– inntatt i Luthersk Kirketidende 5. Bind – No. 25-27 – Utgave : «Søndag den 31te December 1865»; (del av en artikkelserie 1864 – 1868 : «Uddrag af en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet»); res. kap. til Drammens menighet Hans Jespersen foretok en studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til våren 1838;
– gjengitt fra sidene 416 – 424 :
Halle den 2den Oktober 1837.
Om Eftermiddagen besaa jeg Waisenhusets indre Indretning, Skolcværelseine, Waisenbørnenes Værelser, den store, med Krandse behængte, med Billeder af Francke, Niemeyer m. Fl. prydede Spisesal for omtrent 400 Børn.
Efter gammel Skik bragte man mig et Glas Vand og et Stykke Brød med Salt. Andagtssalen repareredes. Ogsaa Musæet i Loftetagen saa jeg med dets tvende Solsystemer, det hellige Land, Jerusalem, Templet, Tabernaklet, alt det Sidste udarbejdet af Waisenbørn, desudcn forskjellige Naturalia og Kuriositeter, blandt andre et Billede af Treenigheden, saaledes indrettet med fremstaaende Metalplader, at naar man ansaa det foran, i Bunden den Hellig-Aand (en Due), til Højre Faderen, til Venstre Sønnen, tornekronet; i et Hjørneskab Francke og hans Kone i Gibs, saaledes som de saaes efter deres Død.
Det Hele betragtede jeg med mindre Interesse : da jeg havde erfaret, at, uagtet man vistnok i de fleste Skoler havde christelige Religionslærere, den rette Aand dog ikke mere var i det Hele, kunde jeg ikke Andet end betragte det Hele mere som noget historisk Mærkeligt end som noget nu Vigtigt.
Jeg kunde heller ikke tilbageholde en Ytring heraf til den Person, et Slags Husvægter, som havde den Forretning at ringe paa en stor Klokke hver Time til Underretning for Skolerne o.s.v : «Ja, dette er skjønt; men er det ogsaa nu her som i Franckes Tid ? Lever hans Aand endnu her ?» «Nu, saa er det vel ikke; Menneskene ere ikke saa nu», mente han, «som i Franckes Tid»; hvorimod jeg mente, det var den menneskelige Elendighed, som fremkaldte denne Virksomhed.
Nu er det Udvortes afhjulpet; men hvorledes er det Indre ? Staten, Kongen, som det her altid hedte, bidrager nu nogle og 20,000 Thlr. aarlig til Indretningcn.
Guerike, som jeg derefter besøgte, fandt jeg desværre fremdeles upasselig. Han beklagede, at han ikke kunde bede mig til sig og forresten være mig til Tjeneste; til Erindring, gav han mig et Exemplar af sin Kirkehistorie, 2det Oplag.
5te Oktober.
Saare behageligt tilbragte jeg nogle Middags- og Eftermiddagstimer hos Pastor von Tippelskirch i Giebichenstein, der igaar indbød mig til sig. Jeg erfarede ved denne Lejlighed ogsaa ikke alene af ham selv denne Mands rosverdige Iver i sit Kald. Endnu havde han kun været her nogle Maaneder, og allerede var han bestjæftiget med at fremme Missionssagen, tænkte paa Oprettelsen af et Maadeholdenhedsselskab, hvortil
– 417 –
Nogle allerede frivillig havde meldt sig som Medlemmer.
Konfirmationsungdommen, som man almindelig her har et Aar til Forberedelse to Gange om Ugen, var han betænkt paa at tage 4 Gange i et Halvaar, da han antog, den kortere Tid, saa meget som muligt opofret til det Samme, virkede mere.
Hans Sogn med omtrent 1200 Indvaanere havde kun 1 Skole med 1 Lærer og omtrent 270 Børn. Dette finder Sted i det vestlige Preussen, hvor man vil have bemærket, at Opsynet ikke er saa strengt; idet østlige Preussen har l Lærer ikke over 100 Børn.
