– inntatt i Luthersk Kirketidende 5. Bind – No. 24 – Utgave Søndag den 10de December 1865; (del av en artikkelserie 1864 – 1868 : «Uddrag af en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet»); res. kap. til Drammens menighet Hans Jespersen foretok en studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til våren 1838;
– gjengitt fra sidene 376 – 385 :
Hannover den 18de September 1837.
Den brave Doktor Wolkenhaar førte mig til Byens Bibliothek.
Dets 80,000 Bind indeholde fornemmelig historiske Verker, dog ogsaa betydelige andre, f. Ex. theologiske, i det Hele af den nyere Literatur, fordelte paa en stor Sal og to mindre.
Mange af de Oversættelser af den hellige Skrift, som det engelske Bibelselskab har besørget, fandtes her; ogsaa et Par Pragtudgaver af Bibelen; blandt Andet en saare pragtfuld Udgave af det Nye Testamente med Anmærkningcr, begge paa Engelsk, med gyldne Bogstaver paa det fineste Pergament, lignende Velin.
Man følte en egen Interesse for denne, fordi den blev den sidste Gave af den afdøde engelske Konge, som sendte Bibliotheket den kort før sin Død. Her forefindes ogsaa de vigtigste Manuskripter af den lærde Leibnitz. Blandt Andet saa jeg alle 3 Dele af hans Theodicée i Manuskript, dels med hans egen Haand, dels ogsaa med fremmed; en Disposition eller Udkast til det Hele laa hos, begge paa Tydsk.
Her erfarede man ogsaa, at han oprindelig skrev sine «Monader» paa Fransk, i hvilket Sprog ogsaa her fandtes i Manuskript hans Forsøg paa at forene de forskjellige Troesbekjendelser. Endnu Mere end i disse Sprog fandtes i det latinske. Som Vidnesbyrd om den Omhu, han anvendte paa sine Arbejder, fortalte os den saare forekommende Bibliothekar, som just da var bestjæftiget med at ordne de Leibnitzske Sager, at her fandtes Ting, som vare omskrevne 10 Gange.
I hvad der forelagdes os, fandtes ogsaa ikke alene Rettelser og Tillæg i Mængde, men ogsaa hele Sider aldeles udslettede. Her findes ogsaa en Del af hans Manuskript til Indretning af den Regnemaskine, han pønsede saa meget paa, og som ved lette Opgaver skulde kunne træde istedetfor en Regnemester.
Hannover har ogsaa rejst denne berømte Lærde et Mindesmærke, som findes i det ene Hjørne af den smukke Exercerplads lige ved Byen, et Brystbillede af Marmor. Det Tag, som hvilende paa Piller hvælver sig derover, har den Indstrift : «Genio Leibnitzii».
I Professor Lücke, hos Hvem jeg tilbragte Aftenen, fandt jeg en venlig, jævn, dog, som det syntes, ikke aandrig Mand. Med Forholdene i Norge var han saa ubekjendt, at han troede, man talte Svensk i Norge. Dette forundrede mig mindre, da jeg siden mærlede, at han omtrent kjendte ligesaa lidt til Forholdene i Danmark, den theologiske Strid, som der har
– 377 –
fundet Sted o.s.v.
Kun af Clausen kjendte han hans «Katholicismens og Protestantismens Lære, Ritus» o.s.v., hvori han egentlig ikke fandt noget Anstødeligt. Af en Anden i Selskabet erfarede jeg dog, at at han med Interesse havde fulgt Beretningerne i de tydske Blade om Storthingets Forhandlinger.
Den 16de September.
Jeg aflagde et Besøg hos Kadd. theol. Kastropp, til hvem jeg var anbefalet af Doktor Wolkenhaar.
Om den religiøse Tilstand i Hannover erfarede jeg ved ham, at det ogsaa her ligesom overalt, hvor jeg hidtil havde været, var den unge Gejstlighed, som vakte et levende Haab om bedre Tider.
Indtil omtrent de sidste 10 Aar havde Rationalismen fast været eneherskende i Hannover. Om Schleiermachers ligesaa gavnlige som udstrakte Indvirkning paa sin Tid, uagtet hans Christendom i det Mindste forsaavidt ikke havde sin Grund i det historisk Overleverede, som han forkastede Meget af dette (Forsoning, Læren om Engle o.s.v.), var ogsaa han overbevist, idet ogsaa han henviste til det Samme, som jeg tidligere havde hørt af troende Mænd, at den Tid, i hvilken han fremstod, just trængte til en saadan Talsmand.
