– inntatt i Luthersk Kirketidende 5. Bind – No. 22 – Utgave «Søndag den 26de November 1865»; (del av en artikkelserie 1864 – 1868 : «Uddrag af en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet»); res. kap. til Drammens menighet Hans Jespersen foretok en studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til våren 1838.
(Fortsættelse fra Bd. III. Nr. 24. Efter Fleres Ønske oplyses herved, at Forf. til Dagbøgerne er den som residerende Kapellan i Drammen i Aaret 1840 afdøde Hans Jespersen, der med offentlig Understøttelse foretog en Udenlandsrejse i Kirke- og Skolevæsenets Anliggender. Meddeleren maa bede om Undskyldning for, at Fortsættelsen af disse Uddrag først nu fremkommer. Forandring af Livsstilling har i den sidste Tid hindret ham i noget jævnligere at kunne beskjæftige sig med Dagbøgerne. Adskilligt, Meddeleren havde Lyst til at tage med af forskjelligartet Indhold, forbigaaes i disse Uddrag, da Rummet i Kirketidenden formentlig ikke vilde tillade udførligere Beretninger om Rejsen, Personer, Gjenstande o.s.v.).
– gjengitt fra sidene 344 – 352 :
Kiel, Tirsdag den 29de August 1837.
Efter om Formiddagen at have besøgt Harms hørte jeg om Eftermiddagen et Foredrag over Æsthetiken af Henrik Ritter (ikke beslægtet
– 345 –
med Karl Ritter, Geografen i Berlin), Dr. og Prof. i Phil., bekjendt ved sit i hele Tydskland udmærket anseede Skrift : «Philosophiens Historie».
Fra Berlin kaldtes han for 3 Aar siden til Kiel for nu til Efteraaret igjen at gaa til Göttingen, misfornøjet over, at Regjeringen ikke vil indrømme det herværende Universitet de Fordele, han har andraget paa for det.
Hans Foredrag var ved en, som det syntes, affekterer Styrke mindre behageligt, end tydeligt og grundigt. Han talede kortelig om de forskjellige Hoveddigtarter : den lyriske, dramatiske og episke, med Biarterne : den daktiste, satiriste, idylliske o. fl. A.
Om den didaktiske bemærkede han, at den ikke egentlig kan underordnes hine Hovedarter saaledes som de øvrige.
Den viser hen paa en Blanding af Belæren med den Maade, hvorpaa Digteren vil udtrykke sin Følelse. Egentlig er dog Belæren ikke Digterens Sag, der kun vil udtale det Skjønne og give Andre det til Anskuelse, saaledes som han selv har seet det.
Jo mere belærende han er, desto mindre Digtning, desto koldere bliver han; det maa da være, at han mere udtaler sine Meninger, end fremsætter almindelig Lære. Om Epigrammet bemærkede han, at det gamle Epigram har sit Navn af dets Bestemmelse, at være en Indskrift, som har uddannet sig til en mere bestemt Form. Det nyere har man kaldet «Sinnspruch», bestemt til at lade en vis Tanke fremtræde i et skarpt Udtryk.
– Omtrent 30 Studerende vare nærvcerende, enhver med sin Væske eller Taske til sine Hefter. Saalidetsom de havde skaanet de ilde forskaarne og mishandlede Borde, saa omhyggelige vare de for at bevare, hvad der af deres Eget kunde lide Noget ved Skriveriet; største Delen brugte løse Ærmer udenpaa de almindelige, ligesom hos os Kokke og visse Haandverkere, en Slik, som ikke kan dadles.
Forresten udmærkede dem Intet, udenat Enkelte havde Knæbelsbarter og Huer med meget forskjellige Farver, smaa, i Form af en afbrudt Kegle, lyserøde, violette, sorte, blaa, grønne o. s. v. Disse Farver have dog, som jeg erfarede, kun tildels en Betydning; almindeligvis have saaledes de, som høre til det saakaldte «Germania», sorte, og de, som høre til «Holsatia», blåa Huer. I disse to Partier ere nemlig Studenterne delte siden 1822. Anden Betydning har dette dog ikke, end at det volder en Spaltning, saaat
– 346 –
begge Partier ikke have nærmere Omgang med hinanden.
