Dagbog fra Begyndelsen af Juni til Slutningen af August.
«O lad det dig behage ! Endnu stedse raabe vi : Naaden være med Alle !» Naade være med mig.
Elskede Fædre !
Medens jeg sætter mig ned for at fortsætte min Beretning, erindrer jeg, at jeg allerede i et Brev til Hr. Richters har givet en kort Beretning om min videre Reise; men da jeg kan vide, at de hellere vilde have en speciel end en overfladisk Beretning, saa vil jeg med største Fornøielse gjentage den.
Det er dem bekjendt, at jeg opholdt mig lang Tid i Egnen omkring Stavanger. I min Beretning derfra har jeg i Korthed søgt at fortælle det christelige Liv, som har dannet sig der.
Efter min Mening er her Norges Straalepunkt i christelig Henseende, og det glæder mig nu, at jeg længere end sædvanligt har opholdt mig i denne Egn. Missionen var dog endnu udenom Stavanger saa lidet bekjendt, at de fleste betragtede den som en Sag, der ikke angik dem.
Efter et Besøg hos de Troende nordenfor Stavanger, hvor vi holdt mange Forsamlinger, men dog intet direkte foretog for Missionen, blev jeg atter af en Mand, ved Navn Ole Hølle, indstændig og gjentagende anmodet om, paa min Reise videre til Bergen, endnu engang at gjøre en Afstikker hen til dem.
Dette gjorde jeg, og det var og Foranledningen til at en vidtløftig Reise blev gjort i disse Egne, paa hvilken jeg i 16 Dage holdt 33 Forsamlinger, der, som jeg haaber, for Missionen og i andre vigtige Henseender, ikke var uden Velsignelse.
Det Usædvanlige for dem i at se En, der er forberedt til Missionstjenesten, som og det noget friere, ikke saa meget ved Talebrugen bundne Foredrag, som deres eget, og endnu mere, dette ikke modsigende, men meget mere i sig indeholdende Befæstende, – alt dette gjorde efter min
– 46 –
Mening, om jeg saa maa sige, et respectabelt Indtryk, ligesom de vistnok tilmaalte mig Dueligheder, som jeg ikke var i Besiddelse af, og tildelte mig Høiagtelse og næsten taabelig Lovtale, for hvilken jeg ikke altid kunde tillukke Ørene og undertiden heller ikke Hjertet, ihvorvel jeg dog stedse ønskede det, og derfor tilbagekaldte i min Erindring mindre opløftende Tider.
Under denne i visse Henseender gunstige, men for min arme Person, betænkelige Omstændighed, lod jeg mig dog i Tillid til Herrens Hjælp bruge til alt, hvad der maatte kunne befordre den gode Sag, ogsaa med Iagttagelse af den gunstige Leilighed.
Paa Hølle og i Hogsfjorden var der ikke bleven holdt saa hyppige Forsamlinger som i andre Egne. Uktilbøielighed for saadanne Forsamlinger var paa disse to Steder meget følelig; i Regelen blev de kun lidet besøgte, naar de bleve holdte, og en stor Kjærlighed til Brændevin har baaret mange onde Frugter blandt dem.
Synet af en Missionær var nyt for dem, og lokkede mange til af Nysgjerrighed. Guds Ord virkede for det Øieblik, som det syntes, ret kraftigt; dets Virkning gik saa vidt, at de meget trængende bade om at endnu en Forsamling maatte blive holdt for dem, i hvilken de ogsaa meget talrigt indfandt sig, endskjønt Veiret ikke var gunstigt. Dette var paa Hølle.
Paa de nævnte to Steder som i flere Egne af Høllesogn, hvilke foruden Hølle og Hogsfjorden indeslutter Fossand, Lysefjord, Haalebygden og Imbs, bleve strax efter Forsamlingen deres Navne antegnede, der ville deltage i Missions- og Maadeholdssagen, og i Høllesogn bleve 500 som Medlemmer af forskjellige med Comittee strax forsynede smaa Missions-Foreninger antegnede.