Lücke var ham ved sin personlige Elskværdighed mere en Mellemmand end afgørende for Christendommen; hans Forelæsninger kunde ikke vinde ham for denne.
Den 17de September. Søndag.
Den saa længe forud forkyndte, saa meget forberedte Fest, Universitetets Hundredeaars-Fest begyndte.
Som det sømmer sig, og som Dagen krævede, aabnedes den med Gudstjeneste. Det talrige Følge forsamlede sig i Bibliotheket og gik Kl. 10 i en ordnet Række til Kirke. Et Tog af Studenter begyndte og sluttede den lange Række. Foruden at alle Universitetets Professorer vare iførte Talarer med forskjelligt farvede Kraver efter deres Fakulteter, saaes her alle mulige Dragter og Uniformer, ligesom Baand og Stjerner i Mængde.
Udmærkede blandt Dragterne vare de Studenter, som vare Anførere for de forskjellige Landsmandskaber, og som med forskjelligt farvede Faner anførte de forskjellige Afdelinger. Man troede her ikke at se Studenter, men Middelalderens Riddere.
Utallige fyldte overalt, hvor Toget gik frem, ikke alene Vinduer og Gader, men ogsaa Tagene indtil deres øverste Spidser; ja, ikke tilfreds dermed havde man gjennembrudt flere og paa denne Maade beredt sig en noget bekvemmere Udsigt. Ogsaa smykkede Krandse flere Huse, ligesom Militære hist og her vare opstillede tilfods og tilhest for at holde Orden.
Forrest i Kirkens nedre Del havde alle de fornemste, især lærde Herrer Plads, bag dem Studenterne, oventil det øvrige Følge, navnlig de Fremmede, Deputerede fra andre Steder o.s.v.
I det nederste Galleri nærmest Alteret
– 378 –
og Prædikestolen, til Højre for denne, Kongen og hans Følge med andre, som det syntes, fornemme Regjeringsherrer.
Chorsang, der tildels udførtes af Damer med Solopartier af Kapelmesterens Datter, og som maaske var for lidet kirkelig, afvexlede med Menighedens Sang, der vældigen gjenlød inden Templets Mure.
Imellem holdt den forrettende Præst, Universitetspræst Liebner, en Bøn for Alteret.
Efter Prædikenen over den bekjendte Text, Herrens Tale til Elias, atter Chorsang, Velsignelsen for Alteret og tilsidst en kort Menighedssang.
Efter Gudstjenesten begav Følget sig til Universitetet, paa hvis aabne Plads efter Taler og Sang Wilhelm den 4des Støtte afsløredes. Omtrent Kl. 2 var det Hele til Ende. Koncerten, som om Aftenen gaves i den samme Johannes-Kirke, hvori Gudstjenesten holdtes, havde i det Hele ingen kirkelig Charakter og burde derfor havt et andet Sted end Herrens Hus.
Indtil trindt om Alterets Fod vare de talrige Tilhørere forsamlede.
Den 18de Septbr.
Kl. 10 deltog jeg i det samme Tog som igaar fra Bibliotheket til Universitetets nye Bygning, hvor i den skjønne Aula Prof. Eloquentiæ holdt en latinsk Tale, hvori han udviklede Universitetets literære Virksomhed fra dets Stiftelse indtil nu. Under Musik og Kanontorden marscherede Toget frem og tilbage til Bibliotheket, hvor det opløste sig.
Blandt de utallige her fra de forskjellige Universitæter tilstedeværende Lærde og Professorer interesserede det mig dog at faa den Ene, som fremfor de Øvrige var i Alles Munde, Geheimeraad Alex. Humboldt, at se. Den Gamle er endnu livlig at se til; det fyldige Ansigt under det tætte, graa Haardække, er ikke smukt.
Den 21de September.
Gjennem Heiligenstädt og Mühlhausen (Thomas Münzer) ankom jeg til Gotha Kl. 9.
Allerede i fjern Afstand viser sig det i Vejret opragende Slot, hvor Hertugen residerer om Vinteren om Sommeren i Koburg. Byen ligger i en smul Egn, ligesom Egnen i det Hele bliver smukkere, eftersom man nærmer sig denne Stad.
