Bemærkninger om de kirkelige Forholde i Baiern. De bestaaende christelige Kirkesamfund have lige borgerlige og politiske Rettigheder. Overtræden fra en Kirke til en anden meldes personlig til begge vedkommende Præstcr. Med Hensyn til blandede Ægteskaber opdrages Børnene efter den lovligen sluttcde Ægteskabskontrakt. Hvor ingen er sluttet, følge Sønnerne Faderens, Døtrene Moderens Religion.
Det øverste Episkopal og Ledelse af de protestantiske indre Kirkeanliggender udøves af et selvstændigt Overkonsistorium, som umiddelbart er underordnet Statsministeren for det Indre. Dette bestaar af en Præsident, een verdslig og fire gejstlige Overkonsistorialraader, af hvilke een af reformert Religion, og af det nødvendige Underpersonale. Desuden er der 3 Konsistorier i Ansbach, Baireuth og Speier. Hvor Dekanen (Provsten) har sit Sæde, holdes aarlig en Diøcesan-Synode, og hvert fjerde Aar en almindelig Synode der, hvor Konsistoriet har sit Sæde, under Ledelse af et Medlem af Overkonsistoriet til Raadslagning over indre kirkelige Anliggender, i Nærværelse af en kongelig Kommissær, som ikke tager Del i Raadslagningerne. Ovcrkonsistoriets og de underordnede Konsistoriers Virksomhedskreds strækker sig til det indre Kirkepoliti, til Udøvelse af det med Statsmagten forbundnc Episkopat og Ledelsen af de indre Kirkeanliggender.
Der tilkommer dem altsaa : Opsyn mcd Kirkeforfatning, Kirkeorden, Disciplin, de Gejstliges Opførsel og Embedsførelse, Prøvelse, Ordination, Ansættelse og Befordring af Kandidaterne, Meddelelse af Religionsundervisning i Skolerne, Kultus, Liturgi og Ritual, Besættelse af Præstekald og andre Kirkebetjeninger, Synodal- og Diocesanforholde, Presteenke og Præste-Pensionsanstalter. Konsistorierne ere i sin Virksomhedskreds koordinerede med Regjeringerne.
Unionen i Rhinprovinsen er bragt istand ifølge det med stor Stemmeflerhed af Protestanterne udtrykte Ønske, og til Grund for samme ligger en «Vereinigungsurkunde» af den i denne Anledning forsamlede protestantiske Generalsynode.
Med Hensyn til Hovedpunktet heder det i § 3 : Den protestantisk-evangelisk-christelige Kirke erkjender ingen anden Trosgrund end den hellige Skrift, men erklærer som Lærenorm de almindelige Sym-
– 250 –
boler og de begge Konfessioner fælles symbolske Bøger med Undtagelse af de den indeholdte Punkter, som begge Konfessioner ere uenige om.
Denne Kirke antager ingen Nøddaab; Daaben sker altid af en Præst i Kirken inden 6 Uger fra Fødselen. Ved Daaben foruden en kort Indledning det apostoliske Symbolum og Fadervor. Fadderne erklere paa Prestens Spørgsmaal i sit og Foreldrenes Navn, at de forlange Barnet optaget i den protestantist-evangelist-christelige Kirke. Derpaa Daaben selv : «Jeg døber dig» o. s. v.; altsaa ingen Forsagelse (Daaben finder Sted almindelig den anden Dag, efterat Barnet er født; man forundrede sig meget over Udsættelsen hos os).
Ved Kommunionen gives det brudte Brød og Kalken Kommnunikanterne ihende med de Ord : «Christus siger : Tager hen og æder o.s.v.» foran Favervor og Indstiftelsesordene.
Efter Forordning af 1824 kaldes alle Prester i den protestantiske Kirke «Pfarrer». (I Preussen er Benevnelsen «Prediger» almindelig. Andre Steder bruges Benævnelsen «Pfarrer» kun om Sognepresterne, «Prediger» som Kapellan hos os). Benævnelsen «Diakon» (hos os «Kapellan») er ophevet, og i dets Sted : 2den, 3dje Pfarrer, paa Grund af, at Diakonerne ved de protestantiske Kirker vare selvstændige, Presterne («den Pfarrern») koordinerede Gejstlige og med dem af lige Rang ligesom med samme prestelige Myndighed.