Af Ole Aanen, en fattig men flittig 30aarig Bonde, som i længere Tid har været gift uden at faa Børn, og som har stor Lyst til Missionstjenesten, blev jeg ledsaget til Strand. Her har fra Findø den forrige kjære Præst, Pastor Gabriel K. Kielland, som er Sognepræst i Lyngdal i Nærheden af Farsund, udbredt Velsignelse i hernhutisk Retning, og Missionen var derfor for disse ikke saa ubekjendt som i andre Egne og som i Høllesogn. Medlemmerne bleve altsaa her kun talrige ved Forsamlingerne. Foreningerne deltes i flere Dele, og forsynedes med Comitteer; og istedetfor fjerdingaarlige Forsamlinger blev der anordnet maanedlige.
Nu førte Veien os gjennem Aardalen. Allerede ved mit Ophold i Strand fornam jeg, at der fandt et spændt Forhold Sted mellem de Troende der, og de Troende i Nærheden af Aardalen. Det blev bekjendt at jeg naturligvis skulde bruges som Mægler, for at forene dem, efter deres gjensidige Ønske.
Ved Grændsen mellem Strand og Aardalen blev der besluttet at holde en Opbyggelse. Paa dette til Mægling meget egnede Sted begyndte jeg mit MæglerEmbede. Min Prædiken i denne Forsamling udgjorde en stærk Skildring af den syndige Utilbøielighed til gjensidigen ikke at taale og bære, belyst af Erfaringen fra det broderlige Samliv i Missionshuset, og Formaninger af Guds Ord til at overbære, tilgive og elske, med Hensyn til Broderskabet.
– 47 –
At det ved Guds Naade ikke har skadet, tror jeg at have fornummet af den gjensidige Nærmelse til hinanden.
Der blev mig fortalt, at Personer nu omgikkes fortroligt med hverandre, som forhen vare gaaede af Veien for hinanden.
Denne Tilladelse, eller end mere dette Ønske, at holde Forsamling i Aardalen, var ikke saa ganske uden Betydning. Ved mit forrige Besøg ved Grændsen af Aardalen, da min kjære Fader endnu var med, blev det os ikke tilladt at holde Forsamling hos dem.
Nu havde de, isærdeleshed de Ældste af dem, gjort sig nærmere bekjendt med vor Maade at holde Forsamlinger paa, og bade os nu indstændigt om et kort Ophold hos dem. Disse Troende i Aardal og i Strand vare tidligere tilsammen i een Forsamling efter Gudstjenesten, men nu adskildte; dog ikke alene adskildte, thi det kunde jo have sin store Nytte, men de stode hinanden fientlige imod, og naar de mødtes gik de af Veien for hinanden.
Da enkelte af det mindre Parti, det i Strandsogn, spurgte mig om det var at ønske, at de atter bleve forenede og holdt Forsamlingen i et Hus, saa søgte jeg at gjøre dem opmærksom paa de forskjellige Gaver, at det nemlig var godt, naar de dermed kunde tjene hverandre; jeg søgte saaledes at gjøre dem klart, at et saadant fientligt Standpunkt, som nu fra begge Sider havde fundet Sted, slet ikke var nyttigt og ønskeligt, og overlod dem Valget, enten ydmyg at staa ved Siden af hinanden eller at sammentræde til Et, isærdeleshed naar det andet Parti ønskede det.
At man kan gjøre altfor mange Indskrænkninger for at bevare sig for det Onde, mærkede jeg ogsaa hos de kjære Brødre i Strandssogn. Nogle af dem havde, for at hemme eller ganske udrydde den skjendige Misbrug af Spisen og især af Drikken ved deres Høitidsgallaer, allerede begyndt at gjøre den Lov, at istedetfor at der forhen ret mange Gjester indbødes, nu blot skulde indbydes saamange saadanne, som maatte være nødvendige til Vidner, uden at tage Hensyn til at de nærmest Beslægtede derved maatte udelukkes fra Deltagelse i disse Vennefester.
Denne velmente Lov var allerede paa Vei til at fremkalde en ny indre Adsplittelse.
Endu en Lov skulde forfattes, for at de der vilde laste de Troende, fordi nogle udartede Medlemmer gav Anstød, ikke skulde have nogen Grund dertil. Derfor skulde nu de, der hørte til de rette Medlemmer tegne deres Navne, for at de, der vare blevne Utroe, kunde vorde udstrøgne af Listen. Dette skulde ikke være en Missions- eller Maadeholdsliste, men en Menighedsliste. Jeg haaber at de vil afstaa derfra.
Et Glandspunkt af Forening kom før min Afreise fra Aaardalen tilsyne derved, at den Ældste i Strand og den Ældste i Aardal, og jeg bleve valgte til Fredsstiftere hos to fientligsindede Ægtefolk. Hvor lidet der behøves for at Uforsonlighed kan komme istand, det lærte jeg her.