Kl. 12 1/2 en Exkursion til det 3 1/2 Mil bortfjernede Eisenach, gjennem en frugtbar, dejlig Egn langs Thüringerwald.
Jeg ilede til det 1/2 Fjerdings Vej fra Byen liggende Wartburg, til hvilket man fra Byen bestandig stiger opad, indtil det mærkelige Slot viser sig paa Spidsen af en Klippe i den dejligste Egn, rundt omgiven af Bjerge og tætte Skove.
Jeg fristedes næsten til at misunde Luther hans Ophold her (fra Maj 1521 til Marts 1522). Hans lille simple Værelse, hvorfra en herlig Udsigt til en ophøjet Egn, som selv Nordmanden finder paa de færreste Steder, med tvende Vinduer med runde Ruder, indfattede i Bly, var kun prydet med det
– 379 –
simple Bord, hvorved han arbejdede, og nogle Portræter af ham. Behageligt var det mig at bestige Prædikestolen i den lille, nu ubenyttede, simple, hvælvede Kirke, som hører til Slottet, hvor ogsaa Luther havde prædiket.
Erfurt den 22de Septbr.
Det herværende, ved Luther saa bekjendte Augustinerkloster er en stor Bygning, egentlig bestaaende af 3 Fløje, foruden 2 store særstilt staaende Bygninger.
I den ene Del blev allerede 1669 det evangeliske Vaisenhus anlagt; her befinder sig ogsaa den Celle, som Luther beboede som Munk fra 1505—1508. Med uendelig Interesse besaa jeg det indskrænkede Rum med den ligesaa indskrænkede Udsigt gjennem et Blyvindu til de rundtom gaaende Klosterbygninger.
Endnu staar her det simple Bord og det ligesaa simple Blækhus og Rejseskabet, som han førte med sig paa Rejser. Jeg kunde ikke negte mig den Fornøjelse, af dette Blækhus at skrive mit Navn i de Erindringer, jeg herfra medtog, en Beskrivelse over Waisenhuset og Cellen. Indgangen til denne Celle er fra en 161 Fod lang Sal med sit Billedgalleri, en saakaldet Dødningedands, omtrent 100 Aar gammel.
Musæet indeholder en Del Kuriosa, men neppe Mærkværdigheder. Med Interesse ser man derimod den temmelig store Klosterkirke. Mærkeligst ere her de herligt malede Vinduer i Choret, især det ene, der skal indeholde Augustins hele Historie, samt den siden Luthers Tid endnu staaende Prædikestol, hvor han senere ofte prædikede.
Under Taarnet paa den nordlige Side finder man endnu Ruiner af en gammel Prædikestol og dens Trappe, fra hvilken Relikvier bleve viste Folket. En lignende saa jeg siden ved Domen. I Kirken holdes endnu Gudstjeneste hver Søndag 2 Gange, da den er den ene af Byens 8 evangeliske Kirker.
Den 23de Septbr.
Endnu i den tidlige Morgenstund besøgte jeg Byens første Prydelse, «Der Dom» eller «Marien-Kirche». Herligt rager den gamle, endnu — uagtet den har tabt sine tre Taarnspidser, da Lynild 1717 slog ned i det midterste Taarn, hvorved dette og de to mindre fortæredes af Luerne — anselige Bygning op over Staden, hvilende med sit Skib paa det saakaldte Dom- eller Liebfrauenberg og med sit Chor paa de 44 Fod høje, paa 10 mægtige Buer af Sten hvilende Cavals, et Verk, som Tydskland ellers ikke opviser.
Neppe træder man indenfor Hovedportalens Dør, førend en Række Altere strax møder Øjet og højligen tiltrækker sig især dens Opmærksomhed, som endnu ikke saa et katholsk Tempel.
Udmærket blandt de 10 Altere, der dog alle ere skjønt prydede med Billeder og Malerier, er Højalteret i det herlige, store, 1349 byggede, 84 Fod høje Chor med dets mægtige Hvælvinger, rundt omgivet af 14 prægtigt malede, dertil
– 380 –
svarende Vinduer, hvis Højde jeg ikke kan angive, skjønt jeg tællede 20 store Ruder i Højden.
