– «..Kristelige Digte og Sange af Hans Utbø. Udgivet efter hans Død og ledsaget med hans Portræt og et Omrids af hans Liv og Virksomhed» – se oversikten her;
– les fra biografiens sider 17 – 25 :
Silgjord har været næsten ganske uberørt af det Aandens Pintseveir, som har faret over flere Egne af vort Fædreland og efterladt sig saa usigelig megen Velsignelse.
Ved vort Aarhundredes Begyndelse kom det udvalgte Guds Redskab, Hans Nielsen Hauge, paa sine Reiser i Thelemarken ogsaa til Silgjord, hvor han dog, saavidt vides, kun opholdt sig et Par Dage. Dette korte Besøg blev dog ikke uden Frugt; thi der blev nogle faa Sjæle vakte til Liv i Gud.
Disse boede paa Lien i Svartdal og Minnesjord i Flatdals Anneks til Silgjord, og ved sit stille, elskelige Kristenliv og enfoldige og hjertelige Vidnesbyrd om Jesus Kristus, som havde kaldet dem fra Mørket til sit underfulde Lys, blev de en Velsignelse for sin Kreds, uagtet de aldrig holdt Opbyggelser, men kun vidnede for dem, som de under sin daglige Livsgjerning kom i Berørelse med.
Hauges elskelige Ven, John Haugvaldstad, der har virket til saa megen Velsignelse baade i Hedningemissionens Tjeneste og som Lægprædikant, kom paa Gjennemreisen til Østlandet et Par Gange ogsaa til Silgjord, hvorved atter nogle Faa bleve vakte og de Ældre styrkede i Troen.
I Utbø’s Tid var der en liden Rest igjen af denne ældre Vækkelse i Annekserne Aamodtsdal og Flatdal. Især kom han i Berørelse med en gammel over 40aarig Kristen, og to ligesaa gamle kristelige Kvinder, der samtlige skinnede som et Lys ved en ægte kristelig Vandel.
Den ene af disse Kvinder, Anne Mæland i Flatdal, døde næst før Jul 1872, efter at have tjent sin Herre og Frelser i omkring 40 Aar. Hun var en ægte Haugianer i Ordets ædleste Betydning og kunde fortælle om nysnævnte Lægmænds Besøg i Bygden. Hendes Ungdom var kummerfuld og hendes senere Liv rigt paa tunge Prøver, Kors og Anfægtelse af det sværeste Slags. Ofte var disse saa overvældende, at hun i flere Nætter i Rad ikke fik sove, men tilbragte disse under Graad, Bøn og Guds Ords Betragtning. Efter en lang og stormfuld Stridens Dag fulgte en stille Fredens Aften, og hun syntes allerede hernede at nyde en Forsmag paa den evige Sabatshvile hjemme hos Gud, da hun i de
– 18 –
to – tre sidste Aar af sit Liv var ganske fri for Anfægtelser, og en dyb stille Fred og Ro, grundet i Guds Ord, vundet under Korset og lutret i Trængselens Ildovn, var traadt istedetfor Livets Storme. Hun besad sin fulde Sands og Samling indtil sit sidste Øieblik og ytrede næst før sin Død, at hun saa en fager Krans, gjort af en eneste uforlignelig deilig mørkerød Blomst, at svæve over Sengen.
Hun udbrød til de Omstaaende : «Den er saa deilig, at jeg ikke kan sige det». Hun hensov med de Ord : «Nu gaar jeg til Jesus, det skal blive Moro (Moro er her ensbetydende med Glæde) det !»
– Foruden disse Ældre fandtes der ogsaa nogle faa yngre Kristne, men ellers var Silgjords Menighed paa den Tid nedsunket i Madstræv og idethele ligegyldig for kristelige Ting, hvilket man kunde se deraf, at selv en saa begavet og nidkjær Præst, som B. M. Bye, prædikede, naar de store Høitidsdage og de sædvanlige tre fire store Altergangsgudstjenester Høst og Vaar undtages, næsten altid for tomme Vægge.