O, hvor vanskelig lader sig adskilte Gemytter igjen forene. Det syntes længe som om al vor Tale skulde være forgjeves.
– 48 –
Konen, som selv havde liden eller ingen christelig Erfaring, gjorde altfor megen Fordring paa sin unge Mand, som den, der skulde have erfaret meget.
Dertil kom at hun bedre forstod at styre, end han, hvilket han ikke vilde vide. Dette var allerede nok til hos dem at fremkalde et uforsonligt og fast djævelsk Sindelag mod hinanden. Efter en lang Tid gik det endelig over til det Bedre; Herren var os og dem naadig; de bleve bløde og gave hinanden Kjærlighedskys.
Opfordret af begge de Ældste, oplæste jeg til Slutning Noget af Guds Ord; det 13de Capitel i 2det Brev til Kor., især fra 5te Vers, gav mig Stof nok. Der blev endt med Sang.
Vi gik nu til Kirke, og derefter blev holdt en talrig Forsamling. Jeg havde næsten havt Aarsag til at sige, hvad en Haugianer efter endt Gudstjeneste paa et andet Sted svarede Præsten, da denne viste ham til rette, fordi han paa Kirkegaarden fra en Ligsten holdt en kraftig Tale til den forsamlede Mængde : «Havde Du holdt en bedre Tale i Kirken, saa havde jeg ikke havt nødig at holde nogen Tale udenfor Kirken !» Men jeg sagde det dog langtfra ikke.
Efter nogle Forsamlingers Afholdelse, f. Ex. paa Fosaana, Ombo o. s. v. blev ogsaa en Forsamling holdt paa Jelsø. Af høiere Personer var Præsten og Stedets Foged nærværende. Præsten vilde vel tage sig af Maadeholdssagen, men af Mangel paa Tid kunde han ikke tage sig af Missionen. Derimod viste Fogden sig ivrig for Missionssagen; han tegnede sig selv paa Listen, og opfordrede Andre til at gjøre det samme. Derpaa tog han Listen og lod den circulere i Egnen, og lovede at sørge for at maanedlige Forsamlinger, saavidt muligt, skulde blive holdte.
Han vilde besørge en Missionsbøsse og indhente videre Raadførsel hos den kjære Foged Schiøtz i Stavanger, efterdi han ogsaa derved kunde komme i nærmere Berørelse med denne kjære Mand, der ved Guds Hjælp kunde blive til Velsignelse for ham.
Da der endnu stedse ved saadanne ukirkelige Forsamlinger ligger ligesom en Skam, saa blev det høit vurderet at Foged Rosenkilde gjorde en Søtur med sin Kone for at bivaane en Forsamling.
Nu blev jeg af en af mine kjære ældre Venner gjort opmærksom paa en Egn, som vi ei maatte forbigaa, omendskjøndt Stedet laa 2 Mile afsides. Der er nemlig fra længere Tid af i Totlandsvigen, saa heder Stedet, mange opvakte Sjæle.
Desværre frygter jeg for, at de kun ere opvakte og ikke ere blevne henførte til Herren, og derfor ere i stor Fare for at blive staaende ved det udvortes Skin af Bod, naar den indvortes virkelige Bodfærdighed af Mangel paa Naade og Kundskab forlader dem, eller skulde blive mindre følelig hos dem.
De gjaldt i de Ældstes Øine for meget barnlige og tillige for befordrede Sjæle, da de intet andet vil, end hvad disse vil, og aldeles slavisk hengive sig til dem. En af de Ældste behøvede kun t. Ex. at sige : «Den Bog duer ikke !» saa udelukker Enhver den; den skyes af Alle, og bliver ikke læst eller undersøgt af Nogen. Kom de Ældste til at træde i Baggrunden, saa kom deres Tro, der desværre er mere
– 49 –
grundet paa dem end paa Christum, for en stor Del at gaa under.
Hører de Evangeliet foredrages i en anden Orden og, om jeg saa maa sige, ikke efter selvsamme Talemaader, saa blive de meget snart vildraadige i Troen, og blive stivere, snart imod Person og snart imod Lærdom.