Paa Krucifizer og Helgenbilleder manglede det ikke her. Foran Højalteret og det Alter, ved hvilket den dejlige Messe forættedes, brændte Lamper, som aldrig slukkes. Under Choret er den saakaldte «crypta». Den store Klokke, til hvilken jeg ogsaa steg op, vejer 275 Centner, er 15 Alen i Gjennemsnit og 1/2 Alen tyk.
Den sidste og største Fare overstod Domen 1813, da mellem 100 og 150 Huse as Byen afbrændte, hvilket staffede Kirken den skjønne aabne Plads, fra hvilten den nu tager sig saa herlig ud. Foruden denne har Byens katholske Indvaanere endnu 7 Kirker, Byen altsaa i det Hele 16 Kirker.
Om Eftermiddagen besøgte jeg det af den hellige Angela stiftede Ursulakloster, hvor 16 Nonner for en stor Del ofre sig til Undervisning. Ved Synet af alle disse Krucifixer, smykkede Mariabilleder, Malerier 0.s.v. kunde jeg ikke undlade at fyldes med Vemod ved Erindringen af, hvorledes Jesu Ord Joh. 4, 23 paa disse Steder saa aldeles forglemmes.
Med megen Forekommenhed viste en Nonne mig omkring i de forskjellige Samlingssteder i i Kirken, Kapellet for den daglige Andagt, Spisesalen og hver Nonnes Sovekammer. Med Glæde fortalte hun os, at man nylig fra Rom havde faaet Rosenkrandse, som den hellige Fader selv havde indviet !
Den 24de Septbr. Søndag.
Efter at have bivaanet Morgenandagten i «Martinsstiftet» bivaanede jeg Gudstjenesten i den smukke «Barfüsserkirche». Altertjenesten forrettedes for et Alter foran det store Chor formedelst dettes Alters store Afstand.
Pastor Möller holdt et skjønt og tiltalende Foredrag over Matth. 18, 1—1o. Under Lcesningen for Alteret og af Evangeliet stod Menigheden. Fadervor bad han knælende; til Bønnen sluttede sig en «Danksagung» (takksigelse/rd.)for et Barn, der var født. Her er «Klingelbeutel» før Prædikenen endnu ikke afskaffet.
— Om den lutherske Menighed, som her har dannet sig, erfarede jeg af to i sin Tro aldeles forskjellige Mænd, som begge kjendte Forholdene nøje, at Grabow i forrige Aar pludselig begyndte at tale offentlig mod Agenden (liturgi-boken/red.), mod Kongen og de Præster, som havde antaget den, at han gjorde dette uagtet den Ed, han havde svoret til den, og den Pligt, som ifølge heraf paalaa ham, om han troede ikke længer at kunne følge den, at nedlægge sit Embede.
Flere sluttede sig til ham fra forskjellige Menigheder, om hvilke det er vist, at de, selv efter at have gjort dette, ikke forstode Forskjellen mellem Kalvinismen og Lutheranismen, at de uden at vide det vare Kalvinister.
Saavel heraf som af andre Kjendsgjerninger —de forargedes f. Ex. over, at det (i Agenden) heder : «Christus siger», skjønt Han nu ikke taler, men talte, da Han var paa Jorden; da to Udsendinge fra dem kom til Øvrigheden med Underretning om,
– 381 –
at de havde dannet en Menighed og ønskede Anerkjendelse som saadan, svarede de denne paa hans Spørgsmaal om, hvem der udgjorde denne Menighed, og hvad Bevis de havde for at være udsendte fra den, at det var en ligegyldig Sag, at de kun forlangte deres Ønske opfyldt o.s.v. sluttes, som det synes, med Rette af dem, der kjende Forholdene, at det er Manden, de slutte sig til, at de med den Varme, hvormed han er fremtraadt, og det Talent, hvoraf han er i Besiddelse, ligesaavel vilde have sluttet sig til ham, om han havde ført en anden Lære.
Transporteret til Heiligenstädt og af Overkonsistoriet, som dertil har Myndighed, afsat fra sit Embede, nyder han dog den humaneste Behandling og sit Embedes Indtægter.