Denne sørgelige aandelige Ligegyldighed gik den varmhjertede Utbø nær til Hjerte, og han begyndte at grunde paa, hvorledes det skulde lykkes at faa vakt mere aandelig Interesse, saa Folket fik Trang til at høre Guds Ord baade i Kirken og paa Opbyggelser, hvoraf der forøvrigt næsten ingen fandtes.
Efter megen Overveielse, Selvprøvelse, Bøn og Anfægtelse begyndte han Høsten 1869 at gjøre regelmæssige Husbesøg, der foretoges i temmelig vid Omkreds, især hos Syge, Fattige og Bygdens Udskud.
Ved den øvre Ende af Silgjordsvandet ligger flere usle og smaa Hytter, hvor de mest ynkværdige i Bygden baade i timelig og aandelig Henseende har sin Bopæl. Det var især disse, som var Gjenstand for hans søgende og hjælpende Kjærlighed. Disse elendige Stakler kom næsten aldrig hverken i Kirke eller paa Opbyggelser, og Utbø bragte derfor med utrættelig Iver Guds Ord til dem i Husene, og for at de kunde blive mere modtagelige for aandelig Paavirkning, samlede han dem i sit eget Hjem, hvor de baade fik høre Guds Ord og bleve beværtede med Mad og Drikke.
Disse velsignelsesrige Husbesøg fortsatte han hele sit Liv; men ved Siden heraf begyndte han ogsaa at holde Postillæsninger paa forskjellige Steder af Bygden om Søndagseftermiddagene, især naar der var Gudstjeneste ved Anneksene. Det gik meget enfoldigt til ved disse Opbyggelsesstunder, idet man begyndte med en Salme og en kort og hjertelig Bøn. Derpaa ble en Prædiken af Luther, Arndt,
– 19 –
Hofaker, eller andre af den lutherske Kirkes bedste Mænd, oplæst, hvorefter Sammenkomsten sluttede med nogle hjertelige og gribende Formaningsord samt Bøn og Salmesang, og man har Erfaring for, at disse beskedne Møder blev til stor Velsignelse.
Paa gjentagende Opfordring og efter megen Tvil og Selvprøvelse lod han sig endelig bevæge til, nogle Aar senere afvekslende med Postillæsningerne, at holde Opbyggelser, idet han enten talte over et Afsnit af Guds e eller et Stykke af vor Børnelærdom.
Det var ham en Livs- og Hjertesag, at Sandheden ene maatte vinde fuld Seier i og ved ham, og han vendte derfor altid først Ordets tveeggede Sværd mod sit eget Hjerte, før han vendte det mod andres.
Hans Kristendomsforkyndelse var i enhver Henseende ægte luthersk, og han lagde især an paa at lede Sjælene ind i Guds usvigelige Ord, der alene giver sikker, sand og varig Hvile. Han prædikede med Kraft og Alvor Omvendelse og Syndsforladelse i Jesu Navn og fremstillede Saliggjørelsens Orden levende og klart efter Bibelen og vor Kirkes Bekjendelsesskrifter, uden at sætte noget i Skyggen. Desuden forsømte han aldrig nogen Leilighed til, overensstemmende med vor lutherske Børnelærdom, klart og indtrængende at gjøre opmærksom paa Sakramenternes Betydning, saavel i sin Almindelighed, som for den Kristnes Løb og Kamp.
Hans Opbyggelsestaler vare særdeles tankeklare og praktiske, samt i høi Grad baade vækkende og belærende, tugtende og trøstende og gjennemtrængte af en Aandens Glød og en Veltalenhed, der uvilkaarlig rev en med sig, og han var den mest begavede Lægmand, jeg har hørt. Det bør heller ikke glemmes, at han stadig opmuntrede til en flittig Kirkegang og ved al sin Virksomhed lagde an paa at bevæge Menigheden til ret flittigt at samles om Ordet og Sakramenterne i Herrens Hus.