Med Fattigvæsenet har Præsten strikte Intet at gjøre; det afhænger tildels af ham selv, hvorvidt han vil vælges; egentlig heller ikke med Skolerne, forsaavidt han ikke selv vil, i det Mindste ikke i Byen. Daaben forrettes her ligesom i Byen snart i Kirken, snart hjemme; det Sidste er almindeligst i de højere Stænder, især i Byen, hvor den rekvireres til de forskjelligste Tider og giver saaledes Præstm meget Arbejde.
— Med Hensyn til den religiøse Tilstand i det Hele i denne Egn og navnlig i Halle bemærkede de troende Mænd, som jeg talte med derom, at det umiskjendelig blev bedre, at de, som virkede i Sandhedens Tjeneste, dog fandt flere og flere Venner, skjønt det paa den anden Side maatte indrømmes, at Rationalismen havde fæstet saa dybe Rødder, at den endnu i det Hele ganske og aldeles var udbredt blandt Folket, i de lavere som i de højere Stænder. Man søger derfor ogsaa den vantroe og den troende Præst almindelig efter den Kirke, til hvilken man hører; ingen christelig Bevidsthed, derfor heller ingen Evne til at adskille Tro og Vantro.
Troen, der afgjort og med Styrke fremtræder, maa især i de højere Stænder hede «Mysticisme» og «Pietisme», og Uvidenhed om, hvad Tiden bærer i sit Skjød, hvad Troens Forsvarere egentlig ville, at det er Sandhed og Lys og Liv og Frihed, de ville udbrede, finder man til en forunderlig Grad selv hos dem, hos hvem man mest kunde gjøre Fordring paa en sand Anskuelse af Forholdene.
En Frugt af den vaagnende Interesse for Christendommen er Missionssagen, der allerede i flere Nar har været fremmet i Halle. Umiskjendelig er her Tholucks Virksomhed, der er almindelig agtet og vinder Flere og Flere for sig.
Endnu mere maaske end ved sine Skrifter virker han til Velsignelsc for en stor Del af Tydskland ved sin Indflydelse paa de mange Ynglinge, der slutte sig til ham; ogsaa han selv slutter sig til dem med en Faders Kjærlighed, saa at han ret blandt dem finder sit Liv og sin Glæde. Hans Forhold mod disse Unge, som han vinder for Sandheden ligesaavel ved sin hele Omgjængelse med dem som ved sin Belærelse, omtales med en Ros, der i denne Henseende sætter ham over Alle. Jeg havde ogsaa selv Anledning til at erfare, hvor kjær de vandt ham, som lærte ham at kjende, uagtet de før havde havt Fordom mod ham.
– 418 –
Han er meget livlig i sin Omgang, har et frit og behageligt Foredrag; han sælger sine Skrifter til Studenterne til nedsat Pris, ligesom Guerike sin Kirkehistorie. Studenterne ere hans Verden, ytrede han selv. Bekjendt er han for sin udmærkede Hukommelse.
Leipzig den 6te Oktober.
Det Besøg, jeg gjorde hos Boghandler Tauchnitz, lod mig i ham finde en af disse alvorlige, rolige, besindige Mennesker, som jeg altid betragter med en Slags Misundelse, fordi de allerede synes at have vundet, hvad vi andre, mere urolige, endnu stedse kun stride for og haabe at vinde, den Fred, som først gjør Mennesket ret lykkelig ! Hans hele Væsen bar tillige Præg af det, der om Hr. Tauchnitz var mig berettet, at han var en christelig Mand.
7de Oktober.
I Selskab med Flere, hvoriblandt Dr. og Pastor Vogt fra Thorn, spiste jeg Middag hos Tauchnitz.
I Vogt fandt jeg en Bekjendt af Dr. Kierkegaard i Kjøbenhavn, hvem han omtalte som Lærd med udmærket Agtelse, og som i sin Tid ved hans Promotion i Berlin havde været en af hans Opponenter.
