uvis og kanske endog mørk Fremtid. Dertil kjendte jeg jo ogsaa altfor lidet saavel til Augustanasynoden som til Forholdene derover i det Hele og særlig hvad en saadan Lærerstilling kunde medføre, ei alene af Ansvar, men ogsaa ai paahvilende Forpligtelser.

Jeg maatte jo imidlertid give et Svar og dette skulde være snart, saa at Betænkningstiden blev noksaa kort. Jeg tænkte derfor, det bedste var, da jeg stod saa afgjort tvivlende, at opnaa Udsættelse med min endelige Bestemmelse ved at stille mig saavidt imødekommende, at jeg forlangte mere detaillerede Oplysninger, særlig om Seminariet, hvilke Discipliner jeg i Tilfælde skulde overtage, Undervisningsmaaden ved Seminariet, Bestyrerens Personlighed osv.; tillige stillede jeg i Tilfælde visse Betingelser, hvoriblandt en Reisegodtgjørelse for mig og Familie paa ca. 300 Dollars, og et Stipendium til et Besøg til tydske Universiteter, særlig Erlangen, for at studere systematisk Theologi hos Thomasius, paa 300 Spdl. (1 200 Kroner).

Ved at stille disse noksaa vidtgaaende Betingelser haabede jeg i Virkeligheden, at man derover skulde lade Sagen, der forelaa til Behandling paa Synodemøtet i Carver i 1867, hermed bero, hvad min Person angik.

— Denne min Forventning skulde dog ikke gaa i Opfyldelse.

Jeg modtog strax saavel fra Krogness som særlig fra Seminariets Bestyrer, den ærværdige Veteran i den svensk-amerikanske Kirke Dr. T.N. Hasselqvist, meget tiltalende og imødekommende Breve, som tildels virkede beroligende ligeoverfor andre, mindre anbefalende Beretninger og Formeninger om den Skandinaviske Augustanasynode, dens kirkelige Stilling og Arbeide.

Ved Synodemødet i 1867 blev det besluttet at udstede formelig Kaldelse til mig samt indgaa paa de af mig opstillede Betingelser. Jeg skulde da overtage min Lærergjerning ved Seminariet fra Sommeren 1868 og i Mellemtiden ordne det Fornødne saa vel med Hensyn til min Stipendiereise som med Hensyn til mit Embede osv. herhjemme.

Efter dette i Granden uventede Udfald havde jeg altsaa at indlevere min Afskedsansøgning, som i Naade blev mig bevilget, og, da jeg i bedste Fald ikke kunde komme fra Loppen førend ved Nytaar 1868, reiste min Hustru med vore to Smaa sydover allerede i September for at undgaa den slemme Vinterreise.

Barndomshjemmet paa Jomfrubraaten var jo da ikke mere, idet, som ovenfor omtalt, min Pleiemoder var død i 1865 og min Pleiefader allerede Aaret efter maatte fraflytte Gaarden, som af L. Meyer var bleven solgt til en Rustad og senere er gaaen fra Haand til Haand.

Efter at hun derfor havde opholdt sig en Tid paa Lindøen hos sin Fader, hvor de to Søstre, Rosalie og Marie, endnu var hjemme, leiede hun i Oslo (d. e. Gamlebyen) og blev boende der, indtil vi endelig i Juli 1868 blev færdig til at drage over til det fjærne Vesten.

Under dette hendes Ophold der blev vort tredie Barn født, en Pige, som i Daaben fik Navnet Ragna og kom til Verden den 2. December 1867. Min Hustru var ogsaa denne Gang ligesom ved sit andet Barns Fødsel alene, men Herren var god og bevarede hende og Barnet, saaat jeg i Slutningen af Januar kunde finde dem begge i bedste Velgaaende.

Min yngste Broder havde været hos os paa Loppens Prestegaard og var hos mig, indtil vi i Følge reiste sydover i Januar. Til Loppens Sogneprestembede hørte efter den gamle Lov Naadens Aar, saaledes at jeg havde Ret til at oppebære samtlige Kaldets Indtægter og selvfølgelig besørge Kaldet betjent. Denne Omstændighed foranledigede en liden Konflikt med min kjære Biskop (Essendrop), som formente, at jeg selv var forpligtet til at betjene Embedet, indtil jeg kunde skaffe en Stedfortræder, medens jeg var af den Formening, at Forpligtelsen kun paahvilede mig, saavidt muligt, at drage Omsorg for Embedets Betjening, men ikke til selv at betjene, hvorved Naadens Aarets Karakter ganske vilde forsvinde.

