– inntatt i Luthersk Kirketidende 3. Bind – No. 24 – Utgave «Søndag den 18de December 1864»; (del av en artikkelserie 1864 – 1868 : «Uddrag af en afdød norsk Geistligs Dagbøger pa en Rejse i Udlandet»); res. kap. til Drammens menighet Hans Jespersen foretok en studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til våren 1838.
Uddrag as en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Reise i Udlandet. Her ser vi også at han den 21. august 1837 besøkte den kjente kirkemann Ludvig Harms og taler varmt om dette spesielle møtet;
– gjengitt fra sidene 373 – 379 :
Kjøbenhavn den 17de August 1837.
Jeg ønskede at gjøre personligt Bekjendtskab, saavidt det ved et Besøg kan gjøres, med Biskop Mynster og aflagde derfor en Visit hos ham.
Strax kendelig fra Portrætet i hans Prædikener — jeg havde før kun seet ham i Afstand og paa Prædikestolen — traadte han mig alvorlig, jeg vil ikke sige uvenlig imøde. Dette forandrede sig vel strax noget; dog er han i sig selv ingenlunde saa venlig, som han er tegnet, skjønt Ligheden forresten er stor nok.
Min Rejse ledede strax Samtalen paa Tydskland, de derværende skarpt afsondrede og mod hinanden staaende Partier : Hegelianerne med deres scholastiske, indhyllede Visdom, hvori man ved nøjere Undersøgelse dels finder, hvad der før er bekjendt, dels det Ubekjendte saaledes indhyllet, at det ikke bliver til Noget, saa omtrent var hans, omend blandet med min Mening, — de Gammel-Christne med Hengstenberg i Spidsen, i hvis Christendom man dog ikke finder den gamle, men for en Del deres egen, en Overgang til Katholicismen, Optagelse af fremmed Autoritet, Traditionen for Skriften, den ene sande Troeskilde, og–de Moderate med Formand Neander.
Rationalisterne, mente han, kunde neppe nævnes, som uden Autoritet. For en Frugt af denne Gjæring og Adskillelse ansaa han det, at den tydske Literatur for nærværende Tid aldeles ingen originale, gedigne Skrifter afgav, men kun Bekjendt under forskjellige Former.
Blandt Theologerne læste han næsten med mest Behag Ullmann og maatte ogsaa nævne de Wette, skjønt han var mod hans Retning, der gik ud paa at undergrave Christendommen.
Den 25de August.
Kl. 8 Morgen var jeg paa Dampskibet Fredrik VI for at forlade Danmark (meget, af hvad Forf. har berettet om bekjendte Danske og sine Samtaler med dem, er her udeladt, fordi en stor Del af dem enduu lever. Meddelerens Anm.) og saaledes ret tage ud i den fremmede Verden.
– Det danske
– 374 –
Folk havde altid tiltalt mig ved den Mildhed og Venlighed, hvormed man mødes overalt; mit 5 Ugers Ophold i Danmark denne Gang lod mig rejse bort med de samme Tanker.
Det kan være vansleligt for den Fremmede at dømme om et Folks Charakter, da han almindeligvis ikke kommer nok ud blandt Folket og saaledes let dømmer efter den Modtagelse, han som Fremmed finder, hvor han kommer som Gjæst; denne vil vel ej alene være god i Danmark.
For at lære Nogen nøjere at kjende maa man træde i en alvorlig og nøjere Forbindelse med ham; i det daglige Liv og i Forretninger vil man da ofte finde ham ganske anderledes, end ved blot tilfældige, kortere Sammenstød eller i Selskaber. Denne Betragtning har jeg ikke undladt at anstille og tvivler ikke om, at jeg i saadanne Forhold vilde gjøre forskjellige Erfaringer.
Men dog har jeg ved at have opholdt mig i Danmark flere Gange lært Folket at kjende fra den Side, at det i mild Tone, om jeg saa maa sige, Venlighed og Høflighed staar over det norske. Dette har jeg fundet saavel i de højere som lavere Stænder, hos Herrer og hos Tjenere.
Den almindelige Benævnelse «Herre» af disse Sidste er jo vistnok kun en Benævnelse, men den bliver noget Mere, naar den ledsages af Villighed til at tjene «Herren» og forekomme hans Ønsker.