Forlovede, som paa den Tid, de lade lyse for sig, ikke have boet et Aar paa det Sted, hvor de da opholde sig, skulle, naar de ere Indlendinger, ogsaa proklameres paa deres næstforegaaende Opholdssted.
Efter Forordning af 1819 skulle alle Gejstlige, som ikke ere over 60 Aar, og selv efter denne Tid, om de ville befordres, aarligen 2 Gange til Dekanaterne indsende fuldstændige Prædikener, nemlig første Aar Prædiken paa Bededagen og Pintsefesten, 2det Aar Langfredag og Reformationsfesten, 3dje Aar Paaskefesten og Julefesten; treffer det, at en Gejstlig ikke har at prædike paa nogen af disse Dage, paa den næst foregaaende Fest. Det skal ske 8 Dage efter. Sker det ikke, først Erindring (påminnelse/red.), derpaa Bøder og endelig Indmeldelse til Konsistoriet. Dernæst aarlig ogsaa 1 lærd Arbejde. Foruden af Dekanen gjennemgaaes disse Arbejder ogsaa af Dekanatets Senior, hvis Embede er at vikariere for Dekanen i Forhindringsfald, at recensere de nevnte Arbejder og udstede Vidnesbyrd for de Gejstlige. Han udnævnes af Dekanatets Præster. Dekanerne have at bedømme Prædikenerne, at indsende dem med Bedømmelsen til vedkommende Konsistorium. Dekanen maa have indsendt Prædikenerne inden Udløbet af 3 Maaneder, efterat Prædikenen er holdt.
Censurerne ere ikke bestemte til Betjendtgjørelse, skulle heller ikke være egentlige, formelige, udførlige
– 251 –
Recensioner, men meddeles de Gejstlige, som enten have forskyldt en Tilrettevisning, eller som trænge til og derhos ere modtagelige for Belærelse. Prædikenerne indsendes samtlige, ikke enkelte, men samlede 2 Gange om Aaret til Overkonsistoriet.
Ved Forordning af 1831 er det gjentagende strengt forbudt enhver Præst at bruge Koncept paa Prædikestolen. Ved Ansøgninger om Befordring skal ogsaa af vedkommende Foresatte angives, hvorvidt der ere Grunde forhaanden til, at Ansøgeren bruger Koncept.
I Baiern er et halvt Naadens Aar, og et Fjerdingaar for en Understøttelseskasse for afgangne Gejstlige. Almindelig faar det ledige Kald en «Verweser», som betales af Enken, ogsaa ved frivillige Sammenskud af Dekanatets Præster.
Den 31te Marts.
Om Formiddagen Besøg i «Gewerbschule» og dernæst hos den venlige v. Raumer, der meddelte mig sine Erfaringer om den pestalozziske Undervisning, som han i Aarene 1808 og 1809 i flere Maaneder havde overværet. Hvor velsignet virker denne brave Mand og Christen i flere Henseender i Erlangen !
Ikke alene giver han daglig de Studerende et Asyl i sit gjæstfrie Hus skjønt han selv er aldeles blottet for Formue og virker saaledes paa dem ved sit Exempel og ved den Opmuntring, en saadan Omgang maa skjenke dem; hans Kjærlighed gaar videre : ved ham ere flere af dem bragte til at staa Præsterne bi i deres Sjælesorg ved at besøge Syge og opmuntre dem ved Guds Ord og Bøn.
Da Nogen vilde mene, at dette tog dem for megen Tid bort og forstyrrede dem i deres Studeringer, beraabte han sig med Rette paa Lægernes Vis, der ikke danne Studenterne alene i Horesalen, men ogsaa ved Sygesengen. Saa Meget kan Kjærligheden udrette. Den samme Mand har ogsaa sat sig i Forbindelse med det engelske Bibelselskabs Agent i Frankfurt a. M., ved hvem han faar Bibler til Udbredelse.
