– står å lese som «fortale» i hans egen bok fra 1831 : «Om Gud, Idee- og Sandseverdenen samt de førstes Aabenbarelse i den sidste». Trykt hos Chr. Grøndahl; les mer om Niels Treschow her;
– her fra sidene III – L (3 – 50) :
Istedetfor anden Fortale har jeg foresat mig her at fremstille min hele Personlighed, saa godt som jeg selv kjender den, med alle de Omstændigheder, der have havt betydelig Indflydelse paa dens Udvikling.
En saadan Beskrivelse er, naar den lykkes, baade ellers belærende og maaskee den bedste Fortale, man kan skrive til et systematisk Verk, især et af saa stor Omfang som det nærværende, naar man vil underrette Læseren om Maaden, paa hvilken de Resultater, det indeholder, ei blot af objective, men tillige af subjective Grunde hos Forfatteren ere fremkomne.
Min Fader, Peter Treschow, var Handelsmand, til hvilken Stand han ordentlig var opdragen, først i Engeland, hvor han, som Dreng, havde nydt en dertil passende Skole-Undervisning, siden paa et stort Handels-Comptoir i Norge.
Alligevel, eller maaskee just derfor, havde han kun liden Lyst til den Smaahandel, som han siden maatte drive, men overlod sig heller til andre ogsaa noget indbringende Sysler, hvortil mere Kundskab og Overlæg fordres.
– IV –
Min Moder, Anne Judithe Bosen, af en gammel norsk, ligesom min Fader af en oprindelig tydsk Stamme, forestod tilligemed Huusmoderens sædvanlige Forretninger al Krambod-Handelens Detaille.
Begge vare udmærket redelige og gudfrygtige Personer efter den mæhriske Brødremenigheds Grundsætninger, hvorpaa de allerede i en tidlig Ungdom havde faaet Smag.
Jeg, Niels Treschow, var den ældste blandt sex Sødskende, født den 5 September 1751, paa Strømsøe ved Drammen.
Saavidt jeg erindrer, har jeg lært at læse af min Moder. Begge Forældre bibragte mig mundtlig mange religiøse og sædelige Begreber, blandt andet ved at forelæse Stykker af Bibelen; især var dette Tilfældet med Josephs rørende Historie. 4 1/2 Aar gammel blev jeg sendt paa Landet til en aldrende Mand og forhen værende Skipper, Niels Petersen, der boede paa Gaarden Gjøklep ved Holmestrand, og nu gav sig af med Børns Underviisning i Skrivning, Regning og Religion. Der forblev jeg, med Undtagelse af to aarlige Besøg hos mine Forældre, i 3 1/2 Aar, og lærte imidlertid godt at skrive, blev færdig med Cramers hele Regnebog, hvilket jeg med mere, saasom Decimal- og Logarithme-Regning, efter den der brugelige Maade, naar den først paa Tavle var berigtiget, i en dertil indrettet Bog indziffrede.
Fremdeles blev Luthers Katechismus og
– V –
Pontoppidans Forklaring lært udenad. Disse Øvelser tjente vel for største Delen kun Hukommelsen; men denne Ævne trængte ogsaa mere dertil end de øvrige, da den hos mig af Naturen var den svageste.
Efter denne Tids Forløb blev jeg i min Fødebye sat i Skole hos Hr. Peder Nyborg Hesselberg, da Privatlærer og Organist, siden Aftensangspræst og omsider residerende Capellan sammesteds, for af ham at faae en lærd Opdragelse. Paa Latinen blev altsaa strax begyndt. Nogle faa af mine nye Meddiscipler havde deri allerede gjort et Forspring indtil Cornelius, hvilke jeg dog efter ikke meget lang Tid naaede.
Men foruden de studerende Disciple havde Hr. Hesselberg et større Antal af andre, der ei vare bestemte for en videnskabelig Løbebane. Dette gjorde de førstes Underviisning i flere Henseender manglende, især hvad mig angik; thi de øvrige Latinere begave sig herfra til en offentlig lærd Skole, jeg blev fast alene tilbage, og maatte da saa godt jeg kunde, endog i Skoletimerne fordetmeste studere paa egen Haand, ja desuden være andre behjelpelig og overhøre dem. Derfor blev min Fremgang vel langsommere end under Lærerens vedholdende Hjelp, men jeg blev ogsaa nødt til større Anstrængelse og egen Tænkning.
Mig er det derfor ofte forekommet tvivlsomt, om en særdeles grundig og omhyggelig Underviisning, der for maadelige Hoveder synes
– VI –
uundværlig, ei er derimod de bedre og tænksomme til ligesaa megen Skade som Nytte, og overhoved, om ei udmærkede Lærere eller originale Skribenter, medens de paaskynde den menneskelige Forstands Fremgang indtil en vis Punct, derhos ved den Magt, deres Anseelse eller kunstige Methoder udøve, hindre, at den siden i lang Tid ikke kommer meget videre.
Hvad denne min Lærers Religion angaaer, saa stemmede han heri ganske overeens med mine Forældre; hans Sæder vare rene, og hans ædle Character almindelig erkjendt. Hvad min Udvikling angaaer, saa var den fra Forstandens Side af anførte Aarsag meget overladt til mig selv : den Hjelp, jeg ved mundtlig Underviisning dertil erholdt, bragte mig ofte ei anden Nytte end at vække min Eftertanke, naar mine egne Følelser eller Erfaringer vare i Strid med de Grundsætninger, der bleve mig bibragte, og med de Maximer, mine Foresatte syntes at følge.
Jeg blev derved saa meget mere tvungen til at prøve og ei ligefrem at forkaste det Lærte, som jeg ikke var ubeskeden nok til ei at frygte for, at jeg dog kunde have Uret, og til ei at formode, at ældre, forresten ærværdige Personer saae meget dybere. Maaskee vilde Vægtskaalen ogsaa have synket paa denne Side, dersom det tillige var bleven mig skjult, at andre ligeledes høit agtede og endnu lærdere Mænd vare af en langt anden Mening om religiøse Foremaale end hine, og derved ei havde
– VII –
gjort mig saa meget mere opmærksom paa den Stemme, der raabte i mit eget Bryst.
Dertil kom Læsning, dog meest historisk og æsthetisk. Endog nogle af de Lærebøger, jeg i de sidste Skoleaar maatte gjennemgaae, den Philosophie, jeg mere ahnede end i de anbefalede virkelig fandt, viiste mig langt fra og vakte Begjærlighed efter et Lys, der kunde sætte mig istand til at bedømme Gjenstande, som det ei endnu var mig muligt nærmere at undersøge.
En vis Skepticisme, ei uden Ængstlighed, var heraf en naturlig Følge. Den strakte sig hos mig endog førend Studenter-Aarene ei alene til de blandt Christne tidt omtvistede Læresætninger, men til alle guddommelige og oversandselige Ting samt de Vidnesbyrd, hvorpaa de i den første og elementære Underviisning fornemmelig blive grundede.
Jeg fulgte Des Cartes Regel (René Descartes -1596-1650, fransk filosof/red.) uden at kjende denne Philosoph, at begynde min videnskabelige Bane med Tvivl om alt hvad jeg havde lært. Disse Tvivl haabede jeg dog omsider at faae opløste – thi jeg saae, at lærde Mænd ikke mere tvivlede – saasnart jeg, som Student, først havde banet mig Veien til Videnskabernes Indre. Foruden de sædvanlige Grunde, der bestemme Drengens Attraa efter denne Forandring, var hint Ønske især en mægtig Drivefjeder.
Det blev for mig snarere opfyldt end det ellers pleier at skee : thi, førend jeg havde fyldt mit femtende Aar, blev jeg ved Kjøbenhavns Universitet i Aaret
– VIII –
1766 optagen i de academiske Borgeres Tal.
Det dertil fornødne Dimissions-Vidnesbyrd erholdt jeg ikke af min første Lærer, Hr. Hesselberg, men af daværende Slots- og Sognepræst til Agger ved Christiania, Hr. Johannes Green, en lærd og i Sandhed ærværdig Mand, der var gift med min Faders Søster, og som, da jeg i nogle Maaneder tilforn levede i hans Huus, øvede mig især i latinsk Stiil samt i det hebraiske Sprog.
Jeg kom til Universitetet med en brændende Lyst til videnskabelig Beskæftelse (må være beskeftigelse/red.).
Mit Valg af Forelæsninger og Studeringer blev i Begyndelsen ei bestemt af Forkjærlighed for nogen Videnskab især, men af hvad der da gaves og tilbødes. Den orientalske Professor Kalls Foredrag udmærkede sig især ved Tydelighed og Grundighed : jeg hørte ham derfor meget flittig saavel over Psalmerne som Genesis, afskrev hans Forelæsninger over de første og de salomoniske Ordsprog, men fik endda ei synderlig Lyst til dette Studium, som først Danzii Grammatik og Reinecii Clavis, siden det meget Mørke og Usikkre deri gjorde mig ubehageligt. Dernæst tildroge Kratzensteins Forelæsninger over Physikken sig min Opmærksomhed, og Obelitzes over den philosophiske Moral og Naturretten. Thi, indeholdte de sidste end ikke mere end hvad man af ethvert Wolfisk Compendium over disse Videnskaber kan lære, saa behagede de dog ved deres yderlige Fattelighed,
– IX –
der senere vilde have forekommet mig vandig og usmagelig, samt ved en vis Vigtighed, han vel forstod at give dem.
