– fra slutten av juli 1839, i forbindelse med at han fikk tillatelse av direksjonen i det Rhinske Misjonsselskap til å foreta en reise hjem til Norge for å besøke sine venner og sin familie, samt tale misjonens sak, før hans endelige utsendelse til misjonsmarken; dagboken er en del av H.C. Knudsens far Fredrik Tobias’ bok : “Fredrik Tobias Knudsens og hans Søn Missionær Hans Christian Knudsens Levnetsbeskrivelse, tilligemed endel historiske Fremstillinger. Nedskrevne og udgivet af F.T. Knudsen i hans 81de Aar”.
Her finner du de neste dagbøkene – etter at han var ankommet Christiania i slutten av september 1839;
– den aller første dagboken er gjengitt i ovennevnte Levnetsbeskrivelse på sidene fra 5 – 13 og følger her :
Dagbog fra 24de Juli til 29de Septbr. 1839.
Kjære Fædre ! Her sender jeg Eder Beretningen om min Reise gjennem Tydskland til mit Hjem.
Fra Barmen gik min Vei over Cassel. Her opholdt jeg mig nu en kort Tid hos den kjære Aubell og blev bekjendt med flere gode Venner. Jeg blev opfordret til at holde en Opbyggelse for Ynglingsforeningen og gjorde det. De Christne ere her skrivelystne, naar det gjælder at forsvare Troen.
Jeg havde den Fornøielse en Søndag i smukt Veir at bestige Wilhelmshøien. Om denne Høis Herlighed var meget at sige, men Tid og Papir tillade mig det ikke denne Gang.
Fra Cassel kom jeg til Bondebyen Waldkappel til Rector og Præst Rossbach, der er gift med en rig Bondepige, og som det syntes mig selv var bleven noget bondeagtig; ellers en kjærlig Mand.
Herfra bestemie jeg mig til at besøge den fordrevne Præst Lange i Eschwegen. De troende Præster i Nærheden heraf ere af egen Tilskyndelse sammentraadte til en Conference, hvorunder der ugentligt deels udarbeides forskjellige Afsnit af den hellige Skrift, deels foretages Læsning i samme.
Jeg havde den Fornøielse at være i Selskab med Pastor Lange. At denne Lange er den bedste Tordenveirspiller erfarede jeg underveis paa mit Spørgsmaal til ham derom, da det allerede var forseent at kunne høre det af ham.
Pastor Rossbach og hans Kone skulde omtrent den samme Vei som jeg, og jeg fulgte dem til Eisenach. Her besaa vi Wartburg, Luthers Kammer, hvor han har oversat Bibelen, samt hans Kirke og Prædikestol, som jeg ogsaa med mange Tanker og Følelser besteg.
Alting er dog saa saare lidet her, hvor den store Luther har levet.
– 6 –
Vi besaa tilsidst Riddernes mægtige Rustninger og nogle Malerier, og gik eller løb igjen ned ad den steile Høi. Underveis besøgte vi nu i al Hast Hr. Overkonsestorialskriveren, eller hvad han er; han heder Buch og synes at være en ærværdig Olding. Jeg beklager kun at Tiden ikke tillod at læse hvad der stod skrævet i denne Bog (Buch). Noget bøhmisk skal han være, efter hvad jeg hørte.
Min Vei førte mig over Götha til Brødremenigheden Neudidendorf. Paa Veien dertil gjorde jeg Selskab med Forskjellige, gav dem Kundskab om Missionen og holdt en og anden Opbyggelse. Jeg talede ogsaa paa Veien med en Daglønner, som paa mit Spørgsmaal gav et Svar, der tydelig lod mig forstaa hvorledes Mennesket dog kan have grundforkjerte Anskuelser om gudelige Ting. Paa det Spørgsmaal : Hvorfra Christus havde forløst os, svarede han nemlig : «fra Moderen».
Her i Neudidendorf var jeg saa lykkelig at træffe en Landsmand fra Throndhjem, der var ansat som Bager i Brødrehuset.
