– inntatt i Luthersk Kirketidende 8. Bind – No. 17 – Utgave : «Søndag den 28de April 1867»; (del av en artikkelserie 1864 – 1868 : «Uddrag af en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet»); res. kap. til Drammens menighet Hans Jespersen foretok en studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til høsten 1838;
– gjengitt fra sidene 266 – 269 :
Neudettelsau den 5te April 1838
Kl. 10 forlod jeg Nürnberg og tog til Kloster-Heilsbronn, hvorfra jeg spadserede omtr. 3/4 Mil til Neudettelsau, hvor jeg ankom i Præstegaarden Kl. 5 og med gjæstfri Venlighed modtoges først af Præstekonen, dernæst af den fra Kirken tilbagevendte Præst, Wilhelm Löhe, som jeg dels allerede kjendte fra Berlin (af hans ved Baron Cottwitz der (på det stedet/red.) trykte «Das Wort Gottes als das Licht, das zum Frieden führt»), dels end mere ved v. Raumer og Harless i, Erlangen opmuntredes til at besøge.
Allerede Indtrædelsen i Familiens Dagligstue betegnede mig denne Præstegaard som en, hvor jeg kunde vente mig noget Andet end det almindelige, verdslige Væsen, man saa ofte finder ogsaa der, hvor man mindst skulde vente det; den Indtrædende hilses af den «Haussegen» (den korsfæstede Frelser, hvorom Ordene af Mt. 4, 12, foruden ved Siden andre pas-
– 267 –
sende Skriftsteder), som Præsten har befæstet paa Døren, og som jeg, hvad der var mere, snart erfarede, han ligesaa vel havde ført ind i sit eget Hjerte, som han lod det være sin egen Gjerning, saavidt det stod til ham, at bringe det ind i Andres.
Man taler ikke længe med denne mærkelige unge Mand (han er kun 30 Aar gl.), førend man i ham ser den faste Troens Mand, der har valgt sig en anden Støtte end de vaklende Støtter i Verden.
Selv hans hele Indre bærer Fasthedens Præg, ligesaavel hans Væsen som hans lille, men stærkt byggede Legeme.
Kl. 7 bivaanede jeg Vespergudstjenesten, der bestod i Sang, Bøn og et kort Foredrag for Alteret over Ydmyghed, der er Fattigdom i Aanden, ledsaget af Sorg, Sagtmodighed, Hunger og Tørst efter Retfærdighed og Kjærlighed.
Den 6te April.
Kl. 8 Morgen i Kirken for en temmelig talrig Forsamling. Efter en Psalmes Afsyngen holdt Præsten fra Prædikestolen i Troens og Kraftens og Enfoldighedens Aand et Foredrag over Jesu Ord : «Det er fuldbragt» (Joh. 19, 30) : Synden er udslettet, Retfærdigheden fuldbragt og Saligheden erhvervet etc. Efter Prædikenen en kort Bøn og Velsignelse fra Alteret.
Den 7de April.
En Vespergudstjeneste, som holdtes idag Kl. 1 1/2 og nærmest havde Hensyn til Konfirmanderne, som derefter skriftedes, bivaanede jeg ikke.
En Time efter Skriftemaalet vare Konfirmanderne indbudne til at tilbringe Eftermiddagen i Præstegaarden, en Art Kjærlighedsmaaltid, hvorved de forsamlede Gjæster i Selskab med Præstefolkene og mig nøde Kaffe og Kage, hvorefter Afsyngelse af flere Psalmer og Bøn. Hensigten hermed var, at deres Tanker bedre skulde holdes sammen, end ved Arbejde hjemme.
Den 8de April, Søndag.
Jeg bivaanede i Hr. Löhes Kirke den opbyggeligste Konfirmation, som jeg hidtil har hørt, opbyggelig, netop fordi det enfoldige, kraftige Ord var Eet og Alt; ingen Stræben efter Effekt, efter Rørelse, at fremkalde Taarer 0. s. v.; opbyggelig ogsaa ved sin hele Indretning og Gang, der var beregnet paa, at Børnene den hele Tid, 2 Timer, kunde være opmærksomme.
Antallet var 14 eller 16, lige mange Drenge og Piger. Overhøringen var skeet den foregaaende Søndag. Almindeligst sker den Fredagen forud.
Børnene stilledes straks om Alteret, for at undgaa den Forstyrrelse og Forsinkelse, som det medfører under Gudstjenesten at lade dem træde op. Under Afsyngelsen af 1ste Vers af : «O, du Lamm Gottes» (Bajerns Psalmebog) gik Præsten for Alteret, messede en passende Kollekt og traadte af, medens 2det og 3dje Vers af samme Psalme blev sungen.
– 268 –
Derefter betraadte han Prædikestolen og talede et ikke langt, men indtrængende Alvors og Kraftes Ord over Jesu Ord Luk. 23, 46 : «Fader, i dine Hænder befaler jeg min Aand», visende, hvorledes ogsaa vi skulle befale Gud vor Aand i Liv og Død, med speciell Hensyn til Foreldrenes Pligt at befale Gud sine Børns Aander, at staa Præsten bi med sine Bønner, hvorledes de alene kunde gjore dette ret, naar de havde befalet Ham sin egen Aand; hvorledes de Fleste blandt dem havde overtraadt disse Pligter, ikke sørget ret for sine Børn, for deres Opdragelse etc.
