– «..Kristelige Digte og Sange af Hans Utbø. Udgivet efter hans Død og ledsaget med hans Portræt og et Omrids af hans Liv og Virksomhed» – se oversikten her;
– dette avsnitt fra bokens sider 3 – 9 :
Oppe i det fagre Silgjord, i Ly af det høie Skorvefjeld, ligger en Gaard omgiven af yndige Birkelunde. Den hedder Utbø. Her blev Forfatteren af disse Digte og Sange født den 14de Oktober 1849.
Faderen, Knut Thovsen, var Kirkesanger og Lærer der oppe og arbeidede i Skolens Tjeneste næsten 50 Aar, almindelig elsket og afholdt baade som en dygtig Skole- og K0mmunemand. I sidste Egenskab var han i en Række af Aar Ordfører og Forligelseskommissær og udførte ogsaa som saadan sit Hverv til almindelig Tilfredshed Han var en begavet Mand, der fulgte godt med sin Tid og besad ikke faa Kundskaber i flere Retninger, uagtet han aldrig havde haft anden Uddannelse end den, han fik under et 2 – 3 Ugers Ophold ved den nyoprettede Lærerskole i Hviteseid (det var i 1819/red.).
Den Gamles Aands- og Arbeidskraft var usvækket indtil han, 3die Pintsedag 1870, blev rammet af et Slagtilfælde, der næsten stadig bandt ham til Sengen indtil hans Død i Mai 1875. Moderen, Gunhild Gudmundsdatter, var en stille, bramfri Kristen og en elskelig Kvinde, hvis Prydelse, for at bruge Apostelen Petri Ord, ikke var «den udvortes Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud» (1 Pet. 3, 3—4).
Hun var nok den af Forældrene, som havde størst Indflydelse paa Sønnens Opdragelse og Udvikling, og hendes dybe, uskrømtede Gudsfrygt og Fromhed var en hellig Arv, som blev flere af hans Sødskende, men især ham til Del, og at bære sine Børn i flittig Bøn frem for Gud var hendes største Glæde.
Sønnen siger i en Mindesang :
– 4 –
Ofte git der stile Bøn
op til Gud for mig iløn;
thi af Herrens Ord Du vidste;
Gud vil selv en Fader være !
O, Du fromme Moder kjære,
– Tungt for Barnet Dig at miste !
Efter længere Tids Sygelighed hensov hun, salig i Troen paa fin Frelser, i Begyndelsen af Sommeren 1871. Om hendes Endeligt skriver Sønnen :
#
At med Graad jeg tænker paa,
da Du syg til Døden laa !
Naar jeg saa Dit Smil – det sidste
der Du git til Krist, vor Broder,
o, da græd jeg : Moder ! Moder !
tungt for Barnet Dig at miste !
#
Ja, velmødt, Du kjære Mor !
oppe blandt Guds Englekor !
Tænk i Himlens lyse Sale
at faa se Dig sødt at smile
i en evig, evig Hvile
og om svundne Tider tale ! –
#
Han havde mange Søskende. Flere af disse døde ganske unge eller før de naaede Trediveaarsalderen. Det var neppe nogen af disse, der var ham saa kjær, som Broderen Gudmund, der døde som Privatlærer paa Eker Vinteren 1868, almindelig elsket og savnet af Vennerne der.
Denne hans Broder var ingen begavet Mand, men derimod en sjelden alvorlig og ydmyg Kristen fuld af Himmellængsel og tidlig modnet for Guds Rige. Han var en tro Arbeider i Herrens Vingaard, og hans Sange har været kjendte og kjære for det kristelige Lægfolk paa flere Steder i vort Land. De røber just ingen betydelig poetisk Begavelse hos Forfatteren, men ere dog istand til at røre Sjælens Strenge, fordi de ere en frisk og naturlig Udstrømning af et varmt Kristenhjerte.
Af sine Søskende var Hans den Yngste. Allerede tidlig ytrede hans Begavelse sig, og han lagde stor Lærelyst for Dagen. Han havde let for hurtigt og sikkert at tilegne sig Kundskaber og besad en mærkelig Gave til kvikt og livligt at gjenfremstille det læste, hvorunder han altid lagde for Dagen, at han var i Besiddelse af en levende og rig Indbildningskraft.
Livet, faaledes som det viser sig for et fromt Barneøie, laa for ham i sit deilige Rosenskjær, og Barneglæden jublede i hans Bryst, hvilket han senere besynger saaledes :
– 5 –
#
Det var en Tid, at Livet var
en solrig Maidag :
Jeg legte og jeg lo og sang,
og Fjeldets Ekko Lysten bar
tilbage viden over Vang
med kvikke, muntre Tonelag.
#
Det lysned for hvert Skridt jeg tog,
og Alt git som en Leg.