Efterat jeg der havde beseet den hele Indretning, Skrædderværkstedet, Bageriet, Snedkerværkstedet, Sæbesyderiet o. s. v., og havde bivaanet et Par Gudstjenester, gik jeg, ledsaget af tvende Brødre og forsynet som Gave med et stort Stykke Kirsebærkage, til Erfurth for at bivaane Festligheden paa Kongens Geburtsdag, den 3die August. Som man sagde skulde der ringes med den store Klokke, men vi hørte den ikke, vi saa den blot. Den er overordentlig stor.
I Waisenhuset i Erfurth bliver fremvist en Celle, som i længere Tid blev beboet af Luther. Haandskrifter af ham er at læse paa Papir og paa Væggene. Her er ogsaa opbevaret Haandskrifter af Melanchton og Bugenhagen.
I en lang Gang hænge paa begge Sider store Oljemalerier, forestillende hvorledes Døden kommer til Konger, Keisere o. s. v. I Enden af denne Gang staar en Waisenhusdreng af Træ, med en Bøsse i Haanden, hvori man pleier at lægge nogle Skillinger, førend man forlader Huset.
Den bekjendte Reinthaler traf jeg ikke hjemme. Af de strænge Lutheranere er der over 1000 tilbage, som holde deres Forsamling udenfor Staden. Jeg reiste snart herfra videre frem, og kom til Naumburg, hvor jeg tog ind til den kjære Garver og Læderhandler Gottlieb Hermann. Hos ham blev jeg bekjendt med flere Venner, ogsaa med en Candidat Leipzig, som ikke noksom vidste at berømme vor kjære Richters Bibelværk, og som ytrede, at siden han havde faaet dette, vilde han skille sig ved mange af sine andre Bøger.
Endelig kom jeg til Weissenfels. Seminariet der havde lidt meget ved den stedfundne Oversvømmelse. Heraf tog Præsten Naumann Anledning til i sin Missionsprædiken at tale om Herrens Kraft, hvorledes Intet er ham forlidet eller for stort, og hvorledes han her ved Lidet havde udrettet saa Meget. (Oversvømmelsen var nemlig ikke kommen fra den store, men fra den lille Flod) Inspektør Harnitsch og Seminaristerne vare ikke hjemme, de havde Ferie.
– 7 –
Jeg besaa Anstalten, og i Slotskirken Familie-Gravstedet. Jeg boede den øvrige Tid hos den kjære, gamle Wollebe, der levede ret vel i Herren, og som han sagde, aldeles svømmende i Guds Naade, som en Fisk i Vandet.
Efter en, for Føddernes Skyld, ubeskrivelig møisommelig Gang, kom jeg ind til den gamle Skræddermester Bredov i Halle.
Synet af Waisenhuset var mig meget vigtig. Jeg hørte et Collegium af Tholoch, Leo og Mariks, der dog langt fra behagede mig saa godt som vort eget Bibelcollegium i Missionshuset.
Jeg besøgte Professor Tholoch hjemme i hans Hus og havde her ved Bordet den Fornøielse at betragte hans unge, skjønne Kone, og at tænke paa hans Bibelforklaring over Giftermaal for anden Gang.
Ligesaa havde jeg ved en Spadseretur før Maaltidet Anledning til at iagttage Tholochs Been og hans hele besynderlige Figur. Den kjære, gamle Mariks gjorde et ligesaa forbausende Indtryk paa mig, som min hastige Visit gjorde paa ham.
Præsten Tippelskirch i det skjønne Giebiechenstein, havde jeg ikke den Glæde at træffe hjemme Ogsaa her i Halle fandtes der en liden Præsteconference, som bestod af den kjære, ivrige Missionsven Pastor Naunhaus fra Wessel, af Trippelskirch, og af Triande i Bøme. Missionen syntes nu her rigtig at faa fast Fod.
