– inntatt i Luthersk Kirketidende 3. Bind – No. 17 – Utgave «Søndag den 23de October 1864»; (del av en artikkel-serie 1864 – 1868 : «Uddrag af en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet»); res. kap. til Drammens menighet Hans Jespersen foretok en studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til våren 1838;
– nedenfor beretter pastor Jespersen også fra sin deltagelse ved gudstjenesten i Petri kirke i Kjøbenhavn søndag 30. juli 1837 (se. s. 270), der han hører den kjente og for sine ytre gaver aktede presten Johan C.G. Johannsen. Det synes som også Jespersen (kun 34 år gammel på dette tidspunkt) har søkt denne taler for hans spesielle rykte, en prest som var kjent i sin samtid som bærende rasjonalistiske synsmåter – som også kan skimtes i det Jespersen refererer nedenfor;
– utdraget her er gjengitt fra sidene 268 – 272 :
Af en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet.
Kjøbenhavn den 21de Juli 1837.
I Selskab med en agtet og elsket Landsmand besøgte jeg Stridsmanden Mag. Lindberg i hans smukke Bolig i Fredriksberg-Allee.
Den kraftfulde Aand synes at være indesluttet i et ligesaa kraftfuldt Legeme, fyldigt og ragende i Vejret. Med ligefrem Venlighed modtog han os og indbød os, da vi vilde forlade ham, til at indtage Middagsmaaltid med sig.
I hans rolige Tale gjenkjendte jeg dog den urolige Strider, i den tilsyneladende Sagtmodighed en, som det syntes, mindre kjærlig Anskuelse af det Bestaaende; dog, Herren, som randsager Hjerterne og prøver Nyrerne, være hans som vores alles Dommer !
«Man finder sjelden en Mand blottet for al Egenkjærlighed», det er vist. For meget bekymret for det Smaa og Enkelte, taber man let den rette Sands for det Store og Hele. Prøv Alt, heder det, og hold fast paa det Gode !
Gjæstfrihed, tror jeg, udmærker Dansken; jeg fandt den ogsaa hos den venlige, milde Boghandler Ditlewsen og hans godlidende, dannede, christeligt tænkende Hustru, en Søster af Superintendent Rudelbach i Glauchau. Ledsagede af hende, besøgte vi senere om Eftermiddagen uden Tvivl Kjøbenhavns yndigste Sted blandt mange yndige, Assistents-Kirkegaard med dens utallige dejlige, smagfuldt anlagte og prydede Gravsteder og skjønne Monumenter.
Længst dvælede vi ved den Mindesten, som Sjællands Geistlighed har sat sin ypperste Biskop, Nic. Ed. Balle; hans Aand eller den Aand, som levede og rørte sig i ham, hvile over mange Arbejdere efter ham !
23. Juli, Søndag.
Efter at have hørt den ret begavede, om end ikke kraftige, end sige salvelsesfulde Præst N. N., for Nærværende Kjøbenhavns mest yndede Predikants Prædiken om, at vi skulle gjøre os Venner af den uretfærdige Mammon, gik jeg hen i Harmsens Forsamling, der holdes hver Søndag Formiddag Kl. 11 1/2, og hørte en Maler, som dengang havde afløst en Smed, føre Ordet, siddende ved Siden af denne i en Sofa med et Bord foran.
2 Kor. 6, som Taleren kunde aldeles udenad, gav en saadan
– 269 –
Anledning til at tale om Forfølgelser og de Troendes Lidelser under dem, at det mindst her kunde ventes, den skulde forbigaaes.
Forresten indeholdt, hvad jeg hørte af Talen, som var begyndt inden min Ankomst, lidet Mere end en Omskrivelse af Texten.
Det Amen, som endte den, istemte de Forsamlede, omtrent et Snes af begge Kjøn tilsammen, lydeligt, ligeledes Troesbekjendelsen, der sluttedes til den længere Bøn efter Talen. Psalmen, hvormed sluttedes, var forfattet af disse Samlingers Ophavsmand, den da hos sin Familie i Holstein fraværende Harmsen, og vidstes udenad af Forsamlingen. Dog reciteredes den Vers for Vers, inden man sang, af en tilstedeværende Bondepige, smukt og paa en Maade, der røbede, at hun følte, hvad de skjønne Vers indeholdt.