Utbø talte til Opbyggelse, ved Siden af Skolens Gjerning og alt andet Arbeide, ikke sjelden to og tre Gange i Ugen. Jevnlig gjorde han Reiser til Afkrogene i Præstegjældet for at tale Guds Ord og besøgte ogsaa enkelte Gange Nabopræstegjeldene. Som man kunde vente det i en verdslig Bygd, mødte han megen Modstand, og det var Faa, som fuldt ud forstod hans Hensigter. Desto kjærere var det for ham, at daværende pers. Kap. B. M. Bye ydede ham megen Opmuntring og Veiledning. Verdens Forfølgelse, Spot og Haan vendte dog Herren til Velsignelse, idet han derved blev dreven til end alvorligere Selvprøvelse, Bøn og Guds Ords Betragtning, samt til med endnu større Nidkjærhed og Iver at arbeide for den indre Missions store Sag.
– 20 –
Hans Ungdom og hans Boanerges-Natur gjorde, at han enkelte Gange, især i Begyndelsen af sin Virksomhed gik frem lidt uviseligt og noget for stormende, samt valgte Midler og Veie, som andre ikke ganske kunde billige.
Det, som imidlertid overstraalede alt og gjorde, at man ganske maatte glemme og se bort ifra dette, var hans uegennyttige Opofrelse og brændende Kjærlighed, der aldrig blev træt af at gaa med den gode Hyrde og «lokke paa de kjære Lam, som løber om i Blinde», samt hans store Oprigtighed og Sandhedskjærlighed, saa han villig, i troende Lydighed bøiede sig under Guds Ord, erkjendte aabent sine Feil og modtog med kristelig Ydmyghed, Tugt og Veiledning af sine Brødre.
Han kjendte ikke til det at spare sig selv, naar det gjaldt sin Næstes timelige og evige Velfærd, og en saa ufortrøden Arbeider i alle Retninger skulde man vanskelig finde. Nidkjærhed for Herrens Sag fortærede ham, men han saa ikke derpaa; thi han vidste, at det gjælder at arbeide, medens det er Dag, før Natten kommer, da ingen kan arbeide. Det indsees derfor let, at han, som desuden aldrig havde haft nogen stærk Helbred, snart kom til at opslide sine Kræfter, hvilket ogsaa blev Tilfælde; thi han var i sine sidste Leveaar ofte svagelig.
For de Fattige og Nødlidende var han en trofast Hjælper, og der gik neppe nogen tomhændet bort fra hans Hus. Det var ikke saa sjelden, at hans store Godgjørenhed blev misbrugt af Uværdige, men det afskrækkede ham ikke det allermindste. Naar han bagefter opdagede saadant, ytrede han i Almindelighed : «Det bliver Vedkommendes egen Sag, som han har at aflægge Regnskab hos Gud for».
Jeg er gjennem andre kommet til Kundskab om, at han aarlig gav bort saa meget, at det i Sandhed maa kaldes betydeligt i Henhold til hans Stilling og Formue, men desuagtet ytrede han altid saa ægte ydmygt og beskedent, naar Samtalen i en fortrolig Vennekreds dreiede sig om Gavmildhed, at han med Skam maatte bekjende, at han gjorde saa lidet for de Fattige og stod saa langt tilbage for andre. Han søgte altid, saa omhyggeligt som muligt, at skjule de Velgjerninger, han udøvede og gav bogstavelig saa «den venstre Haand ikke vidste, hvad den Høire gjorde».
Eiendommelig for ham var ogsaa den elskværdige Idmyghed og Beskedenhed, hvoraf hans var Virksomhed var gjennemtrængt, og naar han var tilstede ved større kristelige Møder, holdt han sig næsten altid tilbage og tiede stille under Ordskiftningen, uagtet der ikke manglede paa Opfordring til at ytre sig.