– Fra Halle gjorde jeg en liden Reise til Eisleben, og videre nordover.
I Eisleben var det mig naturligvis meget om at gjøre, at betragte alt hvad der bar Navn af Luther. Jeg fik Luthers Fødehus at se, og hans Skrivebord, hvilket han nogle Aar før sin Død modtog i Foræring af Churfyrsten. Skrivebrættet hviler paa Ryggen af en Svane; det grønne Dække derpaa er ganske sønderrevet af Reisende. Nogle Malerier, den saakaldte uforbrændelige Luther, hans Trolovelses Ring, Skammynter med Hensyn til Paven, o. a. d.(og annet deslige/red.) bliver endvidere fremvist her.
Den christelige Skolelærer Grönzdörfer var mig behjelpelig med at komme ind i den Kirke, hvor Luther var bleven døbt, og hvor jeg ogsaa fik se hans hensmuldrede Barnekjole og hans Hue, som opbevares i Sachristiet.
– Præsten Kunze talede jeg meget med, og anmodede ham om at grundlægge en Missions-Forening, og han syntes tilsidst at indse Nødvendigheden og Vigtigheden af en saadan Indretning.
Fra Eisleben gjorde jeg Reisen over Fristaden Strauz, Naumdorf, Olsleben og Laublingen, hvor jeg besøgte flere Præster, og kom endelig til Belleben. Her tog jeg ind til en Broder af Inspektørens Hustru, Læreren Bergen.
– Omendskjøndt Belleben ikke er saa berømt som Eisleben, saa var den mig dog overordentlig vigtig, fordi begge de dyrebare Missionsmænd, vor kjære Hr. Inspektør og hans Broder ere fødte her; og jeg har ikke med mindre Ærefrygt beseet begge disses Fædrenehus, end Luthers og Melanchtons. Den kjære Broder Kroll i Sandersleben havde jeg ogsaa den Fornøielse at faa itale; han har endnu stedse den samme Missionsdrift som før, og vil strax gaa, naar han kun bliver kaldet.
– 8 –
Med nogle Venner fra Eisleben, som efter Aftale havde indfundet sig i Belleben, reiste jeg til Gnadau, hvor vi vare med at feire den fornyede Brødrekirkes Fest, den 13de Anguit.
– Vi nød med megen Glæde den hellige Nadvere iblandt Menigheden. Der var megen Festlighed, og den smukke Sang gjorde det end mere behagligt. – Aftenen forhen vare vi forsamlede med mange Brødre og Søstre, og opbyggede os ret hjertelig i Herren. Jeg besøgte i al Hast Magdeborg og besaa der den smukke Domkirke, og gik atter over Biere og Calba, hvor jeg besøgte Pastor Vestermeier og Broder König, tilbage til Halle. Efter et kort Ophold tog jeg Afsked herfra, efter først at have besøgt Fru Pastorinde Uehle, og reiste til Leipzig, hvor jeg ankom den 19de August. Her tog jeg ind til den kjære, ærværdige Boghandler Tauchnitz, som modtog mig meget venligt, og som ogsaa indbød mig til at bese sit Stereotyp-Støberi.
Jeg lærte her at kjende flere kjære Venner; saaledes og Fru Schrøder, der har 2 Sønner i Missionens Tjeneste. Dr. og Magister Lindner, Pastor Hænsel og Kjøbmand Witschy fra Elberfelt. Sidstnævnte bebor et meget interessant Hus, det nemlig, hvor Luther opholdt sig i de Dage da han desputerede med Dr. Ech, og af Mangel paa Rum maatte drage meget omkring i Byen; – han beboede et lidet Taarnværelse ovenpaa Huset.
Jeg tog ogsaa Nikolai-Kirke i Øiesyn, hvori Luther flere Gange har prædiket, og bemærkede med megen Vemod, at den gamle Prædikestol, fra hvilken Luther har talt, ikke længere stod paa det gamle Sted; thi en Ny havde nu indtaget dens Plads. Det er gaaet med denne gamle Luthers Prædikestol, som det i disse Dage pleier at gaa Luther selv i Verden. Bekrandset med Løvværk havde man nemlig hensat ham i et Hjørne af Kirken.