Den 1ste April. Søndag.
I den lutherske Kirke, Neustädterkirken, hørte jeg Harless, der holdt en vel udarbejdet, frimodig Troesprædiken over Joh. 8, 47 til Enden om Fiendskabet mod Christus . Til Middag hos Boghandler, Forlægger Carl Heyder, hvis Søn jeg lærte at kjende hos Olshausen.
Han rejste 1832 i Norge, gjennem Thelemarken til Bergens Stift, lærte i Christiania W. A. Wexels at kjende; en vakker, troende Mand, som i Kirkens Tjeneste snart agter at begynde Forelæsninger ved Universitetet over Filosofien, han vil vise kun er naturlig Erkjendelse og som faadan og kun som saadan tilfredsstillende. Theologiens og Filosofiens Grændser vil han saaledes forsøge at bestemme nærmere,
– 252 –
end det hidtil er skeet, gaaende ud fra det christelige Standpunkt, som han indtager. Maatte Arbejdet lykkes ! Opgaven er svær.
Den 2den April.
Kl. 8-9 Harless over 1 Joh.
Afskedsbesøg hos Olshausen, der med deltagende, hjertelige Ønsker sagde mig Farvel. Kl. 2 afhentede Harless mig til en Spadseretur, som vi tiltraadte efter længere Samtale om Tit. 3, 5, 1. Kor. 15, 24 ff. og 1 Petr. 3, 19. Han antager det for en urigtig Sprogbrug at tale om Nødvendighcden af at gjenfødes til dem, som ere gjenfødte i Daaben og kun faldne fra Daabspagten. Parallelen med Omskjærelsen taler for Barnedaaben.
Gal. 3, 26. 27 forklarer han kun om ældre Døbte, der allerede havde en Tro, før de døbtes, og dernæst modtage Daab som den fuldstændige Iførelse af Christus.
1 Petr. 3, 19 forklarer han ikke som en Hengang til og en Prædiken for de Døde, men kun som en Triumf over dem, skjønt han ikke kunde løse Vanskeligheden med 
og skjønt han antager, at anden Troesartikel indeholder Sandhed.
En Grund mod en Prædiken for Hedningerne ogsaa, at her kun er Tale om dem, som levede til Noæ (Noahs/red.) Tid, ikke om de følgende Slægter.
Paa Spadsereturen taledes om Usædelighedens mærkelige Tiltagen siden Midten af forrige Aarhundrede, en Usædelighed i det Hele navnlig i Fabrikstæderne, hvortil nu ogsaa kommer Drukkenskab, saavidt jeg kunde mærke, dog end ikke at sammenligne med den hos os herskende, og om Præsternes Liv.
Det forundrede ham, at en Sjelesørger kunde forene det med de Bud : «Ingen at forarge» og «at undgaa endog det onde Skin», at spille Kort, gaa i Skuespil.
Han saa heller ikke, hvorledes man paa den Maade kunde lære dem, som endog gjøre disse Forlystelser til en vigtig Del af deres Livsgjerning, en anden Anvendelse af den af Herren givne Tid.
Han mente ogsaa, at naar man ikke arbejder, bør man opmuntre og forfriske sig, og at dette ikke sker ved Spillebordet og i Theatret. Dog erkjendte han Vanskeligheden i her for Præsten at iagttage det Rette, da Deltagelse i mange Selskabers tomme Sladder jo egentlig heller ikke er Andet end en Bestyrkelse af dette Uvæsen.
Selv har han efterhaanden trukket sig tilbage fra saadan Omgang.
Med Hensyn til den Deltagelse i de borgerlige Anliggender, som finder Sted hos os, ansaa han et saadant Forhold for saare misligt for Præsten, hvis Kald det jo ikke alene er at prædike for Menigheden, men ogsaa saavidt muligt for enhver Enkelt at optræde som den, der er sat til at bringe saavel Straffens og Advarselens som Belærelsens og Trøstens Ord. Han maa ved saadanne Forhold ryktes ud af af sit rette og øverføres i et Gebet, som ikke hører ham til, efter Christi Ord : «Jeg er ikke sat til Dommer mellem eder».
