– inntatt i Luthersk Kirketidende 8. Bind – No. 5 – Utgave : Søndag den 3dje Februar 1867; (del av en artikkelserie 1864 – 1868 : «Uddrag af en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet»); res. kap. til Drammens menighet Hans Jespersen foretok en studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til våren 1838;
– gjengitt fra sidene 70 – 77 :
Uddrag af en afdød norsk Gejstligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet.
Potsdam den 15de Marts 1838.
Jeg synes mig efter det lange, rolige Ophold i Berlin at have begyndt at rejse paany; her var det mig, efterat jeg saa længe havde vænnet mig til de herværende Forhold, næsten ikke mere som paa en Rejse, hvorvel det stille, ensformige Liv dog ogsaa manglede vigtige Momenter til at gjøre mig det hjemligt.
Ingen vil spørge, hvilke.
— Morgentimerne holdt mig ved Indpakningen. Derefter gjorde jeg cndnu tvende Besøg, et hos min gamle Bekjendt fra det forrige Logis, Student Fritze; her er allerede hos Studenten Theologien og navnlig Guds Ord blevet noget Andet end Gjenstand for Studium ; det har grebet Hjertet, og Spørgsmaalet er ikke mer saa meget om at bestaa sig til en Examen, som om at bestaa for Ham, som dømmer Hjerterne og ransager Nyrerne, som kræver, hvad der er mer end Kundskab, en ny Skabning.
Herren, som begyndte det Gode i ham, vil ogsaa føre ham frem paa Sandhedens Vej, give den, som beder, lade den finde, som søger.
Herfra tilsidst til mine forrige Vertsfolk, som jeg følte mig dreven til at vise, at jeg, misfornøjet med deres Adfærd mod mig, dog derfor Intet havde imod dem.
Vendt tilbage i mit Logis, modtog jeg Besøg af Dr. Bergenheim, som med Hjertelighed sagde mig Farvel, og af Dr. Philippi. Ædle Ven ! Taust takker dig mit Hjerte endnu mere, end Ord kunde det, for de Timer, jeg har tilbragt i dit Selstab, ogsaa for disse sidste Afskedsminuter. Naaden har grebet dig, og du griber den; Han, hvis Tjeneste du har viet dig selv og dine Kræfter, Han vil ikke lade sin Tjener være forladt; den Sandhed, du ikke alene har lært forsaavidt den i en vis Betydning kan læres —, men ogsaa, hvad der er mere, erfaret, vil Han ogsaa staa dig bi til for din Del at give Vidnesbyrd ud i den vantroe Verden !
Kl. 2 lod det fra Postillonens Horn: „Afsted», og allerede Kl. 4 1/2 var jeg i Potsdam. 4 Maaneder havde jeg saaledes tilbragt i Preussens Hoved stad, bekjendt fremfor andre for sin Gudsfrygt, for sin «Pietisme», som
– 71 –
det heder, og dog gave troende Præster Berlin det Vidnesbyrd, at der endnu i det Hele aldeles fattes paa Menighedsaand.
Flere Præster søges vel meget; dog er Besøget af Kirkerne ringe i Forhold til de Menigheder, der høre til dem, og som ved flere ere saare hetydelige.
Sit maa det maaske bidrage, at der, som der overalt føres Klage over, er for faa Kirker, medens andre Interesser dog forhindre Opførelsen af nye; men dog kunde de, som ere, i Almindelighed fyldes anderledes, end man ser dem fyldte. Ogsaa her maatte jeg da paa mangehaande Maader overtydes om, at hvorvel Ordet alvorlig har grebet Mange, som uden Sky bekjende Herren og fornegte Verden, bliver de Udvalgtes Tal dog ringe i Sammenligning med dem, som Kaldet udgik til, og som kun sørge for denne Verdens Ting og sysle med Erhvervelse af den Rigdom, de Glæder og den Ære, der vil forgaa.
Byen har 3 offentlige og flere private Theatre, og daglig spilles i flere, medens Gudstjeneste foruden om Søndagen kun holdes een Gang daglig de 4 Sognedage, og selv paa disse ikke til den Tid, da det kan ventes, at den bliver besøgt, almindelig nemlig Kl. 2 Efterm. eller 9 Form., skjønt flere Præster have ønsket Tiden forandret til henimod Aftenen, naar Flere ere frie for Dagens Arbejde.
Den kirkelige Bestyrelse har hidtil ikke villet indgaa paa dette, som jeg, efter hvad jeg hørte, har Grund til at tro, af meget underordnede Hensyn.