Grundtvigs Prædiken Kl. 2 i Fredriks Kirke for en temmelig talrig Forsamling, Alle, saavidt bemærkedes, i Stolene nede i Kirken, ingen i Pulpiturerne (galleriene/red.), over Dagens Evangelium —et Slags homiletisk Betragtning over Texten : «Vi skulle skaffe os Venner af den uretfærdige Mammon» dvs. efter ham, paa Grund af Modsætningen, af den urette, ustadige, utilfredsstillende, var folkelig, efter deres Sigende, der hørte ham almindeligt, folkelig mod Sædvane.
Det simpelt, uden hvad man kalder Veltalenhed fremførte, fra hans Indre udgaaende Ord var endnu mere skikket til at gjøre Indtryk, naar det taltes med lidt højere Stemme og noget mere Styrke i Foredraget.
Efter endt Gudstjeneste førte Mag. Lindberg mig til Provst Schach, en af Direktionen for Almue- og Borgerskolevæsenet i Kjøbenhavn, en Mand, der lod til at interessere sig for denne Sag. Han dømte, at det i det Hele er slet med Skolevæsenets Tilstand.
De to Anstalter til at opdrage Pigebørn lede dem let til Skade udenfor deres Stand. Forresten gik hans Samtale ud paa Misbilligelse af Rationalismen ved Universitetet, det Fordærvelige i Fattigbestyrelsen, at den fremkalder Usædelighed, Dovenskab o. s. v.; ogsaa her drager Tugthuset stundom til istedetfor at støde fra; Misnøje med Finantsbestyrelsen, med Adelens fortsatte Anmasselse, Gejstlighedens Nedtrykkelse; var for de tre nordiske Rigers Forening.
25de Juli.
Paa Tilbagevejen fra Prof. D., hvis Familie jeg besøgte i Fredriksberg, kom jeg om Aftenen Kl. 10 1/2 tilfeldigvis til at gjøre det andet Besøg hos Mag. Lindberg. Vor Samtale førtes ogsaa denne Gang om Forsamlingerne i Jylland og Sjælland udenfor Kirken af Lægfolk. Lægmanden, mente han, maatte for at prædike ikke alene have et indvortes, men ogsaa et udvortes Kald, i Lighed med en Moses, en Samuel, en Paulus etc.; men dog kunde en Saadan, mente han, ogsaa have Kaldet, om han ikke var sig det bevidst; dette kunde ikke komme i Betragtning.
– 270 –
Et Kald maatte saaledes ogsaa den throndhjemste Biskop Bugges foregivne Ord til Bergenseren Elling Ejelsen, «at saalænge han havde sin daværende Tro, maatte han gaa hen og prædike, hvad saa Verden dømte derom», være denne, selv om hins Ytring efter hans Bevidsthed intet Andet var, end hans om denne Sag udtalte Mening.
Rettere havde dog efter Magisterens Mening Biskopen formelig indviet ham (Eielsen/red.) til «Prædikeembedet». Nu er der Meget, ak, altfor Meget at sørge over inden det store Kirkehus, hvor de sande, aandelige Gudsdyrkeres ringe Tal skjuler sig blandt Afgudsdyrkernes forblindede Mængde, og hvad vilde en Tilstand som hin medføre ? Herre, giv Lys i Mørket, Enhed i Forvirringen !
Om Aftenen stødte jeg hos Ditlewsens sammen med Lindberg og Elling Ejelsen, der var paa Tilbagevejen fra Holsteinborg, hvor han, tidligere arresteret som den, der mod Forordn. af 13de Jan. 1741 havde holdt religiøse Forsamlinger, havde opholdt sig under Grevinde Holsteins og Kronprindsessens Kaution.
Nu var han ifølge en Kancelliresolution, der bød ham strax at vende tilbage til Norge, paa Vejen dertil.
Indtil han kunde tiltræde Tilbagerejsen, gav Lindberg ham Logis i sin Bolig i Fredriksberg. Ethvert Sammenstød med Lindberg overbeviser mig om, at hans Iver er for lidet ren, for meget rettet mod Personer; han ser Verdens Daarlighed, men han synes, istedetfor at være gjennemtrængt af sandhedskjærlig Iver mod den, haanende at gjøre Menneskene til Gjenstand for sin Uvilje.
Trætte og Strid synes at være hans Lyst; saa aabenbarer det sig idetmindste af hans Tale, hvoraf man aldrig sporer, at Fred er hans Lyst og Trætte eller Strid et Kald, han maa følge. Saa ubetinget som han er imod Nogle, saa ubetinget er han for Andre.