Vi blev da enige om at indanke Sagen for Kirkedepartementet, som udtalte sig for min Opfatning. Jeg nævner dette fordi jeg har Grund til at tro, at denne lille Begivenhed var ialfald en medvirkende Aarsag til, at senere, da Essendrop i Syttiaarene blev Kirkedepartementets Chef, Loven om Naadens Aaret blev ophævet.

For mig personlig havde jo Sagen en meget større Betydning, da min Bestemmelse var i Begyndelsen af Februar at drage til Tydskland, paa Stipendiereise, hvortil jo hele min fremtidige Livsplan knyttede sig.

Paa Nedtouren med “Jupiter” oplevede vi, min Broder og jeg, en Tildragelse, som meget nær kunde have bragt os paa Havets Bund, om ikke Herrens bevarende Haand havde været over os. Vi skulde passere over den nordlige Arm av Folden, udenfor Vigten i Ytre Namdalen, en Aften omtrent Kl. 8, da Skibet med Et standsede under en forfærdelig Larm og Bevægelse.

Det var blot 6 Kahytspassagerer, og vi sad og samtalede i Salonen, da Rabalderet hørtes. Min Broder og jeg sprang strax op paa Dæk, hvor ca. 400 Dækspassagerer — Fiskere fra det nordlige Sildefiske paa Hjemveien — skreg og rasede i Panikens Forvirring. Vi stod fast paa et Undervandsskjær i den ualmindelig lave Vandstand, og det saa meget betænkeligt ud med den Masse Mennesker, vi havde ombord. Heldigvis var Veiret godt og Havet roligt.

Vi stod og saa nogle lange Minutter paa Forvirringen — jeg optaget af Tanken paa mine kjære i Christiania, hvorom jeg ogsaa udtalte mig for min Broder, som med sin urokkelige Ro kun svarede : “Vi kommer nok paa Land, Aug !” 

Endelig hørtes Kapteinens Stemme fra Kommandobroen : “Ingen Baader ud !” — disse var nemlig løste fra sine Forbindinger — dernæst : “Ingen Fare, der er ikke Vand i Maskinrummet !”

Efter endel Bevægelse med Propellen gik Skibet af Skjæret, og jeg var forberedt paa, at det da skulde synke. Saa skede imidlertid ikke. Skibet flød og vi dampede i Mørket ind mellem to Holmer, hvor vi fortøiede for Natten. Ved Undersøgelsen af Skibet om Morgenen befandtes der at være et Hul i Bougen saa vidt, at en voxen Mand godt kunde krybe gjennem, og Forskottet fuldt av Vand. Hvad der reddede os, var det vandtætte Forskot.

Skibet hældede stærkt med Forenden, men det gik dog videre med megen Forsigtighed og sagte Fart ligetil Bergen, hvor man gik i Dok. Vi fulgte med til Throndhjem, min Broder, som nu er Farmer i Nord Dakota, nær ved Breckenridge, med 7 Sønner, for at gaa til en Landbrugsskole i Værdalen, jeg for at følge Landveien gjennem Kvikne og Østerdalen over Elverum og Stange—Eidsvold til Hovedstaden.

Det var en noksaa kold Fornøielse paa denne Aarstid, men jeg var saa heldig at faa et saare behageligt Reisefølge i senere Missionsprest Nils Astrup, som dengang endnu var Jurist, men religiøst interesseret og af mange Interesser. Vi skiltes først ved Elverum.

Hjemme var alt vel, vor lille Ragna var til Daaben i Oslo (Gamlebyens) Kirke, og efter en Maaneds behagelig Ophold i Hjemmet begav jeg mig da paa min store Udenlandsreise, hvortil jeg glædede mig meget.

— Semesterordningen er en ganske anden ved de tydske Universiteter og Høiskoler end herhjemme, hvilket jeg dengang var ubekjendt med, hvorfor jeg indtraf til Erlangen i Nordbayern omtrent midt i Vintersemesteret, der sluttede sidst i Marts eller først i April. Der var dengang ingen Smaalensbane, heller ikke nogen sammenhængende Stockholmsbane, saa at jeg fra Charlottenberg var henvist til Postvogn indtil Arvika, hvor vi da kom ind paa Stambanen over Karlstad osv. til Malmo, med Dampfærge over Sundet til Kjøbenhavn, derfra videre med Jernbane til Korsøer, Dampskib til Kiel og saa Jernbane over Hamburg—Harburg, Halle, Leipzig, Bamberg til Erlangen.