Hvor forundrede det ham at høre, at
– 253 –
ogsaa jeg engang havde anført Sangen ved Gjæstebudsbordet, og spillet med de Andre.
Jeg skammer mig ogsaa i Sandhed, hvergang jeg tænker derpaa, og takker Herren, der lærte mig det Bedre, at Hans Aand endelig vidnede for min Aand, at det er ikke saaledes, man skal vidne mod Verdens Væsen.
Ingen advarende Ven havde indvirket paa mig, indtil jeg ved Herrens Naade endelig selv efterhaanden vandt denne Erkjendelse.
Saaledes maa jeg vidne om mig, skjønt jeg egentlig aldrig havde dette Forlystelsesvæsen kjærere, end at een eneste christelig Vens Ord jo ogsaa tidligere skulde ført mig bort derfra.
Til min Deltagelse bidrog ogsaa den Menigheds Beskaffenhed, hvor jeg først ansattes som Præst (Forf. var først personel Kapellan i Kragerø, hvor han tidligere havde været Lærer. M. A.)
Adspredelses- og Forlystelsessyge var mindre herskende der, end i det Mindste paa mange andre Steder; desto mindre opstod der Betænkeligheder hos mig ved at deltage ogsaa der, hvor jeg, i det Mindste som Præst, hvad man nu ellers vil sige om Deltagelse i disse Forlystelser, ikke burde deltaget, f. Ex. i Dands, Sang og Spil, især da jeg af Tilbøielighed i det Hele var maadeholdende i Nydelse og altid følte Sky for at overtrædc Velanstændigheds og Sømmeligheds Grændser.
Selv med min Deltagelse, hvor jeg burde været udenfor, ansaa man mig derfor ogsaa altid for den alvorlige, for Verdens Væsen ikke godt stemte Mand.
Anledningen til, at jeg pludselig afbrød Deltagelse i Dands, blev den, at det ved en Lejlighed kom for mine Øren, at man med saadan Tilfredshed var bleven var, at Præsten Jespersen dandsede, deltog, som det hedte i Verdens uskyldige Glæder.
Ej, ej, tænkte jeg, er det den Lærdom, Præsten giver, saa er det Tid at holde inde.
Her mener jeg det gjælder : plus male facta nocent, quam bene dicta docent. Af samme Grund skyede jeg Theatret. Jeg holdt mig ikke alene borte, fordi det efterhaanden kom dertil, at jeg ingen Fornøjelse fandt i dette Væsen; det udviklede sig ogsaa til Overbevisning hos mig, at jeg ikke turde gjøre det, at jeg ved mit Exempel i det Mindste ikke burde bidrage min Del til at befæste en Forlystelsessyge, som mer og mer tager Overhaand.
— Senere tilbragte jeg længere Tid hos den værdige Krafft og samtalede dels om den reformerte Kirketugt, dels om hans egne Erfaringer med Hensyn til Guds Ord, hvis Kraft vedvarende selvstændig Læsning lærte ham kjende.
Ved Læsningen af Profeterne havde han ogsaa aabnet sit Øie for Apokalypsen, hvori han saa Kirkens Skjæbner.
Den 3dje April.
Kl. 8—9 Harless. Boghandler Heyder ledsagede mig endnu inden min Afrejse til den bekjendte Digter og Orientalist Fr. Rückert,
– 254 –
en Kjæmpeskikkelse, som dog ingen Frygt indgyder. Hvor der er saa meget Geni, maa der vel ogsaa i det Indre vise sig noget Genialt ?
Jeg fandt det ikke, uden det skulde være i den Ligegyldighed, for ikke at bruge noget slemmere Udtryk, som viste sig, hvad hans Legemes Prydelse angik, hvori man i Sandhed ikke saa den zirlige Digter, men snarere en gammel Skolemester eller desl.
Efter at have spist til Middag hos den kjære Prof. Harless forlod jeg Erlangen, der var bleven mig maaske kjærere end noget Sted, jeg hidtil havde besøgt, Kl. 1 og ankom til Nürnberg Kl. 3 1/2.