Fra Morgengry til sorte Kveld :
– snart saa jeg i min Billedbog,
snart streifed’ jeg i Dal paa Fjeld,
snart tjæk og snart af Rædsel bleg.
#
Han fik dog snart erfare, «at Barnets Eden lukkes og bliver tidlig stængt», hvilket vi senere skal faa se.
– Sin Skoletid benyttede han flittig, og efter stadig at have nydt den Undervisning, Almuskolen kunde give, blev han konfirmeret i Silgjords Hovedkirke, Høsten 1864, af Sognepræst P. M. Selmer. Hans Fader ønskede nu, at han skulde læse lidt mere, og overlod ham derfor Valget imellem, enten at besøge den nyoprettede, høiere Almuskole i Hviteseid, eller modtage Undervisning i Sprog og almindelige Skolefag af en Student, der var Privatlærer hos en af de konditionerede Familier i Bygden.
Han valgte at gjennemgaa den høiere Almuskole i Hviteseid, hvilket han dog senere bittert angrede. Nogle Dage efter sin Konfirmation gjorde han sig reisefærdig og drog til den omtalte Skole, hvor han opholdt sig i to Vintere. Ved sit tiltalende Ydre og sin Flid blev han snart baade en kjær Kammerat og en elsket Discipel, og veiledet af Skolens dygtige Lærere, Kand. theol. og Seminarielærer Hesselberg (dette var Severin Johannes Wilh. H. f. 1825, sønn av Grue- og Ager-prest Iver Hesselberg (1780 – 1844)/red.) og Seminarist Aslak Haukom, gjorde han meget lovende Fremskridt. Med et rosende Vidnesbyrd forlod han denne Skole Vaaren 1867, og allerede i August samme Aar drog han til Kristiansands Stiftsseminarium i Holt, hvor han opholdt sig i to Aar.
Uagtet han hidtil havde været en lystig og glad Ungdom, der vilde «fryde sig ved Livet i sine Dages Vaar og plukke Glædens Rose før den forgaar», udskeiede han dog ikke i nogen Retning, men var en sædelig og i alle Henseender ordentlig Gut. Han kunde dog ikke skjule sin indre Uro, der netop føltes stærkest efter de lyseste og gladeste Stunder.
Helt fra Barneaarene af havde han ogsaa erfaret Guds Naadekalds dragende Magt paa sit Hjerte, men trods dette og Moderens og den ældre Broders Formaninger og Bønner havde han hidtil været døv for den gode Hyrdes Røst, og der var ingen
– 6 –
Sindsforandring foregaaet med ham. Den samme Vaar, som han forlod den høiere Almuskole i Hviteseid, lød atter Guds Kald til ham med forøget Styrke, og denne Gang blev han Kaldet lydig og lod sig overvinde, saa Herren fik gjort ham til en fattig Synder, der sent og tidlig tiggede om Naade.
Om sin uomvendte Tilstand, sin Vækkelse og Omvendelse synger Utbø saaledes i en Sang, efter først at have skildret Barnelivets Uskyld og Glæde :
#
Men snart der kom en anden Tid
med anden Leg og Lyst :
en ussel Leg i Syndens Liv,
en Lyst til hver en syndig Id –
Dog klagede der i mit Bryst :
Vend om, du arme Siv !
#
Jeg lytted til, og Røsten lød :
«Vend om i Jesu Navn !
Du gaar jo ved en Afgrunds Rand, –
du gaar til evig Dom og Død !
Se, Jesu milde Frelserfavn
modtager hver forvildet Mand !»
#
Med Graad og Bøn jeg vendte om –
og Himlen stod i Sang !
Min Syndeskyld tog Gud paa sig
og fried mig fra Lovens Dom,
der han paa Korset smertelig
for mine Synder hang !
#
Sin første salige Forvisning om Syndernes Forladelse og Livssamfundet med Gud besynger han paa et andet Sted saaledes :
#
Jeg mindes end den første Gang,
han (Jesus) nævnte mig ved Navn og sagde :
«Nu er du min ! kom i mit Fang !»
og derpaa i sit Skjød mig lagde.
Jeg saa paa ham forundringsfuld :
«Ak, favner Himlens bedste Guld
Støv og Muld ?»
#
Saa brast jeg ud i heftig Graad,
og Jesu Skjød blev vædt af Taarer,
Jeg hulked’ : «Ak, nei er det Raad,
at Du en Slig til Brud udkaarer :
Jeg er elendig, fattig, blind
og urent er mit ganske Sind,
Jesus min !»
#
– 7 –
#
Han smilte blot saa vennehuldt
og svarte mig med Brudgoms Stemme :
«Jeg elsker Dig dog ligefuldt,
og snart du skal det selv fornemme.
Mit Blod det være skal et Pant,
at Du en himmelsk Brudgom fandt
vist og sandt !»
#
Og om sin Glæde i Herren synger han i en anden Sang :
Daa gjekk eg læjande og kvad, –
eg var so glad, so hjartaglad !
