– og som inngår i Fredrik Tobias Knudsens bok fra 1867 : (fra s. 53 – 56);
8de Dagbog fra 1ste til 30te September 1840.
«Herre Jesu ! gjør mig færdig, lydig, ivrig og skikket til i Alting at opfylde din Villie».
Det er min hjertelige Begjæring, at berede Herren en Lovsang for al den Barmhjertighed og Naade, som han hidindtil har bevist mig.
Mit Hjerte skulde billig flyde over af Lov og Tak, naar jeg tænker paa den Mangfoldighed af Lyksalighed, som han især i den sidste Tid har ladet blive mig til Del. Men hvad er dog et Menneske, at du tænker paa ham, og et Menneskes Barn, at du antager ham. Imidlertid ved (vet/red.) han, at jeg er kun Støv og kan Intet gjengjælde ham, og ved Intet at gjøre, uden at bede med hjertelig Tak og Glædes Fylde.
«Herre Jesu, gjør mig færdig, lydig og bøielig, skikket og begjerlig til i Alting at opfylde din Villie».
Elskede Fædre !
Min sidste Skrivelse modtog I fra Lyngdal, hvor jeg tænkte at opholde mig i nogen Tid, førend jeg fortsatte Reisen direkte til Christiania.
Det traf sig saa vel, at jeg i dette hjertelige Hus hos Kielland maatte vente en hel Maaned paa Leilighed til Christiania. Mit meste Arbeide i denne Tid, var Tegning, at holde Forsamlinger, at skrive min Beretning, og at nyde Vennekjærlighed.
Endelig kom den Tid, at jeg maatte forlade denne kjære Fader, denne kjære Moder og deres Børn, for at komme til Christiania til min egen Fader og mine Sødskende, fra hvilke Sidste jeg nu næsten et helt Aar har været borte. Efter en meget lykkelig Reise af et Par Dage var jeg allerede hos de kjære Mine, som jeg traf friske og vel.
Min kjære Fader, som er en meget ivrig Missions- og Maadeholdsmand, havde allerede under sit Ophold i Christiania, og under den Reise, som jeg gjorde alene fra Stavanger til Bergen og tilbage til Christiania, gjort sig megen Møie med at bringe et Maadeholdsselskab istand i Hovedstaden.
Han var under denne sin Bestræbelse saavel hos Statholderen som hos Biskoppen med Flere, og fik overalt den Besked, at Sagen var god, at han ikke skulde tabe Modet, men vedblive. De vilde imidlertid se til, om der blev noget deraf, og derpaa ville de heller ikke blive tilbage.
Endelig havde han bragt det saa vidt, at 50 Medlemmer, og deriblandt en Attillericapitain Scheel, havde tegnet sig.
Da jeg nu kom tilbage, saa maatte jeg strax lade mig bruge som Maadeholdspræst, og holdt en Tale paa Selskabets Stiftelsesfest den 20de September. Mange Folk vare tilstede, nogle tegnede sig, og Selskabet blev organiseret. Vi have nu det Haab, at det ikke vil koste saa megen Møie at fortsætte dermed som i Begyndelsen. Selskabet tager allerede betydelig til i Antal af Medlemmer.
Den lille Missionsforening, som kort før Afreisen vestover blev stiftet i Christiania, var endnu i Live. Vistnok var den ikke meget talrig, og havde ikke meget udbredt sig, men istedet derfor havde den slaaet desto stærkere Rødder og bygget sit Hus paa en Klippe.
– 54 –
Men om denne Grund og Klippe er Grundtvig eller Christus, det ved jeg ikke nøie. Staar imidlertid Grundtvig selv paa den rette Klippe, saa maaske det jo ikke kan skade, at den er bygget paa ham.
At jeg kom fra Barmen, fra et Land, hvor Union er indført, og hvor den tyranske Konge har forfulgt de rettroende Lutheranere, gjorde en af Missionsforeningens Medlemmer meget betænkelig; fornemmelig var det Studenterne af christelig Sind og Aand, som ved Foreningens Ledelse især maatte blive tagne i Spørgsmaal; men næsten alle ere Grundtvigianere, som slet ikke ville indgaa paa at lede Foreningen, uden at der blev gjort Forandring i Statuterne.
Dette skede, og nu staar den klippefast. Til min store Glæde fik jeg ved en Leilighed Bevis for deres Billighed, som jeg ikke havde ventet af dem.
Ved denne Leilighed udfærdigedes en Circulærskrivelse, som Vennerne i Stavanger havde bragt i Omløb. Den indeholdt en Efterspørgsel hos Foreningerne i de fire Stiftssteder, om de ere af den Mening, at Herrens Tid er kommen for os til at danne et selvstændigt Missionsselskab, og om de ville samstemme i, at lade udgaa til unge Folk i Landet en Opfordringsskrivelse til dem, der følte sig kaldede til Missionstjenesten, at melde sig paa et vist Sted, som Foreningerne maatte komme overens om.
Som saadanne Steder foresloges : Stavanger, Christiania og Trondhjem. Delte Missionsvennerne i Christiania deres Anskuelser med dem i disse Ting, saa maatte de ogsaa forbinde sig til at sende deres Bidrag derhen, hvor Centralforeningen var.
