– som del av Fredrik Tobias Knudsens bok “Fredrik Tobias Knudsens og hans Søn Missionær Hans Christian Knudsens Levnetsbeskrivelse, tilligemed endel historiske Fremstillinger. Nedskrevet og udgivet af F. T. Knudsen i hans 81de Aar”. Christiania. Det forr. B. M. Bentzen’s Bogtrykkeri. 1867; går du til denne forsiden, kan du også lese hans forord til boken;
– her er “formaningsskrivelsen” fra sidene 64 – 75 :
Formaningsskrivelse til mine kjære Børn og al min Efterslægt. (Skrevet Aar 1855).
(Et Bevis for at jeg ikke ved noget andet til Salighed end Jesum Christum og hans dyre Forsonings-Offer).
Bibelen siger at al Uretfærdighed er Synd, 1 Joh. 5, 17, og at hver den Sjæl som synder skal dø. Ebr. 10, 31.
Baade Bibel og Erfaring siger, at Horeri, Skjørlevnet, Onani, Krig og Drukkenskab tage det Slags Syndere før Tiden ned i det evige Helvede, hvis de ikke omvende sig. Disse maa være det største Antal af Selvmordere. De Syndere, som ellers dræbe sig selv eller Andre, ere ikke saa talrige paa Jorden som de før Nævnte.
Al Ugudelighed har Staternes og Pavernes Præstestand nu i sytten Hundrede Aar lovet Regenterne og Folket at tage bort fra Jorden ved deres Kirkeord og Kirkemidler, (Naademidler), og ved deres aandelige Regimente i Guds Sted. De begyndte fra Constantins’s Tid med denne almindelige Helliggjørelse, at ordne Gud og sætte ham i den Stand de ville have ham for stedse, ved evige Grundregler for Salighed og Tro, hvilke de kaldte hellige apostoliske Troesartikle.
Den førfte af disse tre Artikle er Troen paa en Gud Fader Almægtigste og Altings Skaber. Den anden Artikkel er Troen, og det med Rette, paa Jesum Christum at være Guds Søn som Menneske; men den siger ikke at han er Gud den Anden, eller Skaber, eller har den ringeste Magt mere end til at dømme Levende og Døde.
Men Bibelen siger : at Ordet Christus var evig, var Evighedens Fader, var den Helligaand og Alletings Skaber, men nævner ikke et Ord om at han foer ned til Helvede.
Den tredie Artikkel er Troen paa den Helligaand, som er den almindelige Kirke, nemlig Alt hvad Pavekirken foregiver at indbefatte; men den siger ikke at han er Gud den Tredie, eller at Kirken og han har den ringeste Almagt, men at i Kirken er Syndernes Forladelse, Legemets Opstandelse og efter Døden det evige Liv.
De Mænd, der samlede Bibelens Bøger, vidste, at disse Artikler ikke var fra Apostlerne, og just derfor findes de ikke i Bibelen, hvor alle Jesu Taler og alle nærværende bibelske Bøger findes. Derimod siger Bibelen, at Christi Guddom er Faderen, er Aanden, er den Gud der fra Tidens Fylde af er aabenbaret i Kjød, i et sandt helligt Menneske, den Gud og Mand, Gud Herren, Gud med os, Gud hos os, Gud i os.
– 65 –
Bibelen fritager ikke Athanatius eller Confessionerne for de formentlige Usandheder, at Gud er treenig, er en Direction af tre Guder, er et Personale eller Collegium sammensat af Tre i Een og Een i Tre, eller at tre Væsener blot skal svæve som Mysterie i Tankerne, som om en Person og et Væsen skal tænkes i Indbildningen som tre Personer eller Guder; dette er dog vel en høist urimelig og utænkelig Tanke, som dog skal være en høi Troessag eller Mysterie.
Dersom Bibelen er Sandhed, saa er alt, hvad der ligger i Strid med den i Artiklerne og Confessionerne, Usandhed.
Altsaa se vi, at alle Mennesker, som ere døbte paa denne Artikkeltro, have erholdt en ubibelsk og blot jødisk Daab. Desuden findes aldeles ingen Befaling i det nye Testamente om at døbe alle Mennesker med Vand, men heller at det fraraades. Naar nu det Løfte om en fuldkommen uafbrudt Hellighed, og den Troesbekjendelse, som det diende og skrigende Barn skal aflægge, kun kommer frem igjennem et andet voxent Menneskes Mund, hvormed Barnet altsaa skal indgaa den Troens Pagt med Gud og Præsten, saa er dette en utrolig tom Ceremoni.
Naar Barnet er døbt, siger Præsten at det er døbt i Vand og den Helligaand. Nu skal Aanden ikke komme umiddelbar, thi da kunde denne Act undværes; derfor maa den komme med Vandet fra Præstens Mund og Haand ind i Barnets Aand ved et Mirakel; dog derom giver Barnet intet Tegn eller Mærke.
Men Barnet skal endda være født paany, og gjenfødt med en Pagt, som staar evig fast fra Guds Side. Al Vanddaab er overbragt fra det gamle Testamente, og Jødernes Proselytdaab som Billede paa Renselse.