Som Bevis paa den Aand, hvoraf Regjeringen besjæles, uagtet den Haardhed, man her har bebrejdet den, fortælles, at da Forordningen udkom mod de religiøse Forsamlinger, og der i Erfurt var saadanne, som havde bestaaet i flere Aar, idet de hver Søndag Eftermiddag vare komne sammen og havde opbygget hinanden med Sang og Forelesning, holdt de strax inde med sine Forsamlinger og indgave Ansøgning om Tilladelse til at holde dem, hvilken Regjeringen med første Post meddelte.
Tildels disse var det, som senere sluttede sig til Grabow. Nu ville de de derimod hverken lade sine Børn døbe eller Ægtevielse o.s.v. fuldbyrde af de evangeliske Præster, men forrette dette mellem sig selv. Tiltalte herfor, glæde de sig ved Forfølgelserne, som de kalde det, og hvorom ogsaa her immer er Tale. De antages af Nogle at udgjøre mellem 100 og 200, af Andre omtrent 50 Familier.
Halle den 30te Septbr.
Begjærlig var jeg efter at gjøre Professor Guerikes Bekjendtskab, som, afsat fra sit Embede, dog endnu bor her, en middelaldrende, temmelig høj, af Fysiognomi ikke smuk Mand, som jeg desværre fandt upasselig i sin Slaabrok, og hos ham hans gamle Fader, Superintendent Guerike, ansat i Halle.
Dog modtog han mig med en Venlighed, som snart løste min Tunge, saa at en Samtale snart var indledet, først i al Korthed om de kirkelige Forholde i Norge og Danmark, hvorfra han idetmindste af Navn kjendte Kirketidenden og Ferd. Fenger, med Hoem han havde korresponderet. Til mit Svorgsmaal om, hvorledes det nu var med den Aand, Francke engang her havde kaldt tillive, svarede han, som jeg havde Grund til at vente, at den forlængst var forsvunden, allerede fra Midten af forrige Aarhundrede; senere den aldeles modsatte Aand. Rationalismen er vel aflægs, men Menighederne i det Hele dog udenfor Troen; de Troendes Tal her som i hele Preussen saare lidet; ogsaa Unionssagen er derfor Folket i det Hele aldeles ligegyldig.
Min Vert stadfæstede siden ogsaa denne Mening; paa mit Spørgsmaal: «Hvorledes er man her fornøjet
– 382 –
med Unionen ?» gav han mig det Svar : «O, godt; man er meget tolerant her i Halle; Universitetet udbreder her Oplysning; kommer der Strid, er det fra Præsterne «(!).
Om Tholuck bemærkede Guerike, at han især virker Meget ved sin venlige Omgang med Studenterne, af hvilke han altid især er omgiven af enkelte, der med Inderlighed slutte sig til ham. Ullmann, forflyttet hertil fra Heidelberg, stod i venskabeligt Forhold til Tholuck og tiltalede Flere ved sine grundige Forelæsninger.
Om Scheibel, om hvem han bemærkede, at han er et levende, uroligt Hoved, erfor jeg, at han havde opholdt sig i Glauchau i Kongeriget Sachsen, men at man nu havde søgt at fjerne ham længer. Kellner er rolig i Breslau.
Den 1ste Oktbr., Søndag.
Navnet «Francke» drog mig først Kl. 9 om Morgenen til «Kirche zu den drei Frauen», hvor jeg dog erfor, at han ligesaalidt var af den rette Franckes Slægt, som hans Prædiken viste ham besjælet af hans Aand.
I det skjønne, anselige Tempel faldt mig i Øjnene, at der foruden Prædikestolen vare to lignende, lavere, anbragte, den ene i Nærheden af Choret (man erindre, at her er Tale om en lang, i gothisk Form bygget Kirke, hvor Prædikestolen i Almindelighed ikte er foran Choret, men omtrent midt i Kirken; en Følge heraf er, at Kirkestolene i den halve Kirke vende fra Alteret mod Prædikestolen, foran hvilken Tilhørerne saaledes sidde, delte i to Dele overfor hinanden), den anden lige under Prædikestolen; denne bruges ved Skriftemaal og til Bønner; hin fra ældre Tider bruges ikke.
Efterat en Psalme var sungen, traadte en Præst til den omtalte Bedestol og holdt en Bøn, hvorved han vel vendte sine Ord til den Herre, der ene vil bedes til og tilbedes, men hvorved han dog vendte sit Ansigt snart til Papiret, snart til Tilhørerne. Saa taler man til Kongernes Konge !