Ogsaa i andre Henseender hørte jeg, at Regjeringen virker hemmende, idet den ogsaa her nærer afgjort Frygt for Foreninger og al Virksomhed, som har Udseende af at lede dertil.
Hvad kan man ogsaa sige om Øvrighedens Christelighed, hvor man hører, at den skjændigste Utugt ikke alene taales, men endog næres; et Sygehus skal have betydelig Indtægt af Skjøgers Besigtigelse etc. ! Den samme Øvrighed saa jeg ogsaa taalte Sabbatens Vanhelligelse paa den forargeligste Maade.
Det Uvigtige og Underordnede maa ogsaa her gaa foran det egentlig Vigtige. Naar en Rejsende ilke til rette Tid fornyer sit Opholdskort, er Gensdarmen hos ham forat minde ham, skjønt han efter de gjældende Bestemmelser dog ikke kan komme fra Byen, naar man ikke først paa Politikammeret har betalt sin Afgift derfor.
Hvorfor anvender Øvrigheden ikke bedre sin Kraft andetsteds og mere paa christelig Tugt, end paa saadan blot ydre Orden ? Har den Midler ihænde til det Gode, maatte den ogsaa, naar Aanden besjælede den, kunne gjøre det Andet. Dog opviser Byen i christelig Henseende ogsaa meget Glædeligt.
Ordet forkyndes af mange troende Prcester; for et Snes Aar siden var Troens Ord næstcn forstummet; fra denne Tid udbreder det sig mer og mer og forkyndes af Enkelte endog med stor Frimodighed, skjønt Frimodigheden vel ogsaa mangler, hvor den kunde mest fornødiges. Husandagt finder Sted hos ikke Faa, vel fornemmelig blandt de ringere Stæn-
– 72 –
der eller i Middelstanden; christelige Venner samle sig ogsaa til visse Tider med hinanden til Læsning af Guds Ord, Sang og Bøn, dog udenat der, saavidt jeg erfarede, er Tanke om separatistiske Sammenkomster; Baandet dannede dog, saavidt jeg erfarede, overalt Ordet og Kirken, og de troende Forkyndere af Ordet sluttede man sig med Inderlighed til.
Ogsaa flere Foreninger ere udgaaede fra den vakte Christendoms Aand : foruden 2 Missionsselskaber (med Gossners egentlig 3, skjønt det, Jänikkes Svigersøn endnu bestyrer, siges at svinde hen) og Bibelselskabet ogsaa 2 «Krankenvereine» (en «Männer»- og en «Frauenkrankenverein», den sidste med Gossner i Spidsen) samt der virke for Hedningerne, som den i Dresden, ogsaa en «Junglings» og «Jungfrauenverein».
En gledelig Erfaring er det ogsaa, at Christendommen her som i det Hele i Tydskland ogsaa har grebet de højere Stænder; Opvakte finder man blandt Militære, Jurister og Leger saavelsom i de lavere Stænder.
Ogsaa Presterne virke udenfor den pligtmessige Virksomhed. Kuntze har saaledes 2 Missionstimer i Maaneden, første og sidste Søndag. Ved sin selskabelige Tone vinder Berlin neppe Mange for sig; Stivhed og Fornemhed er herskende; en besynderlig og dog almindelig udbredt Skil er det, at man om Aftenen absolut maa lænkes om et Thebord, hvorfra man ikke staar op, før man skilles ad; en saadan Tvang kan i Regelen ikke medføre fri Konversation–.
Wittenberg, den 17de Marts.
Om Eftermiddagen besøgte jeg Slotskirken, før Universitetskirken, hvor Luthers og Melanchthons og Fredrik den Vises og Johan den Bestandides Grave findes, de to Förstes midt i Kirken, de to Sidstes foran Alteret. Kisterne ere nedsenkede i en utilgjengelig Kjælder; men over de Mure, som omslutte dem, hvile Plader af Metal, som forevises. Ligeoverfor hinanden, ligeledes midt i Kirken, hænge Luthers og Melanchthons Billeder i Legemsstørrelse, man siger af Lucas Kranach den Yngre.
I Choret findes foruden Fredrik den Vises og Johan den Bestandiges Grave paa begge Sider, sluttede til Veggen, Billeder i Bronze, paa venstre Side (fra Kirken af) af hin, ligeoverfor paa højre af denne, ligesom noget foran, nærmere Kirken de samme i Marmor i knælende og bedende Skikkelse, med lange Epitaphier ved Siden af hine, ligesom over deres Billeder : «Verbum Dei manet in æternum. Es. 40.», en Indskrift, som her ikke var uden Betydning, men giver tilkjende, hvad der var disse christelige Fyrsters Styrke og Ære, at de holdt sig til det evige Ord.