Det nye Testamentes Daab er ikke Johannes’s, men Christi Daab i Aand og Ild, Aand og Sandhed. (Apost. Gjr. 11, 16. Mathæi Evgl. 2 og Ap. Gjr. 1, 5).
Naar vanddøbte Børn ere tilvoxne, saa skulle de, som det hedder, ved Confirmation gjentage det Løfte, som de aldrig have gjort, og bekræfte den Tro, som de aldrig have havt. Derpaa skulle de i Brød og Vin spise og drikke en legemlig Gud og et Guds Rige ind i sin Aand, hvilket Rige Bibelen siger : ikke bestaar i Mad og Drikke; de som ikke have iført sig Christum, ere ikke døbte paa Christum.
Ogsaa denne billedlige Ceremoni er overført fra Paaskelammets Nadvære i den Tid. Aab. 3, 20, er Nadværen i det nye Testamente. I disse Kirkesætninger tage alle døbte Hedninger deres Forsoning med Gud.
Deslige Overtro har, som jeg tror, fyldt Jorden og Helvede med Deister, Pantheister, Atheister og Tvivlere. Babels Kirke, som bestaar af Verdens Børn, er det modsatte af Christi Kirke. De Troende i Statskirken ville, for Ærens og den urette Mammons Skyld, ikke adlyde Gud og gaa ud deraf; med Ængstelse stræbe de at bygge Babel, og skjule sig deri som i et Dække, og trods Bibelens og Aandens Vidne forblive de i Babel, omendskjøndt de vide, at et Guds Barn har ligesaalidet Samfund (aandeligt Kirkesamfund) med Verden, som Himmelen har med Helvede.
Men ak, de Fleste komme vist ogsaa til at kjøbe deres Liv med Dyrets Mærketegn for deres Mangel paa Oprigtighed, naar den Tid kommer.
– 66 –
O Ve ! o Ve ! – Mine Børn vogter Eder for Afguderi. Joh. 5, 21
Unægtelig er der Forskjel paa troende og vantroende Præster; men desværre, de gode, ja de bedste af dem, der vidste om et Nye Testamente og Liv i Gud, vidste om een Gud, een Tro, een Daab, heller ikke de have afholdt sig fra at støbe Christne.
Og nu hvilken Elendighed, at ogsaa alle Missionærer, som gaa ud fra dem, gaa ud med denne Ceremoni-Kirke til Hedningerne for at skabe ogsaa dem ved Daab og Nadvære til Christne, som man gjorde paa Ny-Zeland, hvor de Fleste nu ere døbte Hedninger som hos os; vil Nogen nu omvende dem, saa have de sin Daabsseddel i Lommen som hos os og svare : nei tak, her er min Daabsseddel.
Mine kjære Børn gaa ud fra den Kirke, som bestaar af Verdens Børn, gaa ud med Aand, Sjæl og Legeme, og rører intet Urent; thi Gud er hellig, er Lys og Liv, Sandhed, Aand og Salighed i alle sine Børn, som gaa ud af Babel; thi hvilket Samfund har Lyset med Mørket og Christus med Belial ?
De Hellige, hvis Rige ikke er af denne Verden, ere Guds Børn. Nu gives der mange Dissentere som angre, at de vare saa længe i Babel, og dog er der Nogle, som vel ikke ligefrem paastaa, at Sakramenterne gjør salig, men som dog tvivle om, at man uden disse kan blive det.
Vogter Eder ! Thi Christi Daab og Johannes Daab er to Slags Daab. Lader os nu se nøie efter i den hele Bibel, om Gud er et Personal, er en Direction, bestaaende af tre Guder, eller om Gud er Een. I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden, nemlig Alt. Her staar ikke Guderne. 1 Mos. 1, 1. Hvad Tid denne Begyndelse var, eller om og hvorlænge Englene legemlig boede paa Jorden, førend saa mange Engle bleve Djævle, at Gud maatte tage dem alle ud af det legemlige Liv for at redde de Hellige fra Fald, og straffe de Faldne, der havde ruineret Jorden og Solsystemet, saa at Jorden laa indsvøbt i Vand og Mørke uden alt Lys, saa at alle Skabninger, endog Fiskene, vare døde, det vide vi ikke.
Men vi see at den samme Guds Aand, svævede skabende og opreisende over Vandene, 1 Mos. 1 for at rense Jorden og vort Solsystem fra den gruelige Forbandelse som Djævelens Fald førte med sig, og for i sex Dage at gjøre Jorden til en herlig Bolig for Mennesket og for alle de Dyr og Fiske, han nu vilde forsyne den med. 1 Mos. 1 Cap.
Denne første Syndflod er lig den i Noas Dage, men utrolig mere gruopvækkende; thi da var der intet Lys endog i Solsystemet og ingen Fiske i Vandet. Om Englenes Fald taler Apostelen Juda i det 6te Vers, og siger i 7de Vers mindre tydelig, at Sodoma og Gomora iligemaade som de faldne Engle vare henfaldne til Utugt og unaturlig Vellyst, og satte til et Exempel og til med Djævlene at lide en evig Ilds-Straf. Juda 1, 7.