Det er derfor ikke saa let blandt saadanne Folk at træffe det Rette, som bedst kunne gavne dem. Allerede forhen gjort noget bekjendt for dem ved en af mine Ledsagere, som var af deres Parti, søgte jeg saa meget som muligt at passe mig ind i deres Form, for at sige dem efter den hvad jeg holdt for godt og tjenligt, især om Troen paa Christus og Retfærdiggjørelsen ved ham.
Ved Sangen gjorde jeg dog Brug af den for dem ubekjendte Maade at foresige Ordene, (ellers synge En eller To alene), men faa turde synge med. For det Andet gjorde jeg Brug af en meget evangelisk Psalmebog, kaldet Harpen, samlet af N.J. Holm, der skriver det tydske Missionsblad for Brødrene.
Denne Psalmebogs Titel havde de hørt, og det var dem nok for at forkaste den, skjøndt de ikke havde læst den. Den var dem angivet som en Bog uden Guds Ord, og som saadan gjaldt den hos dem. Dette fortalte en gammel, oprigtig Kone mig, som nu ved den ene Sang af Harpen fik en anden Overbevisning om den.
Paa et Sted i Aardal er det gaaet saa vidt, at de har opbrændt nogle Passionsprædikener, fordi en af deres mest bekjendte og agtede Prædikanter har fundet dem fordægtige, af den Grund at Jesus Christus i dem blev nævnet som Skaber, da Herren havde sagt : Faderen er større end jeg.
Saa godt som det er, at blive ført rigtigen, saa ondt maa det være, naar man er bunden saa fast til sin Fører, at man aldrig kommer til Maalet. Vennerne i Totlandsvigen tog intet Anstød af min Tale, men glædede sig meget mere over den, som jeg af flere kunde mærke.
– Begyndelsen af Juli 1840.
Endelig kom jeg atter til Findø, hvor jeg tænkte at opholde mig nogen Tid. Her havde jeg allerede forhen været, da min kjære Fader endnu var med mig; jeg havde holdt en Missionstale her paa Findø. Præsten havde givet mig Haab om, at ved ham skulde den af Præsten Kielland begyndte, men nu næsten uddøde Missionsvirksomhed, blive fortsat. Det var ogsaa Tilfældet.
Han havde allerede holdt en Missionstime for en talrig Forsamling, og vil ved Herrens Hjælp vedblive.
Denne kjære Pastor Flood (Boye Joachim F./red.) er en Mand, som gjerne erkjender sine Mangler, og gjerne vil have ringe Tanker om sig selv. Hans Christendom er mere Overbevisning om Sandheden i Christo Jesu, end en paafaldende rystende Erfaring, hvilket jeg haaber tjener ham til, at han bliver ved det Fornedrede. Hans kjære Kone er et værdigt Sidestykke til ham selv.
Den kjære Flod er en retskaffen Forsker af Guds Ord. Hans Retning er ikke paafaldende ensidig, hverken i god eller ond Forstand, og med Guds Hjælp bliver han bevaret for altformegen Flersidighed.
– 50 –
Han er blot Medlem af den Lutherske Kirke, og miskjender derfor ikke de store Lyssider : Den lille Kirke i Kirken. Han er nogle og tredive Aar gammel.
I Pintsedagene var jeg hos ham. Mange Folk fra en og Egnen omkring besøgte mig her, og da det var særdeles skjønt Veir, saa kom en Kirkeforsamling sammen, der fast aldrig paa Findø, i det mindste ikke paa mange Aar, havde været saa stor.
Efter Prædiken, som var meget god, maatte jeg endnu holde en Forsamling. Da intet Hus og heller ikke Kirken, naar den turde aabnes, var stor nok for denne Forsamling, saa holdt jeg mit Foredrag fra en Høi, og den forsamlede Mængde stod trint omkring. Et skjønt Syn.
Dagen efter, da jeg ledsagede den kjære Præst til en nærliggende Ø, Talgø, blev efter Prædikenen atter just en saadan Forsamling afholdt. Da jeg nu var noget trættet af Reisen, slog jeg gjerne mit Telt op her hos disse Kjære for en Tid. Dertil havde jeg den Glæde at gjenfinde den Pastor Theodor Kielland paa Haa, (hos hvem jeg havde lært noget Agerbrug), som nu netop med sin Kone og Svigerinde aflagde en Visit hos Pastor Flood.