Paa Døren i denne Kirke var det, som bekjendt, ogsaa, at Luther opslog sine 95 Theses ; den egentlige Indgang er endnu den samme, skjønt Døren ikke er mere. I Svvaarskrigen led Kirken meget, skjønt de bekjendte Grave dog bleve
– 73 –
skaanede; ligesaa i den sidste Krig (1813), da Franskmændene havde en Hestemølle i den, ligesom Sognekirken tjente dem til Forraadskammer for Korn, Hø etc.
Vejen til Augustinerklostret, hvor Luther boede, førte mig forbi Melanchthons endnu i sin ydre Skikkelse uforandrede Hus. Tæt derved Augustinerklosteret, hvor jeg besaa Luthers Studerværelse, der aldeles bærer Alderdommens Præg, hvor endnu Alt er uforandret, og hvor man finder hans Skrivebord, Billeder af ham og Melanchthon m. m.
I et Værelse i Nærheden forskjellige Ting, blandt Andet det skjønne Katheder (prydet med hans Brystbillede, der skal være et af de bedst trufne, man har), hvorfra han skal have holdt Forelæsninger, flere Billeder af ham og Fl., Christus paa Korset af Lucas Kranach, et Skab, hvori forskjellige Mærkværdigheder, f. Ex. et af Luthers Kone udstukket Kors med de forskjellige Gjenstande, der staa i Forbindelse med Lidelsen og Korsfæstelsen, saasom et Spyd, en Stang, hvorfra Vinen rækkes, 3 Terninger, de 30 Sølvpenge, en Hammer, 3 Nagler, en Lygte m. m.; fremdeles det Vaaben, Luther havde valgt sig : et Hjerte, hvori et sort Kors, hvilende paa en hvid Rose, omgivet af den blaa Himmelhvælving, det Hele omsluttet af en gylden Ring; en Afskrift af Luthers Forklaring af det Sindbilledlige i det Hele laa hos; hans Hustrues Rosenkrands.
Ved Siden af dette Værelse et større, hvor han i Begyndelsen skal have holdt private Forelæsninger for de Studerende. Tør jeg slutte fra den Mand, der viste mig alt dette, Klokkeren ved Slotskirken, da bevares disse interessante Minder endnu her i den helligste Erindring. Med en Ærefrygt, som var det første Gang, han betragtede disse Steder, førte han mig om, viste og forklarede mig Alt, idet han end klke tillod mig med en Finger at berøre Noget, som kunde lide ved Berørelsen.
Idethele var denne Mand, som jeg senere erfarede havde studeret og været offentlig Lærer i Jurisprudentsen, med sin Fasthed og Æresrygt for det Hellige mig som fra en forgången Tid, hvori hine Dyder endnu ikke vare saa sjeldne, som nutildags.
Det var mig derfor fuldkommen i sin Orden, at han, traadt indenfor Kirkedøren og Klosteret, et Øjeblik vendte sig til Side og gjorde en stille Bøn. Hvor lidet stemmede dette med den Ligegyldighed, hvormed de hellige Steder nu saa ofte betrædes ! En eller anden Læser vil maaske smile over en saadan Adfærd; jeg, som saa den, kunde det ikke.
Wittenberg den 19de Marts.
Da jeg gik fra Morgentimen 7—8 i Seminariet, besøgte jeg den udenfor Elster-Porten, ikke langt fra Luthers Bolig, der ligger ved Enden af Byen lige ved denne Port, værendc indhegnede Plads, hvor Luther brændte den pavelige Bulle. Stedet er indhegnet med et højt Trægitter, og i Midten er plantet en Eg, efterat den gamle, som før stod paa dette
– 74 –
Sted, var udgaaen.
Da det var mig sagt, at der paa Raadhuset skulde være en Del Seværdigheder fra Luthers Tid, begav jeg mig derhen. Mere end Noget tiltrak sig min Opmærksomhed de to skjønne Brystbilleder af Luther og Melanchthon.
Jeg saa ogsaa Luthers Navn, skrevet af ham selv. Man gjenkjender straks, naar man har seet Lucas Kranachs og Andres Billeder af disse Mænd, fornemmelig af Luther, hin Mester i hans Arbejde; Malerierne vare endnn saa livlige, som om de vare nye. Det undrer mig ikle, at en engelsk Lord havde budt 5000 Thlr. for disse Malerier.