Tilbageveien i Mai lagde jeg over Kiel med norsk Dampbaad over Fredrikshavn—Larvik. I Sverige kom jeg, paa en Station, hvor der maatte overnattes, til at dele Værelse med en ung Franskmand, med hvem jeg da blev i Reisefølge ligetil Nordtydskland, hvor han tog Banen over Cölln for Paris.

I Kjøbenhavn var jeg dengang kun nogle Timer, i Hamburg derimod et Par Dage og boede paa Victoria Hotel, dengang et af Hamburgs bedste Hoteller. Jeg spiste en Dag ved Table d’hote, mest af Nysgjerrighed. Det saa ud til at være tydske Forretningsmænd, der hver Dag fraadsede her i Mad og Drikke.

I Hamburg havde jeg den Fomøielse at træffe sammen med en Bekjendt af min Svigerfader, en senere Mægler Böckmann, som fulgte mig venlig omkring og viste mig endel af Hamburgs Seværdigheder, saaledes ogsaa den nu betydeligt udvidede, men allerede dengang for sit fremtrædende Børsliv bekjendte Hamburger Børs.

Han var en religiøs Mand, og meget interesseret i at samtale om aandelige Anliggender. Han døde nok tidlig.

Nikolaikirken, som dengang var ganske ny, besaa vi ogsaa og flere milde Stiftelser. Langt kunde vi jo ikke række, dertil var Tiden for knap. Efter en i det Hele behagelig og heldig Reise naaede jeg ved Nattetid frem til Erlangen, hvor jeg paa Banegaarden blev henvist til Hotel zum Adler, men fik mig strax den følgende Dag et godt Logis hos en pensioneret Presteenke, som boede i Erlangen og modtog Logerende.

Jeg var henvist til at leve billig, kogte selv min Kaffe og The Morgen og Aften ved et medbragt Kogeapparat og spiste Middag paa et almindeligt Studenter-Spiskvarter. Jeg var dog saa heldig strax at stifte Bekjendtskab med nogle theologiske Studerende, som førte mig ind i sin Forening, den theologiske Studenterforening, som holdt sig udenfor Studenternes Burschenschaften, og talte elskværdige og alvorlige unge Mænd, med hvem det var overmaade kjært at være sammen.

Her fik jeg da senere den hele Tid mine Middage, deltog i deres Lørdagsudflugter til en nærliggende Landsby for at drikke Kaffe og spise friskt Hvedebrød og fik være med i deres Møder, Tirsdag og Fredag Aften. Det ene Møde var en almindelig tydsk “Bierabend”, hvor det kunde gaa noksaa gemytlig til, — ved det andet var gjerne Professor Dr. Frank tilstede og ledede de mere videnskabelige theologiske Forhandlinger. Ogsaa dette sluttede med den uundværlige Seidel Bier.

Tonen i disse Møder var munter, som det sømmer sig Ungdommen, men altid indenfor den passende Grændse og udartede aldrig til at blive raa eller usømmelig. Disse Studenterbekjendtskaber fra Erlangen staar i det Hele for mig som lyse og kjære Minder, som jeg altid vil bevare med Taknemmelighed.

Professorer ved Erlangens Universitet var dengang, forsaavidt Theologien angaar, Dr. Thomasius, Fakultetets Senior, i Dogmatik og Dogmehistorie, von Zezschwitz, Lærer i Kateketik og Exeget, derhos »Universitetsprediger« efter Thomasius, Dr. Frank, som dengang særlig foredrog Ethik, Dr. Schmid og Plitt som foredrog Kirkehistorie.

Thomasius hædredes som Fakultetets Hoved, og hans Lærdom og kritiske Sands særlig paa Dogmehistoriens Omraade var forbausende. Det var jo særlig Thomasius som Dogmatiker jeg søgte, og jeg blev ikke skuffet.

Jeg glemmer aldrig hans ypperlige Fremstilling af Scholastiken og Reformationens Forudsætninger. Det var ligefrem geniale Foredrag. Lidt arrogant var muligens den Gamle og noget mistænkelig mod Fremmede.

Om vor Gisle Johnson udtalte han saaledes i en Samtale : “Ja, mine Forelæsningshefter er meget udbredte !”

