og smykkes med den gyldne krone,
du lovet blev i Sorgens Dal !
Hvad bliver Glædens Maal da fyldt,
naar du maa raabe : «uforskyldt !»
#
– 26 –
Men med denne sin hjertelige Længsel efter «at fare herfra og være med Kristo» forenede han ogsaa en troende Sjæls fulde Hengivelse i Herrens Vilje og stille Bien paa ham.
Ventetiden blev dog ikke saa lang. Efter i omkring et Aar (siden 1873) at have lidt af et Tilfælde (Isias) i Foden fik han Vaaren 1874 det egentlige Forbud paa, at han snart skulde faa Lov til at vandre hjem. Foraarsaget ved Overanstrengelse under Ledelsen af Sangen i en Kirke uden Orgel sprang en Aare i Halsen, og han spyttede Blod en Tid, uden at Doktoren fandt, at der var nogen egentlig Fare paa Færde. Han skriver herom blandt Andet i et Brev af 21/4 74 saaledes : «Ja, Jesus bør det at vokse, men vi forringes» (Han skal vokse, jeg skal avta/red.) Det er gavnligt for Adamsnaturen, at spæges, selv om det er, som gamle Brorson synger om «al Kur», at den «er sur for mennesk’lig Natur !» Ogsaa mig har vor Herre maattet tage i Privatklassen. Jeg fik for en 14 Dages Tid siden, paa Grund af Overanstrengelse, et let Anfald af Blodstyrtning, som tvang mig til Rolighed i Sengen (det var Skolebænken) i 4 fulde Dage. Nu maa jeg hverken synge, tale høit eller gaa fort paa omtrent 1 Maaned fra Dato. Men er ikke dette en mild Kur, kjære Ven ! i Sammenligning med, hvad andre kjære Guds Børn maa lide ? Ak, jo visselig ! Herren saa nok, at jeg var et svagt Barn, som ikke taalte haardere (eller rettere strengere) Medfart. Det er som i en større Familie, hvor der er mange Børn. Disse er ikke altid af lige stærk Konstitution, ikke alle af lige vég Natur. Det gaar derfor saa til, at Far og Mor ligeoverfor et svagt bygget men derhos meget ulydigt Barn ikke farer frem med haarde Hug og Slag, men skaaner det og farer lempelig med Straffens Udøvelse, hvorimod et stærkt Barn ofte faar haard Tugt for en forholdsvis liden Forseelse. Saa har jeg i dette Stykke opfattet Guds Naadeshusholdning og lovet være Herren, som lægger os daglig en Byrde paa, saa vi ikke blive altfor flygtige – – O, den søde Jesus ! som aldrig blir træt af at pleie sine Forløste, og som den «gode Hyrde» aldrig trættes ved det vildfarende Faar ! Gid jeg kun altid maatte findes i Ham, bevares af Ham og tilslut komme til Ham i det søde Himmerig. «I Dybet af mit Hjerte en Stad jeg høit attraar ! Jerusalem, mit søde Hjem, hvor al min Nød og Smerte sit Pas og Afsked faa». – O, at jeg faar Lov til at tro,
– 27 –
at jeg er en benaadet Synder ! Og Alt for Jesu Kristi Blods Skyld ! Er jeg skrøbelig, saa er Kristus mægtig, og hans Naade er og bliver evig nok».
Sommeren 1874 kviknede han betydelig, saa han kunde foretage et Par Reiser, nemlig til et Indremissionsmøde i Laurvig og en Snartur til Kristiania. Om Høsten begyndte han sin vanlige Livsgjerning, men ved at holde Skole i en gammel og yderst daarlig Skolestue paadrog han sig straks efter Jul 1875 en voldsom Rheumatisme, der senere gik over til Lungebetændelse, og han blev bunden til Sengen omtrent 15 Uger.
I denne Tid var han atter plaget af hyppige Anfægtelser, der vare langt sværere end alle tidligere. Følgende Sang af en Ven læste han ofte, idet han sagde, at den træffende skildrede hans aandelige Tilstand i slige Prøvens Stunder :
#
«Min Sjæl er i en øde Ørk;
en Nat saa kold og rædsom mørk
der over mig mon’ hænge.
Her angst og ene vild jeg gaar,
til Dag jeg ser og Hvile faar
o, Herre Gud, hvor længe ?
#
Min Sjæl er paa en stormfuld Sø;
hver Haabets Stjerne synes dø
for Tvil og sorte Sorgen.
Den gaar med Helved-Angst og Kval
foruden Trøst i Dødens Dal
og venter saart paa Morgen.
#
De vrede Bølger bryder brat
indover Sjælen Dag og Nat,
og Troens Grund bortrykkes.