Fremstillingen af de 10 Bud i 10 mindre, til een stor forenede Tavler, ligeledes af L. Kranach, skal ogsaa være et Mesterverk.
Interessant er det ogsaa her i de tildels med L. Kranachs egen Haand strevne Protokoller (han var tilsidst Borgermester i Byen) at se Beviser saavel paa det inderlige Forhold, hvori Luther stod til denne By, og den høje Agtelse, han her nød, som paa den Tids Ligefremhed i Adfærd i Sammenligning med Forholdene, som de nu ere.
I en Protokol for 1519 findes saaledes anført som Present til Dr. M. Luther, da han var kommen hjem fra Leipziger-Disputatsen og var bleven Sognepræst, 2 Schock og 48 Gr. (en Schock skal være 2 1/2 Thlr.).
Paa et andet Sted samme Aar : 4 Kander hvid Vin, 4 do. rød Vin og 4 do. Øl, forudeu at han hver Dag havde Ret til at hente sig en Krukkc Vin paa Stadens Regning, da, som bekjendt, Venner blandt Reformatorerne ofte spiste hos ham.
I en Protokol fra 1521 saa man, at Staden gav ham Pengene til Rejsen til Worms. Saa findes og anført de Gaver, som sendtes ham, da han blev gift. Af et Regnskab ser man, at han engang af Byen (som havde betydelige Skovejendomme, hvoraf den solgte Brænde) havde kjøbt 2 Favne Brænde, som man førte til Indtægt; men da han hvad enten han nu, da Brændet blev bragt ham, ingen Penge havde, eller hvorledes det ellers var tilgaaet ikke havde erindret at betale Mere end den ene, findes ved «Udgift» bemærket, at man ikke vilde minde Dr. Martin L. om den Favn Brænde, som ikke var betalt.
Lignende Bemærkning om Melanchthon, som havde glemt at betale 700 Tagsten.
Jeg besaa ogsaa den skjønne Samling af gamle Malerier, for en stor Del af Lucas Kranach den Ældre, i Sognekirken, hvilke senere, da Kirken blev restaureret, ere anbragte her.
Over Alteret i Midten en Nadver, nedenunder hvilken et mindre Maleri, hvor Luther er fremstillet, talende fra en Prædikestol; paa begge Sider Melanchthon, holdende et Barn til Daaben, og Bugenhagen med en Nøgel (Løse- og Bindenøglen) i hver Haand, begge omgivne af forskjellige Personer, tildels malede efter Naturen, foruden flere
– 75 –
andre, f. Ex. Jesu Vingaard med de forskjellige Arbejdere, paa den ene Side Paven og katholiske Gejstlige, tilkastende den Brønd, hvoraf de skulde øse Livets Vand, paa den anden Luther, Melanchthon o. Fl. arbejdende. I 4 Stole bag ved Siden as Alteret forrettes Skriftemaal, som her endnu har en privat Charakter, idet enkelte Familier skrifte for sig.
Halle den 21de Marts.
Henimod Kl. 8 om Morgenen ankom jeg til Halle.
Saasnart jeg havde klædt mig paa, gik jeg allerførst til Tholuck, der modtog mig aabent og gjæstfrit og straks arrangerede vore Sammenkomster under mit korte Ophold her.
Til min Glæde erfarede jeg nu ogsaa, at han, efterat de øvrige theologiske Professorer allerede havde endt sine Forelæsninger i Vinterhalvaaret, fortsatte sine endnu 2 Timer idag over Moralen.
Med megen Glæde hørte jeg ham i disse, hvori han behandlede den interessante Materie om Gjenfødelsen. Saa interessant som Indholdet, saa behageligt og indtagende var det simple, frie Foredrag, fjernet fra den almindelige lærde Kulde.
Det Hele forraadte, at Arbejdet var ham en Hjertesag, ikke en Sag, som skulde læses over i en Time, fordi han var betalt derfor. Efterat det Nødvendige til Rejsen sammen var aftalt med Tholuck, besøgte jeg efter hans Opfordring den bekjendte Baron de la Motte Fouqué, der saavel som hans unge Kone modtog mig med udmærket Venlighed og ytrede ret en levende Interesse for Norge.
Fouqué selv er endnu en livlig Mand og holder, som jeg erfarede, her dels Forelæsninger over Politiken, dels visse Aftentimer Forelæsen af Digtere. Før var han Major i preussisk Tjeneste.
Den 22de Marts.