Da jeg før min Afreise fra Stavanger ved en Kjøbmand Ramsland fik høre at en Generalforsamling skulde afholdes, i hvilken det uden al Tvivl vilde blive bestemt, at jeg med Flere skulle blive sendt til Hedningerne, saa var jeg intet Øieblik sikker, naar et saadant Kaldsbrev kunde komme til mig.
Paa Findø haabede jeg at faa et saadant, og de cirka 14 Dage jeg var der ventede jeg med hver Post et saadant Brev, men forgjæves.
Nu foretog jeg Reisen over Bukken, Skudesnæs o. s. v. til Bergen. Paa Skudesnæs har i kort Tid en stor Vækkelse fundet Sted, der har udøvet megen Indflydelse paa den hele Befolkning, der var kommet i Ry for sin Raahed, Tøileløshed og overhovedet for sin Ugudelighed.
Min Fader, som engang forhen saa uforudseet havde været i denne Egn, og var bekjendt med disse Folks bedre Tilstand, havde allerede fortalt mig meget Elskeligt om dem. Saaledes som de havde optaget min kjære Fader, saaledes modtoge de nu mig. Der behøvedes nu kun at hentyde paa Missionen, saa vare de færdige at tiltræde. En Begyndelse til at tegne Medlemmernes Navne blev gjort, og den hele Forfamling, over Hundrede, var villig dertil.
Paa Tilbagereisen fra Bergen kom jeg atter til Havnen Skudesnæs paa en Søndag, og jeg havde endnu en Gang den Glæde, at de allerede havde holdt en Missionstime. De have faaet en haugiansk Retning, og ere afhængige af deres Ældste, men ere dog friere og staar, som jeg haaber, ikke paa et saadant lovmæssigt Standpunkt som de førnævnte i Totlandsvigen.
Paa hele Skudesnæslandet er Folket noget rystet, og de mange Forsamlinger, som jeg holdt der, bleve talrigt besøgte. Haugianerne, især paa Landet, skatte det høit, naar nogen af deres kommer reisende til dem. Det er mangengang som om Gud selv kom.
Et Onde hos dem er desværre meget føleligt, og dette kommer efter min Overbevisning for Størstedelen af den store Frihed, som
– 51 –
det kvindelige Kjøn har til offentlig at tale i Forsamlingen. Det har nemlig flere Gange været Tilfælde iblandt dem, at saadanne Personer af begge Kjøn, som talede i Forsamlingen, ogsaa have søgt nærmere Samfund, der tilsidst har udartet sig til syndigt Samlevnet.
Herren give at der ikke maa være mange saadanne Tilfælder; imidlertid er mig dog et Par bekjendte, som og ere dømte af den ganske Menighed.
Saaledes fik jeg ogsaa høre paa Veien til Aalefjord, at der gaves to saadanne Personer, som begge vare gifte. Sagen blev aabenbar og retlig undersøgt, og begge Personer straffet; men endda kunde de ikke forlade hinanden, og de holde endnu sammen. Herren se til dem !
Jeg kom i smukt Veir til mit Fødested Bergen den 4de Juli, vor Kronprinds Oscars Geburtsdag, under Kanonernes Torden, venlig hilset af Staden i sin Herlighed; ethvert Skib var forsynet med Flag, og Alt havde et festligt Udseende.
Bergen hæver sig høit, og indesluttet mellem Bjerge ligger den skjønne Stad tæt ved Vandet. Disse Bjerge have ogsaa for Størstedelen vakkert Grønt til Bedækning nedenfor deres ærværdige graa Toppe. Skibene i Havnen blive af Staden ligesom omarmede, og særdeles behageligt bliver Beskuelsen deraf, naar det Hele i stille Vand afspeiler sig i Søen.
Saa smuk og indbydende som denne Stad ellers maa være, saa er det dog kun Skallet, som mest kan blive priset; Kjærnen duer nok ikke meget. Naar jeg, ved at udelade det første Subjekt, turde anvende paa mig det Sprog : «En Prophet er ikke foragtet uden i sin Fædrenestad og af sine Venner !» saa vilde jeg sige, at det just gik mig efter dette Sprog.
Med saa ufortjent Varme, som de førnævnte Besøg vare blevne ledsagede, med saa, jeg vil næsten sige, ufortjent Kulde var Besøget i min Fædrenestad forbundet; det var som fra Ven til Tjener.
Det gjorde mig godt, vil Nogen sige, det tror jeg ogsaa; hos de Andre næften baaret paa Hænder, her næsten vraget. Hos de Andre ordnede man Alt, og det var let, her maatte jeg ordne Alt selv, og det gik ikke raskt, det gik næsten slet ikke.