Taler man ogsaa saa til Kongerne paa Jorden ? Jeg mener, man behøver ikke at være Konge for at fordre, at den, som taler til os, ogsaa henvender sin Tale til os; en ligesaa naturlig Gestus er det for den i Aanden Bedende, at han vender sit Blik opad.
Efter en Psalme til kom Prædikenen, en skjøn, vel udarbejdet, ogsaa hvad man kalder skjønt udført Prædiken over 1 Mos. 8, 22 : «Die Ernte, ein ebenso zuverlassiger, als freudiges Fest»; den kommer altid igjen, bringer altid Rigdom, altid Aarsag til Glæde; derfor skulle vi takke, forlade os paa Herren og give, i det Hele bringe vore Gaver, efter Herrens Mønster.
Den christelige Aand var der ikke; det var smukt talt, men ikke fra Hjertet til Hjerterne. Det rette Amen fattes en saadan Prædiken, om det ikke affærdiges, som det her affærdigedes, som naar en Akt forelæses og dernæst lægges til Side : «Saa, nu er det forbi !»
Noget Skuespilvæsen er der i en
– 383 –
en saadan Beden, som ovenfor paapeget; derefter skulde følge en fuldstændig Koncert — ak, hvad maa dog ikke Kirken tjene til !
Det var just Høstfest, som i de preussiske Stater fejres hver Søndag efter Michaelis, og skulde da ogsaa Kirkemusik forherlige den; men hvad var det for Musik ! Den største Del var en Violinkoncert, hvorved man foran Orgelet ikke alene havde Synet af Sangpersonalet — dette er naturligt —, men ogsaa af, hvad der i Kirken er meget unaturligt, af Violinstole og Violinspillere og en manøvrerende Anfører; det fejlede kun, at han ogsaa skulde have trampet nogle Gange i Gulvet.
Jeg ynder Musik; jeg hører gjerne en god Koncert, og Violinen staar mig over alle Instrumenter; men Alt til sin Tid og sit Sted. Her kunde jeg ikke høre opmærksomt til; jeg beskjæftigede mig imidlertid med andre Ting, betragtede den smukke Kirke, tænkte, som jeg i Almindelighed gjør ved saadanne Lejligheder, paa min egen Menighed, hvad jeg af dens Indretninger kunde ønske optaget o.s.v.
Da brød Orgelet omsider ind og gav mine Tanker en anden Retning, den som fra Begyndelsen skulde fremkaldes, og som netop dettes Indskriften ogsaa betegnede : «Werdet voll Geistes und redet unter einander von Psalmen und Lobgesängen und geistlichen Liedern» (eller, efter en ikkeluthersk Oversættelse: «und unterhaltet einander durch geistreiche Psalmen» etc.).
Tvende Bemærkninger maa jeg endnu herved gjøre; det behagede mig at finde den Bestemmelse indvendig paa Kirkedørene, at disse, med Undtagelse af den ene under Orgelet i Enden af Kirken, ikke aabnes under Kirketjenesten; ligeledes var det mig kjært at finde Kirken saaledes forsynet med Tavler med Psalmenumerne, at man ikke, som i saa mange Kirker, forgjæves maa kaste spejdende Blikke omkring for at finde de Psalmer, som synges.
— Umiddelbart efterat Prædikenen her var forbi, hørte jeg en anden, ligeledes i en skjøn, skjønt slet vedligeholdt Kirke, Domkirken, over Ps. 103, 2. Omtrent det samme Thema, men mere verdsligt, mindre godt udarbejdet og mindre godt udført.
Det mange Gange gjentagne «Mine Brødre» kunde ikke overbevise mig om, at Prædikanten i sine Tilhørere virkelig saa Brødre; det var et Ord i ham, ikke korresponderende mellem ham og Tilhørerne, og kan en Prædikant have nogen større Fejl ?
— Blandt Byens Prædikanter var jeg endnu henvist til en tredje, Kl. 2 om Eftermiddagen. Uden store Fordringer gik jeg derhen og fandt ogsaa her ligesom om Formiddagen en temmelig talrig Forsamling. Her skulde jeg da endelig ogsaa finde Mere, et levende, ja varmt, christeligt Foredrag, fremdeles over det samme Thema, hentet fra Texten Jer. 5, 24 : «Laht uns den Herrn, unsern Gott, furchten» etc. «Takker Herren; thi Han er god, og Hans Misiundhed varer evindelig», og : «Kaster al eders Sorg paa Herren, thi Han» etc., disse vare de to Formaninger, han lod udgaa til
– 384 –
sine Tilhørere, og her hørtes da endelig, at «Mennesket lever ikke af Brød alene» etc., at vi ikke alene skulle tragte efter og takke for «den Mad, som forgaar» etc.