Over den theoretiske Philosophie læste Hee efter Baumeister; men man hørte ham gemeenlig kun for de lystige Indfalds Skyld, han derved pleiede at anbringe.
Udenadlæring og Betaling holdtes for de mest gjældende Stykker i den paafølgende philosophiske Examen.
Jeg troede, maaskee med Uret, at det Samme kunde være Tilfældet med hans Geometrie og Algebra : derfor læste jeg min Euclides hjemme, og hørte ham derover slet ikke. Wadskjær og Sahl, som læste, den første over Heinecii fundamenta stili cultioris, den anden, i Egenskab af Vicarius for den afdøde Professor i det græske Sprog, over det nye Testamente, har jeg intet at takke, ei heller Horrebow, hvis Sphærica jeg ganske vel forstod uden nogen Commentær.
Efterat jeg med Berømmelse havde udholdt saavel den anden som tilforn den første academiske Prøve, blev jeg kaldt hjem, og tilbragte der noget over et Aars Tid. Ogsaa da beskæftede jeg mig med meget forskjellige Studeringer, saasom med Hambergers, Kruͤgers og Nollets Physik, Michaelis Indledning til det nye Testamente, hvilket Verk da gjorde megen Opsigt, og med det engelske Sprog, hvorved jeg tillige læste dette Lands Historie.
Det tydske og franske Sprog havde jeg i Skoleaarene lært at forstaae.
– X –
Egentlig var det min Hensigt at studere Theologie, fordi dens Foremaale baade fra Barndommen af vare blevne mig de vigtigste, og fordi det forekom mig, at Udsigten fra dens Høider over alle andre Videnskabers, især Philosophiens Gebet, er den meest tillokkende.
Hertil kom Omgang med den lærde, talentfulde og liberalt tænkende Hr. Hammond (Hans Hammond/red.), som da var residerende Capellan paa Strømsøe, og meget styrkede mig i dette Forsæt, skjøndt min Fader, en god Ven af den ældre Dr. Arboe, heller havde seet, at jeg vilde have studeret Medicin, og for dertil at opmuntre mig, lovede at forskaffe mig Midler til en udenlandsk Reise.
Under mit Ophold i Hjemmet gjorde jeg i Sommeren 1768 en Søereise til Holland, for at ledsage min yngste Broder Peter til Brødre-Menigheden i Zeist ved Utrecht, hvor hans Opdragelse skulde fuldendes. I de faa Uger, jeg tøvede paa dette Sted, traf jeg nogle udmærkede Mænd af bemeldte Menighed, den ærværdige Biskop Reichel, bekjendt som Fortolker af Esaias Prophetier, en Doctor Hocker, der, som Missionaire, havde besøgt Hottentotterne, og en Forstander, Br. Liebisch, hvis af from Begeistring lysende Aasyn jeg længe ikke kunde glemme.
Ligeledes gjorde en Bemærkning af Dr. Hocker et stærkt Indtryk paa mig. Thi, da jeg, stolende paa min Baumeister, yttrede, at Sjelens
– XI –
Udødelighed med flere af Religionens Grundlærdomme vel af blotte Fornuftgrunde lader sig bevise, erklærede han derimod, at saadanne Grunde kun have liden Vægt hos Manden, der har tilbagelagt Skoleaarene, og at man derfor gjør bedst i blot at troe.
Urigtig var denne Paastand heller ikke, naar Troen paa den ene Side kun er fornuftig, det er, overeensstemmende med den naturlige og ufordærvede Sandheds Følelse, og naar Beviset paa den anden ei alene bestaaer i en Udvikling af de forvirrede Tanker, hvoraf denne Følelse virkelig reiser sig, men i sophistiske Slutninger af falske eller halv sande Forudsætninger.
Samme Aars Efterhøst kom jeg atter til Kjøbenhavn, for at begynde mine theologiske Studeringer under Professorerne Holm og Rosenstand. Begge læste fornemmelig og privat over Dogmatikken efter strengt orthodoxe Grundsætninger, den første paa en temmelig populær Maade, den anden med al den skolastiske Spidsfindighed eller endog en større end den, hvorved en Hebenstreit, en Qvenstedt med flere Theologer af samme Slags i deres Tid udmærkede sig.
I offentlige kun lidt befogte saa kaldte Lectier gjennemgik hin desuden en Christens Pligter i trende Cursus, denne en af ham selv forfattet homiletisk Lærebog; men Ingen af dem foredrog enten Kirkehistorie, Exegesis eller nogen anden Deel af den theologiske Encyclopædie.
– XII –
For at anbefale mig hos den ved streng Redelighed meget formaaende Dr. Holm, lærte jeg et efter ham afskreven Hefte udenad, og indstillede mig flittig paa hans Examinatorium.
Derved erholdt jeg snart en Plads paa Klosteret og Regentsen. Ved Hjelp af min Kontubernals, den saa kaldte jydske Monrads liden, men udsøgte Bogsamling gjorde jeg her Bekjendtskab saavel med de fornemste Wolfiske Philosopher, Baumgarten, Meier, Buͤlfinger og Canzius som med Daries og Crusius.
Daries havde ved Biskop Gunnerus her vundet adskillige Tilhængere, blandt andre ogsaa bemeldte Monrad, Crusius havde en meget ivrig i Mag. Sevel, siden Conrector i Roeskilde, der havde været hans Tilhører, og med hvilken som Decanus Klosterøvelserne bragte mig i Forbindelse. Leibnitzes egen Philosophie lærte jeg af Theodiceen, Hanschius og otia hannoverana.
Jeg disputerede ofte, og lod selv to Disputatser trykke, dog ikke i den da meget yndede Form, som ei alene var synthetisk, men endog tabellarisk. Jeg havde nemlig, især førend jeg skrev den anden, lært at kjende flere mindre stive og mere elegante Philosopher, Bayle, hvis Dictionaire jeg fik tillaans af den ligesaa venlige som grundlærde Kammerherre Suhm, Basedow, Feder, Mendelson, tilsidst de engelske Forfattere, Locke, Reid, Smith, Home, Ferguson, Hutcheson med flere, der tillige-
– XIII –
med Ciceros philosophiske Skrifter, hvilke jeg nu først ret studerede, bibragte mig en anden Smag, og meget kjendelig forbedrede min Stil.
Derimod paadrog den skeptiske Tone, hvori den omtalte sidste Disputats de argumento a tuto var skreven, mig en skarp Tilrettesættelse af den orthodoxe og idetmindste tilsyne ikke tvivlende Dr. Holm.
Herover blev Theologien dog ikke forsømt, den hebraiske Bibel gjennemlæst, dog meest som Pligtarbeide. Med langt større Lyst fulgte jeg Buddeus og Mosheim i deres historiske Fremstillinger.
Cudworths systema intellectuale, paa Latin oversat af den sidste (Mosheim), viiste mig paa eengang, hvorledes Theologie og Philosophie ved Hjelp af Tradition har udviklet sig af den menneskelige Forstand, og tillige hvorledes man med Held kan efterligne de gamle Skribenter i at foredrage høiere Lærdomme, samt med sund Critik behandle de fra Oldtiden levnede, tidt dunkle og uvisse Efterretninger.
Ernesti banede mig Veien til en rigtig Fortolkning af det nye Testamentes Skrifter. Nogle arminianske Theologer, saasom Limbork og B. Becker, aabnede mig de Kilder, hvoraf Deller, Spalding, Toͤllner og andre Nyere havde hentet deres frie Anskuelser af theologiske Læresætninger.
Den bibelske Exegetik og Critik havde tilligemed Kirke- og Dogme-Historie imidlertid ved
– XIV –
den berømte Professor og Hofpræst, siden Procanzler Cram er ogsaa i Kjøbenhavn omsider vundet mange Dyrkere; men deels gjorde min Hang til Speculation, deels en uheldig Partieaand, at min Flid ei tog samme Retning.
Derimod vare blandt alle theologiske Skrifter de apologetiske baade fra Forstandens og Hjertets Side mig de vigtigste. Jeg studerede derfor især Grotius om den christelige Religions Sandhed, S. Klarke, Addison over samme Æmne, oversat og udgivet i Lausanne med en vidtløftig fransk Commentar, Jerusalem, Less, Nøsselt, Squire med mange andre.
Den politiske Historie og Mathematikken bleve i de sex Aar, jeg næsten uafbrudt levede ved Universitetet, ei heller ganske tilsidesatte; dog vare Petavii rationarium temporum og Puffendorfs Indledning til den nyere Statshistorie paa engelsk mine Hovedbøger i den første blandt disse Videnskaber (politisk historie/red.); hvad den anden angaaer, studerede jeg fornemmelig Klems Haandbog, Eulers og Clairauts Algebra, men gjorde mig forgjæves Møie med, endog ved Hjelp af nogen privat Underviisning, at blive indviet i Differential- og Integral-Regning, om hvis Principier man ei heller indtil denne Dag er bleven enig.
Det Mechaniske, Vidtløftig-methodiske, og dernæst næsten Vilkaarlige i Substitutioner af Størrelsers Udtryk samt i Valget af samme, hvorpaa dog saa
– XV –
Meget beroer, gjorde mig tilsidst kjed af dette Studium, uagtet jeg endog i de tidligste Skoleaar gjerne beskæftede mig med Regning.