Til Afgrund raaber Afgrund vred,
til Helvede jeg synker ned,
skal Satans List faa lykkes.
#
Jeg sunket er i Dybets Dynd,
mig Svælget sluger, og min Synd
fra Gud mig monne skille.
Til Sjælen Vandet løbet er,
jeg kringsat er af Mørkets Hær,
o Gud, du Stormen stille !
#
– 28 –
#
Min Gud, min Gud har mig forladt,
og Jesus Krist, mit Hjertes Skat,
forsvandt for Troens Øie.
Naar skal jeg atter se dig blid
og prise dig min Levetid
og hist i Himlens Høie ?
#
O Herre Gud ! o Herre Gud !
naar kommer du og fri’r mig ud ?
Hvor langt mon’ Natten lide ?
O bliv ei træt ! o gaa ei bort !
opgiv ei det, du selv har gjort,
men kom med Hjælp itide !
#
O Jesu kom ! o Jesu kom
med Lys ifra din Helligdom,
med Tro og Trøst og Glæde !
Lad Haabets Morgen atter gry,
lad Synd og Sorg og Tvilens Sky
bortfly for Naadens Glæde !
#
Lad Sjælen finde Ankergrund
i Storm og Strid, i Tvilens Stund,
udi dit Ord det søde !
Min Sjæl vær stille i din Gud !
snart stilnes Stormen paa hans Bud,
og Sol i Glands mon’ gløde.
#
Du skal ei altid ene gaa;
den kjære Gud vil Følge slaa
og dig med Naade favne,
Han Mørke gjør til klaren Dag,
han fører herlig frem din Sag,
og du hos ham skal havne».
Det lysnede dog efterhaanden saavidt op for ham, at han igjen kunde tro og fortrøste sig til Gud og hans Forjættelser, uagtet Aandens Himmel fremdeles var mørk og skyfuld, hvilket man kan se af et lidt senere Brev, dateret 2den Juli 1875 : «Med mit Liv i Gud er det hver Dag, ja hver Stund, daarligt bevendt. Men, lad mig ikke opholde mig længe paa disse mørke Steder, hvor Sorger ned som Skyer staar». Du har tidt og ofte nok selv vandret der, og Stedet er Dig derfor kjendt baade fra Fortid og Nutid. Da er det lifligere i Aanden at gaa paa Sions Toppe og lade sig bestraale af Livsens Sol, – det gjør En saa godt ! O, dette Livsens Solbad – det er dog velgjørende for den matte Sjæl ! Og ud af Frelserens Legeme randt det Guddomsblod, hvori vi ville bade vort Hjerte; thi der staar skrevet : «Jesu Kristi, Guds Søns Blod renser os fra al Synd !» Det er noget for Syndere, min Ven ! – noget for
– 29 –
Dig og mig ! Halleluja ! Herren give os dog opladte Øine for Golgatasynet, saa vi aldrig maatte lade det gaa os af Hug og Sind. O den velsignede Frelser, som aldrig blir træt af sine yngre og skrøbelige Brødre og Søstre, – Hans Navn være lovet af os saavel her i Taarernes Dal som hisset i den evige Glæde ! Men naar ad Aft’nen det lider, og Dagen dunkles mer og mer, naar haardt med Døden vi strider, og Øiet – brustent – Intet sér, – da træder Guds Søn saa venlig frem og hvisker lifligt : Velkommen hjem ! Da hæver sig Aanden mod Himlen op – da sprætter i Eden nok en Knop, da bor vi blandt Venner – Halleluja ! Hvo vil ei ønske at gaa herfra ? Ja, min Ven ! det er lysteligt, at lade Tankerne vandre disse lyse, herlige Stier, som ende sig i Jerusalem ! «Eia – var vi der !»
Ud over Vaaren og Sommeren (1875/red.) blev han bedre, saa han ikke alene kunde forlade Sengen, men ogsaa færdes oppe, arbeide lidt og gaa en liden Tur nu og da ude i Guds frie Natur. Tæring havde dog allerede angrebet hans Lunger; at dette var Tilfælde stod ikke til alle Tider klart for ham selv; thi han talte om at opholde sig nogle Uger paa en af de gudbrandsdalske Sætre for om muligt at gjenvinde Sundheden i den friske Fjeldluft. Han troede dog, at han i ethvert Tilfælde maatte ophøre for stedse med at være Kirkesanger, og foreløbig blev der i hans Sted ansat en Konstitueret, senere en Vikar. Hvis Gud fandt det tjenligt at gjengive ham Sundheden; talte han om at oprette en Privatskole og udgive et kristeligt Blad, der skulde indeholde Levnetsbeskrivelser af flere af Kirkens mest fremragende Mænd til alle Tider, samt opbyggelige Betragtninger og udvalgte Stykker af gode, mindre bekjendte Forfatteres Skrifter, saaledes var hans Tanke blandt Andre fortrinsvis fæstet ved J. A. Bengel.