Jeg havde gjort mig Haab om i det mindste at bringe det saavidt, at Haugianerne paa Stedet vilde samle sig til en Missionsforening eller til en Missionsforsamling; men nei ! Jeg talede i deres Forsamling om Missionen, men det var som om Intet var talet.
Jeg var da henvist til Præsterne, nærmest til Pastor Reimers, der har Ord for at være den bedste Præst her, hvilket han vist ogsaa er. Hans Retning er som den kjære Pastor Floods; kun frygter jeg, at de maa være formeget flersidige, og at denne Flersidighed maa komme for nær Ligestillelse med Verden. Man har næsten intet Andet at udsætte paa ham, end at han er en Hykler, som jeg dog ikke tror, og at han er meget hengiven til Spise.
En anden Præst ved Navn Daae, som ligeledes roses for de fortræffelige ydre Gaver, bliver ikke saa meget beskyldt for Hengivelse til Spisen som til Drikken. Denne besøgte jeg ikke. Pastor Reimers glædede sig meget over min Ikkeensidighed, og jeg lod
– 52 –
ham glæde sig saa nær, ikke ganske. Han lovede i Forening med et Par Candidater, Dometius og Schanke, samt hans Collega Pastor Greve, at gjøre en Begyndelse til en Missionsforening.
Han tog ogsaa Notits af de Missionsblade, som kunde blive til Medhjælp for Missionstimerne.
Iblandt Haugianerne er Kjøbmand Helland den mest udmærkede. Denne Mand har i mange Aar interesseret sig for Missionen, men han har ikke anvendt noget Middel til at gjøre Medlemmerne synderlig bekjendt med den; ingen Missionstimer holdtes, og de antegnede Missionsbidrag blev efterhaanden til en ufordragelig Skat, hvorfra de hellere ganske vilde fritages.
Han er derfor ikke bleven dem behagelig ved at indsamle Missionspenge. Forøvrigt er Helland en Grundtvigianer, og tager ogsaa Haand med i Missionen af og til.
Begyndelse til et Maadeholdsselskab er gjort af en Rector Holmbo og min forrige Principal Capt. Prahl, hvilken sidste egentlig er en Rationalist, men som jeg nu begynder at haabe, en retskaffen.
Da denne Prahl nu, ved Siden af Stentrykkeriet, ogsaa vil anlægge et Bogtrykkeri, og blandt Andet har isinde at udgive et offentligt Blad, saa ønskede han, at naar jeg kom ud iblandt Hedningerne, jeg da vilde give ham Meddelelser, for at han kunde optage dem i sit Blad. Denne Anmodning glædede mig noget, og jeg lovede at imødekomme den.
Endelig maatte jeg endnu for Retten i Bergen, fordi jeg med Præstens og Kirkeeiernes Tilladelse i Farsunds og en anden nærliggende Kirke havde holdt Missionstaler, hvilket skulde være imod Landets Love.
Jeg maatte forklare Sagen, og fik paa Forlangende Tilladelse at reise til Christiania. Ved et kort Ophold i Farsund, paa min Tilbagereise, maatte jeg ogsaa der for Retten, men det var ingen stor Ret. Sagen blev i to Vidners Nærværelse protokolleret.
Hos mine Venner i Bergen havde jeg i det Hele særdeles liden Glæde. Jeg tegnede nogle Portræter, og efter et Ophold af 2 á 3 Uger reiste jeg derfra. En Uge laa vi for Modvind paa Veien til Farsund, hvor jeg som sagt opholdt mig et Par Dage hos mine to Søstre. Derpaa reiste jeg til Lyngdal, til den kjære Kiellands Familie, hos hvem jeg ønskede at blive nogen Tid, førend jeg reiste til Christiania.
Herren være med Eder, elskede Fædre, og med Eders Zögling
H.C. Knudsen.
E. S. Vær De, Herr Inspektør, og kjære Herr Broder W. Richter især hjertelig hilset og takket for, at De ikke aldeles har forglemt mig. Hvad der blev mig lovet nemlig at faa Svar fra Selskabet, er endnu ikke bleven mig til Del. Mine Brødre og Venner i Missionshuset beder jeg hjertelig hilsede, og er jeg stedse Deres elskende
H. C. Knudsen