Kort før min Afreise fra Leipzig hørte jeg endnu et Collegium hos den berømte Dr. Weiner, og saa Gravstede : af Kjeltringen, Afladskræmmeren Tetzel. Min Vei gik nu gjennem den af nogle saakaldte Sachsiske Wüpperdal, Müldendal, hvor jeg besøgte flere kjære lutherske Præster, saasom Rudelbach, Höpfner, Maurer og Kranikfeld; isærdeleshed var det lutherske Hjerte bedst hos den Sidste. Det var en stor Glæde at se, hvorledes han tog sine smaa Børn til sig efter Morgen- og Aftenandagten, udbredte sine Hænder over dem, og meddelte dem Herrens Velsignelse.
Ankommen til Dresden vilde jeg have besøgt min Landsmand, Professor Dahl; men han var netop da reist til Bergen.
Jeg blev venligt optaget af Brødrene i Missionshuset i Dresden, og kun engang havde jeg den Ubehagelighed at komme i Strid med dem om Lutherdom og Union. Ogsaa Naumann og Wermelskirch fandt jeg meget mere medgjørlige end jeg havde forestillet mig dem.
Der manglede mig Tid til at bese den bothaniske Have, den grønne Hvælving og Naturial-Kabinettet; jeg maatte tage tiltakke med Udstillingen og Billedgalleriet, hvilke ogsaa vare meget interessante.
– 9 –
Da nu ogsaa det berømte sachsiste Sveitz var mig saa nær, og jeg tillige havde en stor Længsel efter at faa se den elskede Stad Herrnhuth, saa tog jeg Veien over Porsberg, fra hvilket Sted man har en meget vid Udsigt gjennem Lubthalergrund, til Lohmann, hvor jeg overnattede. Anden Dag gik det videre gjennem uhyre Dalfordybninger i den Othovalderske Grund, til den skjønne Bastei og Amselgrunden, der bestandig gaar opad ligetil Hoch- og Hohen-Sten.
Efterat vi her i det deiligste Sommerveir havde udhvilet os lidt, gik vi over Brand til Schandau. Næste Dag reiste vi gjennem Kernitschgrund, og gik med megen Møie videre opad det steile Bjerg til Kostalden, en Naturklippe-Hvælving, som tager sig overmaade storartet ud.
Paa disse Bjerge kan man vederkvæge sig efter Behag, baade paa Aand, Sjæl og Legeme. Bøhmiske Harpespillerinder lade sig ogsaa høre her, og forsøger paa, for nogle Skillinger, ved Sang og Spil at forhøie Nydelsen af disse Naturskjønheder.
Iblandt de mange Indskribtioner og Navne som er at læse overalt her paa Klippevæggene, finder man en som er noksaa morsom. En Person har nemlig udtalt sine Følelser i følgende Ord : «Jeg har beseet den, jeg har beseet den, jeg har seet den guddommelige Kostald». En Anden har skrevet strax derunder som Svar : «Jeg har læst det, jeg har læst det; der har været en Oxe i Kostalden». Paa Tydsk : «Ich habe ihn gesehen, ich habe ihn gesehen, ich habe den götlichen Küstall gesehen». Svar : «Ich habe es gelesen, ich habe es gelesen, es ist ein Ochs in Küstall gewesen».
Nu gik Veien over det lille og det store Winterborg til Prebischthor, der er en meget skjøn Klippemur, 
som rundt omkring er omgiven af Dale og Afgrunde. Endelig skulde jeg ogsaa til Lausch, som ligger paa den bøhmiske Grændse, og til Oglin, der er bleven mærkværdig som Ridder- og Klosterborg.