Han havde allerede sikret sig Mænd til at oversætte fra gode engelske og tydske Blade, Tidsskrifter og Bøger, og Manuskriptet til Prøvenummeret, der skulde ledsage Subskriptionsindbydelsen, var allerede færdigskrevet og bestemt til at indleveres til Bogtrykkeren i Midten af September 1875.
Da blev han pludselig værre, og nævnte Foretagende blev stillet i bero. Baade han og flere Venner anede dog langtfra ikke, at Enden var saa nær, men haabede, at det var et forbifarende Ildebefindende, som havde indfundet sig.
Han blev dog stedse værre, indtil hans Tilstand fra
– 30 –
Begyndelsen af Oktober og udover blev saa yderst daarlig, at man hvert Øieblik ventede hans Død. Sygdommen var dog, efter hans eget Sigende, temmelig smertefri. Det stod nu klart for ham, at Døden nærmede sig med raske Skridt, og det Haab og Trøst, hvormed han gik den imøde, har han udtalt saaledes i en af sine sidste Sange :
#
Hvor sødt at hvile ud ved Jesu Bryst,
naar svøbt i Gravens Skygger træt jeg segner :
hvor sødt at bo paa Kanaans stille Kyst,
hvor Herrens Kjærlighed min Sjæl omhegner !
#
Hvor sødt at skue Livsens lyse Sol
bestraale Himlens fagre Blomstervange;
hvor sødt at knæle ned ved Lammets Stol
og synge Evighedens Jubelsange !
#
Hvor sødt at være helt fra Synden fri,
hvor sødt at Dødens Pil ei mere skader;
hvor sødt at Jordens skarpe Tornesti
er byttet om med Salems gyldne Gader !
#
Hvor sødt naar Venner mødes i Guds Stad,
naar Broder hilser glad sin Broder kjære,
naar Søster hilser Søster hjerteglad
og alle jubler : her er godt at være !
#
Hvor sødt i Lyset af Guds Herlighed at se
sig frelst – tænk frelst af idel Naade !
O, søde Tanke ! du mit Hvilested,
naar Sjælen træt ser bort fra Livets Gaade.
#
Omtrent 8 Dage før sin Død ytrede han til sin dybt sørgende Hustru og en Søster, der var nærværende og pleiede ham : «Det skal blive herligt saa snart at faa komme hjem til Jesus og sidde tilbords med Abraham, Isak og Jakob i Guds Rige og drikke af Livsens Flod, som rinder gjennem Guds Stad !»
Forresten var han saa afkræftet, at han ikke aarkede at tale stort. Flere Venner besøgte ham, sagde ham det sidste Farvel og opmuntrede og styrkede ham med Guds Ord.
En mangeaarig Ven, som havde staaet ham meget nær, kom til ham den 17de Oktober og var hos ham til den 18de om Aftenen. De taltes ved en Stund hver Dag, bade isammen blandt andet Davids 23 Salme, og den Syge havde endda Kraft nok til at følge med under dyb Andagt. Samtalen dreiede sig især om det salige, evige Liv oppe i Faderhuset med de mange Værelser og om Døden som en Indgang
– 31 –
til dette Liv. Man mærkede klart, at den Syge fik Naade til, i Haab om Herlighed hos Gud, at glæde sig som Bruden, der venter paa sin Brudgom. Han vidste, paa hvem han troede og var paa Guds Ords Grund vis paa, hvem der var med i Dødens Skyggedal, derfor var han ogsaa trøstig og glad.
Ved Afskeden takkede han Vennen for Samværsdagene i Sorg som i Glæde og ønskede : «Gud velsigne dig !» Derpaa bad han ham at hilse Venner og bede flittigt for ham. Da Vennen gik over Gulvet og var ved Døren, opløftede den Døende endnu engang Øinene, nikkede et Par Gange venligt, som til Farvel, og den Bortreisende mærkede da det samme elskelige Udtryk i hans Ansigt af salig indre Fred og Glæde, som pleiede at afspeile sig deri, naar han i sunde og friske Dage sad i en Vennekreds og fordybede sig i Guds Ord og det var noget som blev læst eller sagt, som gjorde hans Hjerte rigtig godt.
Den næste Dag, 19de Oktober 1875, var hans sidste.
Efter at have talt lidt med sin Hustru ytrede han : «Aa nei, hvor forunderlig rart her bliver da !» Han mærkede straks, at det var Døden, foldede hurtig sine Hænder over Brystet og hensov Kl. 6 om Morgenen den nævnte Dag stille og rolig, som et Barn ved Moderens Bryst, uden ringeste Dødskamp med Bønnen : «Herre Jesus !» paa Læberne.