Jeg har i Danmark fundet en, som det syntes mig, rosværdig Gjæstfrihed; man lader Giæsterne virkelig være frie; med al Venlighed paanøder man dem Intet. løvrigt erfarede jeg af dem, som kjendte Forholdene, at Folkets Charakter i det Hele er temmelig forskjellig. Om Jyden dømmer man almindeligvis bedst, skjønt der er stor Forskjel i de forskjellige Egne; han ansees for mest ufordærvet og ærlig og lettest at indvirke paa til det Gode.
En Følge heraf er det ogsaa, at Præstens Stilling i denne Henseende paa mange Steder i Jylland er behagelig; man agter her sin Sjælesørger og følger ham mere, end i Almindelighed andensteds.
Anderledes er Forholdet i det Hele med Sjælland, i højeste Grad med dem, som bo i Nærheden af Kjøbenhavn, ligesaa med Lollands og Falsters Beboere; her meget mindre naturlig Godhed, mindre Ærlighed og Uegennyttighed, mindre Modtagelighed for aandelig Paavirkning, mere Træghed og Dorskhed.
Dog vil man iagttage en Hovedforskjel hos Syd og Nordsjællænderne; disse, som man anser for oprindelig Gother, staa i det Hele over hine, som man anser for Slaver, ligesom der ogsaa i det Rige Falster skal være enkelte Menigheder, som man siger ere Friser, der gjøre en skjøn Undtagelse fra de Øvrige, idet de ikke alene i det Hele ere større og stærkere, men ogsaa meget mere opvakte end hine.
Mere og mindre har der ogsaa i de sidste Aar begyndt at røre sig et religiøst Liv i det danske Folk. Stærkest antager man i Almindelighed, at dette er i Fyen; dog gjælder det i det Hele jo kun en liden Del af den store Mængde.
– 375 –
Tiden er der imidlertid, at Præsterne kunne gjøre Noget, naar de ville gjøre det, i Herrens Tjeneste.
Ogsaa paa saadanne Steder vil jo vistnok, som Erfaring lærer, Døden kunne vedblive at herske længe omkring den levende Præst; men det viser sig dog ogsaa stundom anderledes, og hvor det ikke viser sig, som menneskelige Øjne gjerne vilde se det, ogsaa der kan dog maaske det udsaaede Ord i sin Tid bære den Frugt, som det nu ikke synes, det vil bære; efter det lange kolde Foraar kan ogsaa komme en god Høst.
En egen Opvækkelse er i de sidste Aar skeet i det egentlige Sjælland, tildels vakt og kraftig næret af troende, for sit Kald opofrede Præster, skjønt Mange af dem i den enkelte Menighed, der henføre sig selv og henføres af Andre til de saakaldte Opvakte, vel ere langt fra at være i Sandhed omvendte eller at have annammet den Aand, som kan lede til en sand Omvendelse.
Paa mange Maader kan man søge sit Eget; ogsaa de gjøre det ikke sjelden, som synes allerivrigst at søge, hvad Andres er, og hvad Herrens er; Afguden i Hjertet er ikke mindre forførende end Afguderne i Verden; man begynder først at føje den og give efter for den : den skal snart benytte og udvide sin Myndighed.
Separatistiske Forsamlinger danne sig af sig selv af saadanne Sind, og snart vil nu den lille Spire finde megen Næring. Dog er der Grund til i det Hele at glæde sig over dette vakte Liv; hvor Herren kommer, der kommer ogsaa Fristeren med.
En stor Del dømmer naturligvis falskt om en saadan Bevægelse; dog er der ogsaa dem, som ikke kunne vurdere den, der dog dømme alvorligt om den, det erfor jeg.
Saa forskjelligt som det er med det religiøse Liv, saa forskjelligt er det naturligvis ogsaa med Kirkegangen og med Sabbatens Helligholdelse; hvor der intet er, er det naturligt, at Kirkerne undertiden endog ere ganske tomme. Dette maa man sørge over, naar det endog finder Sted, hvor den troe og nidkjære Arbejder søger troende Tilhørere; men ikke mindre sørgeligt er det, skjønt Sorgen her bliver af en anden Art, at der ogsaa gives de Arbejdere, som holde de Kommende tilbage.
Det er utroligt, men en troværdig Præst fortalte mig virkelig, at han af en Bonde i et Sogn, hvem han tilfeldigvis talte med om deres Kirkegang, da gav ham den uventede Beskjed, at man just da det var i Høstens Tid havde Ferier i nogle Uger; Præsten vilde engang lette sine Sognefolk deres trættende Arbejde, og da gav han dem Kirkeferie ; det kalder man Omsorg i den allerhøjeste Grad !