Skjøn og tiltalende var den hele Tale, i høj Grad gribende hans Tiltale til de mange Nødlidende, Enker og Fader- og Moderløse, hvem Høsten ikke havde bragt, hvad den bragte saa mange Andre, der maaske med Bekymring saa den sig nærmende Vinter imøde og ængstelig spurgte : «Hvad skulle vi æde ?»
Herrens Miskundhed og Forjættelser bragtes dem, saa Ordene lokkede Taarer af mine Øjne; heller ikke hine, haaber jeg, bleve ubevægede og uopbyggede.
En almindelig Opfordring til Tak og Tro sluttede det — maaske fordi det var saa tiltalende — for korte Foredrag.
— Da jeg paa min Vandring herfra til Byens mig som seværdig anbefalede Kirkegaard — det skjønne Navn «Gottesacker» er her det almindelige for Kirkegaardene ; hidtil havde jeg mere hørt «Kirchhof» — kom forbi en aaben Kirke, gik jeg ind og saa her for første Gang i Preussen en Daab fuldført : Tiltale uden Bog, Korsets Betegnelse, Troesbekjendelsen, som fremsagdes, idet Fadderne opfordredes til med et lydeligt Ja at bekræfte, at de vilde have Barnet døbt til denne, Bøn, Daabshandlingen.
Berørelsen af Barnets Hoved med den sparsomt vædede Haand istedetfor Besprængelse fjerner Handlingen altfor meget, unødvendigt og uopbyggeligt fra dens oprindelige Form. Bøn og Velsignelse sluttede Akten.
Det Mærkeligste ved Halles Kirkegaard er, at en Række af til hinanden stødende Gravkapeller, i hvis temmelig dybt sænkede Bund man paa mange Steder ser Ligkisterne, medens Bunden i andre var jævn med Jorden, kun med Monumenter eller Inskriptioner i den bagerste Væg, omgiver den ene, temmelig store Del af Kirkegaarden.
Efter længere Tids forgjæves Leden og Søgen til de flere Besøgende, viste endelig en af disse mig hen til, hvad jeg fremfor Alt her søgte, Franckes Begravelse.
Over et stort Kapel — jeg ved ikke at kalde disse Begravelser anderledes —, hvis Indskrift viste, at hans Hustru havde kjøbt det til en Familiebegravelse, fandt jeg her de Ord : «Das ganze Thal der Leichen und der Asche wird dem Herrn heilig sein, dass es nimmermehr zerrissen noch abgebrochen soll werden. Jer. XXXI, 40», og derunder i en mindre Indfatning : «Jesus spricht : Ich lebe, und Ihr sollt auch leben. Joh. XIV, 19».
Over den latinske Gravskrift i en Plade paa den bagerste Væg i Kapellet, hvilken indeholdt hans Navn, Embeder, Fødsels- og Dødstid, læste jeg gjennem det aabne Gitter : «Herr, nun leissest Du deinen Diener im Frieden fahren, Wie Du gesagt hast. Luk. 11, 29», og visselig git han hen i Fred !
Allerede vendte jeg tilbage, da skulde jeg endnu se noget for mig her Nyt : en Død blev baaren til sit Hvilested, Bærelauget iført sorte Kapper med trekantede Hatte, to Chordrenge i Spidsen, ligeledes med trekantede
– 385 –
Hatte, men uden Kapper; ingen Præst; over Kisten et stort Fløjelsdække, ziret med et Sølvkrucifix. Da Kisten skulde sænkes, toges Krucifixet og Tæppet af.
Det var en Enke; den sørgende Familie kastede med flere Venner Jord i Graven, den sidste Ære (om med Hensyn til Jesu Ord Joh. 12, 24 : «Udenat Hvedekornet» etc.?); derefter afførte man sig sine Kapper, som bares hjem i Æsker af Ventende, og skilles saaledes ad; ingen Indvielse.