At Djævlene ved deres slemme Begjæringer, Mord og Løgn ere faldne, siger Jesus selv, Joh. 8, 44. Gud sparede ikke de Engle, som syndede. 2 Pet. 2, 4.
– 67 –
Om Jordens Fornyelse,
som Gud Herren, Gudmennesket, i sex Dage fuldendte, læses i 1 Mos. 1ste og 2det Capitel.
Gud skabte Mennesket, Mand og Qvinde, i sit Billede, (ikke Englene i sit Billede), se 1 Mos. 1, 27, – i det Billede, som Gud i Tidens Fylde vilde give sig selv, aabenbaret i Kjød, naar han blev Forsoningens Offer. Gal. 4, 4.
Menneskets Syndefald.
Ved at overtræde det Lovbud, se 1 Mos. 2, 17, som Gud Herren gav de første Mennesker, ruinerede de Guds Billede i deres Aand, dem selv og deres Efterkommere. 1 Mos. 3, 6
Evangelium om Guds Forsæt og Naade.
Gud Herren tilsagde de Faldne, at Qvindens Sæd skulde knuse Slangens (Djævelens) Hoved, nemlig al Synd, formedelst den i 1 Mos. 3, 15. lovede Forsoning; Gud vilde give sig selv i de fordømte Menneskers Sted, som Qvindens Sæd, og som den sande Gud aabenbaret i Kjød. Gal. 4, 8.
De første Mennesker, Adam og Eva og deres Børn, omgikkes og talede med Gud, og vidste at Gud vilde iklæde sig deres kjødelige Natur; men de vidste ikke, at han selv vilde blive denne sin Menneskenaturs Fader. Derfor sagde Eva om sin første Søn : Jeg har født Gud den frelsende Sæd. 1 Mos. 4, 1. Men hun maatte bie i fire tusinde Aar, førend Gud blev sin Søn, født af en Ovinde.
Tilbedelsen begynder.
Allerede i Enochs, Adams Sønnesøns Tid, begyndte Guds Børn at tilbede Sæden, Gud Messias, Herren, Jesus Christus, som belovet i 1 Mos. 4, 26, og Enoch vandrede saa inderlig med Gud, at han undgik den legemlige og al Død. 1 Mos. 5, 24.
Horeriets skrækkelige Følge.
Kains Døttre eller Qvindeafkom fordærvede (1 Mos. 6, 2, 3, 5.) den hele Menneskeslægt ved Horeri (se 12te Vers) og Ugudelighed, saa at Syndfloden maatte komme, og Menneskets Alder blev nedsat af Gud til 120 Aar (rigtig oversat hedder det : Gud vilde give dem Tid til Omvendelse i 120 Aar. 1 Pet. 3. 19, 20) 1 Mos. 6, 7. Af alle Mennesker blev Noa, selv ottende, af Gud frelst i Arken fra den legemlige Død. 1 Mos. 6. 13.
– 68 –
Om Aanderne, som vare i Forvaring. 1 Pet. 3, 19.
I 120 Aar førend Syndfloden kom, prædikede Christi Aand formedelst Noa for de Gjenstridige, som vare alle Mennesker, der, fordi de ikke omvendte sig, forvarede sig selv til at dø i Syndfloden, fordi Guds Langmodighed var forgjæves til dem, og foragtet af dem. 1 Pet. 3 Cap. 19, 20.
Dette skede ikke, da Jesus døde, eller da han var død og begraven; ei heller var dette at fare ned til Helvede, og er altsaa intet Bevis for, at Jesus nedfoer til Helvede. Derimod foer Jesus med sin Aand til Himmelen, da han døde, til sin Guddom, (Luc. 23, 46), og sagde : Fader, i din Haand befaler jeg min Aand, jeg vil komme til dig, min Fader.
Som Noa havde vandret med Gud Herren, saa aabenbarede han sig og for Abraham (1 Mos. 12, 17), velsignede og gjorde Pagt med Abraham, (17, 1) Gud lovede ham at lade sig føde til et Menneske i hans Slægt. 1 Mos. 22, 18. – Gud fornyede dette Løfte til Isach (1 Mos. 26, 4.), og gjentog sit Løfte til Jacob. 1 Mos. 28, 14. Vi finde Jacobs Gjenfødelskamp med Gud i 1 Mos. 32, 26 til 31 V., nemlig : han græd og bad om Naade. Hoseas 12 Cap. 5 Vers.
Mose Sang ved det røde Hav.
Herren er min Styrke og Lovsang og blev mig til Frelse; denne er min Gud og jeg vil gjøre ham en Bolig i mit Hjerte, min Faders Gud, og jeg vil ophøie ham. Herren er hans Navn. 2 Mos. 15, 2, 3.