Med disse Forkundskaber meldte jeg mig, ikke til theologisk Embeds-Examen, hvilken jeg af Lyst til en friere Studermaade aldrig underkastede mig, men til Magister-Conference, hvortil jeg ei behøvede ved nogen Udenadlæring at forberede mig.
Anledningen dertil var, at Conrectoratet ved Trondhjems Cathedral-Skole var ledigt, og at en Udsigt til derved at betræde det offentlige Livs Løbebane saa meget lettere blev mig aabnet, som ingen dertil begvemme Subjecter ellers syntes at attraae denne langt bortliggende Post, hvis maadelige Indkomster desuden maatte forringes ved en Pension til den fratrædende af Alderdom svækkede Conrector.
Uden formaaende Patroner, og da min Fader, af hvilken jeg fremdeles kunde haabe Understøttelse, hvilken dog min kjære Moder ei heller siden lod mig mangle, Aaret tilforn ved Døden var afgaaet, burde jeg være fornøiet med at have fundet denne Leilighed til at vise mig videre Befordring værdig. Noget førend denne Tid kom jeg i Forbindelse med adskillige norske Digtere, saasom J. N. Brun, J. H. Wessel, I. Wibe, og flere. Derved vaktes vel ogsaa Lyst hos mig til Forsøg i samme Fag, men en langt stærkere til at nyde de store saavel engelske, franske, tydske som de gamle
– XVI –
classiske Digteres og Taleres Verker.
Allerede længe tilforn havde de danske og norske eller fremmede i vort Sprog indklædte Producter af dette Slags hos mig ofte vakt de meest levende Følelser. Aldrig glemmer jeg det Indtryk, Tullins Læredigt om Søefarten, Oversættelsen af Thomas Lovtale om Dugai Trouin og andre Stykker i det patriotiske Selskabs Skrifter gjorde paa min barnlige Phantasie.
Under det hele academiske Løb vare mine Sæder blevne ufordærvede. En naturlig Frygt for grove Laster og Udsvævelser, styrket ved Opdragelse, var dertil uden Tvivl en Hovedaarsag. Hertil kom Venskabs og Agtelses Baand, der ei knyttede mig til andre end nogle ved Lærdom og Talenter saavelsom en uplettet Character udmærkede Personer. Saaledes var den originale P. Schouboe, siden bekjendt som den bedste Oversætter af Qvintilian, i mit andet academiske Aar, paa Regentsen Digterne E. Storm, derefter J. N. Brun samt min gamle Meddiscipel hos Hr. Hesselberg J. M. Keiser, begge sidste siden Biskopper, mine fortroligste Venner. Skjøndt derfor Leilighed ikke manglede, saa manglede dog den største Fristelse, deres Exempel og Opmuntring, som man elsker og agter.
For det andet Kjøn har jeg altid baaret særdeles Høiagtelse, ei heller blot for de Skjønne deriblandt.
I min Barndom selv erindrer jeg at
– XVII –
have tilligemed dyb Ærbødighed følt inderlig Kjærlighed til en fremmed aldrende Jomfrue, der var intet mindre end smuk, men af megen religiøs Aand og Kraft.
Mine bedre Følelser vare i ingen Alder kolde, men ofte overmaade varme, dog ere kun faa Gjenstande og Stillinger deraf mod mit Indre skikkede til at vække og gjøre dem virksomme.
Min Hengivenhed for Personer, min Modtagelighed for Indtryk af den skjønne Natur og Kunst kunde i min Ungdom, ligesom endnu, være meget stor, men var og er indskrænket til visse Former af det Ædle og Gode, medens de fleste i min Natur vanskelig finde nogen Gjenklang. Denne Partiskhed er ikke Følgen af Eftertanke, hvilken tidt og undertiden forgjæves arbeider derimod, og har derfor paa mine Handlinger gemeenlig kun liden Indflydelse. Disse bestemmes meest af almindelige Grundsætninger, der endog i vigtige Tilfælde sjelden ledsages af stærke Følelser.
Klogskabs Beregninger have hos mig ei megen Vægt, og jeg indlader mig kun af Pligt og anden uundgaaelig Nødvendighed deri. Jeg elsker i intet Tilfælde megen Detaille, men skynder mig, som fra en kjedsommelig Snakker, saasnart muligt derfra. Den ei ubetydelige Lykke, jeg har gjort, kan jeg derfor ei tilskrive min egen Stræben eller nogen vel anlagt Plan, men indseer, at jeg har den Omstændigheder alene og, egentlig talt, Forsynets Styrelse
– XVIII –
at takke. Hvor jeg alligevel af det Besynderlige eller Enslige troer at kunne udlede noget almindeligt og vigtigt Resultat, tildrager det sig al min Opmærksomhed. Deraf kommer uden Tvivl en Hukommelse, som, uagtet i mange Stykker saa svag, at den fast intet beholder af hvad jeg endog med Flid og for at kunne erindre det har læst, i andre Henseender dog synes temmelig stærk.
Jeg vil ikke tale om, at det gaaer mig som vel de Fleste, at nogle Ting indpræge sig i Sindet af Aarsager, som det er vanskeligt at opdage. Jeg har, for at bøde paa denne Svaghed, adskillige Gange begyndt at excerpere (gjøre utdrag/red.), men aldrig kunnet formaae mig til at vedblive dette trættende Arbeide. Kun ved to literære Verker og med Hensyn til samme har jeg brugt dette Hjelpemiddel, men hine henhøre efter min egen Mening just ikke til de heldigere, og ere derfor ei heller ved Trykken bekjendtgjorte.
Al Tænkekraftens Anstrængelse bliver hos mig slappet ved Bladen i Bøger og Excerpter: jeg lader det derfor heller komme an paa om Noget af det, jeg tilforn har læst eller hørt, af sig selv vilde falde mig ind; hvilket undertiden skeer over al min Forventning.
Anførte Bemærkninger over min Personlighed har jeg troet at burde forudskikke, førend jeg begynder paa mit udvortes virksommere Livs Historie.
Ankommen til Trondhjem først i September 1774 fandt jeg der, foruden en behagelig Gjest-
– XIX –
frihed og virkelig fin Omgangstone, tillige mange Levninger af den høiere Aandsdannelse, som en Suhm, Gunnerus og Skiønning ved deres Anseelse og det af dem stiftede lærde Selskab havde vidst at give et Samfund, saa vel skikket til at modtage den.
Læselysten var, ligesom Velstand, temmelig udbredt, Bøger derfor ikke vanskelige at erholde; men naturligviis var Valget deraf indskrænket til saadanne, som man, uden just at gjøre nogen Videnskab til Hovedsag, pleier at anskaffe sig. Neppe var det muligt ved denne Hjelp at bringe det vidt i noget Fag; især manglede philologiske Bøger; en slet Udgave af Aristophanes Plutus var, foruden min egen Homerus, Hesiodus og Xenophon, de eneste græske classiske Auctorer jeg var istand til at opdrive; af historiske, politiske og oeconomiske samt af den skjønne Literatur var derimod Mængden ei ubetydelig.
Dermed og med min egen liden Samling maatte jeg derfor lade mig nøie. Lidt Botanik lærte jeg tillige af en blandt Gunneri forrige Discipler, og begyndte nu at fortryde hvad jeg siden stedse har gjort, at jeg i Studenter-Aarene havde havt for liden Leilighed til at lære Naturbeskrivelsen og andre dermed forvante Videnskaber.
Forgjæves har jeg søgt at erstatte denne Mangel, hvilken en Philosoph, der tilligemed det ydre og indre Menneskeliv bør omfatte den hele Natur, især maa føle. Men Læsning er her ikke, som i
– XX –
andre, f. Ex. det historiske, Fag tilstrækkelig; man maa desuden selv baade see, prøve og forsøge : dette er neppe muligt uden mundtlig Anviisning, mindst (mulig/red.) for speculerende Hoveder, der pleie at være mindre oplagte til de techniske Forretninger og fine Iagttagelser, som her ere fornødne.
Den americanske Friheds-Krig var paa denne Tid den almindelige Gjenstand for Samtaler.
Meningerne vare deelte, men som det gjerne gaaer, blev ingen understøttet med saa afgjørende eller dybt liggende Grunde, at jeg derefter havde kunnet fatte en egen; dog syntes mig Coloniernes Opstand under en saa mild Regjering som den engelske, og efter de da bekjendte Kjendsgjerninger fast exempelløs og uundskyldelig. Havde jeg kjendt Franklins Character og Modgrunde, en Mands, der blandt alle vor Tids historiske Personer forekommer mig at have spillet den hæderligste Rolle, saa vilde jeg maaskee have tænkt anderledes.
Var Retten, meente jeg, efter strengt juridiske Grundsætninger endog maaskee paa Insurgenternes Side, og er det end ganske rigtigt, at den mindste Krænkelse af virkelige Rettigheder eller af de til deres Haandhævelse fornødne Former, med Tiden maa føre til de groveste Fornærmelser, ja, til egentligt Tyrannie, hvis de blive upaaankede, saa maa man derimod vel tilstaae, at ingen Regjering i Verden kan have Bestandighed, hvis enten enhver Overskridelse af de ved Lov og Sædvaner den
– XXI –
foreskrevne Grændser, eller en blot Tilsidesættelse af den offentlige Menings endnu uafgjorte Fordringer under alle Omstændigheder er en gyldig Grund til at kuldkaste den.