Efterat nu de 3 første Vers af Nr. 55 af «Geistliche Lieder» : «Höchster Tröster, komm hernieder» vare sungne, traadte Præsten for Alteret og begyndte saaledes, i det Hele talende som den, der havde Myndighed af det Ord, i hvis Tjeneste han stod, med en Tale den egentlige Konfirmationsakt.
Hovedindholdet var følgende : «Det Øjeblik er kommet, som I have ønsket, Forældrene, Fader og Moder, som fødte eder med Smerte. Eders Ja og Amen ville de høre. Ikke alene de ere Vidner, hele Menigheden, ogsaa de vente paa eders Ja og Amen. Men, mer end dette : Disse mine Hænder skulle velsigne eder, I skulle se dem igjen paa hin Dag. Englene ere nærværende; de have idag en Glædesdag. Der ere mange Vidner. Jeg taler ikke mange Ord, advarer kun for Mened. I ere faldne; denne Døbefont er Vidne, I holdt ikke Pagten; I ere ikke den Naade værdige, som vederfares eder. Men Gud er naadig; Han tilraaber eder, søger eder alle Dage, ogsaa idag. Jeg befaler eder : Bort med alle fremmede Tanker ! Dette er den første Ed, som I stulle aflægge. Glemte I den, huskede I den kun idag eller nogle Dage, en Maaned, 0 – !
Vi have saadanne letsindige Mennesker iblandt os. Ville I være som de, da gaar heller bort, overgiver eder til Verden og dens Fyrste, saa gjøre I ingen Mened, saa søger Gud eder maaske desto før. Gud vil formæle sig med eder, Han være eders Gud, I være Hans Børn. Naar I da alligevel aflagde denne Ed, kun fordi det saa er Slik, verdslige Fordele dermed forbundne, o— ! etc. Viser Forførerne fra eder ! Jeg har nu advaret eder. Jeg skriver over eders Hoveder : Helligdommen, Alt er eders, Faderen, Sønnen, Aanden, Himmel og Jord, Sakramenterne».
Efter dette nedknælede Børnene, og under Klokkernes Ringen aflagde de Løftet, først at forsage Djævelen, alle hans Gjerninger, alt hans Væsen, dernæst at tro paa Faderen, Sønnen og Aanden, saaledes at de lydeligen fremsagde saavel Bekjendelsen som Luthers Forklaring.
Derefter Velsignelsesønske og en kort Forberedelsestale til Nadveren : «I have modtaget Velsignelsen, nu ogsaa Korset; de Christne ere Korsdragere; bereder eders Hjerter til at modtage de hellige Gaver og synger først: Schaffe in mir, Gott, ein reines Herz» («Geistl. Lieder» Nr. 81).
– 269 –
Saa Nadveren (under Sang og Ringen) : Indstiftelsesordene, et Vers, Fadervor. Uddelelsen : «Tager hen og æder (drikker), dette er Jesu sande Legeme (Blod), som hengives (udgydcs) for eder; det styrke og opholde eder i Troen til det evige Liv !» Tilsidst Kollekt og Velsignelse; dobbelt Responsorium.
Ved Eftermiddagsgudstjenesten i samme Kirke over Ap. Gj. 2, 45—47 toges navnlig Hensyn til den konfirmerede Ungdom : Opfordring til ofte at nyde Sakramentet med hinanden, at leve i Kjærlighed med hinanden, efter den gamle Skik, at de Unge, som gik med hinanden til Herrens Bord, altid bevarede Venskab.
Applikation paa Menigheden : Erindring om værdig Nydelse. I Anledning af nogle Unges Letsindighed, som vilde gaa til Alters Fredag for uden at udsætte sig for Skrifte at kunne dandse frit til Paasken, vilde han kun holde Nadver for de Gifte. Tilbud at holde den det hele Aar, selv at give Vin og Brød i de Tider, som falde mellem de aarlig bestemte Kommuniontider, i Anledning af nogle Gjerriges og Stoddernes Ytringer, at det kostede saa meget.
Efter endt Gudstjeneste her spadserede man til Sognets anden Kirke, Wernsbach, omtrent en Fjerdingvej fra Neudettelsau.
Et skjønt Syn at betragte dette Tog, denne Præstefamilie, omgiven af en Hob Sognefolk, især Unge, blandt hvilke ogsaa den konfirmerede Ungdom, der fulgte Toget frivillig, ligesom de Andre, og gjorde det end behageligere, idet de undervejs samlede istemte Psalmer, der have været Ham, til hvis Pris de bleve sjungne, desto kjærere, jo mere de strømmede fra barnlige Sjæle, der med en frivillig Aand lovede sin Herre.
Paa noget Aftalt eller for denne Gang Bestemt maa nemlig her ikke tænkcs. Det var saa disse Unges Skik, paa denne Maade ved at prise Herren tillige at opmuntre sig selv og dem, som ledsagede dem.
I den lille, uanselige Kirke talte Præsten for Alteret om den Glæde, som Alterens Sakrament giver her og som Forsmag paa den evige Nadver, hvortil sluttedes alvorlige Erindringer om den uværdige Brug af de mange Letsindige.
Efter den lyse, skjønne Dag havde Himmelen nu formørket sig; under Regn spadserede man hjem; dog blev Sindet hos de Spadserende lige opvakt.