– inntatt i Luthersk Kirketidende 9. Bind – No. 20 – Utgave : «Søndag den 17de November 1867»; (del av en artikkelserie 1864 – 1868 : «Uddrag af en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet»); res. kap. til Drammens menighet Hans Jespersen foretok en studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til våren 1838;
– gjengitt fra sidene 308 – 311 :
Neudettelsau den 10de April 1838.
Kl. 2 1/2 tog jeg derefter Afsted fra denne mig uforglemmelige Prccstefamilie (Löhe).
«Jeg ønskede, jeg kunde sige : Kom snart igjen !» Med disse Ord sagde den trofaste Præstemand mig Farvel, og i Sandhed, jeg saa ogsaa gjerne ham igjen. Jeg maa nu sige Dig et Par Ord om ham som Præst i sit Hus, i sin Menighed, i sin Kirke.
Han er endnu kun 30 Aar gammcl, men er dog nu allerede i den
– 309 –
14de (fjortende) Menighed; han var nemlig som Vikar eller «Verweser», som det i Bayern altid kaldes, i 13 forskjellige Kald, førend han kom til sit nærværende, hvor han endnu kun har været 3 Fjerdingaar.
Paa mange Steder, fornemmelig, sagde man, i Nürnberg, blev hans Alvorsord et Vækkelsesord for de slumrende Sjæle. Hans Udseende bærer Præg af hans Charakter : Alvor og Fasthed; efter dette at dømme tror man i ham snarere at se Manden paa 40 eller 50, end paa 30 Aar. Ogsaa fra Evnernes Side er han lykkeligen udrustet, saavel med Forstand til at se og dømme som med Hukommelse til at beholde.
Uagtet sit hidtil korte urolige og derhos meget virksomme Liv har han derfor ogsaa allerede skaffet sig et Navn som Forfatter; foruden to smaa Samlinger Prædikener, en «Skriftemaalsundervisning for Christne» og en Forklaring af den første Troesartikel har han ogsaa udgivet en Samling af Bønner for Kommunikanter, flere Traktater og enkelte Taler, hvoraf man ser den afgjorte Troesmand, som i den nyere Tids selv praktiske Skrifter er saa sjelden.
Det streng lutherske Lærebegreb er ham saa helligt, som Guds eget Ord; han meddeler derfor ogsaa sine Konfirmander Undervisning i den augsburgske Konfession, som han har besørget udgivet for Skolen, og har gjennemgaaet den katechetisk i Kirken. At den evangelisk-lutherske Kirke er den eneste sande, udtaler han derfor ogsaa i sine offentlig Prædikenforedrag, og han lader den Ungdom, som konfirmeres, love at ville holde fast ved den.
Hans Virksomhed er rastløs. Hans Sogn har med 800 Sjæle to Kirker, hvoraf den anden kun omtr. 1/3 norsk Mil fra det Sogn, hvor han bor, og hvor Hovedkirken er, som han prædiker i hver Søndag Formiddag.
Ikkedestomindre holder han som oftest Prædiken i begge Kirker, til somme Tider derhos, som Konfirmationssøndagen, da jeg var hos ham, Aftensang i sin Hovedkirke, førend han spadserer til Annexet.
Desuden holder han to Gange i Ugen, Onsdag og Fredag, en «Bedetime», som efter Aarstiden begynder Kl. 6 til Kl. 8 om Morgenen, med Bøn og Forelæsen af Guds Ord, sidst Apostlenes Gjerninger den ene Gang og Hebræerbrevet den anden Gang, eller et kort Foredrag; dernæst om Vinteren 4 Gange Andagt i sit Hus om Aftenen, en Gang for Mænd, en Gang for Ynglinge, en Gang for Koner, en Gang for Piger.
Istedetfor disse træder om Sommeren to almindelige Andagter i Kirken, da Tiden rettes efter Sognefolkenes Bekvemmelighed og stundom endog er fastsat til Kl. 9. Endelig holder hans Kone 3 Gange ugentlig om Aftenen en Syngetime for Enhver (dog Mænd og Kvinder for sig), der vil øve sig i Sang. Dette er naturligvis ingen formelig Undervisning, men bestaar kun deri, at hun paa Pianoforte forespiller og foresynger Melodierne, der saa synges af de Forsamlede efter Psalmebogen.
Ogsaa her træder Præsten
– 310 –
selv stundom ind, dels holdende saakaldte «Liederhomilien» (Psalme prædikener), dels forelæsende bekjendte Christnes Levnet (f. Ex. Spengcnbergs, Zinzendorfs, Scrivers o. a.).
Foruden dette har han i den forløbne Vinter gjort Forsøg med en Smaabørnskole i sit Hus, idet Landsbyens Børn, omtrent mellem 2 og 6 Aar, daglig samle sig i hans Hus, i Aannetiden den hele Dag, udenfor om Eftermiddagen.
Undervisning er her kun en Bisag; Hovedsagen er, at Børnene tidligen kunne se og høre, hvad der er sandt og godt, i de Exempler, som ere om dem, og i Guds Ord, idet de holdes til Bøn og Sang.
Hvorvel Præstefolkene naturligvis selv føre Opsynet, Præsten endog i Regelen beskjæftiger sig en Tid med dem, saavidt han kan hver Dag, fortællende dem o. s. v., ere dog Pigerne de, som stadigen ere hos Børnene, der, naar Vejret tillader det, mest ere i fri Luft.