Folk og Konge kunne, hver paa sin Side, undertiden forglemme sine Pligter : i mindre vigtige Tilfælde bør man tilgive saadan Vildfarelse, og lade sig nøie med at opløfte en advarende Stemme derimod, imedens man dog for denne Gang giver efter; men ved enhver Leilighed strax at bruge Magten og drive Sagen til det Yderste, det kan i offentlige Anliggender endnu mindre end i private billiges.
Medens jeg var i Trondhjem, udgav jeg intet i Trykken undtagen de befalede Skoleprogrammer, naar Turen var til mig, og en Tale om Veltalenheds gavnlige Anvendelse i Religionens Foredrag, hvilken sidste ei alene der var bleven hørt med Velbehag, men desuden i Badens critiske Journal blev recenseret (referert/red.) paa en mig særdeles gunstig Maade.
I denne berømte Mands Sted, der nogle Aar senere erholdt Professoratet i Veltalenhed eller egentlig i den latinske Literatur ved Kjøbenhavns Universitet, blev jeg beskikket til Rector i Helsingøer.
Førend jeg begav mig derhen, ægtede jeg min første Kone, Gunild Christine Thurman, der vel var rig paa Ynde, men fattig paa Penge. Jeg maatte derfor i Anledning af Reisen og Bosætningen paa et ganske fremmed Sted
– XXII –
paadrage mig en betydelig Gjeld, men paa Vilkaar, som formedelst den blandt flere norske Capitalister og især i det Lysholmske Handelshuus da herskende Tænkemaade var intet mindre end trykkende, hvor liden Sikkerhed jeg end kunde give for dens Afdrag.
Samme Ædelmodighed fandt jeg siden Anledning til at rose ved min Befordring til Christiania hos den ædle Frue Holter og daværende Etatsraad Ancker.
Med inderlig Taknemmelighed for hin og megen anden mig beviist Godhed forlod jeg Tronhjem efter et Ophold af 6 Aar i September 1780, for at tiltræde mit nye Embede, hvori der, kun med en eneste Undtagelse af en urolig Præsts Chicaner, uafbrudt mødte mig Velvillie af mine foresatte Biskopper, Harbo og Balle, mine Medborgere, Embedsbrødre og Discipler.
Nærheden af Kjøbenhavn forskaffede mig mange literære Hjelpemidler, og et af Professor Baden med skjønsomt Valg samlet Skolebibliothek satte mig ogsaa istand til at udvide mine philologiske Kundskaber, fornemmelig i det græske Sprog, hvortil jeg for baade ved Universitetet og siden i Tronhjem havde manglet Leilighed.
Imidlertid tænkte jeg meget mindre paa den af mig meest yndede Videnskab, Philosophien, indtil Kants Critik begyndte at gjøre Opsigt : dog var ei heller den første Spire til dette Verk i hans Afhandling, de mundi sensibilis et intellectualis principiis bleven
– XXIII –
mig ubekjendt.
Allerede i Aaret 1787 eller 1788 lod jeg et Par Smaastykker indrykke i Maanedskriftet Minerva, der vidner om mit Bekjendtskab med dette System, især dets moralske Deel.
Tilforn havde jeg alene beskæftet mig med philologiske Arbeider, saasom Oversættelser af Plutarchs Theseus og Romulus, af Thucydides første Bog, Isocrates Lovtale over Athenienserne, Demosthenes for Krandsen o. s. v. hvilke dog aldrig ere komne for Lyset, og rimeligviis ei heller fortjente det.
Ikke desmindre uddannede jeg ved saadanne Øvelser min Stil, og fik en større Færdighed i for Disciplernes Skyld at fortolke. Disse Beskæftelser bibragte mig dog ei saa megen Forkjærlighed for den classiske Oldtid, at jeg kunde billige den Guldbergske Plan, hvorefter de gamle, især romerske Skribenters Læsning og Forklaring vare blevne Hovedsagen i den studerende Ungdoms Dannelse. Dette viser mit Skrift om offentlig Underviisning i Videnskaber, det eneste jeg, medens jeg var i Helsingøer, særskilt lod trykke.
I Aaret 1782 blev jeg optaget til Frimurer. Hvad jeg har fundet eller ikke fundet i Ordenen, derom kan rimeligviis her intet Spørgsmaal være : men, foruden de selskabelige Fornøielser, som den Helsingøerske Loge (losje/red.) rigelig forskaffede mig, gav den ogsaa mine Studeringer en besynderlig Retning, der ei var uden gavnlig Indfly-
– XXIV –
delse paa min Tænkemaade.
Thi, medens den Philosophie, jeg bifaldt, bevarede mig fra Sværmerie, gjorde Ordenens mystiske Slør mig tillige opmærksom paa, at der saavel i Religion som Naturen gives mangen Sandhed, der dækkes af et lignende (slør/red.), hvilket Ingen endnu har taget ganske bort.
Mine Brødre kunne alene bedømme, hvorvidt jeg ved mit efter denne Grundsætning indrettede Arbeide, som Logemester baade i Helsingøer og siden i Christiania, har stiftet noget Godt.
Efter omtrent niaarigt Ophold i Helsingøer erholdt jeg Rectoratet ved Skolen i Christiania. Aldrig har nogen Befordring foraarsaget mig saa megen Glæde. Baade blev dette Embede der holdt for meget hæderligt, og var tillige et af de meest indbringende, som man i min Stilling kunde ønske. En smuk Bolig i Byen, og et Sommersæde paa Landet, af hvilket sidste jeg vel ikke strax, men dog efter den pensionærte Enkes Død endelig kom i Besiddelse, et meget betydeligt Jordegodses Indtægter tilligemed mange andre Fordele i en behagelig Kreds af Venner og Velyndere tilfredsstillede mig saa ganske, at jeg i alle disse Henseender intet mere attraaede (ønsket/hadde behov av/red.).
Jeg er mig selv bevidst at have villet gjøre mig værdig til en saa stor mig tilfalden Lod. For det første iagttog jeg derfor ei alene, som tilforn, de ved Underviisningen foreskrevne Pligter, men forberedte mig ogsaa derpaa med mere end
– XXV –
almindelig Flid, søgte snart i Kredsen af de ved Lov befalede Studeringer, snart udenfor samme at finde Noget, der kunde nære Disciplernes Videlyst, og lod mig det være mere magtpaaliggende at øve deres Forstand end, for at de maatte glimre ved en offentlig Examen, at bebyrde deres Hukommelse med megen Udenadlæring.
Alligevel kunde jeg ikke fyldestgjøre min egen Fordring paa et saa rigelig begavet Institut som Christianias Cathedral-Skole, og af hvilket jeg selv høstede saa overflødige Frugter. Det maatte, vel benyttet, ogsaa yde den studerende Ungdom og Fædrenelandet meget Mere end det gjorde.
Imidlertid gav den af hans Skrifter bekjendte Præst, Professor Wilse, Anledning til, at et gammelt Ønske atter her udtaltes med megen Iver om et norskt Universitets Oprettelse. De offentlige Blade vare fulde af Forslag til dette Verks Befordring. Jeg understod mig ved denne Leilighed at yttre den Mening, at det under de da værende Omstændigheder var tvivlsomt, om et Universitet her i Landet vilde blive saa blomstrende, at det nogenledes kunde svare til Patrioternes sangvinske (optimistiske/red.) Forventninger, at en Forbedring i det lærde Skolevæsen burde gaae forud, at alle fire i Stiftshovedstæderne bestaaende Cathedral-Skoler eller nogle af dem burde forvandles til et Slags Gymnasier, og at det da vilde vise sig, hvorvidt det maaskee maatte være hensigtmæssigt, saaledes
– XXVI –
at udvide denne Plan, at de Studerende i en eller flere kunde erholde den for vordende Embedsmænd fornødne Dannelse.
Disse Yttringer bleve vel her ilde optagne; men, da der kort efter blev indsat en Commission i Kjøbenhavn til en meget omfattende Reform af Universitetet saavelsom det hele høiere Skolevæsen i begge forenede Riger, og da denne Commission ved Circulær-Skrivelse til Rectorerne fordrede deres Betænkning om denne Sag, fik ogsaa jeg derved Anledning til, saavidt den mig betroede Skole angik, udførlig at udvikle og forelægge denne Auctoritet anførte Forslag samt Anviisning af de forhaanden værende Midler til dets Udførelse; og, som Udfaldet viiste, ei heller uden Virkning, endskjøndt tilsidst uden Nytte.
For ved min personlige Nærværelse desto bedre at kunne virke til dette Øiemed, begav jeg mig selv til Kjøbenhavn i Efterhøsten 1797, og forblev efter bemeldte Commissions eller egentlig dens høie Formands, hans Durchlauchtigheds Hertugens af Augustenburg udtrykkelige og af det danske Cancellie gjentagne Ønske og Villie der indtil Foraaret 1798.
I et Udskud af samme Commission, bestaaende af Professorerne Moldenhawer, Kierulf og Rahbeck, blev da i Foreening med mig gjort et Udkast til en særskilt og fra andre Skolers afvigende Organisation for Christianias Cathedral-Skole.
Ifølge deraf skulde
– XXVII –
her, foruden hvad der for alle andre maatte blive bestemt, beskikkes Lectorer i Theologie, Lovkyndighed og efter Moldenhawers Forslag, ligeledes en i Philologie, Critik og Archæologie, for derved saaledes at forberede tilkommende Theologer, Jurister og Skolelærere, at de uden langvarigt Ophold ved Kjøbenhavns Universitet kunde der erholde Embeds-Examen alene, efterat de foregaaende academiske Prøver her i Skolen vare endelig aflagte.