Han afslog denne stedse med de Ord, «at der var saa mange ældre og dygtigere Folk, som
– 21 –
burde tale», og derfor vilde han ikke opholde Tiden. Jeg kjender kun et Par Tilfælder, at Utbø paa den mest indtrængende Opfordring udtalte sig og det ganske kort om den Sag, som blev diskuteret.
Opbyggelser holdt han heller ikke uden paa Opfordring.
Utbø’s aandelige Liv, som jeg nu vil forsøge at give et lidet Billede af, var rigt paa «Storm og Stille». Hans Vækkelse, Omvendelse og Frigjørelse i Kristo er tidligere skildret, hvorefter fulgte «den første Kjærligheds Tid», da Sjælen aandelig talt hviler som et lidet Barn ved Jesu Bryst og frydes ved hans usigelige Kjærlighed. Da optændes Gjenkjærlighed til Gud og Næsten, og man brænder af Længsel efter fuldt og helt at ofre sig til Herren og arbeide og leve for og i ham, der har «forløst os, for at vi skulde være hans egen, som en synderlig Ting, stedse tjene ham».
Saaledes ogsaa med Utbø. Han skriver herom i et Brev saaledes : «Naar jeg blot, som jeg altid beder, maatte arbeide Haand i Haand med Gud, uden hvem jeg Intet kan gjøre. O, at han maatte faa Æren, hvis vi udretter et Lidet Godt ! O, at ikke Egenkjærligheden maatte faa Rum i vore Hjerter; men derimod Gudskjærligheden og den deraf flydende Næstekjærlighed ! Ja Kjærligheden er virkelig et paradisisk frugtbart Træ, som Gud af Naade nedflytter i en troende Jordeboers Hjerte.
«Kjærlighed skal binde sammen
skildte Venner her paa Jord.
Kjærlighed skal være Rammen
om ethvert af Brødres Ord.
Kjærlighed den have maa,
som sin Broder skal forstaa.
Kjærligheden er Billetten
naar vi be’r om Himmelretten».
Og paa et andet Sted :
Ja under Korsets Træ jeg stod
den Gang, jeg sang med freidigt Mod :
«Min Frelser er min Ven !»
Der knyttedes det brudte Baand
alt ved den gode Helligaand
med Jesum Krist igjen.
#
Fra Korsets Træ der mægtig gaar
en Kraft, som Manges Hjerter naar
og drager dem til Gud
ja – bliver og den stærke Haand,
som knytter saadant Broderbaand,
der holder trofast ud.
#
– 22 –
#
O, dyrebare Mindested,
hvor Kjærlighedens Lyn slog ned !
O gyldne Korsets Træ !
Indunder dig vi slumre ind
i Jesu Navn med Smil paa Kind
og finde Ly og Læ !
#
I et Brev, kort Tid derefter, skildrer han sin aandelige Tilstand paa følgende Maade :
«Jeg har baade lyse og mørke Stunder ! Føler saavel Ufred, som Fred – Sorg som Glæde ! Føler, at jeg er Intet – Intet – Intet ! – – Føler dog ogsaa Guds ubegribelige Kjærlighed, Troskab og Forbarmelse ! – Men fortvile tør og vil jeg ikke. Kristi dyre Blodsdraaber, saavel i Getsemane som paa Golgata-Korset, forbyder mig det. Ja, forunderligt er Guds Raad, forunderlige hans Veie ! Lys og Mørke – Sødt og Surt ! Min Sjæl befinder sig stundom i en forfærdelig Taage, hvoraf den ikke formaar at se ud ! Men saa lysner Himlens Grund, og du ved (vet/red.), hvilken sød Stemning man kommer i, naar efter en taagetung og vaad Uge, Solen splitter de grædende Skyer og lyser op det duggede Landskab ! Netop saaledes har det været med mig i aandelig Henseende. Naadesolen har nys splittet de aandelige Uveirsskyer, og spreder Lys og vækker Liv og Haab i mit opskræmte Hjerte ! Jeg er desværre saa inderlig tilbøielig til Mismod og Vantro; ak mit Hjerte, mit Hjerte !»