Dog, hvad ikke Præsten gjør, det ved man ogsaa at gjøre selv; ikke alene at Mange udeblive, hvor Herren kalder; Arbejde om Søndagen, Indhøstning f. Ex. og Andet, er ogsaa hos en meget stor Del en ganske almindelig Sag. Liturgi og Kirkeskitte ere som hos os.
– 376 –
I en Kirke hørte jeg om en smuk Slik, som havde vedligeholdt sig fra gamle Tider : medens Præsten ved Kommunionen messede Indstiftelsesordene, nedknælede de Kommunicerende i sine Stole, som naturligvis vare saaledes byggede, at de kunde gjøre dette. Man har for en stor Del vedligeholdt den gamle Skik at skrifte i Sakristiet, istedetfor, som man gjør paa andre Steder, jeg tror hyppigen i Norge, for Alteret.
Præsten finder sig vel ved i Skriftestolen at kunne tale ligefremt og fortroligt med sine Kommunikanter, og hvad han finder sig bedst ved, ville uden Tvivl ogsaa disse finde sig bedst ved.
Saavel paa Landet som i Kjøbenhavn erfarede jeg, at der brugtes den smukke Skik, som ogsaa paa sine Steder finder Sted i Norge, at Menigheden rejser sig, naar Guds Ord forelæses, enten Epistelen messes fra Alteret, eller Evangeliet eller Epistelen læses fra Prædikestolen; det er den Ærbødighed for Ordet, som deraf udtaler sig, som jeg ved denne Skik kalder smuk.
De Kirker, jeg saa paa Landet i Sjælland, vare gamle Stenkirker, almindelig, dømte man, en 5—600 Aar gamle. Af Relikvier i nogle, saasom Røgelsekar, Kister til at opbevare Hostien i, saa man, at de vare fra Katholicismens Tid. Bygningmaaden var simpel : en enkelt Hveelving uden Sidegange, almindelig kun med Vinduer paa den ene Side, hvor man ikke siden havde føjet andre til paa den anden.
Bygningsmaaden vilde man vide var engelsk, og Spir saa jeg ikke paa nogen, skjønt de ved andre Særegenheder i Bygningsmaaden ikke fattedes kirkeligt Udseende. Menighederne ere almindelig mindre end hos os, fra 500— 1000 Sjæle; en Menighed med det sidste Antal regnes for betydelig stor, skjønt der jo ogsaa findes dem, som ere større.
Præsterne have almindelig smaa Boliger, uanselige, ligesom Bondegaarde, tækkede med Halm og oftest med meget lave Værelser. Derimod er der almindelig betydelig Jord forbunden med den. Indtægterne ere for største Delen i Tiende af Korn, og de danske Præster ere i det Hele neppe slettere, snarere vel bedre aflagte end de norske, hvis Stilling især paa Landet, som bekjendt, i det Hele er maadelig nok.
Kiel den 27de August. Søndag.
En højt spændt Forventning tilfredsstilles sjelden. Uagtet denne Erfaring kunde jeg dog ikke nedstemme min Forventning, da jeg idag gik i Kirke for at høre den aandrige, troende, i Norden saavelsom i Tydskland bekjendte Claus Harms prædike. Nu sidder jeg der altsaa i Forventning, og kort efterat det sidste Vers før Prædikenen er begyndt, staar han for mig paa Prædikestolen. Hvorledes ? Med nedheldt Hoved holder han allerførst en sagte, kort Bøn; jeg ved, at han ikke staar der som den, der vil bedrage sin Herre eller sin Menighed.
En kort Bøn aabner dernæst, efterat Sangen er til Ende, Prædikenen. Hans Text er Slutningen af Gal. 5, af hvilken han standsede ved de Ord : «Christo angehören».
– 377 –
Jeg vil ikke skildre hans Foredrag, fordi jeg kan det ikke. Et Ansigt kan afmales, dannes til et Billede, en Egn kan fremstilles, og saa kan vel ogsaa et Foredrag gjengives paa Papiret; men det levende Foredrag i Forhold til hint bliver dog ikke alene som det levende Ansigt i Forhold til sit Billede; det bliver noget Mere, som endnu mindre kan udtrykkes. Saa bliver det, hvor Foredraget virkelig har Liv, og her var Liv : ingen paatagen Kraft, endnu mindre nogen paatagen Yndighed i Sprog eller Manerer. Alt var Natur og Hjertelighed, en Talen til, ikke alene for den talrige Menighed, hvoraf han var omgiven. Man mærkede her, at der fandt den Vexelvirkning Sted, som nødvendig maa finde Sted mellem Taleren og de Hørende, naar hin stal virke Noget.