Gud give os dog med den forøgede Erkjendelse ogsaa forøget Kjærlighed og Mildhed, Ydmygheds og Sagtmodigheds Aand ! Verden søger sit Eget; o, at dog de, som mene at have overvundet Verden, ikke ogsaa maatte regjeres af den samme Aand !
30te Juli, Søndag.
Efter at have taget i Øjesyn Frue Kirke, som nu behagede mig mere, end da jeg første Gang saa den, gik jeg til Petri tydske Kirke, som endda henimod Kl. 10 var aldeles tom, saa jeg endog befrygtede, her Intet vilde blive at høre. Ved Begyndelsen og under Sangen samlede sig dog en temmelig betydelig Mængde. næsten Alle nede i Kirken, hvor man, saavidt jeg har bemærket, i Kjøbenhavn ikke, som for en Del hos os, anser det mere nedværdigende at tage Plads, end i de mere ophøjede Stole over Gulvet – end ikke fra Herrens Hus kan forfængelig Selvophøjelse forsvinde !
Det var at ønske, at denne Kjøbenhavnermode — thi Andet kan
– 271 –
det vel ikte ansees for — vilde forplante sig op til os.
Gudstjenesten aabnedes ikke, som passende hos 0s med Bøn, men med et umaadeligt skraldende, lidet opbyggeligt, men meget forstyrrende Forspil af Orgelet, og da Psalmen var endt, fremsagdes med klar Stemme en Kollekt eller Bøn af Hovedet; efter denne og en anden Psalme forelæstes — ikke messedes — Epistelen.
Snart fremtraadte nu ogsaa Prædikanten, som jeg havde søgt, Dr. J. C. G. Johannesen (Johann Christian Gottberg Johannsen/red.), Kirkens Sognepræst.
En smuk, værdigen og vel fremsagt Bøn, aabnede Prædikenen; allerede den fængslede min Opmærksomhed; passende og skjønt sluttede den sig til Enden af den afsungne Psalme. Dog, jeg skulde faa Mere end en smuk Begyndelse. Den heltigjennem omhyggeligt udarbejdede Prædiken fik sit rette Liv ved det kraftigste og skjønneste Foredrag.
Ligesom Bønnen, saa fængslede ogsaa selve Prædikenens Begyndelse strax Tilhørernes Opmærksomhed. Alvor og Kraft og Iver, hvad disse ere, forenede med Blidhed og Mildhed og Besindighed, ligesom hvad disse tvende Slags Dyder ere, naar de ikke undersøttes af hinanden, blev strax med indtrængende Kraft lagt Tilhørerne paa Hjerte, idet der henvistes til den Ene, i hvis Liv hine Dyder aabenbarede sig.
Særstilt overførtes dette dernæst paa Evangeliet : «Jesu Komme til Jerusalem, Hans Tale til Staden og Hans Uddrivelse af de Handlende».
Hvad Han, i Lighed med hvad Han fandt hist, vilde finde her (i Danmarks Hovedstad), om Han kunde se ud over denne Stad, udvikledes med Kraft og Liv i det skjønne, velklingende tydske Sprog.
Neppe trættedes Nogen, der var indkommen i Templet med Sands for det Ord, som der skal forkyndes, og med Evne til at opfatte det, ved det lange Foredrag, der endte med hjertelige Bønner, blandt Andet ogsaa for dem, som i den forløbne Uge vare døbte. Jeg ønskede kun her, at en saadan Prædikant var fremtraadt uden andre Vidnesbyrd om sin Dygtighed, end det allerbedste, som det levende Ord fra hans Læber gav; skal Stjerne og Baand være, saa være de i Verden !
Her, som i Fredriks Kirke paa Christianshavn forstyrredes Andagten ved, at man under Prædikenen gik omkring med Pengebøsserne; saaledes kan ogsaa det urimelige Gamle vedblive. Alene under Sangen, helst umiddelbar for Prædikenen, sker Saadant passende.
Efter en saadan Prædiken gjorde det et ubehageligt Indtryk at se Begjærligheden efter at komme bort; som naar Tæppet falder i Skuespilhuset, saa strømmede Mængden ud, da Prædikenen var tilende, saa at ved Sangens Ende, skjønt kun to Vers bleve sungne uden Messe, neppe Flere end jeg og Kirkens Tjenere vare tilbage. Det forbød sig altsaa af sig selv at slutte med Bøn; en saa opbyggelig Prædiken skulde sluttet sig til et mere opbyggeligt Helt.
Hvilke blive vel nu
– 272 –
Virkningerne ? Jeg frygter : omtrent som Frugterne af Sæden, der faldt paa den tynde Jord paa Klippen.