Thorsdagen den 28de Oktober var hans Begravelsesdag, i hvilken Anledning følgende Sang blev skreven :
#
Fryd og Fred
fuld du nu har fundet;
du saa saart har stundet
til Hvilens Sted.
Synd og Sorg og Smerte
evig svandt ved Jesu Hjerte.
O Fryd og Fred !
#
Salig Dag
da du hjemme havned’
og din Frelser favned’,
der vandt din Sag.
Salig Sabatshvile
nu du har, trods Satans Pile.
O, salig Dag !
#
Livsens Krans
evig glad du bærer
og din Frelser ærer
i Lysets Glans.
Tænk dog, hvilken Glæde,
frem for Herren freidig træde
med Livsens Krans !
#
– 32 –
#
Lammets Sang
har du alt paa Tunge.
Tænk, hvor sød at sjunge
til Harpers Klang !
I de Frelstes Skare
saligt er det Gud at svare
med Lammets Sang.
#
Sæl (salig/red.) du sér
Lammet uden Lige
i Guds Himmerige,
og Hjertet lér.
Det, som Ingen lærte,
det, som ei opkom i Nogens Hjerte,
du salig ser.
#
Nu er løst
hver en Livets Gaade;
Lyset skal nu raade
til alles Lvst.
Over Herrens Veie
Klarhed fuld du nu mon’ eie.
O, søde Trøst !
#
Salighed
du i Strømme nyder;
evig nu dig fryder
Guds Kjærlighed.
Se og salig grunde,
endda aldrig i den bundne,
o, Salighed !
#
Lad kun da
Savnets Taare rinde !
Snart vil Tiden svinde
vi gaar herfra.
Sorgens Saar det læger,
Honning udi Smertens Bæger,
at samles da.
#
Sorgfuld Sjæl !
Tør kun af din Taare;
heller glæd dig saare,
Thi alt er vel.
Herren nu ham gjemmer,
I hans Favn han alt forglemmer.
O, mærk det Sjæl !
#
Pastor Synnes holdt Ligtalen, og han blev fulgt til sit sidste Hvilested af en talrig Skare dybt sørgende Unge og Gamle.
– 33 –
Efter sit udtrykkelige Ønske ligger han begraven ved Siden af sin forudgangne elskelige lille førstefødte Datter. I Nærheden hviler hans Fader, Moder og flere af hans Sødskende.
Paa hans Grav staar en vakker Mindesten, hvorpaa findes indgravet : «Salige ere de døde, som dø i Herren». Aab. 14, 13.
Han var høi af Vækst, noget spædt og af et imponerende Ydre med ualmindelig skjønne og fine Ansigtstræk og livlige, mørkeblaa Øine, fulde af Følelse, Drøm og Fantasi. Hans Aasyn bar tydelig Præg, saavel af viljestærkt Alvor, ubøielig Fasthed og Bestemthed, som Trofasthed, Barnlighed og Godslighed.
Det koleriske Temperament var mest fremtrædende hos ham, og Pastor B. M. Bye ytrede engang, at Utbø besad en Vilje, «der var som af Jern og Staal».
Han var ikke snar til at skjænke en sin fulde Fortrolighed, men mod dem, som han i lang Tid havde prøvet nøie og og befundet tro, var han ogsaa aaben, ligefrem og fortrolig som Faa. Det fulde Billede af hans Karakter lader sig kortest og bedst gjengive med hine Frelserens Ord om Nathanael : «Se, dette er sandelig en Israelit, i hvilken der ikke er Svig».
Utbø blev gift den 7de November 1872 med Egelev Gadeholt fra Hviteseid. Deres naæsten treaarige Ægteskab velsignedes med to Pigebørn, hvoraf det Ældste døde allerede nogle Maaneder efter Fødselen, medens det Yngste lever igjen med den dybt sørgende, men paa et saligt Gjensyn ventende Moder.
Det opfyldes nu, hvad den kjære Afdøde besynger i følgende Vers :
#
Og medens Lunden i Blomstringen staar,
kjærlig sin Blomst den paa Gravmuldet saar.
Se, den vil dække hvert Minde
om Nød
og Stød
som min Livskraft brød,
ja den vil kjærlig forskjønne min Død
for dem, hvis Taarer mon rinde.
#
Aft’nen for Søndag jeg ser dig, min Ven,
til Dødningehaven du stile gaar hen,
Roser at sætte paa Graven.
Sorg, Nød,
Storm, Stød
som min Livskraft brød, –
Alt bør du glemme, min Elsker saa sød
Jeg har det glemt i Gudshaven.