Da denne Plan af den hele Commission var bifaldt; da jeg desuden paa mine egne samt paa min retskaffne, ligesindede Collegas Conrector, siden Rector og Professor, Rosteds Vegne havde erklæret, at vi begge (Treshow og Rosted/red.), paa det at den kunde blive iverksat, vare villige til for en maadelig Erstatning i Penge at give det os beneficerede Gods tilpris (gi fra seg sitt gods/red.) – et Skridt, som vi efter almindelige Klogskabs Grunde for vor egen Skyld aldrig havde burdet gjøre – og uden videre Belønning for de flere ved den nye Indretning overtagne Forelæsninger over Philosophie, Historie, o. s. v. da jeg troede saaledes at have faaet Vished om, at alle væsentlige Hindringer vare overvundne : reiste jeg, forsynet med Moldenhawers egenhændige Afskrift af de tagne, og af den hele store Commission bifaldte Beslutninger fornøiet tilbage.
I Begyndelsen havde jeg ei heller Aarsag til at tvivle om Vedkommendes Alvor med Verkets Fuldbyrdelse, hvorom man endog corresponderede umiddelbar
– XXVIII –
med mig; men snart ahnede jeg dog, da denne Correspondence ophørte, at en Fare var paafærde, og fik ved det af Kongen stadfæstede Reglement for min Skole omsider Troen i Hænderne; thi deri var intet Spor til nogen høiere Underviisnings-Anstalt, men denne Skole sat paa samme Fod som alle de øvrige.
Det vilde være altfor vidtløftigt og tildeels upassende at beskrive den Krænkelse, som mine Bemøielser for denne Sag paadroge mig; efterdi de Personer, som deri vare skyldige, nu ere døde, og jeg, medens de levede, ei fordulgte dem mine Følelser.
Skjøndt Hadet tidt er stærkere hos de Fornærmende end hos dem, der fornærmes, især naar de første ere mægtige, saa var jeg dog saa lykkelig kun i Smaating deraf at erfare Følgerne, i vigtigere Tilfælde rammede det mig ikke. Iøvrigt lærte jeg heraf bedre at kjende Mennesker, idetmindste fra den slettere Side, og fik desuden en vis Forfarenhed (erfaring/red.) i offentlige Forretninger af et langt andet Slags end det, hvortil jeg forhen var vant.
Ved Salget af det beneficerede Gods, som førend Hovedsagens Afgjørelse blev paabegyndt, bemærkede jeg, at man i en langt kortere Tid end de Fleste troe kan erholde den Øvelse, som almindelig Praxis fordrer. Ved Anskuelsen af Gaarder, Marker og Agre samt indhentede Efterretninger om de førstes øvrige Fordele eller Mangler kom jeg snart saa vidt, at jeg med temmelig
– XXIX –
Rigtighed kunde taxere dem, saa at mere erfarne Personer, der toge Deel i samme Arbeide, ofte deri gave mig Ret.
Jeg unddrog mig hverken i Christiania eller tilforn i Trondhjem og Helsingøer fra det dannede Samfunds Fornøielser.
Aldrig har Lyst til Læsning og Studering hos mig været saa herskende, at jeg ganske har overgivet mig samme. Hverken Videnskaberne eller Læsere og Tilhørere vinde meget ved den uhyre Lærdom, en uafladelig Flid i denne Henseende kan forskaffe.
Thi, tager man fra Bøger og Forelæsninger bort alt hvad der, ligesom i gamle Rustkamre, kun forvares for Curiositets Skyld, og beregner paa den anden Side hvor meget Tid man derved spilder, som med større Nytte kunde have været anvendt deels paa det virkelig Brugbares Forbedring, deels paa Sjels og Legemes nødvendige Vederqvægelse, deels paa en fleresidig Uddannelse end den, man i Støv og Mørke kan erholde, saa vil man uden Tvivl finde, at Luxus er ligesaa skadelig i Videnskaberne som i det hele almindelige Liv.
Ikkun (bare/red.) de, der ansee det sidste Slags Luxus for gavnlig, kunne være af anden Mening om denne Sag; ja, ei engang disse allesammen, fordi dog meget kan anføres til Forsvar eller Undskyldning for oeconomisk Overdaad, der ikke gjælder om den lærde.
I alle selskabelige Kredse blev i Christiania,
– XXX –
som overalt, intet Æmne hyppigere og ivrigere omhandlet end det, hvortil den franske Statsomvæltning gav saa megen Stof.
Ei heller deri kunde jeg være enig med de fleste ellers dannede Personer. Vel lod jeg mig i Begyndelsen ogsaa henrive af de ophøiede Følelser, af hvilke nogle blandt Folkepartiets Ledere syntes besjelede; men, jo tydeligere Ochlocratiets fordærvelige Følger bleve, desto mere fik de monarchiske, skjøndt hverken despotiske eller i Ordets almindelige Bemærkelse aristocratiske, Grundsætninger Styrke, som jeg ved Eftertanke over Statshistorien havde indprentet mig.
Fremdeles var og bør efter min Mening Napoleon stedse blive, ei alene, som den største Feltherre, vor Tidsalders Helt, men tillige, som første Consul og Keiser, Tidsaandens fornemste Repræsentant, eller Ideal.
At betragte Erobrere som kronede Røvere, at sætte Alexander og Cæsar ved Siden af en Attila eller Tschengis-Kan er en Anskuelse, jeg aldrig har kunnet gjøre mig til egen.
Lad (selv om/red.) den Idee, de to første fulgte som en ledende Stjerne, end ei af dem med fuld Bevisthed have været tænkt, lad Egoismen – en Følge af misforstaaet Individualitet – end ofte have fordunklet den; saa have de dog derfor ikke handlet iblinde eller ganske forfeilet det af en høiere Aand for dem opstillede Maal.
Napoleon skal have nægtet, at han havde lagt nogen Plan; den syntes ham derimod at udvikle sig af
– XXXI –
Omstændighederne selv : og saa var det virkelig; thi Planen var ham af hans Tidsalders Aand i det Store foreskreven; alligevel udviklede Omstændighederne den ei alene, uden Hjelp af en Genius, der forstod at benytte sig af disse til Øiemedets Opnaaelse. Dette var i hin høiere ham selv forborgne, men ligefuldt virksomme Idee rimeligviis intet andet end at overbevise Verden om, at den meest conseqvente Stræben efter de Ting, man i Almindelighed holder for de nyttigste, nemlig Rigdom og Vælde – thi hvilken Regent har vel nogensinde bidraget mere til at gjøre sin Stat mægtig og blomstrende ? – omsider fører til alle andre Staters tilsidst ogsaa sit nærmeste Foremaals Ødelæggelse.
Har ikke det engelske og flere Cabinetters Politik gaaet ud paa det Samme ? kun have de savnet et Genie som Napoleon til at udføre en Plan, der, naar den lykkes, ogsaa overalt vil have samme Følge. Han feilede, ligesom de meest oplyste Statsmænd endnu feile. Men hvo har dog ei beundret hans Aandskraft, medens han levede, og hvo vil ei efter mange Aarhundreders, ja, maaskee Aartusinders Forløb hilse hans Grav med en Følelse, som kun en virkelig stor Mands Minde kan opvække ?
Ei uden Skræk kan man betragte det meget for hans Skyld udøste Blod. Man trøster sig saa meget mindre derover, som det, saavidt man endnu kan see, ei har flydt for nogen i Sandhed velgjørende Plans
– XXXII –
Udførelse; men forgjæves kan denne Mand ei have virket saa vidt og bredt : og endskjøndt det endnu ei er afgjort, hvorledes hans mærkværdige Daad vil indgribe i Menneskeslægtens tilkommende Skjæbne, om paa samme Maade som Alexanders og Attilas, eller formodentlig paa en ganske anden, saa har han dog langt mere lignet hin end denne, og blandt hans Lige er der Ingen, som blindt hen har fulgt en Herskesyges Indskydelser, hvorved de vel maatte vide, at en uforvisnelig Æreskrands ei var at vinde.
Da Rygtet om den kantiske Philosophie ogsaa i Christiania hos Mange havde vakt det Ønske noget nøiere at kjende den, saa holdt jeg om Vinteren 1796 og 1797 i Kammerherre Anckers Bogsal offentlige Forelæsninger derover.
Kammerherren gjorde selv i andre Timer en Mængde Tilhørere af alle Stænder, endog Damer, bekjendte med de vigtigste physiske Experimenter og Theorier. Professor Dr. Møller læste i sit eget Huus over Mineralogien, hvortil han selv besad en stor Samling af udsøgte Skrifter. Hine mine Forelæsninger bleve trykte, siden paa tydsk oversatte af fornævnte min yngste Broder, der i anførte og følgende Aar opholdt sig i Kjøbenhavn som Brødre-Menighedens Agent, og i allgemeine Literatur-Zeitung med Bifald recenserede.
Mine øvrige Skrifter ere derimod i samme Verk kun anmeldte i Efterretningerne om den udenlandske
– XXXIII –
Literatur, fordi Boghandelens forfaldne Tilstand i Tydskland, medens de udkomme, ingen Oversettelse deraf tillod.