Dueller, som som man for en Del Aar siden almindelig søgte at faa hævede, vedvare endnu, skjønt det bliver lidet bekjendt, da Straf er sat derfor. Skjønt enhver Studerende gjerne lærer at fegte, er Tonen dog ikke anderledes, end at Enhver, som vil undgaa det, godt kan.
Værre er det paa Universiteterne i Halle, Leipzig o. s. v.
Paa en Spadseretur med Pastor Balemann besaa jeg Kiels ogsaa fra den sydlige Side saare skjønne Omegn; Skove, Bakker og Haver vexlede ogsaa her og belivedes af Søen eller af den Bugt af den, som gaar ganske ind til og forbi Staden.
Dog dette var mig ikke nok; jeg maatte ogsaa nyde noget Mere, og dette maatte min Spadserfælle give mig, de Underretninger om dette og hint, som jeg just vilde søge hos ham. Det Første, jeg ønskede nøjagtigcre Underretning om, var Indretningen af den hele Gudstjeneste i Nikolai Kirke, da jeg selv ikke bivaanede den fra Begyndelsen.
Jeg erfarede da, at man begynder med en Indgangspsalme; dernæst træder en Præst for Alteret og messer : «Ære være Gud i det Høje, Hallelujah, Hallelujah», hvortil Choret svarer : «Og glem ikte alle Hans Velgjerninger» (Hvor skjønt, om dette eller Lignende kunde indføres hos os til Afløsning af det noget Ensformige ved Altertjenesten ; f. Ex. ialfald paa de store Højtider), derefter en bestemt Psalme til den treenige Guds Pris; saa messer Præsten Epistelen, om der prædikes over Evangeliet, og omvendt.
Der vexles med Epistel og Evangelium til Højmesse og Aftensang (ønskeligt ogsaa for vort Vedkommende, hvor Aftensang bruges. Meddel.’s Anm.).
Derefter en Hovedpsalme, som passer til Prædikenen. Saa Prædiken. Et Par Vers. En Præst træder for Alteret og messer den aaronitiske Velsignelse (den apostoliske paa Prædikestolen, naar der ikke er Altergang).
Tilsidst en kort Psalme (Forskjelligt paa andre Steder; der messer man ogsaa en Bøn før Prædikenen, og man tænker paa at indførc det her, hvad ogsaa Harms, der selv ikke kan synge, ynder).
De gamle Perikoper følges almindelig. Dog gjør Harms Afvigelse. Saaledes havde han nu i fortsatte Foredrag prædiket over Fadervor og i Passionstiden over selvvalgte Texter af Lidelseshistorien.
Visitats holdes hvert tredje Aar af Generalsuperintendenten, og hvert andet Aar af Provsten. Præsten har ingen Medhjælpere. Konkubinat eller «wilde Ehe» anmeldes til Øvrigheden efter Advarsel. Horeri udenfor Ægteskab straffes med Bøder, tredje Gang med Tugthus; men man undgaar det ofte ved at flytte til fremmede Menigheder.
Husandagt har begyndt at udbrede sig i Kiel. Man ynder ikke i Holsten og Slesvig det danske Regimente og vilde helst være fri.
– 347 –
Man er misfornøjet med den Bestemmelse, at alle Embedsmænd skulle aflægge Prøve paa at kjende det danske Sprog; Prøven betyder dog ikke meget.
Med Hensyn til Præsternes Indtægter i Kiel erfarede jeg, at Offer er aldeles faldet bort.