Jeg traadte nu ind i Herrnhuth. Min Sjæl glædede sig ved Tanken om de store Velgjerninger, som Herren her i forrige Tider havde gjort for sit Folk.
Jeg besaa nu hvad der var at se, Hutbjerget og Kirkegaarden, der er saa rig paa værdige Guds Mænd. Jeg besøgte Grevindeu af Einsiedel og andre i Herrnhuth, og den største Del af Unitetets ældste Konferentz i Berthelsdorff, hvilke modtoge mig med megen Kjærlighed. Biskop Anders har paalagt mig at bede Selskabet sende ham deres Missionsberetninger.
Paa Brødrefesten, den 29de August, turde jeg bivaane Kjærlighedsmaaltidet; men jeg turde ikke nyde Broderkalken med dem. Brødremenighedens Fester ere særdeles behagelige. I den Tid jeg var i Herrnhuth maatte jeg udstaa en liden Ydmygelsesprøve. Min Kjole var nemlig af Reisen bleven ganske forslidt paa Armene, og jeg maatte gaa i Kirken og gjøre mine Visitter i en stor Kjole, som tilhørte min Vært, saalænge til han havde gjort min egen istand igjen.
– 10 –
Før min Afreise besaa jeg endnu det Sted, hvor den modige Christian David fældte det første Træ med de Ord som staar i Psal. 84.
Efterat jeg efter bedste Evne havde taget Alt i Øiesyn, tog jeg fra Herrnhuth og kom til Brødremenighederne Nissky (Niesky/red.) og Klein Welke, hvor jeg blev bekjendt med flere Venner og Brødre og nød megen Glæde. Det sidste Sted er tillige Opdragelsesanstalt for Missionærers Børn, af hvilke jeg saa mange fra de forskjelligste Egne af Jorden.
Et Besøg hos en Bergman fra Sverrig skaffede mig megen Glæde. Han stemmede overens med vor kjære Inspektør i alle Dele, angaaende Forjættelserne i det prophetiske Ord om Herrens Tilkommelse, om Israels Tilbageførelse o. s. v., og han glædede sig meget over at denne Lære blev udbredt i Missionshuset.
Ogsaa i Brødremenigheden finder man nu, som jeg hører af ham, hist og her saadanne som holde fast ved denne Lære og glæde sig derved, og som i Stilhed søge at meddele den til Andre.
En underlig, tilsyneladende høist letsindig, men kjær Broder, Lehmann, Hovmester hos Greven af Teichnitz, havde jeg ogsaa den Fornøielse at lære at kjende. Han er et virksomt Værktøi i Herrens Haand, og har udrettet saa meget Velsignelsesrigt i den nærliggende Stad Beutzen, at en Skare af 30 til 40 Mennesker, næst Gud, ved ham ere komne til Sandheds Erkjendelse. Han førte mig frem iblandt disse Kjære, som paa Lehmanns Ord snart havde forsamlet sig. Opfordret dertil, holdt jeg en Opbyggelsestime for dem, og glædede mig meget i Kredsen af disse kjære Venner.
Besynderlig nok, saa gjorde de troende Soldater i fuld Uniform et behageligt Indtryk paa mig. Med glade Hjerter toge vi Afsked med hverandre. Jeg overnattede hos den christeligsindede Underofficier Hühle og reiste om Morgenen tidlig i Selskab med nogle Herrer og Damer tilbage til Dresden. Da der underveis gaves Leilighed dertil, saa prædikede jeg næsten den hele Tid for dem, hvilket opvakte megen Glæde og Forundring; men Gud alene ved om det har virket Noget.
I Dresden toge Brødrene og især Wirmelskirch meget venlig Afsked med mig, og det Bibelsprog : «Han maa vore, jeg maa aftage», som han skrev under sit Navn i min lille Stambog, vidner noget derom.
Nu reiste jeg med Dampvognen fra Dresden til Würtzen og kom den 6te September til det berømte Wittenberg, hvor jeg tog ind til den kjære Diakon, Luther Elsterthor.