Hans Kone var en Familie af Filosofen Jacobi og Wandsbecks Claudius, og selv havde han kjendt saavel denne som hans ved christeligt Sind, behageligt Væsen og udvortes værdig Anstand udmærkede Kone, en Tømmermands Datter, hvis indre Dannelse saaledes havde gjennemtrængt hendes hele Væsen. Da hun boede i Nærheden as Claudius, saa han hende første Gang gjennem et Gitter, gik siden til Tømmermanden og lod ham for at kunne gjentage sine Besøg arbejde for sig.
8de Oktober. Søndag.
«Leipziger Tageblatt» viste mig, at 7 lutherske Kirker stode mig aabne, derhos endnu en reformert og en katholsk; i den ene af hine prædikedes 3 Gange (Kl. 8—12—2), i de øvrige to Gange, saa jeg havde nok at vælge imellem.
Her vare gode Raad dyre; Hr. Tauchnitz havde igaar lovet mig at underrette mig om, hvem jeg burde høre; dette havde jeg imidlertid glemt. Jeg spurgte altsaa den villige Tjener, som overrakte mig Avisen, eller rettere, han tilbød sig selv at sige mig, hvem i den lange Række — der var ikke færre end 16 forskjellige — der vare de udmærkede.
Hvad skeede imidlertid ? Han fandt Ingen; ingen af de Bedste prædikede idag, sagde han mig, og til min Forundring — jeg tilstaar, ogsaa Glæde, han vidste dog altsaa at skjelne — erfarede jeg siden, han havde Ret.
Da jeg nu altsaa maatte vælge i Blinde, søgte jeg i min Rejsebeskrivelse de mærkeligste Kirker og gik derefter. Først mødte mig her Nikolai Kirke, og da her nu tillige ikke alene skulde være «Kirkemusik»,
– 419 –
som det heder i Annoncen, men ogsaa Prædiken holdes af en «Doktor», betænkte jeg mig ikke paa at gaa did.
Den smukke Kirke fandt jeg ogsaa; den skal være den smukkeste i det hele Kongerige, og nogen smukkere havde jeg endnu ikke fundet paa min Rejse, om end enkelte, der som Kirker havde behaget mig ligesaa meget eller mere.
Kirken er omtrent fra Reformationens Tid, altsaa ikke af de meget gamle, men i en udmærket skjøn Stand, hvori den ved sine betydelige Midler for nogle Aar siden var sat.
Dejligt Chor med skjønne, som man sagde, fortrinlige Freskomalerier og skjønt Stukkaturarbejde, og Skibet svarende til Choret; Alt var næsten elegant, fra Gulvet, belagt med skjønne Stene, til Taget, som hvælvede sig derover. Jeg betragtede dette en Stund og fandt kun, at der manglede Et : der var faa Mennesker.
Nu begyndte det da med den annoncerede Kirkemusik (Missa, Kyrie og Gloria af Süssmayr, og Hymne : «Des Staubes eitle Sorgen etc.» af J. Haydn). Jeg havde hørt af dette Slags før, i Halle, og var ikke bleven opbygget derved. Det var heller ikke Tilfældet idag. Det var mig atter, som var jeg paa en Koncert, ikke i en Kirke. Jeg tror, Musiken var smuk, og at den blev godt udført; men mit Øre var ikke aabent for den; derfor tiltalte den mig heller ikke. Jeg var der imidlertid og maatte høre. Da standsede det pludselig, og bag mig — jeg sad nu med Ansigtet vendt mod Orgelet — «erschallte» pludselig en anden Røst; «Ehre sei Gott in der Höhe !» lød det fra Alteret, hvortil en Præst imidlertid var traadt.
Ja, mente jeg, det er det, som det her kommer an paa, og vendte mig glad om i den Tanke at faa høre Mere af det Slags ; men jeg skuffedes : Æren var given, og Præsten forsvandt. Dette var altsaa kun en kort Afbrydelse af den begyndte Musik, som nu igjen fortsattes, indtil omsider Præsten atter traadte for Alteret og læste Epistelen (Eph. 5, 15—20), hvorefter igjen Musik.