Bækkener, som udsættes ved Kirken paa de store Fester, bringe neppe nogle faa Dalere. Indtægterne ere forøvrigt dels faste af Kirken, der har Formue, dels for største Delen Accidentia.
Man har et Regulativ, hvorefter man betaler for en Barnedaab 3 Mark Kourant, i Byerne, naar den sker i Kirken, 1 Mk. og 3 Mk. i Husct.
Voxne Lig 4 Mk.; Charakteristik af Personen 4 Thlr., Adelige 12 Thlr. Brudevielse 5 Mk. og 2 Mk. for Tillysning. Første Præst ved Nikolai antages at have en Indtægt af omtrent 12—1300 Thl., Archidiakonen 7—8oo Thl. og Adjunkten 200 Thl. vist af Kirken.
Præsten ved Klosterkirken 5-600 Thl. Embeder paa Landet paa 800-1000 Thl. foruden Præstegaard ansees for store. Man ønsker ogsaa i Holsten Synodalforfatning. Derefter besøgte jeg Slottet, hvoraf en Del benyttes til Universitetsbibliothek. Slotskirken er en smuk lille Kirke, som dog kun benyttes af Studenter og Kandidater, som prædike til Prøve (Studenterne kunne nemlig efter en vis Tid ogsaa aflægge Prøve i at prædike, hvorefter de faa Tilladelse til at prædike, hvor Lejlighed bydes dem, uden Løn).
Forhandlingen om Norges Afstaaelse skeede ikke, som Nogle havde sagt mig, her, men i en anden Bygning, hvori den svenske Kronprins da boede, og som nu bruges til Skolehus.
Thorsdag den 31te August.
I Bramstädt, 6 3/4 Mil fra Kiel, hvorfra jeg havde bestemt mig til at besøge Pastor Bahnson i Sühlfeld, modtog jeg den sørgelige Efterretning, at Manden var død allerede for nogle Maaneder siden.
Opvartningspigens Deltagelse ved at berette mig dette, hendes venlige Ord, som Mine og Stemme og Alt forraadte kom fra et elskende Hjerte : «Det var ubehageligt for Dem, at Deres Ven er død, det var sørgeligt !» gjød en sød Lægedom i mit ved denne uventede Efterretning nedslagne Sind.
Hvor lindrende dog den Deltagelse, der taler af Hjertet, – hvor meget mer end lange Taler ! Traurig fortsette jeg Rejsen, ene i den mørke Nat, overladt til mine Betragtninger. Menigheden berøvet sin Sjelesørger endnu i hans kraftfulde Alder — af de rette Arbejdere er der saa faa ! Og den fromme Ægtefælle, den troe, bedste Mand og Forsørger for deres Børn !
Jeg havde gjerne forfulgt min Rejses første Maal for at kunne have talt et Trøstens Ord til hende, men jeg kjendte hende ikke. Dødcns Tanke traadte mig selv alvorsfuld imøde.
– 348 –
Skulde det være dig bestikket, tænkte jeg, at ogsaa du skulle bortkaldes fra Dine i en ung Alder, og fjernt fra dem !
Dog Troens Aand forjog Frygtens. Han var ikke død, og jeg vil ikke dø; Een er død for Alle, at Alle skulle leve ved Ham. Som fordum Apostelen talte triumferende, saa talte ogsaa jeg til mig selv, hvad Herren gav ham at tale : «Død, hvor er din Braad ? Helvede, hvor er din Sejer ? Lovet være Gud, som gav os Sejer ved vor Herre Jesum Christum !»
Min Smerte opløste sig saaledes i Bønnen, og med den frembrydende Dag frembrød ogsaa Lyset igjen i min Sjæl.
Hamburg den 5te September.
Med den egentlige, i Livet indtrædende Christendom er det i Hamburg, skjønt det roses for Religiøsitet, slet.
Af 110,000 Mennesker (med Fremmede regner man 120,000) kommunicere kun 25,000, blandt hvilke 2000 som Konfirmerede med deres Frænder.