Hør Israel ! Herren vor Gud, Herren er Een, siger Moses. 5 Mos. 4, 35. Jesus siger : Det første og største af alle Bud er dette Bud : Hør Israel ! Herren vor Gud, Herren er Een, etc. Marc. 12, 29. Paulus siger : Gud er Een. Gal. 3, 29. Du tror, at Gud er Een; du giør vel, thi ogsaa Djævlene tro dette, og skjælve for ham, siger Jacob. Jac. 2, 19.
________________________________
Hører derfor alle Folk paa Jordens Kreds, at Gud ikke er sammensat af Dele eller af tre Guder, som en Direcion af tre Personer, tre Væsener eller Treenighed, som de have gjort Gud til, der opdigtede Troes-Artiklerne og de Confessioner, der have udviklet Treenigheden, og som derfor have fornægtet den ene sande Gud hans Enhed, hans forskjellige Embeder.
I den hele Bibel findes aldeles Intet, som kunde betyde en af tre sammensat Gud, uden alene 1 Joh. 5, 7. der falskelig er indstukket i de sidste, men ikke yndes i de ældste Afskrifter af Grundtexten, og altsaa indstjaalne i de sidste Afskrifter aabenbart for at skabe en Treenighed; da nu idetmindsie dette 7de Vers ikke hører Bibelen til, saa er det ugudeligt, at Oversættere beholde det, at alle Lærde lade saadan Falskhed følge Bogen, og at de citere samme saa ofte det passer
– 69 –
i deres Flerguderi. Det 5te og 9de Vers passer sammen med det øvrige Indhold i dette 5te Capitel, men det 6te, 7de og 8de ikke, hvilke burde været borte.
_____________________________
Den eneste Hersker og Gud er vor Herre Jesus Christus. Juda 1, 4. Vender Eder til mig alle Jordens Ender og bliver frelste; thi jeg er Gud og ingen ydermere. Esaias 45, 12. Han skal frelse sit Folk fra deres Synder. Matth. 1, 21. Før mig er ingen Gud, jeg er Herren, og der er ingen Frelser uden mig. Es. 43, 10, 11, 12.
_______________________________
Et Barn er født og i Jesus, en Søn er given os i Jesus, og Fyrstendømmet skal være paa hans Skulder som Alhersker, og hans Navn kaldes : Underlig, Raadgiver, vældig Gud, Evighedens Fader, Gud Fader, Fredens Fyrste, og dette Fyrstendom og Freds Storhed skal være uden Ende. Es. 9, 6, 7.
Christi Guddom er Fader og Aand. En Jomfru skal føde en Søn som er Imanuel, Gud med os, Gud i os. Es. 7, 14. Han skal være al Jordens Gud. Es. 54, 5. For hans Majestæt skal alle Knæ bøie sig, deres i Himmelen, og deres paa Jorden, og deres under Jorden, og bekjende, at han er Herre til sin Guddoms Ære. Phil. 2, 10, 11. I Jesu Legeme bor al Guddommens Fylde. Col. 2 9. Han er det sande aandelige Lys, som oplyser ethvert Menneske, som kommer til Verden, hør : hvert Menneske. Joh. 1. 9.
Han er den Gud, som opfylder Himmelen og Jorden. Jerem. 23, 24. Ingen farer op til Himmelen, uden den som kom ned af Himmelen, nemlig mig Menneskens Søn, som er i Himlene. Joh. 3, 13. Fader vor, du som er i etc.
– Altsaa var Jesu Guddom i Himmelen, medens hans Manddom var paa Jorden i 33 Aar. Men hvem ved ikke, at Gud ogsaa er Allestedsnærværende. Derfor siger han fra Himmelen til sin Manddom paa Jorden : Denne er min Søn, den elskelige, hører, adlyder ham ! Luc. 3, 22. Dette udraaber Christi Guddom, (Luc. 9, 35), Faderen, Aanden, den ene Gud fra Himmelen, over Guds Aabenbarelse i Kjødet flere Gange. 1 Tim. 3, 16.
– Saaledes er Christus, er den Helligaand, er den himmelske Fader, som een og samme Gud, aabenbaret i Kjød i det Menneske Jesus Christus, Guds Lam, Forsonings-Offeret. Jeg er Messias, som taler med dig, sagde Jesus til Qvinden, for ham skal alle Knæ bøie sig, Phil. 2, 10, 11. Han er alt Kjøds Gud, Jeremias, 32, 27.
Jeg Christus, som er Gud, er den Eneste, som har seet Gud, og som kjender Gud. Joh. 6, 46. Alle Skrifterne, som I randsage, vidner alene om mig. Joh. 5, 35.
– O betænker dette, og besinder Eder, I som tro paa tre Artikkelguder. Vogter Eder ! Vogter Eder for Afguderne, Amen. 1 Joh. 5, 21.
Jeg er denne Verdens Lys, siger Jesus, hvo der kommer til mig, skal komme ud af sit Mørke og faa Livsens Lys i sit Hjerte af mig. Joh. 8, 12.
– 70 –
Christi Guddom er den samme Guds Aand, der skabende svævede over Vandene. 1 Mos. 2.