De Gjenstande, som jeg her især besaa, vare Slotskirken, hvor Luther og Melanchton ligge begravne, Kirkedøren paa hvilke de 95 Theses vare opslagne, Præsteseminariet med Luthers Dagligstue, Raadhuset med Reliqvierne af Gustav Adolf, Malerierne af Lucas Kranek og det skjønne Monument af Luther. Under mit Ophold i Wittenberg havde jeg den Glæde at lære at kjende den kjære Hübner og Professor Lommatsch og mange Andre, iblandt hvilke ogsaa var en blind Skomager, som i 20 Aar havde arbeidet uden at se.
Fra Wittenberg gik min Vei til Potsdam, til den kjære Præst
– 11 –
Bernhardy. Et Sted i hans Faders Levnetsløb var mig meget vigtigt, og gjorde ogsaa mig opmærksom paa Vigtigheden af min Fødselsdag.
Paa dette Sted i hans Levnetsløb lover han Herren, at han aldrig paany, som forrige Gang, vil glemme sin Fødselsdag, men at han ret hjertelig vil holde den hellig og høiagte den, og takke Herren, som paa denne Dag skjænkede ham Livet og dermed Alt.
Efterat jeg havde talt med flere Christne, og bivaanet deres Forsamling, og tillige seet mig om i de skjønne Kunstanlæg, reiste jeg med Dampvognen til Berlin. Her var meget at se; Lindegaden med dens Pragthuse var overordentltg skjøn. Det lykkedes mig endelig efter megen Efterspørgsel, da jeg ingen rigtig Adresse havde, at finde Missionshuset.
Den kjære Inspektør og Brødrene modtoge mig venligt, og vare mig behjelpelige til at blive bekjendt med andre Venner. Da Sommerferierne just nu var indtraadt, og flere benyttede det smukke Veir til Udflugter, saa havde jeg ikke den Fornøielse at træffe min Landsmand Steffens (dette er den omstridte, men kjente naturforsker og filosof Henrich S., som vel var født i Stavanger i 1773, sønn av holsteneren med samme navn og som ble sendt til Stavanger nettopp året 1773 for å opprette et hospital; allerede 1779 forlot familien Norge. På denne tiden H.C. Knudsen her besøkte Berlin (1839), hadde Steffens bodd og virket der siden 1832 (kom fra Univ. i Breslau); det som her interesserer, var at S. de senere år også hadde utgitt bøker med mer historisk/etisk innhold (og naturligvis filosofisk preget), slik som i boken fra 1833 «Wie ich wieder Lutheraner ward», nærmest et bekjennelsesskrift, rettet mod de samtidige kirkelige unionsbestrebelser, en sak som var omstridt. Samme år som Knudsen besøkte Berlin, udgav Steffens der sin «Christliche Religionsphilosophie». Kritikere konkluderer med at hans syn preget av den tyske romantikken i løpet av livet munnet ut i en positiv kristendom – kanskje var det kjennskap til slike forhold som hadde vakt Knudsens interesse for Steffens ? (Steffens gikk bort i Berlin i 1845)/red.).
Hofpræsten Strauss, Hengstenberg og Neander vare heller ikke hjemme; men jeg havde den Fornøielse at tale med Pastor Gossner og at høre ham prædike; han havde et simpelt men inderligt Foredrag.
Den böhmiske Brødremenighed lærte jeg ogsaa at kjende. Denne Menighed ved Riissdorf i Nærheden af Berlin, tæller omtrent 400 Medlemmer, og betjenes af en kjær Præst fra Königsberg, Inspektør Blükker, som ogsaa kjendte Broder Budler.
Af de mange Mærkværdigheder i Staden saa jeg det ægyptiske og zoologiske Museum, Billedhuggerarbeiderne og den saakaldte Dyrehauge o. s. v. Efter at jeg havde seet mig om i det skjønne Museum og i den store Bedesal i Missionshuset, og bivaanet nogle Undervisningstimer der, og efterat jeg havde lært de kjære Brødre nærmere at kjende, tog jeg efter 6 Dages Ophold i Berlin med Posten til Hamburg.