Den christelige Præst finder vistnok Tilhørere; men dog søges Rationalister (rasjonalistisk sinnede prester/red.) ikke mindre, naar kirkeligt Sprog og Gaver o. s. v. tiltrække.
Ustadighed er her ligesaa charakteristisk for Hamburg, som i andre Henseender en ufravigelig Vedhængen ved det Gamle (saasom i hvad der hører Regeringsformen til o. dsl.).
Bedst er Kvindekjønnet, som man især finder fylder Kirkerne; saa er det nu ogsaa andetsteds. Fortidens Gudsfrygt er svunden med Fortidens Simpelhed og Enfoldighed. Husandagt findes vel i Regelen aldeles ikke. Noget tilskriver man Napoleon, som 1806 besatte Hamburg og 1811 indlemmede det i sit Rige. Ved ham indførtes saaledes borgerligt Ægteskab for Mairen (borgermesteren/red.), hvorved det stod Enhver frit for, om han tillige vilde vælge den præstelige Vielse.
Om Indvirkningen af denne Aand slutte man, naar man hører, at i en Menighed, hvori i 2 Aar tilsammen ikke fuldbyrdedes mere end 20 kirkelige Ægteskaber, viedes, da de forandrede Forholde paabød det Gamle, i det 3dje Aar 500 Par (dog bliver der lidet Spørgsmaal om at tilskrive disse eller hine Fremmede dette, naar man hører, at Tusinder af Skjøger staa under offentligt Opsyn. Det er den christelige By ! Noget, jeg ogsaa hørte Klage over, var, at Penge spille en altfor betydelig Rolle, at Vindesyge og Bedrageri ere almindelige).
Saa Meget gjør Tvangen ! Hvad vilde ske, naar den ophævedes ! Og dog er Mennesket ikke skabt til Frihed ?
Nyt Liv vaktes ved Harms’s Theses 1817 og siden ved Missionsforanstaltningerne 1822, som man endog fra Regjeringens Side søgte at modsætte sig, idet man ikke fik Tilladelse til Samlinger i Kirken. Nu holdes efter engelsk Mønster «Betstunden» (bønnemøter/red.) i et Hus hver Mandag Aften Kl. 7 og een Gang om Aaret offentlig Samling i en Kirke, hvorved tales og forelæses, og hvor det er Enhver frit at tale med, hvilket dog sjelden sker. Den ogsaa hid fra Tydskland overførte Strid mellem Lutheranerne og de Reformerte har voldt en Uenighed, som dog de for-
– 349 –
standige Lutheranere misbillige, idet de erklære, at de, skjønt Medlemmer af et Selskab til Christendommens Udbredelse, hvori begge findes blandede, dog ikke derfor forkaste den Aug. Konf., ikke fornegte nogen christelig Grundsandhed, alligevel ere imod Unionsforsøgene med Magt.
De slette Foranstaltninger til Ungdommens Opdragelse, den Modstand, troende Præster finde — En vil man saaledes nu sætte en Anden ved Siden, fordi hin er for rent christelig – , bevise den nuværende religiøse Tilstand.
En Enkelt af Raadet omtales undtagelsesvis som en christelig Mand blandt sine Kolleger. Derfor ogsaa Bibelselskabet dødt her, som andetsteds; Klage blandt de Bedre saavel over det kirkelige Livs som Skolens Forfald.
Medens der her er mange Velgjørenhedsanstalter, flere, hvori der bliver sørget for de Elendige, gjør man Lidet for ret alvorligt at forekomme (forebygge/red.)Elendigheden. Store Menigheder og faa Præster, som ingen Sjælesorg kunne udøve.
Et enkelt Skridt til det Bedre er, at Konfirmationen siden en 5 —6 Aar er bleven offentlig i Kirken, medens den indtil da foregik i Præsternes Huse, vel ogsaa privat i enkelte Families (ogsaa næsten alle Daabshandlinger forrettes i Husene).