Herren er Aanden (2 Cor. 3 17), og Aanden er Herren, siger Paulus. 2 Cor. 3, 18. Han aandede paa Disciplene og sagde : Annammer, modtager den Helligaand, min Aand. Joh. 20, 22.
Kort før sin Himmelfart, sagde han : Se jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Matthæi 28, 18. Jesus meddeler Aanden. Gal. 3, 5. Aanden, Faderen, som er Christi Guddom, driver Guds Børn og bor i dem (Rom. 8, 14, 9.) og vidner i dem. Rom. 8, 15, 16, 17. Gud Herren gav Aanden til Menneskene. 1 Mos. 2, 7.
I hvert af de 7 Breve, som Jesus befalede Johannes at skrive til Menighederne, siger han : Hvo, som haver Øren, hører hvad Aanden siger, hvad jeg siger til Menighederne. Aab. 2det og 3die Capitel. Ja han er Aanden og den almægtige Herre Gud. Aab. 11, 17. Han er Kongernes Konge og Herrernes Herre. 1Tim. 6, 15. Den retfærdige Dommer. 2 Tim. 4, 8. Jesus er de hellige Profeters Gud. Aab. 22, 6.
Han siger : Den Ære, som er fra mig, den eneste Gud, søge I ikke. Joh. 5, 44. Du skulde ikke kjende nogen Gud foruden mig. Hos. 13, 4. Herren, Sæden, den eneste Frelser, Herren er Zebaots Gud, Herren er hans Ihukommelse. Hos. 12, 6.
Din Gjenløser er Israels Hellige, Messias, Sæden, Gudmennesket. Es. 34, 5. Du er min Søn, jeg fødte dig idag, nemlig i Tidens Fylde.
Som Menneske kaldes Jesus David og Davids Søn, født i hans Slægt. Ps. 2 6. Engelen Gabriel gav Guds menneskelige Natur Jesus, det Navn : «Guds Søn», fordi den Helligaand, Jesu Guddom, var hans Fader og Maria var hans Moder.
Hvorledes skal det gaa til, da jeg er ugift, siger Maria. Svar af Engelen Gabriel : Den Heligaand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal det hellige Menneske, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn. Luc. 1, 32, 35. Derfor kaldte han Gud sin Fader som Menneske, og sig selv Guds Søn af den Helligaand og Menneskens Søn af Maria. Marc. 1, 32, 35.
Da han nu som Gud var i Himmelen, (Joh. 3, 13), medens han som Menneske var paa Jorden, saa forstaar vi hans Taler om, og hans Bønner til sin himmelske Fader. Han taler om sin Fader : min Fader og Eders Fader, min Gud og Eders Gud; min Fader er større end jeg; Fader tag denne Kalk fra mig; Fader forlad dem; min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig ! Fader i din Haand befaler jeg min Aand; jeg gjør altid min Faders Villie; gaar hen og døber dem indtil Navnet Faderens, Sønnens og den Helligaands, nemlig til Guds Dyd og Kraft. Matthæi 28, 19. (her gives intet naturligt Vand).
Derfor taler Apostlerne om Jesu Christi Fader og om hans og deres Gud, om Jesu Christi Naade, Guds Kjærlighed, den Helligaands Samfund. Bibelen giver Gud i Christo mange flere Navne, som dog er et Navn.
Gud bestaar ikke i noget Navn, men i sin bundløse Godhed og Storhed. Jeg er Gud, Faderen, og Aanden, og Messias, jeg som taler med dig. Joh. 4, 46.
Guds Majestæt er han. Luc. 9, 45.
– 71 –
Jeg er Herren Eders Gud, som boer i Zion. Joels 31, 22. Jeg er den Første, jeg er ogsaa den Sidste. Esaias 48, 12. Herren er Dommens Gud. Esaias 30, 18. Af ham, i ham, ved ham og til ham ere Alleting skabte. Rom. 11, 36.
Ham være Tak i Evighed. (Her er uadskillelig Enhed). Han er Gud over alle Ting, høilovet i Evighed, Amen. Rom. 9, 5. Om Jesus vidne alle Propheter; at alle som tro paa ham, skal faa Syndernes Forladelse af ham.
Tror paa ham som Gud og Mand. Ap. Gj. 10, 43. Herren, Zebaots Gud, gjør Alting, Amos. 4, 13, den himmelske Hærskares Gud. Gud er en Aand, og de ham tilbede, bør tilbede ham i Aand og Sandhed. Det er som Gud og Mand, Faderen søger dem, der bede saaledes. Joh. 4, 23, 24.
Jesus gjorde sig selv til Gud. Joh. 10, 33. 5, 18. I Tidens Fylde sendte Gud sin Søn, sig selv, født af en Qvinde, som Søn. Gall. 4, 4, Gud aabenbaret i Kjød. 1 Tim. 3, 16. Gud som Mand gav sig til en Gjenløsningsbetaling for alle Mennesker. 1 Tim. 2, 6.
Han gav sig selv for os. Titt. 2, 14. Gud forligte os og Verden med sig selv. 2 Cor. 5, 18, 19.