Eg syntes eg var heime
hjaa Far i høge Himilhall,
langt yver Jordis tronge Dal !
Seg, kann eg detta gløyme !
Hjartat i mi glade Bringe
konn’ vel springe
høgt og kveda
um mi makalause Gleda !
#
Som man kunde vente, var det ikke længe denne følelige Forvisning og Glæde varede. Der indtraadte snart Mørke i Sjælen, og istedetfor at «bie og tie i Bøn og Tro» forsøgte han paa ved egen Kraft at ville rense sig fra og aflægge sine Synder, hvilket havde til Følge, at han kom ind under Lovens Skræk og Forbandelse, der ængstede og plagede ham forfærdelig, indtil han, ved den Helligaands Hjælp, gjennem Evangeliet fik Fred ved Troen paa Jesum, «der er given os af Gud til Visdom, Retfærdighed, Helliggjørelse og Forløsning».
Paa Holts Seminarium fandt han i den nuværende Bestyrer H. Arnesen en faderlig Ven og Veileder, der aldrig blev træt af at pleie det unge spirende Troesliv med Naadens Ord. Det var nemlig en Hjertesag for denne udmærkede og elskelige Lærer ved Siden af Kundskabers Meddelelse, ved Guds Ord og under alvorlig og flittig Forbøn, at fremkalde et sundt Troesliv hos Skolegutterne, og nære og styrke dette ved at lede dem alt dybere og dybere ind i Guds usvigelige Ord og klargjøre for dem mere og mere den rette Opfatning og den rette Brug af Naademidlerne hele Kristenlivet igjennem.
Utbø udtalte ofte, at den Religionsundervisning han modtog af nysnævnte Lærer og de private Samtaler om det ene Fornødne, som han havde med ham i hans Hjem, vare af uvurderlig Betydning for hele Livet.
Pastor L. Oftedal (Lars O./red.), der paa denne Tid virkede i den indre Missions Tjeneste i Omegnen af Holt,
– 8 –
havde ogsaa, ifølge Utbøes egne Ord, stor Indflydelse paa hans aandelige Livs Udvikling, hvorfor han altid mindedes denne nidkjære Mand med Taknemmelighed og fulgte hans mangesidige og velsignelsesrige Virksomhed med den mest levende Opmærksomhed og Glæde indtil sin Død.
Stor Opmuntring og Hygge havde han ogsaa af de kristelige Venner i Holt, hvoraf der fandtes en liden Flok i Tvedestrand og især paa Næs Jernværk. Han fortalte ofte, hvor kjært og hjertestyrkende det var, naar han nu og da kunde lægge sine Lærebøger tilside og tilbringe en hyggelig Aftenstund paa deres Opbyggelser eller fordybe sig i Samtale med en eller flere af dem om Guds Ord og Sjælens Kamp og Seier.
Det var ofte, sagde han, som om han skulde være paa Tabor, og en Luftning fra Himlen viftede ham imøde. Disse aandelige Hvilestunder, hvori han samlede ny Styrke til Himmelvandringen, efterfulgtes af aandelig Kamp, Mørke og Anfægtelse. Han siger selv :
#
Men etter slik ein Solskinsdag
kom svarte Skjy med Toreslag –
daa sat eg rædd og tvila.
Rundt om meg svarte Andir sveiv,
og eg fyr alle Vindar dreiv,
so Taarin stridt mun sila.
Eg gre’t, eg bad, – gre’t og sukka’,
saag det tukka’
ind mot Kvelden, –
saag det minka’ av paa Elden !
#
Men det varede dog i Almindelighed ikke længe før Retfærdighedens Sol med Lægedom under sine Vinger (Mal. 2, 4) splittede de mørke Skyer og bragte «Vederkvægelsens Tider fra det Høie», saa han atter freidig, med Tanken paa det himmelske Hjem, kunde udbryde :
#
Lad være, at vi stundom maa
igjennem «Ild og Vand»,
før vi med Frydesang kan staa
i Himlens søde Land, –
bør Foden derfor blive træt ?
Bør vi fortvile ? – Nei !
At, kjære Sjæl ! dit Haab kun sæt
til Ham, som viser Vei !
#
O, tænk, naar engang frem vi naar
til Zions trygge Borg,
hvor Jesus læge vil hvert Saar
og stille hver en Sorg !
– 9 –
O, tænk, hvad bliver Glæden stor,
naar frelste der vi staa
og se tilbage paa den Jord,
hvor Pilgrimsveien laa !
#
Paa Seminariet vandt han sine Læreres udelte Kjærlighed og gjorde store Fremskridt under deres dygtige og sikre Veiledning, saa han Sommeren 1869, i en Alder af 18 1/2 Aar, kunde forlade Anstalten med særdeles rosende Afgangs-Vidnesbyrd for sin Dygtighed som vordende Lærer.