At jeg i Berlin forglemte at besøge den for sin Reise i Palæstina saa berømte Skrædder Bahrson, gjorde mig siden hjertelig ondt.
Derimod havde jeg den Fornøielse at tale med Jødemissionær Petri og hans Svoger Gade, der boede hos Boghandler A. Vogt i Güterslohe, og som nu vendte tilbage paa Reisen til Hamburg. Sidstnævnte Broder havde givet mig Adresser til vore Venner i Hamburg.
Af disse besøgte jeg Ortlep og Kjøbmand Hüppeden, hvilken sidste gav mig det Raad, enten at opholde mig her i længere Tid og saa gaa med Skibsleilighed fra Kjøbenhavn til Christiania, eller saa selvsamme Aften at reise med Posten til Kiel og med Dampfartøiet videre til Vordingborg, underveis besøgende vore christelige Venner, og fra Vordingborg til Kjøbenhavn og derfra til Christiania med Dampskibet, som nu for sidste Gang i dette Aar gik til Norge.
Jeg foretrak den sidste Reiseplan; men først besøgte jeg i al Hast Missionshuset, hvor jeg spiste Middag med den kjære Inspektør Basus og hans 3 Studerende (Zöglinge). Jeg aflagde ogsaa et Besøg hos Præsten for Brødremenigheden i Altona, Pastor Garve, Søn af
– 12 –
Digteren i Herrnhuth, og satte mig derefter strax i Vognen for over Kiel at reise til Vordingborg.
Jeg tænkte vel paa Harms i Kiel, men for den korte Tid Skyld, blev det mig ikke muligt at faa ham opspurgt, og at lære denne interessante Mand at kjende.
Paa Veien fra Vordingborg besøgte jeg nogle troende Præster, som alle vare ivrige Grundtvigianere. En simpel, kjær Skolelærer som ikke var Grundtvigianer, besøgte jeg med megen Glæde. Han ledsagede mig til den elskværdige og christeligsindede Grevinde Holstein paa Holsteinborg Slot i Grevskabet Lethreborg paa Sjælland (i dag Ledreborg og grevskapet Holstein – les om grevinnen Wilhelmine Julie Comptesse født Reventlow og hennes mann Frederik Adolf Greve v. Holstein (død 3 år før i 1836, bare 52 år gammel)på annet sted her/red.), hvor jeg tilbragte to behagelige Dage. Hun forærede mig sin Sparebøsse, der indeholdt 25 danske Dalere, for hvilke jeg skulde anskaffe mig ny Klædning til Overfarten til Christiania; maaske havde min uanseelige Kjole bevæget hende til Medlidenhed.
Efterat jeg paa Grevindens Forlangende og til hendes store Glæde havde meddelt hende, hendes Søn (den unge greven) og en kjær aldrende Dame Alt hvad jeg vidste om Wupperthal og det rhinske Missionsselskab, overrakte jeg hende en Tegning af Missionshuset og Navnene paa Præsterne i Wupperthal, og forsynede hende ellers med Efterretninger om Missionshuset, hvilke gjorde hende ikke mindre Glæde end hendes Gave havde gjort mig. Hun er ingen Grundtvigianer, og har paalagt mig at hilse hjertelig begge Brødrene Richters, som hun fik saa kjær.
Fra Sjælland reiste jeg med et Par grundtvigske Præster til deres Præsteconvent; men da jeg ikke var nogen Grundtvigianer, som jeg selv kunde mærke, saa blev det mig ikke tilladt at bivaane deres egentlige Forhandlinger. Jeg lærte dog at kjende mange kjære Præster personligt, af hvilke mange ere særdeles inderlige Christne. Disse kjære Folk strides bestandig saa meget om den kirkelige Form, at de næsten forglemme alt andet derover.