Jeg Jesus udgik fra Faderen og kom til Verden, jeg forlader Verden igjen og gaar til Faderen, til min Guddom, (Joh. 10, 28. /skal være 14, 28/red.), som det evige Offerlam, Ypperstepræst og Kongernes Konge.
Efter at Gud havde talt mange Gange og paa mange Maader til Fædrene, saa haver han i disse Tage talt til os ved Sønnen, i samme, Ebr. 1, 1, som er Guds Kjøds Legeme, i hvilket han ved Døden forligte os. Coll. 1, 22.
Saa sagde Herren, Israels Konge, og hans Gjenløser, den Herre Zebaot : jeg er den Første og jeg er den Sidste, og uden mig er ingen Gud; jeg satte Folk i Verden; kan der være en Gud foruden mig ? der er ikke en Klippe, jeg kjender den ikke. Esaias 44, 6, 7, 8.
Nu skal Herren blive stor indtil Jordens Ender. Hører dette alle Folk. Mich. 5, 3. Han skal være Konge over al Jorden, han skal være Een og hans Navn Eet. Sacharias 14, 9.
Himmelens Piller (pillarer/red.) skjælve og forfærdes for Guds Trudsel. Jobs 26, 11.
Jesus Christus er Alles Herre og Gud, (Ap.Gj. 10, 36.), som er død for Alle som Frelser, (2 Cor. 5, 15), som smagte Døden for ethvert Menneske, (Ebr. 2, 9.), og forligte og med Gud, sig selv. Ebr. 5, 18.
Gud forhværvede sig en Menighed formedelst sit eget Blod, sit Kjøds Legeme. Ap. Gj. 20, 28. I Jesus have vi ved hans Blod Forløsning, nemlig Syndernes Forladelse Coll. 1, 14.
Jesus sagde : Jeg er det levende Brød, som kom ned af Himmelen. Om Nogen æder af det Brød, som jeg vil give, han skal leve til evig Tid, og det Brød, som jeg vil give, er mit Kjød, som jeg vil give for Verdens Liv, at den døde Verden maatte faa det aandelige, evige Liv, ikke det Ceremonielle. Joh. 6, 51.
Gud straffede vore Synder i sit Kjød. Rom. 8, 3. Jeg maa døbes med en Lidelsesdaab, og hvor bange er jeg, indtil den bliver fuldbragt, sagde Jesus. Han er Daab og Nadvære. Luc. 12, 50.
Og paa Korset sagde han : Det er fuldbragt, (Joh. 19, 30.), al Verden er forsonet. – Jesus Christus er Guds Kraft og Guds Visdom,
– 72 –
Gud selv, som Gud var fra Evighed af, Gud og Mand, Gud Herren. Cor. 1, 24. Jeg Jesus og Faderen, vi ere een, ikke to Personer, ei heller tre Personer. Joh. 16, 30.
Denne Jesus er den sande Gud og det evige Liv. 1 Joh. 5, 20. Frelseren er Gud i Himmelen. Titt. 3, 4. Vor Frelser er den ene vise Gud. Juda 1, 25.
Jeg er Alpha og Omega, Begyndelsen og Enden, siger Herren Gud, den som er, og som var, og som kommer, den Almægtige. Joh. Aab. 1, 8. Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talede med mig; og da jeg vendte mig, saa jeg syv Guld-Lysestager, og imellem de syv Lysestager En, lig et Menneskes Søn, iført en sid Kjortel og opbunden under Brystet med et Guldbelte; men hans Hoved og Haar var hvidt som hvid Uld, som Sne, og hans Øine som Ilds-Lue; og hans Fødder lig det skinnende Kobber, som om de vare glødede i en Ovn, og hans Røst, som mange Vandes Lyd. Og han havde syv Stjerner i sin høire Haand, og et tveægget skarpt Sværd udgik af hans Mund, og hans Ansigt var som Solen, naar den skinner i sin Kraft.
Og der jeg saa ham, faldt jeg ned for hans Fødder, som en Død, og han lagde sin høire Haand paa mig, og sagde til mig : Frygt ikke ! Jeg er den Første og den Sidste og den Levende; og jeg var død, og se, jeg er levende i al Evighed ! Amen. Og jeg haver Helvedes og Dødens Nøgler. Joh. Aab. 1, 12—19.
Anmærkning.
Alle disse mangfoldig klare Vidnesbyrd af den hellige Skrift om : at Gudmennesket Christus Jesus er den eneste og sande Gud, kan det enfoldigste Menneske ikke betvivle eller modsige, om end hans Forstand næsten var opslugt af alle pavelige Kirkers trende Symboler.
Ja, hvor skulle vi finde nogen anden Gud, end den Gud, som gav sig tilkjende for os i al sin Herlighed, Naade og Liv ? Denne søde Gud satte endelig sin forklarede kjødelige Menneskenatur op i Himmelen, til Majestætens, sin egen Guddoms høire Side, for i Kraft af sin Forsoning, at være Forbeder, Ypperstepræst og Naadestol for alle de Elendige, som i Oprigtighed begjære hans Iboelse og Benaadelsens Salighed og opnaar dette Maal. Ebr. 13
______________________________
Christus er den eneste Skaber. 1 Mos. 1, 1.