— Konfirmandundervisningen synes mig at være hensigtsmæssig indrettet i Bayern. Undervisningen finder nemlig Sted i 3 Aar, saaledes at et Aar kun er Forberedelsesaar, et det egentlige Undervisningsaar («Præparander» og «Konfirmander») og det tredje efter Konfirmationen et Gjentagelsesaar.
Lohe gav Undervisning 3 Gange ugentlig, 1 Time hver Gang, begyndende med Bøn og Sang. Hans Katechisation, hvortil man tildømte ham sjeldent Talent, fik jeg desværre ikke høre. Kun det erfarede jeg, at de vare meget søgte, og at Frihed og Liv i høj Grad derved fandt Sted, saa han ikke sjelden vendte sig med Spørgsmaal selv til de Ældste, mere Bortfjernede i Kirken.
— Ved Kommunionen antegner Enhver sig hos Præsten selv, som tager enhver Enkelt for sig og paa denne Maade har bragt Mange, som han vidste ikke vare beredte til en værdig Nydelse, til at afstaa fra sit Forsæt. Ikkedestomindre er der i hans Menighed med 800 Sjæle aarlig omtrent 2000 Kommunikanter, da Flere gaa 4, 6, ja 8 Gange.
Til sine Tider gik han ogsaa, istedetfor dette Skriftemaal i sit Hus, til Sognefolkene i deres Huse og talede med dem der. Saaledes skrifter han ogsaa Konfirmanderne efter en Tale til dem alle, dernæst enkeltvis i Sakristiet. Meget forskjellige Bekjendelser faar han vel paa denne Maade; men kan det drages i Tvivl, at dette dog er hensigtsmæssigere, end en udenad lært Syndsbekjendelse eller en Opfordring, hvorved enten uden Eftertanke svares Ja eller ganske ties stille ?
Hvorledes var nu Menighedens Tilstand under en saadan Sjælesørger ? Uagtet Ordet allerede for ham var prædiket kraftig til Opvækkelse (i hans Menighed ved en Verweser Trezel, som han tillige nævnede som en af dem, der kraftigen havde bidraget til Vækkelse i det Hele i Bayern), antog han dog, at der var faa rette Christne i hans Menighed.
Han bemærkede med Rette, at Alle ville være Christne nu, men naar det kommer til at vise det i Livet i en ret Kjærlighed og Hellighed, ser man noget Andet.
– 311 –
Han troede heller ikke, at man just altid blandt de saakaldte Opvakte skulde søge de rette Christne, men at Mange, som levede stille hen, tjente sin Herre i Aand og Sandhed.
Fattigvæsen og Landvæsen gave ham, navnlig det sidste, Intet at bestille, da Præsterne her almindeligen bortforpagte sine Gaarde, og at de, som i Norge, selv maatte tillegge sig og vedligeholde sine Huse, deraf vidste man Intet at sige.
Heller ikke Fattigvæsenet kunde give Meget at bestille, da Sognet havde 2 Fattige, som fik Understøttelse. Det samme Tal havde netop ogsaa en anden Præst, som jeg spurgte om hans Arbejde med Fattigvæsenet, og Begge havde omtrent 800 Sjæle, allerede en betydelig Menighed for en Landspræst i Bayern ! Hvor langt anderledes hos os ! (mange fattige/red.).
Med Hensyn til Huset og det huslige Liv, da betegnede disse Gudsfrygt, Simpelhed og Tarvelighed. «Du træder ind i et helligt Sted», det fandt jeg allerede skrevet paa Døren, der førte ind til det Værelse, hvor Familien almindelig var sammen, kun ikke med hine Ord.
Over den korsfæstede Christus Ordene af Ap. Gj. 4, 12 og ved Siden Psalmer og passende Bibelsteder.
Dog, her betegnede det Udvortes det, som var indenfor, eller som man i det Mindste søgte at bringe ind i Hjertet. Dagen helligedes af den samlede Familie, d. e. ikke af Præstcn og hans Frue eller Slægt alene; Familien var her alle til Huset hørende. Tjenestetyendet var ikke alene tilstede ved Bønnen, der aabnede og endte Dagen, men ogsaa ved Maaltiderne, ja, stundom ogsaa udenfor disse, naar deres huslige Arbejder vare udførte.
Jeg fortæller dig dette ikke saa meget som Noget, jeg just tror, det er Enhvers Pligt at eftergjøre, som fordi det skeede, og fordi det her skeede saaledcs, at det paa mig gjorde det mest velgjørende Indtryk. Det var nemlig her naturligt, udgik saa aldeles fra Præstens og hans Kones Ejendommelighed, deres hele Jævnhed og Simpelhed, fjernet fra det nymodens forfinede Komplimentvæsen, at jeg saa langt fra at finde det forunderligt neppe engang blev Forskjellen var, ligesaalidtsom det havde den mindste Indflydelse paa Husstel eller Tjenerskab, at en Fremmed var iblandt dem.
At Maaltiderne aabnedes med Bøn, behøver jeg ikke at sige, idet jeg udenfor Norge har fundet denne Skik almindelig blandt de Christne, som jeg har været hos.
En anden skjøn Skik maa jeg derimod omtale. Her heder det ikke alene, at «Bcdeklokken ringer». Naar det fra Taarnets Klokke ringer 7 om Aftenen, forsamler man sig i Regelen i Husene til Bøn, og dette forsømtes da heller ikke i Præstegaarden. Naar det begyndte at ringe, afbrøde alle Tilstedeværende sit Arbejde, rejste sig fra sine Pladse, og Præsten forelæste en Bøn eller en gammel Psalme, der indeholdt en Bøn.