– Han lærte dog efterhaanden mere og mere at forstaa, at Herren, ved Kors og Trængsler, Lys og Mørke, Sødt og Surt, vilde lutre hans Tro, saa den blev ydmyg og dog tillidsfuld og stærk som en Klippe, og rense hans Kjærlighed fra alt Urent, saa den kunde brænde med en ret flar og ren himmelsk Flamme. I Anledning en Sygdom, som Herren i sin uransagelige Visdom prøvede ham med, skriver han :
«Man maa jo ogsaa finde sig i det, som svier og ikke blot det pure Søde. Vi lærer jo aldrig for vel vor Lekse i Korsets Bog; thi vi ere lige Smaabørnene foran Billedbibelen – vi vil ogsaa helst lade de sorte Typer staa ulæste, hvorimod de lyse og venlige Billeder gjør os næsten baade blinde og døve».
Til en anfægtet Broder skrev han lidt senere følgende : «Saadanne Ildprøver ere aldeles nødvendige til Troesguldets Lutrelse ! Da jeg læste om din Angst, kom jeg til at tænke paa vor fælles kjære Frelsers Dødsangst. O, hvor var vel den ikke skrækkelig ! Lovet være Gud, «at vi har en trofast Ypperstepræst, som har i med vore Svagheder», og efterdi han selv led og blev fristet, kan han komme dem tilhjælp, som fristes ! O, sødeste Herre Jesu, hvor du er trofast,
– 23 –
og hvor du er barmhjertig ! Du aflader ikke at tænke Fredstanker over os, du har en «dyb og lang og bred og himmelhøi Barmhjertighed !» – – – I den senere Tid har det ogsaa behaget den kjære Herre Gud at føre mig i det Dybe – i Anfægtelser med Tvil ! Ak, hvor underligt blir ikke «Raabet fra det Dybe», hvorom David taler ! Jeg ser nu bedre end før, at jeg er Intet, aldeles Intet, men det værste er, at Herren ikke tilfulde kan blive mit «Et og Alt». Dog jeg haaber og bier paa, at Herren snart skal føre mig til klarere Erkjendelse af Alt».
Den i nys anførte Brev omtalte Anfægtelse var formodentlig en Følge af, at han paa denne Tid havde begyndt at faa et altfor frit Syn paa Livet. Han næsten sværmede for vor Skjønliteratur og strakte den kristelige Frihed i enkelte Stykker saa vidt, at han havde Skade deraf. Den trofaste Helligaand var straks rede «med sin hemmelige Tugt og Advarsel», og han maatte gjennemgaa mange voldsomme Kampe og flere svære Anfægtninger, før Herren fik bragt ham til en klarere Erkjendelse af sin Vilje i dette Stykke.
Sit Haab midt i Tvilen og Trængselen har han saa vakkert udtalt i følgende Vers :
#
Om Sjælen ingen Redning ved (vet/red.)
i Tvilens mørke Stunde,
saa vil ei Jesu Kjærlighed
mig lade gaa tilgrunde !
#
Han skal i sin den gode Stund
mig kjærlig Hjælpen sende
og lysne op min Hjertegrund,
at jeg hans Vei maa kjende !
#
Min Redningsgrund er Kristi Blod,
som han for mig lod rinde !
Den Sandhed skjænker Kraft og Mod
og Lys i Sjæl og Sinde !
#
Dette Haab blev heller ikke beskjemmet. Men efterat han ved Guds Naade seierrig var gaaen ud af disse Kampe, truede en ny og ligesaa stor Fare ham, idet han blev ængstelig og nøieregnende med ligegyldige Smaating i den Grad, at han var stærkt udsat for at falde tilbage i Lovtrældom.