I denne sin Dom tog han nu feil. Von Zezschwitz og Frank var saare elskværdige og for sine Studerende varmt interesserede Mænd, som traadte ned i deres Midte og arbeidede med og for dem. Særlig gjaldt dette den theologiske Forening, som var Erlangertheologernes Elitekorps. Von Zezschwitz oprettede ogsaa sit “Studienhaus”, noget lignende med vort “Studenterhjem”, og jeg havde den Ære som indbuden at være med ved dets festlige Indvielse.

Paa Grund af den for mig uheldige Semesterordning, blev der i April en 3 á 4 Ugers Ferietid, som jeg benyttede til at aflægge Neuendettelsau et Besøg og dvælede der en Maaned. Jeg kom saaledes til at overvære Paaskehøitidelighederne og Konfir-mationen i Neuendettelsau og stiftede et noksaa intimt Bekjendtskab med Wilh. Löhes Anstalter. Denne mærkelige Mand, som oprindelig skal have været en Discipel af Goethe, en fint dannet, kanske en Smule romaniserende Aand, stod dengang endnu som Leder for den sydtyske Gren af den lutherske Indremission og havde med sine to Kapellaner Händerne fulde af Arbeide. Foruden en Missionsskole, beregnet paa at uddanne Arbeidere for den tydsk-amerikanske Iowa-Synode, i Modsætning til den Waltherske Missourisynode, var i Neuendettelsau samlet en Række af christelige Velgjørenhedsanstalter, hvis Moderanstalt dog var Diakonissehuset, hvorom Löhe særlig concentrerte sit christelige Barmhjertighedsarbeide.

I nær Forbindelse med Diakonissehuset stod dets Bedesal, en liden Kapelbygning, tarvelig, men særdeles smagfuld, med sin Prædikestol, sit Kor og Alter, sin paa Gulvet i Koret staaende syvarmede Guld-Lysestage osv. Her havde Søstrene sine regelmæssige Andagter og Bedetimer, under Löhes Ledelse, her holdtes Høimessegudstjenester hver Søndag, oftest med Nadverdtjeneste, alene beregnet paa Søstrene, der da mødte frem i Slør — Dragten var sorte Kjoler, hvide Kapper og blaa Schawl —, forøvrigt var saavel Gudstjenesten som de daglige Morgen- og Aftenandagter samt den stille Bedestund Middag tilgjængelig for alle fremmede, som dog holdt sig i en passende Afstand.

Der var altid og særlig i Paaskedagene en Mængde Besøgende i Neuendettelsau, saa at Landsbyens to Hoteller var i den Tid overfyldte. Omkring Diakonissehuset samlede sig stedse flere Anstalter som Magdalenehjem, Hjem for aandssvage Børn (en stor og vel indrettet Anstalt), Sygehus for Mænd og ditto for Kvinder osv. Ja, der var meget at gjøre.

Ved Siden herat havde jo Löhe sin Menighed og sin Sjælesorg, som søgtes ogsaa af en Mængde Fremmede, der ønskede at benytte sig af hans rige Erfaring, dybe Skriftkundskab og indgaaende Kjendskab til Menneskene. Det var derfor ogsaa noget nær umuligt at faa ham i Tale.

Jeg talte i den Maaned, jeg tilbragte i Neuendettelsau, kun 2 Gange med ham, sidste Gang udenfor Diakonissehuset og for at tage Afsked. Liturgien, Nadverden med Skriftemaalet indtog en fremtrædende, ja dominerende Plads i Neuendettelsau.

Löhe selv led, efter hvad der sagdes, af Svimmelhed, saa at han prædikede fra en fløielbetrukket Læsepult ved Korets Indgang. Han gav Indtryk af at være svækket og træt, — i sine yngre Dage skulde han have været en glimrende Prædikant, i Ordets gode Forstand. Hans Fremtræden var værdig og mindede ikke lidet om Prælaten, men i Samtale saare venlig, mild og nedladende (?/red.).

Han var utvivlsomt en helstøbt Personlighed, en levende Christen og en rigt begavet Prest i Guds Menighed. Kun faa Aar efter modtog man Budskabet om hans Død (1872), Han udtømte bogstavelig sine Kræfter i Herrens Tjeneste.

I kan tro, kjære Børn, det var høitideligt at være nærværende ved en Messe i Neuendettelsau, med den knælende Menneske skare, den rige Liturgi og den vakre Menighedssang. Særlig var Konfirmationen høitidelig, da de Unge mødte op i Prestegaarden og med Löhe i Spidsen vandrede i Procession til Kirken, Pigerne i hvide Kjoler, Gutterne med sine Blomsterbuketter i Knaphullet. Det var vakkert !