Tilforn havde jeg ladet trykke : Beviis for Guds Tilværelse af theoretiske Grunde, især med Hensyn til hvad Kant havde erindret mod Muligheden af noget saadant Beviis. Af mine mindre Leiligheds-Arbeider vil jeg kun anføre et Secular-Programma paa Latin i Lapidar-Stil, trykt i Christiania 1801, en i Minerva optagen Tale, holdt i Anledning af to her kort efter hinanden afgangne berømmelige Mænds, Colbjørnsens og Wessels Død, om Æren efter Døden, hvorved jeg troede at kunne opmuntre Ungdommen til deres Efterlignelse, og en anden, der særskilt er trykt, holdt efter Stiftamtmandens Anmodning Aarsdagen efter den anden April 1801, der gav et Forspil paa den danske Flaades og Hovedstads Ødelæggelse 1807.
Allerede i Aaret 1790 blev jeg, efterat jeg paa det theologiske Facultets Indbydelse havde indleveret en Dissertatio de anthropomorphismo, i Kjøbenhavn creeret til Doctor Theologie, men først 1801 beæret med Titel af Professor extraordinarius. To Aar derefter blev jeg uden Ansøgning uformodentlig kaldt til ordentlig Professor i Philosophien ved samme Universitet.
For nogenledes at svare til min egen Forestilling saavel om dette Embedes Vanskelighed som
– XXXIV –
Vigtighed, især paa en Tid, da der hverken her eller andre Steder gaves nogen almindelig erkjendt Philosophie, men ethvert blandt ganske stridige Systemer fandt ivrige Tilhængere, anstrængte jeg mig i Begyndelsen endog over Ævne, og geraadede derover i en saadan Tilstand af Nervesvækkelse, at jeg maatte frygte for snart, ja, førend jeg endnu havde tiltraadt det nye Embedes Hovedforretninger, at ville blive nødt til at ansøge om Entledigelse derfra.
Men ved mere Orden i Studeringer, ved Afhold fra de mest anstrængende i flere Timer efter Middags-Maaltidet, og ved Morgenstundens rette Anvendelse, overvandt jeg dog efterhaanden ganske dette Onde, saa at jeg lige indtil nærværende Tid har beholdt Sinds og Legems Kræfter saa lidet svækkede som en høi Alder kan tillade.
Indholden af mine Forelæsninger er for en stor Deel almindelig bekjendtgjort ved trykte Lærebøger over en Indledning til Philosophien, hvoraf en ganske omarbeidet Udgave endog med forandret Titel, om Philosophiens Natur og Dele, er udkommen, over Mennesket, betragtet fra dets aandelige Side, over den almindelige Logik; fremdeles ved de philosophiske Forsøg, der afhandle Mætaphysikens Hovedlærdomme, ved Historiens Philosophie, samt Moral for Folk og Stat, endelig ved den tilsidst i Christiania udgivne Lærebog i Sædelæren, hvorover jeg, som Procanzler, der
– XXXV –
har læst. De øvrige i Kjøbenhavn holdte Forelæsninger over den naturlige Theologie, den egentlige Anthropologie eller Menneskets Naturbeskrivelse efter dets dyriske Kjendemærker, Varieteter, o. s. v. Naturretten og den almindelige Videnskabernes Encyclopædie ere ikke blevne trykte.
Paa den sidste, udarbeidet efter en mig egen Plan, med en Skildring af enhver Videnskabs Fremgang, nærværende Tilstand, Mangler og mulige Forbedringer, har jeg dog ogsaa siden i mine Fritimer anvendt megen Flid. Bliver jeg dermed engang færdig, vil dette Værk maaskee ei heller blive uværdigt til at komme for Lyset.
Desuden udarbeidede jeg flere Afhandlinger for det kongelig danske Videnskabernes Selskab og det skandinaviske Literatur-Selskab, der ere at finde i deres Samlinger. Over Metaphysiken læste jeg først saaledes, at jeg særskilt foredrog Ontologie med Fornuft-Critik, Cosmologie eller Naturphilosophie, rational Sjelelære og Theologie, men fandt det siden beqvemmere at behandle den hele Videnskab som en Analysis af de almindeligste og for alle Mennesker fælleds Forestillinger, nemlig saavel de sandselige og de deraf abstraherede som de af Forstand og Fornuft udspringende; hvorved da baade den Lærdom om Categorierne blev sat i et andet Lys end det, hvori jeg i de omtalte philosophiske Forsøg havde fremstillet den, og de vigtigste
– XXXVI –
saavel theoretiske som praktiske Ideer bleve oplyste, og deres Realitet beviist.
Mine Forelæsninger bleve flittig besøgte, og belønnede med en Opmærksomhed samt personlig Hengivenhed, hvilken baade ellers ofte og især ved min Afreise fra Kjøbenhavn yttrede sig i umiskjendelige Prøver; hvorved den Rolle jeg en og anden Gang, som Foremaal for offentlige Bevidnelser derom, maatte spille, kun lidet passede til min ei ubeskedne Bevidsthed og naturlige Undseelse.
At denne Velvillie ei heller hastig er forsvunden, have mine forrige mig uforglemmelige Tilhørere derved viist, at de mange Aar derefter have ladet mig en Guldmedaille overrække med mit Portrait og denne Indskrift : doctori abeunti. U. H. Cives A. 1813.
Men den fornemste Frugt, jeg høstede af disse Arbeider, var min egen indvortes Tilstands Forbedring formedelst en paa alle Sider mere befæstet Lærebygning, i hvilken jeg selv kunde holde mig for sikker, om end et eller andet Udenværk blev indtaget, eller endog en Deel af Hovedfæstningen maatte blive lidt beskadiget; efterdi det nu ei kostede megen Møie at sætte den istand igjen.
Uden at være Tilhænger enten af den ældre forkantiske eller nyeste Philosophie, beholdt jeg af den første Lyst til Klarhed i Begreberne og Nøiagtighed i deres Udvikling, af den anden blev jeg gjort opmærksom paa det Ufølgerigtige i den sædvanlige Dualismus og paa Nødvendigheden af at ud-
– XXXVII –
lede alt Virkeligt og Muligt af et eneste Princip saavel for den subjective Tænken som objective Realitet, hvilken den selv dog forgjæves havde forsøgt.
Under mit første og sidste Rectorat ved Universitet, 1807, indtraf Hovedstadens berygtede Bombardement; hvorved jeg og Mine, dog uden Lemlæstelse, kun deelte Tab og Fare med vore Medborgere.
Min Harme derover yttrede jeg i en i Anledning af Kongens næstfølgende Fødselsdag paa Universitetets Vegne holden Tale, hvortil der da var intet andet passende Locale igjen end Trinitatis Kirke.
Rolig Eftertanke har siden ei udslettet de ved dette lumske Overfald hos mig opvakte Følelser, og en af dets fornemste Ophavsmænds, den nu saa berømte Cannings Anseelse har aldrig kunnet formaae mig til at indgaae noget Forlig med Grundsætninger, hvilke han ei heller siden har afsvoret, endskjøndt hans Politiks Smidighed vel har tilladt ham i sit senere Forhold, da en anden Interesse syntes at fordre det, mere at læmpe deres Anvendelse efter den almindelige Mening, og har saaledes, især med Hensyn til hans Eftermænd, hævet ham høit i denne.
Den Mangel paa en sikker Communication mellem Norge og Danmark, som den paafølgende Krig foraasagede, medførte for det første Riges Indbyggere (Norges/red.) en Uafhængigheds Følelse, der blandt andet yttrede sig i en fornyet Attraa efter et eget
– XXXVIII –
Universitet.
Kongen fandt dette Ønske billigt, og besluttede i Aaret 1812 at opfylde det, men overdrog Udførelsen deraf til Mænd, hvis mange andre Forretninger eller mig vel bekjendte Tænkemaade gjorde det for mig mere end tvivlsomt, at de med ligesaa megen Iver og Oprigtighed, som hans Majestæts Øiemed virkelig fordrede, vilde fremme dette Værk.
Uagtet jeg i Sagen for det første ei havde havt mindste Deel, var den dog nu bleven mig magtpaaliggende, da jeg vel indsaae, at Omstændighederne i Sammenligning med Norges Tilstand førend Krigen baade for Øieblikket vare saa forandrede, og at de, der kunde forudsees eller ahnes, vare saa beskaffne, at de maatte overbeviise mig om en hastig Iværksættelses baade Nødvendighed og Nytte.
Da derfor en gunstig Leilighed tilbød sig, vovede jeg ligefrem at henvende mig til Hans Majestæt med en allerunderdanigst skriftlig Forestilling, hvori jeg uden Omsvøb fremsatte de Grunde, der lode mig befrygte, at Allerhøistsammes landsfaderlige Beslutning i lang Tid, ja maaskee for stedse vilde blive uden nogen dertil svarende Følge.
Efter flere Ugers Forløb overraskedes jeg mod Aarets Ende ved Efterretning om, at Kongen gjennem sit dansk-norske Cancellie havde anordnet en Commission med overordentlig Fuldmagt, og paalagt samme, saasnart muligt, at indkomme med allerunderdanigst Indstilling om et fuldstændigt norskt Universitets Organisation samt
– XXXIX –
alt hvad der maatte fornødiges til en saadan Plans Iværksættelse, at nogle blandt Norges anseligste Embedsmænd skulde befales her i Kjøbenhavn at tiltræde denne Commission, nemlig Kammerherre og Stiftamtmand Rosenkranz, Grev Wedel Jarlsberg, Biskop Bech, og at jeg tilligemed Skole-Directionens Medlemmer samt den mod Norge særdeles velsindede Etatsraad Rothe, som Medlemmer deri skulde tage Sæde.