I ham ere alle Ting skabte, de i Himlene og de paa Jorden, de Synlige og de Usynlige, være sig Throner eller Herredømmer, eller Jyrstendømmer, eller agter. Alle Ting ere skabte af ham til ham. Og han er før alle Ting, og alle Ting bestaa i ham. Coll. 1, 16, 17.
– 73 –
I Begyndelsen, nemlig fra Evighed, var Ordet (Logos) Christus, Gud, og Ordet var i Gud, og Ordet var Gud. Det var fra Evighed i Gud. Alle Ting ere af Ordet blevne til, og uden Ordet : Christus, er ikke en eneste Ting bleven til af det som er bleven skabt.
I Ordet var Liv, og Livet var Menneskets Lys, og Lyset skinner i Mørket, og Mørket fatter det ikke alligevel. Det var og er det sande Lys, som oplyser ethvert Menneske, som kommer til Verden. Joh. 1, 1–5.
Jesus er endda Lys og Sæd i ethvert Hjerte. Joh. 1, . Og Ordet blev Kjød, blev Menneske og boede iblandt os i 33 Aar. Joh. 1, 14. Denne Alletings Skaber er altsaa den selvsamme Gud og Aand som sees i 1 Mos. 1, 1 og 2.
Det behagede Gud i ham at forlige alle Ting med sig, være sig de paa Jorden eller de i Himlene, idet han gjorde Fred formedelst hans Korses Blod. Coll. 1, 19, 20.
Han er Hoved for al Fyrstendømme og Magt. Coll. 2, 10. Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden. Marc. 28, 18. Han er Guds Visdom, Retfærdighed, Helliggjørelse og Forløsning til os. 1 Cor. 1, 30. Jesu Guddom er en levendegjørende Aand, selv endog i alle Mennesker. 1 Cor. 15, 45.
Ja han er den Naade, som gjør salig, og som er aabenbaret for alle Mennesker. Titt. 2, 11. Han er Veien, Livet og Sandheden. Joh. 14, 6. Han indviede os en ny og levende Vei igjennem Forhænget, som er hans Kjød, Jesu Kjød, Guds Kjød. Ebr. 10, 20.
– Jesus gjorde, da han var paa Jorden, alene ved Ord mange Menneskers døde Legemer levende igjen, og helbredede alleslags Sygdomme. Joh. 11, 43. Luc. 7, 14. Matth. 9, 26. Marc. 5, 42.
Han satte selv eget Liv til, og tog det selv igjen, Joh. 10, 18, og stod op fra sin Død i forklaret evigt Legeme, omgikkes ofte med sine Disciple i 40 Dage efter sin Opstandelse, og foer i deres Paasyn op til Himmelen. Ap. Gj. 1, 1 og 10. Da Jesus havde taget sit eget Legeme op igjen af Graven, ved sin Guddom (Ap. Gj. 1, 9) saa beviste han ogsaa derved, at han lod mange Døde opstaa efter sig af deres Grave, ligesom han tillige beviste vor Aands og Sjæls Udødelighed for alle Menneskers Øine uimodsigelig. Matth. 27, 52.
Jesus sagde til sine Disciple : Havde I kjendt mig før, saa havde I og kjendt min kjødelige Fader, min Guddom som er i Himmelen; men fra nu af kjende I Faderen og have seet ham; men Phillipus indvender : Herre lad os se Faderen, saa har vi nok. Herren beklager Phillipus og de Øvrige, at de i al den Tid ikke havde forstaaet ham; saalænge har du været med mig Phillipus, og endnu kjender du ikke mig. Hvo der har seet mig, den har seet Faderen. Hvor kan du da sige : viis os Faderen ! Tro mig, at jeg er i Faderen, og at Faderen er i mig. Tro mig dog for Gud i Himmelens Gjerninger, som jeg udfører. Joh. 14, 7 og 11.
– At Jesus indeholdt i sig den evige usynlige Gud, som er allesteds nærværende, er umuligt at stole paa, uden at hans Hjælp og Aand vidner med vor Aand. Joh. 14, 13.
– 74 –
Vogter Eder alle Folk for Afguderi, for at tro med Athanatius paa tre Guder i een Gud. – Gud frelste alle Mennesker ved sit Kjød og blodige Forsoning, efter sit eget Forsæt og Naaden, som var given i Jesu Christo fra de evige Tider af. 2 Tim. 1, 9.
– Hvor inderligt sandt taler ikke Esaias, David og alle Propheter til Syndere om den Guds Herligheds Fylde i Jesus Christus.
Jesus er den Sten, som blev afhuggen, hvilket ikke skedte med Hænder; knusende alle Billeder, og bliver til et stort Bjerg, der skal opfylde den hele Jord. Daniel 2, 34, 35. – Klippen er Christus. 1 Cor. 10, 4.
O, hvilket Under ! Gud er nu for evig baade Skabning og Skaber !