Hvorvidt der under disse Omstændigheder agtedes paa Epistelen, paa Gudsordet, kan man let tænke sig; jeg mener, man kunde ligesaa gjerne forelæse den paa en formelig Koncert. At det var denne, man søgte, viste sig ogsaa snart; da Musiken endelig var forbi, gik en stor Del af Tilhørerne, som efterhaanden havde samlet sig, bort; om man maaske søgte en anden Præst, det maa Gud vide.
Jeg var imidlertid glad, at den rette Kirkemusik nu begyndte, Orgelspil og Menighedssang. Endnu kom imidlertid ikke Prædikenen. Da en Psalme var sungen, traadte en Præst, ledsaget af en Klokker med de nødvendige Bøger i Haanden, frem til den foran Choret staaende, en Nodestol lignende Stol og læste højt Evangeliet (Luk. 13, 6—9), dernæst den umaadelig lange Fortegnelse af dem, som skulde ægtevies — den almindelige Tillysning, som hos os sker fra Prædikestolen —, dernæst en kort Taksigelse for et Par Koners Nedkomst samt Fortegnelsen
– 420 –
over de Døde i den forløbne Uge med en tilføjet kort Bøn.
Efter en kort Psalme betraadte da nu endelig Præsten Prædikestolen og skulde give, hvad man især søgte. Jeg vil ikke opholde mig herved.
Det var idag 51 Aar, siden han indsattes til Præst i denne Kirke, dette erfarede man, og jeg tænkte : det havde været godt, om det ikke havde været saa længe siden. Under disse Omstændigheder kunde der vanskelig være meget Liv, og det var der heller ikke.
Naar jeg siger, at han holdt en Prædiken over Dagens Evangelium med den Bemærkning, at dette naturligvis blev talt til Datidens Mennesker, men at det dog ogsaa er vigtigt for os, og at han antydede sit Thema og dets Disposition saaledes : «Om den Frist, som Gud giver Mennesket, ville vi altsaa tale, og dette falder da i 4 Hovedafsnit», saa har du nok. Manden var som Prædikant af den gamle Skole; nogen Ven af Guds det levende Ord kunde han neppe tiltale. Den, som ønskede at høre Noget om Menneskets «moralske Charakter», dets «Dyder»og dets «Fejl», vilde her følt sig tilfredsstillet.
Efter Prædikenen læstes en Syndsbekjendelse og en Række Bønner; de troende Præster, hørte jeg, læste ikke disse Bønner, af hvilke jeg kun hørte enkelte Ord : «antag Dig den hele Menneskehed den rene Christendoms Udbredelse, Undervisningsanstalterne» o. dsl.
Endnu maa jeg ogsaa her, som paa flere Steder, bemærke en Skik, som ikke behagede mig. Inden man gaar over til Prædikenen, synges et Par Vers, her med den Bemærkning af Prædikanten, at han i stille Andagt vilde nedbede Guds Velsignelse til Betragtningen, efterat man har sunget. Denne Skik, at Præst og Menighed en Tidlang beder i Stilhed, er smuk og efterlignelsesværdig ; men da maa Bønnen slutte sig umiddelbart til Prædikenen, som jeg havde seet det andetsteds.
Prædikenen endte med det Ønske : «Den Guds Fred, som overgaar al Forstand, bevare eders Hjerte og Sind i Christo Jesu !» Den egentlige Velsignelse messes for Alteret. Efter Prædikenen var Kommunion, som uddeltes til de ikke talrige Kommunikanter af to Præster, hvoraf den ene, medens den anden messede Fadervor og Indstiftelsesordene, nedknælede foran denne ligeledes med Ansigtet vendt mod Alteret.