Mellem Lære og Formaning delte sig hans længe, men dog uden Tvivl ikke for mig alene for korte Foredrag. Denne henvendte han, med den bestemteste Sondring, til dem, som aldeles ikke ville høre sin Herre til, til dem, som egentlig ikle høre Nogen til, og endelig til dem, som virkelig, omend i Skrøbelighed, høre deres Herre til.
Af hans fulde Hjerte talte ilke alene hans Mund, hans hele Person talte med, deltog levende i det hele Foredrag; en saadan Gestikulation læres ilke. Vistnok kan man bevæge sine Arme langt smukkere, end Harms brugte sine; man kan ogsaa paa Prædikestolen spille en smukkere Figur end han, alt eftersom man mere og mindre gjør Prædikestolen til det Samme, som Livet er for saa Mange, en Skueplads, hvor det kommer an paa at indtage de Fleste ved sit Spil.
Men dog tilstaar jeg, at denne hjertelige, friske, ubundne Livlighed tiltalte mig mere end de skjønnest udførte Foredrag, jeg har hørt.
Harms var hjemme i sin rummelige Prædikestol ligesom i sin Stue ; derfor bevægede han sig ogsaa frit i den, uden dog at gjøre mere af det, end at det jo, saa syntes det mig, maatte tiltale Enhver ved den Naturlighed og det indre Liv, hvormed det var forbundet.
Forsøg du, naar du i din Prædiken nævner Jesu Christi Navn, at bøje dit Hoved, som Harms gjorde det, og som du jo, som en Levning af gammel Ærefrygt for det Hellige, endnu ser, det sterkest og her, hvor man ikke forstaar at bukke til en Kompliment : og du skal vel erfare, at har du ikke hans Ærefrygt for det Hellige, hans barnlige Tro og Frihed for Menneskefrygt, da er Bukket ikke saa let endda.
Dog vel os, at det kommer ikke derpaa an ! Men vel ogsaa den, som frit og uden Sky gjør, hvad hans Hjerte siger ham at gjøre ! Da staar jeg rolig og stille for min Menighed og taler saaledes, fordi det saaledes er mig bedst, og du gjør det anderledes, fordi det saaledes er dig bedst, og begge gjøre vi dog noget Godt i Herren, naar vi tale af Hans Aand og i Hans Navn.
Ligesom den tause Bøn begyndte, saa endte og en taus Bøn hans Foredrag, idet han holdt sit Ansigt ned foran fin Bibel eller sin Kirkebog.
– 378 –
28de August.
Efter et Besøg i Borgerskolen besøgte jeg Dr. Harms. Med en vis Frygt gik jeg til den værdige Gamle, som dog strax fjernede den fra mig ( i Randen : Da jeg paa min følgende Tur havde besøgt saa mange andre Præster og seet den forskjellige Maade, hvorpaa den Fremmede modtages af de Forskjellige — skjønt jeg med Sandhed kan sige, jeg fandt venlig Modtagelse af Enhver — lærte jeg ret at paaskjønne den hjertelige Maade, hvorpaa Harms modtog mig. Bevis paa den Kjærlighed, han nyder, er, at Menigheden har skjænket ham et helt Hus med Meublement).
En middelshøj, temmelig spæd Mand med graa Haar, der krølte sig om hans Ansigt, af hvilket Aandighed, Fromhed og Naturlighed taler, saa jeg her for mig.
«Sid ned, kjære Broder», tiltalte han mig snart, da han allerede havde hørt om mig af sine Børn. Hans Stol — en Lænestol, som jeg formoder, han mere lader Fremmede bruge, end selv Bruger — blev nu min, og om Bibel og Prædiken og Agende var strax Samtalen knyttet.
Mod Rationalismen udtalte han sig strax med samme ligefremme Uforbeholdenhed som i sine Skrifter, dog uden at søge denne Samtale, uden Vrede, uden den Iver, der stundom ligger saa varm paa Læberne, hvor død den end ellers er.