Hermed maa vi forlade Neuendettelsau. I den første Halvdel af Mai havde jeg at vende tilbage til Norge for at ordne os for Afreisen til Amerika i anstundende Juni eller Juli, saa at der nu ikke var mange Uger tilbage, hvilke jeg da tilbragte i Erlangen, nærmest for at tage Afsked med Professorerne og mine Bekjendtskaber der.

Fra og til Neuendettelsau kommer man i Postvogn til Nürnberg, som jeg oftere besøgte under Opholdet i Erlangen, Albrecht Dürers Stad, med den gamle Borg fra Fredrik Barbarossas Dage, sin Ringmur, sine høigavlede Patricierhuse fra Middelalderen, sine prægtige Kirker, St. Sebald og St. Lorenz, og øvrige gamle Mindesmærker fra svundne Tider.

Det er sikkerlig faa Byer i Tydskland, som har bevaret saameget fra Middelalderen som Nürnberg, og det er derfor en sand Fornøielse at tilbringe en Dag i denne By. Dens Magaziner, særlig i Manufaktur-branchen, er fremdeles storartede, og den er endnu en Handelsby af Rang for Sydtydskland.

Mai Maaned er skjøn i Erlangen med de store Parker og de mægtige Alléer og det rige Blomsterflor, som ligesom med et Trylleslag udfoldede sig i hele sin Herlighed. Tilbagereisen lagde jeg over Wartburg (Eisenach), hvor jeg standsede en Dag for at bese Slottet og Luthers Værelse, derfra over Leipzig til Berlin, hvor jeg standsede ogsaa en Dag over, tog en Tour ud til de kongelige Slotte i Potsdam, spadserede paa Berlins “Unter den Linden” og saa preussisk Infanteri exercere i Slotsgaarden ved Residentsslottet.

Fra Berlin gik det over Hamburg-Kiel og videre med Dampskib over Fredrikshavn-Larvik til Christiania, hvor jeg efter en heldig Reise gjensaa mine Kjære i bedste Velgaaende.

Overfarten fra Skagen til Larvik var om Natten, i Storm og svær Sjø, saaat Skorstenen om Morgenen var aldeles hvid af Saltvandet og Sjøsprøiten. Jeg sov godt i min Køi, men blev midt paa Natten vækket af en forfærdelig Larm. I Køien under mig laa nemlig en tyk Christianiaborger, Bundtmager Paszternák, som væltede under Skibets Slingringer udaf sin Køi og frem paa Gulvet.

Da min Hustru med vore Smaa ved Flyttetid havde maattet flytte ind i en mindre Bekvemmelighed, var vor Leilighed noksaa indskrænket og vi længtede efter snarest muligt at kunne komme afsted. Herved var der imidlertid et “Aber”, som en Tid endog truede med at ikke alene udsætte, men ogsaa at umuliggjøre vor Reise, og det var den slemme Omstændighed, at den betingede Sum til Overreisen ikke indløb fra Amerika.

Fra Pastor Krogness havde jeg ogsaa i den senere Tid faaet Breve, som lod forstaa, at Forholdene inden Augustanasynodens norske Afdeling var noksaa miserable — Uenighed, Partisind og reformert-amerikaniseret Surdeig — hvilket ikke skulde tjene til at opmuntre, men snarest det modsatte.

Det var alt andet end behageligt at gaa i Christiania ledig og vente, og efter Samraad med min gamle Ven og Lærer Pastor Jul. Bruun, dengang endnu Lærer ved det praktisk-theologiske Seminarium, blev det bestemt, at jeg skulde oppebie en vis Tid, og, hvis ikke inden denne Tids Udløb Penge kom, forblev jeg i Norge.

Han lovede ogsaa under disse Omstændigheder isaafald at være mig behjælpelig med at ordne mit Mellemværende med Augustanasynoden. Han ligesom alle herhjemme var nemlig meget imod min Amerikareise.

I Mellemtiden var jeg ogsaa nede i Kirkedepartementet for at tale med Statsraad Riddervold om mine Udsigter, hvis jeg blev hjemme. Han var ogsaa meget imødekommende og gav mig Løfte om Beskjeftigelse i Throndhjem som Schavlands Vikar (Schavland var da paa Thinget).

Imidlertid vilde Gud det anderledes. Det var saa bestemt, at vi skulde til Amerika, Pengene kom derfor inden den bestemte Frist, og vi havde kun at indskibe os for Overreisen.