Nu bestaar den i Tale af Præsten foran Alteret, hvilken han slutter med Troesbekjendelsen og det Spørgsmaal til dem alle, om de tro paa den, hvortil de samtlige knælende for Alteret svare Ja.
Ingen Tale, men kun Sang slutter Handlingen. Den hele Liturgi er efter den af Bugenhagen indførte. Først 3 Psalmer (de to første bestemte, den tredje, Hovedpsalmen, med Hensyn til Prædikenen), saa Prædiken, saa Sang, en Kollekt og Slutningspsalme.
Ved Begravelser finder ingen Indvielse Sted og almindelig aldeles intet Ligfølge. Visse Korporationer af Borgere besørge Ligene bortførte, iførte store pudrede Parykker.
Brudevielser foregaa i Husene. Skriftemaalet er privat, højst 8 á 10 i Skriftestolen ad Gangen ; det sker det hele Aar Dagen for Kommunionen, som holdes paa alle Helligdage. Skriftemaalet betales. Kandidaten examineres af de fem «Hovedpræster» og forpligter sig til at følge de symbolske Bøger. Præsterne, som ere frie for Deltagelse i Fattigvæsenet og verdslige Forretninger, vælges efter holdte saakaldte Valgprædikener af enhver Kirkes saakaldte store Kirkekollegium tilligemed de Senatorer, som bo i Sognet, foruden Senioren, naar en Sognepræst vælges, og denne, naar en Diakon vælges.
Den ældste af Diakonerne er uden videre Valg Archidiakon. Ogsaa fremmede Præster kunne indkaldes; dette sker almindelig med Sognepræsterne. Ved enhver Sognekirke staar i Almindelighed en Pastor, en Archidiakon og 2 eller 3 Diakoner, almindelig ogsaa kaldte Pastorer. Alle Præster tilsammen danne et «Ministerium», raadgivende, Intet videre. Ogsaa derved blive Kirke og Stat aldeles sammensmeltede, at
– 350 –
Hamburgs hele Forfatning hviler paa den lutherske Kirkeforfatning.
Reformerte, Katholiker og Mennoniter (hidflygtede fra Polen, i 17de Aarh. optagne i Altona, da man ikke vilde i det strengt lutherske Hamburg) have tildels lige Rettigheder med Lutheranere. Der er Søndagsskoler for forsømte Børn og Foreninger af Mænd og Kvinder til ved personlig Nærværelse, Tale og Daad at afhjælpe aandelig og legemlig Nød i de lavere Klasser, efter engelske Mønstre.
Hamburg den 7de September.
Efter at have spist til Middag hos Pastor Rautenberg (fra ham Oplysningerne om Tilstanden i Hamburg) ledsagedes jeg af ham til det saakaldte «Rauhe Hans» i Horn, en halv Mils Vej fra Hamburg, udenfor St. Georg.
I dets Forstander Wichcrn, Cand. Theol., fandt jeg en dannet, behagelig, christelig, for sit vigtige Kald aldeles opofret Mand, med en Kone ligesaa venlig, som han selv. Først Lærer ved en Søndagsskole, vaktes han derefter, nu vel bekjendt med mange Unges store aandelige Nød, ved Omstændighederne ført af Herren til at hengive sig til den Sag, for hvilken han nu ganske skal opofre sig.
«Christus er igaar og idag og til evig Tid den Samme», saaledes tiltaltes jeg ved Indtrædelsen i hans smukt beliggende Hus; saa er nemlig Indskriften paa det lille Alter i Enden af den skjønne, lyse Bedesal, hvori man strax træder ind. De paa Tavler paa Sideveggene opskrevne Bibelsprog, som havde været Gjenstand for den Morgens Andagt, vidnede ogsaa om, at her havde ikke Verdens Aand hjemme. Hvor gjerne havde jeg bivaanet denne Andagt, som han hver Morgen holder en Time for det hele Hus, og som foruden i Bøn og Sang ogsaa bestaar i opbyggelig praktisk Skriftudlægning.