Til Middag var jeg hos Tholuck i Selskab med Professorerne Guerike og Ulrici, ligeledes en for Christendommen velsindet, behagelig Mand. Ogsaa Erdmann var det mig kjært ved et Besøg at lære personlig at kjende, skjønt jeg ikke kunde gjøre mit Besøg langt.
Hans Udvortes er hverken indtagende eller spirituelt. Med forekommende Venlighed, uden lærd Fornemhed modtog han mig, og vor Samtale var for største Delen om Schleiermacher, som han agtede højt, og i hvis Død han saa et stort Tab for Theologien; dog ansaa ogsaa han hans Virksomhed fornemmelig vækkcnde og derved fornemmelig vigtig for sin Tid. Endelig aflagde jeg endnu et Besøg hos den bekjendte og agtede Historiker Leo, der nu betragter Verdens Vegivenheder fra det christelige Standpnnkt, hvorfra han i Begyndelscn ikke betragtede dem.
Han er en middelaldrende, meget livlig liden Mand, der uden Tvivl betragter Tiden med et skarpt Blik. I den nuværende kirkeligc Tilstand ser han en total
– 76 –
Adsplittelse, et idiosynkratist, atomist Liv; egentlige Menigheder søger man næsten forgjæves; i en Forsamling, der kaldes saa, kan man være temmelig vis paa en saare forskjellig Opfattelse af det Ord, som tales; i det Hele ingen Samstemmen.
Ikke bedre er det med dem, som skulle læge Skaden. Theologerne maa straks indvies i en Masse forskjellige Opfattelser og Anskuelser, som giver saa megen Alsidighed, at det Vigtigste, den faste Charakter, derved kommer til at mangle.
Med Unionen i Preussen er han ikke uenig, fordi han ikke antager nogen egentlig Differents; Enigheden vil danne sig efterhaanden; den sig mere og mere udbredende Hegelianisme vil bevirke, at man forener sig mod den fælles Fiende.
I det Hele er ham Adsplittelsen overalt saa stor, at han anser Krig nødvendig for at bringe Enhed tilveje. Preussens Politik, at undertrykke alle Bevægelser (hvortil han ogsaa henfører de af de heftige Lutheranere), forsvarer han ; han mener, at det er til Statens Vel, og at naar de denne Slægt tilhørende Urostiftere ere borte, vil man være rolig. Han antager ogsaa, at den preussiske Regjerings Bestræbelser gaa ud paa at danne Staten til en fri Forfatning, hvortil den nu ikke er moden, da ligesaa lidt Adelen som de lavere Stænder have de fornødne Egenskaber til værdig at representere Staten.
Et Skridt er gjort ved Kommunallovgivningen, og Kronprinsen har aabenbart til Hensigt at danne en saavel paa Kundstaber og Dyder som Ejendomme rig Adel.
Leipzig den 23de Marts.
Kl. 8 forlod jeg i Selskab med Prof. Tholuck og Cand. theol. Ernst Müller, som var i hans Hus og ledsagede ham paa hans Rejser som Amanuensis, Halle og ankom til Leipzig Kl. 12.
Behageligere Rejseselskab, da vi havde lejet en Vogn for os alene, havde jeg ikke havt paa hele min Rejse.
Frit bevægede sig vor Samtale paa meget forskjellig, dog største Delen hellig Grund : Hegelianismen, hvorom Tholuck selv endnu ikke var paa det Rene, da han antager Muligheden af, at den kan bringe Christendommen vigtig formel Nytte; Gjenfødelsen (hvorom hans Gaarsdagsforelæsning), som han med Vished følte var foregaaen med ham, idet han med Hensyn til de Tvivl, som de Troende nære, om de virkelig ere gjenfødte eller Guds Børn, gjorde opmærksom paa, at man gjør Forskjel paa at føle sig ved sin Dyd som et Guds Barn og at tro sig antagen eller adopteret af Guds Naade dertil; det kommer altsaa an paa en rigtig Opfattelse af Retfærdiggjørelseslæren.
Vi talte ogsaa stundom Norsk, og med sin Rejseven talte han til Afveksling Engelsk. Selv Arabisk, fortalte han mig, havde han engang talt, nemlig det, som tales i Ægypten; andet mente han ikke, han kunde indlade sig paa.
Ret med Smerte tog jeg, efter have spist til Middag i Selskab med ham hos den brave Tauch-
– 77 –
chnitz, Kl. 3 Afsked fra en Mand, der var bleven mig hjertelig kjær ved sin aabne, hjertelige Omgjængelse, en Omgang, som man maaske ligesaa sjelden finder i den lærde, som i den fornemme og rige Verden.