Ved denne Leilighed blev jeg udnævnt til virkelig Etatsraad, en Titel, hvorom jeg da ikke drømte, at den om et Par Aar derefter, ligesom for Professor-Titelen, skulde faae en mere egentlig Betydning. Nogle Aar tilforn, nemlig den 28 Januar 1809, var jeg bleven prydet med Dannebrog-Ordenen af fierde Classe.
Under Forhandlingerne blev blandt Andet bestemt, at jeg tilligemed de da værende overordentlige Professorer, de Herrer Schieldrup, Sverdrup og Rathke, alle norske af Fødsel, skulde efter vort eget Ønske afgaae til det norske Universitet, og i Forening med nogle andre dertil foreløbig udseete Lærere udgjøre dets Stamme.
Men, da dette ikke strax kunde skee, og Kongen dog vilde, at intet, der kunde befordre Sagens hurtige Gang, maatte blive forsømt, befalede han Hr. Etatsraad Rothe og mig efter de norske Commissariers Afreise i alle det norske Universitets og lærde Skolevæsens Sager med Stem-
– XXXX –
meret at tage Deel i den bestandige for den høiere offentlige Underviisning i begge Riger længe tilforn anordnede Direction.
Derved udvirkedes især et kongeligt ved Trykken begjendtgjort aabent Brev, hvori der nøie blev bestemt, i hvilken Orden og til hvilken Tid det hele Universitets Virksomhed skulde kunne begynde. Saaledes tog en Deel af samme, nemlig det philosophiske Facultet allerede i Augusti Maaned 1813 virkelig sin Begyndelse.
Omtrent tre Maaneder førend denne Tid var jeg ankommen til Christiania som første Professor i det philosophiske Facultet og corresponderende Medlem af hiin Direction. De snart paafulgte Begivenheder viiste, at man ei forgjæves havde paaskyndet denne Sag, hvilken derfor, langt fra at blive afbrudt ved Norges forandrede politiske Stilling, tvertimod ei alene i Kraft af en besynderlig Artikel i Kieler-Tractaten, men endog uden denne, som en allerede bestaaende Indretning, fremdeles kunde rykke Maalet nærmere, naar ikkun Nationen selv med samme Iver som tilforn fra sin Side dertil vilde bidrage.
Ved Norges Adskillelse fra Danmark var mit Forhold til Universitetet ogsaa forandret. Da jeg alligevel af den midlertidige Regjerings Overhoved var beskikket til Medlem af en for det hele Kirke- og Underviisnings-Væsen oprettet Committee, blev Kredsen for min Virksomhed snarere udvidet end
– XLI (41) –
indskrænket.
Dertil kom politiske Forhandlinger, i hvilke jeg ikke sjelden indbødes at tage Deel.
Saaledes blev mig af hans kongelige Høihed, Prinds Christian Frederich, paalagt at forfatte et Udkast til en Constitution for Norge, der af ham kunde blive Rigsforsamlingen paa Eidsvold forelagt.
Det første maatte skee : men da jeg deri ei kunde undgaae at rette mig efter den herskende Mening, ei havde Frihed til at følge min egen Idee, saa fyldestgjorde den ei engang da mig selv, langt mindre siden, da jeg med større Rolighed kunde overveie Sagen i Sammenhæng saavel med høiere Grundsætninger som med de Omstændigheder, som her burde bestemme deres Anvendelse.
Jeg har i mine Lovgivnings Principier kun behandlet denne Materie i Almindelighed; de derpaa grundede Bemærkninger over den norske Statsforfatning gjemmer jeg indtil en beleiligere Tid i min Pult.
I Aaret 1814 blev jeg valgt til en af Christianias Repræsentanter paa det der forsamlede overordentlige Storthing.
Efter den bekjendte Convention paa Moss, hvori Norge, om ei udtrykkelig erkjendtes, dog aabenbar behandledes som et uafhængigt Rige, og efter hans danske Majestæts egen eftertrykkelige Opfordring til alle dets Indbyggere viiste jeg mig – maaskee altfor ligefrem – at være en ligesaa oprigtig Ven af en National-Æren nu ikke mere krænkende Forening
– XLII (42) –
med Sverige, som ogsaa jeg tilforn af indlysende Retsgrunde havde ivret mod Gyldigheden af en overdraget Eiendomsret til Folk og Land.
Jeg søgte derfor, saavidt jeg formaaede, at ophæve enhver mødende Vanskelighed og Misforstaaelse. At jeg derved tænkte paa nogen mulig Fordeel eller Ophøielse, det er vistnok en meget naturlig Mistanke, hvilken jeg dog efter nøiagtig Selvprøvelse frimodig tør modsige. Den vinder ei heller ved Udfaldet nogen Styrke; efterdi hans kongelige Høihed, den da værende Kronprinds, der handlede paa vor nye Konges Vegne, med sjelden Upartiskhed ophøiede flere talentfulde Mænd, der ved en langt mindre tillidsfuld Fremgangsmaade dog havde vidst paa eengang at forskaffe sig høistsammes Agtelse og tillige en stor Popularitet.
Efter den virkelige Forening tillbodes mig at indtræde i den norske Regjering som Statsraad og Departements-Chef for Kirke- Skole- og Fattigvæsenet.
Endskjøndt det havde været mig kjærere, i en mere underordnet Stilling enten under Navn af Pro- Vice-Canzler eller Statssecretair at have faaet Bestyrelsen af Universitetet og de lærde Skoler alene, endog med Forpligtelse til at holde Forelæsninger over Philosophien, idetmindste saa længe, indtil dette Professorat paa anden Maade kunde blive besat, saa maatte jeg dog finde mig i at dette ikke kunde skee.
Den saa kaldte Oplysnings-Committee, af hvilken jeg var
– XLIII (43) –
Medlem, kunde ikke bestaae med den nye Forfatning, men burde ophæves. Jeg maatte derfor enten have traadt tilbage i samme Stilling til det norske som tilforn til det danske Universitet, eller modtage den tilbudne høiere Post.
Jeg troer, at jeg ei burde tage i Betænkning efter alt Foregaaende at vælge det sidste, og foretrække den virkelige Magt at kunne bidrage til almindelig Oplysnings Fremme for den prekære Anseelse, som Ælde og foregaaende Handlinger kunde forskaffe.
Jeg maa alligevel tilstaae, at kun en meget liden Deel af hvad jeg i denne Henseende havde ønsket og villet i de ti eller henved elleve Aar, hvori jeg forestod dette Embede, blev udrettet. Aarsagen dertil laae deels i mig selv, min Uerfarenhed i mange, især juridiske og oeconomiske Sager, en altfor stor Tilbøielighed til Ideers Realisation og for liden Lyst til Detaille-Forretninger, uden hvilke det ei er muligt i Livet at rykke frem; ligesom om man paa Havet blot med et Søekaart, et Compas og Stjernerne for Øinene uden mechanisk Arbeide kunde styre Skibets Kurs.
Heri have Mænd af et skarpere pragmatiskt Blik et stort Fortrin; derimod finde disse det ligesaa vanskeligt at opløfte som speculerende Hoveder at nedlade sig. Deels laae Skylden i Omstændigheder og i den grundlovmæssige Forfatning selv, som, i det den ved en Mængde Former søger at forebygge Vilkaarlighed, tillige gjør Reformer og virkelige
– XLIV (44) –
Forbedringer meget vanskelige.
De Fleste ere dem forud ugunstige : thi da de, som alt Nyt, ei af Erfaring endnu kunne være stemplede, saa ere baade Meningerne derom gemeenlig meget forskiellige, og den almindelige Stemme opløfter sig saavel af denne Grund, som af Frygt for en derunder maaskee skjult og til Frihedens Undertrykkelse sigtende Plan med Eftertryk derimod.
Denne Modstand kan intet nedslaae uden et monarchiskt Magtsprog eller en ligesaa stærk Overbeviisning hos Mængden om gamle Indretningers skadelige Følger, dersom det kun var den ligesaa klart hvad der bør sættes i deres Sted. Hertil kom, at det mig betroede Departements Virkekreds mere og mere blev udvidet, først ved Medicinal-Væsenet, dernæst ved det beneficeredes Godses Salg, endelig ved Revision og Decision af alle milde Stiftelsers Regnskaber; hvorover idelig Beskæftelse med den for mig saa lidet passende Detaille stedse saa meget mere blev Hovedsagen, som den for mig vorende Ansvarlighed for en stor Deel dermed stod i Forbindelse.
Vilde jeg ikke, at Geistligheden og den hele Lærestand blev et andet Departement for det Indre underlagte, hvilket baade andre Regjeringers Exempel og oeconomiske Grunde syntes at tilraade, saa maatte jeg finde mig i denne Udvidelse.
Vel medførte ogsaa de mig tilforn undertiden betroede og mit egentlige Embede uvedkommende Sager mange smaa Forretninger, men da
– XLV (45) –
sigtede disse til at opnaae et stort og af mig meget attraaet Maal, de i Departementerne sædvanlig forekommende derimod kun til at holde en indført Orden vedlige, der ei engang altid er den bedste eller med Opsynsmandens egen Anskuelse meest overeensstemmende.