De mange Kirke tjenere, som her bemærkedes med Kapper og Halslapper som Præsterne i Preussen, skylde maaske det katholske Kongehus deres Tilværelse. At Kirketjenerne vise sig i en kirkelig Dragt, ikke som stundom hos os, snart i Kjole, snart i Trøje, snart i Frakke, snart i Blaat, snart i Brunt, snart i Sort, fortjener Efterligning.
Da jeg havde læst om St. Pauli eller Universitetskirken, at den af Luther var viet til evangelisk Kirke, gik jeg Kl. 2 til denne; men da jeg endnu, da Orgelspillet allerede begyndte, noget nær befandt mig ene i Kirken, retirerede jeg itide, skjønt jeg ellers ret gjerne havde opholdt mig
– 421 –
i den smukke Kirke, hvor Luther engang havde talt Ordet for en anderledes talrig Forsamling.
Foran Choret saaes Epitaphier af Johan Olearius og Gottfried Olearius. «G.O. hic jacet. Domine, misertus es mihi, ut promiseras mihi («her hviler G.O. Herre, Du har forbarmet dig over mig, som du havde lovet mig !». (M. anm.), var den simple lndskrift.
Da jeg endnu antog, det var betimelig Tid, ilede jeg til Thomas-Kirken med sit skjønne Marmoralter.
Præsten var allerede paa Prædikestolen. Jeg søgte imidlertid at indhente ham i hans flyvende Fart, og da Farten, skjønt hurtig, dog var afmaalt, kom jeg snart undervejr med, at hans Thema var Apostelen Pauli skjønne Ord : «Denne Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os».
Dette udførte han i fire Dele, idet han henførte Lidelserne til disse 4 Klasser : Legemets (Sygdomme), det jordiske Liv og Skjæbner (f. Ex. Fattigdom, Dødsfald, Miskjendelse) medfører Angerens (ethvert Menneske, mente han, har dog altid begaaet nogle Fejltrin, har Noget at angre. Ja saa ? Man skulde ikke beskylde ham for, at han gjorde Mennesket slettere, end det er) og Religionstvivlene (intet Andet end et kort Recit af, hvad der i Lærebøger anføres som Indvendinger mod et guddommeligt Forsyn); Alt dette ender nu saa smukt i den tilkommende Herlighed, som aabner sin vide og brede Dør ! Det Bedste ved det Hele var, at det affærdigedes frygtelig hurtigt.
Ved at høre dette og se den Fart, hvormed han forlod Prædikestolen, maatte jeg tænke paa Harms’s Erindring i denne Anledning i hans Pastoraltheologi. Mangen En forekomme saadanne Advarsler overflødige, da man tiltror Enhver den rette Takt i saa Henseende. Saa er det imidlertid ingenlunde; det gjøres vel Behov ogsaa at give saadanne Forskrifter.
Manden var konsekvent, det maatte man lade ham; efter Prædikenen messede han en Bøn og lyste Velsignelsen, og endnu sang Choret sit Svar, da han ilfærdig forlod Alteret. Da Sangen standsede, traadte jeg strax op i Choret for at betragte Alteret og den dobbelte Række af Præster, som hang paa begge Sider deraf ; men se, endnu havde jeg ikke betraadt Chorets første Trin, førend Pæsten iler mig imøde og farer ud : mon hvad han dog hastede efter ?
— De sachsiske Præsters Dragt ligner vor, kun med vide Ærmer og en større Præstekravc. Ved Formiddagsgudstjenesten vare de hele Tiden iførte Messeskjorter, aabne ved begge Sider og uden Ærmer.
— Hvilken Menneskemasse, da jeg kom ud paa Gaden, her beskjæftiget med Handel og Vandel, paa andre Steder med Forlystelser, medens Kirkerne stode tomme !
Hvor Meget af denne Brøde falder paa de selvvise, ikke af Ordet vise Præster ?
– 422 –
10de Oktober.
I Mag. Hänsel, Præst ved Vaisenhuset, til hvem Hr. Tauchnitz henviste mig, fandt jeg en, som det syntes, christelig tænkende, venlig ældre Mand, hvis Bekjendtskab det var mig kjært at gjøre.