Saa begynder Dagen med Herren, og saa endes den ogsaa. Inddelingen i «Familier», hver bestaaendc af omtr. 12 Børn, under Opsyn af en af hans Medhjælpere, hvoraf han har flere, der dannes af ham som i et Slags Seminarium til at forestaa lignende Indretningcr, er uden Tvivl saare hensigtsmæssig.
Enhver Familie havde 3 Værelser, et for Hjælperen og to for Børnene, det ene til Brug om Dagen og det andet Sengkammer. Bestyreren har Religionsundervisningen, forbereder til Konfirmation og underviser sine Medhjælpere, foruden at han er Hovedet for og Aandcn i det Hele. Udenfor de 4 Undervisningstimer bestjæftiges Børnene med forskjelligt Arbejde, Mark- og Havearbejde, Røgten af Kreaturerne, Skomager- og Skræderarbejdcr, Forfærdigelse af Træsko, Drejerarbejde og Spinden ved simple, af Bestyreren selv forfærdigede Maskiner, hvorvcd de, hensigtsmæssigen saavel for Legemet som for Sjælen, ikke sade, men stode. Det lille Antal Piger havde et lidet Hus under en egen Bestyrerinde eller Lærerinde for sig og befandtes under hendes
– 351 –
Vejlcdning bestjæftigede udenfor deres Hus med Syning.
Alt Haandtlangerarbejde ved Opførelsen af flere Bygninger var udført af Drengene alene uden andre Arbejdere. Viseligen anmodede Bestyreren mig, da vi gik ud at bese Indretningen, om i Børnenes Nærværelse ingen Bemærkmng at gjøre om dem. Herren velsigne hans fromme, nidkjære Bestræbelser !
Paa Hjemvejen gjorde vi en Tur til og igjennem det smukt beliggende Wandsbeck, omgivet af Haver og Skove.
Det glædede mig at se det Hus, hvori den fromme Claudius engang havde boet. Solgt efter hans Kones Død 1832, var det nu oppudset.
Inden Omhegningen om deres Grave, som jeg ikke kunde negte mig at gaa hen og se paa den Wandsbecks Kirke omgivende Kirkegaard, stode tvende Jernkors ligeoverfor hinanden med hans og hans Kones Navne, Födsels- og Dødsaar han døde 1815, hun 1832 — og nedenunder hans (navn/red.) Joh. 3,16 samt under hendes Joh. 11, 25 at læse.
En af hans Sønner, Cand. theol., en brav ung Mand, erfarede jeg paa Tilbagevejen, var ansat i Segeberg; endnu to Brødre ere Præster, en i Holsten og en i Lauenburg, en fjerde Senator i Lübeck.
Hamburg den 8de September.
I Selskab med Prof. Krabbe besaa jeg, ført om af Katechet ved Tugt- og Arbejdshusets Kirke Jänisch, «das Zuchthaus» med dets «Strafschule».
Det sørgeligste Indtryk gjorde det paa mig, ikke at se Nogen se sørgende ud. Ogsaa her havde man gjort den sørgelige Erfaring, at Tugthuset intet Forbedringshus var; kunde det ikke blive saa !?
Man beklagede, at der var for Mange til, at Sjælesørgeren kunde drage den nødvendige Omsorg for dem. Det rige Hamburg maatte kunne raade Bod paa dette saavelsom paa, at altfor Mange vare sammenpakkede i de enkelte Værelser. Blandt Fruentimmerne fandtes saaledes Syge og Friske om hinanden. Tyveri var de Flestes Forbrydelse.
Hamburg den 10de September. Søndag.