Missionsforeningen i Christiania yttrede derfor Følgende i et Møde, i hvilket ogsaa jeg turde tage Del, at de ikke endnu var komne til Indsigt om, hvorvidt Tiden var der, for at danne et selvstændigt Missionsselskab; men naar Vennerne i Stavanger kunde komme til denne Overbevisning, saa vare de her beredvillige til at sende deres Bidrag til Stavanger, hvilket Sted de holdt for at være det rette til Centralegn.
De vare ogsaa da enige med dem om at lade udgaa en Opfordring, for deraf at slutte, hvad de videre kunde og skulde gjøre.
Den Tid jeg nu atter har været i Christiania har jeg mest tilbragt med at skrive til mange Venner, samt med at tegne og læse. Jeg har ogsaa skrever til flere Egne, hvor vi gjorde Begyndelse til Missionsforeninger, for at erfare hvorledes det gaar dermed.
Efter min Ankomst til Christiania erholdt jeg Stævning fra Farsund, til at indfinde mig der, den 26de October, til en extra Ret. Men da jeg, som forhen berettet, i Bergen og Farsund har været for Retten, og det allerede er bleven forklaret, at jeg med Præstens Tilladelse har holdt Missionsprædiken i Kirken, saa indser jeg ikke, at det er fornødent atter at reise derhen. Jeg har desaarsag tilskrevet Referenten i Farsund, og venter Svar om hvad jeg skal gjøre.
Da en af mine Søstre i min Fraværelse var bleven Forstanderinde for en Smaabørnsskole i Drammen, og en anden Søster ogsaa er hos hende, saa reiste jeg, ledsaget af min Fader, Broder og Søster til Drammen, for at besøge dem.
– 55 –
De benævnte tre blev kun Søndagen over i Drammen. Jeg tænker i nogen Tid at blive her hos mine to Søstre.
Smaabørnskolerne blive nu hos os meget hyppige. I Christiania ere fire oprettede, og i Stavanger og Bergen bliver med Alvor tænkt paa Indretninger af Smaabørnskoler. I Trondhjem traadte den første Smaabørnskole for Lyset.
Vor meget huldsalige Konge har blandt alle andre Velgjerninger, ogsaa gjort Vel med Hensyn til Børnene. Han skjenkede 1,000 norske Daler til Smaabørnskoler i Drammen. Indretningen her, og især i Christiania, er meget fuldstændigere end i vore Børneskoler i Barmen. I Christiania faar Børnene til Exempel Gymnastikundervisning.
Store Anstalter ere gjorte til at klyve, springe, svinge og slynge sig i. Store Rum ere leiede eller kjøbte dertil, som i Drammen, hvor hele Staden bidrager til Vedligeholdelsen af Smaabørnskolerne. Et Værelse er indrettet til Legeværelse (leke-/red.), et til Arbeidsværelse og et til Undervisningsværelse; dette sidste saaledes, at Børnene staa over hinanden, saa at de paa den bagerste Bænk sidde høiest.
Børnenes meste Arbeide bestaar deri, at de udpille alleslags Tøilapper, som siden blive indspundne sammen med Uld. Endvidere lære de at strikke og sy. I et Asyl i Christiania, (saa kalde vi Smaabørnskolerne hos os), er tilføiet en stor Skole for ældre Børn, hvor de største Drenge faa Undervisning i det Nødvendigste af Skomager- og Skrædderprofessionen.
Bestyrerinden, f. Ex. min Søster i Trammen, har fri Bolig, bestaaende af 2 Værelser, Kjøkken o. s. v., frit Brænde og Lys, 120 Spd. i aarlig Løn samt fri Pige. De fornemste Damer i Byen besøge efter Tour hver Dag Asylet, og tage Alt i Øiesyn, saaog den Spise, som Børnene faar om Middagen. De fattigere Børn kunne for 1 ß faa Suppe til Middag. Foruden Bestyrerinden og Pigen der er tildels endnu tre Lærere og Lærerinder. I Christiansand og Moss er der ogsaa Asyler oprettede.
Under mit Ophold i Drammen copierede jeg for en Ven den kjære Pastor Jespersens Portrait. Jespersen er nu indgangen i den evige Hvile og Herlighed. Han døde salig og trøstet, med stor Glæde og Troes Mod; men havde ikke den Glæde at kunne grundlægge en Missions- og Maadeholdsforening.
Saavidt min Beretning denne Gang.
Men elskede Fædre, gjøre I ikke Uret mod mig, at I ikke skrive mig til; Brødrene i Afrika og paa Borneo, de venter neppe et helt Aar paa Svar fra Selskabet, skjønt de ere endnu langt mere fjernet fra Eder end jeg; dog jeg har intet at fordre og vil derfor tie.
Om en Udsendelse i dette Aar hørte jeg noget af den kjære Broder Hahn; men jeg ved ikke hverken om nogen Udsendelse er skeet, eller hvem der er bleven udsendt. Det vilde ogsaa interessere mig at erfare, om Nollen er eller skal komme tilbage.
Eders hengivne Zögling H. C. Knudsen
– 56 –
Min kjære Fader lader Dem hjertelig hilse. I det Haab at en Tegning fra Norge vilde interessere Eder ogsaa i denne Dagbog, saa lader jeg hermed følge en Naturmærkværdighed (Qvasfossen) fra Egnen ved Lyngdal.
Drammen den 30te September 1840. H. C. Knudsen.