Frihed vil han i det kirkelige Liv, naar den kun ikke overskrider den Orden, som Ordet har sat; for dette bøjer han sig, og for det alene, derfor heller ikke for Troesbekjendelsen i den bestemte Form, hvori vi have den. Mod Bundethed anførte han : har den holdt Rationalismen ude ?
Man kan binde til Ord, men dog ikke til Tro.
Han beklager, at Altertjenesten ikke er betydende nok i Kirken; her læses i Almindelighed kun en Bøn eller Kollekt før Prædikenen og Velsignelsen efter, Wolff (Præst ved Nikolakirken) saaledes den apostoliske Velsignelse fra Prædikestolen og den mosaiske fra Alteret (det er en Synderlighed ved vor Gudstjeneste, at her den mosaiske bruges to Gange næsten umiddelbart efter hinanden. Det var vistnok ønskeligt, om en Forandring her kunde ske i Lighed med ovenanførte Brug. Meddelerens Anm.), Harms denne alene fra Prædikestolen, fordi han ingen Altertjeneste har; han vil, at der skal synges eller messes, ikke læses for Alteret, og selv mangler han Messestemme.
Han forsvarer, at Barnedaab forrettes i Huset ligesaavel som i Kirken, skjønt han nok vil, at den fornemmelig skulde have sin Plads her; hist holder han som en liden Prædiken for de samlede Forældre, Søskende og Venner; denne Anledning til at tale til Forældrene, hvilken ellers ikke tilbyder sig, anser han som meget ønskelig. Bøn i Chordøren af Klokkeren vilde han ikke have. Hvorfor holder Præsten den ikke ? spurgte han; Ordet skal kun forhandles mellem Præst og Menighed. Af denne Grund vilde han ogsaa gjerne have Chorsangen afskaffet som Antifoni til Præsten
– 379 –
efter Bønnen og Velsignelsen for Alteret.
Drengenes Ønske og Stadfæstelse smagte ham ikke; Menigheden skal svare. Dette Samme har jeg længe ment.
Vi talte ogsaa om Tilstanden i Hertugdømmerne; indtil 1816, da han kom hertil som Præst, stod han omtrent ene mod Vantroen; siden er det efterhaanden blevet bedre, ved Twesten o. Fl.; han behøvede ikke at nævne sig selv.
Hvor Meget hele Holsten skylder ham, anerkjendes vel af enhver Troende. Om Schleiermacher, som vi talte om, paastod han ligefrem, at hans Virksomhed havde befordret Troens, ikke Rationalismens Udbredelse; selv han tiltaltes meget af hans «Religionstaler», da de udkom.
—Om Stemningen for Harms erfor jeg forøvrigt, at han i det Hele især havde Universitetet og den mest dannede Klasse tilligemed den laveste Klasse, om den end ikke forstod ham tilfulde, for sig. Imellem stode, som man kan tænke sig, ikke Faa, som ikke delte hans Tro og fulgte hans Vej.
Hans første bestemte Optræden 1817 paadrog ham Regjeringens og Verdens Fiendskab; den første har senere udsonet sig med ham, og af den sidste ere vel dels Mange vundne, Andre traadte mere tilbage for den urokkelige Kjæmpe. I Begyndelsen gik det saa vidt, at man ikke turde være sig bekjendt at høre hans Prædikener, men gjemte sin Psalmebog, naar man gik til og fra Kirken.
Dog tiltog snart hans Autoritet, og, skjønt vistnok fornegtet af Mange, vel af den største Del, staar dog Troen som den sejrende Del her over Rationalismen. I særdeleshed stor har Harms’s Indflydelse været paa de theologiste Studerende.
Et gjentaget Besøg hos Harms viste mig ham som densamme elskværdige Mand, som igaar. «Har De nu studeret dygtig? » var hans første Spørgsmaal, da han igaar havde medgivet mig et Par Bøger, som vi talte om. Vi talte denne Gang om Ægteskabsskilsmisse, med Hensyn til hvilken han ikke antog, man kan overføre Christi Udsagn i den borgerlige Lov, ligesaalidt som man har gjort det med Eden.
Han gjorde ogsaa opmærksom paa Christi Ord, at den, som ser paa en Kvinde o.s.v.
Til Afsked : «Gud give Dem at finde Kone og Børn friske, naar De vender hjem ! Farvel, kjære Broder !» Dertil et Broderkys, og bort maatte jeg.