I Brødremenighedens simple, men nette lille Kirke, der strax tiltaler den Kommende : «Der Herr ist Alles in Allen», hvilke Ord findes paa Bygningens Forside, opbyggedes jeg ved Pastor Garners ligeledes simple, men ogsaa nette Prædiken over Dagens Evang., Enkens Søn af Nain.
Christus opvækker Enkens Søn fra de Døde; Han opvækker de aandelig Døde og Sovende; Han skal paa Dommens Dag opvække Alle og kalde dem frem af Gravene. Dette Thema udførte han paa en simpel, opbyggelig, tiltalende Maade i Evangeliets Aand og med dets Udtryk.
Uagtet Menigheden knn skal tælle faa Medlemmer i Hamburg og Altona, vare dog temmelig Mange tilstede, ligesom Garner i det Hele søges ikke mindre fra Hamburg end fra Altona.
Da jeg efter Gudstjenesten hilsede paa ham,
– 352 –
førte han mig til sin gamle Fader, der tidligere havde værct Præst i Herrnhut og er bekjendt som Udgiver af en yndet Psalmebog.
Den 11te September.
Kl. 2 afrejste jeg fra Hamburg til det omtrent ligeoverfor paa den anden Side af Elben i Hannover liggende Harburg.
Den omtrent 1 1/2 Mil lange Sejlads gik mellem Øer, der, tildels ogsaa bevoxede med Smaaskov, for største Delen give Græsgang for Kvæg. Synet af det ligefor liggende Hamburg med dets høje Taarne samt Altona med dets skjønne, lange Alléer, med Træer tæt besatte Haver bidrager ikke mindre til at forskjønne denne Sejlads, som omtrent varer 1 1/2 Time.
— De bag Byen liggende Høje, de første af nogen Højde, jeg nu i flere Uger havde seet, opfordrede mig til en Spadseretur. En skjøn Plantning af Fyrre- og Grantrær, som bliver endnu skjønnere, naar den faar voxet mere til, mødte mig her.
Jeg betragtede med Velbehag det i Aftensolen liggende Hamburg og Altona, den bugtede Elb og de frugtbare Marker med sine Landsbyer ved Højdernes Fod. Et ligesaa behageligt Indtryk syntes denne Udsigt og Vandringen mellem de skjønne Anlæg som Harburgerne her nylig have bragt istand, at gjøre paa en Göttinger Student, som spadserede omkring her, og som, da jeg havde tiltalt ham, snart indviede mig i de hannoverske Affærer : Universitetet har omtrent 800 Studerende, men i deres Frihed er der gjort Indskrænkninger siden Opløbet 1830; Misnøje med Kongen, med trykkende Byrder, Skatter og Afgifter; Folket fandt sig rolig i dette; «lykkeligt det Land», udbrød han tilsidst, «hvor Friheden hersker !»
Saa gik han bort, og jeg befandt mig alene, og jeg befandt mig vel ved denne Ensomhcd; den var mig en sand Vederkvægelse efter Opholdet i det urolige Hamburg.
Solen dalede allerede i Horizonten. Saa, tænkte jeg, skal ogsaa dette Livs Lys sluttes. Jeg befandt mig, siden jeg forlod Hjemmet, maaske endnu ingensinde saa godt som i denne Ensomhed.
Jeg følte en Rolighed, som ret hævede min Tanke opad. I saadanne Timer tænker jeg altid paa Frelseren, hvorledes Han tilbragte sine ensomme Timer, hvorledes Han bad. Saa bede ikke vi. Dog var jeg glad ved i denne Fredens Time ret at kunne hengive mig til Bønnen, for mig, for de Kjære i Hjemmet, for min Menighed.
Den fulde Maane skinnede saa venlig til mig paa min Vandring; det var mig, som lyste Herrens Ansigt over mig; uvilkaarlig bad jeg derfor ogsaa : «Herre, velsign mig og bevar mig ! Lad dit Ansigt lyse o.s.v.»
Endnu tilbragte jeg et Par Timer i Vertshuset; da gik det afsted Kl. 10.