Snart kom her den fra Armenien og Persien efter 4 Aars Ophold der tilbagevendte Missionær, Leipzigeren Schneider, til os, en mild, beskeden, venlig ung Mand. Med ham fulgte jeg derefter til en her til Missionssagens Fremme dannet Forening af Damer, omtrent 14 i Tallet, hvilke samles nogle Eftermiddagstimer om Ugen, skiftevis hos Enhver, forrettende forskjellige Fruentimmerarbejder, fornemmelig Sager, udsyede i Uld, som bortspilles til Fordel for Missionsselskabet.
En paa Bordet liggende Bibel og en Bog om Luther overtydede mig om, hvad jeg havde erfaret, at man ogsaa gjorde Noget for at opretholde Aanden under det legemlige Arbejde, at man ogsaa erindrede sig det aandelige Øjemed, for hvilket man arbejdede.
Hr. Schneider underholdt os med Fortællinger om nogle af de Farer, hvori han og hans Ledsagere havde været stedte, forelæste, efterat en Psalme var sungen, en Davids Psalme, og med en Bøn skilles Selskabet ad, uden Traktement; Vand var det Eneste, jeg foruden Bøgerne saa paa Bordet.
Den 12te Oktober.
Ved en Missionstime hos Dr. Volkmann holdt Missionær Schneider et Foredrag, hvori han berørte det mindre gladelige Udfald, hans og hans Medmissionærers Arbejde i Armenien og Persien havde havt. Hist bandtes de af den russiske Kejser, her af Persernes Mistænkelighed, der ikke vilde se Andet end Spioner i dem. Fra flere Farer reddede Herren dem.
Den 13de Oktober.
Morgentimerne hos Dr. Volkmann. Dernæst Besøg hos Professor i Archceologi Gust. Seyffarth, bekjendt som en christelig Mand med udmærkede Kundskaber især i den ægyptiste Archceologi, hvilke han har erhvervet ved Rejser i Ægypten. Af højcste Interesse og Vigtighed ere de Manuskripter, han saaledes har lært at kjende, saavel for den gamle Historie i det Hele, hvilken de bringe aldeles nye Resultater, som især for Tidsregningen.
Ægyptens Historie føres her tilbage indtil Abrahams Tid og giver ogsaa et højst vigtigt Udbytte med de mosaiske Skrifter. Man erfarer her, at den almindelig antagne, dog ogsaa af Mange bestridte dionysiske Æra netop er den rette, at 1837 altsaa er det rette Aar efter Jesu Fødsel, der befindes at være indtraadt 5 Dage før dens Begyndelse.
Af de nuværende bibelske Archceologier vidste han ingen fortrinlig at anbefale; de Wettes er fuld af Fejl. Selv agter han at udgive sine lagttagelser og senere ogsaa en bibelsk Archceologi. Han erkjendte, at Ratio-
– 423 –
nalismen aldeles regjerer her saavel ved Universitetet som i Kirken, der blandt de mange Præster kun havde et lidet Udvalg troende.
Ved den lærde Undervisning er Christendommen tilsidesat; i Skolernes højere Klasser læses saaledes ingen Bibelhistorie, ingen Bibel, end ikke Testamentet paa Græsk (fordi Græsken er slet !).
Han raadede mig til at besøge Italien for at lære Livet der at kjende. Fra det astronomiske Observatorium (paa Taarnet af Slottet Pleissenburg, før, da Leipzig som de fleste Byer var befæstet, et Kastel, ogsaa bekjendt af Luthers Disputation 1519) interesserede det mig isærdeleshed at overse den vide Slette om Leipzig, bekjendt af de 500.000’s Kamp netop i de følgende Dage for 24 Aar siden (Slaget ved Leipzig 1813/Napoleonskrigene/red.).
Den 15de Oktober. Søndag.