Ved flittig Læsning i Guds Ord og Rosenius’s Skrifter blev dog denne Fare overvunden, saa han atter kunde synge :
Stille, – stille, – lad mig hvile
hos min Jesus nu i Fred !
Intet da skal Hjertet ængste :
Han er min Retfærdighed !
Alle Lovens Krav forstummer :
Han har nu fuldkommet Alt !
Stille, stille, lad mig hvile :
Han har al min Skyld betalt !
#
– 24 –
#
O, min Jesus, lad mig hvile
som Johannes ved dit Bryst
Kjære, lad mit trætte Hjerte
finde der sin bedste Trøst !
Lad saa Synd og Satan true,
Intet mig forstyrre kan;
thi jeg har til alle Tider
lige trofast Frelsermand !
#
Han havde nu atter faaet et klart Syn paa Forsoningen og Frigjørelsen i Kristo; kanske blev han vel ensidig evangelisk, hvorfor Herren maatte føre ham ind i nye Anfægtninger og Ildprøver. Disse drev ham til endnu flittigere end før at grandske i Bibelen og vore gode gamle Opbyggelsesskrifter, under uafladelig Bøn til Gud, hvorved han efterhaanden blev skjænket en Sandhedserkjendelse, der i Alsidighed, Modenhed, Fasthed og Klarhed vanskelig havde sin Lige blandt vore kristelige Lægfolk.
– – Af et af hans Breve fra denne Tid anføres følgende :
«Vi kan ikke med vore syndgjennemtrængte Sandser fatte Herrens Veie og Førelser med os, men det vide (vet/red.) vi, ifølge den «Salvelse», som vi have af den Helligaand, at Naaden har mange Biformer, idet den aabenbarer sig snart i Naadegavers Meddelelse, snart i Naadegavers Fratagelse, stundom i Legems Styrke og stundom i Ve og Værk. Atter finder Herren det tjenligt for os at stryge os kjærligt paa Kind, men til andre Tider er Faderriset af uskatterligt Værd. Alt sker af Naade, i Naade og til Naade, hvorfor vi i alle Livets vekslende Forholde burde berømme den underfulde Herre, som aldrig blir træt i sit Vingaardsarbeide».
Utbø udvikledes hurtig og modnedes tidlig for Evighedens Høst. Stadig Trængsel, Kors og Anfægtelse bidrog vistnok meget hertil. Stærkt fremtrædende i hans sidste Aar var den barnlige Enfoldighed, dybe Ydmyghed og klippefaste Tro og Tillid til Gud og hans Forjettelser (løfter/red.), som han var i Besiddelse af. Det samme gjaldt hans rene, varme og dybe Kjærlighed, levende Haab og stærke Himmellængsel. Paa hans barnlige Heltebøn kunde anføres flere Eksempler. Jeg har selv været Vidne til, at Herren øiebliftelig bønhørte ham og det paa en saadan Maade, at det blev utvilsomt klart for alle, fom var nærværende.
– 25 –
Hans Søster, der var en alvorlig Kristen, blev pludselig dødssyg, og da vi kom til hende, stod hendes Kjære om Sengen og troede hvert Øieblik, at hun kom til at drage sit sidste Suk. Smerterne vare forfærdelige, og Døden syntes at være malet i hvert Ansigtstræk. Utbø holdt nu ved hendes Leie en Bøn saa ydmyg, brændende, troende og tillidsfuld, at jeg vel neppe faar høre Magen.
Efterhvert, som han bad, svandt Smerterne, og da Bønnen var endt, laa den Syge rolig, stille og smertefri og gik den næste Dag oppe og var aldeles frisk. Gjennem andre paalidelige Folk, der som Øienvidner vare tilstede, kjender jeg to Eksempler til paa saadan underfuld Bønhørelse.
– les 4. og siste del : «Sidste Levedage og salige Død» her :