Den Herlige og alene Mægtige, Kongernes Konge og Herrernes Herre, som alene har Udødelighed i sig selv, og bor i et Lys, som Ingen kan komme til, hvem intet Menneske har seet eller kan se, ham være Ære og evig Magt. 1 Tim. 15, 16.
Ingen haver nogen Tid seet Gud, thi Gud er en Aand; men den eenbaarne Søn som er i Faderens Skjød, han haver forklaret ham paa Jorden. Joh 1, 18. Ingen kjender Sønnen uden Faderen, og Ingen kjender Faderen uden Sønnen, og den hvem Sønnen det vil aabenbare. Luc. 10, 22
Altsaa er og bliver det umuligt at finde denne Aand, denne sande Gud til Salighed, i Liv, Død og Evighed, uden saa er, at vor Aand kommer sammen med den levende Guds, eller Christi himmelske Aand i umiddelbart Samfund, 1 Mos. 2, 7, hvilket Gud gjorde muligt for Alle ved Forsoningen for Alle, og den derved i alle Hjerter nedlagte Sæd eller Lys, der skinner i Mørket selv hos alle uomvendte Mennesker, og som Skriften kalder den saliggjørende Naade, som er aabenbaret for Alle. Titt. 2, 11.
– Dersom nu Guds Aand ved Kjærlighedens og Forsoningens frelsende Magt, igjennem den lille Spire i Hjertet af Sæd og Lys, derved overvinder et Hjerte til en sand, dyb og vedvarende Trang, Begjær og Bøn om Omvendelse og Salighed, saa bliver et saadant, Hjerte født paany. Og eftersom nu denne nye Fødsel tiltager, saa bliver Hjertet istandsat til at føle Syndens Fordømmelse og Syndernes Forladelse, og til at fyldes mer og mer med Lys, Liv, Fred og Salighed, i en inderlig personlig Forening med og Følelse af sin Gud, og i et helligt Levnet, saa at vi ikke tabe vor evige Skat.
Og som Enhver maa bekjende : stor er den Gudfrygtigheds Hemmelighed; Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjordt i Aand, seet af Engle, prædiket iblandt Hedninger, troet i Verden, optaget i Herlighed, Ja, Amen. 1 Tim. 3, 16.
– O der kan ikke være nogen anden Gud, end den i Jesu Christo aabenbarede.
Nu, kjære Børn ! have vi fundet Bibelens Kjærne og Stjerne : den sande Gud, og at Aand er Sandhed, og Sandhed er Aand. Maatte nu vort Hjertes Begreber blive ligesaa klare i alt det, som alene skal bygges paa den sande, levende Gud. Det er Guds Hjerte som gjør os salige, og vort Hjerte som behager ham, naar det er op-
– 75 –
rigtigt. Guds Kjærlighed til os er Alt; men dersom det er Afguderi at dyrke tre Guder, saa er det Afguderi at ville gjemme paa den ringeste Synd, samt paa alle falske Begreber, som avle Afguderi.
O Herre, min Saligheds Gud ! tag mine Børn og al min Slægt af Naade ind i dit salige Samfund for Tid og Evighed, og sæt os ind i det Himmelske i Jesu Christi, at vor Daab og vor Nadvære, med og af dig, maa være Aand, Liv og Salighed i Sandhed, Amen.
__________________________________
Efterskrift.
For Guds Skyld, mine dyrebare Efterkommere; ja for min og Eders evige Saligheds Skyld, læser selv, betragter selv, forstaar selv af ganske Hjerte, hvad eders Fader, eders Bedstefader, eders Olderfader, og saa fremdeles, har sammensanket af den hellige Skrifts Grundsandheder og læser selv det øvrige i samme Bog.
Guds Aand, Jesu Aands umiddelbare Veiledning og Virkninger i eders Hjerter, stemmer nøie overens med Bibelens Forstand, at der er ingen anden Gud, end den Gud, som frelste vore Sjæle.
Dette Gudmenneske skal alle de utallige Salige i Himmelen bevidne, at det alene var ham, der hjalp dem ind i Himmelen. De frelste Sjæle, som endnu ere i Naadens Tid, vil heller ikke kunne vidne noget andet. Jeg tilbeder ham i Tid og Evighed, som Gud Fader, som Guds Søn og som den Helligaand; men ingenlunde som tre Personer, tre Væsener, tre Guder, fordi han da ikke kunde være det høieste Væsen, Gud over alle Ting.
O ! mine Børn tror ikke paa Mennesker, men paa Gud selv. For Alting, mine Efterkommere ! bliv ikke tilbage i Ægypten, i Sodoma, i Babel; thi naar Elementerne skal smelte af Hede, saa maa I have en frelst Sjel. Jeg har sagt Eder et faderligt Farvel, og venter paa det Øieblik, da jeg skal samles med mine Forfædre og de Salige i Himmelen. Guds Aand og Bibelen vidner med min Aand, at jeg ikke er bedragen, eller resikerer at bedrage Eder.
Naar Timen slaar, svøber jeg min Frelsers dyre Forsoningsoffer omkring min frelste Sjæl, og siger Farvel, far Verden, Farvel !