Mag. Hänsel gav mig, hvad hans Kolleger forrige Søndag Me gave mig, en hjertelig, christelig Prædiken over Texten Matth. 25, 1—13, som han paa en tiltalende Maade gjennemgik omtrent med følgende Punkter : Brudgommen (et almindeligt Billede ved Siden af de mange andre, som anvendes paa Frelseren), Jomfruerne, de ukloge (det er ikke Verden, som aldeles forkaster Evangeliet, heller ikke dem, som bekjende det, men ikke følge det, men dem, som begynde uden at holde ud), de kloge, Oljen (d. e. Alt, hvad der befordrer det christelige Liv), — Herrens Tøven, og hvad den bevirkede (et Ord om den almindelige «Abspannung Und Schlaffheit», selv hos de Troende), – Herrens Raab, de Kloges Adfærd derved og de Kloges Svar, Herrens endelige Komme, Antagelsen og Udelukkelsen; Applikation : den christelige Klogskab, modsat Verdens, vi saaledes opfordres til, med et Trøsteord til dem, som vaage og stride.
Ogsaa her rejste Menigheden sig ved Forelæsningen af Guds Ord fra Alter og Prædikestol, og den samlede Menighed sang sit Amen til Præstens Velsignelse, ikke Sangdrengene alene; saa maa det være !
Glad var jeg ved at være bleven overbevist om, at Guds Ord forkyndes Ogsaa i Leipzig. Blandt de mange Kaldede — Leipzig har omtrent et Snes Præster — var imidlertid ogsaa her kun faa Udvalgte; af den langt større Del, erfarede jeg, ikke af En eller nogle Faa, men af Mange forkyndes Menneskevisdom istedetfor Guds; traadte denne istedetfor hin, maate det blive til Velsignelse for Byen, at man ikke har indstrænket Gudstjenesten til Søndagen, men holder den hver Dag, hver Morgen i en Kirke.
Saa sker det fra Prædikestolene, og ligesaa enig var man i den Dom, at det heller ikke er et Troens Ord, som tales fra Kathederne.
Hvad jeg ogsaa hørte til de theologiske Professorers Forsvar, at deres Foredrag dog ikke gik ud paa at nedrive Christendommen, som man engang gjorde, at Kirkens antagne Lærdomme gaves deres Gyldighed, kunde desværre ikke for mig berøve det næsten enstemmige Vidnesbyrd, at fra
– 424 –
Kathederne intet Troens Ord tales, den Troværdighed, som altfor mange Omstændigheder gave det ligesaa utvetydigt, som selv de agtværdigste Kolleger.
For en Del Aar siden var det tildels andcrledes. Prof. Hahn, bekjendt som Udgiver af en Dogmatik, var og fremtraadte som en afgjort Ven og Forsvarer for Christendommen mod Rationalismen, hvorfor han ogsaa maatte udholde den haardestc Kamp.
Skjønt han nu i flere Aar er Professor i Breslau, omtales han endnu almindelig med Erkjendelse af, at han bragte Leipzig megen Velsignelse.
Hvorledes det er med det religiøse Liv blandt Stadens Indvaanere, naar det i det Hele er som anført med dem, som skulde bringe Livet eller forkynde Livets Ord, kan man let slutte. Jeg vil kun bemærke, at Alt forener sig for at overtyde mig om, at Tilstanden er sørgelig her, som mere og mindre andetsteds. Medens man ser nye Bygninger opstaa, den ene prægtigere end den anden man viste mig Bygninger, som man sagde mig havde kostet deres Ejere 60,000 og 80,000 Rthlr. —, finder Missionssagen end ikke saa mange Deltagere, at man ser sig istand til at foretage nyt Valg paa Bestyrelse, og selv af dem, som give Pengebidrag, deltage de Færreste i Selskabets Forhandlinger eller de Missionstimer, som holdes een Gang hver Uge.
Værre vilde her være, naar ikke Universitetet dog i nogen Grad balancerede den Materialisme, som efter disse Tiders Medfør nødvendig maa gjøre sig gjældende i en Stad, hvor Handel er det Punkt, hvorom Alt drejer sig.