Deres Maade at virke for Missionen paa, ved at indsætte deres Penge i Kjøbenhavns Sparebank, synes ikke at være den rette; men da de ikke ville have noget egentligt Missionshus, og heller ikke ville hjelpe nogen anden Mission, som ikke stemmer overens med dem, og da der heller ingen værdig og i de kirkelige Indretninger vel bevandret Candidat, forsynet med den rette Ordination, havde meldt sig til at modtage det høist vigtige Missionsembede, og vanskelig vilde melde sig, saa have de kun lidet Brug for Missionspengene; og man kan lettelig tænke, hvor lidet Missions-Interessen under saadanne Omstændigheder kan voxe og tiltage hos dem.
Mit Raad at bruge Pengene fort væk, for at udrette noget godt med dem, og derved muligens vække Interesse for Missionen, saa at de aarlig maaske kunde faa ind en lignende Sum, som den de havde samlet, blev ikke anerkjendt for aldeles ugyldig, men om det blev fulgt tør jeg neppe haabe.
Endelig tog jeg herfra til Fods til Kjøbenhavn, og tilbagelagde 9- tydske Mil paa en Dag.
I Kjøbenhavn havde jeg forliden Tid til at se mig rigtig om. Jeg fandt her min Landsmand, Maleren Dahl (Professor i Dresden) og to andre Malere fra Bergen. Jeg besaa noget af Thorvaldsens Billedhuggerarbeide, og besøgte til Afsked Lindberg
– 13 –
og tilsidst Grundtvig selv. Jeg hørte atter af hans egen Mund, hvad jeg allerede ofte før havde hørt af Grundtvigianernes, nemlig Utilfredshed med alle andre Missioner, som ikke ere saaledes indrettede som de vil have dem.
Det levende Ord bliver prist over Alting, og er saa vidt jeg forstaar, det, hvori Guds Aand bevirker Bekjendelsen.
Bibelen er for dem en sand god Opbyggelses-Bog; den er ikke Guds Ord eller det levende Ord, men kun en Fortælling om Guds Ord eller det levende Ord, der var førend Bibelen blev skrevet. Bibelen er, naar Guds Aand ikke kommer dertil, kun døde Bogstaver; derimod er Troesbekjendelsen og Sakramenterne Guds Ord.
Kirken er ikke grundet paa Bibelen men paa Troesbekjendelsen o. s. v. Den sande apostoliske Kirke skal fra Begyndelsen indtil Enden have en bestemt Norm og denne er Troesbekjendelsen o. s. v. Hvo der afviger i det allermindste fra denne Norm, hører ikke med til denne Kirke, og Prophetens Ord : «Jeg vil lægge mit Ord i din Mund, og det skal blive fra Slægt til Slægt», gaar kun paa denne Maade rigtig i Opfyldelse.
Saavidt jeg nu kan se, er Grundtvig i Striden mod Rationalisterne ved Paavirkning af den engelske biskoppelige Kirke, faldet paa saa mange Underligheder. Maatte de nu kun ikke i Striden for den sande evangeliskchristelige Kirkes Form, tabe den sande evangeliske Aand i den christelige Kirke !
Fra Kjøbenhavn reiste jeg med Dampskibet over Gothenborg, hvor jeg i al Hast besøgte Forstanderen for Brødremenigheden, og kom den 29de September til Christiania, hvor jeg med Glæde gjensaa min kjære Fader, mine Sødskende, min Onkel og min Bedstemoder.
Farsund den 5te Marts 1840. Ihr Zögling H. C. Knudsen.
Anmærkning.
Jeg opholdt mig 5 Uger hos min Fader, og søgte jeg i denne Tid at udrette for Missionen hvad jeg formaaede. Derpaa begyndte jeg mine Missionsreiser gjennem Norge, som jeg nu herefter skal beskrive.
– gå tilbake til innledningen her – for å finne de neste dagbøker, alle svært interessante.