Ikke desmindre opfyldte jeg min Pligt med al mig mulig Anstrengelse, søgte imidlertid snart ved Læsning at vedergvæge mig, snart ved philosophisk-politiske Undersøgelser, som de i dette Tidsløb i tre Dele udgivne Lovgivnings-Principier indeholde, paa anden Maade at gavne.
De Forsøg, jeg undertiden vovede til vigtige Forbedringer i den mig umiddelbar underordnede Kreds, saasom til en ny Lov om Præsternes Embede og til en Universitets-Fundats – thi i den nu gjældende har jeg ikke taget Deel – gjorde kun liden Lykke, hvor meget jeg end havde nedstemt mine Fordringer under det Ideal, der burde tjene dem til Regel.
Endog en vis Skepticismus, der er uundgaaelig paa en høiere Standpunct, hvor man ei kan nægte, at de, der staae meget lavere, bedre kunne bemærke alle Ting og de ofte meget fine Traade, hvormed de hænge sammen, maatte desuden i mange Tilfælde endog da bringe mig til Eftergivenhed, naar jeg i Grunden havde Ret.
Overbeviist om, at jeg derfor i en høi Alder med aftagende Kræfter for dette Slags Arbeider burde afstaae derfra, og overlade dem til en
– XLVI (46) –
yngre Mand, som hans Majestæt i mit Sted let kunde finde, ansøgte jeg i Aaret 1826 underdanigst om min Afsked som Statsraad og Departements-Chef, og erholdt den om Høsten i de naadigste Udtryk samt med Behold af min fulde Gage som Pension, dog saa, at jeg fremdeles skulde forrette en Procanzlers Embede ved Universitetet, hvilket efter Biskop Bechs dødelige Afgang et Par Aar tilforn naadigst var bleven mig overdraget; men hvorfra jeg efter underdanigst Ansøgning nu ligeledes er entlediget.
Jeg skylder ved denne Leilighed mine forrige Colleger i den norske Regjering det Vidnesbyrd, at, saa ofte jeg end har været af anden Mening end de, har det dog været mig klart, at denne Uenighed kun har reist sig af en forskjellig, men paa alle Sider lige redelig og upartisk Anskuelse af de omtvistede Sager, og den har derfor intet Skaar kunnet gjøre i den personlige Agtelse, vi have baaret for hverandre.
Maatte Fædrenelandet altid have den Lykke, at dets Regjering og dets Konges constitutionelle Raadgivere besjeles af samme gode Aand som hinindtil !
Som Medlem af det norske Statsraads Afdeling i Stockholm nød jeg der tre Gange et i mange Henseender baade behageligt og lærerigt Ophold. Sidste Gang i Aaret 1823 blev jeg beæret med Carl XIIIs Orden, ligesom tilforn i Anledning af nærværende Konges Kroning i
– XLVII (47) –
Norge med Commandør-Korset af Nordstjerne-Ordenen.
Jeg har villet benytte den mig nu forundte Rolighed til fremdeles at arbeide i de forskjellige videnskabelige Fag, som jeg forhen altid havde dyrket; og da der hos os ei, som i nogle andre Stater, gives gagerte Embedsposter, hvorved det kan gjøres et vist Antal af Lærde eller et saadant Selskab til Pligt uden Forelæsninger blot ved Skrifter og Undersøgelser at befordre Videnskabernes Tilvæxt eller Udbredelse, saa har jeg troet ved Bevilling af en Pension des mere at være sat i en lignende Tilstand, da jeg baade paa min mere end 50 aarige Embedsbane frivillig har gjort det Samme, og hans Majestæt i naadigst Resolution min Afsked betræffende har peget paa dette Foremaal.
Som en Frugt af denne Bestemmelse kan man betragte, foruden de til Magazinet for Naturvidenskaberne af mig indleverte og der trykte Afhandlinger, saavel min Bog om Christendommens Aand med Bilagene til samme som nærværende Værk og hvad jeg fremdeles over videnskabelige Gjenstande kan bekjendtgjøre.
Thi, endskjøndt det næstfølgende Storthing 1827 fratog mig en tredie Deel af den mig naadigst tilstaaede og derefter paa Budget opførte Pension, saa finder jeg deri dog ingen Anledning til at afstaae fra mit Forsæt, da baade de to øvrige Dele ere tilstrækkelige til mine Fornødenheder, og en streng ved Landets oeconomiske Tilstand paabuden Spar-
– XLVIII (48) –
somhed mere end et Par mig ugunstige og paa en aabenbar Misforstaaelse grundede Yttringer, der desuden af langt vigtigere Stemmer paa Stedet bleve modsagte, formodentlig har været Grunden til den skete Afkortning.
Jeg har skildret mig selv som Videnskabs- og Embedsmand : hvilket som Fortale baade til dette og mine øvrige literære Arbeider uden Tvivl er det vigtigste.
Men, for ei at lade min huuslige Forfatning, der ei kan have været uden Følger for min Virksomhed, uberørt, maa jeg i Korthed tilføie, at min første Kone til min største Sorg døede i Barselseng i Helsingøer, Aaret efter min Bosættelse der paa Stedet.
Nogle Aar derefter giftede jeg mig med C. F. Oldeland. Dette ei noksom overlagte Skridt blev Aarsag til et ulykkeligt Liv for os begge, indtil dette Ægteskab efter fælleds Ansøgning blev ophævet ved kon(ge)lig Bevilling i Aaret 1802.
Alligevel have tre deri avlede Døttre baade i en tidligere Alder meget forsødet al anden Bitterhed, og i en modnere (Alder/red.) rigelig gjengjeldt den Møie, deres Opdragelse forhen kostede. De to ældre, Anne Judithe og Christine, leve endnu som værdige Ægtefæller, den første gift i Kjøbenhavn med Justitsraad og Postforvalter Dall, den anden gift paa Modum med Stedets Sognepræst, Hr. Essendrop. Den tredie, Petronelle (f. 1790/red.), har uagtet en svag Helbred fra hendes Barndom af, der tilsidst i flere Aar gjorde hende sengeliggende, ikke desmindre ved
– XLIX (49) –
Aand, Hjerte og Gaver til en frugtbringende Meddelelse af begge (ånd og hjerte/red.) baade været mange yngre Veninder til sand Nytte og tjent de ældre saavelsom hendes hele Omgivelse til Opmuntring, ofte til Aandsopløftelse.
Fra Høsten 1802, som var min Alders 52de, begyndte jeg først at nyde den huuslige Lyksalighed, som jeg stedse havde attraaet, i Ægteskab med Catarina Devegge, der med Dyd, behagelige Talenter og en dannet Aand forener en ligesaa sjelden Nøiagtighed i Opfyldelsen af alle Huusmoderens Pligter.
Denne Nydelse blev dog ofte forstyrret ved Tilfælde, som hverken Kjærlighed, Venskab eller Klogskab kan afvende, saasom Kjøbenhavns Bombardement, min eneste med hende avlede og i en Alder af 13 Aar ikke lidet lovende Søns, Peter Syvalds, Død (født tidlig 1807 – gått bort 10. eller 11. mai 1818/red.), min kjære Kones ved Sorg derover undergravne Helbred, tilsidst ved min yngste Datters langvarige Sygdom og endelige Død i Sommeren 1827 (37 år gml./red).
Ofte havde denne i Anledning af mine Samtaler med hende anmodet mig om at forfatte en Bog om den christelige Religions Hovedlærdomme efter min egen Anskuelse af samme; men dertil havde jeg, medens hun levede, endnu ikke Mod, og var i nogle Stykker ei heller ganske enig med mig selv.
Jeg veed ikke, hvorledes jeg dog kort derefter fattede denne Beslutning, og den Taage forsvandt, hvori hine forekom mig ind-
– L (50)-
hyllede; saa at jeg derved blev sat istand til at levere Publicum de forhen anførte Skrifter denne Sag angaaende.
Det første deriblandt har havt Modstandere, maaskee opvakt mig nogle Fiender, men ganske vist vundet mig langt flere ædle Menneskers Venskab, hvis religiøse Følelse, tildeels undertrykt ved ængstende Tvivl, derved er beroliget.
Mine Lovgivnings-Principier, der ligeledes have forarget Nogle, ville derimod mere kunne gavne en tilkommende Slægt end den nærværende.
Det Værk, hvis første Deel ledsages af denne Fortale, staaer i bemeldte Henseende midt imellem begge. De forhen bekjendte Systemer maae allerede have forberedet mange Læsere ligesaavel som mig selv paa det her udviklede; andre vil det formodentlig forekomme saa nyt og stridende mod deres dybt indgroede Meninger, at de neppe kunne fatte endsige billige (støtte/red.) dets Grundsætninger, hvor meget jeg end ved at fremstille dem fra flere Sider og i forskjellige Forbindelser har beflittet mig paa at gjøre dem indlysende.
Men denne Flid har ogsaa givet Anledning til Gjentagelser, hvilke de, der ei behøve dem, gunstigst maae undskylde. Jeg tør ei heller nægte, at Alderdommens Glemsomhed heri har havt nogen Deel.
De følgende tvende Dele ere, paa uvæsentlige Tillæg og Forbedringer nær, allerede udarbeidede, og ville derfor i ethvert Tilfælde efterhaanden kunne udkomme.